Do no harm - Nicholas Tallon

---

Boghandleren havde Ashley lige akkurat nået og bogen hun havde været på udkik efter først på skolens bibliotek og derefter byens bibliotek, hvor hun desværre havde måtte gå tomhændet derfra, den havde boghandleren heldigvis haft. Og selvom hun var blevet en smule fattigere, så følte Ashley sig nu alligevel det rigere. Det var ingen speciel bog, faktisk så havde hun læst den før, mange gange endda, men hun havde ikke ejet den, hvilket nu var fortid. Havde hun heller ikke kendt boghandleren, så var hun nok heller ikke blevet lukket ind, men ligemeget hvad havde hun været ufatteligt taknemmelig og lovet den ældre dame en lille æske chokolade fra hendes arbejdsplads, hvilket damen bestemt ikke havde virket utilfreds med.
,,Vi ses i morgen!'', havde hun sagt med en glad stemme, et lille smil og derefter vinket farvel som hun var trådt ud af døren. I hastige skridt havde hun forladt gågaden og selvom hun vidste det var umuligt, så havde Ashley alligevel håbet at hun kunne havde nået hjem inden mørket tog over. Natten skræmte hende ikke, men der var nu alligevel et eller andet der gjorde, at hun sjældent brød sig om at bevæge sig rundt udenfor om aftenen - så hellere skoven end byen, mærkeligt nok. Men der var nu også et eller andet fascinerende over at gå rundt i byen, også om natten, men det var ikke fordi at den var pæn og velduftende som naturen, nej faktisk var den ret ulækker, beskidt og stinkende, men det var måske det der gjorde det? Tankerne havde hun tit haft og hver gang var hun endt ud i det samme; uden svar. Denne gang var ikke anderledes og som hun bevægede sig ned af stien, som blev ringe belyst af nogle enkle gadelamper, begyndte hun mindre og mindre at fokusere på hvad der skete omkring hende og mere og mere at tænke over alverdens tanker om menneskene.

For mange var det her nok en almindelig aften, for Nicholas ligeledes på mange punkter. Til trods for den ganske almindelig dag, havde hans sjettesans været vakt allerede tidligt den morgen. Arbejdsdagen havde dog været som forventet, folk havde gjort deres arbejde, han havde haft hænderne fulde, og alt havde været som sædvanligt. Hjemturen var også forgået efter alle kunstens regler, men den underlig fornemmelse han havde gået med hele dagen ville ikke slippe ham. Til sidst var han ved at blev skør, netop derfor havde han opgivet at sidde stille i sin lejlighed, og så snart solen var tilstrækkeligt nede, bevægede han sig udenfor på sin terrasse, hænderne var endte let spredt fra hinanden mod gelænderet. Øjnene faldt i, og han trak vejret dybt ind, i et forsøg på at finde lidt ro og forhåbentlig slippe af med denne irriterende fornemmelse. Han var ikke sulten, var ikke i behov for kvindeligt selskab.. ganske enkelt, havde han det fint foruden denne sære følelse.

... Og bum! Der var den! Øjnene blev slået op, og de gyldenbrune øjne tændtes i en flammende rød farve et kvart sekund, inden han fik sig selv under kontrol. De skarpe hjørnetænder der var blevet skudt frem, blev ligeledes trukket tilbage, og et skævt, faretruende smil trak frem over hans læber. Duften af Aspara, blandet med duften af en kvinde. Åh.. det her ville i sandheden blive en fantastisk aften.
Hans blik søgte hen over byen fra sin plads så højt oppe over byen, og hans blik forsøgte at lokaliser det cirka område hvor personen måtte befinde sig. Hvad det gjorde ved ham? Alt.. blodtørsten efter hendes blod, og tanken om hendes krop. Mon ikke hun var en pæn størrelse der kunne blive et fint trofæ? Formentlig.

Outfit

Men hvad var der egentligt at frygte? Ashley havde gået turen mange gange; fra Terre til La marécage, og der var aldrig sket noget, hverken med hende eller nogen andre som hun havde hørt om - og det var ikke fordi turen lige var en lille hurtig kilometer, nej det tog alligevel et stykke tid, specielt hvis man var som Ashley og oftest stoppede så snart der var noget spændende at kikke på, eller følge efter.

Den ringe belyste sti afslørede alligevel en del; ingen foran hende og ingen bag ved. Buskene på hver hendes side gjorde det muligvis mindre betryggende, men så alligevel ikke og grunden var, hvor mærkelig det end lød, at naturen var hendes ven; et enkelt strejf på hvilket som helst blad ville afsløre, om der var nogle der rodede rundt inde i buskene og dette ville give Ashley et forspring i at stikke af. Men dette bekymrede hun sig som sagt ikke om, for lige nu var hun alt for optaget i sine tanker om alt muligt rent ud sagt unødvendigt.

Et skrig fra en fugl fik hende dog hurtigt revet tilbage til virkeligheden og den lille skuldertaske som bogen var endt i, fik et nervøst klem. Fuglen hun havde hørt, havde hun svært ved at tolke; lyden var ukendt og om den bare normalt lød som et dyr der led eller om den faktisk lå og led, havde hun svært ved at regne ud. Og selvom hun gerne ville hjem, så gik hendes indre gudinde imod hende; tag dig sammen! tænkte hun til sig selv. Efter et hurtigt kik hen over den skydækkede himmel blev hun enig og efter en indre kamp, drejede hun af stien og ind af vej hvor fugleskriget var kommet fra. At hun måske skulle gå i 10 minutter længere, ændrede vel ikke på sagen.

