Wipe away all of your tears - Gabe

S: Skoven -
O: Det der er i en skov, også lige en stor sten.
V: Solenskinner og fuglene synger.
T: Aften O.O
D...
________________________________________________

Asma sad i skoven omgivet af smukke planter og blomster. Hun satte sig ved en kæmpe sten og så på en lille rose længere fremme. Faktisk var det den eneste røde rose i nærheden af hende. Asma smilede og lag sit hoved let på skrå så hendes hår fulgte med. Rosen svajede fra side til side i takt med den lille kølige og dejlige brise. ”Hvad man ikke må gå igennem for.. ingenting” sagde hun og pegede stille på rosen som om det var den hun talte til. Hun satte sig bedre til rette og smilede mod solen som skinnede meget. Hendes øjne missede, mens hun lag en hånd for. Hun så sig omkring kort tid efter. Men efter hendes mening, var det hende i skoven. Klassiker.

Gabe kom gående i sin menneskelige form igennem skoven. Indtil nu havde han kun været igennem skoven i sin forvandlede form. Det var faktisk meget smukt her... Men Gabe var ikke ligefrem en type der altid lagde mærke til skønhed i første omgang.
Han lukkede kort øjne og lyttede til alle de få lyde rundt om ham.
Men da han så havde lukket øjne kunne han meget bedre lugte den lettere fremmede duft... En sød duft... Ikke som en Aspara... Mere lys i det. Hvad kunne det være.
"Hallo?!" Råbte han spørgende ud til det hele.

Mens Asma sad og mumlede ned til rosen, hørte hun en lyd. Hun rejste sig op fra stenen og så sig omkring. Men det kunne jo også være at hun tog fejl? Her var så mange fugle, at det på en måde var svært at holde styr på stemmer. Men alligevel kunne hun mærke noget, men dog var hun ikke sikker. Hun kiggede rundt oppe i træerne og begyndte så at bevæge sig rundt. Hun gik baglæns bare for at være sikker på at personen kom den anden vej. For sådan lyd det da.. eller hvad?
”Hallo?!” Råbte hun bare med hænderne som hjælp. Hun ved tanken om et dejligt selskab og måske en ny ven? Men hvem kunne vide det? ”Hvem er du?!” Råbte hun kort tid efter.

Gabe var så tæt på at være lydløs at han ligeså godt kunne være vinden der bare blæste i bladene. Stille og utoligt hurtigt var han dukkede op i nærheden af hende. Han lagde hovedet lidt på skrå... Det virkede ikke som om hun var nogle af de væsner han havde mødt... Meget sød duft hang rundt om hende.
"Og hvem er du?" spurgte han så og kiggede på hende med de mørke nøddebrune øjne.

Asma som gik baglæns fik et mindre chok og vente sig om. Hun standsede med at gå. Hun opdagede en dreng ikke så langt fra hende. Hun lag sit hoved på skrå, mens vinden legede med hende røde hår. Hun betragtede drengen og vidste med det samme at hun ikke kendte ham. ”Åh, mit navn er Asma, Asmamix” sagde hun mildt og gik stille imod ham. Hun stod lidt tæt på ham, og rakte derfor hånden imod ham. ”Hvem er De?” spurgte hun lidt tid efter.

"Inden jeg fortsætter med at snakke... Hvor gammel er du så?" spurgte han og vidste godt at han var uhøflig, men han mente at han blev nød til at hilse ordentligt på hende hvis hun var fra en anden tid og Israel havde flere minder om forskellige hilsninger han muligvis kunne bruge...

Asma trak sin hånd til sig og kløede sig stille i håret. Hun så stille på drengen og trak så på skulderne. ”Jeg er vel toogtyve” sagde hun og så kort ned af sig selv. Hvad skulle det nu til for? Men hun var ligeglad faktisk. Han gad at tale med hende, det var da det der betød noget. ”Toogtyve lange smukke og vidunderlige år” overdrev hun. Hun havde ikke engang fået hans navn at vide! Great.

"okay" sagde han og smilte venligt før han så bukkede let. "Navnet er Gabe Smith" sagde han og kiggede hen på hende. Hun virkede heller ikke så gammel som nogen mennesker eller væsner kunner være.
"Undskyld mit direkte spørgsmål" sagde han så hurtigt. "Jeg skulle bare vide om jeg skulle hilse på dig på nogen speciel måde" forklarede han hurtigt.

