And who are this God person anyway?

Det havde taget ham hele dagen at nå så langt. Han havde siddet i denne stilling i timer og, hvis det ikke havde været for de diverse grunde, kunne han hvile siddende til Jordens undergang. Den gråhårede præst havde flere gange været henne til den mørkhårede mand og spurgt om 'Er De okay?', 'Vil du tale om noget med mig?'.
Sam havde altid været et venligsindet væsen, men at råbe 'Hold din rådne kræft! Jeg vil tale med mine forbandede engle af noge forældre og den gamle snyder til Gud! Okay?!'. Tænk, hvis præsten havde vidst, at det var en falden engel havde snakket til. Hvad ville han havde gjort, hvis han havde set Sams vinger? Selv de fleste andre engle ville havde gloet noget.
Sams vinger var brede, mægtige og alt andet ens engels. De havde halv sorte, med flere grå fjer og nogle få hvide. Sam var overbevidst om hans forældres vinder var kridhvide. Lige rene som deres samvittig... Han måtte le.
I det mindste afspejlede vinger hans personlighed. Imodsætning til de to løgnere. De havde gået ombag Guds ryg og... og... fået et afkom! Ham! Og så skulle han betale for det? Et lille, uskyldigt spædbarn sendte Gud ned på den kolde jord. Lige i armene på Demens.
Sam sukkede.
Det var ikke tiden til at falde tilbage i minderne. Det havde han ellers fået en vane med. Endnu et suk. Så lukkede han øjnene og begyndte på sin tale til Gud, forældre, livet, universet og alting. Han følte det som om alt holdt vejret. Ventede...
”Kære Gud... ” begyndte han. Hans blå øjne var stift rettet mod gulvet, et utrolig interessant et af slagsen. Hans hænder var foldet. Han sad på forreste bænkerække. Den næste grund til, at han talte højt var, at han var helt alene. Ensom og forladt. I Guds hus.
”Nogle gange er jeg vred på dig. Meget vred. Så vred jeg kunne smadre alle omring mig... For det meste har jeg holdt migselv i skak. Men den uretfærdighed du viste mig kan jeg ikke udstå. Jeg forstår ikke dine handlinger... Det er en del af spillet, ikke? Mellem dig og gamle Lucifer. Skulle jeg være på sort eller hvid team? Du smed mig ud...
Jeg er alene. Og jeg føler mig forladt. Kan du nogensinde tilgive mig? Kan du? Hørte du mig, da jeg skreg af smerte og bad om hjælp? Eller når jeg grad... græder... migselv i søvn?
”Gud, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg aner ikke, hvorfor jeg kan tale så roligt, når jeg er så pokkers rasende på dig.
”Forældre... Jeg vil ikke sige kære... ” Han mistede kontrolen et øjeblik, klemte øjne og hænder hårdt sammen. Trak vejret gennem sammenbidte tænder. ”Jeg elsker jer. Og jeg hader jer overalt på Jorden. Tænkte I slet ikke på mig, på konsekvenserne, da I gjorde det? Jeg forstår ikke, hvordan I eller dig, Gud, kunne gøre det til et BARN”. Det sidste ord blevet næsten skreget ud og han rejste sig op med et set. Kørte hænderne gennem håret, kæmpede med vreden. Vreden... Den røde ild, bredte sig i hans himmelske og dæmoniske krop. Det løb i hans blod. Lige præcis som Lucifer ville have det.
Sam vendte sig om og sparkede til bænken. Satte sig og begravede hovedet i hans hænder. Følte sig under tøm. Og tilpas.

Sam følte sig virkelig underlig. Følelser syntes at have vinger og flyve rundt i hans krop og samtidig var han helt tøm. Tøm for alle de ting, han engang havde haft. Han følte sig om et fjols, men efter mange års fortrydelse virkede det godt at få det ud.
Stearinlysene sværgede let, men han bemærkede det ikke. Blikket var rettet mod det beskidte stengulv, ind i en mørke jord under det og helt ned i den gamle Satan, Lucifer. Sam rejste sig på ny og kiggede sig omkring. Kirken var ligeså tom som før, lige så tom som han var.
Det var lang tid siden han havde grædt. Tårerne havde faktisk aldrig trillet ned af hans kinder som et vandflad. Det var han alt for stolt til – Demens måtte ikke se noget. Noget til ham eller hans følelser. På den måde var Sam overlevet i den mørke kælder.
Endelig blev blikket løftet og han kiggede ud af vinduet. Det var mørkt og en fugl sang et fjernt sted. Hans fødder fik han tættere på glasruden og nu kunne han skimte en lille skikkelse flyve gennem luften. Hans fodtrin lød som tordenbrøl gennem den tavshed efter den dumme bøn. Gud gjorder ikke noget forsøg på at vise, at han havde gidet hørt efter. Hvem gad også det?
Sam var bare en ud af million. Ensom stjerne. Et hul i jorden, højt hævet over alle andre. Hvorfor skulle han være værd at lytte til? Fra nu af ville han skære båndet mellem ham og himlen. That’s final. Fuglen var væk nu. Et fjernt skrig hørtes og den trykkende tavshed var budt ind i Guds hus igen.
Hvis nogen havde fortalt ham, at en vampyr sad lige bag ham og havde hørt altid, ville han havde grinet. Sige det var en dårlig joke. Meget, meget dårlig joke. Ingen skulle nogensinde høre, hvad han sagde. Ingen. Nogensinde.

