No tears in heaven {Caspian - åbent}

T: 18:02
S: Havnen
V: Koldt og blæsende.
O: Øde.


Lige siden Milo havde forladt den anden engel den nat, havde hans tanker ikke drejet sig om andet. Hele tiden var Caspian i hans tanker, og der var tydeligt at se for enhver, der var i nærheden af ham. Hans chef var nok den, der først havde bemærket det, da Milo den følgende dag var på arbejde; han havde spildt varm suppe ned i skødet på en af restaurantens gæster og havde dermed været på kanten til at miste sit job, fordi hans chef nærmest måtte betale kvinden, hendes ægtemand og deres to børn for at blive siddende og nyde et måltid – på restaurantens regning, selvfølgelig.

Det var gået tre dage nu. Tre dage, hvor han ikke havde set Caspian. Tanken var ulidelig, men han havde bevidst forsøgt at undgå den anden. Han havde holdt sig langt væk fra Caspians lejlighed og de omkringliggende områder, og han havde slet ikke turde sætte sin fod i parken af frygt for, at han ville støde på den anden engel og dennes hund.
Godt nok havde han en fordel, hvis han mødte den anden. Hvis han blot holdt sin mund og holdt afstand til Caspian, ville den ældre engel aldrig nogensinde gætte, at det var ham. Spørgsmålet var bare, om han kunne få sig selv til det, eller om det ville gøre for ondt.

Han havde grædt. Hele vejen hjem fra Caspian af, men siden da havde hans øjne været helt tørre. Han følte sig lidt som et følelsesløst uhyre, men han vidste jo godt, at det ikke var sandt, for han kunne mærke smerten i sit hjerte.

Han slog armene om sig selv, idet en kold vind ramte ham fra siden af. Hvad han lavede på havnen, var han ikke helt klar over. Han trængte bare til at slippe væk fra det hele, og havet havde altid haft en særlig evne til at trøste ham.
Han bevægede sig ud på en primitiv træbro holdt oppe af en samling høje stolper. Ude for enden satte han sig ned og lod sit blik vandre ud over vandet. Det var helt sikkert iskoldt, men alligevel virkede en dukkert så dejligt fristende… Mon engle kunne drukne?

Caspian havde ikke foretaget sig meget sin den nat, hvor Milo havde forladt ham. Han havde dagen efter opsøgt Vanilla og de var ikke længere i et forhold. Han havde fået sin chauffør til at hente sine ting hos hende.
Resten af dagen havde han blot siddet i sin seng og tænkt på Milo. Enten dét eller også røg han. På de sidste tre dage havde han røget 10 pakker cigaretter. Det var morgen, middag, aften og natten der var gået med det. Han havde bare siddet i sin seng og kæderøget i timevis.
Smerten i hans hjerte blev efterhånden erstattet af en tom og ødelagt følelse, som hærgede hele hans krop. Hans appetit var væk, han havde kun drukket af nød.
Søvn havde han ikke fået, men han havde intet behov for det.
Han havde blot forsøgt at genkalde sig Milos kærtegn.

Men til sidst fik han taget sig sammen - han var gået udenfor. Ariel havde han overladt til sin chauffør, som egentlig var hans butler, men han brugte ham kun som chauffør - og nu hundepasser.
Vejen til havnen kunne han efterhånden udenad og hvis han anstrengte sig lidt, kunne han snildt undgå at gå ind i nogen.
Det var også ret øde på denne tid, det var så koldt udenfor at kun få gad iklæde sig så meget tøj at de blev holdt varme og gå udenfor.

Nede ved havnen styrede han mod sin sædvanlige bænk. Han lod fingrene løbe langs ryglænet inden han placerede sig på det kolde træ. Han mærkede den skarpe lugt af havet der rev ham i næsen og de hvide øjne søgte hen over det kolde vand.
En enkel tåre trillede ned men ved hans kæbe blev den fanget af det sorte tørklæde. Udover tørklædet bar han de sædvanlige læderstøvler, et par ligegyldige jeans og en stor striktrøje.
Han forventede ikke at møde nogen på sin vej og da slet ikke Milo. Det ville være for underligt. Han regnede med at have mistet ham, selvom at han til dels havde været skyld i bruddet med Vanilla.
Alligevel kunne duften af ham ikke gå forbi hans næse. Enten var det endnu en af hans illusioner eller også var Milo her. Hans hjerte sprang et slag over og han nåede lige at få håbet op, inden at han mærkede sit hjerte synke.
Selvfølgelig var han ikke her. Hvorfor skulle han dog være her?

Bølger skvulpede imod broens stolper med hvidt skum på toppen. Hvis Milo anstrengte sig nok og strakte sit ben så langt ned, han overhovedet kunne, kunne de højeste af bølgerne lige nøjagtigt strejfe hans skosåler.
Ikke at han prøvede, for han vidste, at hvis han fik overbalance og faldt i vandet, ville han ikke gøre en særlig stor indsats for at redde sig selv op igen.

Han sad netop og morede sig – og ’morede sig’ betyder her, at han ikke havde det spor sjovt med det – at sidde følge bølgerne på deres vej ind imod havnen - de fleste af den døde langsomt ud eller blev slugt af de andre bølger, så det var kun få, der nåede deres mål – da en lugt nåede hans næsebor. Nej, ikke en lugt; en hel vidunderlig duft.
Han vidste med det samme, hvem den duft tilhørte, selvom den lugtede mere af cigaretrøg, end den havde gjort før. Han drejede hovedet og fik øje på en mørkhåret skikkelse, der sad på en bænk inde på selve havnen.

Han mærkede glæden boble op inde i sit bryst, idet han rejste sig op og satte i løb ind imod havnen. Og så, kun ti sekund senere, punkterede den boble, og han standsede op intet mindre end to meter fra det sted, han havde siddet på kanten af broen.
Han kunne ikke gå hen til Caspian. Det kunne han simpelthen ikke. Han havde taget sin beslutning, og hvor meget det end flåede ham i titusind stykker, så havde han valgt ikke at tage kontakt til ham.
Mon Caspian allerede nu havde glemt ham?

