Only fools rush in //Roman

Fuck. Fuckfuckfuckfuck.
En dampsky af varm, forpustet ånde og et vivar af turkisblåt hår forsvandt i lynfart rundt om hjørnet. Den unge skabning, der var indehaver af denne særprægede hårfarve, krydsede gaden og forsvandt ind i en gammel lagerbygning. Han stoppede op et øjeblik og lyttede. Stilhed. Lige bortset fra en sirene i det fjerne. Og så… fodtrin. Løbende. Hans forfølgeres fodtrin.
Han afgav en vred lyd, netop som han satte i løb igen. Han var så forpustet, at det føltes, som om hans lunger var ved at eksplodere, og den kolde luft, han indåndede, hjalp ikke ligefrem på det. Hvor koldt mon det var? Et par minusgrader, ville han gætte på, at dømme ud fra, hvor voldsomt kulden stak og prikkede i hans hals.
Han tabte fart og følte mest af alt for at ligge sig ned og give op. Men nej. De vrede mandestemmer, han kunne høre bag sig, fik ham til at fortsætte.

Han fandt hurtigt et skjulested bag en gammel fragtkasse. En af de der kæmpe metalklodser, han så ofte havde set blive læsset på de store fragtskibe derhjemme i England, hvorfra de blev sendt ud til alle verdens hjørner. Tanken slog ham, hvor denne kasse mon skulle hen – måske til Sydafrika, eller Indien, eller et andet eksotisk, varmere sted? – da han fra sin siddende position så et sæt ben lige ved siden af ham. Han nåede ikke at granske synet nærmere, før en voldsom smerte ramte ham i baghovedet og alt blev sort.
Sortheden varede dog ikke længere end et par sekunder, men det var længe nok til, at hans overfaldsmand nåede at få selskab af de tre andre mænd, der havde været i hælene på Constantin. Fire imod en syntes ikke helt fair, tænkte Constantin, som han tog sig til baghovedet og mærkede, at hans nakke var helt våd. Af blod, velsagtens. Han løftede sin hånd op foran sig og så, at den var dækket af den røde væske. Pis.

”Du troede nok, du kunne slippe væk, hva’, din tyveknægt?” Fyren, der måtte være deres leder, en veltrænet fyr med tatoveringer hele vejen op af halsen, skubbede til Constantin med sin store læderstøvle, så den fortumlede dreng faldt på bagen. Constantin hvæsede, og fyren lo. ”Du er ikke bange af dig. Men du ved nok ikke, hvad jeg plejer at gøre ved usle små tyve som dig…?”
Han hævede hånden og snart kolliderede Constantins kæbe med hans knytnæve. Hybriden tumlede omkuld og kunne mærke, hvordan hele hans hoved snurrede.

"Lad mig være, dit svin!" hvæsede Constantin og tørrede en dråbe blod væk fra sin læbe. Selvom han godt vidste, at han højst sandsynligt ville møde sin ende nu, var æren stadig i god behold. På vaklende ben fik han rejst sig op, støttende til fragtkassen. Hele verden snurrede omkring ham, men det afholdt ham ikke fra at gå direkte i flæsken på fyren. Han sparkede efter ham, slog ud efter hans ansigt, men det endte alligevel med, at Constantin igen lå på jorden...

Påklædning

"Klik, Klik, Klik" lød de små monotone lyde. Der kom konstant flere og flere. En ung mand, stod lænet op af muren, englelig så han helt normal ud også alligevel ikke, der var noget over ham der skreg, at denne mand var ikke ligefrem den blideste mand. I sin ene behandskede hånd holde han et magasin, som han var god i gang med at, fylde op med patroner, som var det det mest normale at gøre i hele verden. Hans mørkebrune øjne, gled observerende hen over gaden, ikke en eneste person var der at se ude denne aften. Hans øjne var mørke, næsten sorte og ligesom resten af ham, var der ikke mange følelser i dem. Nok var der lidt engel i ham, men efter 200 år i selvskab af ondskab, var der ikke meget godt i ham. Han var nådesløs og angreb hvis han fandt lysten til det. Angreb han først, nyttede det ikke at bede om nåde, for det var som at tigge for døve øre, noget der ikke blev opfyldt.

Dog skete det, at det gode han havde i sig skimtede ud, selvom der ikke var meget af det tilbage og det var gemt godt inde, helt inde. Det var af sjældenhed det skete og det var mest overfor børn det skete. Nok var han en koldblodig morder, der slog ihjel med en kold maske af følelsesløshed, men han havde også principper, f. eks voldtog han ikke nogen og han slog heller ikke børn ihjel. Så meget kunne han dog ikke få sig selv til at gøre.
Der lød et sidste klik, før han skubbede magasinet op og slog sikringen til, derefter satte han den på plads og fjernede sig fra muren. Han rettede på sit jakkesæt, samt de sorte læder handsker. Han var for det meste set i et jakkesæt og det var af yderst sjældenhed, han lod sig hoppe i det mere afslappede, det skete mest når han var hjemme og derfor ikke havde noget andet at lave, end at pudse sine våben eller træne.


Lugten af blod ramte ham og hurtigt stoppede han op, enten var det en vampyr der var godt i gang med at mæske sig i blod, fra et tilfældigt offer, eller også var der en der var godt i gang med at blive tæsket. Han rynkede brynet og gjorde op med sig selv, hvorvidt det var noget han skulle tage sig af, hvem vidste måske havde vedkommende fortjent hvad der blev hældt ned over ham, serveret med næver og højst tænkelig også spark. Dog kunne han ikke lade hver med, at blive ramt af bare en smule nysgerrighed, så han gik stille imod stedet hvor han kunne høre spark og stemme, men måtte gøre op med sig selv at dette var ikke hans kamp.

(håber det er godt nok, vidste ikke helt hvordan jeg skulle gribe dette an)

”Carlos, hold ham lige.”
Constantin blev løftet op af en bredskuldret mand, og snart stod han igen på sine fødder, dog med støtten fra denne Carlos-fyr, der holdt hans arme i en armlås. Han stod bag Constantin, så bandens leder havde frit udsyn til den blåhårede dreng. Constantin kiggede op og blev mødt af det mest hæslige smil, han nogensinde havde set. Det var koldt og kynisk, og mindst halvdelen af den hvide tandrække var skiftet ud med guldtænder.

”Det her skal nok lære dig aldrig at stjæle fra mig igen,” fortsatte manden. ”Ræk mig hans hånd.”
Constantin, ude af stand til at gøre noget ved det, så til da hans hånd blive ført frem imod manden ved hjælp fra Carlos. Den tatoverede mand tog fat i hans hånd og, uden varsel, rev han til i Constantins lillefinger, der gav et skrækkeligt knæk fra sig, som syntes at give genlyd imellem væggene i den tomme lagerbygning.
Lyden der fulgte herefter, var dog endnu mere forfærdelig. Constantin skreg i vilden sky, og hans skrig fyldte nattens mørke. Han lød mest af alt som et såret dyr, hvilket vist heller ikke var helt ved siden af, taget i betragtning af, at han var halv animagus…
Resten af skriget sugede han i sig, og han bed sig hårdt i læben for at holde et støn af smerte tilbage. Han turde næsten ikke kigge, men da hans blik alligevel blev fanget af hans hånd, så han, at hans lillefinger pegede i en helt forkert retning. En lyd, der mest af alt kunne tolkes som et klynk, forlod hans læber. Svinet havde revet hans finger af led!

