oh, the insouciance! - liam

Endnu en af disse grå dage, der var så atypisk for klimaet. I og med at Di Morga var placeret forholdsvis sydligt i Europa, burde solen skinne herligt dagen lang og varme alt og alle op, men på det seneste var vejrsystemet fucket fuldstændig op. Det havde længe stået ned i lårfede stråler fra en mørk himmel, og når det ikke regnede, var himlen trist og grå, ikke blå og solrig, som den burde. Det var næsten, som om et eller andet stort var på vej. Mange gik bekymrede rundt og delte teorier og lignende, mens andre bare opretholdt deres normale liv. Andrew var en af disse.
"Wuhuu!!" råbte han lystigt, idet han fløj en enkelt meter eller to og landede på den hårde jord, hvis græs var blevet trampet ned af millioner af børnefødder gennem tiden. Ved kontakten mellem jordbund og tynde gummisåle, krøllede hybridens ben sammen, hvormed en koldbøtte blev født, resulterende i en fuldvoksen mand liggende lige ud udkanten af en af de tårnhøje gadelampers gullige skær på ryggen med arme og ben spredt ud til siden, et stort smil spillende på læberne. Hvor meget han end fortalte sig selv, at han burde forholde sig mere alvorligt og seriøst til det hele, fandtes der nu intet, der kunne måle sig med den ubekymrethed og barnlige fornemmelse, han elskede så dybt. For fanden, han var jo i bund og grund et lille barn indeni, som havde brug for at blive sluppet løs nu og da.
De halvrustne kæder på gyngen knirkede grumt bag ham, mens den fortsat svingede loyalt frem og tilbage, dog mere løssluppent end før, nu hvor den var befriet fra hybridens vægt. Nu var han jo godt nok ikke så overvægtig, men gyngen, som så ud til at være i sit livs efterår, var ikke så stærk, som den måske kunne ønske sig, så det var nok meget godt, han ikke længere sad på den. Det var også så ubehageligt med den kolde vind mod sine bare arme og ben, thi han blot var iklædt en grå T-shirt og nogle sporty udseende shorts. Eller.. Nej, der var faktisk ikke den mindste smule koldt på trods af det noget sene tidspunkt. Hvorvidt det havde noget med Andrews særlige evne for at holde sig varm at gøre, var ikke til at sige.
Det undrede ham lidt, hvordan han i så lang tid havde undgået den gudsbenådede legeplads, der var i besiddelse af både gyngestativ, vippe, mini-karrusel og rutsjebane. Stedet var jo som skabt til Andrews behov! Well, næsten.. Visse behov forblev uberørte, men det behøvede ikke at komme frem i lyset.

//*Hapser Andrew før nogen andre* //

Normalt ville Liam skænke sommeren spydige tanker, men denne gang var det anderledes. Himlens manglende solstråler havde gjort at Liam flere gange var vågnet automatisk, i det han var blevet bildt ind at det var nat. Hans armbåndsur havde dog forsikret ham flere gange at det altså ikke var tilfældet. En anden ting var, at han simpelthen ikke turde kravle op af sin hule - som Zacharias beskrev den - for at tjekke om hans instinkter mon havde ret. Det virkede bare så usandsynligt, og han valgte bare at kaste skylden videre til Dean, den skide engel. Men ligegyldigt hvis skyld det var, så lå han altså vågen lige så snart eftermiddagen havde trukket sig indover Di Morga. Først da viserne på hans ur havde bevæget sig lidt over ti vovede han sig ud af den komfortable kiste og videre ud af køkkenskabet, som han efterhånden var blevet noget så dygtig til at springe ud af.

Regnen lod til at bryde skyerne fra tid til anden, så Terres gader var næsten fuldkommen øde og det fik Liam til at føle sig alene i verden. Som ene hersker satte han det ene ben foran det andet og gik i et roligt tempo mod det uendelige, nærmest som om han var et menneske. Et af de dersens mennesker der gik og så sørgelige ud i det grå vejr og tænkte over livets elendighed, spekulerede over hvorfor konen var skredet og forsøgte at vaske blodet af hænderne i vejkantens pøle af grumset vand. Da han ikke ønskede at udstråle dette ynkelige aura satte Liam hastigt farten op med ranket ryg, og passerede i løbet af få sekunder forbi samtlige husdøre. En af disse førte ind til kroen Den Glade Sigøjner, og dette satte en mindre kædereaktion af minder igang. Ophelia. Kroejeren Otis. Sex, sex, sex. Men også legepladsen hvor de første gang havde mødtes fik nogle øjeblikke i Liams mentale rampelys.