Han fortsatte ind på havnen og gik direkte forbi Caspian uden at kigge på ham. I stedet for at forlade havnen, stoppede han dog op ved en faldefærdig bygning, som han lænede sig op af.
Her havde han frit udsyn til sin elskede og først nu, da han kunne se ham klart, bemærkede han, at Caspian græd. Han kunne græde over så meget, men Milo vidste med et samme, at han fældede den tåre for ham.
Der lød et forskrækket gisp fra ham. Han slog sine hænder op for sin mund og vidste med det samme, at han havde dummet sig. Nu håbede han bare, at Caspian ikke opdagede ham – hvilket ville sige, han håbede faktisk lige netop på, at Caspian ville opdage ham. At han ville gå hen til ham og holde om ham så de kunne leve lykkeligt til deres dages ende… eller, så længe, det nu holdt.

Caspian hørte sko der klikkede mod træbroen. Han hørte hvordan nogen kom nærmere, og denne "nogen" var ikke bare hvem som helst. For nu var han sikker. Det var Milo. Det var hans elskede Milo som var på vej mod ham.
Igen sprang hans hjerte et slag over og han mærkede hvordan at pulsen steg. Men med ét var det som om at hans hjerte stoppede. Lyden af fødder, lyden af Milo der kom nærmere stoppede brat og det gik op for ham, at han var stoppet.

Det fik Caspian til at snappe efter vejret, som kunne han ikke få luft. Det var ubehageligt at tænke på. Milo havde set ham, han havde genkendt ham, løbet imod ham og var så stoppet.
Lidt efter var de begyndt igen, men han løb ikke længere. Han fortsatte blot i et normalt tempo og gik lige forbi ham.
Han ville række ud efter ham, trække ham ned i sin favn og endelig mærke hans læber mod sine. Men han kunne ikke. Han kunne ikke få sig selv til at række ud efter ham og gribe hans håndled.
Han var bange for at blive afvist.
Det ville være endnu et slag, endnu et hak der røg af hans selvtillid.

Men da han opfangede hvordan at Miles var stoppet op, rettede han hovedet mod ham. Det tog ham ikke lang tid at få taget sig sammen og ved at følge sin næse, gik han mod dér hvor han stod.
Han tog kun få lange skridt før end at han stod foran den smukke engel. Duften tiltrak ham, lysten og længslen efter at mærke hans læber igen gjorde det svært at fastholde sig selv, begrænse sig selv.
"Miles.." hviskede han. Hans stemme var hæs på grund af de mange cigaretter og hans krop lugtede af den kradse røg.
"Miles..." gentog han og en tåre trillede ned af hans kind.

Milo, hvis blik stift fulgte Caspian, så hvordan han kom nærmere og nærmere.

Hvad skulle han gøre…?

… Hvad skulle han dog gøre?!

Det var fristende, åh så fristende at dreje rundt på hælen og løbe sin vej igen. Præcis ligesom sidst, hvor han var stormet ud af Caspians lejlighed.
Nej, Milo var bestemt ikke god til at møde sine problemer med oprejst pande. For ham var det langt lettere blot at løbe sin vej, stikke af, flytte væk og aldrig vende tilbage igen.
Men det kunne han ikke. Ikke denne gang.

Og dog. Han var på nippet til at vende sig rundt, da Caspian nåede han til ham. Han havde allerede taget det første skridt, men Caspians stemme stoppede ham.
Miles. Han sagde Miles. Og hans stemme var så hæs.
Nu, da den anden var kommet nærmere, bemærkede Milo, at han lugtede slemt af røg. Milo havde ikke noget imod lugten, da han selv røg fra tid til anden for at stresse af, men Caspians lugt var lige lovlig krads. Det kunne umuligt være sundt for nogen at ryge som meget, som englens lugt tydede på, at han havde gjort.

En tåre trillede ned af den andens kind, og Milo kunne ikke holde sig tilbage længere. Det gjorde simpelthen for ondt inden i at se Caspian så knust.
Han trådte frem og greb fat i Caspians trøje og borede sine fingre ind i det bløde stof og gemte sit ansigt imod Caspians brystkasse. Hans skuldre rystede helt voldsomt, idet han endelig gav tårerne frit løb. De strømmede ned over hans kinder og gennemvædede den anden engels bluse, men det bekymrede ikke Milo lige nu. Han kunne ikke engang besvære sig med at sige noget, for hulkene, der kæmpede sig vej op gennem halsen på ham, holdt hans ord tilbage.

Caspian ventede i hvad der føltes som en evighed før end at Milo reagerede. I starten troede han at han ville stikke af. Løbe sin vej som han havde gjort for et par dage siden. Blot tage benene på nakken og løbe.
Men det gjorde han ikke.
I stedet greb han fat i hans trøje og begyndte at hulke, med ansigtet mod hans brystkasse. Det var så ubeskriveligt godt at han endelig havde kontakt til ham igen, at det gjorde ondt.

Caspian lagde armene om den grædende Miles og begravede hovedet mod hans hår. Han hulkede ikke, men tårerne strømmede ned over hans blege kinder.
De sidste par dage havde hans indtag af mad været ikke-eksisterende. Han havde tabt sig. Han havde i forvejen været lidt for tynd. Efter de mange dage hvor Vanilla havde været væk og han forgæves havde ledt efter hende, havde han heller intet spist.
Han var først lige begyndt at tage på igen da det her ramte ham.
Hans vægt var som en yo-yo, hvilket også resulterede i hans lave immunforsvar. Han var ved at blive syg.

Ord virkede overflødige, der var et ubeskriveligt bånd mellem dem som endelig bandt sig sammen igen. Han strøg Milo over ryggen mens at han selv lod tårerne få frit løb. Han ville ikke tysse på den kære engel, det virkede så respektløst.
De havde begge haft det hårdt de sidste par dage, så nu skulle han ikke bestemme om han måtte græde eller ej, for selvfølgelig måtte han det.

Efter at have stået sådan i mange, mange minutter, fik han dog samlet sig og tørrede øjnene med håndryggen. Et enkelt snøft lød fra ham før end at han åbnede munden.
"Jeg elsker dig, Miles.."