”Engang plejede man at skærene fingrene, ja, ligefrem hænderne af sådan nogle som dig, så jeg synes du burde takke mig for at være så blid imod dig,” lo manden.

”Dit svin!” råbte Constantin og sparkede ud efter manden. ”Dit svin, dit svin, dit svin!”
Hans sparken blev besvaret af et slag i hovedet, der straks fik ham til at holde kæft. Åh, hvor hans hoved dog gjorde ondt… Og ikke nok med det, så tog manden nu fat i hans næste finger.

Ud af øjenkrogen fik Constantin øje på en skikkelse i det fjerne. Det lignede en mand, eller i hvert fald en meget maskulin kvinde, der stod og overværede den unfair slåskamp, men det var svært at bedømme, for i nattemørket så skikkelsen helt sort ud. Hele verdenen sejlede for hans blik, hans hoved værkede og mændene sparkede stadig løs på ham, som var han en fastelavnstønde, der absolut ikke ville gå i stykker. Alligevel, på trods af al smerten, formåede Constantin at fastlåse sit blik på denne skikkelse i det fjerne. Hans krystalblå øjne havde aldrig før i hans liv været præget af så ynkeligt og bedende et blik som nu, da de kiggede på denne fremmede.  
Hjælp mig, tænkte han. Hjælp mig…
Han vidste selvfølgelig inderst inde godt, at skikkelsen ikke kunne høre hans bøn. Han vidste godt, at der ikke var nogen, der kunne høre hans bøn. Lige siden den dag han som 13årig blev kidnappet fra klosteret af en flok tyve, var han holdt op med at bede og tro. Det gavnede ham alligevel ikke, for han havde efterhånden lært, at det hele bare var en illusion…

Han hørte det høje skrig og rynkede brynet, valgte nu alligevel at se nærmere på hvad helvede der foregik og om ikke andet, kunne dette bare sætte lidt spark i hans ellers så kedelige aften. Han listede sig nærmere og takket være hans vampyr del, der dominerede godt og grundigt over ham, kom han uhørt tættere på. Han stod gemt omme bag en mur og betragtede det hele, så denne unge mand havde stjålet fra dem. Et smil formede sig på hans læber og det morerede ham direkte, for han huskede selv tiderne da han var ung, at stjæle var tit ikke særlig klogt og skulle man endelig stjæle skulle man gøre det fra de rigtige og noget sagde ham at denne dreng ikke havde gjort det.

Han gik øjenkontakt til ham og selvom han ikke var nogen telepat, kunne han næsten hører den lydløse bøn, denne dreng sendte ham. Normalt var dette ikke noget han gik sig i, for ham var det simpelt, havde man kvajede sig...så var der ingen kærer mor til at hjælpe. Dog var denne unge mand så gennembanket at det direkte nærmest var syndt for ham og han fandt sig selv i at tage sin pistol op og sætte lydsikringen på. Han trak sig frem fra sit gemmested og skød ham der holde knægten i benet, hvorpå han sigtede på lederen. Hans mine var fuldkommen nådesløs og uden nogen form for følelser "lad ham gå, eller jeg får dem til at fortryde de nogensinde blev født" han udtalte hvert enkel ord med vrede og kulde. Blot fra første ord var det tydeligt at høre at denne mand ikke var fra Frankrig, men nok snarer Ukraine. Hans stemme var tyk af accenten, hvilket også var med til at gøre hans trussel værre.


Han gik nærmere, fortsat med pistol rettet med denne lille bandes leder, tanken om at de ville hævne sig på ham, skræmte ham ikke yderligere. Han havde efterhånden så mange fjender, og denne mand var næppe værre end nogen af dem han allerede havde ladet sig krydse veje med. Selvom hans øjne kun var rettet mod den ene mand, havde han øjnene rettet mod dem alle, så hvis en af dem besluttede sig for at gøre noget dumt, ville de ligge på gulvet, med en kugle for panden. Han hævede øjenbrynet "Jeg siger det kun engang til, lad ham gå og i kan alle gå med livet i behold" Hele hans væremåde, skreg at dette var ikke bluff og at han næppe var bange for at skyde igen og denne gang med dødeligt end før

Constantin var så småt begyndt at døse hen på grund af den voldsomme smerte. Han opfangede ikke længere lyde eller lugte eller andre syn end sine egne skospidser. Først da hans arme pludselig føltes underligt fri, blev han hevet tilbage til virkeligheden. Han undrede sig over, om Carlos mon havde brækket dem af, så han ikke længere kunne føle dem, men da han kiggede sig over skulderende så han, at Carlos lå livløs på jorden. Han hverken rallede eller vred sig i smerte, så hybriden fastslog hurtigt, at han var død. Dette fik ham straks til at åbne øjnene op. En af bandens medlemme var døde – det måtte betyde, at der var en, der hjalp ham.
Da han kiggede fremad så han, at de resterende tre medlemmer af banden stod musestile og kiggede i samme retning. Han fulgte deres blik og fik øje på en mand iklædt jakkesæt. Det tog et øjeblik for ham at regne ud, at denne mand var skikkelsen fra før. Han gispede. Så var der alligevel en, der havde hørt hans bøn!

Manden talte hvert ord med en tyk accent, hvilket blot gjorde det endnu sværere for Constantin at forstå, hvad han sagde. Hans fransk var i forvejen ikke særlig godt, idet han netop var ankommet fra England og aldrig rigtigt havde interesseret sig for sproget, men at dømme på mandens iskolde stemme og det blik, han sendte bandens leder, stod han og truede ham. Constantin forstod ordet ”liv”, så manden truede dem vel med at tage deres liv… Det håbede han i hvert fald.

”Du skød Carlos!” udbrød en af de tre mænd, der indtil nu havde været fuldstændig stille. Han lignede den døde Carlos uhyggeligt meget, og tanken slog Constantin, om de mon var brødre. Den store mand, der var mindst lige så bredskuldret som Carlos, stod og sitrede af vrede et øjeblik, før han pludselig stormede fremad imod manden i jakkesættet.
Denne afledning gav Constantin mulighed for endelig at tag hævn. Han gik direkte i flæsket på bandens leder, der dog viftede ham væk, som var han en flue. Constantin var afkræftet og såret, så han udgjorde på ingen måde en trussel imod den tatoverede mand, der løftede ham op i halsen med én hånd og bankede hans ryg ind imod metalkassen, hvor han holdt ham oppe.

Bandens leder havde rettet sit blik imod manden i jakkesættet.
”Hvis du skyder én mere af mine mænd, så dræber jeg drengen!” udbrød han. Constantin gispede efter vejret og tænkte, at han var fortabt nu. Han betød intet for sin redningsmand, så hvorfor skulle han bekymre sig om, om Constantin var død eller ej?

