Android //Liam//

Regnen øsede ned på de mørke gader i byen Terre. Billige ludere, og tykke alfonser, stod rundt omkring, enten under en baldakin, eller under paraplyer, der glinsede, i gadelampernes skær. Skæret fra en bil, der rundede et hjørne, blændede de få folk, der traskede imod bilens skarpe lygter. Da bilen, med et lille bump, rullede op på kantstenen, steg en mand ud. Hans mørkeblonde hår, blev med en fart skyllet vådt, af væden der faldt fra himlen. Han vendte sig om da vinduet i bilen blev åbnet.
"Er du sikker på du ikke vil med Sky?" blev der råbt inde fra bilen. Skylar, som denne unge mand hed, rystede blot på hoved og vinkede dem væk. De sorte jakke, der dækkede hans overkrop, blev hurtigt våd, men beskyttede dog det tynde lag af stof inden under den. Med lange skridt begyndte han at gå ned af gaden. Fra inderlommen af jakken, fandt han en pakke Gitanes, og en af de der billige gennemsigtige lightere. Han tog en af de hvide Gitanes op, og proppede den i munde, og da han i et forgævedes forsøg på at få tændt sin lighter proppede han den nu, våde cigaret tilbage i lommen. Han sukkede let da han, standsede foran udsmideren, der arbejdede for værts huset, og fandt legitimation frem, som han vidste til den store vagt. Indenfor var stemningen hyggelig. Små grupper sad tæt slynget sammen ved vær deres bord, og da Skylar begyndte at tage sin jakke af, og hænge den på en kange, opfangede han lyden af en blød country musik der spillede i baggrunden. Skylar bevægede sig op til baren, og satte sig på de komfortable stole. Han kastede et blik op på det store ur bag billardbordet, og så da den lille, og den store viser med et klik rykkede sig op på tallet tolv. Lysglimtet udefra, standsede i et kort øjeblik al samtale, men den begyndte igen, da det nogle få sekunder efter kom med et højt brag.

Så djævlen var altså tilbage? Det var næsten ikke til at fatte. Hvad der heller ikke var til at fatte var, at Liam havde sat sin fod på dette sted. Hans mørke øjne gled indsunket rundt i omgivelserne. Det var ikke ligefrem hvad han var van til, men han vidste, at den kære Lenz ikke ville kigge efter ham her, og nu hvor han alligevel var forbi byen gjorde det vel ikke så meget at han lagde stedet her et visit. De sidste par år, faktisk siden han flyttede til Di Morga, havde han forsøgt ikke at få gjort sig for bemærket, hvilket faktisk var besynderligt eftersom at det var et af de eneste lande, hvor Liam rent faktisk kunne være en vampyr blandt mange andre vampyrer og væsener. Det var vel nok det, der gjorde forskellen. Det var lidt ligesom at have trådt ufrivilligt ind i et cirkus, og jo mere han tænkte over det, jo mere fik han lyst til at flytte igen. Man kunne heller ikke ligefrem sige at Liam og hans slags var den bedste slags kunde et sted som dette. Derfor sørgede han for at sidde et sted, der ikke gjorde at han optog både bord og tre andre stole, nemlig oppe ved baren hvor han kunne glo direkte ned i den ene af bartendernes kavalergang.
Døren åbnede sig, lyden af tung, fugtig regn slap ind, og døren lukkede sig igen. Liam stirrede ned i det glas rødvin som han havde bestilt blot for kulissens skyld, men som han bestemt ikke havde rørt. Da en af de udøde placerede sig på en af de samme stole som Liam, løsrev han sig fra den røde væske, der i uopmærksomme øjeblikke kunne ligne blod og gjorde et svagt nik i den bleges retning. Vampyrer gav ikke rigtig hånd.
"Hvor lang tid?" spurgte Liam med en svævende stemme. Han var ikke rigtig klar over om han havde lyst til at snakke for hyggens skyld, men han kunne mærke at denne fyr virkede ung, faktisk så ung at han næsten stadig lugtede af menneske.

Skylar så på bartenderen. Hun havde flotte blå øjne, og langt lyst hår. Hendes hud var silkeblød, og Skylar kunne se pulsen dunke på hendes skrøbelige hals. Han gled blikket fra hende, og så ned. "En.. Øhm. En stor øl. Tak." mumlede han til hende. Han lod fingrende følge i de mønstre der var i den, faktisk meget flotte bars, bordplade. Da den store øl, blev sat foran ham, så han op og smilede til bartenderen. Hun gispede, og han, lukkede hurtigt munden, da han kunne mærke de hvide hjørnetænder vokse sig længere, meget meget langsomt. Men hun havde dog lagt mærke til forskellen. Hun beherskede sig dog hurtigt, da hendes egen underkæbe røg ned. Det var muligvis ikke vær dag hun så tænder vokse. Han smagte lidt på den gyldne drik, der stod på bordet foran ham, og kunne smage den velkendte smag af øl. Dog kunne han ikke fornemme smagen af alkohollen, eller dens let kildrende fornemmelse når den løb ned igennem halsen. Han så over på den mand der sad ved siden af ham. Han var endnu ikke så vant til lugten af andre uddøde, så det tog ham en rum tid, at finde ud f at denne, mand var en vampyr. "2 måneder. Sir" sagde han, og kørte fingeren rundt i ølglassets kant.

Liams ansigt forblev benhårdt, men inderst inde vred han sig i skespis. En stor øl? Aha. Var det for at... spille skuespil eller havde han rent faktisk tænkt sig at drikke det? For en ting han meget hurtigt havde lært som vampyr var, at ligegyldigt hvor meget han havde været van til det som menneske, så kunne han bare ikke andet mad eller drikke end blod. Det var vel lidt ligesom at mennesker ikke kunne drikke blod. I hvert fald ville de kaste op efter et pint af den røde væske, og sådan var det vel omvendt for Liam. Ironisk nok.
Den nye information som drengen tildelte ham fik ham trukket tilbage gennem historien, til dengang hvor han selv kun havde været 2 måneder gammel. Der klæbede han sig stadig til sin skaber, Anthony, som et lille barn der var bange for at falde. Men dengang havde alt også været anderledes. Intet var som nu, hvor vampyrerne levede blandt mennesker og andre væsener, og det skete at Liam ønskede at de aldrig var sprunget ud af kisten på den måde. Han havde holdt af sin anonymitet. "Held og lykke," brummede han tørt, og trangen til at gå sneg sig om hans indre.