When will my life begin?

Stedet… La marécage - Søen
Tiden.. Nærmer sig en stille solnedgang
Vejret.. Er isnende koldt, af himlen falder der små fnug fra(Sne), isen brydes nogle enkelte stedet, oven på havets uendelige vand
Omgivelser.. Ingen folk at se overhovedet, skyldes den smertende kulde. Dog er der nogle små vinter dyr, som man kan se i aftensolens sidste lunefulde stråler
Påklædningen… Et par halvhullet blå jeans, en hue om hendes hoved, som varmer hendes øre. Et par vanter, i samme grønne farve, imens en dybgrønlig jakke som går hende til ned over numsen, som varmer hendes overkrop.
_____________________________


Små fnug faldt fra den smukke himmel, der lignede en grå nattehimmel, dog gemte den sol og måne bagved med en umådelig stor opslugende farve, farven var begyndt at fylde hele himlen. Rød, orange, gul.. Alle mulige finurlige farver.
En pige stod midt ude på isen, i sin vinter tøj, som dog ikke så ud til at holde al varmen inde og kulden ude. En ånde sky, en kridhvid en, kom ud fra hendes mund da hun besjælede den kolde luft med hendes unaturlig varme ånde. En ånde fuld af overnaturlig varme og blødhed, som gav vinden en blomsteragtig duft. Eller måske var det hendes nyvaskede hår?

Hun nød at der ingen andre var til stede.. Endnu.. Ingen som kunne stjæle hendes opmærksomhed på sig selv, her ude kunne hun være helt sig selv. Og stråle igennem med alt glans, en gul og grøn farve omfavnede hende som magi, det var svært at se med det blotte øje, men vis man kiggede efter så man hendes følelser. Hun tog sig til brystet, hvor hun havde sit velkendte smykke. Som hun i tidernes morgen havde fået af sin mor, en ægte gave. Hun holdte så meget af det, ville aldrig slippe det om hun så fik alverdens penge og paradis for det. Det var hendes sjæl, hendes liv og sit kæreste eje.
Et hul havde dannet sig midt ude på isen, den så helt menneskelavet ud.
Hun betragtede stille hullet ved at kravle hen til det og kiggede ned i den isende dybe mørke sø og tog om sin halskæde... Hun lagde sig ned på den tilfrosne sø, med hendes gyldne hår viftet ud i en sol og omgav hendes runde hoved. Og de dybgrønne øjne stirrede ned i den isnende kolde sø, som så helt sort og.. Underlig tom oppe fra, men hun skulle bare vide hvad det sorte dyb gemte på.

En lille, rød kat kom luntende igennem det vinterlige landskab. Et næsten morsomt syn; Katten havde en munterhed over dens gang, den hoppede nærmest, lykkelig som den var for at bevæge sig. Den travede lige så stille afsted, for så bum – Så faldt den over en lille rod og rullede rundt. Der sad den så, i en højst besynderlig stilling og så lidt forundret ud.
Katten var selvfølglig Zeth, i hans aller bedste humør. Han havde lyst til en tur ude, men der var så koldt, at det var rarest at leve igennem som kat – Og han havde også lyst til at være i sin katteskikkelse, så hvorfor ikke?
Lige nu sad han og så sig omkring, lidt forbavset over, hvordan det var lykkes ham at falde. Han lagde hovedet lidt på skrå og kom langsomt på benene, stod så lidt der og overvejede det. Han løftede så langsomt en pote, daffede til et snefnug, og begyndte at gå afsted. Han så nok en smule for intelligent ud til at være en normal kat; Men hvis man ikke var på vagt, var det vel svært at se, at der inde bag de gule øjne gemte sig en fuldt udviklet hjerne, en der var meget mere kompliceret og dygtig end en normal kats.
Katten løftede det lille, smalle hoved en smule og så op på himlen, der var utrolig smuk den aften. Hvis man så godt efter, kunne man næsten se et lille smil spille i mundvigen. Zeth vippede fornøjet med halen og spandt kort for sig selv. Dejligt.
Zeth stoppede op, satte sig ved kanten af den tilfrosne sø. Det gav et sæt i ham, af forskrækkelse, da han pludselig så, at der lå en skikkelse ude på søen. Wow. Han smaskede kort på luften og gabte, før han rejste sig og forsigigt begyndte at arbejde sig hen over isen mod pigen, uden at glide. Han var meget forsigtig. I denne skikkelse afskyede han vand forfærdeligt, selvom han elskede det som menneske. Men lige nu kunne han slet ikke klare tanken om at falde ned i det kolde, klamme vand, og derfor var han meget opmærksom.
Hvad lavede pigen? Hvis han havde været menneske, havde han rynket på panden. Det så lidt mærkeligt ud.
Tavst kom han tættere og tættere på pigen, der umiddelbart var et menneske.

