Burn - Åbent

Tid: Nat
Omgivelser: Huse og flammer.
Sted: På taget af et hus
Vejr: Stjerneklart.



De tårn høje flammer oplyste natten som en gadelygte gjorde fortorvet muligt at se. Ingen skrig og ingen brandbiler. Bare stilhed... og den knitrene lyd af ilden som lystigt fordøjede huset. På taget hvor der endnu ikke var flammer sad en høj ung mand på omkring de atten år og betragtede sit værk. Den beskidte skovmands skjorte blafrede i vinden og gav manden det her batmand look. Den voldsomme inferno brændte uforstyrret videre. Stadig stilhed. Alt alt for stille. Og alt i alt var han fanget men gjorde intet. Flammerne ville brænde ham om nogle minutter men han grinede bare. Hvorfor? Den unge mand rodede i sin ryttertaske efter noget som kunne få ham fri. Levende.


Hvor var det reb? Arthur fumlede efter det som en gal indtil han fik fat om rebets rue børster. Dér tænkte Arthur og fik det op fra tasken. Hurtigt bandt Arthur en lykke og greb sin dolk og skar cirka fyrre centi meter reb af og bandt rebet fat om en skorsten. Som en cowboy svang han sin lasso og kastede forgæves efter nabohusets skorsten. Hurtigt rev han rebet til sig for at flammerne ikke skulle forfat i rebet. Igen kaste han rebet over og fik større succes. Med det afskårede reb lagde han det over lassoen og holdte fast i det korte rebs ender og kurrede imod den anden skorsten. Dog havde han overset noget. Flammerne kappede rebet og Arthur slap hurtigt det korte reb og holdte fast i resterne af lassoen som svingede ind imod et vindue. Arthur buldrede igennem vinduet og væltede en reol og nogle billeder som mistede deres glas imod gulvet. Halvdød slæbte Arthur sig over til en sofa og slæbte et langt blod spor efter sig. En ting var sikkert. Det var sidste gang han satte ild til et hus. Og så mistede han bevidstheden.

Et lav brummen kunne høres fra kvindens strube da hun kiggede op mod huset der brandte ved siden af. Hvorfor var der ingen der havde ringet efter brandvæsnet? Det var frygtelig forstyrrende at se på, og det havde også krævet mere eller mindre magt for at få fat i it bytte der de sidste meter før de var kommet hen til huset var løbet da han så nabohuset stå i brand. Det var først efter ti minutter lykkes at få tænderne i byttet, som hurtigt afgik ved døren efter at have mistet alt blodet.
Cay rejste sig lidt efter op, og kiggede ud igennem den store rude hen mod nabohuset hvor der sad en fyr oppe på taget og så ud til at have det let, og bare nyde livet på taget af det brandene hus, dog virkede han ikke til at synderligt meget styr på det, da han trak et ræb op af sin taske, og prøvede at komme væk, hvilke mislykkes, dog var knægten så heldig at andet forsøg virkede, eller virkede til han var halvvejs. Målet som sikkert havde været hendes offers tag var uden for rækkevide da ilden brandte ræbet over, og sendte den fyren lige ind i vinduet som han fløj igennem med en høj lyd af knust glas.

Cay var sprunget til side da knægten var kommet flyvende igennem vinduet i en kaskade af glasskår. Hun stod stille da han begyndte at kravle hen mod den sandfarvet sofa der lidt efter blev plettet af blod. Cays gyldne øjne fulgte lidt det røde spor af blod hen til sofaen, og så tilbage, før de til sidst kun lå ved knægten, der virkede til at være gået ud.
Med lette skridt gik hun hen over gulvet, forbi de knuste glasskår hen til sofaen hun satte sig lidt på, og betragtede den uheldige djævel. Hun lod en finger glide hen af hans kæbe, over en mindre rift der var kommet ved flyveturen igennem ruden. Hun smagte tænksomt på blodet.