Han rullede med øjnene og gik frem mod dem, med den intention at skyde vedkommende der talte, dog synes heldet ikke at være med ham, da knægten besluttede sig for at gå amok på lederen. Dog gik tingende ikke som drengen forventede, og Roman rystede på hoved af ham, men måtte dog beundre hans kampgejst. Det var ikke alle der blev ved med slå fra selv, også samtidig med den viden om at de uden videre blot kunne gøre det af med ham, det var skam beundringsværdigt. Han trak på skulderne af mandens konstatering, eller snarer hans udbrud, hvor det dog ragede ham at det gik manden på. Som manden kom farende mod han, tog det ham ikke lang tid før der lød et højt knæk og manden lå på gulvet, med hoved vendt i en unaturlig vinkel "Og nu er de død" pointerede han og rettede igen på jakken

Han blev hurtigt orienteret om at lederen, havde løftet drengen i et kvælertag, ikke et klogt valg, dog forholde han sig i ro og udviste ingen form for følelse. Han lagde pistolen ned og holde hænderne, dog fik han et lettere skræmmende smil på læberne og hans øjne blev helt lysende blå "Jeg har ikke brug for en pistol for at afslutte dette" kluklo han og hans hugtænder blev synlige, i løbet af ingen tid stod han bag lederen med hånden begravet i hans ryg, med et fast greb om hans hjerte "giv slip, eller jeg river deres hjerte ud" hviskede han i mandens øre, stadig opmærksom på den sidste mand. Det var længe siden han virkelig havde foldet sig ud og havde fået muligheden for at bruge sine evner eller også bare sin fart og styrke. Han måtte virkelig takke knægten senere hen.

Han havde sine øjne på knægten og betragtede ham for første gang nærgående. Det slog ham først nu at han havde en virkelig usædvanlig farve hår, det var nu ikke hver dag man så nogle med den farve hår, men så igen nu om dage kunne man jo farve håret, så mon ikke det var det der var sket. Han gav et lille klem om mandens hjerte, dog aldrig så meget at det var direkte livsfarligt for ham, men så igen det var nok ikke direkte det bedste at have en andens hånd om sit hjerte "Sidste chance, giv slip eller jeg flår hjertet ud af ryggen på dem...og nej, de kan godt glemme at prøve på noget" mumlede han og referere til den sidste mand, hurtigt vendte han blikket mod ham og hans øjne lyste kraftigt op, samtidig med at hans tænder vidste sig i et koldblodigt smil. Det varede dog ikke længe før hans øjne igen var mod lederen

Hverken Constantin eller bandens leder var i tvivl om, at de havde med et overnaturligt væsen at gøre, for intet menneske havde styrken til at flå hjertet ud af ryggen på et andet menneske. Det var noget af en kattepine, banden var end i, og den efterlod kun lederen med to valg: At forsøge at få hævn på tyveknægten og kvæle ham det bedste, han kunne, før han selv blev dræbt, eller give slip på sit bytte og løbe sin vej.
Han valgte den sidste mulighed. Han slap Constantin, der faldt til jorden, og rev sig ud af den anden mands greb. Det var tydeligt at se på lederen, at situationen bestemt ikke morede ham, men havde en aftale: Han fik lov at gå, hvis han slap knægten. Det var hans eneste chance for at slippe væk med livet i behold, så han ville være et fjols, hvis ikke han tog imod den. Ham og det sidste bandemedlem fik benene på nakken, idet de forlod bygningen. Over skulderen råbte den tatoverede bandeleder i det mest truende toneleje, han på nuværende tidspunkt kunne præstere:

”Tro ikke, at det er det sidste, I har set til mig! Jeg skal nok få min hævn over jer begge to!”
Desværre for ham lød truslen ikke særlig troværdig, men det var også sjældent, at en flygtende tyksak formåede at lyde farlig.

Constantin forsøgte for mindst femte gang at rejse sig op. Han formåede at holde sig på benene, idet han kiggede over på sin redningsmand. Det var en høj mænd, lidt ældre end ham selv af udseende, og af højere rang i samfundet, at dømme efter hans fine jakkesæt og pæne udseende.
Drengen holdt sine ene hånd i sin anden, den hånd med den sårede finger, og svajede kun en anelse frem og tilbage. Blodet i hans nakke var tørret ind, i hvert fald det meste af det, men det havde efterladt en stor, rød plamage i det blå hår.

”Er du min skytsengel…?” spurgte hybriden på gebrokkent fransk, idet han kiggede op på den fremmede i jakkesættet. Det var lang tid siden, han havde troet på engle. 241 år, for at være helt præcis. Da han brutalt blev revet ud af Guds eget hus og bad hver aften men aldrig fik en redning, opgav han sin tro. Men det gjorde ham nu ikke så meget; der kunne ikke være hændt ham noget bedre end at blive bortført af den gruppe tyve, der tog til at opgave at opfostre ham.

Han gav slip på ham, da manden gjorde det samme om hans og lod ham falde til jorden, hans øjne fulgte manden, som han forsøgte at flygte. Dog ikke uden at kaste en trussel over skulderen, der fik Roman til at grine koldt "Pris dem hellere lykkelig med at de lever endnu, for jeg har dem, deres fært og ser jeg dem så meget som i nærheden af knægten her, vil jeg blive deres personlige helvede" truede han og vidste tænder af ham. Da de var væk og ude af syne, vendte han til sidst sin opmærksomhed mod knægten på gulvet. Hans øjne genoptog igen den brune farve og hans hugtænder trak sig tilbage. Han greb fat om hans hånd, i hvad han kunne formå at være et blidt greb, han betragtede fingeren med et hævede øjenbryn "hold vejret" brummede han og med et løb der et knæk, da han satte fingeren på plads og lod hånden glide ud af hans greb. Han betragtede ham nærmere og forsøgte at få et overblik over hans skræmmer. Denne knægt var heldig, det kunne havde gået så meget værre og var han ikke selv kommet forbi, var det næppe knægten ville overleve denne nat

Hans pludselige spørgsmål, slog Roman ud af hans tanker og vendte sit blik mod hans øjne. Ligesom han selv, kom denne unge dreng ikke fra Frankrig, hvilket hans dårlige franske var et tydeligt svar på. Han talte selv ikke perfekt fransk, men det var tydeligt bedre end det denne dreng præsterede. Han rynkede brynet, men rystede på hoved "Nej, blot en venlig samaritaner" svarede han og rystede endnu engang på hoved, det var længe siden han var blevet kaldt en skytsengel, netop fordi han brugte de første 30 år af sit liv på at være skytsengel, men måtte så lide under for en vampyr.
Han måtte hurtigt konstatere, denne dreng ikke ville kunne gå meget langt og da han ikke vidste hvor han boede fik han hurtigt besluttet sig for at han tog drengen med hjem til sig selv. Så hurtigt fik han løftet ham op i sine arme og efter at havde taget sin pistol, begav sig ud af bygningen og ud under den smukke nattehimmel. Hans mine blev igen kold og følelsesløs, som han begav sig hjem mod sig selv "Jeg tager dem hjem til min bolig" brummede han og lod igen de brune øjne glide mod drengens, før de igen forsvandt ud mod vejen foran dem.