Pigen vendte sig om på ryggen og løftede sine hænder om bag hovedet, så stille og roligt op på himmelen som ligesom bestemte over sig selv og formede sig som den ville. Den var smuk, lidt normal, men sådan var den jo altid. Der var ikke lang tid til at solen ville begynde at gemme sig bag horisonten, at den vil dale ned bag vandet som havde fået en tyk isflage på sig. Hendes mormor havde bildt hende ind, at vis man hørte godt nok, så ville man kunne høre at vandet syede på grund af vandets varme. En orange gul farve begyndte at vise sig på himlen, som gav de resterende skyer en meget mørkeblå farve.
Hun hørte noget, eller mærkede ligesom at der var noget som nærmede sig hende. Så hun satte sig hurtigt op, hurtigt nok til at det væsen eller hvad det nu var som havde nærmet sig hende ville blive forskrækket. Igen. Men hendes lyse hår fik et gyldent skær, af solens sidste stråler, som ikke var særlig stærke i aften solens skær. Hun smilede lidt undrende til katten, eller var det en kat? Den havde den flotteste røde farve, og den så jo rent fysisk ud som en kat. Men alligevel langt inde i hendes sind, syntes hun at hun kunne ane noget menneskeligt ved denne kat. Dog var hun for langt inde i hendes glædetrip, at hun ikke tog sig af det. Så hun smilede bare fortsat til katten, som var forsigtig. Hun kunne godt huske noget om at katte ikke var særlig glade for vand, så det undrede hende meget at denne kat var spankuleret ud på den kolde is over det endnu koldere og våde vand.
”Hvad laver du her, lille ven?” Spurgte hun katten, eller det var ikke så meget et spørgsmål, da tanken om at dette var mere end blot en kat ikke havde strejfet hende. Og det ville være noget af et chok menneskeheden ville få, vis der pludselig var en kat som svarede på deres uendelige spørgsmål. Det var ligesom det der var meningen med et kæledyr, de kunne ikke svare igen og det var meeeget lettere. Selvom at det var ret led og ondt tænkt.

