Magtens vold - Angelin

Et hvid klæde var svøbt om Angelin, og omgivelserne var dejlig harmoniske og hvide. Alt var stort set som at drømme en dejlig drøm, indtil en skikkelse tårnede sig op foran hende. Hun krøb sammen i rædsel, og prak klædet tættere ind mod sig. Lidt efter lidt, opdagede hun at det hun havde på, ikke bestod af andet end en kjole af silke. Men det var ikke helt rigtigt silke. Der var et eller andet galt, det føltes alt for let. Alt imens denne skikkelse blev mere tydelig, opfattede Angelin hvad det egentlig helt rigtigt var at hun havde på. Det var ganske rigtigt en kjole, men den mindede mere eller mindre om fe-støv. Kjolen var gennemsigtig, men det nåede hun ikke rigtig at tænke over, før skikkelsen blev helt synlig.
Angelins blik svimlede. Skikkelsen lyste op som tusind og atter tusind sole. Det var en bekendt skikkelse. Åh nej! Pludselig vidste hun hvor hun var. Tilbage i himmelen. Var hun død? Hvad lavede hun her? Og hvorfor stod gud foran hende? Åh for pokker! Hun var ikke død, men var godt på vej til at dø af skræk. Hans ansigtsudtryk var vredt. Ikke lige det bedste tidspunkt at hun var havnet her oppe i himmelen igen. ”Du! Angelin Cloud! Jeg gav dig en chance mere, for at du kunne leve! Det er mange år siden nu, det håber jeg at du forstår. Dig?! Jeg havde ikke troet at en som dig, en af mine elskede engle, skulle gøre dette mod mig! Du har forrådt mig!” han holdte en pause med at råbe. Alt i mens han snakkede, krøb Angelin mere og mere sammen. Han var skræmmende at høre på, og på en måde vidste hun hvad der ventede hende. Hun skulle ud. Gud ville tage afsked med hende.
”Du har truffet dit valg! Og det respekterer jeg ikke! Du har ikke lov til at være sammen med en djævel! Du har ikke lov til at være sammen med NOGLE! JEG VIL IKKE HAVE DIG HER MERE!!” Uden videre, stormede han hen mod hende, rev hende op og stå, og flåede hendes vinger af hende.
I samme sekund vågnede hun. Hun var ikke det sted som hun var forventet at være. Selvom hun ikke vidste, at Arthur havde bragt hende med sig, viste hun at dette sted ikke var det rigtige. Hun lå i en skov. Der var blod alle vegne. Hendes vinger var væk, og det var årsagen til at der var blod over det hele. Hun havde stadig den gennemsigtige kjole på, men den blev mere og mere ikke-gennemsigtig. Også den havde spor af blod. Hun skreg, og skreg og skreg, selvom ingen kunne høre hende. Hun var stadig ikke ved sin fulde bevidsthed, men det gjorde så satans ondt!

//Er Angelin blevet teleporteret til en skov eller skrev du forkert. Det er bare lidt svært at holde øje med :3//

//Jeg skrev ikk forkert:3 Hun opholder sig nu i en skov. Gud har gjort det mod hende, for at straffe hende:3

Arthur sprang forskrækket tilbage. "Hvor er hun?" råbte han. Arthur faldt sammen på gulvet. Hvad havde han gjort? HVAD HAVDE HAN GJORT?. Skyggerne tonnede bort fra det gamle hus. Gulvet gik i stykker i lange sprækker. Arthur kunne ikke bevæge sig. Han stod lammet på gulvet. En knirken lød i gulvbrædderne og pludselig gik Arthur igennem. Brædderne sprang til alle sider. Arthur faldt og faldt. Det var som om at kælderen var bundløs. Det var den faktisk også. I dette tilfælde i hvertfald. Der var sort og atter sort. Som om nogle trykkede på en kontakt blev der pludseligt lyst. Arthur blev blændet af lyset men da han øjne havde vænnet sig til det stod han i en hal af blå flammer og møbler af knogler. En høj tynd middelgammel mand stod midt i hallen. Han havde noget glat sort hår som var redt tilbage så man kunne se de to lange horn der snurrede og i luften. Bag på hans ryg var to store flagermus vinger der glinsede blankt som en skygge i det fjerne. En lang tynd hale snurrede sig fra hale benet og langt ud på gulvet. Lucifer.... hans skygge sorte øjne.. det bredde uhyggelige smil.. det var ikke til at tage fejl af! "Fint arbejde Arthur. Du fik englen smidt ud. Vil du lige sende hende her ned..?" sagde han så ondskaben strålede ud af ham. "Det var ikke hundrede procent meningen at smide hende ud. Sagen er at jeg elsker hende. Og jeg vil ikke dræbe hende." lød Arthur stemme. "Javel.. og du kunne fortælle mig hvad det der... elsker betyder?.." lød Lucifers stemme. Med et enkelt knips fra djævlen smed Arthur sig på jorden og gennem led en enorm smerte. Som tusinde knive af lyn borede sig ind i ham. Arthur rejste sig igen. "Fint Arthur. Godhed kan ikke eksistere uden ondskab. Det ved du udemærket godt. Det samme gælder her nede. Du for lov til at være sammen hende. Af en grund. Jeg elsker at se gud blive vred over at en af hans egne eksengle flirter med en af mine." sagde Lucifer. Med en let håndbevægelse sendte han Arthur op igennem taget. Nu gik det op ad. De sorte omgivelser forsvandt i farten og Arthur dukkede op igennem et hul gulvet. Efter et øjeblik lappede gulvet sig selv. Hvor var Angelin? Arthurs tanke gang var tilbage. Arthur løb ud af døren. Så satte han i løb imod burene.. Hun kunne jo være der...