Spørgsmålet var så, hvorvidt vampyren skulle forlade sin redde - eller sit fort - for at jagte den lille velsmagende sag. Nuvel, han var noget af en kvindebedårer, og var der noget i verden der var bedre end en Aspara, så var det altså en Engel, engang i mellem måtte man dog nøjes, og det var da længe siden han havde sat tænderne i sådan en godbid. Desuden, fornemmelsen han var gået med hele dagen var vakt, så det her var hans kald... dagens kald.

Han løsrev sig fra sin position ved terrassen, og selvom han uden besvær kunne have taget springet derfra og ville være landet let og elegant på fødderne nede på gaden, så ville det simpelthen ødelægge hans image hvis han gjorde den slags. Nu var han trods alt ikke hvem som helst.
Turen gik derfor ind i lejligheden, hvor han uden besvær greb sin habitjakke som han havde efterladt over sofaens ryglæn, og bevægede sig ud af lejligheden i løbet af få øjeblikke. Elevatoren førte ham ned til lobbyen hvor vagten hilste pænt - og dog undrende - på ham. Derfor forsvandt han ud af døren og ud på gaden.

I løbet af relativt kort tid, havde han fangede færten af sit bytte, og sat kursen i den retning. Han bevægede sig egentlig ret let, elegant, og roligt. Intet hastede, og hans bytte var heller ikke på farten, egentlig.. kom de tættere og tættere på hinanden, om end der nu stadig var nogle gader mellem dem. Hendes duft var næsten berusende, og et legesygt glimt var at finde i hans nu gyldne øjne. Kunne man end gå og fløjte for sig selv? Egentlig ikke...

Opmærksom på lyden og intet andet, bevægede Ashley sig i hastige skridt væk fra den dårlige belyste, men alligevel sikre sti. Hvorhen hun bevægede hun sig, anede hun ikke, men lige nu var det heller ikke vigtigt. Det vigtige var at finde den fugl og finde ud af om den havde brug for hjælp. Et hvert andet normalt menneske ville ikke tænke videre over det og bare glemt det,  men hun var jo heller ikke et normalt menneske, derimod en hjælpsom aspara og forsøgte hun ikke, så ville det uden tvivl jagte hende i hendes drømme.

,,There you are.." En sort fugl sad sølle krympet sammen på jorden og en smule lænet op af et stort træ. ,,What happened to you?" Spurgte hun dæmpet og satte sig derefter ned på hug for at komme tættere på fuglen. Den sorte fugl mindede lidt om en raven, men den var bare en del større. Forsigtigt rakte hun hånden ud, men inden hun nåede at røre fuglen, blev hun trukket tilbage ved at en rev hende i håret. ,,Argh! Stop! You're hurting me!" Panisk og forskrækket gled hendes hænder op i hendes hår og landede ovenpå de fremmede kolde hænder. ''That's the point sweetie", blev der sagt derefter efterfulgt en hæs latter.

Smerten ved at blive i håret var… ikke til at beskrive. Det var måske også derfor Ashley så nemt valgte at adlyde da manden bag hende bad hende om at rejse sig op. Sekunder efter stod hun presset ind imod træet, dog med mulighed for at se mandens ansigt. ,,..You're… a vampire", hviskede hun svagt og tydeligvis forskræmt som hun bemærkede de røde øjne og spidse hjørnetænder. ,,Please.. Just let me help the..!" En smule desperat kikkede hun rundt efter fuglen, men den var pist borte. ''The what? The bird?" stemmen var anderledes end den første og da der dukkede en anden op lige på hendes højre side, føltes det som om at hendes hjerte sprang et hjertebanken over.  ''She smells nice" ...  ''I bet she tastes even better''. Nærmest forstenet op af trænet, kikkede Ashley skiftevis over på de to vampyre som uden problemer stod og snakkede om hvilken lille delikatesse de havde fanget så nemt.

Situationen ændrede sig, for flere lugte sluttede sig til duften af hans lille bytte. Det var ikke svært at skelne sin egen arts stank fra andres, især fordi disse virkelig lugtede fælt. Nuvel, han måtte sætte farten op, for at dømme efter deres planer og hastige skridt, havde de fundet hans legetøj, og det var han jo ikke så godt tilfreds med. Netop derfor måtte han sætte farten op, hvis han skulle have en chance for at få mulighed for at underholde sig lidt med denne lille størrelse af en Aspara. I mens var hans sanser årvågne, og han vurderet der ikke var andre end lige de to vampyrer der ville udgøre en trussel. Der var et par mennesker på gaden, men ikke på samme gade, og det betød han rigtigt kunne udfolde sig.

Pludselig lød hendes stemme, og havde han selv haft et bankende hjerte, ville det have slået et ekstra slag over. Så fantastisk, hendes stemme var fuld af angst, men ikke desto mindre var den så sød som honning!
Heldigvis var han ikke så langt væk fra dem efterhånden, og kunne kort efter høre hendes vejrtrækning og bankende hjerte. Vups, der slog den et ekstra slag over, og luften af hendes frygt hang i luften.

Med hænderne stukket i lommen lukkede han afstanden til dem, og trådte frem således han var til fuld skue. Hans øjne gyldne som rav, hans udtryk rolig og afbalanceret, og han udtrykte kontrol og magt. Klædt i jakkesæt var han den fødte leder at se på, om end han skødesløst havde efterladt den hvide skjortes øverste knap åben, og bevidst glemt slipset derhjemme. "Gentlemen..." den rolige, men lettere sensuelle stemme brød stilheden og afbrød de to vampyrers dybe samtale om smagen på deres fangst. "What a vay to treat a lady.." tsk'ede han af dem mens hovedet faldt på skrå.