Det svimlede for Arthurs øjne og han prøvede inderligt at samle tankerne. Hvad var der sket? Og hvor skete det. Og hvem var han? Hans hoved var fyldt med halv glemte endringer. "Jeg er.... Arthur" sagde han til sig selv og åbnede øjnene og stirrede lige op i to vampyr øjne. Burde han ikke hade denne race? Fortvivlet borrede han neglene ind i vampyrens håndled og endringerne strømmede igennem hans hoved. Da han var kommet til sig selv plantede han sin popper næve i vampyrens hoved og var hermed fortabt. Skadet haltede han over imod døren og snublede. I et stærkt greb fangede hans hånd håndtaget på døren og hindrede hans fald. Hans beskyttelse var en dolk. Og hvad hjalp det? Hurtigt kastede han sig ud af døren og støttede sig til muren. Blodet dryppede fra hans sår og så faldt han sammen igen. Ude af stand til at gøre noget. Arthur fandt et kryllet foto af Angelin op fra hans ryttertaske og knugede det til sig og rullede ind i et blomster bed og dækkede sig selv med mudder i håb om at vampyren mistede færten af ham. I hvertfald var han godt til at bruge camuflage. Mudderet skjulte hans lugt. Camuflagen skjulte ham. Og så skulle han være stille så han ikke blev opdaget. Hans chancer var minimale og han strammede grebet om sin dolk. Lige nu kunne han ikke gøre noget for sit sår men blot lide smerten. Hvordan så denne vampyr ud? Han skulle vide det for at han kunne forberede sig på at holde sig skjult. Jo... en kvinde. En kvinde. Vampyren var en kvinde.


Han lyttede til ildens knitren og kiggede tomt ud i mørket. Adrenalinen havde forstærket hans sanser og musklerne låg parat til at springe op og give målet dødsstødet. Tiden gik, selvom det blot var nogle sekunder men i denne tilstand syntes tid at være ned sat.

Cay ræv sin hånd til sig da hun mærkede knægte borde sine negle ned i hans hud. Arthur? Det lød som et gammeldags navn, men ikke overraskende for en djævel. Hun skulle lige til at fordybe sig i yderligere tanker om hans navn, da hun så en hånd flyve op mod hendes hoved, som hun lige fik flyttet så næven ramte luften. En lav snerren kom fra hende mens hun rejste sig op, irriteret over hans fjendtlighed, men det overraskede ham ikke på nogle måder.
Cays øjne fulgte letter irriteret Arthur da han begyndte at halte hen mod døren, og kom ud, inden han endte på snuden. Hun fulgte selv lidt efter med udenfor, hvor hun kort stoppede op, og kiggede hen på nabohuset der stod som et kæmpe bål foran hende, men hun havde andet at lave end at glo på kæmpe bål. Lugten fra djævlen var forsvundet i stanken af røg, dog var det nemt nok at finde fyren igen, da han havde efterladt sig et fint blodspor der stoppede ved et blomsterbed. Hun kiggede olmt på blomsterne som om de var skyld i at drengen havde gemt sig.

"Har du tænkt dig at lege gemmeleg?" Brummede Cay irriteret og stak hånden ned i blomsterbedet, og fik fat i kraven på knægtens skjorte, og trak ham op så bladene han havde dækket sig med faldt mod jorden i bløde lette bevægelser. Handlingen havde været hurtig, noget de færreste ville opdage før det var for sent.
Da knægten var et godt stykke højere end hende selv, kunne hun ikke trække ham op at stå, men slap ham og lod ham stå på sine egne ben, hvis han havde fået dem rettet ud.
"Det kan godt være jeg er vampyr, men jeg har ikke kastet mig over dig endnu, så lad være med at slå ud efter mig, for ellers gør jeg det." sagde hun tørt og kiggede på hendes hånd, hvor der var kommet noget af djævlens blod. "Men jeg vil opfordre dig til ikke at lege superhelt, bare tag hoveddøren næste gang."

