In joy and sorrow (Autumn)

Det var ikke altid at man havde brug for at lave noget vildt, når man gik en dag i møde som denne. Bastian havde valgt at begive sig ind på biblioteket for at søge efter viden og samtidig få mere erfaring, end vampyren havde i forvejen. Man kunne altid blive klogere, ikke? Der kunne ses et skævt smil på hans læber, mens at man kunne høre lyden af hans støvler, for hver gang at han tog et nyt skridt efter det andet. Han havde sorte stramme, jeans på og en hvid top på hvor der ingen ærmer var, mens at han udover havde en mørke grå t-shirt på, imens havde han bare sat sit hår som han plejede med en hanekam, der ikke var nær så høj som folk normalt havde en hanekam. Det var ikke sat så overdrevet som folk måske ville have en mening om. Han gjorde altid noget ud af med at sætte håret, mens at han sådan set også var fuldkommen ligeglad med andre folks meninger. De kunne sige hvad de ville om ham, uden at han ville tage det på sig. Så meget kunne han sige, uden at vide hvad der egentlig ville ske og når det kom til stykket, så var han jo et dødt organisme. Der var ikke noget der hed første forelskelse og den slags længere, det var for længst forduftet.
Vejret var perfekt, især for ham. Det irriterede ham ikke, selvom det vigtigste var at solen ikke længere herskerede, så han ikke endte med at blive dødende. Blæsten tog stille fat i nogle af hans små hårtotter, selvom håret måske var en del stift efter at det havde fået en del hårlak, så det kunne blive siddende hvor det skulle. Der var en smule tåget, hvilket gjorde at Bastian kom i lidt bedre humør. Det gjorde landskabet mere spændende at udforske. Himlen var som regel mørk hen på aftenen, det var der intet nyt i, overhovedet. Stjernerne var lidt svære at se, pga. tågen.
Efter at han nåede til biblioteket, studerede han en smule bygningen, inden at han trådte helt hen til døren, indgangen, hvor han tog fat i dør håndtaget og skubbede så døren blev åbnet. Bastian stillede sig derefter ind i døråbningen i et sekund før at han trådte ind sådan at det endte med at døren lukkede i bag ham. Han lod sine øjne glide rundt, så han pludselig stoppede op og fik øje på bibliotekaren. Der var ikke nogen at se ellers udover hende. Men det gjorde ikke Bastian noget, det var fint med al den fred og ro.
Han fortsatte så med at gå, så hans støvler igen lavede genlyd mod jorden, han begav sig hen til reolerne, og begyndte at se sig omkring. Han havde ingen anelse om hvor han skulle begynde henne..

Der var som altid dejlig stille inde på byens bibliotek. Men på denne tid var stemningen bare perfekt. Her var inden små børn der løb rundt med en billedbog i hænderne for at få sine forældre til at læse den højt for sig. Og så var der også et eller andet med det gule lys der blev sendt ned mellem de mange reoler som bare gjorde det mere hyggeligt. Dette udnyttede Autumn. Denne lille pige havde siddet det samme sted i ukendt tid. Hun havde ingen idé om hvor lang tid hun havde været men hun var et eller andet sted og ligegyldigt. Hun havde placeret sig mellem rækkerne D og G. Ryggen mod den ene reol og benene trukket hel ind til sig. Hun støttede sin bog mod hendes knæ mens hun endnu holdt den med begge hendes fine hænder. Hendes smukke blå øjne var rettet med i bogen og fulgte efter hver en linje og fik fat i hvert et ord. Hendes kønne ansigt havde dette koncentrerede ansigts udtryk som stadig fortalte at hun var helt væk i den verden som historien træk hende med til. En lav stak af tre andre bøger stod ved siden af hende mens at en enkel lå på den anden side.
Hendes påklædning så mere eller mindre almindelig ud. I hvert fald for hende. Den sorte tutu lignende nederdel nåede hende til midten af lårene og et par sorte nylonstrømpebukser dækkede resten af hendes ben. En sort top sad tæt mod hendes velformede overkrop men en stor lyseblå der var taget hen over skjulte det en smule. Fødderne var mere eller mindre bare da skoene lå lidt længere henne ad ’gangen’. Hendes lange mørkebrune hår krøllede lidt i spidserne da hun ikke havde haft den største lyst til at gøre mere ved det den dag så glatningen var ikke blevet helt fyldendt. Autumn lagde ikke rigtigt mærke til at der kom andre ind. Hun kunne svagt høre støvlerne hen over gulvet men lyden lå mere i hendes ubevidsthed. Hendes læber syntes at mime ordene hun læste, ganske forsigtigt, og hun kunne minde om en person i trance som hun var opslugt af bogen. Sådan havde hun næsten været siden hun kom til bygningen lige efter mørket havde lagt sig. Hun havde ikke ville være det hjemme og hun havde ikke andre steder hun ville tage til. Her var der jo altid så fredeligt. Og her ville pædagogerne ikke lede efter hende hvis det var det de ville. Og hvad gjorde det at hun ikke lige var der hjemme? Hun ville vel komme hjem senere..

