Dead Silence.. //Phoenix privat//

T: Tiden har lige rundet midnat, og mørket har sænket sig for længst.
O: Tomme sæder, slukkede lys, mennesketomt faktisk.
S: Teatret.
V: Vejret er nogenlunde, ikke for varmt ikke for koldt, månen står højt og rundt, og stjernerne blinker blidt ned mod jorden.
P: En lang sort læderjakke der går til anklerne, meget hullede stramme sorte jeans, en net mavetop i sort, og en rød bh indenunder, samt høje stilet støvler. I hendes navle dingler en lille grøn sten.


Aubreiane skbbede døren op indtil den store sal, og så sig lidt omkring, her havde hun aldrig været før, hun vidste egentlig ikke hvorfor, men det var nok bare ikke en tanke der var faldet hende ind. Og alligevel stod hun nu her, og betragtede den prægtige sal, hun kunne lige forestille sig hvor pænt her så ud, med massere af folk og lys, kostumer og det hele.
En spinkel bleg hånd gled blidt gennem hendes lange sorte hår, og smed det om på ryggen af sig selv. De lige nu grønne dybe øjne stirrede frem for sig, hun forstod ikke hvorfor der skulle være tomt.
Langsomt og yndefuldt, men dog sikkert, skridtede hun op på scenen og gik lidt rundt deroppe, så man tydeligt kunne høre hendes hæle mod træ gulvet på scenen, hun smilte for sig selv, et lille smil, men dog stort nok til at hendes hvide spidse, hjørnetænder blev synlige. Tænk hvor måtte det være spændende, at stå foran alle de mennesker, og vise noget.
Det burde hun egentli9g slet ikke tænke på, det burde slet ikke være noget hun gjorde, for hun var jo vampyr, kendt for at skabe rædsel og frygt over alt hvor de kom frem, men hun var bare anderledes, og det havde hun været sien den dag hun var blevet forvandlet.
Hun satte sig ganske langsomt i skrædderstilling på scenen, og stirrede frem for sig, for en gangs skyld havde hun ikke værdet med, men det var ikke til at sige om hun havde andre skarpe genstande på sig, det holdt hun nok aldrig op med,. let sukkede hun og nynnede lidt for sig selv, kunne godt li den måde det rungede og gav ekko, bare ved hun nynnede.

Phoenix stod oppe på en udsmykket balkong og kiggede ned på vampyren der kom ind i den gamle sal. Gulvet var lavet af blankt lysebrunt træ, sæderne var højråde, som gik ned til orkestergraven som lå en meter under gulv højde. Lige bag orkestergraven var senen hvor den blege vampyr havde sat sig. Phoenix sølvgrå øjne var rettet direkte mod hende, mens han lyttede til hendes svage nynnen der kom ud fra hendes bløde læber som formede ordne med yderst små bevægelser der ændrede tonen lige nok til at skabe musik.
Phoenix stod lænet op af muren og betragtede vampyren med et intenst blik der udemærket beviste at han vidste hvad en vampyr evnede. Han gik et par skridt frem, før han langsomt lod hænderne falde ned på på gelænderet og lod luften langsomt passere ud igennem næsen. Det var sikkert højt nok til at vampyren kunne høre det, men hun ville sikkert også finde ud af det før eller siden. Engle var jo næsten berømte for deres søde duft, så han ville sikkert hurtigt blive kendt, så hvis han afslørede sig selv, eller ikke, det gjorde vel ikke det store.
Han tog et par skridt hen af hen af balkongen og satte sig med en svag knirken på stolen og lænede sig let frem, så han stadig kunne se kvinden. Han trak vejret dybt, så han helt sikkert kunne høres mens han lod fingrende glide ind imellem hinanden. "Hvad laver du?" Spurgte han så i en neutral blød stemme, der dog havde en snert af kølighed. Ikke for at skabe modstander, men det var blot noget han havde, når han snakkede med en vampyr som han endnu ikke kendte. Han havde ikke meget til overs for vampyrer.