Efter noget tid, hvor han blot havde båret drengen, nåede de til en stor bygning, tydeligvis ikke af den fattige kaliber, men nok snarer et bevis på denne mand af den rige del. Han fik ham hurtigt bakset op og ind i en stor taglejelighed. Han lagde ham på sofaen og gik ud i et hvidt køkken, for at finde noget is og en klud, som han gav til ham, tilegnet til hans sår i hoved. Hans stue var stor, og bar ikke den helt store personlighed. Det eneste der var, som var personligt, var det store svær der hang henne på en væg, derudover var der et tv, en bogreol og nogle malerier. Han forsvandt kort og kom tilbage efter noget tid, iført en løs t-shirt og et par løse bukser. Med sine øjne rettet mod drengen, satte han sig overfor ham, på bordet

Constantin ville have grinet af manden, der stak halen imellem benene og stak af, men han kunne ikke. Den fremmedes iskolde trussel afholdt ham fra det, for selvom den ikke var rettet imod ham, fik den det vil at løbe ham koldt ned af ryggen. Han priste sig i hvert fald lykkelig for, at han ikke var bandelederen, det var helt sikkert. Han fik tit trusler af folk, men hvis han havde fået lige netop dén trussel fra lige netop dén mand, så ville han aldrig kunne sove trygt igen.
Han stod stille og kiggede direkte ud i luften, idet han forsøgte at samle sine tanker og vurdere, om hans nuværende tilstand tilstod tillod ham at vakle tilbage til hovedkvarteret, eller om han ville falde om på vejen derhen, da den fremmede pludselig tog fat i hans hånd.

”Hvad laver du…?” lød det bekymret fra Constantin, der af ren refleks forsøgte at hive sin hånd til sig. Han så den fremmede tage fat om hans finger, og selvom han godt vidste, hvad der måtte gøres, afholdt det ham ikke fra at udbryde et panikslagent: ”Stop dog!”
Men for sent. Hans finger gav et knæk fra sig, da den blev sat på plads. Han bed sig i læben, for ikke at komme med unødvendige lyde, men da den værste smerte havde lagt sig, føltes hans finger allerede meget bedre. Han forsøgte at bukke den, og det lykkedes uden besvær. Hans blik søgte op på den fremmedes ansigt, og han skød underlæben lidt frem, skuttede sig og mumlede et næsten helt uhørligt ”tak”. Det gjorde ondt, men han vidste jo godt, at den fremmede havde gjort det for hans eget bedste, selvom han stadig var lidt sur over, at det skulle gøre så pokkers ondt.

En venlig samaritaner… Det kunne han vist godt tage til takke med. Samaritaneren løftede ham op i sine arme, og i et kort øjeblik så Constantin helt forvirret ud. Med hjem? Til ham? Tjo, hvorfor ikke… Det var nok hans eneste chance for at overleve.
”Jeg håber, der er varmt i dit hjem… Eller Deres…” Den anden snakkede så høfligt til Constantin, at staklen have svært ved at finde ud af, hvordan han skulle tiltale ham. Han måtte dog hellere være høflig, i hvert fald indtil han var i sikkerhed og i stand til selv at bevæge sig rundt.
Som de gik igennem byen, kunne Constantin ikke lade være med at tænke på, hvor mærkeligt et syn, det måtte være. En fuldvoksen mand der bare rundt på en lidt mindre mand. Pludselig følte han sig helt ydmyget, og han begravede sit ansigt imod den fremmedes jakke, så han ikke behøvede at se omverdenen i øjnene. Der gik dog ikke længe, før han faldt i søvn og ikke længere behøvede at bekymre sig om, at nogen så dem.

Da han åbnede øjnene igen, lå han på en sofa. Han satte sig op med et gisp, men da han så manden i jakkesættet, der godt nok havde skiftet tøj nu, faldt han til ro. Pyha. Han måtte vel være i fyren lejlighed, medmindre han havde kidnappet ham og gemt ham af vejen i en kælder et eller andet mærkeligt sted, men det tvivlede han nu på…
Han tog imod kluden, som han vaskede sit baghoved med. Lige meget hvor meget han gned i blodet, ville det dog ikke rigtigt af, og han turde ikke tage hårdere metoder i brug af frygt for, at rive op i såret i hans baghoved.
”Jeg trænger vist til et bad, gør jeg ikke…?” mumlede han, før han placerede isposen i sin nakke og lagde sig ned. Hans blik blev fanget af den fremmed, som han først nu fik rigtig mulighed for at studere. ”Hvem er du…?”

Han trak på skulderne, men skar en grimasse og måtte til sidst nikke "jo, men indtil videre tror jeg ikke det er en god ide, de kunne meget vel havde fået dem en hjernerystelse og de kan knap stå på deres ben" pointerede han og rejste sig endnu engang op, før at hente en våd klud. Netop som han kom in, så han at han havde lagt sig ned og satte sig endnu engang overfor ham. Hans spørgsmål fik ham til at sukke og vende blikket væk, skulle han svarer sandt også sige hans navn og derved også bryde den første regel, om aldrig at sige sit sande navn. Eller skulle han tage chancen også bare springe ud i det. Han lukkede øjnene og knyttede hånden, dog åbnede han dem lidt efter "Mit navn er Roman" svarede han og gjorde samtidig tegn til at han skulle sætte sig op, så han kunne sætte sig bag ham.

Han fjernede isposen og betragtede såret med omhyggelighed, før han med en overraskende blid hånd gik igang med at fjerne blodet. Så man ham, ville man aldrig havde troet at en mands som ham kunne have en sådan blid berøring, mest fordi alt omkring ham skreg fare og død. Han lod fingrene glide igennem drengens hår, i et forsøg på at få alt blodet væk "det ser ikke så slemt ud, de er sluppet billigt, jeg har set værre situationer" sagde han og hans toneleje gav tegn på at han selv havde stået for den form for afstraffelse og samtidig også selv været på den side, hvor man fik tæsk og endda totur.

Han vaskede fortsat blodet væk og så hvis der var flere sår der skulle ses til, samtidig bemærkede han flere detaljer omkring denne ukendte dreng. Havde det ikke været fordi han var som han var, ville han højst tænkelig ikke havde kunne sidde og se så rolig ud. Specielt fordi dette hankøn, slet ikke så værst ud, han kunne med hånden over sit døde hjerte, indrømme at det outrere hår, rent faktisk fik ham til at se smukkere ud. Dog ville dette aldrig være noget han sagde højt og mere være noget han holde for sig selv. Det lå ikke til ham at sige hvordan han følte det omkring andre, og dog hvis det skete var det fordi vedkommende virkelig var kommet under huden på ham "De er en tyv, så dette er blot en engangsadvarsel, som jeg håber de husker. Mit hjem er ikke spækket med værdigfulde ting, men de ting jeg har, ser jeg gerne bliver stående" advarede han og blot hans stemme afslørede meningen bag det hele og konsekvenserne hvis han fandt ud af at denne dreng havde taget noget fra ham

Constantin skuttede sig. Hvor lidt han end havde lyst til at indrømme det, så havde fyren ret. Han var komplet hjælpeløs i sit nuværende stadie, og det ville på ingen måde gavne ham, hvis han forsøgte at rejse sig og vandre rundt i huset.
Fyren så usikker ud, da han skulle præsentere sig. Constantin undrede sig over, om han mon løj om sit navn – det virkede næsten sådan, men det var der ikke så meget at gøre ved nu. Han orkede ikke at rode fyrens pung igennem hvor at finde et ID, hvor hans navn stod på.