Jo tættere på han nærmede sig, jo tydeligere kunne han genkalde sig den nat. Scenarier strømmede igennem hans indre. Hendes blege hud, der var så glat som åleskind, strakte sig over ham, hendes øjne der så ned på ham. Øjnene der ellers var så blide og arktiske blå blev langsomt mere matte, mere grå og langt mere dyriske. En trang til at gå baglæns skød indover ham, men noget fremmede og irriterende formåede at gøre dette komplet umuligt. Det var som om at disse barske perler var magneter der frastødte ham i ligeså høj grad som de tiltrak ham. Hastige skridt bar ham tættere på dette væsen, og han måtte indrømme at synet overraskede ham. Men kun en anelse. Han kunne mærke hvordan jorden rystede under ham, da kæmpen kolliderede med denne, og det fik ham til at stoppe op ved siden af en af de elendige gadelamper. Ikke for at sige noget, blot for at glo.

Lige så langsomt rejste en sprød stemme op fra de pludseligt bevægelige læber og afbrød den totale stilhed, der ellers kun blev brudt af de sagte vindpust forårsaget af en let brise. En sangtekst flød ubesværet, som var den en ganske naturlige del af hybridens ordforråd. Sandt at sige bestod en lidt for stor del af Andrews hjerne af sangtekster fra alskens sange, han i løbet af sit liv havde hørt. Af uforklarlige årsager havde teksterne det med at klæbe sig til indersiden af hans hjerne, så snart de havde tilkæmpet sig en plads i hans ellers så trange øregang blot et par gange. På den anden side var det nok ikke så besynderligt, i og med at musik jo faktisk var en så enorm del af hans liv; et faktum, der ville tilkendegive sig i form af en beskeden tatovering inde under den sparsomme påklædning. På daværende tidspunkt var det en tilpas rolig sang, der syntes at minde om middelalderen, der strømmede fra læberne med en dyb og rolig stemme.

Med blikket rettet op mod den mørke himmel langt oppe og ørene opfyldte af sangen formåede Andrew at blive helt sentimental. Barnligheden forsvandt helt og blev erstattet af en mærkelig form for tom følelse, mens tankerne ikke kredsede længere væk end få meter, nærmest paralyseret. Til trods for alt dette var det ikke nogen ubehagelig oplevelse - ej heller fremmed - men ganske betryggende. Liggende der på det korte græs med udspredte arme og ben følte han sig tryg og i harmoni, bestemt ikke nogen uvelkommen følelse, om end den bare var ren indbildning. I realiteten var han mere udsat end nogensinde før.
Desværre varede det ikke længe, før sangen var forbi, hvormed stilheden igen lagde sig over legepladsen. Et. To.. Tre sekunder sneglede sig afsted, før det hele brat væltede ind over ham: de dulmede sanser blev igen vakt til live, tankerne skød i alle retninger på ny og illusionen af tryghed forvandledes til støv. Pludselig gik det op for ham: han var ikke alene. En voldsom trang til at springe på benene boblede op i ham, men han fik overbevist sig selv om, at det kunne fremprovokere en knap så velkommen reaktion. Af denne grund tvang han sig til at forholde sig rolig.
"Lovely weather, don't you think?" lød det fra ham. Hænderne fandt ubekymret sammen bag hans nakke, hvor de fungerede som en støtte. Endnu vidste han ikke, hvem den anden person var, eller om han var i nogen direkte fare. Hans bedste chance syntes at være skødesløs snak.

De seneste år havde Liam opbygget en sær - men behagelig - fetich til afrikansk musik, og fulgte slet ikke med i hvad den nye verden havde bragt til sig af sangstemmer. Elvis havde han godt nok hørt lidt til, men hans stentorrøst kunne vel næppe sammenlignes med den lyd, som blev båret igennem den vind, der forekom grå og ekstra ubarmhjertelig lige netop den dag. Sproget han sang på var engelsk, men hvad der egentlig blev sunget forsøgte han at holde ude. Skide praktisk at en af de så sjældne aftener hvor Liam kunne stå tidligt op havde denne maskuline sanglærke på menuen. En mental debat omkring hvorvidt han ønskede at forsætte eller ej blev startet med høje brøl et sted i hans reptilhjerne, der pinefuldt dunkede mod kraniet.
Det virkede surealistisk at skulle møde ham her. Kulden omkring dem var jo helt forkert, og stemte bestemt ikke overens med de gamle dage hvor sydfrankrigs varme stadig hang om ørene på dem, selvom solen var gået ned. Gamle dage? Et hånligt glimt pressede sig ud af Liams øjne ved tanken og lænede sin smalle skulder op ad lygtepæl. Så lang tid var det jo heller ikke siden, i hvert fald ikke for Liam selv. Omend han lå på græsset og gjorde sig selv beskidt måtte vampyren beklageligt erkende at han nu stadig så ligeså godt ud som han plejede. Faktisk så godt at det opvejede hans særheder.
"You would force me to agree no matter what..." påpegede han sigende, eftersom at han kendte hybriden godt nok til at vide at svaret ikke ville være af nogen betydning. Liam var også selv ufattelig udeltagende når det kom til andres behov i en samtale, så det var vel egentlig ikke så sært. Han slog et klik med tungen og skubbede sig selv væk fra pælens kølige omfavnelse.