Det gjorde ondt som bare satan, og lyden af hans stemme rungede stadig i hendes hoved. ’JEG VIL IKKE HAVE DER MERE!!’ Også den hæslige lyd af når knogler brækkede, lød stadig tydeligt i hendes hoved. Store smerter væltede ind over hende, og det værste var at der ikke var noget at gøre. Angelin vred sig, selvom det kun gjorde det hele meget værre. De store hvide vinger var nu væk, og det gjorde ondt som varmt metal mod den bare hud. Hun skreg stadig, og hendes ansigt blev nu også fyldt af store tåre, som trillede ned af hendes kinder i store strømme.
Smerterne var næsten ubeskrivelige, og især fordi hun ikke kunne se hvad der forgik omme på hendes ryg, hvor hendes vinger normalt sad. Fy for satan, hvor havde hun lyst til at skrige, og skrige indtil hun døde af det! Livet var virkelig ikke fair!
Efterhånden gik det op for hende, hvorfor hun dog skreg så meget. Det var ikke af smerter, for den syntes at forsvinde lige så stille. Det var af sorg. Hun vidste ikke hvor pokker hun befandt sig, eller hvor Arthur kunne være. Atter vred hun sig, og fik vendt sig på ryggen. Selvfølgelig kunne hun ikke se det selv, men det meste af hendes ryg var fyldt med blod, og det samme med hendes kjole. Eller hendes og hendes? Det var vel ikke en hun selv havde iført sig.
Hun kunne stadig huske hans udtryk. Det havde været så vredt, og det var vist meget heldigt at hun ikke havde mødt hans øjne. Hans øjne brændte stort set op, så mon ikke hun så også var begyndt at brænde, hvis hun havde set ind i dem?
Angelin fik kæmpet sig op på knæ, selvom hun flere gange faldt sammen. Måske var det nemmest hvis hun bare blev liggende, til nogle opdagede hvad pokker der forgik. Hun savnede Arthur som hun ikke havde savnet andre før. Sorgen var så stor, at hun havde lyst til at græde og skrige mere.
Langsomt og varsomt rejste hun sig helt op, og klamrede sig til det nærmeste træ. Der skulle ske et mirakel, hvis hun nogle sinde kunne finde ud af hvor hun var. Hun var nok stadig i Di Morga men hvor?


//Undskyld længden:3

Arthur var ved at blive træt. Mest fordi at han nu havde ledt hele kamp pladsen tre gange. Men han kunne ikke give op. Selv om sulten brøllede i hans mave og trætheden havde hans krop kæmpede han videre. Han fokuserede. En lidt prikken stak igennem hans krop da han med trætte føder gik videre. Han huskede tilbage på der hvor Angelin havde sagt at gud ikke ville have engle og djævle sammen. Måske var der en anden årsag til det med da hun besvimede. At straffe en var det passende at gøre. Men det ville gud ikke gøre? Eller ville han? Han huskede selv på hvor hårde straffe Lucifer gav men måske ville gud kun skade inde vendigt... Selvfølgelig. Fjerne parret fra hinanden. Men gud var ikke helt ond... men. Di Morga. Længst væk i Di Morga! Forét. Det låg et godt stykke herfra. Men det kunne også være kirkegården? Tvivlene om hvor han skulle gå hen satte Arthur sig på en bænk. Han tænkte og tænkte. Hvor skulle han gå hen... Vent. Kirkegården var ikke nær så stor som skoven. Kirkegården var lettere at finde rundt i. Selvfølgelig skulle gud gøre det svært. Arthur trådte ud på vejen og ventede på en bil. Efter nogle minutter kunne lyskeglerne anes fra forlygterne da bilen tonnede op over barken. Arthur viftede med armene og bilen standsede. En rødblond mand med et grovt ansigts udtryk sad bag rettet. Han åbnede døren og sagde "Hør her hvad skal du.." manden sankt sammen. Arthur havde uden tøven skåret halsen over på manden. Arthur hev ham ud af bilen og lagde ham i vejkanten. Et mindre smil dannede sig på Arthurs læber da han lukkede døren. Han kunne se i spejlet at hans buler var igen vokset. De var på grænsen til at blive til horn. Med et smil trykkede Arthur ned på speederen. Han kunne ikke kører bil men han skulle nok finde ud af det. Han havde ret. Efter noget tid havde Arthur fået kontrol og bilen. Det tog ham kun et kvarter at køre ned til skoven. Nøglerne sad i bilen da Arthur hev dem ud og puttede i lommen. Lyden af døren der klappede sammen kunne høres bag ham da han begav sig ind i skoven. Han behøvede intet lys. Ulvens evne til at se i mørke og tre års fangenskab i skoven gjorde det muligt at finde rundt. Han ledte i flere timer men han var ved at give op da han så en skikkelse klamre sig op til et træ. "Angelin" råbte han og løb over til hende. Hendes lugt hang over skikkelsen. Som sandt nok var hende. "Er du okay" lød Arthurs stemme bekymret.

