Incendie [Roman]

Elycia rynkede på næsen, før hun bladrede om til næste side i den bog, hun efterhånden var kommet langtind i.
'Han slog hende, havde han sagt, fordi han ville tvinge hendes totem til underkastelse, men Iza vidste, han nød at gøre det. I begyndelsen havde hun håbet, at han ville give hende til en anden mand, når der ikke kom børn. Hun hadede ham allerede før hun fik at vide hvem hun skulle have til mand. Da hun fik det at vide, havde hun ikke kunne foretage sig andet, end at klamre sig til sin mor i fortvivlelse. Og moderen kunne ikke gøre andet end at tale trøstende ord til hende. Hun havde intet at skulle have sagt i den anledning' Elycia nøs. Hun blev hurtigt revet ud af den verden, hun efterhånden havde befundet sig i i godt 2 timer. Hvor hun dog hadede vold - specielt husdruvold, og vold mod børn. Hun nøs igen. "Hva' dælan?" Mumlede hun. Hun kiggede op, og betragtede skovens smukke efterårsnuancer. Bladene var alle sammen i rød-orange farver, men da hun kiggede højere op så hun bladenes farve ændre sig. Som om solen skinnede på dem. Der var bare et problem. Solen var næsten gået ned. Hun rynkede på næsen igen og kiggede længere op å himlen - og gik i stå. Før havde hun ikke kunne sætte fingeren på den underlige lugt. Nu gik det op for hende hvad det var. Farven i hendes kinder forsvandt, mens hun måbende betragtede den massive røg stige op fra skoven omkring en kilomet fra hende. Elycia smed bogen fra sig, og løb.
Hun rev døren op til sin hytte, fortsatte ind i soveværelset og greb telefonen.
biiib...biiib...biiiib...biib.
"Kom nu!!" Råbte hun frustreret. "Tag den skide telefon!" Normalt var hun rolig og fattet, men hendes hus var omkring 400 meter fra at blive brændt ned, så panikken redte sig hurtigere end ilden.
[i]Hej. Det er Lillian, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men læg en besked efter tonen..biib..[i/]
"Lillian!" Råbte Elycia, der nu blev nødt til at råbe for at overdøve larmen fra brænden, der hurtigt åd skoven op. Hun måtte i sikkerhed. "Skoven brænder! Jeg pakker det mest nødvændige. Kan du komme og hente mig?!" Hun smækkede røret på og pakkede hurtigt et par ting ned i tasken, før hun sprang ud af døren. Hun kunne allerede mærke varmen, ilden var tættere på end hun havde troet. "Pis.. pis! pis-pis-pis!" Mumlede hun., og så satte hun i løb.

Roman stod et godt stykke fra den lille skovhytte med sit kamera, hans evige følgesvend og tog billeder af røgen. Han holdte på en skovsti i en lejet firhjulstrækker som han stod på ladet af. Tanken om at ringe til brandvæsnet havde endnu ikke slået ham, eller den havde sikkert strejfet ham, men der var jo sikkert andre der havde bemærket det. Endnu et par klik kunne høres fra kameraet før han pakkede det væk, og satte sig på bilens tag, og kiggede på flammerne der åd skoven. Han skulle måske tage at komme væk i en fart, men han kendte vejen ud af skoven, det var bare ligefrem, og så snart man kom hen forbi svinget lidt længere fremme på vejen, ville man kunne se enden af skoven, godt nok ikke specielt tydeligt, men den var der, og da ilden kom fra den modsatte side af tænkte han ikke yderligere over ilden udemærket kunne bevæge sig mod stien, og spærre vejen.
De fleste ville mene det Roman havde gang i var direkte dumt, og det var det sikkert også, men hvad skulle man gøre ved det nu? Han rejste sig lidt efter op, og tog termokanden med kaffe der havde stået ved siden af, og drak den sidste kolde sjat kaffe der var i låget, før han skruede den på kanden, og sprang ned fra ladet. Han smed den ind på passager sædet, hvorefter han selv gik uden om bilen, hen til fører sædet hvor han satte sig ind, startede musikken fra en CD afspiller, og derefter bilen, før han begyndte at trille lige så langsomt, mens han havde bilen i frigear.
Roman elskede at nyde naturen og dens goder. Der var ikke mange steder man kunne få lige så smukke billeder af naturen som man kunne i Forêt, skoven der stødte op til den lille flække Di Morga. Skoven var ikke af alverdens størrelse, men den var dog stor nok til at fylde en hel del land. Underligt at den i grunden ikke var mere kendt, men det var skam også godt, for så levede der et fantastisk dyreliv som Roman kunne knipse alle de billeder han ønskede at tage af.