Man kunne roligt sige, at Andrews ører stod på stilke. Den fremmede havde enhver tænkelig fordel - han eller hun var øjensynligt oprejst, mens han selv lå pænt forsvarsløst på jorden, hvilket nok var det mest skræmmende aspekt af situationen - så det krævede lidt anstrengelse for hybriden at overbevise sig selv om, at det nok skulle gå alt sammen. Personen havde haft rigelig med mulighed for at angribe allerede, såfremt det var dennes intentioner. Derfor måtte der ligge noget andet bag. Hvis den fremmede blot ventede, fordi han eller hun havde lyst til at lege, havde Andrew nok tiltro til sine evner til at vide sig sikker på, at han nok skulle få snoet sig ud af problemerne. Han besad visse færdigheder, hvad angik manipulation, og så var han også ganske fortrinlig til at udnytte sine fysiske træk til sin fordel. Risikoen for, at det var en heteroseksuel mandsperson, var tilstedeværende, men om ikke andet kunne han da forsøge at trigge den biseksuelle del, der altid gemte sig et eller andet sted. En analytisk del af hans hjerne advarede ham om, at han bekymrede sig alt for meget og ikke fokuserede nært nok på fareelementet, der ikke kunne befinde sig særlig mange meter væk.
En stemme distraherede hans tanker, og i samme øjeblik skete der en forbindelse i hans hjerne. For sit indre blik tegnedes et billede af nogle kulsorte krøller netop i samme øjeblik, som den lette brise bar en diskret lugt af død og kulde med sig - vampyr. Hovedet blev løftet i et ryk for at bekræfte teorien, der havde stablet sig på benene i hans tanker; hell, selvfølgelig var det dén vampyr. I det samme poppede munden åben for at give udtryk for den overraskelse, som havde travlt med at skylle ind over ham, men han havde heldet med sig og fik den lukket, før han kunne nå at komme med en dum og tankeløs kommentar. I stedet skød han et øjenbryn op i panden og fik bragt et lettere bebrejdende udtryk hen over ansigtet.
"You make me look so terribly selfish and unsympathetic," beklagede han sig, mens han ubesværet fik skubbet sig op i en næsten siddende stilling med hænderne placeret solidt på jorden et lille stykke bag sig, så han bedre kunne tage Liam i øjesyn.

Overrasket over hybridens reaktion vippede Liam hovedet bagover så hans krøller i et øjeblik stod på hovedet. Hans mund stod vidt åben, og med det fremtrædende adamsæble dansende i halsen på ham lo han højt. "Aha-aha-aha." Nærmest som om han havde lært at grine ved at læse i en bog, hvilket egentlig ikke var et særlig forkert svar hvis nogen spurgte ham. Men han tænkte at når han endelig skulle vise følelser, hvorfor så ikke bare give den hele armen og gøre det så overdrevent at det rent faktisk vigede bort fra gennemsnittet og blev stemplet som enten værende unormalt eller umenneskeligt.
"It's funny how you make innate behavior sound like a bad thing." Hans øjne slikkede over måden hvorpå Andrews muskler i armene spændte sig da han bebyrdede dem tjansen til at forhindre yderligere snavs på ryggen, og dette syn alene fik Liam til at vove sig en smule tættere på legepladsens midte. Han havde lyst til at spørge hvorfor i al verden manden befandt sig i denne by - eller i det hele taget landet - men han tænkte at han ikke behøvede at give ham flere gode kort på hånden. Desuden levede Liam (til trods for at han egentlig var død) i en verden hvor han påstod at savn ikke fandtes, og der skulle jo helst ikke sættes mistillid ved dette udsagn. Specielt ikke af en muskuløs skabning der var iført så typisk sporty en beklædning at man kunne fristes til at tro at det blot var en kulisse. En overdreven udklædning af en slags.