Selvom at hun havde utrolig lidt balance, uden sin store vinger, forsøgte hun alligevel at gå en smule. Bare for at prøve. Træerne var alligevel så tætte på hinanden, at det nok ikke var det helt store problem. Da hun først havde givet slip på træet, og skulle til at tage et skridt, var hun ved at falde, hvilket hun så også gjorde.
SLAM! Så lå hun halvt udslået på jorden. Den kolde og fugtige jord, som efterhånden var fyldt med grene og blade, da det var efterår. Efterhånden lignede hun ikke sig selv længere. Tygge spor af mascara, som hun egentlig ikke havde taget på, flød ned over hendes øjne. Hvordan havde hun lige fået det på? Måske var det endnu en straf fra gud? Angelin havde aldrig troet at han kunne være så ondskabsfuld, som han havde været.
Omkring hende, var alt efterhånden blevet sort. Hun kunne ikke rigtig se noget, bortset fra den lille lyskilde der kom fra hendes bare krop. Det var ikke rigtigt fordi det blødte forfærdelig meget længere, men hun var svimmel, og lugten fa blod var tæt ved at slå hende ud. Det var lidt ligesom at indånde lugten af brugt benzin. Med flere skrig, og rimelig meget besvær, kom Angelin på benene. Det var stadig ret så svært, pga. den manglende balance.
Hun ville ud her fra. Så hun forhåbentlig kunne finde Arthur igen. Hendes hoved var ørt. Hun følte sig svimmel, og endnu flere skrig lød fra hendes kæber. Det var efterhånden blevet en uudholdelig smerte, som dunkede gennem hendes krop. Og især ved hendes skulderblade, hvor hendes vinger havde siddet. For et normalt menneske, ville det nok føles som at blive skudt i hver skulder. Det var virkelig smertefuldt.
Angelin var nu på benene igen, og forsøgte hele tiden at genvinde hendes balance. Til sidst, da hun besluttede sig for, at hun havde nok balance til at gå, tog hun et skridt hen mod det nærmeste træ.
Vinden ramte hende i ansigtet, hvilket var dejlig forfriskende. Frisk luft. I et øjeblik glemte hun helt de store smerter, og bekymrede sig kun om hendes fødder. Kunne de holde? Ville hun miste balancen? Det næste træ var foran hende, og hun greb hurtigt fat i det, så hun ikke ville falde igen.
Nogle kaldte hendes navn, og tårerne stoppede med at flyde ned af hendes kinder. Stemmen var bekendt, og utrolig dejlig. Arthur. Var det ham hun kunne høre? Da han var tæt nok på hende, var hun tæt ved at besvime, og grebet om træet blev løsere. Det eneste hun gjorde, var at ryste på hovedet.

Arthur strammede grebet om hende. Hendes ryg var smurt ind i blod så det var en smule svært at bare kramme hende. Nogle af hans kræfter var kommet igen efter at han kun havde gået. Forsigtigt løftede han hende op efter nogle anstrengte støn. Hans arme var ømme og hvert led i hans krop gjorde ondt. Smerten i snitsåret fra vanddæmonens sværd kunne mærkes med en let prikken. Han havde jord i hele hovedet. Blandet med sved. Det var en måned siden han sidst havde været i bad. Og plus det hårde arbejde havde det givet en del mere et en gennemsnits badmangel. Man lagde først mærke til det nu da den unge mand kom slæbene med en smukhed indsmurt i blod i armene. Trætheden kom fra to ting: Efterfølger af djævlens tortur og hårdt arbejde. Der var stadig et stykke hen til bilen men han klarede sig. Trods den dunkene smerte i kroppen satte han farten op. Endelig kom han ud af den tæt bevoksede skov. Af alle kræfter holdte Angelin i den ene hånd og åbnede bil døren med den anden. Han satte Angelin ind på forsædet og satte sig selv på førersædet. Efter at havde startet motoren slappede han af i kroppen i mens han bakkede og kørte tilbage i terre. En ny byge stillede indover Di Morga. Regn dråberne trommede på bilens rude. Og typisk løb bilen tør for benzin. "Tja.. så må vi blive indtil vi har fået kræfterne igen." overasket over roen i hans stemme forsatte han. "Har du fået det bedre?" sagde Arthur og lagde en hånd ved hendes skulder. Da han fandt hende var hun jo ved at miste bevidstheden.