Milos hulken blev kun værre, da Caspian lagde sine arme omkring ham, men han kunne ikke gøre for det. Det her føltes så godt, så helt ubeskriveligt godt, og hvor havde han dog bare savnet det.
Han følte sig slet ikke hel, når han ikke havde kontakt med Caspian. Som om han var en del af et puslespil, hvor den mørkhårede engel var den manglende brik.
Den andens hånd, der strøg over hans ryg, var trøstende. Lige i dette øjeblik følte han sig mest af alt, som et lille barn, der var faldet og blev trøstet af en elsker slægtning, men guderne skulle vide, at han havde brug for det, for det her var meget værre end at slå hul på sit knæ.

Han var nær ved at kløjes i sine tårer, da han hørte Caspians ord. Caspian… elskede ham…?
De fire ord rungede i hans hoved, der var tømt for alle andre tanker. Alt andet virkede bare så overflødigt lige nu, selvom der var en million ting, han burde bekymre sig om lige nu, såsom hvor koldt det var, hvor dårligt hans hår sad – hvilket faktisk bekymrede ham nu, hvor han vidste, at Caspian kunne ”se” ham – og hvor sulten han egentligt var efter ikke at have spist hele dagen.
Alt det var ligegyldigt nu. Det eneste, der optog ham, var, at Caspian elskede ham. Han elskede ham!
Mon han havde gjort det hele tiden? Eller var det noget, han var kommet frem til, efter at Milo havde erklæret sin kærlighed til ham? Nu, hvor han tænkte nærmere over det, havde han jo ikke givet Caspian en chance for at svare ham den aften.
Tænk hvis Caspian dengang havde sagt, at han elskede ham. Så ville det måske slet ikke være endt sådan her.

”Jeg elsker ogs... hås dig, Ca... ahs…”
Åh gud, han hulkede alt, alt for meget lige nu. Han var ikke engang i stand til at udtale hele Caspians navn uden næsten at drukne sig selv.
Han måtte trække vejret dybt ind, før han fik styr på sin stemme igen, men så var han til gengæld også i stand til at svare Caspian helt og holdent. Han tørrede sine våde øjne af i ærmet på sin slidte sorte jakke, hvorpå han rystede på hovedet.
”Men det er forkert, det her… Jeg ødelægger alting for dig…”

Caspian lyttede til Milos hulken, han følte hans smerte, hans glæde, ja egentlig alle hans følelser som var det hans egne. Den tætte kontakt gjorde ham igen i stand til at placere den skønne engel i forhold til sig selv.
Deres forhold virkede så perfekt og samtidig så fyldt med fejl. Men det var de fejl han elskede. Han elskede alt ved Milo til trods for at have kendt ham i nogle få dage.
Kunne det være kærlighed ved første blik?
Njah, det troede han jo ikke på, så det kunne det jo ikke være.
Men hvad var det så?
Han kunne ikke sætte en finger på det, han vidste bare at han ikke var hel uden Milo ved sin side.

Et eller andet i ham overbeviste ham om, at Milo også elskede ham. Der var alle ord fuldkommen ligegyldige. Så længe de havde hinanden, ville de kunne klare alt.
Han følte sig ganske uovervindelig i hans favn, han følte sig som superman.
Hvis nogen bad ham flyve, ville han sprede armene ud og regne med at han kunne sætte af fra jorden og flyve - selvfølgelig uden brug af sine vinger.

Vinger.. Så vidt han huskede havde Miles kun haft ar dér hvor de skulle have siddet. Men hvorfor? Han ville ikke spørge, ihvertfald ikke lige nu.
Det var ikke passende at spørge ham om sådan noget lige nu, det ville han ikke byde ham. Der lå sikkert en grufuld historie bag, en historie han gerne ville høre. Men hver ting til sin tid.

Et svagt smil tegnede sig over hans læber gennem tårerne og han kyssede ham skælvende i håret, inden at han igen strøg ham over ryggen.
Han sukkede svagt, da Milo begyndte at stoppe dem, han kylede en stopklods ind og standsede det hjul, som ellers lige var sat igang.
Caspian greb dog hurtigt fat om ham, så han nu havde en hånd på hver kind og så på ham. "Miles.. Jeg er gået fra Vanilla. Jeg er single.. Eller det er jeg forhåbentlig ikke længe. Jeg har ikke kunne stoppe med at tænke på dig! Du har været alt jeg har ville have, du er alt jeg vil have.. Vil du ikke nok lade være med at bakke ud af det hele igen?" spurgte han, nærmest bedende.

Milo forsøgte halvhjertet at slippe fri af Caspians greb, da den anden tog fat om kinderne på ham. Han vidste, at det ville være umuligt for ham at slippe væk igen, hvis han kiggede den anden engel i øjnene, som hans fokus lå alle andre steder end den andens ansigt.
Og alligevel, selvom han så ihærdigt havde forsøgt at undgå det, fór hans blik op til de hvide øjne, da han hørte Caspians ord.

Han kunne slet ikke tro sine egne øre. At Caspian var gået fra sin kæreste kom nu ikke som nogen overraskelse for Milo, der godt havde fornemmet det komme, hvor lidt han end ville indrømme det eller ej; nej, han blev langt mere chokeret, da han hørte, at Caspian havde tænkt på ham.
Kunne det virkelig passe? At i alle de dage, hvor Milos tanker ikke havde drejet sig om noget som helst andet end den anden engel, havde den anden også tænkt på ham?

”Jeg…” begyndte han, men han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Det virkede så uvirkeligt, det hele.
Hvordan kunne det lade sig gøre at Caspian, som han ikke havde kendt i mere end et par dage, stod og sagde den slags til ham?
Men på trods af den korte tid, de havde kendt hinanden, kunne Milo allerede nu konkludere, at han holdt meget af Caspian – nej, han elskede ham.

Han bed tænderne sammen og nikkede ganske svagt.
”Jo, det vil jeg… Det var forkert af mig at bakke ud før, men… Jeg blev bare så forvirret,” forklarede han og kunne mærke, hvordan tårerne igen pressede sig på… De pokkers tårer. Han følte sig som en komplet idiot, men i det mindste var han ikke den eneste, der græd. ”Jeg brød mit løfte…”
Han havde lovet ikke at forlade Caspian og alligevel, mindre end et par minutter senere, havde han brudt sit løfte. Han forstod godt, hvis Caspian ikke ville kunne tilgive ham. At få misbrugt sin tillid på den måde var ikke ligefrem noget, man sådan lige kom over.