OOC: Okay, ikke lige det længste indlæg, lover det følgende bliver længere :)

//Det ok Mit var også slemt..

Elycia gled, snuplede og kom på benene igen. Hun kiggede bagud, og måtte indse, at ilden var hurtigere end hende selv. Desuden var hun allerede desorienteret om hvor hun var henne, så lige nu, løb hun bare væk fra ilden. Væk fra røgen. Alligevel gjorde hendes hals ondt af at indhalere røg, og hendes hovede var ikke meget bedre. Hvordan kunne hun også sådan falde i staver på den måde? Det burde da ikke kunne lade sig gøre, at forsvinde sådan fra verden. Og det vidste Elycia godt var en løgn. Hun havde oplevet det utallige gange, at hun fandt n bog, og blev så grebet af den, at hun havde svært ved at løsrive sig.
Hun kiggede igen tilbage, dennegang for at udstøde et tilfredst suk. Ilden var længere væk end hun havde turde håbe på. Da hendes skulder strejfede et træ, blev hun hurtigt enig med sig selv om, at hun måtte rette øjnene mod skovbunden foran sig. Hun drejede hovedet - for at få mere ild at se.
"Hv.." Røgen slog ind i Elycias hoved, og hendes blev blev øjeblikkeligt slørret. "Shit!" Hurtigt, og sikkert ikke specielt elegant, drejede hun om sig selv, og betragtede ud af tårefyldte øjne en sidste lille åbning i skoven. Hun løb.. og sprang igennem ilden. Tøjet hun havde på, kunne efterhånden ikke blive mere snavset, men hendes hud på benene fik sod på sig, og hendes hår så sikkert heller ikke alt for godt ud. Hun prøvede at ignorere smerten i hendes ben, og fortsatte videre. Hun kiggede tilbage, og stødte så ind i noget hårdt. En bil? Her?
Elycia magtede ikke at rejse sig op. Hun stønnede af smerten i ben, hovede og hals, og hev efter at få noget frisk luft i lungerne.

Det var lige før Roman sprang op i taget af bilen af bare forskrækkelse da han hørte et bump mod ladet på bilen. Han kiggede ud af sidespejlet, og så en ung kvinde der så ud til at være i gang med noget der kunne minde om et kapløb mod ilden han svagt kunne se et stykke bag dem. Det overraskede ham at den var så tæt på, men hvad havde han også tænkt sig? At den skulle komme trillende lige så langsomt ligesom han gjorde i bilen? Ilden så ud til at have spredt sig, så den nu var ved at overhale dem på siderne, men af en eller anden grund var den ikke kommet lige så langt frem, lige der hvor de stod, til deres hel, for ellers var de sikkert steget til himmels på meget kort tid.
Roman sprang ud af bilen, og greb pigen i armen, hvorefter han delvist slæbte hende hen til bilen, hvor han skubbede hende ind, før han selv maste sig ind, og startede bilen, og trykkede sømmet i bund. Han skævede hen mod pigen ud af øjenkrogen mens han jorde af sted igennem den lille skovsti der før havde været så idyllerisk. Han anede ikke rigtig hvad han skulle stille op med hende, så han valgte at koncentrer sig om vejen der strakte sig foran dem, lige til at passere, lige indtil et stort træ, der stod halvtreds meter længere fremme pludselig væltede. "Pis ..." hørtes fra Roman, mens han kiggede efter en anden vej at komme væk på, mens han fyldte sit lille hoved med grunde til at træet var væltet, men svaret kom hurtigt fra træet selv, som havde en lang flamme til at slikke op af sig. Var ilden allerede så langt fremme? Roman stønnede irriteret, mens han spejde efter en ny rute de kunne komme igennem skoven på. Til deres held, eller måske uheld, fandt han en mindre sti han akkurat lige kunne klemme bilen ind på. Den virkede ikke til at være en køre vej, for de hjulspor der var der, virkede gamle og hullet, dog kunne de bruges, men han vidste ikke hvor de ville ende henne.
Han vendte sig kort om, og kiggede igen mod pigen, for at tjekke at hun ikke lige pludselig havde fået den tosset i de at overfalde ham, eller hvad hun ellers kunne proppe i sin lille hjerne. Da det endnu ikke virkede sådan, vendte han blikket tilbage mod 'vejen' og styrede efter bedste evne videre igennem skoven.