En kort og lavmælt hvæsen kom fra hendes mund, da han satte hende ind i bilen. Da han så satte sig på førersædet ved siden af, slappede hun mere af. Inderst inde ville hun advare Arthur om hvordan hun var blevet, for det var helt tydeligt at hun var blevet en anden kvinde. Atter hvæste hun, da bilen gik i stå, efter de havde kørt et stykke tid. Denne gang var hendes hvæs bare tydeligere og en smule højere. Mon ikke han havde hørt hendes underlige lyde allerede?
Da han så lagde en hånd på hendes skulder, knurrede hun en smule. Det var som om hendes person var blevet splittet op i to. En god og en lidt ondere personlighed. Måske også en smule mere dyrisk, sådan som hun blev ved med at knurre og hvæse. Hvor måtte det dog være mærkeligt at være Arthur. Hun vendte blikket mod ham, og hendes store stort set hvide øjne mødte hans. Han følte kærlighed, måske en smule sorg og så træthed.
Træthed var helt forståeligt, da han sikkert havde brugt meget tid på at lede efter hende, da hun bare sådan forsvandt. Stadig med blikket rette mod ham, knurrede hun igen. ”Kys mig din tumpe!” Hendes stemme var en smule rug og hæs efter alt det hvæseri.
Hendes ryg gjorde stadig rimelig ondt, men det var som om tankerne helt forsvandt, så snart hun var tæt på ham. Selvfølgelig følte hun sig øm og det blødte også selvom han var her. Men tankerne og smerterne forblev væk, og gjorde det hele mere overskueligt.
Det hun lige havde sagt, overraskede hende lige så meget som han sikkert var blevet. Uden at sige mere, rettede hun blikket ud mod ruden, hvor regnen piskede ned. Lidt efter vendte hun blikket tilbage mod ham, lagde roligt og forsigtigt hånden på hans kind, nærmede sig ham med sit ansigt, og kyssede ham ømt på munden.

//Undskyld længden:3

Den dyriske adfær i hende gjorde ham lidt bekymret. Arthur hævede et øjenbryn da hun nævnte ordet tumpe. Var det Angelin? Da hun kyssede ham spærrede han øjnene op og gengældte kysset. Jo. Lugten af hende var sand. Måske skulle hun bare hvile sig. Hvis han ikke var igang med at kysse hende vil han havde smilet. Forsigtigt lagde han armene om hende og tændte for charmen. "Når regnen er stoppet vil fruen så lad sig invitere til en aftensmad. Det er vel lidt sent men det gør vel ikke noget" sagde han efter at have stoppet kysset. Den kreative djævel i ham havde givet ham en ide om at den tilstand Angelin befandt sig i var nok let at forføre. Endringen om da Angelin og Arthur havde mødt hinanden første gang. Den gang var det Arthur der havde været et dyr. Mindet satte igang om alt det han havde oplevet i hans liv. Og der hvor Lucifer havde afsløret hans rigtige navn. Måske skulle han bruge det lidt mere. Nej.. Han havde intet forhold til hans forældre så han ville ikke bruge det navn det havde valgt til ham. Faxe... det passede heller ikke rigtigt til ham. Alle de navne han havde haft... Faxe Gargon, Arthur Nyborg,Loppedyret (Skolen fra danmark.) Arthur.. Uh vent. Faxe,Arthur,Arthur, Ulvedrengen (Lycee skolen). Med en masse mental kraft fik han sig tilbage til Angelin og kiggede på hende med et smil på læben. Et charmerene smil.

Til Angelins store glæde gengældte Arthur kysset, og det var tydeligt at han havde skruet en del op for charmen. Den dyriske adfærd var stadig i sving, da han kyssede hende, hvilket fik hende til at kysse en smule kælent med, da han gengældte. Det han sagde, charmede hende dybt. Måske fordi hun stadig var en smule bims i knolden efter det der var sket. Hun følte sig måske også en smule ør efter oplevelsen med kysset. Dette havde nok været et af de første kys hun havde fået. I hendes lange liv, havde hun altid været alene, og havde derfor ikke oplevet kærligheden. Desuden havde hun heller ikke ønsket at opsøge kærlighed og omsorg hos nogle. Hun havde bare haft travlt med til kunne komme hjem til Di Morga igen.
Angelin fik et mere ungkvindeligt udtryk igen, og fornemmede at hun nok snart var sig selv igen. Det dyriske i hendes krop lod til at blive dæmpet af kærligheden. Hun havde længe længtes efter at blive elsket, og det ville hun tydeligvis blive, hvis hun bare kunne holde det dyriske tilbage.
”Selvfølgelig vil jeg da det, min kære.” Nu var hun blevet fuldkommen sig selv igen, og bemærkede nu mere eller mindre hvad hun havde på, og hvor pokker hun befandt sig henne. ”gud hvor jeg stinker af blod. Er det så skidt?” Hun vendte ryggen mod ham et kort øjeblik, overbevist om at han kunne afgøre hvor voldsomt det var. Alligevel vidste hun også, at det godt kunne være farligt, nu da han var djævel. Han kunne jo pludselig få lysten til at dræbe en eller anden. Og da hun var den nærmeste person, kunne det sagtens blive hende.