Caspian så et i et øjeblik fortvivlet ud. Det var i det øjeblik hvor Milo kæmpede imod, han ville fri af hans greb. Men det kom han ikke, han slap ham først når han var færdig med at tale.
Til trods for at han ikke kunne se Miles' øjne, var det ikke svært at gætte sig til at han forsøgte at se væk.
Det var et smertefuldt øjeblik. Det føltes som en spand koldt vand lige i hovedet. Som om at han råbte; "fat nu at jeg bare vil væk fra dig, din idiot!". Men han blev stædigt ved, han nægtede at lade ham smutte så let.

Men så skete det; Milos øjne fikserede sig nu på Caspian og han vidste nu, at den anden engel havde hørt hans ord. Langsomt gav han slip på sin elskede engel og lod armene synke ned langs siden, med et svagt suk.
Det virkede til at de åbenbart skulle have alle odds mod sig, de var dømt til at kæmpe sig gennem lange, seje kampe. Hvis de endte sammen ville der i fremtiden komme langt sejere og hårdere kampe, hvor de gang på gang måtte slå fast at de ville fortsætte med at være sammen.
Han lod skuldrene synke og sukkede igen.

Dog rettede han sig op og så på Milo, da denne åbnede munden og begyndte at snakke. Han fumlede med ordene, men Caspian havde en idé om hvad det var han ville sige.
Han rakte ud og tog Milos ene hånd i sin, hvorefter han svingede den lidt frem og tilbage som et lille barn ville have gjort.
Alt imens at han lyttede til hvad han havde at sige.
De sidste par dage havde været for hårde til at han kunne præstere mere end et minimalt smil på de blege læber.
Sulten var for længst forsvundet og hans krop var efterhånden vant til hans anorektiske levestil. Det var ikke en levestil han havde stilet efter og det var ikke fordi at han kunne lide det. Men det var ikke noget han som sådan selv styrede.

“Miles.." sagde han igen. Hans stemme var utroligt hæs, men det forstyrrede ikke Caspian selv. Han lignede umiddelbart ikke én som kunne bruge omsorg fra nogen, men kradsede man lidt i overfladen kunne man se hvordan at han var helt elendig.
Han havde brug for én der kunne få ham til at spise, til at sove. Han havde brug for én som ville tage sig lidt af ham, eftersom at han selv var så elendig til det.

"Vi kan alt, så længe vi er sammen.." mumlede han inden han lagde armene om ham og begravede hovedet mod hans skulder. Magien var igen i luften, endelig havde han sin Miles hos sig. Ham som han havde drømt om hele sit liv.

Milo nikkede. Caspian havde ret. Så længe de var sammen, kunne de klare alt.
Det havde han endda selv erfaret. Hvor dårligt havde han måske ikke lige klaret sig, da han ikke havde Caspian hos sig? Både før de mødtes og bagefter. Tag bare i går, for et eksempel, hvor han nær havde mistet sit job.
Men når Caspian var hos ham, følte han sig uovervindelig. Han fandt egenskaber og styrker i sig selv, som han slet ikke anede, at han besad.

Han vred sig halvt løst af den anden omfavnelse, så han fik bedre bevægelsesfrihed. Caspians hoved, der var skjult mod hans skulder, løftede han nænsomt op med en finger under den andens hage, før han pressede sine læber imod hans.
Det var et kort kys, men til gengæld var det så ømt og helhjertet, som noget kys kunne være.

Han lod sin hånd søge ned langs Capsians side, hvor han fandt hans hånd og tog fat om den - bare for en sikkerheds skyld. Han ville forsikre sig selv om, at de ikke ville forsvinde fra hinanden igen – eller rettere, at han ikke selv stak af, for det var jo det, der var sket sidste gang…
Det virkede så uvirkeligt, det hele. Tre dage var gået uden at han havde set så meget som skyggen af Caspian. Og så pludselig stod han der bare. Lige foran ham.
Han havde på fornemmelsen, at hvis han gav slip på Caspian, ville den anden forsvinde i en støvsky, for det var simpelthen for godt til at være sandt, det her.

Han rømmede sig lidt. Egentligt havde han ikke noget imod stilheden, men der var bare den hage ved det, at den satte hans tanker i gang. Tanker, som han ikke havde lyst til at fylde sit hoved med lige nu.

”Fryser du ikke...?” spurgte han.
Det var lidt af et emneskift, men han mente skam sit spørgsmål, for han bekymrede sig rent faktisk. Godt nok så Caspians påklædning nogenlunde fornuftig ud, for han havde både halstørklæde, stor trøje og støvler på, men Milo vidste godt, at sådan en striktrøje ikke varmede spor i et vejr som dette. Vinden gik simpelthen lige igennem dem.
Derfor var han glad for, at han i dag havde været så betænksom at tage en jakke på, hvilket vel var først gang i en hel uge, at det var hændt. Det var en tynd jakke ganske vist, men den var vindtæt, så han kunne lige med nød og næppe holde varmen.

Milo lod til at få troen tilbage på dem, hvilket fik Caspian til at slappe af. Han løsnede op i skuldrene og lod dem synke, så han ikke længere så så anspændt ud. Det havde også været ubehageligt, nu han tænkte over det.
Sammen var de uovervindelige, sammen kunne de alt. Hvordan det mon ville være at flyve med ham? Caspian brugte så sjældent sine vinger, at han knap nok vidste om han kunne flyve.

Caspian mærkede hvordan Miles vred sig i hans favn, men han frygtede ikke længere at den anden engel ville flygte. Hvorfor gøre det? Hvorfor løbe nu? Hvorfor sparke til en blind person, der ligger ned?
Alle parader var sænket og lige nu var han 100% sig selv. Det var første gang at han lod sig selv sænke paraderne og lade nogen komme så tæt på, så hurtigt. Det var magisk.