Flere gange slog Ashley nysgerrige pilfingre væk; hun ønskede ikke det der nok skulle ske, nej hvem ønskede overhovedet det, men hun frygtede selvfølgelig også hvad der ville ske, hvis hun blev alt for usamarbejdsvillig - kunne de finde på at dræbe hende? ,,Please", hviskede hun flere gange, men de reagerede ikke og forsatte blot deres grænseoverskridende handlinger. Og da hun igen slog en af de nysgerrige fingre væk, valgte fyren at gribe fat om hendes håndled og i en hurtig bevægelse tvang han hendes arm ud og hen til sit eget ansigt. Det løb hende koldt ned af ryggen, da hun mærkede hans kolde læber mod hendes håndled. Pulsen var høj, men det var vel ikke så underligt.

En ukendt stemme fik dog ham til at stoppe og i det der lød som en lidt irriteret stemme, svarede han manden tilbage; ''Walk away man, we found her first." Derefter skænkede han den fremmede et hurtigt blik. ''Can't you see that she's enjoying it?" Sagt i tydeligt ironi, greb manden om Ashleys kæbe og en smule ufrivilligt blev hendes ansigt rettet imod den nye. Mest af alt, havde hun bare lyst til at klemme øjnene hårdt sammen og tanken om at det bare skulle overstås strejfede hende også. Og manden foran hende… hvad kunne han gøre? Afbrød han, ville han bare ende som deres næste offer og det ønskede hun ikke skulle ske. Men hendes øjne forblev åbne og de smule blanke grønne øjne stirrede på ham og et eller andet sted så håbede hun, at han ville gøre noget og stoppe det hele.

''You can have her when we're done. Now piss off."

Endnu en gang føltes det, som om at et slag blev sprunget over. I en noget så hård vejledende bevægelse, blev Ashleys hoved vendt en smule, hvilket resulterede i at hendes hals blev blottet. ,,No..!" Peb hun og i en hurtig bevægelse fik hun trukket den fangne hånd til sig og forsøgte derefter at skubbe vampyren der var tættest på væk, men uden held, da den anden hurtigt fik fat grebet fat om hendes hænder igen.

Nicholas hadede typer som disse, typer der ikke anede hvem deres overmand var. Han tsk'ede nok engang, mens han rystede opgivende på hovedet. Hun var hans, og ingen... skulle have lov at sætte hverken hænder eller tænder på eller i hende før han gav sin samtykke. Mændene var ganske enkelt irriterende, som parasitter der bare skulle fjernes, og det uden diskussion. Han havde allerede udvist høflighed, og det havde de tydeligvis ingen pli til at reagere på, i hvert fald ikke med andet end fornærmelser, hvorfor han måtte ty til handling.

Situationen var den, at han havde to valgmuligheder. Enten kunne han blive fysisk grov, eller... så kunne han frarøve dem evnen til selvstændig tænkning. Valget var egentlig deres, eller hvad? Nej, det var den faktisk ikke, for de havde pissede på ham, og så.. slog han sig først løs. Men! Der var kvinder tilstede, og han ville helst ikke få blod på tøjet. Netop derfor traf han en hurtig beslutning.

"I don't think that is possible.." blev svaret ligeså roligt og kontrolleret som det hele tiden havde været. Derpå trak han den ene hånd op ad lommen, og imens aktiveret han den ene af sine magiske evner. Med et knips, og en halvcirkelformede bevægelse med fingre og drejning på håndledet, stivnede de to mænd. Hans gyldne øjne begyndte langsomt at stråle i deres smukke glans, til de strålede som flydende guld. "Let go of the lady.. and step back, both of you" stemmen var stadig rolig, men ekkoet der lå i det afslørede at de to mænd ikke havde en chance, hvad de da også beviste. Kvinden blev omgående sluppet, og mændene trådte begge et skridt tilbage fra hende. Nicholas rakte hånden frem mod hende med håndfladen opad "Milady.." sagde han ligeså høfligt som noget væsen kunne være, blikket nu fikseret på hende, og udelukkende hende. Hun var smuk, og ligesom han havde forestillet sig.

En lydløst klump blev sunket, som hun mærkede hvordan det kolde væsen kom tættere på hendes blottede hals. Igen åbnede den fremmede munden; han var stædig, hvorfor forstod Ashley ikke, men ærligtalt så var det heller ikke deres hendes fokus lå i øjeblikket. Øjnene klemte hun hårdt sammen og som hun ventede på det hun tænkte ville blive smertefuldt, hvis ikke ubeskriveligt smertefuldt, så skete der aldrig noget. Hun havde godt hørt hans ord, de sidste om at de skulle de skulle slippe hende og træde nogle skridt tilbage, men aldrig tænkt tanken at de ville lytte og gøre det. Derfor kom det nok også som en overraskelse, da hun mærkede den ene kolde hånd slippe hendes kæbe og den anden hendes arme.

Øjnene gled op og skiftevis havde hun kikket på de to vampyrer som næsten havde brugt hende som en omvandrende blodpose. De havde gjort som han havde bedt om, ikke blot sluppet hende, men også trådt nogle skridt tilbage. Hvem var denne mand? En smule mundlam, bukkede hun sig ned og fik hurtigt samlet hendes faldne taske op fra jorden og placeret hen over skulderen; for guds skyld, så måtte hun ikke glemme bogen! Og derefter, måske i en smule frygt for at de to herrer skulle ombestemme sig og tage fat igen, tog hun imod hendes redningsmands hånd og per automatik gik hun hen til ham.