Han satte sig op og rykkede sig, som han fik besked på.
”Mit navn er Constantin,” svarede han ærligt. ”Men du må love mig ikke at misbruge det. Husk, at jeg også har noget på dig.”
Roman havde to liv på samvittigheden. Den oplysning kunne Constantin sagtens bruge imod ham, hvis det blev nødvendigt.

Han kunne mærke, at Roman pillede ved hans hår, men den andens berøringer var så blide, at han knap nok kunne mærke, at hans fingre var så tæt på såret. Constantin sukkede dybt, idet han langt om længe kunne slappe af i kroppen. Smerten havde lagt sig, i hvert fald en smule, og han følte sig ikke længere lige så beskidt og mishandlet. Romans konstatering om, at han havde set værre tilfælde, var beroligende, men tanken om, hvordan de tilfælde havde set ud, var bestemt ikke rar. Den unge dreng fik grimme billeder i hovedet, og han kneb øjnene hårdt sammen i et forsøg på at lukke dem ude.

Romans advarsel fik Constantin til at sukke. Troede han ærlig talt at hybriden ville stjæle fra den mand, der netop havde reddet hans liv? Tanken morede ham lidt, men så igen, Roman virkede som en meget forsigtig mand, der havde oplevet grusomme ting i livet. Constantin lænede hovedet bagover, kiggede op på Roman, der sad bag ham, og sendte ham et oprigtigt smil.
”Bare rolig. Jeg tror godt, jeg kan håndtere mig, når nu det handler om min venlige samaritaner."

Han klukkede kort og denne gang var det ikke en eller anden kold latter, der fik blodet til at fryse, det var rent faktisk en varm latter, der dog stoppede få sekunder efter "Det skal jeg nok love, ligeså ser jeg hellere ikke at de misbruger mit navn, jeg gider ikke se mig nødvendig at jage dem ned, netop efter at havde reddet dem" pointerede han og betragtede ham nærgående. De to liv han netop havde taget, var ingenting i forhold til alle dem han havde myrdet i sin tid, enten som et job, som hævn eller blot føde. Han havde skam mange liv på sig, dog ingen samvittighed der tog bøde for det. Han sad et øjeblik og så tænksom ud "Deres navn....det er bibelsk, ikke sandt" spurte han efter lidt tids stilhed, han mente at havde hørt en navn magen til det før, et eller andet sted i biblen, dog var han ikke sikker.

Han nikkede og klappede ham på skulderen "Jeg tror skam heller ikke de kunne finde på det, men hellere være for forsigtig" han rejste sig og tog isposen med sig, da han gik ud i køkkenet. Han følte sig udmattet, alligevel ikke disideret træt, hvilket var takket være hans vampyr halvdel. Vampyrer sov jo aldrig, men grundet han samtidig også var halv engel, sov han skam, blot ikke nær så meget som enhver anden engel eller bare enhver anden levende. Han vendte sig mod Constantin og smed et tæppe hen til ham "De kan sove på sofaen, er de sulten er der mad i køleskabet, ellers er jeg nede af gangen på mit værelse, hvis de har brug for" sagde han før han begav sig ned mod sit værelse.

Efter denne dag og efter at havde skulle bekæmpe en mini bande, der var mere vattede end skræmmende, kunne han godt bruge blot et par timer på øjet. Plus han sov aldrig så tungt at han ikke kunne have et øje og øre rundt i hele lejeligheden. Så skulle der ske noget, var han altid opmærksom på det og ville derfor vide hvem og hvad der skete. Han lukkede døren bag sig og tog sit tøj af, beholdte dog de løse bukser, hvorpå han lagde sig op i sengen. Han stirrede tomt frem for sig, planlagde hvad pokker han skulle gøre af drengen i sit hoved og kort tid efter lukkede han øjnene

Den andens latter fik Constantin til at sænke paraderne. Okay, så det lod virkelig ikke til, at Roman havde tænkt sig at gøre ham noget, selv ikke nu, hvor han vidste, at han var en tyv, så der var vist ingen grund til bekymring.
”Det ville da også være besværligt. Det ville være meget nemmere for dig at have efterladt mig med de mænd,” svarede Constantin, og hans smil falmede en lille smule. Oplevelsen smertede stadig, og selv da han prøvede at lave sjov med den, kunne han godt se, at det ikke var spor sjovt. I hvert fald ikke for ham, og sikkert heller ikke for Roman.

Han trak på skuldrene af spørgsmålet.
”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at det er navnet på en romersk kejser som lagde navn til en by, men den by hedder vist Istanbul i dag,” svarede han.
Det var ret sejt at være opkaldt efter en kejser, syntes han. Det gav ham en følelse af, at han var bestemt til noget stort. Hvad det var, skulle han dog lige finde ud af. Han havde levet i så mange år og havde endnu ikke fundet en mening med sit liv.

Romans tilbud om, at han kunne sove på sofaen, tog han glad imod. Han følte sig så træt og mørkbanket, at han kunne falde død om på stedet. Han havde virkelig brug for et hvil, så Roman havde forladt rummet og han lod sine øjne glide i, faldt han i søvn med det samme…


(Undskyld det blev lidt kort, men jeg ville lige skynde mig at svare, inden jeg skal spise her om lidt.)

Han nikkede "De har så sandelig ret" med gjorde han, hvis han nogensinde havde i tankerne at lade Constantin dø, ville han aldrig nogensinde havde brudt ind, men simpelthen lade de fire mænd slå ham ihjel. Han havde aldrig fundet den slags ting sjovt, det var på ingen måder fair at lade en person kæmpe mod fire andre og det gjorde ham virkelig vred, når det skete. Selv når han var ude for at slå ihjel, gjorde han det i det mindste med værdighed. Godt nok var de så godt som døde fra starten af, men han gav dem i det mindste en chance og spillede aldrig unfair. Hvorimod var der nogle der gjorde det mod ham, var deres død mere smertefuld end hvis de havde gjort omvendt.

Han kløede sig i nakken og nikkede "Wow det må jeg nok sige, det er ganske specielt" han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, selv vidste han ikke om han var blevet opkaldt efter. Så igen, han vidste ikke om nogle af hans familie medlemmer stadig levede. Det sidste han huskede, var en kæmpemæssig brænd, dette var for godt vel 201 år siden og det var året før han blev angrebet af vampyren. Han huskede udmærket smerten, da han blev trukket ud af det brændende hus, ingen af hans familie medlemmer var blevet fundet og det var ham et mysterium hvorvidt nogen af dem rent faktisk levede.

Inde fra sit værelse, lyttede han stille til Constantins åndedrag der stille blev langsommere og til sidst var han faldet helt i søvn. Selv lå han blot og blundede, men efter noget tid faldt han ind i en overraskende dyb søvn og nok den første dybe søvn han havde haft i de sidste 200 år. Dog var det ikke ligefrem en speciel fredfuld søvn og han lå og vendte sig i længere tid. Han greb hårdt fat i lagnet og stønnede. Billeder af det brændende hus, gled forbi hans drømme, skrig og bebrejdende ansigter fra hver enkel af hans familie medlem dukkede op. Nok var han en mand uden samvittighed, men smerte bar han af, nok ikke fra dem han havde myrdet, men af tabet fra sin familie.