Katten stoppede en smule forskrækket op midt i et skridt, da pigen bevægede sig hurtigt, meget hurtigt i forhold til at hun før havde lagt helt roligt. De små øjne spærrede sig kor op, men så slappede den af igen, og den fortsatte hen over isen mod pigen.
Zeth ærgrede sig; I sin katteskikkelse kunne han ikke tale, så trænet var han endnu ikke. Men han lyttede opmærksomt til spørgsmålet.
Han gik hen og satte sig forsigtigt ved pigen, dog i sikker afstand til hullet. Spandt kort, for at vise sin velvilje mod pigen. Derefter sendte han sit bedste katteblik; Det søde og kælne. Det var svært bare at se venlig ud som kat, så det var dette blik, han måtte sende hende.
Var det et træk på skuldrene, han sendte hende som svar? Det var svært at se, og en svær bevægelse på en kat, men det var dog som om, skuldrene rykkede sig en smule. Halen vippede igen legesygt.
Zeth havde selvfølgelig tænkt sig at vise sig i sin sande skikkelse på et tidspunkt; Men han nød også at gøre bekendtskaber på denne måde. Hans tanker var så enkle lige nu, da instinkterne pludselig vejede mere. Desuden morede han sig selvfølgelig også en smule. Følelsen af at holde en anden for nar var både sød og sur. Dog ville han selvfølgelig ikke lokke pigen ud i noget, hun ville fortryde; Han var ganske uskyldig og nysgerrig, og ingen tog vel skade af at lære ham at kende som kat først. Dog var sprogbarrieren frustrerende, det var selvfølgelig lettere for ham at kommunikere med dyr. Det havde han det også sjovt med, af og til – Lange samtaler med katte, ræve og af og til hunde var underholdende. Selvom dem med hundene af og til var lidt anstrengte. Han fandt faktisk hunde pisse irriterende, når han var kat. De var nogle idioter.
Dovent rejste han sig igen og trådte tættere på, gned sig kort op af pigen for så at sætte sig og lægge hovedet på skrå; Han blev også så satans kælesyg som kat. Ikke at han ikke var det som menneske, men der var det lidt lettere at styre. Som kat ville folk jo ikke tænke over det, og de ville bare nusse og pusse ham, uden at tænke over det. Og så var det svært ikke at lægge op til det.
Katten løftede en pote og puffede nu til hende, i håb om at hun forstod, at han gerne ville have, at hun stilte det spørgsmål der var rettet mod ham, til sig selv – Hvad lavede hun dog selv her? Han mijavede blidt. Han kunne ikke helt se, hvad der var så tiltrækkende ved isen, kulden og vandet. Da slet ikke ved vandet. Føj!

Hun smilede til katten da den kom tættere på, hun ville slet ikke skræmme den væk, for den måtte være her lige så meget som hun. Og helt ærligt, så havde hun nok en smule brug for lidt selskab af en speciel art, ikke en art som ville blive akavet og en art hvor at man hele tiden skulle holde en samtale i gang. For DET var anstrengende og til sidst blev det til sidst vildt akavet, selvfølgelig medmindre at man havde kemien. Men det var der nok 1 ud af 10 hun havde den med, og gad hun virkelig at prøve på at finde den? Så det var meget nemmere at snakke med denne kat, som den jo var, ikke?
Hun syntes at den trak på skuldrene, gjorde den virkelig? For det var nok ikke en almindelig kats adfærd, at trække på skuldrene. Men det blev hurtigt slået væk, da den gned sig op af hende. En sikker hentydning til at den godt ville blive kælet for, hvor var katte bare forudsigelige? Men hun gjorde som den ville have, strøg den over ryggen, og det chokerede hende lidt hvor utrolig blød den var. Sådan alle katte skulle være. Hun ærgrede sig over at den ikke kunne tale, det kunne være fedt at have en samtale med en kat i menneskeform. For hun måtte da indrømme at hun havde en lille evne, som hun var aldeles glad for. En hvid leopard. Det var hendes form. Ganske lille af sin art, utrolig nok. Men hun var glad, når hun blot var i formen, så var hun fri for alles meninger. Altså bortset fra alle de andre dyr, som snakkede om alt mellem himmel og jord. Det var lidt mærkeligt.
Hun fornemmede kattens hentydning og smilede større, og rynkede brynene lidt. Måske var denne kat klogere end resten af dens art? ”Hvad jeg laver herude?” Hun smilede og lænede sig tilbage så hendes hænder var bag hende og ligesom var hendes ryglæn, imens at hun strakte sine ben og så stille op mod himlen. ”Her er så stille, der er ikke rigtig andre der våger sig ud på denne tid af døgnet og årstiden. Forstår du?” Hun så ned på katten og tanken om at hun var begyndt at blive sindssyg ramte hende, og hun grinede stille for sig selv. ”Måske er jeg også bare ved at være sindssyg.. Man ved jo aldrig?” Hun løftede det ene øjenbryn til katten som et spørgsmål, var hun virkelig ved at blive sindssyg eller var denne kat bare MEGET mere end en kat? For så havde hun da en undskyldning for, at hun IKKE var ved at blive en smule sinds forladt. At snakke til en kat, som til et menneske og så forvente at katten svare tilbage, så var man da ikke helt rask?