Sikker havde hun følt sig, men det var kun indtil hun havde rørt hans hånd og følt samme kolde klamme følelse som de to andre; han var også en vampyr og (desværre) en vanvittig flot en af slagsen. Men hvad ville han? Fandtes der gode vampyrer eller ville han bare udnytte hende selv? En smule nervøst, besluttede hun sig for at kikke op på ham og hurtigt fandt hendes grønne øjne frem til hans ellers noget flotte gyldne. ,,Thank you…" Stemmen var lav, men svaret helt oprindeligt. Og hvorfor hun ikke forsøgte at stikke af, nu hvor hun havde muligheden, trods hun havde hørt om vampyrenes hurtig, var hende en gåde, men det skyldtes jo nok den nysgerrighed som begyndte at overtage hendes sind; hvorfor?

Hun var overrasket, men hvem ville dog ikke være det? Hans evne var måske ikke unik, men han havde i hvert fald brugt århundrede på at øve og bruge den, og den var mere eller mindre perfekt! I hvert fald hvis man spurgte ham. De to vampyrer lystrede derfor, og som de trådte væk og den unge Aspara åbnede sine smaragdgrønne øjne, var hun ikke sen til at samle tasken op og tage hans hånd. Dertil løftede hun blikket mod hans, og de gyldne øjne fandt hendes grønne. "You are welcome, dearest. Now, would you please walk in this direction? I will be with you shortly" svarede han roligt, fattet og med et venligt og charmerende smil. Hvad ideen var? Netop at hun skulle lystre og gå videre, og at han så let, elegant og smertefuldt kunne gøre det af med de to artsfæller som tydeligvis ikke havde lært at lystre.

Han ventede dog til kvinden havde sat kursen væk, før han tog sig af sagen. I løbet af relativt kort tid, var begge vampyr sendt tilbage til helvede, og han børstede støvet af sine ærmer. Det havde ikke taget mere end tyve sekunder, og så fandt han let og ubesværet op ved siden af hende. "How do you feel, miss? They didn't harm you, did they now?" hvorfor han spillede det her spil frem for bare at snuppe hende og tage hvad han ville? Fordi legen var sjovest, og det her var hans underholdning for resten af natten. Manden havde ikke just behov for søvn, og da slet ikke når selvskabet blev så godt som det her.

Selvom han var kold at røre ved, så formåede han alligevel at sende en eller anden varme i hendes retning. Var det den rolige stemme, det dér smil han sendte hende eller de dersens øjne som var ret så svære at tage øjnene væk fra? Det var umuligt at regne ud, men en ting var sikkert og det var at havde hun ikke taget sig selv på gerning, så havde Ashley nok stadigvæk kikket, nej stirret på ham endnu. ,,S-sure..", svarede hun dæmpet og mærkede så hvordan kinderne begyndte at blive en tand varmere end før. Det hele var i sandheden forvirrende, og som hun gik og studsede over hvad der lige var sket, bevægede hun sig i små skridt i den retning som han sagde.

Det havde været den perfekte mulighed for at snige sig væk og Ashley tog den ikke. Der var helt klart flere ting der talte for at hun skulle stikke af, men alligevel var det nysgerrigheden der vandt, uhyggeligt nok. Det var hendes første møde med ikke bare en, men hele tre vampyrer og muligheden for at snakke og studere sådan en tingest var… uimodståelig. At det så var en flot en af slagsen, gjorde et måske lidt mere besværligt, for hun ville sikkert ende med ikke at kunne få sig selv til at sige noget som helst af bare generthed.

,,?!" … ,,Oh, fine. No they didn't." Hun var blevet noget overrasket, endnu en gang, da han pludselig var oppe ved hendes side. Han var lydløs og det både skræmte og fascinerede hende. ,,..Thanks again.. I don't know what would ha…" Hun stoppede sig selv, for ja, Ashley var godt klar over hvordan det kunne havde endt og ligeledes vidste manden, som også var en vampyr, det også godt. ,,..I don't wanna sound rude, but I was heading home and -", hun stoppede sig selv og efter et lille overvejende bid i underlæben, fik hun samlet mod nok til at fuldføre sin sætning; ,, - and It's the other direction." Stemmen var dæmpet, næsten hviskende, så om han overhovedet hørte de sidste ord, var hun ikke helt sikker på. Selvom hun hjertens gerne ville blive og tage alle mulige mærkelige notater, så skreg hendes indre gudinde at de skulle hjemad. Og det kun gå for langsomt.

Hvilke effekt han havde på hende, vidste han jo ikke med sikkerhed, han havde en ide, og det passede ham fint at hun allerede ikke kunne tage blikket fra ham. Hun rødmede tilmed, noget hans fantastiske nattesyn lod ham vide, og hans smil voksede blot en anelse mere i karakter. Ja, hun var vidst modtagelig over for den charme han lagde for dage.

Blikket forlod hende dog efter at hun havde lystrede, og han tog sig af de to vampyrer. At rydde op efter sig selv var ikke nødvendigt, der var ikke meget tilbage af de to da han var færdig. En fordel når man var deres racer, der var ikke meget at begrave.
Derpå kunne han atter finde hen til hende, og det uden at have fået så meget som en krølle på tøjet. I stedet for fik han jaget en frygt i livet på hende da han bare dukkede op. "I beg you pardon, I didn't mean to scary you" skyndte han sig at sige som det første så han ikke faldt ud af rollen som værende good-guy. Smilet forlod da heller ikke hans læber i stedet for blev det en tand mere charmerende.

At de begge vidste hvad der ville være sket var han ikke dukket op, behøvede de jo ikke tale om. Desuden ville det formentlig stadig ske, eller noget i den retning i hvert fald, Nicholas var der trods alt stadig, og det var ikke fordi han var en engel. Tværtimod, ville han vove og påstå hun ville have foretrukket de to vampyrer frem for ham. Selvom manden nu var et pragteksemplar på en vampyr.