"Nej skat det er da fint nok." Et beroligene smil dannede sig på hans læber. Regnen var ikke særlig slem nu så de kunne godt gå ud. Arthur åbnede bildøren men ventede et øjeblik. "Angelin angåene middagen. Hvad vil du have at spise?" sagde Arthur. Efter dagens drab havde han råd til en fin middag og en over natning på hotellet. Han gik af bilen og gik med hastigeskridt over på den anden side af bilen og åbnede AngeliDns dør. Da Arthur slap døren gik ændrede hans udseende sig. Hans hud blev lidt mørkere og lange sorte hår stak ud over Arthurs krop. Men de dække ikke kroppen. Det var kun en anelse mere hårvækst end en fuldvoksen mand. Arthurs øre gik i et højt ryk længere op end normalt og blev hurtigt spidse som en elveres. Måske lidt mere som en ulvs. Øjnene blev gyldenrøde. Mistfosteret klynkede kort før hårene skød ind og øjnene og ørene blev normale. "Sorry. Når jeg får følelser af kærlighed eller begær kan jeg ikke styre mine evner og mig." sagde Arthur nedtrykt. "Forresten. Jeg fandt et eller andet i mit hus." sagde Arthur og hans hånd begravede sig i hans lomme. Kort efter fiskede han et stykke krøllet gulligt parpir frem. En snørklet skrift lå i bider over papiret. "A elin Cl ud". Godt nok kunne Arthur ikke læse men han kunne Angelins navn. Da han havde slukket lyset på hans senge bord faldt han over det papir. Små bider af hendes navn var udbredt på papiret så han kunne vel ikke andet end at tage det med. Altså hvad skulle han ellers gøre? Måske kunne hun kendes ved det.

Angelin faldt mere og mere til ro. Til sidst var hele hendes dyriske personlighed forsvundet. Allerede nu kunne hun sige sig selv, at det ville fortsætte en anden god gang, og mod en anden person. Hun nåede ikke rigtig at besvare hans spørgsmål, før han trådte ud af hans dør. Hun fulgte ham med blikket, da hun kunne se ham gå forbi bilens forrude. Han lignede faktisk en ganske normal ung mand. Lige ind til han åbnede døren.
Faktisk blev hun en smule forskrækket over at se hans meget korte men smertefulde forvandling. Al pels og andet tilbehør forsvandt heldigvis lidt efter. Hans øre blev normale og det samme med hans øjne. Angelin fik simpelthen sådan et udbrud af kærlighed, at hun gav ham et ordenligt knus, da hun var trådt ud af bilen. Hun sendte ham forsigtigt et smil, og trak sig kort tilbage, da han forklarede sig. ”Det er skam helt okay. Og undskyld min opførsel for lidt siden. Jeg har på fornemmelsen at det ikke er særlig godt. Det kommer nok tilbage. Du må virkelig undskylde hvis det sker igen.”
Hun sukkede kort, men hendes ansigt lyste op kort efter, da han sagde at han havde fundet noget i sit hus. De meget lyse øjne, blev endnu mere klare end de normalt var, og hendes smil blev større. Da han havde fisket et lille stykke slidt og gammelt papir frem, tog hun forsigtigt om det med begge hænder, og studerede navnet. ”Det må ha stået mit navn. Angelin Cloud. Fandt du andet, eller var det det eneste?” Hendes stemme blev ivrig. Tænk hvis dette havde noget at gøre med et eller andet? Måske noget omkring hende og hendes tidligere liv? Det kunne sagtens være et eller andet fra hendes barndom, eller hendes tid som menneske. ”Hey. Du bor ikke i nærheden af en skov vel? For… Jeg boede nemlig her omkring i min tid som… menneske. Du.. Jeg... Jeg kunne vel ikke få lov til at tage et kig på.. Dit hus.. Vel?” Okay. Først selvsikker, så ivrig og nu nervøs? Der var helt klart et eller andet som hun skjulte, ellers var hun bare lidt af en tøs, som viske mange følelser.

"Det eneste jeg fandt var en grå hårtot og papiret der." sagde Arthur og pegede på papir lappen. "Du kan jo sove hos mig så kan du se hvor jeg bor." sagde Arthur efter lidt tid. "Men først skal vi have noget mad. Hvor skal vi spise?" spurgte Arthur. Hans øjne hvilede på hende. Han er på sit værelse. Hans plejemor bliver ved med at råbe "Sigrid! Sigrid!" Det går op for Arthur at hun kalder på deres rigtige datter. Arthur rejser sig for at finde Sigrid. Hans plejemor syntes ikke om ham så han må jo finde Sigrid for at gøre hende glad. Han træder ind på Sigrids værelse. Arthur udslap et gisp. Sigrid ligger i sin seng. Dynen er revet af og der er blod udover det hele. Pigen mindede om Angelin. Lyst hår og tomme blå øjne som stirrede ud i luften. Ansigtet ligner ikke. Hun er død. Han har dræbt hende... Glimtet fra Wulfs syn dukkede op. Han lænede sig over Sigrid og flænsede hende. Glimtet forsvandt. Arthur kom tilbage til virkeligheden. Hvor længe havde han været væk? "Nå lad os gå" sagde Arthur fornyet af kræfter. //Undskyld længden//

Arthur havde lige sagt noget, men faldt så i en slags trance. Først stirrede hun lidt på ham, uden rigtig at forstå hvad det egentlig var der forgik omkring hende. Han så ikke ud til at have det særlig fantastisk, og hun greb fat om hans skulder. Forsigtigt ruskede hun i ham, for at vække liv til hans døde ansigt. ”Arthur? Arthur?” Hvad skete der egentlig? Han virkede fuldkommen væk. Det var virkelig ikke til at blive klog på.
Han stod stadig og havde det helt livløse udtryk i øjnene. Det begyndte ærligtalt at skræmme hende en smule. Hvordan pokker kunne det lade sig gøre, at han ikke vågnede op af sin trance, når hun ruskede i ham. For lige at tjekke om det virkede, pustede hun ham i ansigtet. Det ville nok ikke være den bedste måde at han kom til sig selv på, men det hjalp faktisk.
Angelin stod lidt forbavset og kiggede på ham. Hvad mon han havde tænkt på? Hans øjne blev normale igen, og ikke så døde og livløse som de havde været for et kort øjeblik siden. Hun sendte ham et forsigtigt blik, og nikkede, da han sagde noget. ”La’ os det. Men hvor hen?”
Egentlig var hun i tvivl. Skulle de hjem til ham, eller skulle de ud og spise? Måske havde han ment noget, men sagt noget andet? Han havde jo egentlig heller ikke sagt noget, men blot spurgt om de skulle gå?