Han vågnede op med et sæt, sukkede og så mod uret. Der var kun få timer til solen stod op. Han stønnede og lagde sig ned igen, stirrede op i loftet med et tomt ansigt. Lige nu var han glad for at han var alene i værelset, han havde det med at være meget kropslig efter et mareridt. Så for alt i verden skulle Constantin blot blive sovende og blive i stuen også ville der ikke ske noget. Hvor han fik dette fysiske behov efter et mareridt vidste han ikke, heldigt for ham var det ikke noget der skete tit, da det var af sjældenhed han fik mareridt. Hans dyne dækkede fra hans hofter og ned af, derudover havde han smækket en pude hen over sit ansigt. Han trængte virkelig til et bad, det måtte så blive senere

[Det gør intet ^^]

Roman var bestemt ikke den eneste, der sov uroligt.
I starten lå Constantin helt stille og sov som en sten. Om det var hans narkolepsi, der satte ind eller ej, var svært at bedømme, men i hvert fald ville ikke engang en spand vand i hovedet kunne vække ham. Han sov så tungt, at han end ikke sansede, at halvdelen af hans krop til sidst hang faretruende langt ude over sofaens kant…

Men så kom mareridtene. Constantin havde oplevet mange grimme ting igennem sit liv, og det måtte han som regel bøde for i sine drømme. I dagens anledning roterede hans mareridt omkring oplevelsen tidligere på aftenen. Den eneste forskel var dog, at der denne gang ikke var nogen venlig samaritaner til at redde ham. Han oplevede sine fingre blive revet af led, en efter en, indtil hans hånd til sidst så helt deform ud… Han oplevede sit hjerte blive revet ud, hans nyre og hans lunger… Han oplevede bandelederen trække sin pistol frem og sigte på ham og trykke på aftrækkeren, alt imens hans kumpaner holdt Constantin i et jerngreb…

”Slip mig!” skreg han panikslagent, så højt, at selv Romans naboer ikke ville kunne undgå at gøre det. Han sparkede ud med arme og ben, vred sig fra side til side, og med et bump ramte han gulvet…
Han vågnede med et sæt. I et kort øjeblik havde han fuldstændig glemt, hvor han var. Han kiggede rundt i det fremmede rum og genkendte intet, hvilket kun gjorde ham endnu mere bange. Hvor var han? Havde mændene fået fat på ham? Det her var i hvert fald ikke hans værelse i hovedkvarteret!
Han måtte vikle sig ud af et tæppe, men efter en hård kamp, kom hen endelig på benene. Uden at vide, hvor han skulle gå hen, gav han sig til at løbe igennem huset. Han åbnede den første dør, der førte ud til toilettet, og smækkede den i bag sig. Her sank han sammen på gulvet og trak sine ben til sig, så han kunne holde armene omkring dem og forme en lille kugle, som kidnapperne forhåbentligt ikke ville bemærke...

Han satte sig langsomt op, sukkede og prøvede at berolige sig selv, ogsåselvom det næppe ville ske ligeforløbig, dog håbede han på det. Hans tanker gled langsomt væk og han rejste sig op, gik hen til en væk hvor der var en enkel hylle hængende. Han tog det brændte billede op, det var englelig ikke direkte brændt, men kanterne var godt ødelagte og han havde måtte indramme det, blot af frygt for at det ville gå i stykker. Tegningen forestillede ham, samt hans familie. Han stod foran sin far og ved siden af sin mor, lige bag hans yngre bror og ved hans anden side var hans søster. De så alle så glade ud og fuldkommen uvidne om hvad der ville ske. Stille og stadig en smule udmattet lagde han sig tilbage i sengen, han lagde en arm om bag sit hoved, tog sig endnu engang i at betragte loftet som var det virkelig af så stor interesse.

Da han hørte det panikslagende skrig, satte han sig endnu engang op, denne gang hurtigere. Hvem var det, det kunne vel havde været en ved siden af, dog var det ikke af deres toneleje. Det slog ham, som havde han fået en flad og hurtigt var han ude af sengen, netop i tide til at se en skrækslagende Constantin løbe ud på toilettet. Det måtte være et mareridt også vidste han ikke hvor han var. Han blev overraskende nok bekymret for ham, hvilket ikke var normalt og da slet ikke noget han var vant til at være. Han gik hen og bankede på døren, men vidste godt at Constantin ikke var i sine fulde fem til at kunne vide hvad der foregik og derfor ville dette nok blot skræmme ham mere.

Han bandede på sit modersmål og valgte til sidst at banke døren ind, hvor han fandt en direkte skrækslaget Constantin, han sad viklet ind i sig selv, formet som en kugle. Han sukkede og gik stille hen til ham, knælede ned foran ham "Constantin" hviskede han og løftede ham op. Han var ligeglad om han så ville kæmpe imod, for hans skyld måtte han gerne, han skulle bare vågne helt op og vide der ikke ville ske ham noget. Han gik ind mod sit værelse og lagde ham på sengen, så ned mod ham med et mystisk udtrykke i de brune øjne

Rokkende frem og tilbage sad den blåhårede knægt på det kolde badeværelsesgulv. Gadelygternes og månens skær skinnede ind af det lille vindue, og i den dæmpede belysning rakte han sine hænder frem for at studere dem nærmere. Underligt nok sad hans fingre præcis, som de skulle, og da han hev i dem for at tjekke deres følesans, var der kun lillefingeren, det gav et jag af smerte igennem. Han knugede sin hånd ind imod brystet.
Det hele begyndte så småt at vende tilbage til ham. Det, han lige før havde oplevet, var kun en drøm. Hans krop var stadig intakt, men han var såret, så kampen imod banden måtte have fundet sted i virkeligheden. Pludselig slog mindet om hans redningsmand ham, den mørke, mystiske skikkelse… Roman, hed han. Navnet vækkede en lille gnist i ham, men den blev med det samme slukket igen. Hvis Roman havde reddet ham, hvor var han så nu? Hvorfor havde han efterladt Constantin alene i bandens hus?

Han var alt for fortumlet til at høre fodtrinene ude på den anden side af væggen, så da døren pludselig brast åben, krummede han sig endnu mere sammen i håb om, at han kunne blive usynlig. Men nej. En eller anden hviskede hans navn, og kort efter blev han løftet op.
Først da begyndte panikken at brede sig. Constantin sprællede som en fisk i et net, idet han forsøgte at slippe væk, som galt det hans liv.

”Sæt mig ned! Lad mig være!” udbrød han på engelsk. Men manden gav sig ikke. Han fortsatte igennem huset indtil han nåede noget, der lignede et soveværelse, og satte Constantin på sengen.
Den blåhårede dreng krøb helt op af muren, hvor han stirrede ned på manden, der stod ved fodenden. Det var svært at se noget som helst i det mørke rum, men da hans øjne vænnede sig til den dæmpede belysning så han et par brune øjne og et ansigt, der virkede underligt bekendt.
Så slog det ham. Det var Roman. Eller… var det nu også det?

”… Roman?” spurgte han med en stemme, der ikke var meget mere end en hvisken. Der var ingen grund til at gøre sig for store forhåbninger.