"I see, however I cannot let you walk home in this late. You saw what was about to happen. Please, do accept my invitation of a stay at my place, just for the night. There is plenty of room, and a nice bed for you to sleep at" fristede han, tonen stadig venlig og imødekommende, den britiske accent hærgende hans stemme og afslørede hans oprindelig nationalitet. At lyde overbevisende var ikke svært, tværtimod, skulle det dog svigte, kunne man altid bruge magi til at overbevise folk.

Det var vel ingen hemmelighed, at hun fandt ham ganske pæn at kikke på. Og normalt havde hun da heller ingen problemer med at snakke, men her og nu virkede det bare sværere end noget andet - og det var ikke kun fordi at det var en pæn, ''ung'' og velopdragen ung mand der stod foran hende, men også fordi han var en vampyr. ,,It's okay", fik hun hurtigt tilføjet med et lille usikkert grin, efter hans undskyldning om at det ikke var hans mening at skræmme hende.

Kunne hun tillade sig det? Hun var ligeså meget fremmede for ham, som han var for hende.. den eneste forskel var at han var en vampyr, et blodsugende væsen som snildt kunne overmande hende og derfra suge hver og enkelt dråbe blod hun indeholdte. Alle faresignalerne ringede var der, men alligevel hælede hun overraskende mere og mere over til at takke ja til hans høflige tilbud om en enkelt nat under hans tag. Manden havde trods alt lige reddet hende fra to af hans egne artsfæller - og havde han lyst til at drikke hendes blod, så havde muligheden været der flere gange nu. ,,I don't wanna cause any problems..", forklarede hun og skævede samtidigt en smule væk fra ham og hen i den retningen som hun skulle gå hvis valget røg på at smutte hjemad; en lang gåtur i mørket, uden beskyttelse og i sandheden ville hun være et nemt bytte for flere vampyrer - og/eller andre magiske væsner.

Blikket gled efter nogle sekunders overvejelser tilbage hen på ham og sekunder efter begyndte et lille smil at danne sig på de fyldige læber. At hun allerede stolede på ham, fortalte vel egentligt bare hvor godtroende hun var. Men det var nok også hans beroligende og ikke mindst charmerende udstråling der gjorde det, at hun skubbede alle de andre tanker væk om at han var en farlig vampyr, samt alle skrækhistorierne hun både havde læst og hørt om, når det omhandlede vampyrer. Havde han ville gøre hende noget, så skulle det være sket for længst! - det var hvad hun havde tænkt til sig selv de sidste mange gange indenfor det sidste minut. ,,Where do you live?" Spurgte hun så en smule nysgerrigt. Ikke at hun regnede med, at han boede i nærheden af hende, men det var da rart at vide hvorhenne hun nok ville tilbringe sin nat.

Hun tøvede, og han var på grænsen til bare at tvinge hende til at lystre, men lagde bånd på sig selv. Hun tøvede, ergo betød det at hun tænkte, og derfor måtte hun have en lille lyst til at følge med ham. Han blev derfor tålmodigt stående, så både behagelig, afslappet og rolig ud, men afventende. Indtil videre havde han vidst ikke gjort noget for at skræmme hende, men den slags kunne hurtigt ændre sig trods alt.

Det var egentlig det her han holdt så meget af, jagten, spændingen! Det handlede ikke bare over at tvinge folk til noget, men at lokke dem, og hun var vidst ikke noget svær bytte, langt fra. I stedet for endte han med at overbevise hende ved simpelthen at være... sig selv, sådan nogenlunde. "Oh please miss, you don't cause any problems. I live by myself, and could use a company from such beautiful woman as yourself. Or you can retire for the night and just get some sleep" svarede han forsikrende. Hun skulle endelig føle sig tryg sammen med ham.

Så spurgte hun hvor han boede, og det var egentlig ikke et svært spørgsmål at svare på "Not fare from here, a couple of blocks away, in a penthouse apartmen" faldt svaret mens han slog ud med den ene hånd i den retning de havde været på vej hen af inden hun var standsede. "I promise you to take good care of you.." hvorvidt det var en god eller dårlig ting, måtte pigebarnet jo selv vurdere, men hans udtryk var i alt fald ligeså venligt og charmerende som det hele tiden havde været.

Det var nu egentligt ikke fordi hun brugte forfærdeligt lang tid på at tænke det hele igennem; hun var nem at overbevise, og samtidigt så følte Ashley også, at det ville være en smule uhøfligt hvis hun afslog - hun kunne selvfølgelig være ligeglad med hvad han tænkte og følte, hvis han da overhovedet følte noget, men sådan var hun bare ikke, selv heller ikke når det handlede om at en levende død stod foran hende, en levende død med ufattelig styrke og hurtighed og som let ville kunne knække hende, som var hun en simpel tandstik.

At hun ikke ville være til problemer gjorde hende blot mere sikker i sin sag. Manden foran hende var høflig, en sand gentlemen om ikke andet - og så så han forbandet godt ud. Hun kunne endda måske få lov at stille ham en masse spørgsmål, såsom var han fuldblods vampyr eller blevet forvandlet? Og hvor længe havde han levet? Hun havde læst alverdens bøger, men ingen bøger var ens og det kunne jo også være at det meste hun havde læst bare være en omgang vrøvl.

,,Oh well.. Then.. I would love to", svarede hun, forsat med smilet på læberne. Derefter stod hun og kunne selvfølgelig ikke helt lade være med at betragte det pæne ansigt han havde; ufatteligt charmerende. ,,..Where are my manners…" Hun fugtede læberne en anelse, skævede væk som en genert skolepige, men blot i sekunder før hendes blik atter vendte tilbage til hans. ,,My name is Ashley White." - ,,..Nice to meet you mister..?" Som hun præsenterede sig selv, bukkede hun hovedet i en venlig og hilsende gestus og derefter blev hovedet lagt en smule nysgerrigt på skrå.