Arthur snerrede da han blev løftet op og han havde mest af alt lyst til at gennembore vampyren og stikke af. Men han havde jo, og helvede forbande dette, givet Angelin en ed på at han ville dræbe efter nødvendighed. Og denne ed brød han ikke påtrods af sin race. Selvom det ville være nødvendigt at dræbe denn vampyr. Men Angelin havde også placeret en godhjertet person i Arthur, så når denne vampyr havde skånet hans liv måtte hun da have nogle følelser tilbage. "Haha hvor er du sjov. Jeg vil ikke løbe den risku at brække min nakke når man hopper ned for at tage døren." svarede Arthur igen og var tæt på at bare flå indvoldene ud af kvinden. Stærk som Arthur var vred han sig ud af vampyrens greb og børstede mest muligt camuflage og mudder af sig og rev en blomst ud af hans hår og placerede den i kvindens hånd og snerrede "Men tak for at du lod mit legeme beholde livet." Sarkasmen var tydeligt i hans bitre stemme. Men han havde ikke haltet sig langt væk før en kæmpe smerte brød ud i hans skulder blade. Skulderbladene voksede og voksede og brød igennem huden og læder agtige vinger på størrelse med en dues skød ud af skjorten. Blod plettede skjorten men var intet i forhold til smerten. De vinger der så langsomt havde udviklet sig ved hans skulderblade voksede nu i hurtig fart og der gik kun kort tid før de var flyvedygtige. Alt hud blev spredt fra hans haleben som groede ud til en lang djævle hale. Hans horn voksede op til en halv meter og Arthur skreg af smerte. Hans sår sveg og han opdagede langsomt at de var begyndt at hele. Så dette var den djævleform Lucifer havde fablet om. Arthur foldede sine vinger ind og ud og mærkede styrken i hans nye legemer. Så mærkede hanat han først skulle få ballancen. Arthurs hale slyngede sig rundt for at Arthur skulle få ballance igen. Uventet forsvandt det hele og Arthur faldt på halebenent og rejste sig igen. Hvad skete der lige? Hvor blev hans djævleform af? På stikord voksede de ud og ind igen. Dette gjorde Arthur forvirret.

I Cays ikke helt så lange liv, men alligevel var det en del år, havde hun set mange pogrammer der forsøgte at få folk til at grinte. Det var også lykkes de første mange år, men langsomt var det hele begyndt at blive kedeligt og ensformigt. Det var lang tid siden hun havde havde grinet, og haft det rigtigt sjovt hvor hun faktisk mente hun havde det sjovt. Hun havde utallige gange bare grinet og smilet fordi at det var noget der var nødvendigt for at fange sit bytte, men denne gang, var det ikke engang for at fange sit offer.
At se de forskellige kropsdele komme ud af knægtens krop havde først fået hende til at stå og glo en smugle mundlam, men da hun så smerten i Arthurs øjne havde hun kort smilet køligt. Det var bestemt ikke fordi hun syntes det var sjovt at se på, men fordi hun nød at se folk lide, især mænd. Dog blev smilet ændret til et mere ægte smil, og en let fnisen kom ud mellem hendes læber, da han endte på halen, uden vinger eller hale. Hun måtte næsten klamre sig til muren mens en latter kunne høres fra hende, da delene igen voksede ud, og den arme dreng så forvirret ud, og tydeligvis ikke fattede noget som helst.

Han så næsten sød ud på den måde han tumlede rundt med hale og vinger. Efter et minuts tid havde hun fået styr på sig selv, og smilede blot, ikke helt ægte, men alligevel mere ægte end hun havde smilet i lang tid. "Du skal måske flyve ned næste gang?" Forslog hun. Han havde jo vinger, men måske skulle han lige få sig øvet med dem, ligesom en fugleunge, ellers kunne det være gået meget mere galt. Men djævle kunne jo ikke rigtig dø når det kom til stykket, det var kun Lucifer der kunne bestemme det. Hun trak overflødigt vejret ind igennem næsen, og lod den passere ud igennem læberne og fjernede smilet fra læberne.