//Min krea døde:3

"Det vel det jeg spørge dig om" grinede Arthur. "Måske et pizzaria? Jeg har aldrig smagt pizza før." spurgte Arthur. Hans tænder løbte i vand. Tanken om de elever på kristendoms skolen han var på som elleve årig. Tankerne om deres "Hvad har du fået med idag? Pizza. Hvad med dig?" eller deres "Mmmh den smager godt. Må jeg få et stykke? Nej" Brødet med tomat sovs på og alt verdens fyld. Det ville han gerne smage. "Forresten, undskyld over min lille trance. Det var bare minder.... du minder mig om en jeg dræbte som ulv. Min søster... " sagde Arthur så.Han trængte til en pause fra hans barske fortid. Han trængte til Angelin. //Skal ikke misforstås// Han besluttede sig for at ikke tænke på hans barndom. Det bragte intet godt med sig. Et andet spørgsmål. Havde hans liv overhovedet bragt noget godt med sig? Næh enlig ikke.
Da de var noget frem til et mindre pizzaria standsede Arthur op. "Hvad med at gå der ind?" spurgte han og fandt nogle mønter op af lommen. Pizzariaet var småt men det var vel ikke størrelsen der talte. Hvad skulle man enlig bruge et stort Pizzaria til? Det vil nærmere være en resturant. På ruden var der på trykt en gylden skrift men selvfølgelig kunne Arthur jo ikke læse det. Af de grunde; han havde aldrig lært det. Han ville så frygtlig gerne lærer at læse....

”Vent. Hvad? Dræbte du din søster? Da du var ulv siger du? Hvorfor?” Angelin var stoppet fuldkommen op, midt på gaden, uden at tænke på hvad der skete omkring hende. Havde han dræbt din søster? Og.. Hun mindede om han søster?
Det var virkelig skummelt. Og så det hele med.. Den lille lap papir som hendes navn stod på, helt hulter til bulter? Der skete altså et eller andet skummelt her.
Mon de var søskende eller noget? Kunne det passe at de var søskende? Der var altså også et eller andet over ham, som virkede helt bekendt.
Angelin smed tankerne væk, og begyndte at gå igen, helt tavs og uden at sige det mindste ord. Hun havde egentlig ikke lyst til at snakke lige nu, og havde pludselig heller ikke lyst til at spise. Hun måtte finde ud af hvad dette mon var for noget.
”hvor længe har du været ulv, før du blev djævel?” Hun lagde hovedet på skrå, da de stod uden for pizzeriaet. Hun ville vente på hans svar, lige meget om det så først kom i morgen. Der skulle intet mad ned, før hun havde fået svar på det meget simple spørgsmål. Hvor længe havde han været ulv før han var blevet djævel.
”vent.. Nej. Lad os bare gå der ind, og få noget mad. Jeg er efterhånden også lidt sulten.. Er du sikker på at det ikke ser så slemt ud?” Hun vendte ryggen til ham, så hun kunne se hendes blodige ryg. Det gjorde stadig en smule ondt, men smerterne var begyndte at lægge sig. Måske fordi hun ikke tænkte så forfærdelig meget over et længere.
Forsigtigt åbnede Angelin døren ind til pizzeriaet. En dejlig duft mødte hendes næse, og et smil bredte sig på hendes små bløde læber. ”Lad os få noget at spise.”


//Undskyld længden:3

"Jeg var varulv den nat. Jeg kunne ikke gøre for det. Søster var så meget sagt. Jeg var enebarn da min plejefar fandt mig. Lige efter den ulykke.... Mine forældre blev brutalt slagtet ned af en varulv. Tilstrækkeligt meget dna flød fra den og igennem min navle streng. Sådan blev jeg smittet. Mine plejeforældre havde allerede en datter. Hun var cirka fem år. Sigrid hed hun... Sigrid Nyborg Andersen. Jeg kaldte hende Sig... Hun var altid lidt mistænksom men god nok på bunden..." sagde Arthur. Tårene pressede sig på. "Jeg noget at blive sytten enden min død.." svarede Arthur på hendes nummer to spørgsmål. Arthur blev glad for at hun skiftede emne. "Ja lad os få noget mad skat, Din ryg trænger også til noget at styrke sig på." sagde Arthur. Da de kom ind lød butik klokken. En høj italiener kom frem bag disken. "Hvad skulle det være?" spurgte han med en italiensk klang. Arthur lod et blik falde på menuen. "Jeg tager en nummer 24. Hvad med dig skat?" sagde han og vendte hovedet imod Angelin. Hun lignede faktisk Sigrid ret meget. Hendes ansigt var bare lidt anderledes. Lysten til pizza overtog ham. Hans første pizza skulle nydes. Og rent faktisk var det også hans første mad som djævel. Pludselig mærkede han en stærk sult. Han måtte bare få noget mad. "Nej vent. Jeg har ikke spist i tre uger. Jeg tager fem gange nummer 24." sagde han så til manden bag disken. Nummer 24 var tomat,ost,svampe og pølse.

