We are nature - åbent

Sofus var vågnet op denne morgen og havde tænkt, at det til en forandring ikke var en "Jeg ville ønske, jeg var død"-dag, men i stedet en "Jeg ville ønske, alle andre var døde"-dag. Det skete med jævnligt fire ugers mellemrum, at han tog sig selv i denne tanke, og han var ikke helt afklaret med sig selv, om det var noget godt eller skidt. I hvert fald var det disse dage, hvor han følte sig selv meget mere, hvilket havde det med at gøre ham mere nedtrykt og bitter, end hvad godt var. Men han følte sig selv. Han følte sig levende. Han følte, at han rent faktisk kunne ånde. Efter et halvkoldt bad havde han taget røret og lagt det mod øret, så han kunne høre bølgerne hviske til ham via det telefoniske apparat, hvorefter et 8-cifret nummer blev tastet ind.
"Chef..." startede han og pillede lidt søvn ud af øjenkrogen. De kaldte hinanden chef, selvom de begge to var medejere af butikken, det gjorde det på en eller anden måde legalt at bosse rundt med hinanden.
- "Huh?" Lød det fra den anden ende.
"Jeg kommer nok ikke på arbejde i dag..." Chef var van til dette opkald, eftersom at han fik det engang i måneden - altid ved fuldmåne.
- "Er det en øv dag?" spurgte Chef, og Sofus havde stået i et øjebliks tavshed. Han snoede telefonens ledning med en finger og hørte, at Viktor var vågnet og begyndt at spille et eller andet skydespil. Det var nok hårdeste ved at have børn, han havde aldrig sin playstation for sig selv.
"Nok nærmere et øv liv."

Han var dog alligevel mødt op i biksen lidt i seks. Selvom han følte sig lidt ør og fraværende i øjnene, så virkede det ikke helt fair bare sådan at blive væk hele dagen. At butikken lukkede 18:00 var så en anden ting - dybt egoistisk, men ikke desto mindre en hel anden. Når man lå på sofaen med et tæppe over sig forsatte livet trods alt uden for vinduerne, hvilket var en ubehagelig tanke ifølge Sofus. Han kunne godt bruge en fjernbetjening, der kunne sætte tiden i stå, eller i hvert fald sænke den lidt, så han kunne følge med igen. Han holdt af at tilbringe tid i butikken efter lukketid. Når mørket sænkede sig udenfor og lyskæderne i vinduets udstilling af smykker var det eneste, der lyste lokalet op, kunne man føle sig tryg og godt tilpas, og han kunne sidde i sofaen med Chef og de to andre og ryge cigaretter, opium og tygge så meget skrå til de svedte ren tobak, og T-shirten blev klæbrig om brystet.

Nu - her lidt over ni - stod de uden for og trak tobakfri aftenluft ned i lungerne, mens Chef låste af og sagde farvel. Sofus og den anden varulvekollega blev stående i skæret fra de røde lyskæder i ruden og snakkede lidt om det sædvanlige: koner, børn, bryster og benzinpriser. I virkeligheden stod de og ventede på at en svagt skydække ville forsvinde, og at en gut med navn Charlie ville dukke op med sin kone, der af tilfældige årsager også hed Charlie. De havde alle fire aftalt, at de i nat skulle ud og jage sammen som en slags flok, og ligegyldigt hvor primitivt det end måtte lyde, så fungerede det altså storartet sådan noget. Det var nætter som disse, hvor Sofus virkelig hungrede efter noget socialt - noget, der ikke bare var sex, hvilket han jo trods alt hungrede efter femogtyve timer i døgnet. En kølig brise ramte hans bare arme og fik hårene til at rejse sig, men da var hans mentale tilstand allerede ved at rykke sig over i et helt andet univers, så han ænsede det knap nok.