Bastian fortsætte med at gå hen af gangene til at han kom til de bøger der startede med bogstavet k. Han havde fundet en lille idé om hvad han ville læse. Han ville læse om sin mor, vampyrinden, Kitwa, hvis navn han havde fået til mellem navn.

Det skulle siges at være en berømt vampyr og Bastian kendte ikke så meget om hende, da han blev forladt næsten efter at han var blevet født.
I hans familie var det sådan at andre vampyrer tog sig af et barn i stedet for ens forældre, fordi man var bange for at faderen ville dræbe enten sin egen datter eller søn. Manden i ægteskabet havde det så nemt at blive jaloux.

Et større smil dukkede efterhånden frem på hans læber, da hans mors navn endelig dukkede op. Kitwa Anthony Stones. Han trak bogen ud fra reolerne lige så stille, så der ikke ville ske noget.
Han satte sig derefter ned på gulvet, da han ikke orkede at finde en stol og tage til sig, som han så en kvinde havde gjort, efter at han havde kigget sig lidt omkring, inden at han åbnede bogen og bladrede om på første side så han begyndte at læse.

Bogen fortalte ikke bare om hans mor som person, den beskrev også hendes udseende.
Hun havde været en meget smuk vampyr kvinde som var tiltrækkende hos mange mænd, og det var en af grundene til at Bastian og blev forladt som lille, fordi hans far ikke gad at hans mor passede på ham. Det mente han var spild af tid.
Bastian sukkede lavt, mens at han atter bladrede videre. Uden at søge så meget efter opmærksomhed. Han vidste ikke om der var nogen som havde bemærket ham.

Autumn var stadig helt væk idet at en eller anden person trådte ind i den ’gang’ hun havde placeret sig. Hun opdagede intet men blev bare ved med at kører sit blik hen over ordene, mime hvad der var værd at huske og så bladre til næste side. Hun virkede på en eller anden måde alt for opslugt til at det hun læste ville være en fiktions historie. Det var viden hun søgte. Som så mange andre. Og hun så virkelig ud til at gå op i det i dette øjeblik. Og bogens omslag fortalte også det hele var fakta.
Pludselig som om at nogen havde kastet vand i hovedet op hende vågnede hun op. Som et chok og de blå øjne var med det samme blevet lagt mod den person der sad overfor hende. Hun spærrede let sine øjne op og kunne ikke lade være med at stirre. Hendes åndedragt var en smule hurtige men hun faldt igen ned igen. Det var bare overraskelsen af ikke at være alene mere. Et kort øjeblik var hun også lidt i tvivl om hvor hun var og så sig ret så forvirret rundt. Hun skulle altså til at være mere opmærksom på sine omgivelser. Ellers ville hun bare ende med at ligge død i en tilfældig container i en af de gyder folk aldrig ville lede. Men det var bare en ting hun skulle arbejde med. Dog ikke nu. Hun rystede svagt på hovedet og fik sine tanker mere klare samt at hun fik taget blikket væk fra denne fremmede der havde gjort som hende. Hun lukkede forsigtigt den bog hun endnu havde i sine hænder og lagde den i den bunke med de andre tre bøger. Tog den sidste bog fra den anden side af sig. Men åbnede den ikke med det sammen. Lod sig se over omslaget og læste titlen om og om igen. Derefter blev den bare lagt over til de andre. Og med et suk kom hun op at stå igen med bøgerne i sine hænder. Tunge dog kunne hun lige holde dem. Vendte sig mod sin reol og begyndte roligt at stille bøgerne på plads inden hun gik hen til den anden reol for at stille den sidste på plads.
Igen kunne hun ikke lade være med at se mod denne unge mand der sad der og læste. Det var underligt som hendes nysgerrighed blev sat frem mod denne person. Dette væsen? Det var ikke kun hans essens men også hans blege hud og kølige udstråling der gjorde hende klar over at han intet menneske var. Hun så ned på hans læsestof og et lille smil formede sig på hendes læber. ”Undskyld hvis jeg forstyrrer men..” Hun bed sig kort i sin underlæbe inden hun forsatte. ”..hvis du også interessere dig for familien Stones burde du prøve og kigge nede i afdeling 32.” Hendes stemme var dæmpet da hun ikke ønskede noget ekko og hun vidste at han nok ville kunne høre hende.