Han sukkede som Constantin kæmpede imod, dog ikke af den kaliber der fik ham til at slække sit greb, han ville ikke og hvorfor han netop ikke ville give op, kendte han ikke svaret på. Han ville af underlige oversager bare ikke lade ham gå, han ville ikke lade ham være alene, specielt ikke lige nu. Han rystede på hoved, selvom hans engelske ikke var godt, forstod han udmærket de ord han udtalte.

Han vidste efterhånden ikke hvad han skulle gøre, det virkede stadig som om han var i det stadie mellem at sove også at være vågen, for hvad end han havde gjort indtil videre, virkede det ikke som om Constantin på nogle punkter vidste hvor han var. Han betragtede ham sætte sig helt op til muren, som om han ville så langt væk fra det han anså til at være skurken. Roman rullede med øjnene, blev dog stående, han ville helst ikke gøre Constantin mere bange end han allerede var, hvem vidste hvad han kunne finde på at gøre, hvis han for alvor var bange og ville forsvarer sig selv.

Da det endelig så ud til at han var bare kommet til sig selv, og han hviskede hans navn, var det ikke fordi han var halv vampyr, havde der været en stor chance for at han næppe havde forstået hvad Constantin lige sagde. Han nikkede og tændte lyset, gik langsomt hen mod ham, dog med hænderne oppe i overgivelse og for at vise at han intet ville gøre. Forsigtigt satte han sig på sengen og så på ham "er du okay?" der var stadig en smule bekymring i ham, specielt fordi han ikke havde forventet et sådan udbrud. Han vidste stadig ikke helt om Constantin var i sine fulde fem og hvordan han mon ville reagere

Det pludselig lys var en voldsom forandring for Constantins mørkevante øjne, men lige før han blev blændet, syntes han at han så, at manden nikkede. Kunne det være sandt? Var det virkelig Roman? Sengen gav efter for vægten af endnu en krop, og da han hørte en stemme, var han ikke et sekund i tvivl om, at det var Romans. Dén accent var ikke til at tage fejl af.

”Roman!” udbrød han og uden helt at tænke over sin handling, slog han armen om halsen på den anden fra sin siddende position på sengen. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så glad for at se et velkendt ansigt, også selvom det var et, han ikke kendte særlig godt, praktisk talt slet ikke. Han vidste jo intet andet om Roman ens hans navn og hans fremragende evne til at skræmme en flok banditter væk.
Først da bemærkede han, at Roman ikke havde nogen bluse på. Så tæt på den anden som han var, kunne han lugte, at Roman duftede lidt af seng og søvn. Næsten som én, der netop var stået op. Det slog Constantin at de bukser, fyren havde på, var hans nattøj.

Constantin rykkede sig en smule væk fra Roman, men uden at give slip på ham som var den anden et fantasisyn, der ville forsvinde, lige så snart den unge dreng slap ham. Hybriden betragtede indgående  Roman, og pludselig slog det ham. Det her var Romans hus. Det var derfor, han var iklædt nattøj og tog det hele så rolig.
Den blåhårede begravede sin pande imod den andens overarm. Åh, hvor var der pinligt… Han var gået halvvejs i søvne og havde uden tvivl fået jaget en skræk i livet på Roman med alt sit skrigeri. I et kort øjeblik havde han bare været så overbevist om, at virkeligheden så helt anderledes ud.

"Undskyld..." mumlede han ind imod Romans arm. Han turde ikke engang kigge på ham. Det var så flovt.

Han gispede overrasket, da Constantin med et slog armene om hans hals, aldrig før havde der været en der så meget som havde prøvet at kramme ham. Han sad fuldkommen paralyseret i et sekund eller to, før han selv lagde armene om ham og låste ham fast i et kram, hvorfor havde han ingen ide om. Efterhånden vidste han ikke selv hvad han gjorde, han gjorde blot alle disse ting, ting han aldrig havde gjort før. Han havde sine øjne på ham, men gav dog til sidst slip på ham, da han flyttede sig en smule "ja det er mig, men de svarede ikke mit spørgsmål...er de okay?" spurte han endnu engang og denne gang gjorde han mere opmærksom på sit spørgsmål. Han ville helst gerne have svar på sit spørgsmål før han kunne tage sig af noget andet.

Han så mystisk på ham, da han med et begravede panden mod hans overam, dog kunne han næsten fornemme hvor pinligt Constantin havde det med hele situationen. Dette var dog ikke noget han tog så slemt, Roman havde mere været bekymret for Constantin og da han allerede havde været vågen, tog han sig ikke så meget med at blive revet ud af sengen, han havde prøvet værre.

Da han udtalte ordet, vendte han sig selv om, fjernede forsigtigt constantins arme og lagde i stedet sin hånd mod hans kind. Han løftede forsigt hans ansigt op og tvang ham nærmest til at se på ham "De har intet at undskylde over, de kan ikke gøre for hvad de drømmer og med det sagt, gjorde de mig blot bekymret for deres velbefingre" forklarede han og klørede sig i nakken, han smilede skævt to betragtede Constantin med bekymring i sine brune øjne. Først det sekundhan vidste at den anden var okay, ville han falde ned og være mindre bekymret. Han lagde hoved på skrå "er de stadig træt eller?" han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, han var ikke vant til disse situationer, så han vidste ikke hvordan han skulle agere

Roman virkede opsat på at vide, om Constantin var okay eller ej, og den unge herre bebrejdede ham ikke. Hvis han netop havde oplevet et forvirret væsen, der endda havde fået et ordentligt slag i baghovedet tidligere på dagen, rende rundt i hans hus og slå sig selv halvt til plukfisk, så ville han også være bekymret.
Han sank en klump og nikkede. ”Jah… Jeg tror, jeg er okay nu.”
Det hjalp at vide, at han havde Roman. Manden havde reddet ham en gang, så Constantin satte sin lid til, at han ville kunne gøre det igen. Det var sjældent, faktisk aldrig, at han overgav sig så meget til et andet menneske, og lukkede sig op så hurtigt. Normalt var han temmelig egoistisk og mente ikke, at han havde brug for andre… Det måtte være, fordi Roman havde reddet hans liv, at han reagerede sådan. Det kunne kun være derfor.

Da Roman holdt hånden ved hans kind og nærmest tvang ham til at kigge på sig, undgik Constantin alligevel hans blik. Det var ikke rart for ham at skulle indrømme, hvad han havde gjort. Derfor undlod han også at svare, i hvert fald lige indtil den anden spurgte, om han var træt. Da trak han på skuldrene.
”Lidt, men jeg tror ikke, jeg vil kunne falde i søvn igen. Hvor længe er der til solopgang?”

(Undskyld kortheden igen, skrev det hurtigt, fordi jeg lige skal hjælpe min mor :I)

Han sukkede og smilede bredt "Det er godt, et sekund var jeg bange for at de var blevet helt sindssyg" han virkede med et helt beroliget og var nu ikke nær så bekymret som før. Dog svandt hans smil ind og han så tænksom ud, dette var virkelig ikke normal adfærd for ham, han var ikke vant til at blive beroliget når han fik af viden en anden person var okay, det var ikke normalt og lige netop det bekymrede ham. Han skubbede det dog til side, det måtte han tage sig af senere, det var sikkert blot fordi han havde reddet ham og alligevel nagede det ham virkelig, han var ikke vant til dette.