Hun traf den helt rigtige beslutning, og han nikkede tilfreds. Kort efter faldt en præsentation, og selvom den egentlig var ligegyldig, tog han den med et sit sædvanlig charmerende smil og ro. "I am Nicholas" at holde sig ved fornavn, var nok bedst, resten af navnet var trods alt kendt, og det sidste han ønskede var at blive genkendt eller blive omtalt i medierne som en vampyr. Ikke at han regnede med at denne lille størrelse ville blive nogen trussel, men han tog ingen chancer.

Derpå slog han ud med hånden så de kunne fortsætte mod hans lejlighed. Hvad hun selv tænkte, og hvilke håb og planer hun anede, var fuldstændig irrelevant for ham, han havde selv lagt planer, og dem fulgte han naturligvis. Man var ikke kontrolfreak for ingenting trods alt. "So, what are such a beautiful creature as yourself doing out this late?" for mange var det nok ikke sent, men i Nicholas' verden var det sent så snart mørket var faldet på, og mørkets børn fik lov at boltre sig. Pigebarnet her var på udebane, og det burde hun jo være klog nok til at vide. Eller måske ikke.

Nicholas. Vampyren Nicholas. Vampyren Nicholas med den britiske accent, de gyldne øjne og det megetmeget pæne smil. Nej det lød ikke helt så godt igen, men det passede Ashley udmærket. Derudover tænkte hun ikke yderligere over at han ikke præsenterede sig med sit efternavn. Hvorfor hun selv havde gjort det, var vel bare fordi det var blevet vane, at præsentere sig med sit fulde navn overfor fremmede. Hun kendte ikke hans ansigt, og en klokke havde sikkert heller ikke ringet hvis han havde præsenteret sig med sit efternavn.

Nicholas gav tegn og uden tøven eller bagtanker på hvad der kunne henne, tog Ashley det ene efter det andet skridt og fulgte ham. I et fint tempo, som hverken var for hurtigt eller langsomt, fulgtes de side om side og selvom flere og flere spørgsmål om hans art dukkede op efter hvert skridt, så holde hun dem tilbage. En let lille rødmen gled over hendes kinder, da han igennem sit spørgsmål beskrev hende som værende smuk. Hun følte sig så kikset! ,,I've been looking for a book a quite while now. So, I tried my luck at the local bookstore and they had it." Forklarede hun med et lille smil og gav samtidigt den lille håndtaske, som så fint hang ned langs hendes skulder og hang tæt ind til hendes slanke figur, et lille klem.

,,What did you do to them?" Spurgte hun så ud af det blå. Spørgsmålene var utallige og nysgerrigheden nærmest umulig at holde tilbage. Han var gået tilbage til dem, de to andre vampyrer, som hun ikke helt turde tænke på, hvad kunne have gjort ved hende, hvis Nicholas ikke havde stoppet dem. Var hun naiv over at tænke, at han ''bare'' havde løftet en pegefinger? Helt sikkert.

Hun rødmede igen, det var efterhånden ved at blive en vane, men han klagede nu ikke over at gøre en kvinde varm i kinderne, det øgede blot hans ego. Som om den havde det behov, men altså. I stedet for besvarede hun hans spørgsmål. "I see" faldt svaret langsomt mens de fortsatte i deres sengletempo, sådan føltes det jo for ham.

At kvinden her var nysgerrig og havde spørgsmål, kunne han ikke vide med sikkerhed, men hendes tavshed, skridt og tænksomme udtryk var alt sammen gode indikatorer på at hun havde noget på tungen, men tøvede med at spørge. Og alligevel endte hun med at gøre det. Det trak atter op i hans mundvig. "I taught them how to treat a woman" svarede han uden tøven, og så ned mod hende. Nuvel, han havde gjort mere end bare givet dem en lærestreg, men man kunne vel sige, at deres usmagelig opførsel ikke ville komme til at gentage sig.

"So, tell me miss White, do you always get yourself in trouble?" kunne han dy sig for at sprøge? Tonen var end ikke spøgefuld, og blikket hvilede spørgende mod hende. Hun lignede ikke umiddelbart typen der rendte rundt og lavede ballade, men var hun virkelig så uheldig at hun ramte ind i tre vampyrer på en nat? Han klagede sgu ikke over at være i hendes selskab, langt fra faktisk.

Svaret var… i bund og grund ikke det Ashley regnede med, men skulle sandheden frem så anede hun vitterligt ikke med hvad hun havde regnet med, og det var nok fordi Nicholas ikke fulgte den beskrivelse som vampyrerne oftest blev beskrevet som. Hun havde ingen skridt hørt, ej skrig eller råb og Nicholas lignede heller ikke en der havde været i nærkæmp med dem. Det var nok bare den løftede pegefinger de havde fået, en mundtligt skideballe, eller en eller anden form for advarsel - ja selvfølgelig! han var nok en meget ældre, mere erfaren og respekteret vampyr end dem. Det gav mening og lød heller ikke helt ringe i hendes hoved. Og med den tanke, valgte Ashley heller ikke at længe mere over det.