Han kiggede langsomt op mod personen der snakkede ned til ham, mens at han fortrak sin ene mundvige i et svagt smil, inden at han begyndte at snakke;
"Jeg skulle bare finde information om en person, ikke hele familien.." sagde han meget roligt, mens at han lukkede bogen og rejste sig op. Han kendte godt til familien da han selv var medlem af den.

Han hed bare ikke Stones, da han ikke var direkte stolt over familien som sådan, kun over for sin mor. Han holdt stadigvæk fast om bogen, eftersom han ikke ville ligge bogen på plads med det samme.. Han ville låne den af biblioteket.

"Hvem er du.. egentlig?" spurgte han, mens at han lagde sin opmærksomhed på kvinden, der før snakkede til ham. Han ventede lidt med at gå op til bibliotekaren og rømmede sig enkelt gang.

Bastian havde ikke mødt så mange endnu og kendte ej nogen, selvom han havde været i byen i et godt stykke tid nu. Men det var vel bare svært nogen gange, det med at få nogle at snakke med. Og når det kom til stykket så var Bastian heller ikke så god til det med at have selskab. Specielt ikke med fremmed, men det var ikke sådan at han var uhøflig. Han prøvede skam at gøre noget ved problemet, selvom det ikke altid lykkes ham. For det meste endte det med at han fik dem til at løbe væk som en kujon.

Autumn kunne ikke helt lade være med at gøre store øjne da han rejste sig op. Hun blev altid overrasket når folk var højere end hende. Også selv om at de fleste hun kendte tårnede sig over hende. Hun blødte dog hurtigt op og et smil voksede frem. Eller hendes smil blev vel bare lidt større. ”Ja okay. Det var også bare hvis det var.” sagde hun roligt mens at hun lagde sit hoved svagt på skrå og studerede denne unge mand foran sig. Havde alle i denne by virkelig udseendet med sig? Det var næsten helt utroligt. Men hun havde vel et eller andet sted vænnet sig til det.
”Ehm.. Jeg hedder i hvert fald Autumn og jeg er vel mig selv.” Et svagt men hjertevarmt grin kunne høres i hendes dejlige stemme som hun svarede på hans spørgsmål. Normalt var hun ikke den type der kom i kontakt med nogen hvis hun selv sad og læste men det var vel forskelligt fra hende og ham her. Hun løftede sin ene hånd og mens hun strøg noget af sit hår væk fra sit ansigt vendte hun sig helt op så de stod front mod front. Det var lidt mere komfortabelt når det kom til samtaler. Syntes hun i hvert fald. Hun virkede munter og glad. Fuld af energi men stadig godt nede på jorden. Hun lod sig træde et lille skridt bagud for igen at vende sig mod reolen. Lod sine øjne følge hendes fingre der kørte hen over de mange bøgers rygge inden at hun faldt over en interessant bog. Hun trak den ud og efter kort at have scannet omslaget så hun atter mod denne person hun endnu var nysgerrig omkring. ”Og hvem er du så?” Hun smilede lidt større og tog ikke blikket fra hende. Hun kunne godt minde om en lille dukke som hun stod der med bogen i sin favn, det søde smil og de store uskyldige dådyr øjne. Plus den fejlfrie og blege hud. Hun havde en imødekommen udstråling og hun sørgede vel for at han også kunne mærke den. Han virkede spændende og hun ville ikke have han skulle gå igen. ”Hmmh.. Hvordan kan det være du interessere dig lige præcis for dét familie medlem??” Hun havde bare ikke kunne holde spørgsmålet inde. Men han måtte vel svare hende hvis han ville. Dog syntes hun stadig det var normalt at spørge om. Nu ventede hun vel bare på hans reaktion.