Asma trak på smilebåndet og så på Gabe. ”Hyggelig at møde dig Gabe” sagde hun bukkede drillende med. ”Nej, det gøre slet ikke noget. Jeg tænkte også på at der lå noget bag ved det facon” Asma viftede kort med sin hånd og tænkte på hvilken væsen Gabe var. Han var faktisk smuk, men lignede ikke en vampyr eller dæmon. ”Er du menneske?” spurgte Asma kort tid efter. Når jo, nu var det hendes tur til at være uhøflig.

"Ja...." sagde han og ville vente og se om hvad hun så ville sige. Om hun selv ville afsløre hvad hun var eller at han også skulle forvandle sig og vise at han ikke kun var et menneske.... Han vidste nemlig at hun ikke var et menneske, ikke med den søde duft over hende... Nårh ja.. Det kunne være at hun havde diabetes,,, Det ville forklare noget af det, men heller ikke noget som helst andet.

Asma nikkede og klappede stille af sig selv. Hendes barnlige smil kom frem. ”Åh, jeg er en engel men det ved du jo” sagde hun og nogle store hvide vinger kom til syne. Hun baskede lidt med dem g strakte dem så ud samtidig med at hun strakte sine hænder ud i en kæmpe knus. ”I am the light angel” hun blinkede for sjovt til ham og grinede så hendes hvide tænder kom til syne. ”Glad for at møde dig Gabe!”

Gabe gjorde store øjne og trådte tilbage med et par hurtige skridt. Det var utroligt.
"Burde du virkelig afsløre sådan nogle ting for mig? Jeg er jo kun et menneske" sagde han og stod stadig halvt skjult af et lettere knudet træ. Nogle af bladen var stadig grønne, selvom der også var mange som slet ikke var sprunget ud endnu.
Han ville bare gerne vide om hun også ville ha fået alle disse ting at vide hvis han bare havde været et simpelt menneske.

Asma lod sine hænder dale ned og hendes vinger forsvandt stille. Hun sætte sig stille ned i skrædderstilling og så på Gabe. ”Jamen nu da du siger det” sagde hun tænksom og puttede sin fingerspids i munden. Men hun tog den hurtig den ud. ”Gud!” sagde hun med halvt åben mund. Hun kunne bare ikke lade være med at snakke over sig. Og hvis han var menneske, det var han selvfølgelig, så vil han da besvime hvis han ikke kendte til engle og sådan noget. Gabe så bare ikke ud til at være overrasket, men mere.. mere noget andet. Og da han sagde ´kun´ menneske, så måtte der jo ligge noget bag det. Asma rejste sig op og prøvede at fange Gabes blik, selvom det var lidt svært fordi han sådan set gemte sig halvt. ”Jeg undskylder Gabe” sagde hun stille og var selv forvirret og overrasket på samme tid.

"Det er okay..." sagde han hurtigt og trådte frem. Hans smil var lettere trist og sørgeligt. "Jeg undskylder faktisk... Jeg har løjet for dig" forklarede han og gik hen til hende. HEndes vinger havde været smukke... Det måtte han indrømme at de var.
Han rystede lidt på hovedet for at glemme synet af hendes vinger. *Koncentration...* mindede han sig selv om og kiggede hende i øjne.
"Jeg er selv halv animagus... Jeg lugter bare at menneske... Hvilket vel er rimelig godt" sagde han og smilte lidt. "Jeg skulle ikke ha løjet... Det er bare sådan en sikkerheds foranstaltning" sagde han for at forklare det.

Hun kunne ikke lade være med at smile sin varme og efterhånden kendte smil. Hun rejste sig op og børstede lidt støv væk som irriterede hende. ”Jeg forstår dig Gabe” sagde hun og lo stille. Ja, sådan vil de fleste dog have gjort, men så ville de da ikke undskylde bagefter. ”Og du skal ikke undskylde, det for mig bare til at føle mig dårlig til mode” sagde hun stille og så efter hans øjne. Det lykkedes dog at fange hans, meget smukke øjne af et menneske at være. ”Du beskyttede jo dig selv Gabe, jeg godkender det” hun lag sit hoved på skrå og smilede så stort. ”En animagus, hvilken dyr er dy så?” hun så nysgerrigt på ham. Hendes tredje animagus, det var ret heldig af hende. For ham her virkede.. nice?

"Jeg... Jeg er en panter... Og alligevel ikke" sagde han og tilføjede det sidste som en hurtig bemærkning, da det var lidt overdrevet at sige at han var en Panter... For det var han jo ikke. Han var bare en sølle efterligning af de tåbelige Varulve i filmene... Intet mere... Han havde set andre Animagusser... De kunne forvandle sig fuldstændig til sit indre dyr, så Gabe var bare nærmest en Bastard dreng....