Da Milos læber ramte hans, mærkede han en velkendt gysen løbe gennem sin krop. Det her var det mest fantastiske nogensinde. Han mærkede hvordan hårene på hans arme rejste sig og sommerfuglene i hans mave begyndte at baske med vingerne.
Grebet om Milo blev en anelse strammere og han gengældte kysset. Han lagde så meget ømhed og kærlighed i den korte forening af deres læber, som han kunne.

Caspian greb om hans hånd, hans tag om den var nærmest krampagtigt. Han havde, dybt inderst inde, en nagende frygt for at Milo ville forsvinde igen. Han ville ikke kunne holde til at alle dem, som han holdt kær, forsvandt fra ham. Hans psyke var mere arret end man skulle tro. Det var så hårdt at miste dem man elskede, gang på gang.

Miles' spørgsmål kom bag på ham. Hvordan kunne han spørge om han frøs? Det var da sagen underordnet!
Caspian rystede kraftigt på hovedet og lagde undrende hovedet på skrå. Det var dog noget mærkeligt noget at spørge om. Han havde jo Milo? Hvordan kunne han så fryse?
"Jeg fryser da ikke.." mumlede han hæst og gav hans hånd et klem.

Milo gned sig i nakken med den hånd, han havde fri. Caspian fik det næsten til at lyde som om, det var åbenlyst, at han ikke frøs, og at alle og enhver burde kunne se det – undtagen lige Milo, så det ud til.
Den lyshårede engel valgte dog ikke at tage det så tungt, for lige nu var der intet i verden, der kunne tynge hans hjerte. Han gengældte Caspians klem om sin hånd og sendte ham et oprigtigt smil.

”Nå, men det gør jeg altså,” indvendte han, hvilket kun var en lille løgn. Han frøs ikke, nej, tværtimod, for Caspian var jo hos ham; men vinden var kold, og hvis de blev stående stille her meget længere, ville han uden tvivl ende som en forfrossen statue af is.
Hvor var det dog typisk ham altid at fryse.

Han strammede sit greb om Caspians hånd, der allerede havde et krampagtigt tag om hans. Det føltes dog ikke ubehageligt. Nej, langt fra. At Caspian havde taget sådan fat i hans hånd betød jo blot, at han var lige så bange for at miste Milo, som Milo var for at miste ham, og det varmede den unge engel indeni at vide det.

”Skal vi ikke finde et sted, hvor vi kan være indenfor…?” spurgte han og uden at vente på svar, begyndte han at hive af sted med Caspian. Hvor de skulle tage hen, anede han ikke, men hvis blot de gik, måtte de vel støde på et sted før eller senere.
Ellers havde de jo altid den mulighed at tage hjem til Caspian.

Caspian fortrød sine ord, det havde været forkert at sige det sådan. Han ville bare ikke fjerne fokus fra det, der betød noget. Det var Milo der betød noget, om han så selv frøs eller ej kunne jo være ligegyldigt.
Han forsøgte at give Milos hånd et klem og gøre det hele godt igen, men det lod ikke til at virke. Til trods for at han havde været så glad lige før, var hans humør dalet nogle grader. Han ville ikke gøre noget forkert, ikke når det gjaldt Miles.
"Undskyld.." mumlede han lavmælt.

At han frøs satte et eller andet igang i Caspian. Han ville gøre alt for at varme sin Milo igen, han måtte ikke fryse. Men hans egen kolde krop ville nok næppe kunne gøre den store forskel.
De kunne jo selvfølgelig gå mod hans hjem, men det havde været lukket ned i et stykke tid så der var måske ikke så godt at være?
Han fiskede efter sin telefon og trykkede to gange på en rund knap. Derefter bad han den ringe op til James. James var hans chauffør og gjorde alt for unge Caspian.

"James? Kan du ikke tænde op i pejsen og sørge for varm kakao til om ti minutter?" spurgte han den person, som var i den anden ende af telefonen. Derefter nikkede han en enkel gang og lagde så på, hvorefter han stak telefonen i lommen.
"Kunne du lokkes hjem til mig hvis det bød på en varm pejs, dyner, kakao og film?" spurgte han og stoppede Milo, som var godt igang med at gå.
Han strøg en tot hår væk fra hans pande og smilede skævt, hans humør var steget igen. Det kunne jo ikke andet når han var sammen med Milo.

"Elskede Miles..." hviskede han for derefter at læne sig frem og kysse hans læber.
Men kort efter brød han deres kys og gik videre, med armen om hans liv. De lignede et rigtigt kæreste par lige nu. Sådan ét af dem, der var madly in love.
Det virkede så lækkert at være hans igen, at kunne gå hér med ham og vise hele verdenen at han var Milos og Milo var hans.

Hvorfor Caspian undskyldte, var Milo ikke helt sikker på. Han rynkede på sine mørke bryn og lod sin håndflade stryge over Caspians kind i et tavst forsøg på at forsikre den anden om, at han ikke havde noget at undskylde for. Caspian havde intet gjort galt efter hans hoved.

Han blev stoppet, netop som han var godt på vej væk, hvilket fik ham til at rynke utilfredst på sin næse, som det kolde vejr havde malet helt lyserød. Ikke mindre end fem sekunder senere lyste hans ansigt dog op i et stort smil, da han hørte Caspians ord. Ja, ja, ja!
”Om jeg kan!” udbrød han.
Selv hvis Caspians lejlighed havde været kold og kakaofri, kunne Milo lokkes hjem til ham, men han måtte nu indrømme, at tanken om en varm pejs og Caspians seng hjalp noget på det. Lidt ligesom når ens oldgamle nabo forsøgte at lokke én indenfor til en snak over en kop kaffe ved at tilbyde hjemmebagte småkager. Den slags kunne man jo umuligt takke nej til.

Caspians kys gjorde ham helt blød i knæene og fik varmen til at sprede sig fra hans brystkasse af og helt ud i fingerspidserne. Pludselig følte han ikke, at han havde brug for at komme inden for i varmen længere. Caspian kunne tå ham op lige på stedet.
Ja, de lignede virkelig et rigtigt kærestepar, som de gik der, selvom det var sjældent, at man så to hankønsvæsner gå og holde om hinanden på den måde. Men hvad gjorde det, hvis folk glanede efter dem, som de passerede forbi, når bare han vidste, at Caspian var hans?