Aubreiane hørte udemærket engeln første gang han trak vejret, hvilket var nok til at hun tav og så op mod ham, med intense grønne øjne, "Jeg vidste ikke der var nogen.. men jeg går bare igen.." mumlede hun og rejste sig. var på ingen måde i humør til at skændes med nogen lige nu.
Og selvom det nok mest af alt mindede om en dårlig film at den onde gik og den gode blev, så orkede hun ikk flere nedladende blikke fordi hun var hvad hun var, det havde hun allerede myrdet en del for, det var ikke altid det var med vilje, men nogle gange kunne hun bare ikke styre det. Hun blev ofte ret vred på andre væsner, fordi de alle frygtede hende, uden at vide hvem hun var, og om hun rent faktisk gjorde dem noget.
Let smed hun det lange hår om på ryggen i en yndefuld bevægelse, inden hun gik ned af den lille trappe op til scenen, og for første gang længe, ærgede det hende lidt hun var vampyr, hun ville faktisk gerne se stedet når det var rigtigt igang, men det skete nok aldrig, højst sansynligt ville hun jo skræmme halvdelen væk, og nok ende med at gøre nogen ondt fordi skrigene til sidst ville irritere hende for meget.
Mens hun gik tilbage mellem sæderne mod døren, holdt hun øje med englen, hvad lavede han mon selv sådan et øde sted, og så sent, det var sjældent hun mødte andet end vampyre og spøgelser omkring nu, jo også en vanddæmon faktisk. Hende bløde fyldige læber, blev langsomt til et smil da hun så en gammel plakat for en forstilling, det var nok 20 år siden, og hun kunne faktisk godt huske der var en masse flyers og plakater rundt omkring med den, men hun havde ikke set den, kun hørt fra andre det havde været godt.

Phoenix kunne ikke helt skjule sin overraskelse over kvindes kommentar om at hun blot ville gå, men han sagde hende intet imod, det ville han heller ikke have gjort hvis hun var blevet, men så ville han nok have været mere på vagt. "Hvorfor dog?" Hørte han pludselig sig selv sige hvilke fik lysten til at bide sin tunge af til at blive utrolig stor. Han skar en kort grimasse og stønnede så opgivende. Nu da han allerede var ude på dybt vand kunne han ligeså godt komme længere ud end han allerede var. Han vendte om på hælen, gik ud fra balkongen og ned af en smal trappe til han kom ned for enden hvor døren til salen befandt sig. "Jeg troede ikke ligefrem du ville gøre dét, men du er måske anderledes?" Selvom hun ville sige ja, ville Phoenix ikke tro på hende, han ville have synlige beviser, men dem var hun allerede godt igang med at give ham.
Han lænede sig op af dørkarmen til døren der gik mellem salen og indganghallen eller hvad man nu ønskede at kalde den. Han betragtede langsomt kvindens mundering, men kommenterede den ikke, i grunden sagde han ikke et kvæk, trak bare vejret regltmæssigt, trods det i grunden var overflødigt for ham. Han var jo allerede død en gang, så hvorfor gøre det store nummer ud af det endnu en gang? Han sukkede kort og lage hoved let tilbage så han kunne kigge op i loftet i salen som var udsmykket med mønstre og små billeder af forskellige furligheder.

Aubreiane stoppede op og betragtede ham på hans vej ned, sagde dog intet endnu, lod ham komme ned og hvilede bare øjnene på ham. lod hånden løbe gennem det lange sorte hår, "Jeg er ikke interesseret i at skændes eller slås med nogen idag, jeg laver snart ikke andet, bare fordi jeg er vampyr, og jeg har set den måde du ser på mig, så min tanke er at du tænker nøjagtigt hvad jeg tror, at jeg er en koldblodig morder, der intet har at gøre her" hun himlede blidt med øjnene og rystede på hovedet.
Hun hvilede sig let mod væggen, og betragtede ham længe, bare fordi han var engel, Hun vidste da godt at alle ikke brød sig om vampyre, men hun orkede bare ikke at høre på det mere.
"Jeg er anderledes.. og jeg er ikke bange for at indrømme det, jeg bad ikke om at blive det jeg var, jeg tryglede om ikke at blive det, men der var ingen hjælp at hente, og derfor, istedet for at myrde som alle andre vampyre, går jeg bare" svarede hun med rolig stemme,.
"Jeg kom bare forbi og tænkte jeg ville se hvad det var, jeg har aldrig været så heldig at se et af stykkerne, fordi folk med garanti ville løbe skrigende væk.. så nu ville jeg bare se det, det var ikke for at forstyrre dig." sagde hun stille, og smed det lange sorte hår om bag på ryggen, hun vidste ikke hvorfor hun pludselig var så modløs, men her på det sidste var hun bare blevet træt.. træt af at skulle gemme sig for solen, at skulle være i mørket altid, men der var intet at gøre.. og her stod hun så, ansigt til ansigt med en engel, en af guds børn, hvor hun selv derimod blev betragtet som en af satans, hvor underligt.. hvad mon en engel lavede her så sent.