Hun kunne ikke skjule, at smilet blev en smule større over hans spørgsmål. Lignede hun typen der ofte kom ud i problemer? ,,I try not to", svarede hun i samme spøgende tone som hans og lod forsat blikket hvile på ham. Muligvis var det hendes første møde med de blodsugende væsner, men det betød ikke at hun ikke havde været i problemer før; det ville være en kæmpe løgn at sige at hun havde oplevet noget lignende før, for det havde hun bestemt ikke, men mennesker kunne være lige så stygge - og perverse for den sags skyld. ,,You're the third vampire I've met", afslørede hun kort efter. Ikke fordi det var vigtig info, nej det var nok nærmere ligegyldigt, men talte man om problemer eller uheld, så var det vel uheldigt at møde hele tre af dem samme aften. Eller var det? . ,,..And I don't know if I should be scared or happy", tilføjede hun til hendes lille afsløring og slog derefter blikket væk fra ham. Alle skrækhistorierne begyndte så småt at overtage hendes tanker, og ligeledes begyndte tankerne om hun nu havde truffet den rette beslutning, om at følge med ham hjem, også at dukke op.  Nicholas var spændende; han var anderledes, noget nyt og… så flot.

Blikket slog hun op igen, men ikke på Nicholas, men derimod op og rundt på deres omgivelser; de var ikke specielt langt væk fra det kvarter som han havde fortalt at han boede i. ,,..Why is it, that you're not like the vampires like before? And how every book describes you vampires to be?" Endnu en gang fik den lille taske et klem; følelsen i maven var ubeskrivelig og om det var fordi hun var spændt, nervøs eller noget helt tredje, kunne hun ikke helt finde ud af, men nu var spørgsmålet i det mindste spurgt.

Egentlig var han ikke så langt fra sin races beskrivelse, men han var god til at skjule det og lade som om han var bedre end det. At virke civiliseret og som en sand gentleman. Ja, sikkert. Egentlig kunne han godt opføre sig sådan hvis han ville, men det var ikke så ofte det lige stak ham.
Nej, det var ikke fordi hun lignede typen der kom i problemer hele tiden, men han kunne ikke dy sig for at spørge. "The third? With these two just before?" måtte han spørge. For det var godt nok ikke mange vampyrer hun havde mødt i så fald. Hun havde da ikke mødt meget ondt i sit liv i så fald, og det forklarede også hvorfor hun fulgte med ham hjem selvom han både var vampyr og en hun ikke kendte. "Well.. the most normal thing to be, is scared. We are the children of the night" svarede han roligt og som snakkede han bare om vejret.

Hun var nysgerrig på ham, det vidste han også godt, og han nød opmærksomheden og havde også tænkt sig at udnytte det. Det skulle man også hvis man var ham, opmærksomhed og kontrol, to ting han ikke kunne foruden.
Så stillede hun et spørgsmål der snildt kunne have fornærmet ham, men nu kendte hun ham ikke. "Because I am much older than them, because I am more civilized, I like control, and I never eat in the streets like that" svarede han uden tøven. Kort efter nåede de bygningen hvor han boede, og han lukkede dem ind og mod elevatoren. Kort efter var de på vej op mod lejligheden, og som elevatordøren gled op, kunne man træde direkte ind i den store lejlighed.

Lejligheden var stor, og rimelig åben. Man trådte ind i en stor åben gang, få trin førte direkte ind i en store stue, i den ene side var der en spisestue, og et køkken, i den anden ende en større stue hvor der blandt andet stod et klaver. Lejligheden var fuld af vinduer, de var mørkere end sædvanligt netop fordi de holdt sollys ude. En dør førte ud til den store terrasse han havde stået ude på tidligere, og som egentlig gik hele vejen rundt om lejligheden. "Welcome to my home" lød hans stemme som det første. Møblerne i lejligheden var i sort og bordeaux rød.

,,Yes, the third, with these two just before." Nej hun havde ikke mødt mange, eller i så fald så vidste Ashley det ikke. Det var ikke altid lige nemt at skelne magiske væsner fra menneskene. Jovist, der var nogle enkle kendetegn, såsom at vampyrer kun kom ud om natten og var isnende kolde at røre ved. Og varulve var varmere end noget andet normalt menneske, men udover det, så var det ikke nemt. Derudover så havde hun jo også brugt det meste af hendes liv i skoven, i trygge omgivelser, og med det der nok ville blive beskrevet som en overbeskyttende familie. Det var nok også derfor hun var blevet så så fandens nysgerrig; hun havde oplevet alt igennem bøgerne, men aldrig set eller rørt ved det.

Hun bed sig i underlæben, samtidigt med at hun smilede en smule over hans svar til hendes to-i-et spørgsmål; hun havde haft ret, eller i hvert fald omkring den del om at han nok var ældre end de to andre. Havde hun heller ikke stoppet sig selv, så havde hun nok også spurgt ham om hans alder, men det havde måske også været en tand for meget. Men måske senere? ,,Well.. Thank you, again."

Der gik ikke lang tid efter, før de begge stod inde i Nicholas' lejlighed. Den var stor, åben, men alligevel ret mørk - og dette var ikke kun på grund af de mørke vinduer, nej de mørke møbler gjorde også en del. Hvorfor var hun blevet overrasket? Han var trods alt vampyr og kunne ikke tåle sollyset. ,,Wauw.." En smule mundlam trådte hun længere ind og tog et yderligere kik. ,,You have a beautiful home", komplimenterede hun og endte derefter med at træde længere ind og til sidst stod hun ude på terrassen. Udsigten heroppe fra var fantastisk og det var vel ikke helt løgn at hun kunne stå her og kikke rundt i timevis.

"I guess your have been living in the Woods most of your life then" konkluderede han. Det var ikke just der vampyrer holdt til, køter - aka varulve - var mere skovvæsner end vampyrer var. Selv havde Nicholas ikke haft et problem med at genkende andre racer, ikke siden sin forvandling. Hans skarpe lugtesans fortalte ham hvad der var lækkert at sætte tænderne i, og hvad der ikke var. Hvilket betød at han til enhver tid kunne lugte stanken af våd hund. Ikke just attraktivt.