Han følte sig så glad lige nu, at han havde lyst til at løbe. Hoppe på stedet. Springe rundt.
Men han beherskede sig. I stedet vendte han nysgerrigt blikket mod Caspian.
”James? Er det din butler?” spurgte han. Det var et skud i tågen, men han var nu rimelig sikker på, at han havde fat i noget. James var sådan et typisk butlernavn. Eller Alfred. Ligesom i Batman. ”Jeg vidste ikke, at du havde sådan en.”

Caspian blev overbevist om, at han ikke gjorde noget forkert, da Milo strøg ham over kinden. Måske var han bare sart? Han ville bare så gerne gøre Milo lykkelig, opfylde alle hans drømme og ønsker, være den som han ville have.
Men måske var han allerede det? Måske var han nok i sig selv?

Da han stoppede Milo virkede den anden engel ikke til at bryde sig specielt meget om ideen. Det var jo koldt og de var allerede godt på vej op gennem byen. Lugten af hav var kommet på afstand.
Men ved hans tilbud indså han hvorfor han havde stoppet ham og et smil gled over Caspians læber. Milo ville gerne hjem til ham! De kunne putte under dynen og varme hinanden! Årh, hvor ville det være luksus.
"Det var godt! Ellers måtte jeg jo bruge andre metoder.." brummede han kærligt og sendte ham et luftkys, inden han begav sig afsted igen, denne gang i rask gågang mod sit hjem.

Han var ligeglad om folk gloede på dem, de måtte glo så meget de end gad! Han havde Milo og så kunne resten af verden rende ham et hvis sted.
De gik gennem Terre mod hans lejlighed og fik mange undrende og hadefulde blikke på vejen, men der var da også de, som fandt dem søde.

"James? Han er min chauffør.. Han er egentlig ment til at være en hjælp i dagligdagen, men jeg har begrænset det til tilfældige opgaver og så at køre mig rundt.. Han er en sød mand og laver en ganske god kakao!" forklarede han med et smil, inden han hev Milo med sig mod døren til sin opgang.
Turen var gået hurtigt og endelig var de her, hos ham. Dynerne var lige om hjørnet ligesom filmen og kakaoen. Men ikke mindst Milo. Lige om lidt ville han ligge i sin elskedes arme og nyde lyden af hans hjerte der slår.

Caspians påstand om, at han ved et afslag ville have fået Milo hjem til sig ved at bruge en anden metode, fik den unge engel til at grine.
”Det er jeg ikke i tvivl om,” nærmest spandt han, idet han besvarede den andens luftkys ved at prikke ham på kinden. Han ville gerne have rakt tunge af ham – det ultimative forsvar ifølge Milo – men der var lige den hage ved det, at Caspian ikke ville kunne se det.

De mange undrende, hadefulde og kærlige blik de høstede på deres vej gennem byen, var ikke noget, han tog sig af. Folk kunne glo lige så meget de vil. Det glædede ham blot, at han kunne vise hele verden, at Caspian var hans, om så verden kunne lide det eller ej.
Kun en enkelt gang havde Milo svært ved at holde sin vrede tilbage, men det var også lidt af et særtilfælde, for fyren var grov nok til ligefrem at råbe efter dem og pege fingre af dem. Hvad den fremmede råbte, ænsede Milo dog ikke, men han drejede hovedet og sendte denne et isnende blik, før han greb fat om armen på Caspian. Hans Caspian.

James lød virkelig som en fin mand. En chauffør, der oven i købet kunne lave kakao – kunne det så blive bedre?
Milo øjnede Caspians beboelse i det fjerne. Selvom han kun havde været her en enkelt gang før, genkendte han den med det samme. Han trippede, mens han ventede på at døren gik op. Da den gjorde det, drønede han op af opgangen - selvfølgelig først efter at han havde taget fat i Caspians hånd for at hive ham med sig.
”Varmeee!” udbrød han lykkeligt. Varme, kakao og hans elskede Caspian... Fandtes der en bedre sammensætning?

Caspian fulgte med Milo, da han pludselig trak i ham. Han fornemmede hvordan varmen strøg ham i møde som blive kærtegn mod sin forfrosne krop. Det var først nu at han følte hvor kold han havde været. Milo havde haft ret; han havde frosset.
Men det var ligegyldigt nu, her var der varmt og dejligt.
Duften af kakao og den varme pejs slog ham i møde og han fik pludseligt travlt med at få sine sko af. De slidte snøre i de slidte støvler drillede og han dumpede ned på gulvet.
Her tog han sig så god tid til at tage skoene af og han krængede den tykke striktrøje af sin overkrop. Det afslørede også at han kun havde en enkelt, tynd t-shirt indenunder.
Hvis Milo lagde mærke til det, ville han også se hvor bleg og kold hans arme så ud.
Godt nok dækkede tatoveringerne lidt, men ikke nok.

Caspian rejste sig dog hurtigt igen og tog Milo i hånden, hvorefter han trak ham med sig mod soveværelset. Pejsen var i den ene side af soveværelset og spredte et romantisk lys i det mørke rum.
På sengebordet stod to kopper dampende varm kakao med 3 skumfiduser i hver. Duften pirrede hans næsebor og han trak Milo med sig ned i sengen.
Her klyngede han sig til Milos drengede krop og trak så hans ansigt ned mod sit, for at kysse hans bløde læber.
"Miles, Miles, Miles..." hviskede han og tumlede rundt med ham, så de skiftedes til at ligge øverst. Han strøg en finger ned af hans kind og lod så igen sine læber omslutte hans, men nu var kysset dybere og han var mere alvorlig. Han havde brug for Milo, han havde brug for hans omsorg.

Lige så snart de nåede ind i lejligheden, slog en blanding af varme og kakaoduft imod dem.
Milo følte det, som om han netop var trådt ind i himlen. Der var nu heller ikke meget galt; Caspian var en engel og hans lejlighed var det rareste sted, Milo længe havde opholdt sig, så det var det det sted, der var tættest på at være himlen her på jord. Der manglede kun en samling dunede skyer og en klat solskin, og så ville den være der.