Han lod hende snakke ud, og besvare spørgsmålet uden et kvæk. "Aha ..." Blev hans første kommentar til hendes ord. "Men - hvis du ikke ønsker at være som de andre, hvordan overlever du så?" Efter hans forståelse af vampyr skulle de drikke blod for at overleve. "Drikker fra dyr?" Bedre forslag havde han ikke, uanset hvor latterligt det end kunne lyde som. Han skubbede sig op og stå, og kiggede rundt, før han gik videre til det næste hun havde sagt. "Du kan da vente til vinter, når det bliver rigtigt mørkt, så kan du komme frem allerede ved seks tiden, og der kan du jo se en af aftenforstillingerne." Forslog han. "Du kunne jo bare komme ind via en hemmelig vej, sådan et sted må jo have mange." Et let smil strøg kort over mandens læber før han sukkede og lænede sig tilbage og kiggede op i loftet. "Men det må du jo helt selv om." Han rode let rundt i sine lyse krøller før han drejede rundt på hælen så han stod med fronten direkte imod vampyren. "Men hvis du ikke er som de andre vampyr og gerne vil se stedet, så blev da endelig, jeg skal nok forsvinde hvis det er." Han fik hurtigt bildt sig ind at han alligevel skulle hjem, så han gik hen mod garderoben hvor der hang en sort lang frakke, som han tog, rettede let på den, før han lukkede den, og satte kurs mod udgangen. "Godaften." Han løftede kort hånden i en lille gestus før den fløj hen til dørhåndtaget for at gribe fat om det, og lukke sig selv ud i den kølige septemberaften der ventede på ham udenfor.

"Ja.. både dyreblod, men oz falskt blod.. jeg har fået det af en anden vmpyr, så det var fint nok.. " sagde hun langsomt og betragtede ham lægne, lyttede til det han sagde, med at hun bare kunne vente til vinter, det havde hun egentlig aldrig tænkt på før, men det var jo rigtigt nok, der var jo oz forestillinger om aftenen. "Well.. ja sandt nok.. det.. havde jeg ikke tænkt på.. tak" mumlede hun let.
Hun rettede sig lidt op og bed sig i læben da han snakkede om at gå, han virkede jo egentlig okay rar at snakke med, "Uhm.. skal du noget bestemt? eller vil du have lidt selskab?" spurgte hun og fulgte langsomt med ham ud, så mod den mørke himmel, kulden generede hende ikke, det havde den ikke gjort længe, faktisk bemærkede hun den ikke, så lige nu stod hun bare og betragtede ham,.
"Hvad lavede du egentlig selv her? bare brug for fred?" spurgte hun let og lod de bløde læber blive i et blidt smil, lod blikket hvile overvejende på ham, mest af alt fordi hun ikke helt kunne finde ud af om han var irriteret over hun var der, eller om han ikke havde noget imod det, men sådan havde hun det med de fleste. Den kølige aften vind hev let i hendes lange sorte hår, og fik det til at flyve i blide bevægelser om hende, pillede lidt ved sin jakke, gad ikke lukke den, der var ikke rigtigt nogen grund til det. Hun havde aldrig mødt en engel om natten, eller jo hun havde set nogle få, men de var nok mest ude om dagen, så det undrede hende nu lidt at han var der.

"Bare ud og gå, en aftentur ... og du er velkommen til at gå med." Han vendte sig kort om mod hende da de stod udenfor og kiggede rundt på gaden de stod ved. Vejen var stærkt oplyst af kunstige gade lamper der gav det hele et lidt uhyggeligt syn. "Er der noget bestemt sted du gerne vil hen?" Han vendte sig om mod hende, mens han stak hænderne ned i lommerne på sin frakke. Han havde, til forskel fra vampyren ved hans side brug for varme, da han helt ikke ville fryse fast, og det ganske enkelt var ubehageligt. De fleste vampyr var vel ligeglad med en smugle kulde, de kunne vel leve sig igennem det meste, kulde til regn, det eneste de jo ikke kunne klare var dagen, hvilke bestemt ikke gjorde noget for Phoenix, for selvom han endnu ikke rigtig havde fordomme mod vampyrer, gad han ikke have dem til at vrimle rundt i gaderne heletiden. Det var irriterende og ikke specielt afslappende hvis man heletiden skulle passe på man ikke blev bidt.
Phoenix havde intet problem med at følges med en vampyr, det ville vel sikkert bare give en støre chance for sikkerhed hvis der var en der gik sammen med ham. Vampyrer havde det jo med at elske at springe på folk fra skjul, så måske forhåbentligt de ville holde sig væk hvis man gik sammen med en. Man havde vel lov til at håbe, det var skam tilladt ikke?

OOC: Beklager det korte indlæg, men vidste ikke lige hvad jeg skulle stoppe i det.