Tæppets fald - Athal

For pokker da også, hvor var dette tæppe da også bare tungt! Det føltes som en betonklods for den skrøbelige og meget følsomme pige. Hendes vejrtrækning var begyndt at blive hurtigere og hurtigere, da klaustrofobien begyndte at gå i gang. Snart ville hun nok besvime af skræk, begynde at tude, eller skrige op af fuld hals, om at hun var fanget, og om nogle ikke kunne hjælpe hende. Der var nok ingen, eller det var hvad hun troede. Her var så stille, lige indtil nogle skridt hørtes ikke så langt fra tæppet.
Pludselig begyndte nogle at trække i det, og en velkendt stemme hørtes. Hvem mon denne velkendtes stemme var? Det var altså rimelig skummelt. Hvis hun ikke havde været den eneste her, så kunne det vel godt have været den person, som hun hørte lige nu, der havde løsnet tæppet, eller ladt det falde?
Men der burde da være flere med til den plan, hvis altså tæppet skulle falde på samme tidspunkt i hver ende. Hvis ikke det havde været på det nøjagtige klokkeslæt og sekundslag begge to, ville det nok ikke være gået godt.
Så der var altså flere indblandet i dette, eller var det bare noget som der pludselig kom ind i hjernen på hende.
Pludselig blev der trukket i nærheden af hende, og hun udstødte et lille gisp, som nok ikke var hørbart. ”H-hjælp mig.. Jeg. Sidder. Fast. Her nede.” Hendes stemme var panikslagen men hun måtte jo gøre noget, så personen ikke bare overså hende fuldkommen. Tænk nu hvis hun skulle blive her til engang i næste uge, hvor der blev øvet til det kommende stykke? Så ville hun jo.. Dø?
Engle kunne jo dø på samme måde som mennesker. De kunne dø af sult, hvis de blev skudt, af sygdom og hvis de druknede. Engle var jo næsten mennesker, hvis de faktisk ikke var det. Der var ikke rigtig så mange mennesker der for længe siden havde troet på, at man kunne blive genfødt og at der fandtes vampyrer, men der havde de godt nok taget fejl. Alt fandtes i denne verden. Selv de mest ubehagelige monstre.
I forhold til mennesker, kunne engle ikke så meget specielt. De eneste forskelle var blot at engle er døde, har vinger, kan flyve og nok besidder en eller anden form for magi eller evne.
Angelin besad to af disse evner. Ingen af dem var rigtig brugbare, men de var heller ikke helt ringe. Hun kunne snakke med dyr, og forstå dem, selvom hun snakkede på Fransk og de snakkede f. eks Hundsk eller hvad en hund for pokker nu talte.
Den anden evne var rimelig brugbar hvis man tænkte sig om. Hun kunne fornemme følelser fra andre, hvis hun blot kiggede dem i øjnene, og tænkte på at hun ville de personens følelser. Nogle gange var denne evne utrolig irriterende at besidde, men nogle gange var den brugbar. På vampyrer virkede den dog ikke ordentligt. Vampyrer kunne jo egentlig selv bestemme om de ville ligne nogle der var glade, uden rigtigt at være det, eller ligne nogle der var sure, selvom de inderst inde var virkelig glade.
Disse væsner var altså bare skræmmende.

Hvem var denne person egentlig, som var ankommet til det samme sted som hende, lige efter tæppets fald? Egentlig var det et meget godt spørgsmål, som først kunne blive besvaret, hvis personen ville hjælpe hende.

Et par anspændte sekunder passerede, før Athal kunne høre en noget indeklemt stemme, som befandt sig under tæppet, bede om hjælp. Af en eller anden grund tændte det en hel speciel gnist i ham, og han udstødte et uvilkårligt lattergrynt. Hvem i al verden var dog dum nok til at ende under sådan et tæppe? Et meget uheldigt menneske? Eller måske en mus eller sådan noget? Uheldigvis kunne sidstenævnte ikke tale (medmindre de altså var en eller anden form for animagus), så den mulighed var udelukket. Men tanken var stadig sjov.
"Øjeblik," forsikrede han, da han anede, at der var ved at opstå panik under tæppet. "Så skal jeg nok få dig ud." Det viste sig at være overraskende tungt. Athal kastede et nyt blik opad, idet han arbejdsomt trak i det, og tænkte, at det trods alt var temmelig stort og skulle dække halvdelen af en scene. Måske havde det været dets eget vægt, der havde trukket den nedad.
Inden længe lykkedes det at trække tæppet et godt stykke hen ad gulvet. Flere meter strakte sig i sammenvævede tråde, og Athal skottede nysgerrigt mod den person, som havde været dens gidsel i et godt stykke tid nu. Han gjorde store øjne.
"Angelin?!" Overraskelsen stod skrevet med store blokbogstaver over hans ansigt, og det var lige før, han tippede bagover. "Hvad - hvad laver DU her?"
Hvem han ellers havde regnet med at finde under tæppet, vidste han ærlig talt ikke. Men Angelin - nej, overhovedet ikke! Et usikkert smil bredte sig, og til sidst endte det med at blive temmelig stort.¨
"Wauw, det er da noget af en overraskelse." Han skrævede over tæppet og satte sig ved siden af hende. "Er du okay? Nu blev tæppet vel ikke revet væk under dig?" jokede han og måtte kvæle en lille latter, mens han betragtede hende undersøgende.
Nej, Angelin havde han ikke set siden deres møde ved spøgelseshuset (eller hvad man nu kunne kalde det), og da havde det været meget følelsesladet for hendes vedkommende. Han havde allerede lært en masse om hendes baggrundshistorie og følte stor sympati med hende, denne lysende engel.