Dead.. everywhere.. //privat//

T: Lige omkring kl 00:27.

O: Ingen lige nu, kun stilheden, også self adskillige gravstene, den dystre kirke og hegn osv, ting der som regel er på en kirkegård.

S: Kirkegården, ca midt i den.

V: En fuld måne, men ret overskyet, dog ikke tegn til at det bliver regn.

P: Et par meget hullede sorte, stramme jeans, en lang læderjakke der stopper ved anklerne, en gennemsigtig top og en rød bh indenunder.


Aubreiane sad midt i det hele på en flad gravsten, det lignede mest en stenkiste, og der sad hun som oftest bare og stirrede frem for sig, hun havde altid godt kunnet lide stilheden på denne kirkegård, og en kirke der ikke så ud som om den skulede ondt til hende fordi hun var vampyr. Hun hadede virkelig de fordomme der altid var at spore i folks øjne når de fandt ud af hun var vampyr.
Stille himlede hun med øjnene og lod sig glide ned og ligge, det var egentlig meget rart, bare at ligge og stirre op på himlen, hun savnede som sådan ikke dagen mere, men nogle gange kunne det da godt komme op i hende. Selvom hun havde været død i utroligt mange år efterhånden, var der stadig nogle ting hun savnede, kun nogle få ting.
Langsomt strakte hun sig, og satte sig op igen, hun syntes helt klart der havde været en form for lyd men hun kunne bare ikke finde kilden til det, hun kunne ikke lige sådan finde ud af om der var nogen, det var i hvert fald ikke nogen hun kunne fornemme, normalt kunne hun sagtens fornemme folk. Let smed hun det lange sorte hår om bag ryggen og sukkede lidt for sig selv, hvor var det irriterende nogle gange.

Skridt. Lyden af tunge, slæbende fodtrin blandede sig med træernes blades sagte raslen, forårsaget de stille vindstød der i ny og næ passerede kirkegården store areal, fejede et par nedfaldne blade med sig og fik på den måde spredt dem godt rundt omkring. Det var tydeligt, at det ikke længere var sommer, men at det derimod var blevet efterår, hvilket både kunne ses på de halvnøgne træer og mærkes på den betydeligt lavere temperatur.
Skridtene standsede brat, pludseligt, som om vedkommende nær havde gået direkte ind i en mur. En høj, ranglet skikkelse trådte et trin tilbage og så sig åndsfraværende omkring med et særdeles bøvet udtryk malet i det marmorhvide ansigt, lignede en der ikke havde den fjerneste idé om, hvor han befandt sig henne. Personen rystede svagt på hovedet og lukkede for en kort stund sine øjne i et langt blink, inden han fik genvundet et forholdsvist normalt ansigtsudtryk og lod endnu en gang blikket scanne de nærmeste omgivelser. Hvordan var det lykkedes ham at komme hele vejen herud? Efter hvad han kunne erindre, havde han bare gået lidt rundt inde i byen, det føltes ikke som om, at han havde gået forfærdelig meget, bare op og ned af et par tilfældige gader; men nu var han, takket været sit omtågede, tankespindende hoved, endt herude. Hvad skulle han lave her? Det her var ikke just det mest underholdende sted på jorden, men i det mindste var der fred og ro, i modsætning til inde i Terres midtby, for skønt at klokken var over midnat, så havde der alligevel været et par alarmerende ambulancer og patruljevogne, og taxaer.
Eithan, som han en gang for længe, længe siden var blevet navngivet, løftede en hånd, som han efterfølgende førte op imod panden, kørte fingrene igennem det halvlange, indfiltrede hår, så det blev lagt tilbage og fjernet fra hans blege, udtryksløse ansigt. En let brise fik dog blæst godt over halvdelen af de ravnesorte totter ned igen, så de atter fik skyggelagt det meste af hans øjne, men han havde intet problem i at se, selvom de godt nok formindskede hans chancer for at få et ordentligt overblik over kirkegården. What the hell, det kunne være ligemeget, hvor han gik hen, han skulle ikke nå noget, så han begyndte blot at gå videre i det samme sløve tempo som før.
Da han havde gået et godt stykke tid, lavet slalom rundt om de mange gravsten, besluttede han sig for at stoppe op endnu en gang, lod søgende sine øjne glide rundt for en bænk, hvis det overhovedet var til at opdrive på dette sted. Det måtte der være. Men, i hans leden efter bænken, blev hans opmærksomhed pludselig vendt imod noget helt andet, netop som hans blik landede på en kvindelig skikkelse, lidt længere fremme. Årh skønt, så var han åbenbart ikke alene, som han ellers havde troet. Han drog et suk, samtidig med at han trak en enkelt gang på skuldrene. Der var vel plads nok til dem begge to, de behøvedes jo ikke at sidde klods op ad hinanden.
Han fik endelig spottet en bænk, kun få meter væk fra det sted, hvor det endnu ukendte hunkøn havde valgt at slå sig ned, men det forhindrede ham ikke i at skifte retning for at sjoske hen og sætte sig på den skæve bænk. Endnu et suk forlod hans blege læber, idet han parkerede sin bagende på bænkesædet og lænede sig tilbage, indtil hans ryg mødtes med ryglænet. Man kunne se at bænken før i tiden havde været hvid, eftersom der stadigvæk var få, små skalder hvidt maling på den. Resten var faldet af, men det var nok også en gammel bænk. Ligesom kirkegården. Eithan skævede til den fremmede tøs, hævede en anelse skeptisk det ene øjenbryn, så hende stilfærdigt an og lagde til sidst hovedet en kende på skrå. Hende mindedes han ikke at have set før. Måske var hun ny? Eller også, plejede hun bare at opholde sig på andre steder, end han gjorde. Faktisk ragede det ham en høstblomst. Et lavmælt fnys lød fra ham, hvorefter han korslagde sine arme og slog blikket op mod den skybelagte nattehimmel, hvor fuldmånen bredte et mat, lysegult skær.

