Shattered tears.

S: Ude på landet i Liams stue i huset Aba.
O: I entréen er der en åbning ind til stuen. Når man træder ind er der til venstre et sofa-areal med et lavt antik sofabord. På væggen hænger der store malerier af landskaber. På væggen overfor hænger der en fjernsyn over en pejs og på hver side er der vinduer, der er beklædt med nogle tunge, purpurfarvede gardiner. I stuens anden ende står der et kabinet med antikke genstande, gamle skrifter og andet værdifuldt fra Liams fortid, samt et fygel i hjørnet.
T: 23:00
V: Solen har skinnet hele dagen, så aftenen er stadig lun selvom solen er gået ned. Et svag skydække har lagt sig over himlen for at holde på den relativt høje temperatur.

Han vidste godt, at det var en fuldstændig latterlig tanke, men i et kort sekund blev han overbevist om, at hans hjerte slog et lille slag. Det var en fornemmelse, som han fik en gang imellem. I de helt særlige øjeblikke hvor det også sitrede i hans fingre, og han kunne mærke, hvordan en eller anden ekstrem euforiserende følelse af sejr slikkede på indersidens af hans hud, brændende varm som var det ukontrollerede flammer. Han ville ikke ligefrem påstå, at han havde ventet i mange år på denne dag, men en del år var da passeret.

Animagusen havde ikke været mere end 9-10 år dengang, Liam havde forhandlet med hendes onkel. Det var en lille æske af mørk ibenholt, der havde været det centrale dengang. Hele Liams verden drejede sig om den og dens indhold. Faktisk gik der ikke en dag uden at han tænkte på den, og da de to rejsende så endelig dukkede op på hans veranda den fugtige sommeraften, følte han, at livet mere eller mindre havde nået sin afslutning. Han var ganske enkelt komplet.
Æsken, der var mellemstor, men lille nok til at den kunne balancere på en voksen mands håndflade, lå nu på midterste hylde i stuens kabinet. Det kabinet med de store mosaik-låger, som Liam holdte så meget af.

Han lagde sine smalle fingre om den åbne dørs kant og betragtede den unge kvinde i åbningen. Hele verden lå i horisonten bag hende. Livet. Alt. Det hele bevægede sig. Hans smalle læber skilte sig i et slesk smil og efter at have ladet sit blik slikke op og ned ad hendes kønne skikkelse, vendte han sig et par grader og gjorde en følagtig gestus mod sit hjem.
"Velkommen tilbage..." han holdte en dramatisk kunstpause. "... Eleanora."

Liam lod sine mørke bryn sænke sig en smule. Ikke utilfreds, blot undrende. Vurderende. Tænkende. Spekulerende. Han kæmmede hendes lange, brune hår med sine øjne og hans næsebor syntes at opfange en sød metallisk duft. En ung vampyr ville måske forveksle det med at være blod, men med årene havde Liam lært at skelne solidt jern fra den røde væske. Hun havde altså overholdt aftalen. De havde overholdt aftalen og det var endda til trods for det årti, der på ingen tid havde passeret deres hoveder. Da hun flyttede på sig blev Liam stående i sin mere eller mindre indbydende gestus. Så forbandet stille at man kunne bruge ham som stumtjener. I flere timer kunne han være i den tilstand, hvor han bare stod uden rigtig at retfærdiggøre sin mangel på handling. Hendes duft kradsede ham i næsen.

"Jeg ryster i mine bukser..." dvælede han med en luftig stemme og sørgede for at trække deres sekunder ud. Deres sekunder. De sekunder der gik hvor de stod og vadede rundt i hinandens aura. De sekunder der gik, hvor de stod tæt op ad hinanden. De sekunder der gik, lige inden Liam trådte til siden og lukkede døren bag dem med et lavmælt smæld.

"Hvad drikker du?" Hans stemme hang lidt imellem dem i entreen, der blev oplyst af en blottet pære i loftet. Til venstre for ham var åbningen ud til køkkenet, til højre fandt man stuen og længere fremme var trappen til den næste etage. Ved sit eget spørgsmål cirkulerede hans tanker om hendes onkel. Havde det ikke været whisky? Det kunne jo være, hun så havde det i blodet. Trangen til den brune brændevin, serveret i de sædvanlige små glas med isterninger til at skvulpe under overfladen.

Liam løftede et øjenbryn og betragtede animagusen, der så ud til at synke længere og længere ind i sig selv og det hav af barndomsminder, der måtte befinde sig derinde. På det punkt havde Liam jo næsten ingen. Jo, han husker, hvordan han havde fægtet med lange grene fra teaktræer, og at han engang havde trukket en død kalv igennem et virvar af torne, men så var der heller ikke mere mindeværdigt fra barnsben.

"Du siger, at du ikke drikker om... dagen?" Liam trådte bag om hende og ind i stuen og nikkede stumt mod vinduerne, der afslørede det pressende mørke på ydersiden. "Jeg vil vove at påstå, at det ikke længere er dag." Hendes næste indskydelse fik ham til at flytte blikket væk fra vinduerne og tilbage til hende. Inderst inde havde han løst til at gabe op i et stort vandfald af latter, men han valgte at lade være. Den næste tanke var, om han skulle byde hende på æblemost? Han trak læberne op i et hvidt smil, som han sendte i den unge kvindes retning.

"Du ønsker kontrol i mit hjem..." gentog han fra hendes ord og trådte nikkende hen mod et barskab, hvis blanke overflade han spejlede sig i, alt imens han gentog ordet "kontrol" et par gange. Han kunne til hver en tid forblænde hende, hvis det var det, han ville. Få hende til at danse på bordene, give ham alle sine penge, ejendele, sin krop og... Han åbnede skabet. Nej. Han ville jo bare have nøglen.