Han tog sig god tid til at tage sit overtøj af, mest fordi han lige skulle vænne sig til den pludselig ændring i temperaturen. Hans jakke og grå hættetrøje hængte han nydeligt på en knage, så han nu kun havde en løs T-shirt på, mens han skødesløst sparkede sine slidte conversesko af.
Han nåede ikke engang at stille sine sko pænt ved siden af hinanden, før Caspian trak ham med videre ind i lejligheden – direkte ind i soveværelset.
De tumlede begge ned i sengen. Han kunne mærke, at da Caspian kyssede ham, var kysset langt mere alvorligt, end deres kys plejede at være. Milo kunne kun undre sig over hvorfor, men han gengældte dog den andens kærtegn begærligt.

Først efter det, der føltes som flere timer i himlen, brød han kysset. Han tumlede igen rundt med den anden, så han endte med at ligge oven på ham.
”Jeg savnede dig så meget, Caspian…” hviskede han, og man kunne ligefrem høre sorgen i hans stemme. Bare tanken om, at han dengang havde troet, at han aldrig ville komme til at ligge i den andens arme igen, kunne flå ham i tusind stykker.
Han fjernede en tot af Caspians hår fra hans ansigt, før han lænede sig frem og deres læber igen mødtes.

Caspian mærkede følelsen af det gengældte kys, det var som en brusende fornemmelse skød igennem ham. Igen var sommerfuglene i hans mave, men disse var ikke almindelige sommerfugle. Det måtte være gigantiske sommerfugle. De baskede med vingerne og fik et sug til at gå gennem hans mave.
Bag kysset kunne han ikke skjule et smil, det måtte frem.

Dog brød Milo kysset. Det gjorde ham dog intet, han nød bare at være så tæt på den anden igen. Han lod sine kolde fingre køre op af hans arme og tumlede så med den lækre engel rundt.
Han havde intet imod at han var øverst. Det var kun fedt at Miles selv tog initiativ. Men nu var de jo også begge mere sikre på hinanden end de havde været før. Det var altid en god ting, for så var de ikke usikre på den andens reaktion.
De kendte hinanden bedre, langt bedre end det burde være muligt på så få dage, især hvis man tog i betragtning at de ikke have set hinanden i over 3 af dagene.

"Men jeg savnede dig mest, Miles.. Jeg savnede dig ubeskriveligt meget.." hviskede han og strøg ham blidt over kinden med tommelfingeren. Det var rart at de var sammen igen. Som havde de været siamesiske tvillinger, der ikke kunne skilles ad. Der ikke måtte skilles ad og så alligevel var forsøgt at blive skilt ad.
Det havde været mere smertefuldt end de havde regnet med og de havde hurtigt fundet sammen igen.

Igen mærkede han Miles' læber mod sine og øjnene lukkede i. Han lagde armene om hans ryg og lagde hovedet en anelse på skrå, for at gøre det magiske kys endnu dybere.
Forsigtigt nappede han ham i overlæben, blot for at tirre ham lidt.
Alt i mens de tumlede rundt varmede ilden og varmeenergien fra den spruttende pejs rummet op. Fjernbetjeningen til tv'et lå ved siden af de to kopper, som trak i Caspians opmærksomhed.
Han brød da også til sidst kysset og trak vejret dybt, inden at han rettede sig lidt op.
"Kakao, smukke?" spurgte han og strøg en hånd gennem sit hår, lidt ude af den efter kysset.

Milo mærkede et lille stik af skyldfølelse, da Caspian påstod, at han havde savnet ham mest. Det var jo trods alt hans skyld, at de overhovedet havde måtte undvære hinanden, men han havde ingen anelse haft om, at det ville gå lige slemt ud over begge parter.
Han troede, at Caspian måske ville komme over det lettere end han selv ville, netop fordi han havde sin kæreste. Men nej. I stedet var han gået fra hende, hvilket var den bedste nyhed, Milo nogensinde havde fået.
”Min stakkels, elskede Caspian… Jeg aner ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne gøre det godt igen…”
Han kunne kysse Caspian lige så meget, han havde lyst til, men ikke et eneste af de kys ville kunne ændre på den kæmpe fejl, han havde begået.

Kysset blev endnu en gang brudt. En anelse for tidligt, syntes Milo, der ikke kunne holde en utilfreds brummen tilbage. Ikke desto mindre satte han sig op sammen med den anden, idet de nærmest helt synkront begge redte en hånd igennem deres hår.
Kysset havde været fantastisk. Det havde fuldstændig fjernet hans tanker fra den varme kakao, der stod på natbordet ved siden af dem og duftede dejligt meget af smeltet chokolade og brændte skumfiduser. Derfor kom det noget bag på ham, da Caspian ud af det blå sagde ’kakao’. Kakao…?

”Mmhm,” mumlede han som var, ”men jeg vil hellere have noget andet først…”
Med de ord greb han fat omkring Caspians nakke og hev ham hen imod sig, indtil deres ansigter kun var få centimeter fra hinanden. Deres læber var på nippet til at røre hinanden, men i sidste øjeblik drejede Milo sit hoved.
”Snydt,” smilede han, før han pressede sine læber imod Caspians hals adskillige gange; han startede ned ved skulderen og bevægede sig hele vejen op, indtil han nåede den andens øreflip, som han nappede nænsomt i.

Caspian rynkede svagt panden, Milo virkede ikke tilfreds. Nu bebrejdede han vel ikke sig selv noget?
Han havde jo kun sagt at han havde savnet ham mest for at lege med, for at.. Ja, for at få Milo til at forstå at han var utroligt forelsket i ham og ikke kunne lide at være væk fra ham. Det var ikke meningen at han skulle føle skyld på nogen måde.
Da Milo fortvivlet betroede ham at han ikke vidste hvordan han skulle gøre det godt igen, blev han alvorlig.
Han tog fat i hans hænder og så på ham, de hvide øjne virkede indgående.
"Du har ikke gjort noget som helst galt, Miles. Du har ikke noget at skulle rette op på, ikke noget du skal føle skyld for.." sagde han indtrængende og gav hans hånd et blidt klem.
"Du må ikke føle skyld, ikke længere.. Du har ikke gjort noget forkert... Du har handlet helt rigtigt, hvor ondt det så end måtte gøre" tilføjede han og løftede hans ene hånd, for at kysse håndryggen.