Han nikkede stille og gav slip på hans kind "hvis de har lyst...må de gerne sove herinde" forslog han og lagde hoved på skrå. Han var ved at blive splittet i to, den ene del var virkelig bekymret omkring Constantin og om hvorvidt han var okay. Den anden derimod var virkelig bekymret for hvad pokker der var gået af ham, han var ikke typen der bekymrede sig om andre end sig selv, han tog sig ikke af om andre var bange eller der skete andet dårligt med dem. Så derfor var dette virkelig noget der gik ham på. Hans spørgsmål fik ham ud af sine tanker og han så ud mod vinduet "om 4 timer" svarede han og rejste sig op, han betragtede Constantin med en slags blidhed og alligevel ikke "Jeg vil snuppe et bad også kommer jeg tilbage, kald hvis der er problemer" han gned hænderne sammen og gik til sidst ud i badet


[gør skam intet, mit blev heller ikke for langt]

Et skævt smil trak i Constantins ene mundvig.
”Var du ligefrem bange?” spurgte han. Han var ikke vant til, at folk bekymrede sig om ham, så det var noget af en nyhed at få. Han var dog ikke sikker på, om Roman var bange på Constantins vegne eller sine egne, for han kunne jo sagtens have frygtet, at knægten var blevet sindssygt og var gået amok i hans hus…

Constantin rystede på hovedet af Romans forslag. Han kunne umuligt falde i søvn igen, og selv hvis han kunne, ville han ikke. Han vidste, at mareridtene ventede forude, hvis han lukkede sine øjne… Nej, så ville han hellere holde sig vågen og forsøge at lære Roman lidt bedre at kende, for manden var begyndt at interessere ham en del. Constantin spekulerede over, hvilken slags person han mon var, hvad han lavede i sin fritid og hvad hans job var, og han blev først hevet ud af sine tanker, da den anden bekendtgjorde, at han gik i bad og forsvandt ud af døren.

”Tror du, der er plads til en ekstra derude?” råbte han efter Roman, da den anden forlod værelset. Det var selvfølgelig kun for sjov, et ganske ynkeligt forsøg på at lette den trykkede stemning. Han var desværre ikke den bedste joker, men han var om muligt endnu dårligere til at håndtere situationer som denne.
Nu, hvor han tænkte nærmere over det, kunne han dog godt trænge til et bad. Han havde ligget på jorden og trillet rundt i sit eget blod et par gange sidste aften, og ikke nok med det, var der blodpletter på hans tøj. Han gøs, da han så en rød plamage på skulderen af sin T-shirt, men der var desværre ikke noget, han kunne gøre ved det lige nu. Det måtte vente, til han kom hjem, for det ville være uhøfligt at bede Roman om et bad og noget rent tøj til låns – det ville dog være en god undskyldning for at besøge ham igen, når han skulle aflevere tøjet igen…

Lige nu bekymrede det ham bare, hvordan han skulle nå igennem byen i denne tilstand. Folk ville uden tvivl kigge på ham og hans blodplettede tøj og få forkerte tanker. Han vidste, hvor paranoide folk var, så det skulle ikke undre ham, hvis de straks antog ham for værende en morder.

Han trak på skulderne "Ja en del af mig var, de kunne jo komme mere til skade end de allerede er og jeg magter virkelig ikke hospitals besøg" brummede han og rullede med øjnene af det hele, han magtede ikke de genkendelige spørgsmål der altid blev stillet, og han ville slet ikke kunne finde et ordenligt svar der ikke satte alvoren ind og gjorde alting meget værre. For at være ærlig var situationen vidst allerede slem nok i forvejen. Plus det faktum han ikke rigtig kunne finde ud af hvad pokker der var galt med ham og specielt omkring Constantin, det fik spørgsmålende op og stå om hvad helvede der foregik og hvorfor han var som var.
Han nikkede forståeligt, han plejede normalt heller ikke at sove efter at havde haft et mareridt, så han stillede ingen spørgsmål til det, men forholde sig blot stille. Han ville helst ikke snage i Constantins liv, eftersom han selv ikke brød sig om at andre gjorde det ved ham, derfor holde han sine spørgsmål om den andens fortid tilbage, samt dem angående hans mareridt.

Han klukkede over hans spørgsmål og fik igen åbnet døren, hvorpå han sendte ham et blændende smil "Uhh de kommer bare, der er altid plads til en til" han blinkede og lod drillende døre stå åben. Det var ikke fordi han skammede sig over sin krop og han havde skam intet behov for at gøre det, derfor var han ikke bange for at blive set uden tøj på. Selvom det at bade sammen med andre ikke var noget han gjorde hver dag, var han underligt nok fuldkommen okay med tanken om at kunne dele bad med Constantin. Selvom det blot var en joke, ville han ikke havde noget imod den lille blå håret knægt kom ud og delte badet med ham, det morerede ham overraskende nok


[jeg undskylder længden]

Så det var tanken et eventuelt hospitalsbesøg, der plagede Roman. Constantin nikkede forstående, for det gav pludselig mere mening, at den anden var bange på hans vegne. Nu havde han da fået afklaret, at der ikke var nogen følelser knyttet til frygten. Det var ren og skær de praktiske omstændigheder, der gik Roman på.
Han var faktisk glad for, at Roman ikke spurgte ind til hans mareridt. Constantin havde dog en mistanke om, at den anden godt vidste, hvad mareridtet havde handlet om, men i modsætning til visse andre folk, holdt Roman mund omkring det. Han var ikke en af dem, der stillede spørgsmål og syntes, at man skulle tale om tingene, fordi det ville lette ens bekymring og måske endda slette mareridtet permanent. Og det var rart, syntes Constantin. Det sidste, han havde brug for nu, var et krydsforhør om hans sindstilstand.

Romans respons på hans joke fik af en eller anden grund Constantin til at blive varm i kinderne. Han havde ikke forventet, at den anden ville reagere sådan, og han kunne da slet ikke bedømme, om Roman lavede sjov eller ej. Derfor blev han da også siddende på sengen, selvom tilbuddet var lokkende.
”Jeg… øh… Jeg kan vel godt låne badet bagefter, ikke? Hvis det ikke er til for meget besvær, selvfølgelig,” svarede han lettere usikkert og vred akavet sine hænder. Ugh. Hvorfor skulle han dog også lave sjov med sådan et følsomt emne? Normalt var selvtilliden skyhøj, og kropskontakt skræmte ham ikke spor, men situationen nu var noget anderledes end den, han oplevede, når han tog i byen. Roman havde fanget ham i et følsomt øjeblik, endda to gange, og af en eller anden grund fik det ham til at føle sig en smule usikker, fordi den anden vidste mere om ham, end hvad godt var.

Han trillede om på maven og hvilede sin kind imod sin ene håndflade. Døren ud til badeværelset var endnu åben, og selvom han ikke kunne se Roman, undrede han sig over, om den anden mon stadig havde sine bukser på eller ej. Tanken chokerede ham dog, og han skubbede den hurtigt væk. Nej, nej, nej! Han havde dummet sig nok i forvejen.


(Det er helt i orden. Vi må bare finde kreativiteten frem i fællesskab!)