Zeth nød at blive strøget over ryggen, og han løftede også kælent ryggen op imod hendes hånd. Skubbede så hovedet hen i mod hånden; Hans yndlingskærtegn var at blive kløet bag øret. Det føltes så dejligt. En stor forskel til at være menneske; Det var ikke særlig behageligt at blive kløet bag øret som menneske. Men på kattekroppen var det som om, der sad et særligt følsomt punkt der, der fik velbehaget til at strømme ud i hele kroppen.
Hans pels var rigtig lækker – selvfølgelig. På grund af menneskeligheden var den også altid ren, da han som menneske var ren. Derfor var den ekstra blød, og han havde været lopper eller tæger siddende.
Han så opmærksomt på pigen, da hun lagde sig ned, og han hoppede selskabeligt op på hendes mave. På den måde spærrede han for udsynet til himlen, og igen blev halen legesygt vippet fra side til side bag ham. Da hun forklarede sig, nikkede han svagt og mijavede; Han forstod hende, og han kendte det godt. Det var rart at være alene sådan nogle steder. Bedre end på larmende steder med mange mennesker. Der kunne man føle sig ensom, men her var der bare fred og ro.
Da hun påstod at hun måske var sindssyg, rynkede han kort på den lille næse, lænede sig så frem og slikkede kort, blidt pigen på hagen, med den tørre tunge, der kildede, selvom den nok føltes som sandpapir i forhold til en hunds. Hun skulle ikke føle sig sindssyg; Det var hun ikke. Og alle var jo egentlig ellers nok også mere eller mindre sindssyge, så det var i hvert fald ikke en fejl. Det syntes han i hvert fald ikke.
Da han blev træt af at sidde på hendes mave, hoppede han ned. Lavede et lille spjæt, da poten ramte en vandpyt, og han hoppede hurtigt hen over hende, for at komme over på den anden side af hende, hvor isen var mere tør.
Et mærkeligt, nærmest tørt udtryk gled over katten, mens den rakte ud og møjsommeligt tørrede den lille pote af i hendes bukser. Puha, vandet var godt nok vådt. Det føles klamt mod poten, og det var rart at få tørret af, syntes han.

Hun kløede katten fortsat bag øret og smilede sødt til den, troede at vis den havde været en hund, at tungen ville hænge ud af munden på den. Det kunne være meget fedt at se, men nu var denne kat jo så en kat. Hun var på en eller anden også mere til katte, de var ikke så store og så havde alle katte sådan et punkt som man bare kunne ae og så blev de rolige og stille. Derfor havde hun haft 4 katte engang, på en gang selvfølgelig. De var alle sammen døde nu, men de døde med cirka 2 års mellemrum alle sammen. Og nu lå de alle sammen begravet nede i hendes forældres gamle forældede hus, som nu var så smukt og hyggeligt.
Hun smilede da katten hoppede op på maven på hende, det var faktisk lang tid siden at hun havde haft disse katte, så hun havde glemt noget af deres adfærd. Hvordan de var sammen med mennesker. Hun kløede den hurtigt bag øret, inden at hun lagde hånden under hovedet igen. Hun grinede kort da katten slikkede hende på hagen, som var et tillidstegn, som vist var meget godt. ”Så så, din charmerøv.” Grinede hun og blinkede til katten, som sad lige så sød på hendes mave. Ganske fornøjet. Stille og roligt. Som den kat, den nu var.
Stille begyndte hun at lukke øjnene, men da hun mærkede at vægten fra katten på sin mave forduftede, åbnede hun dem og satte sig op igen. Hun så hurtigt hen på katten som sad og tørrede dens pote af i hendes bukser, hvorefter at hun rystede på hovedet og grinede svagt. ”Kom her ven..” Hun tog et lille, fint, hvidt lommetørklæde op af hendes jakkelomme, som hun underligt nok altid gik med. Men hun tog stille dens pote og fik den ren og tør igen, hun smilede drillende til den. ”Det dur ikke bare at tørre den af i mine bukser, det får du nok ikke så meget ud af.”
Hun puttede lommetørklædet ned i lommen og trak huen længere ned over hendes øre, som var begyndt at blive farlig røde. Det var begyndt at blive koldere, sådan rigtig koldt. For før var det en behagelig kulde, nu var det som om at den kolde vind gik igennem marv og ben. Også selvom at hun havde flere lag tøj på. Hvor hun dog ønskede at skifte skikkelse nu. Men hun ville helst ikke skræmme den lille kat halvt til døde, det ville i hvert fald blive noget af et forunderligt syn katten ville møde.