Asma nikkede. ”Panda også alligevel ikke” hun smilede og så ned. Ja, hvad mon der forgik ind i Gabes hoved? Asma så et kort stykke tid på himlen. Hun sukkede og så på Gabe igen. ”Undskyld jeg kommer med det her spørgsmål, men er der noget der plager dig? Du virker bare ikke så glad, så jeg overvejede om jeg kunne være skyld i det dårlige humør” Asma lag sit hoved let på skrå. Det vil være typisk af hende at komme med det spørgsmål. Altid skulle hun sætte sig selv i spidsen.

Gabe grinte lidt over det hun havde sagt.
"Nej nej... Panter... Et Katte dyr" sagde han og kløede sig lidt i håret. Da hendes andet spørgsmål trængte igennem hans latter slikkede han sin underlæbe lidt.
"Jo... Altså det er ikke din skyld, mere de andre Animagusser... JEg har set nogle af dem... De forvandler sig sådan helt til dyret, mens jeg kun... Ja se her" sagde han og rakte en hånd frem så hun kunne se den.
Han knyttede hånden og strakte den ud igen og forvandlingen startede straks. Neglene voksede frem og blev erstattet af lange gulligeklør, pels voksede frem og musklerne blev større før pelsen dukkede frem og skjulte hans hånden med de længere fingre og klørene...
"Se... Jeg er stadig menneskelig i formen... Men ikke hel og heller ikke et dyr..." Forklarede han.

Asma lo stille og nikkede. Men da han så viste hans hånd og hans pludselig forvandling, så hun bare på ham med store øjne. Det der var der ikke så mange der kunne, så hvorfor være ked af det. Asma smilede stort som en lille solstråle. ”Jamen det er ikke noget at være ked af Gabe” sagde hun og klappede varmt med sine hænder. ”Du er speciel på den gode måde, og det er altså ikke ret sejt at være ens med andre. Det kan godt være at andre Animagusser forvandler sig fuldt ud, men hey, tror du ikke at du behøver lidt tid. Du er noget speciel Gabe, være stolt af det” sagde Asma og lag sine arme over kors. Hun blinkede for sjovt til ham og nikkede ret til sig selv. Man skulle være stolt af sådan nogle ting.. og skide være med andre, hvis man skulle side det på en sød måde. ”Tro mig Gabe, jeg ved hvad du mener”

Gabe nikkede lidt over det. Det gav mening... Det gav faktisk mere mening. "Tak... Det har du ret i..." sagde han og nikkede lidt til sig selv.
"Så... Hvad er du for en Engel?" spurgte han med interresse i stemmen...

Asma smilede stolt af sig selv. "Ikke takke" sagde hun og lo stille. Hun så mildt på Gabe da han stilte et spørgsmål. "Altså jeg er en Engel? En hjælpsom en" grinte hun og spredte sine arme igen. "Jeg er bare mig selv Gabe, underlig, skør, ligeglad, kærlig, rar, hjælpsom, sød, og alt positive ting" overdrev hun og grinte videre igen.

"Okay" sagde han og nikkede lidt. Det virkede lidt som om hun overdrev, men Gabe smilte bare... Ligenu sagde han ihvertfald ikke hvad han selv var... Det var nok ikke så smart at sige at han var tyv... Det ville nok ikke være den smarteste ting at sige til en han lige havde mødt.
"Og jeg er bare Gabe" sagde han og smilte lidt over det. Langsomt forvandlede han sin hånd tilbage og stak den i sin lomme.

Asma grinte og nikkede. "Gabe som i Gabe" sagde hun og nikkede igen. "Anyway, jeg er glad for at møde dig Gabe panda" sagde hun og blinkede endnu engang. Hun klappede igen af glæde og lag sit hoved let på skrå igen. Hun kunne bare ikke lade være med at smile.. hendes natur. "Jeg håber vi komer godt ud af det Gabe, jeg elsker nye venner og især nogle rare nogen, som dig"

Gabe kradsede lidt med foden imod jorden. Han havde det dårligt med at lyve overfor hende, men han kunne ikke bare rende rundt og sige det til alle...
"Nej nej... Min mor opkaldte mig efter englen Gabriel... Min far forkertede det bare til Gabe da vi flyttede til Amerika..." sagde han bare og kiggede lidt på hende med et svagt smil.

Asma slog stille på sine knæ og bøjede sin ryg. "Jeg har hørt om englen Gabriel" sagde hun og smilede varmt. "Gabe. Din mor må have holdt af dig. At kalde sit barn Gabriel er sødt" sagde hun og tænkte sig lidt om. Mon ikke hun talte for meget og ligegyldig? Asma søgte igen efter Gabes blik, da den næsten hele tiden flyttede sig.