Da Milo pludselig ville have noget andet, undrede Caspian sig, men han fik hurtigt svar på sit spørgsmål. Et smil kørte over hans læber og han nød den behandling han fik.
Han havde forventet at deres læber atter ville mødes, han nappede ud efter at få fat på enten Milos over- eller underlæbe. Men det lykkedes ikke.
"Det er un.." mumlede han, men han måtte stoppe da han pludselig mærkede læberne mod sin hals i stedet. Han kom med en halvkvalt lyd og bagefter et svagt støn, da Milo nappede ham i øreflippen. Han lå i en underlig stilling med et overrasket udtryk i ansigtet. Men til trods for dette, ville han ikke have at det stoppede.

Milo rynkede på brynene, idet han smilede skævt af Caspian.
Hvordan det var muligt for den anden engel gang på gang at overraske ham med sin venlighed og forståelse og kærlig anede han ikke, men det virkede altså – hver eneste gang mærkede han varmen brede i sig og skylden fordufte som dug på græsset en sommermorgen.

”Tak, Caspian…” lød det hæst fra ham. Han kunne mærke varmen brede sig på sin hånd fra det sted, den anden engel havde givet ham et kys. Et magisk kys. ”Men det var da godt for noget, ikke…?”
Han hentydede selvfølgelig til, at de lå her. Det var da en god ting.


Caspian virkede til at blive skuffet over, at Milo ikke havde kysset ham, hvilket også havde været den unge engel intention. Han klukkede næsten helt af latter indeni sig selv.
Alle de lyde, der kom fra Caspian var sød musik i Milos øre, for de var alle som en et tegn på, at Caspian nød det, han gjorde ved ham. Eller hvad?
Han rettede sig lidt op, så han nu holdt sig oppe med armene og havde frit udsyn til Caspian. Englen så ikke ligefrem ud til at synes, at det var frastødende. Tværtimod så så han helt overrasket ud, hvilket fik Milo til at bryde ud i et grin.
”Du er så sød, Caspian!” lød det fra ham.

Caspian smilede skævt, da Milo takkede ham. Det var unødvendigt at han takkede ham, han gjorde gerne alt for Milo uden at få det mindste til gengæld. Så længe at han var glad, så var det fint for ham.
Han kunne leve helt alene, hvis bare han kunne få lov til at se Milo og se ham nyde livet. Han fortjente det bedste om det så var ham eller en anden. Så fortjente han intet ringere end det bedste.

"Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, min skat.. Selvfølgelig var det godt for noget!" svarede han og smilede stort.
"Du fik mig til at se klart på mit forhold til Vanilla, du har fået mig til at indse at jeg ikke kunne være sammen med én når mit hjerte tilhørte en anden.. Du fik mig til at se klart og gøre, hvad jeg måtte gøre.." hviskede han og sendte ham et stort colgatesmil.

Caspian selv var pinlig over sine lyde, han kunne ikke styre dem og de kunne risikere at skræmme Milo væk. Han lod til at lade sig skræmme meget let, men det her virkede han ikke bange for.
Det kunne have virket som et lidt for heftigt skridt for ham, hvis han nu ikke var der hvor Caspian var med deres relation.
Der var så mange ting som kunne gå galt at det gjorde ondt at tænke på! Han skubbede dem alle fra sig og så mod Miles. Den smukkeste engel han var stødt på nogensinde.

Da han sagde at han så sød ud, rødmede Caspian og forsøgte at skjule sit ansigt i sine hænder. Han blev helt forfjamsket når han sagde det på den måde. Det var så.. Underligt at høre ham sige sådan! At fornemme ham dér i sengen hos ham. Han havde drømt om det de sidste dage, forestillet sig at han sad der hos ham og nu gjorde han det endeligt.
Da han endelig fik taget sig sammen, fjernede han hænder fra sit ansigt og så hen mod ham. "Jeg er så glad for at du er her.. Her hos mig" mumlede han og rakte ud efter hans hånd.

Min skat… Caspian havde kaldt ham for sin skat.
Milo kunne mærke varmen skyde op i sine kinder, og lige nu priste han sig lykkelig for, at Caspian var blind. Der var trods alt visse fordele ved det, i hvert fald for Milo, selvom han nu for den andens skyld ville ønske, at det ikke var sådan.
Han havde svært ved at fastholde fokus nok til at høre ordentligt efter. Den anden snakkede, men det var ligesom om, at hele verden var blevet sat på mute. Kun enkelte ord nåede hans bevidsthed såsom forhold, hjerte og noget med vaniljeis, selvom han syntes, det var mærkeligt, at Caspian snakkede om is nu… hvorfor gjorde han det? Det var jo helt ude af kontekst…

Milo blev ikke spor skræmt af Caspians lyde, tværtimod. At han turde lave sådanne lyde i Milos nærvær betød jo kun, at han følte sig tryg, og det gjorde den lyshårede glad.
Han var ovenud lykkelig for, at de endelig havde åbnet sig lidt mere op for hinanden. Hvis det stod til ham, skulle det hele gå så hurtigt som muligt nu hvor han vidste, at der ikke længere var nogen forhindringer på deres vej.
Og dog. Hvis han kendte sig selv, ville der uden tvivl komme forhindringer af den ene eller anden art, fordi han altid fik rodet sig ud i en masse problemer, han ikke selv kunne håndtere, hvilket da også havde resulteret i hans død. Sæt disse problemer ville påvirke deres forhold og måske endda Caspian. Det ville være ulideligt.

Han dumpede ned ved siden af Caspian i sengen og tog imod hans hånd, da den anden rakte ud efter hans.
Han var mindst lige så glad som Caspian var lige nu, det var der ingen tvivl om. Og hvis der alligevel skulle herske den mindste smule tvivl, kunne man blot tage et kig på hans smil og den måde, hvorpå han lykkeligt puttede sig hoved ind imod Caspians hals.
”Mhmm,” lød det fra ham, idet han lod sine øjne glide i og rykkede en anelse på sig for at ligge bedre.