Zeth lukkede øjnene i det korte øjeblik, hvor han blev kløet bag ørerne.. Så dejligt, han røg næsten i ekstase. Man kunne næsten se katten grine fornøjet, da han blev kaldt en charmerøv. Det ville han da næsten gerne være. Det lød ikke dårligt – Måske lidt, men det lød da til, at hun syntes, han var sød nok. Han kunne også godt lide hende – Hun virkede meget venlig og blid. Han spandt højlydt for at vise, hvor meget han nød det. Mmmmh.
Han holdt fint poten stille, så hun kunne tørre den af, mens han lo af det indvendigt. Det var næsten helt fjollet, men i det mindste forsvandt den klamme følelse. Han kiggede lidt på hende, hun så ud til at fryse. Forsigtigt kravlede han op og bredte sig som et rødt tæppe ud over hendes mave, med det lille hoved hvilende imellem hendes bryster. Det tænkte han dog ikke over i sin katteskikkelse; Den slags tanker forsvandt nemlig ret meget, når han var kat. Rimelig praktisk, og så alligevel ikke.
Han løftede hovedet, mijavede så kort igen, og så lidt tænkende ud. Måske ville det være bedre for hende, hvis hun bevægede sig… Han lagde hovedet ned igen. Men nu lå han jo lige så godt, det ville være helt ærgerligt, hvis han skulle til at opmuntre hende til at bevæge sig. Den idé måtte hun selv få. Han følte sig lidt doven, men det kom der også ekstra af, når han var kat. Måske ville han give hende idéen.. men ikke lige nu. Nu ville han hvile sig, bare lige i et par minutter.
Zeth var rimelig sikker på, at pigen var et helt normalt menneske. Hun virkede i hvert fald sådan; Helt nede på jorden, og ikke særlig overnaturlig. Det var behageligt, kun på en god måde. Hun var rigtig, rigtig køn, syntes han, men det kunne mennesker jo på den anden side også være. Det var svært.
Han lagde hovedet ned igen og overvejede det lidt. Måske havde hun skjulte egenskaber gemt derinde. Hvem kunne vide det? Det var på den anden side heller ikke helt normalt at ligge sig ud på en halvt tilfrosne sø. Slet ikke. Eller var det? Han kunne godt selv have fundet på det, i hvert fald som menneske. Men han var jo heller ikke selv helt normal. Måske mindede han mere om pigen, end han lige umiddelbart troede. Ikke at han havde noget imod det, han havde kun positive tanker om hende.