Aubreiane betragtede den omtågende skikkelse der tilsyneladende gik lidt på må og få, han mindede ikke ligefrem om en der gad at lave noget, men som sagt bbare gik lidt rundt uden noget formål, hvilket hurtigt fik hende til at drage den konklusion at han var vampyr, det. også hans duft, vinden bragte den tydeligt med sig, det var egentlig underligt, det var ikke særligt tit hun stødte på nogen derinde.
Langsomt strakte hun sig, overvejede situationen, han virkede som en der ikke gad at snakke, og sådan var det jo, ikke alle var videre snaksalige, men hun havde en tendens til at håbe på folk gad snakke med hende, nok fordi hun så sjældent mødte andre vampyre,. Af den simple grund nød hun når der kom andre, så slap hun for en gangs skyld for de nedladende og frygtene blikke, hun gjorde ikke folk noget, så længe de ikke gjorde hende noget, for at tage kampen op mod en der var større end hende selv, ville ikke være første gang.
Som hun sad der i sine egne tanker, blev hun revet tilbage til virkeligheden, idet fyren gik hen til mod en bænk, havde det været et menneske der gik så sløvt, ville hun næsten tro de var på noget, selv havde hun haft sine fester med alle mulige stoffer mens hun var levende, men det nyttede intet længere, der skulle alt for meget til før hun fik den gode fornemmelse, og det gad hun ærligt talt ikke betale for.
En let knirken fortalte hende at han havde fundet bænken, utroligt den stadig stod, hun kunne udemærket huske den gennem en lang årrække, og alligevel brasede den ikke sammen under ham, det var lidt fascinerende faktisk. Sandt at sige ville hun nok syntes det var morsomt hvis den en dag brasede sammen under nogen, forhåbentlig ville hun være der den dag det skete.
En svag men ivrig ide bredte sig i hendes hoved, om at løsne et par skruer i den inden hun gik, bare for at håbe indrligt på at den ville gå i stykker under et intetanende offer.
Hun bemærkede fyren kigge på hende, lod ham kigge alt det han ville, han måtte selv om det, hun havde ingen planer om at være flov eller blive genert fordi han gjorde det, sådan havde hun altid haft det, folk måtte kigge alt det de ville. Tænkend vendte hun blikket mod ham, vuderede ham i tavshed, for hvorfor mon han sad der og kiggede på hende? var det for at få hende til at gå? det ville ikke hjælpe ham overhovedet at prøve på det, for hun blev hvor hun var. Hun havde allerede skændtes med en varulv der mente han ejede hele kirkegården, og det var hun ret så ligeglad med.
Let lod hun hånden løbe gennem det lange sorte hår, der faldt i en blød bevægelse ned til hendes lænd. "Hm... fornøjelse eller arbejde? eller generelt ligegyldighed?" spurgte hun roligt, stemmen var blid, forførende som kun en vampyrs kunne være det, og hun havde egentlig intet imod det. mere. For lige da hun var blevet forvandlet have hun hadet det, noget så inderligt.