Fuglen var væk nu. Væk. Og Sam ville ønske den havde taget hans minder og forvirrende tanker med sig. Ruden var beskidt og underlig, så det gjorde det svært at afgøre om den virkelig var forsvundet. Dens sang var i hvert fald. Det havde også irriteret ham, overbevidste han sig selv om.
Han følte sig delt, følte sig uvidende… Som en lille dreng. Dog var han en mand, ikke? Ikke? Endnu et suk. Det var ved at blive en dårlig vane. Et par nye fugle dykkede op, var det den samme?, op fløj rundt i cirkler sammen. Skulle det forstås som en hån på Sams situation eller var det bare et tilfælde?
Han troede ikke på tilfælde. Intet skete tilfældigt. Alt havde en grund. Ellers ville det ikke ske, ville ikke være det. Enkelt. Matematik. Logisk.
En følelse af sorgmodighed løb gennem ham. Og den pludselig sorgmodighed bragte mange… uvirkelige følelser ind i ham. En lavmælt kvindestemme rev ham dog ud af konflikten i hans krop.
Hun sagde hans navn.
Hun sagde hans navn.
Sam og så noget på et sprog han ikke forstod.
Den omtalte snurrede rundt på hælen og kiggede ned i øjnene på en vampyr. Det kunne tydelig ses. Hvid, emo-stil og selvfølgelig smuk.
Sam klemte let øjnene sammen og kiggede anklagende på hende.
”Hvad sagde du og, hvor fra kender du mit navn?” Og vigtigst: hørte du min… bøn?.

Sam rynkede brynene. Det var svært at afgøre ansigtsudtrykkene på grund af den store hætte. Han følte en tvang til at rive den af og råbe hende i ansigtet. ’Show yourself’ . Hendes stemme… Den gik ham virkelig på nerverne. Bare hendes udstråling. Hendes selvtillid. Det var det han manglede. Selvtillid… Selvanerkendelse... Eller nok mere anerkendelse fra andre. Vide at det han gjorde var godt nok. Ingen havde givet ham. Hun svarede ikke direkte ikke på hans spørgsmål om hans navn.
Hvordan vidste hun det? Hvordan?.
Snakke engelsk? Selvfølgelig kunne han snakke engelsk, men den kendsgerning, at hun havde svaret havde vist hun talte hans sprog. Men engelsk var også fint…
Sam ansigtsudtryk gik fra uforstående til ingenting. Han var lidt fornærmet, den eneste måde han vidste det på var at rynke brynene let igen.
”Don’t understand? I understand perfectly well” Nu smilede hun. Et venligt, moderligt smil. Screw her. Englen fnøs lavmælt ”Help me? I highly doubt that”. Vampyrinden overraskede ham igen ved lægge sin klde hånd på hans lune kind. Han gøs og hans klare blå øjne spærrede sig let op. Hun lokkede ham… Lokkede… Hendes stemme var slesk… Silkeblød med venlige ord. Selvsikkerheden kunne tydeligt høres. Sam blev mere og mere irriteret på hende. Og det takkede han hende for; det optog hans opmærksomhed.
“Come with me, Niño. Let me tell you, the answers to your questions.” Hendes stemme blev mere og mere lokkende, blød. Hun havde fat i hans hage med en enkel finger og hendes hånd efterlod sig et frosset spor på hans hud. Lige vejen fra kinden til hagen.
Han gøs igen.
Sam smilede til hende. Et rigtig typisk Sam-smil; et smil som hverken var følelsesløs, koldt eller varmt. Han løftede armen og trak hendes hætte ned. Hun var helt sikkert vampyr. Og langt rødt hår.