Hun smilede ned til katten, som sad og nød at blive kløet bag øret, som en hver anden kat også ville have nydt. Men det som gjorde hende ude af fatning, var at hun kunne ane et smil eller måske et lille træk i mundvigene på katten. Katte plejede da ikke at smile, eller gjorde de? Det var nok bare hendes hjerne der spillede et pus. Forhåbentligt. Men det var nu dejligt at katten lå der og spandt ved hendes side, det var meget beroligende at et andet væsen nød hendes selskab. Selv en lille kat. En lille rød kat.
I starten, da katten hoppede op på hendes mave og lagde sit hoved et lidt underligt sted. Følte hun ligesom at det hele blev lidt akavet, men efterhånden som katten blev mere rolig og varmede hendes krop på en god måde, blev hun også mere rolig og nød bare dens varme strømme over i hende. Hun frøs ikke så kraftigt mere, ikke rigtigt. Selvom at det nok havde været bedst at rejse sig fra den kolde is, gjorde hun det ikke. Hun vidste ikke hvorfor, men helt ærligt. Her var så dejligt, så hvorfor ødelægge det? Det kunne hun gøre senere, når der egentlig var en grund til at hun skulle gå sin vej. Hun så undrende ned på katten da den mijavede, hvad var det lige den prøvede at sige. Tak? I hvert strøg tanken om at snakke med denne kat op i hendes indre igen, hvor fedt ville det ikke lige være? Så behøvede hun heller ikke at forvandle sig til et eller andet frygtindgydende væsen, eller det troede hun i hvert fald at katten ville syntes om hende. Det måtte være lidt ubehageligt at se et rolig og blidt menneske det ene øjeblik og så se en stor, dog ikke af sin art, hvid leopard. Flot. Men stor. Hun måtte nok hellere lade være.
Hun kløede stille katte lidt bag dens øre, som den så godt kunne lide før. Tænkte lidt på de gamle katte hun havde haft, de plejede også at være så kælne, måske lidt mere endda. Men de små træk som denne røde kat gjorde, som at ’trække på skuldrene’ og ’smile’ og så også reagere som den gjorde på hendes spørgsmål og bare hende, det havde hun godt nok ikke set nogen anden kat gøre. Hun så stille ned på katten, ned på dens ansigt som så ud til at nyde det ret så voldsomt. Måske havde denne kat bare en utrolig stor og klog hjerne, som opfattede ting som andre katte ikke gjorde. En som hende? Meen.. Det ville bare være mærkeligt, så hun slog tanken hen rimelig hurtigt. Eller så var det måske lidt det, at vis det virkelig var en kat der strejfede omkring, så kunne hun da ikke se noget dårligt i at tage den med hjem. For den havde jo ikke rigtig noget sted at bo, ingen vand eller mad, ja ingen kærlighed. Og det kunne hun jo give den! Men vis det pludselig var en person, som gemte sig inde i den lille krop. Så ville det hele nok blive lidt mere kompliceret.

Zeths spandt. Og snart blev det en konstakt lyd, grunden hendes nussen og kløen. Det var så dejligt.. Han lukkede øjnene halvt i, stadig spindende. Han bevægede sig pludselig en smule, blot for at lægge sig bedre til rette. Hun føltes slank under ham, ikke at han tænkte yderligere over det.
Men snart begyndte det at kede ham en smule. Han løftede det lille hoved og kiggede på hende, mijavede igen. Han satte sig op. Balancerede kort på maven, så meget plads var der jo ikke, før han rakte frem med poten og rørte blidt ved hendes hage. Kløerne havde han trukket ind, så det ikke gjorde ondt. Han satte poten ned. Løftede den så igen og rørte hendes hage, helt tilfældigt. Han vidste ikke, hvad han havde gang i; Håbede bare på at få en eller anden spændende reaktion. Han vendte sig så og hoppede ned fra hende, men han gled på isen og…
… Faldt lige ned i vandhullet. Et højt hyl steg fra den lille kattestrube, misfornøjet og fornærmet, som den sank ned i det iskolde, mørke vand. Heldigvis var sanserne trænede, og den kæmpede sig op imod overfladen igen. Men der var koldt og mørkt. Heldigvis kunne han se lyset, men denne krop var egentlig ikke bygget til at svømme.
Gud, hvor var det dog koldt og klamt. Vandet var vådt; Hans pels føles tung, hele hans krop føltes uvillig.
Han nåede vandet, brød det med hovedet og et lille gisp efterfulgt af endnu et hyl. Det var vist nok baderi som kat for de næste 15 år, mindst. De små ben hjulede rundt, mens han forsøgte a holde sig oppe, forsøgte at regne ud, hvordan han dog skulle komme helt op. Han havde glemt næsten alt om pigen.
Han virkede faktisk ikke helt panisk; Bare ekstremt misfornøjet og ubehagelig til mode. Sikke noget rod. Nu kunne han da slet ikke forvandle sig til menneske, så ville hans tøj være gennemblødt og han ville fryse endnu mere, end han ville gøre som kat. Satans.
Alt havde lige været så rart; Kontrasten var stor. Hvis han havde været menneske, havde han bandet højt, længe og stygt, selvom han egentlig ikke var en af dem, der havde det grimmeste sprog.
Og nu ville han altså gerne snart op af det vand.