Skyfri dag lettere varme og skrækkelige glade og positive mennesker, havde dagen været fyldt af. Og på trods af alles storslåede humør og det fantastiske vejr, var denne dag en ”hvorfor er alle ikke døde”- dag. Intet job i hele byen var fri og intet sted i hele byen var gratis at bo, selvfølelig var det ikke gratis at bo nogen steder, hvem havde også troet det? Men man kunne da i det mindste låne sin lejlighed, bolig eller bare et lille hotelværelse ud indtil at man fik penge på hånden så man kunne betale tilbage. Ingen gang i stripbaren havde de brug for flere! Og selvom hun havde været så smuk at hun var kommet forrest i køen til et job, så kunne de ikke love noget før om en måneds tid måske mere. Hvad var dette dog for en by? Ingen ville låne hende noget fordi ingen havde tiltro til nogen. Folk var for nærrige til at give hende en smugle mad også selvom hun havde tilbudt at vaske biler og gøre rent hos dem for det, og hun havde endda spurgt hele 4 familier! Og alle var de for nærrige eller mistroiske til at lade hende komme indenfor eller bare give hende et stykke brød! Hvad gik der dog af mennesker nu om dage?
Laiua var navnet på dette uheldige pigebarn det ingen mad eller husly kunne finde, og tilmed var helet imod hende. For hun stod ved starten af en gade og havde tænkt at eftersom hun var kreativ ville en tatovør måske give hende arbejde? Og så, så man beviset på at hun ingen hel havde, for da hun kom der hen var butikken lukket, 10 minutter over seks var hun kommet derhen… fandens også! Hvor uheldig havde man lov at være? Hun stirrede arrigt på døren i lidt tid så derefter ned på den lille rev der altid fulgte i hælende på hende, den var knap halvvoksen, trist i blikket lagde den sig foran hendes føder, udmattet og sulten. ”kom vi sover i parken igen… måske… måske er der nogen der har glemt en madpakke? ” hun smilede opmuntrende til reven der knap orkede at se op på hende. Hun satte sig på knæ og løftede den, og på trods af at den var lille så var den stadig tung. Men løftet blev den. Hele vejen til parken, hvor helet igen var imod hende, for selvom parken var stor så var der ingen der havde glemt så meget som en madpakke eller et tæppe. Reven var blevet lagt ved vandkanten af parkens sø hvor den havde fået vand og hvile imens hun havde ledt efter mad. Efter godt en halvanden time kunne man høre klokken der fortalte at klokken var halv ni, fandens også. Hvem helvede var så uheldig? Irriteret gik hun ned til søen satte sig og tænkte. ”sidste mulighed… vi går i skoven og jager… okay?” hun så på reven der løftede hovedet, som om den faktisk forstod hvad hun sagde. ”lorte dag” mumlede hun og rejste sig, satte kursen imod skoven, jage hende? Ja som om hun nogensinde ville fange noget, det var længe siden hun sidst havde jaget. Det ville aldrig gå godt.

I skoven var der utrolig stille, noget hun havde savnet, da bygen var temmelig hektisk. Reven var sendt lidt væk så den kunne skræmme bytte hen til hende. Men det så ikke ud til at virke så godt, for det eneste der endnu var blevet skræmt hen imod hende var fugle og det kunne hun ikke rigtig fange. Hvor uheldig havde man lov at være? Klokken måtte være lidt over ni og hun havde endnu ikke fået noget, dog havde hendes rev haft hel til at finde en due med en brækket vinge som den så havde spist. Hvis hun havde satte appetit som reven havde det sikkert ikke været noget problem at finde mad, men hun nægtede at spise en fugl der hverken var plukket eller for den sags skyld tilberedt på nogen måde. Man kunne ide mindste sætte ild til den så den ikke var rå… måske var hun bare ikke sulten nok?
En snerren kom fra hende da endnu en fugleflok kom hen imod hende ”hvad er det du ikke fatter! Jeg kan ikke bruge f…” Reven kom bakkende hen imod hende, den havde set eller hørt noget som den ikke var van til, og det var helt sikkert ikke den der havde skræmt fuglende. Men hvem ville bruge deres tid i skoven… det var meget muligt at det var fuldmåne men så pæn var skoven heller ikke, og det var trods alt kun lige blevet forår så det var stadig koldt.
Hun gik hen til reven nussede den bag ørene og så ud i halvmørket, efter hvad end der havde skræmt reven. Hun tvivlede på at det blot havde været mennesker.