Eithans blik blev automatisk vendt imod hende, idet hendes stemme brød stilheden, lyttede med et halvt øre til det, hun lukkede ud, og tiltede dernæst sit hoved lidt på sned. Fornøjelse? Helt sikkert. Hvad troede hun selv? Med et let skuldertræk besvarede han tavst hendes spørgsmål, og kløede sig påfølgende kort på hagen, inden han lod sit blik søge tilflugt op mod himlen, der fortsat var dækket af de tågegrå skyer. De blågrønne øjne, der som så oftest syntes at være omhyllet af en svag tåge, blev for gemt væk bag hans øjenlåg i et langvarigt blink, hvorefter han besluttede sig for at tildele hunvampyren endnu et vurderende blik. Hans brystkasse hævede og sænkede sig sagte i takt med hans rolige vejrtrækninger, alt imens han sørgede for at få scannet hver en lille detalje på hende ind i sin hukommelse, så han ville kunne genkende hende, hvis det skulle hænde, at han ville støde på hende igen, på et andet tidspunkt. Der var et eller andet ved hende, som han måtte indrømme, at han fandt en smule tiltalende. Om det var hendes kønne ansigt, eller hendes dragende stemmeføring, vidste han ikke. Måske en blanding?
Vampyren rystede diskret på hovedet og løsrev blikket fra hende, igen, rynkede øjenbrynene en kende og anbragte derpå begge sine håndflader mod bænkens sæde, en på hver side af sine ben. Tiltalende? Pff, som om. Dog, måtte han op til flere gange tage sig selv i, at skæve over til hende ud af øjenkrogen. Skulle han sige noget, eller havde han bare tænkt sig at sidde der, uden at give en eneste lyd fra sig? Han satte en knyttet hånd op for munden og rømmede sig kort, og fikserede sine øjne på hendes ansigt. "Jeg er Eithan," præsenterede han sig som, med et beskedent tonefald, og pegede den ene tommelfinger en mod sig selv, hvornæst han nikkede en enkelt gang, både for at bekræfte det, men også som en hilsen, i stedet for at trykke hænder. Eithan slog for en kort stund sit blik nedad, og sparkede til et par småsten med spidsen af de efterhånden meget nedslidte, sorte sko, før han atter vendte sin opmærksomhed mod hende. "Hvad hedder du?" ville han vide og lagde spørgende hovedet på skrå, bed sig forsigtigt i underlæben, imens han afventede hendes svar.

Aubreiane lod ham stadig kigge, havde intet problem med det, og sådan var det jo. betragtede ham mens han bare gav et skuldertræk fra sig, let pillede hun ved en tot af sit ret lange hår. "Ligeygldighed then" sagde hun, mens som en konstatering, tydeligvis ikke noget han behøvede at svare på.
Hun strakte sig, og trak det ene ben op til sig, rettede lidt på sin støvle mens han snakkede igen, Eithan.. et usædvanligt navn, men det var egentlig ret pænt, tænkende så hun hen mod ham. Øjnene som altid intense, som om de kiggede direkte ind i en persons indre. selvom hun ikke gjorde det, havde de altid været sådan, selv mens hun levede, så det var ikke noget hun tog sig af mere, det var bare sådan tingene var.
"Aubreiane.. " svarede hun efter et par minutters tavshed. Han virkede ikke som den mest snaksalige type, men det havde hun allerede tænkt da hun så ham, han lignede en der bare ville være i fred,.
"Så.. Eithan, hvad lokkede dig hertil sådan en skøn aften? efter dit blik at dømme ville jeg mene det var en tilfældighed, men jeg kan jo godt tage fejl" et smil spillede på hendes røde læber, hun prøvede ikke at irritere ham, men en del af hendes natur blev draget mod andre som hende, nok fordi hun havde det bedre med at vide hun ikke var den eneste der var vampyr, og dermed ikke den eneste der var hadet af alle andre racer,.
Let lod hun sig glide ned på maven og så legende på ham, hun havde altid nydt at lege med mennesker, se dem blive forvirret når hun skiftede humør, men andre racer var det lidt svære.. hovedet gled lidt på skrå mens hun så på ham, det sorte hår gled let ned fra den ene skulder, og hvilede lige over jorden, med de mange visne blade. Årstiderne gjorde hende ikke rigtigt noget, for hun opdagede det ikke rigtigt på samme måde, jo kulden var en forskel, men det var ikke for at de nøgne træer og nedfaldne blade generede hende.
Hendes trøje der var ret nedringet, faldt tæt ind til hendes krop, hun havde altid haft noget med nedringede trøjer,. hvis ikke de var det følte hun bare hun blev kvalt.

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^