Hun så ned på katten, som havde rejst sig op. Hun så med store øjne på poten som hvilede på hendes hage, hun blev helt skil øjet, som nok så lidt komisk ud. Hun forstod ikke rigtigt hvordan en kat kunne være sådan, så blid. For klørene var trukket helt ind, så det kun var trædepuderne som berørte hendes hage. Efter lidt tid hoppede katten ned fra hendes mave, og det tog hun sig egentlig ikke særlig meget af. For den måtte jo egentlig gå sine egne veje. Men da hun så hørte plasket, som egentlig ikke var særlig højt og i starten, i de første to sekunder var hun lidt ’nå, hvad mon det var?’, men så da hun tænkte sig om. Hvad andet end hende og hendes tøj kunne falde i vandet, katten? ”Pis!” Råbte hun og sprang hurtigt op, hun vidste ikke helt om det var den men hun regnede stærkt med det da hun så rundt på isen og hun ikke fandt nogen rød kat. Hun så hurtigt hen på vandhullet, som hun tidligere havde kigget ned i. Selvfølgelig skulle katten falde ned i hullet! Alverdens bandeord strøg forbi hendes tanker, endda nogen som hun ikke engang vidste at hun kendte til.
Hun rev sine vanter af og lod sine arme dykke ned i det iskolde vand. Det var mørkt. Sort. Iskoldt. Puha hvordan mon katten ikke ville have det! Hun famlede efter kattens pels, et eller andet levende. Men hun fandt intet. Intet! Dernæst rev hun huen af, da den heller ikke behøvede at blive våd, for en tør hue kunne vel være meget praktisk senere? Selvom at det måske var en dum ide, så uden at tænke, dyppede hun sit hoved ned i det selvsamme dyb som katten var faldet ned i for mindre end et minut siden. Hun mærkede kulden ramme sit ansigt som bly, det prikkede i alt hendes hud og hendes krop blev med et kold og ville ikke rigtig lystre. Men så, da hun havde fået åbnet øjnene, og kunne skimte noget rødt nede i vandet. Var det som om at det hele blev lidt mere overskueligt. Hun rakte sine, i forvejen, kolde og våde arme ned til katten, greb fat om dens krop som føltes helt livløs. Åh gud! Hurtig fik hun sig selv og katten op af hullet. Hun tænkte faktisk ikke rigtigt. Hun handlede bare. Okay, hun var sådan lidt på autopilot.
Katten, som både var våd og kold fik hun ned i sin hue. Som havde overlevet vandets kolde gys, og begyndte lige så stille at få varmen tilbage i katten. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor at hun gjorde alt dette, men denne kat skulle i hvert fald ikke have nogen drukne død! Og den så da heller ikke helt gammel ud, så hun kunne ikke se nogen anden udvej end at rede den. Da den tydeligvis ikke kunne gøre det selv. Stakkels kat. Tænkte hun bare, imens at hun strøg den over pelsen, som havde fået nogen af sin glans tilbage i takt med at den ligesom blev mere tør. ”Okay, du våger på at dø, kan jeg godt fortælle dig!” Hviskede hun til katten, som tydeligvis ikke havde den største intension om at leve videre.