Noget løftede hende. Var hun død? Godt nok var det lidt voldsomt, men hun kunne ikke længere føle smerten i sin krop. "mmh..." mumlede hun, og gned sig i øjet. Hvorfor kunne hun så stadig lugte røg? Eller smage røg. Eller.. Hun åbnede øjnene, lige til at opfange at hun kørte næsten direkte mod ilden. Hva? Flammerne svitsede hendes øre. "Argh!!!" Udbrød hun, men slog hurtigt hændeerne for munden. Hvad lavede hun i en bil? Måske.. Var hun blevet bortført? Hun klynkede, men kom så i tanke om ilden. Måske var det bare en venlig sjæl? Ingen ville vel bare lade hende ligge og dø, eller hvad? Hun rynkede let på næsen. Det var en væsen, det var hun sikker på. Ikke et normalt menneeske. Måske var det ham, der havde startet ilden. Hun hostede, og blev revet ud af tankerne.
Elycia undrede sig over, hvorfor hun frøs, når hun nu var så tæt på ilden. Der var et bump i veje, og hun blev kastet forover, ind i sædet, da hun fangede hans blik. H..Han så jo helt rar ud. Sådan.. Normal. Ikke blodtørstig eller psykopatisk i blikket, tvært imod rolige øjne. Hvordan kunne han være rolig, når hun selv sad og panikkede. Hun måtte jo ligne en skræmt mus.
Elycia smilede usikkert. "T-tak" sagde hun stille, før hun slog blikket ned. Fyren havde uden tvivl lige reddet hendes liv.
Bilens side slog mod et træ, og Elycia blev kastet ud i siden. Hun krympede sig sammen i sædet, og ønskede brændende, at ilden ikke ville få fat i dem. I hvet fald ikke ham. Det var vel hendes egen skyld, at hun havde siddet der i en helt anden verden, og han havde været tså venlig, at samle hende op. Med et blev hun trist til mode. Hele hendes hus, alle hendes ting, og skoven omkring dem, var brændt ned. Hvad havde hun gjort, siden huset skulle brændes ned? Hun vidste godt, at det var uretfærdigt at spørge sådan, for hun havde ikke noget med brænden at gøre. Men hun kunne alligevel ikke helt slippe tanken om, at hvis hun ikke havde læst, kunne hun have nået at redde sine ting.
Elycia gned sine hænder. Kulden skulle ikke få lov at nå hende.

Nej, hun virkede mest af alt til at være en skræmt lille mus der helst bare gerne ville væk, eller have varmen, sådan så det mest af alt ud til. Han trak vejret dybt, og lod så igen blikket falde på 'vejen' der snoede sig foran dem. Det var ikke ligefrem en let sag at komme igennem skoven, men det skred da frem af. "Hvem er du?" Spurgte han ud i den blå luft, uden at kigge hen på hende. Ja, hun var en pige, det kunne han se, eller hun var vel lidt mere end blot en pige, men en ung kvinde var nærmere det rette ord. Han kiggede kort ud af øjenkrogen, før han smilede let for sig selv og kiggede tilbage mod vejen, men det var allerede for sent.
Bilens kølerhjelm smadrede direkte ind i et træ der pludselig var væltet foran stien. Både Roman og kvinden blev kastet frem mod forruden hvis ikke kvinden af en eller anden grund havde forudset ulykken.
Roman nik lige taget fra med hånden ind hans hoved slog mod ruden som ellers ville have givet en stor bule lige midt i panden. Han kiggede frem på træet der dog ikke brandte, men der ville sikkert ikke gå lang tid før det ville. De skulle videre i en fart. Roman sprang ud af bilen og tøvede mens han kiggede mod kameraet, og famlede efter kvindens hånd, og flåede hende ud af bilen. "Er du okay?" spurgte han bekymret, mens han allerede trak hende ned af vejen, hen over det væltet træ, videre ned af vejen småløbende.
Hvis ikke kvinden selv løb, blev hun næsten trukket igennem skoven af Roman der bestemt ikke havde nogle planer om at brande op inde i skoven, men selvfølgelig vidste han ikke hvilke planer kvinden havde. Han fugtede let læberne, mens han trak vejret tungt. Der var ikke meget rent luft man kunne få, det hele var fyldt med røg der slørede deres syn, så de kun kunne se halvt så langt.