Manden bag disken, så ud som om han skulle besvime eller noget i den stil. Han så pludselig meget grøn ud i ansigtet. Hurtigt greb Angelin fat i mandens arm, for at holde ham oppe. ”Han joker bare.. Altså omkring det at han ikke har spist i tre uger. Skal vi tage dem med, Arthur?” Hun vendte blikket mod Arthur. Hendes øjne var syle skarpe som glaskår. ”Det sagde du bare ikke, det der.. Ikke alle her er van til os!” Hvæste hun, meget lavt, så Italieneren ikke hørte hvad hun sagde. ”Undskyld..” Mumlede hun kort efter til Arthur.
Italieneren så ud til at have det lidt bedre igen, og Angelin gav slip på hans arm. ”Ehm. Jeg tager en.. Eh.. Nummer 79..” Uden rigtig at kigge på menukortet, sagde hun bare det, som hun normalt tog. En vegetar. Salat, tomat, agurk og dressing. Mere simpelt kunne det ikke være.
Normalt var Angelin ikke vegetar, men når det kom til pizza, kunne hun ikke så godt lide smagen af det fedtede kød. Hun havde prøvet det for meget, og spist pizza for meget på det seneste.
”Hm.. Jeg har en idé…” Mumlede hun kort, og sendte Arthur et lille smil.
Italieneren nikkede, og sendte dem et venligt smil begge to, som om han fuldkommen havde glemt det der lige var sket. Lidt efter forsvandt han ved ud i køkkenet, og begyndte højlydt at diskutere med hans medarbejdere. Angelin greb chancen, og lagde armene om Arthur, før hun blidt kyssede ham på munden. ”Undskyld det lige før. Manden gik i panik, og hvis han besvimede ville det ikke være særlig fedt for nogle af os.” Hun så ham i øjnene, med hendes næsten hvide øjne.
Før hun blev fallen, havde hun haft klare blå øjne, men nu var de blevet mere hvide i det, dog stadig med et pift af blå. Den blå farve ville aldrig forsvinde helt.

"Okay okay" mumlede Arthur. "Måske overdrivede jeg lidt... Jeg har ikke spist i to uger" råbte Arthur udtil fyren. Der gik et øjeblik og lyden af en krop ramme gulvet lød inde fra køkkenet af. Arthur kunne ikke lade hver med at grine en smule. Men for Angelin og hans maves skyld gik han ud til fyren bag disken. Arthur sparkede ham over skinde benet og løb tilbage til Angelin. Manden så ud til at rejste sig op igen. "Og husk! Fem gange 25 og en 79!" råbte Arthur ud til fyren så han var sikker på at han kunne fuldføre sit arbejde. Han lagde pengene på disken og gav sig til at vente. Efter et kvarter kom manden tilbage med seks pizza barker. Han så meget bleg ud. Arthur trak på skuldrene og tog pizzaerne. Da de var kommet hjem løb Arthur mund i vand. Forsigtigt åbnede han sin første barke og tog et stykke og spiste grådigt. Moms. Den lune ost gjorde det isært lækkert. Dødsynden: Grådighed. Arthur smilte tilfreds og så imod Angelin. "Jamen velkommen til mit hjem" sagde Arhur og pegede med hånden udover det grålige faldefærdige rottebo af en bolig at være.

Angelin udstødte et sul, og lod sig falde tilbage i en af stolene tæt ved hende. Helt ærligt. Det her kunne tage meget lang tid, hvis Arthur blev ved med at sige de ting, og få de skide Italienere til at besvime. Hold da helt op, hvor var det egentlig komisk! Han fik dem bare til at besvime? Hun burde ligge flad af grin på gulvet lige nu, men gjorde det heldigvis ikke. Så dum var hun dog ikke.
Kort tid efter stod de overraskende nok hjemme i Arthurs hus, som ærligtalt lignede noget der er løgn. ”Okay.. Der er helt sikkert noget der skal ordnes her…” Hun sukkede kort, og glemte fuldkommen at hun var sulten. Lige nu koncentrerede hun sig udelukkende om dette mussehuld til et hjem. Her lignede virkelig noget der var løgn, og det værste var, at huset så meget bekendt ud. ”Hey.. Hvordan fik du fat i dette huld af et hus? Ikke for at være grov, men det ligner ærligtalt noget som katten har slæbt med ind…”
Atter sukkede hun, og sulten begyndte nu at tage over. ”Hey.. Hvor har du gemt min pizza?” Forsigtigt gik hun hen mod ham, og stirrede på de 6 pizza æsker. ”Eh.. Mener du virkelig, at du ikke har spist i så lang tid? Hvordan pokker holder du dig i live? Jeg mener.. Burde du ikke være død af sult?”
Angelin var forvirret. Engle og Djævle kunne dø på samme måde som mennesker. Ved at blive dræbt lige som et menneske kunne blive dræbt. F. eks i et uheld, af sult og tørst eller af sygdomme. Okay. Den sidste kunne hun lige så godt udelukke, for det var ikke normalt at engle eller djævle blev syge..
Hun fandt frem til æsken med hende pizza i, og tog et stykke op. ”Har du en tallerken eller noget?”