Hun takkede ham igen, og han sendte hende et skævt smil. Hun skulle ikke begynde at takke ham alt for meget, ikke for tideligt i hvert fald. Kort efter ankom de til hans lejlighed, og hun var tydeligvis imponeret. Han lod hende se sig omkring mens han endnu engang fik taget habitjakken af, det tog egentlig ikke så lang tid, men han tog sig god tid. Derefter skænkede han dem to glas vin op, og så fulgte han ellers efter hende.

Da han trådte ud på terrassen, tog han sig ikke tiden til at larme eller gøre opmærksom på sig selv, han stillede sig derimod tæt bag hende og lænede sig frem og ind over hendes skulder så læberne var lige udenfor hendes ene øre "Something to drink?" hviskede han sensuelt mod hende, mens han holdt glasset frem mod hende. Han var dog klar på at bakke eller flytte hånden hvis hun skulle få et chok og bakse med armene eller dets lige.

Tydeligt opslugt af udsigten, gik det slet ikke op for Ashley, at Nicholas for det første skænkede vin op til dem og derefter fulgte med hende ud. Han var lydløs. Selv ikke et lille simpelt åndedræt afslørede ham, nej det var først ved hans hviskende ord mod hendes øre, at det gik op for hende, at han stod noget tæt så bag hende. Det fik Ashley helt automatisk til at synke en lille lydløs klump og allerede der, begyndte hjertet at sætte farten op. Han var.. Grænseoverskridende tæt på hende. Hun skævede en smule usikkert ned på gelænderet og flugtmulighederne begyndte hurtigt at invadere hendes tanker. ,,S-sure", svarede hun forsigtigt, samtidigt med at hun vendte sig om og kunne få øjenkontakt med ham - eller, hun endte så med at stirre ham i brystkassen, for hun var alt for genert til at kikke ham i øjnene.

Hånden blev løftet og snart overtog hun glasset som han holdte imod hende. Samtidigt hældte hun en smule til siden og to små skridt gjorde, at de ikke længere stod så tæt på hinanden, hvilket helt automatisk gav hende lidt mere ro igen. ,,I thought vampires only could drink blood?" Spurgte hun så, efter en lille smagsprøve på rødvinen. Skulle hun trække sig tilbage? Måske lyve om at hun kendte en i byen som hun kunne overnatte ved? Nejnej, han… ville ikke gøre hende noget, så var det for længst sket.

Oh.. den skønne lyd af hendes bankende hjerte, den steg markant sådan som han stillede sig tættere på. Hvem havde behov for musik når de hjerteslag slog i en dragende rytme? Nok havde han ikke et stort behov for blod denne nat, men hendes duft gjorde det svært ikke at lyste efter at sætte tænderne i hende. Desuden, hun var jo en køn lille størrelse, og så pokkers uskyldig. Mon hun ville give sig hvis han spurgte pænt? Det ville jo ikke engang gøre ondt på hende. Tanken om at manipulere hende så meget at hun blev forvirret, var underholdende. Men hvis nu han rent faktisk fik lokket hende til at give ham noget af sit blod, og sikrede sig hun kom hjem, ville hun både opdage nydelsen ved et bid, og samtidigt selv frivilligt opsøge ham efter mere.

Langsomt vendte hun sig om, og tog imod glasset han rakte hende. Derpå trådte hun lidt væk, og skabte mere afstand mellem dem. Hun undgik dog hans blik, og det fik smilet til at trække sig frem over hans læber. Roligt rakte han hånden frem, og lod pegefingeren glide under hendes hage, for så at vippe hendes ansigt op så deres blikke låstes fast. "Who said anything about what I was drinking" måske drak han blod, måske ikke.. det kunne hun i princippet ikke videre. Et langt øjeblik holdt han berøringen mellem dem, slap hende ikke med blikket mens han førte sit vinglas op til læberne og tog en nydelsesfuld tår. "Wanna taste?" kunne han ikke dy sig for at spørge mens han vippede let sit glas mod hende som tegn på at hun kunne tjekke hvad indholdet var, dog samtidigt klar til at trække glasset væk hvis hun skulle prøve at snuse til det eller smage på indholdet. Han havde andre planer hvis det viste sig at hun var så modig!

Det var vel en blanding af, at hun ikke turde, men også af nysgerrighed, at Ashley lod Nicholas løfte hendes ansigt og dermed endte med at have sit blik i hans, uden nogen som helst former for modstand. Hjertet havde hun stadigvæk ikke styr på, men fra før og til nu, bankede det helt klart hurtigere igen. Hans ord var så… så ja, hun vidste ikke hvad hun skulle synes om den sætning; var det meningen at han ville skræmme hende? Legede han med hende? Eller testede han hende måske? Som hun overvejede hvad han forsøgte, så fulgte hun selvfølgelig også nysgerrigt med i hvad han lavede. Og som hans læber ramte glasset, fugtede hun en smule uvidende sine egne læber. Var det blod? Det lignede både og, men det var måske på grund af den manglende belysning, at det snød hendes øjne.

En smule overrasket over hans spørgsmål, blinkede hun uforståeligt; mente han det? Tænk hvis det var blod - og det kunne være al slags blod; dyreblod, menneskeblod, måske endda… asparablod? ,,I don't…." Hun vidste det ikke, og det var også derfor hun ikke fuldførte sin sætning, for hun ville jo så pokkers gerne vide det! Åh den forbandede nysgerrighed! Hvis hun nu bare lige lænede sig en smule fremad, så kunne hun måske lugte det? Var lugten skrap så var det uden tvivl vin, men var den ikke… Hun fugtede endnu en gang læberne, men denne gang var det ikke bare et nervøst, tænkende eller noget andet træk. Forsigtigt forsøgte hun, at læne sig fremad og det var tydeligvis med den mission om at få færten af glassets indhold.