//OOG: Undskyld tiden. Kender du det hvor man først skriver et mega godt indlæg, og så fucker nettet lige når man trykker send? Det skete for mig.. Så mister man ligesom lysten til at skrive det hele igen :)//

Da han spurgte hende, smilede hun let. Ikke noget stort smil, bare et lille, let skævt, smil, der prydede hendes læber, og gav hende en stærkere glød i hendes ansigt, der ellers havde været dødt. Hve er du? - Spørgsmålet rungede i hendes hoved. Det var et svært spørgsmål. Svært, fordi hun ikke helt vidste det selv. Man siger, at man skal kende sin fortid for at forstå nutiden, men Elycia vidste ikke noget som helst om hendes familie. Hve var hun?
"Mit navn er Elycia. Elycia Cyrine, hvis du synes det skal være formelt." Hun stoppede lidt, mens hun overvejede hvad hun mere kunne sige.
Elycia kunne sagtens fornæmme, at han ikke var et menneske, men et væsen - Så han mmåtte også kunne fornæme at hun selv var et af slagsen.
"Og som du nok har gættet, er jeg ikke et menenske. Jeg er nemlig en e.. Pas på!" Hun havde aldrig troet at hun kunne bevæge sig særlig hurtigt, men lige der, nåede hun at få sine arme beskyttende op foran sig hoved, inden hun ramte forruden. Knust glas fløj om hendes hoved, og hun kunne mærke at hun blødte fra albuerne.
"Shit..!" Mumlede hun, og skulle til at råbe op om, hvor dumt det var ikke at holde øjnene på 'vejen', da hun kom i tanke om, at hun sansynligvis nok havde gjort det samme. Det var rimlig svært at multitaske på den måde. Og fyren havde trods alt reddet hendes liv.
Hun blev revet ud af sine tanker, da hun pludselig blev halet ud af bilen. Hun kom vaklende på benene. "Jeg har nu haft det bedre, men jeg klager ikke" mumlede hun, og kravlede - eller rettere han kravlede, hun snuplede - over træstammen. Grenene svirpede hende over fingrene, og hendes ben skrabede over en ru bark. Hun tumlede videre, guidet af fyren hun først lige havde mødt.

Enten var kvinden en smugle omtåget, eller også var hun bare ikke så god til at løbe. Han kunne helt afgøre det, men det var sikkert en af de ting, han kunne bare ikke helt afgøre hvilke af dem. "Jeg har ikke sagt et ord om at være formel." Det kom til at lyde hårde end det var ment, men han gav sig ikke tid til at rette det. Han havde andre ting i hoved. Da de drejede om et hjørne kunne de se nogle hundrede meter frem, hvor skoven endte. Roman ville gerne sætte farten op, men lod være hvis ikke kvinden kunne følge med, selvom det måske var dumt. Han havde ingen planer om at brande inde, heller ikke selvom han derfor så måtte forlade kvinden. Han havde jo kun lige mødt hende, og kunne ikke allerede nu afgøre om hun var vær at dø for. Han var bestemt ikke prinsen på den hvide hest, det måtte folk bare lære så snart de mødte ham. Han drejede hoved lidt væk, og hostede ned i armhulen før han trak hende videre ned af vejen mod friheden! Han pressede læberne sammen i et forsøg på at få så lidt røg ind, men alligevel fik han noget ind igennem næsen, det kunne han jo ikke undgå. Han kunne missunde folk der kunne slippe for at trække vejret, men så kunne de jo ikke lugte, så helt elendigt var det dog ikke, men lige nu, for Roman havde ikke så meget lyst til at lugte en brand skov. Lugten var ikke så slem, men alligevel var det ikke ligefrem en lugt man blev glad for. Bestemt ikke.
De kom langsomt tætter og tætter på friheden, men det virkede alligevel som at tage en evighed. Det var som at løbe på et rulle bånd der konstant kørte så man aldrig kom tætter og tætter på sit mål. Irriterende, men så længe det ikke var virkelighed klarede han den, eller de håbede vel at klare den, selvom de begge havde ilden lige i ryggen.

//Kender det godt :)