Charlie 1 og Charlie 2 hilste imødekommende og den ene Charlie forklarede Sofus og kollegaen, at den anden Charlie var med barn - eller unge, som de var så primitive at kalde det - hvilket selvfølgelig var den Charlie, der var kvinde. Når han lukkede øjnene blev det pludselig meget svært at have to venner, der begge hed Charlie, så han åbnede dem igen, smilede bredt og fandt en pakke cigaretter fra baglommen, som han generøst lod gå på rundte. Kvinde-Charlie takke pænt nej tak, men de andre fik hurtigt tændt op i de hvide stænger, og så snart røgen stod omkring dem i en stor, tæt sky, begyndte de at bevæge sig op ad gaden, væk fra det røde skær i vinduet.
Et ulvehyl fremkaldt på bedste menneske-mannér blev udsendt fra Mande-Charlies robuste hals, lige indtil den fik travlt med at suge røg i sig og flokken måtte nøjes med ekkoet i mørket. Kollegaen - Vale - viste tiltag i styrke i det han svang sig i en lygtepæl, så den efterfølgende dirrede usikkert. Alt i alt virkede de andre langt mere opstemte end Sofus, man kunne næsten komme til at tro, at han var ligeglad. Men han var ikke ligeglad. Der var bare forskel på ikke at vide, hvad man skulle sige, og så vælge at lade være at sige noget. Men omgivelserne kunne ikke nødvendigvis se forskellen, så det var vel selvforskyldt at Vale kom brølende i hans retning som en slags hofnar, der forsøgte at muntre ham op. Sofus fik nær røgen galt i halsen og måtte hoste et par gange for at være på den sikre side af livet.
"Så er der da sikret endnu en varulv i byen," klukkede Vale og strøg sit halvlange, sorte hår om bag ørene. Sofus knipsede sin cigaretstump væk, så en orange glød pilede tre hastige meter hen foran dem.
"Ha ha... børn..." Sofus' stemme var nærmest hoverende. Tavsheden blev igen overdøvende mellem de to mænd, og på næsten samme tid fiskede de en lille rund bøtte frem fra hver deres lomme, skruede låget af og satte en lille klump skrå op bagest i munden.

De forsatte op gennem gaden med fuldmånen skubbende bag dem. Dens store hvide skive kradsede ham i nakken, puffede og daskede til ham, trak i ham som vandene i havene og lokkede ham tættere på det indre bæst, der skreg efter befrielse fra ribbenes fængsel indeni ham. Kvinde-Charlie og Mande-Charlie gik og holdt i hånden længere fremme, men man kunne mærke på dem, hvordan de også var begyndt at blive påvirket. Jo tættere på skoven de kom, jo kortere blev mellemrummene mellem de hyl, som Vale af og til kom med.

Hvad der skræmte dyrene anede hun ikke, hun tog reven ind til sig og stirrede ud i halvmørket. Efter en smugle tid fandt hun ud af hvad det var, hun havde hørt det før havde bare ikke lagt mærke til det. Ulvehyl… Men der var da ikke ulve her? Usandsynligt, hun kendte lidt til ulve og dette sted var ikke ligefrem et ”ulvevenligt” sted. Eller havde hun taget fejl?
En lav knoren kom fra hende da hun usikkert trak sig en smugle tilbage, hun havde reven i favnen og det så ikke ud som om den havde noget imod det.
De kom nærmere, ingen tvivl om det, og det lød som om de var på jagt, ellers ville de nok ikke hyle. Men der var et eller andet der var forkert ved dette, som om de hylede forkert… eller også var det et kælent hyl? Det virkede ikke helt rigtigt hvilket måske også var grunden til at hendes nysgerrighed overvandt hendes lettere frygt eller hvad man nu måtte kalde det, og fik hende til at sætte reven ræven fra sig og gå lidt hen imod lydene, alt imens ræven stille luskede efter hende.
Hun kom langsomt tættere imod lydene i takt med at de kom tættere imod hende, hun kunne ikke se nogen men hun kunne høre stemmer, og ulvehylende var iblandt, hun havde ikke vovet sig ud af skoven og ville være sikker op at hun forblev i skjul så hun gik ikke tættere på, alligevel kunne hun høre det… stemmer.
Ulve kunne hverken snakke eller grine, var det mon bare en lille flok fulde unge der imiterede hylende? I så fald ville de være gode til det, men en nævnte noget med børn? Var der nu også børn med? Det ville ikke give mening at de så var fulde, hvad var meningen ? en lettere irriteret dog lavt knorren kom fra hende, hvorfor kunne det ikke bare give mening?
”KNÆK” en høj lyd der gennemtrængte den stilhed der ellers fyldte skoven, efterfulgt af en pudslen kunne høres. Og med en hurtig og lydløs drejning vendte Laiua sig om og stirrede på reven, ”hvem af os er det egentlig der skulle forestille at være den ’lette på tå’ ” mumlede hun lavt til reven, og vidste man ikke beder skulle man tro at den smilede undskyldende til hende og næsten forsøgte at ind charmere sig igen. Hun rystede på hovedet, og nussede den mellem ørene mens hun langsomt vendte sig om for at sikre sig at de unge ikke havde hørt det.
Hun var nu rimelig sikker på at det var dem der hylede, men hvor skulle de ha lært det fra? Hvorfor ville de overhovedet gære det? Og hvorfor i al verden ville de tage børn med? Spørgsmålene væltede rundt i hovedet på hende alt imens hun kiggede hen imod lydende, men ikke rigtig kunne få øje på lydendes ejer. Hvilket også gjorde hendes yderst uopmærksom