Zeth blev pludselig hevet op ved en anden kraft, og han blev et lille minut helt livløs af ren høflighed, så han var lettere at få op. Han åbnede øjnene, da hun begyndte at snakke om at dø; Hvis han havde været et menneske, havde han leet. Han mijavede blidt og vred sig kort, for at nå op og slikke på hendes hage. Lidt kulde og vand var han da aldrig død af. Han rystede sig, eller forsøgte, i hendes hænder, men pelsen var og blev våd. Der ville gå en del tid herude, før den ville blive tør, og han ville højst sandsynligt få den helt stiv og træls. Irriterende.
Hvordan kunne nogen dog lide vand? Lige nu afskyede han alt ved det. Hvor var det irriterende. Han kunne intet godt eller sjovt se ved den klamme og kolde substans; Han lovde ligefrem sig selv, at han aldrig ville gå i bad igen. Det var dog højst sandsyneligt ikke et løfte, han ville holde, da hadet til vand ville forsvinde, når han blev til et menneske igen, og der kunne man godt forestille sig, at han faktisk rigtig gerne ville i bad.
Det gode ved det var dog, at han blev strøget over pelsen. Det var dejligt, gjorde det lidt rarere, selvom han ikke blev synderligt mere tør af det.
Han vidste ikke helt, hvad han skulle finde på. Han måtte nok løbe, som kat, hjem til lejligheden, forvandle sig til menneske, så han kunne låse op og gå ind. Selvom han ville være våd og iskold, måtte det være planen. Men først skulle han sige farvel til pigen, og det havde han egentlig ikke lyst til. Hvorfor var han også faldet i det satans vand – Hvor klodset af ham, egentlig. Han sukkede kort for sig selv og lå bare stille i pigens arme, kiggede op på hende. Hun måtte finde på, hvad det næste skulle være; Han vidste ikke hvad. Men hun burde da i hvert fald vide nu, at han var i live, og slet ikke i nærheden af at dø, det kunne han da sagtens selv mærke.

Hun så glad ned på katten, som heldigvis var i sit tidligere jeg. Glad og meget kælen. Lidt underligt, når den egentlig havde været lige ved at dø. Men hun tog sig ikke så meget af den, hun prøvede bare at finde ud af hvad hun skulle gøre af katten. Eller gøre med den? Den eneste udvej hun kunne se var at tage den med hjem, give den noget mad og måske et varmt bad. Selvom at hun nægtede at tro på at den ville syntes om hendes planer. Men på den anden side, ville det være forkert af hende at lade den blive her og så gå selv. For gå det skulle hun! Kulden var efterhånden helt chokerende, den gik næsten helt ind i hjertet på hende.
Hun så ned på katten, tænkte lidt over hendes næste træk, som til sidst blev at tage katten op til brystet og rejse sig op, så undersøgende på den, katten. Ventede lidt, for ligesom at få et tegn om at dette var okay. For hun vidste at denne kat kunne forstå hende og hendes hentydninger. Det var en speciel kat. Måske en som hende. En animagus. Og vis det var det tilfælde, så ville det nok ikke være så smart at fuldføre hendes plan. ”Okay? Har du lyst til en dejlig varm lejelighed?” Spurgte hun katten spørgende, som lå i hendes hænder. Hendes ene øjenbryn blev løftet, som gjorde hende undrende. Det var ikke så sært, med alle de uendelige spørgsmål og tanker hun havde inde i hovedet lige nu. Især om denne kat.
Hun begyndte at gå ind mod bredden, for at vise katten at dette var alvor. Hvis den ikke hoppede ud af hendes arme, som den kunne da hun havde gjort hendes tag om katten blidere, men så hun stadig havde styr på den, så ville den altså blive slæbt hjem i hendes lejelighed. Hun kløede den lidt bag øret, inden at hun gav den et lidt alvorligt blik.