"Ja det kunne godt trænge til lidt rive-ned-og-bygge-op." svarede Arthur ærligt.
Arthur fiskede en pizzabarke frem fra bunken. Han åbnede den langsomt. "Yep det er din" sagde han og rakte Angelin pizzaen. "Jeg vil omtrent kunne overleve i måned uden mad. Ligesom et menneske. Så ja det er vel rigtigt nok." sagde Arthur så. "Nej jeg har intet porcelæn tøj. Jeg satser på at dræbe en tilfældig, tag nøglerne, finde huset." Arthur tog et stykke mere og spiste det hurtigt. "Det er dejligt med lidt mad." sagde Arthur. Faxe, Faxe, Faaaxe.. lød en ukendt stemme i hans øre. Han ignorerede det. Han trængte til at hygge sig.


//Undskyld længden. Kreaen døde.//

”Aha..” Angelin spiste sit stykke pizza med forsigtighed. Efter kun det ene stykke, følte hun sig rimelig mæt. Hun begyndte herefter at snuse lidt rundt i huset. Måske var der et eller andet interessant at finde, i det her huld til at hus. Måske… ”Woow…” Angelin kæmpede for at holde balancen, da en form for vindstød skubbede hende fremad. Hvis hun mistede balancen, ville det være så ufedt. Efter et par minutter, hvor hun forholdte sig rimelig roligt, var hun atter i gang med at glo lidt rundt i huset. Det var ikke så stort, og alligevel kunne man se, at en familie på fire eller fem havde boet her. Inde i et rum, fandt hun et meget gammelt skab, som hun gav sig til at kigge lidt på. Måske kunne man finde et eller andet interessant.
Forsigtigt åbnede hun en af lågerne, og hørte et ordenligt KLIR! Døren vist sig at være så faldefærdig, at træet lod søm glas, eller.. Nææh. Der var skam glas i.. Det var bare så grimt, at hun ikke havde set det. Inde i skabet, fandt hun noget interessant. ”Hey.. Kom lige og se..”


//Pyt med det:D

Arthur lagde sit femte stykke fra sig og løb over til Angelin. "Hvad er der?" spurgte han og kom lidt tættere på. Hans øjne blev store da han så det lille smykke skrin i skabet. Forsigtigt tog han det ud og kiggede på bunden. "1634" læste han op fra messing pladen. Han havde vel lært at tælle. "Det har jeg aldrig set før..." sagde Arthur og børstede støvet fra låget. "Du må godt få det hvis det er." sagde Arthur og åbnede skrinet. "Værdiløs" sagde Arthur som først fik øjne på alt edderkoppe spindet. "Nej vent..." sagde Arthur som fik øje på noget glinsene nede i skrinet. Han begravede hånden i skrinets edderkoppe spind og mærke den klistrede silketråd klamre sig til ham. Da hans fingre nåede indholdet kunne Arthur mærke at det var en kæde. Han tog fat om kæden og hev den op af kassen. "En amulet..." Et smil bredte sig på Arthurs læber. En lang guldkede som holdte en slebet diamant med en guld ring rundt om dinglede fra hans øjne. "Værsågod" sagde Arthur og lagde kæden om Angelins hals. "Du ligner en milliard." sagde Arthur og betragtede den gyldne kæde om hendes hals.

Angelins øjne blev stører og stører. Da Arthur læste årstallet op, var der noget der slog klik inde i hende. Hun kendte årstallet, smykkeskrinet og selve smykket som han ville tage op om lidt. Da hun så det hun vidste hun skulle se, blev hun stiv som et bræt i hele kroppen. Pludselig kunne hun genkende stedet også. Enten var det her hun havde boet, tilbage i hendes barndom, ellers var det her hendes bedste veninde havde boet.
Hun vaklede bagud, og fik støttet sig op af en rimelig klam dørkarm. Det føltes vildt mærkeligt at bære smykket. Som om hun havde haft det på før, eller noget i den stil. ”Flip ikke ud… Men jeg kender smykket. Jeg tror.. At jeg boede her i min barndom.. For… omkring 377 år siden..” Hendes øjne var atter store, men hendes udtryk var helt forkert. Der var et eller andet galt her.
Pludselig styrrede hun ud af rummet, og farrede fredsløst rundt i huset. Hvis hun nu bare kunne finde et tegn på, at det her havde været hendes hjem, ville det ha været meget nemmere for hende.
Da hun efter lidt tid, stødte på en dør som hun ikke havde åbnet, lukkede hun øjnene, og ønskede at det hun ville se, var inden bag den dør. Kælder. Her var mørkt. Efter hvad hun kunne gætte sig til, var der stadig en trappe. Da hun trådte ud på det første trin, begyndte hendes hud at lyse.
Angelin spærrede øjnene endnu mere op, og hev efter vejret. Det her.. Det her hus, havde været hendes hjem? Det kunne virkelig ikke passe! Der måtte være aldre huse i denne by, som lignede hinanden! Det her kunne ikke være hendes hjem!