"Noget i den stil" sagde Arthur som ikke kunne holde et grin tilbage. Måske var vampyren god nok? Uden at tænke nærmere over det blev han hængende. Han havde ingen planer om at sove denne nat. Angelin sov sikkert trygt og godt i deres lejr og han burde være igang med at dræbe elvere. "Ehm forresten. Istedet for at dræbe mig kunne du så tage med mig ud og dræbe elvere? Du må godt tømme dem fra blod. Jeg er kun ude efter deres død." sagde Arthur i håb om at hun ville sige ja. Hellere ven end fjende. Forsigtigt gemte Arthur sin dolk væk og tog en aflang cylinder op fra ryttertasken. "Her, elverblod. Det var egentlig til en anden vampyr ved navn Logan som en slags 'godt indtryk' gave. Ikke fordi jeg nød tanken om en gave men jeg nød at skaffe den" sagde Arthur og kastede den røde cylinder over i kvindens arme. //Undskyld længden//

//Må jeg joine???

// Samme spørgsmål som Render, må man joine? :) //

//Ah vil helst ikke have at vi bliver for mange. Du ved, jeg er bedst til en af gangen men i er velkomne til at lave et emne, så svare jeg hurtigst muligt//

//Pokkers kunne ellers godt li at få gang i Render du ved få gang i den del med at han er vampyr dræber:P

//Men iorden:D

Det var næsten ligefør Cay ånde lettet op da hun hørte lyden af latter fra djævlen, dog smilede hun blot. Godt, så slap hun for at banke endnu en mand ned i gulvet, for selvom hun ikke var meget for det køn, så skulle nogle jo have lov til at leve. "Dræbe dig?!" Hun grinede kort, et indlært kunstigt grin. "Selvfølgelig dræber jeg ikke dig, selvom jeg har overvejet det." Indrømmede hun, og gik tætter på knægten. "Men jo, dén er jeg frisk på." Svarede hun, og lyttede tavst til fortsættelsen, for til sidst at gribe cylinderen med blod. Hun førte den op til næsen, og indsnusede duften og nikkede derefter. "Jeg behøver ikke blodet, men tak alligevel, det kunne blive nyttigt senere hen."

Cay vidste ikke hvad mere hun skulle gøre, så hun valgte at slå fred med knægten, ved at gå helt hen til ham, og række ham en hånd han kunne bruge hvis han ville op, eller hun kunne lade være. Hun ville ikke tage det som en afvisning, folk kunne jo selv komme på bene hvis de absolut ville, og det kunne denne djævel vel også, selvom han havde fået vinger og hale. Hun kiggede lidt ned på halen, og smilede let for sig selv. De fleste væsner ønskede sig en hale, ikke fordi de så noget praktisk i dem, de var sikkert nok bare misundelige på dem der havde.
Cay selv måtte også indrømme at hun også i ny og næ havde haft lyst til en hale, dog var det ikke noget hun nogen sinde havde gjort mere ud af, hun ville ikke dø for at få en, hun var død én gang, og hun ønskede ikke at dø flere gange.
"Men ved du hvor de befinder sig, elverne, de plejer jo tit at gå sammen med mennesker, sove og spise som dem, så de kan jo være alle mulige steder." Hun kiggede kort rundt, før hun kiggede mod drengen igen.

OOC: Intet problem :-]

Arthur smilede lidt for sig selv. "Jeg skal først hjem og hente mine våben. Vil du gå med? Eller retter, jeg vil afprøve mine vinger." sagde han og spredte de store djævlevinger. "Jeg kender et stort udpluk af dem i Forét. I tre år af mit liv har jeg levet af at slå dem ihjel. Jeg kender hver en lejr og hver en skjult landsby. Tro mig. Du kommer til at bade dine tænder i blod." sagde Arthur og kom på benene og baskede med hans vinger. "Ehm.. men jeg kan ikke flyve...." sagde Arthur forlegent og greb fat i en lygtepæl og klatrede op. Han var ikke bestemt smidig men han kom da op i toppen. Hurtigt tog han sine vinger ind i ryggen samt hornene. Han beholdte halen som en slags ballance. Han kravlede op i enden af lygten så han sad over pæren. Så spredte han igen sine vinger og baskede med dem. Okay.. det her skulle filmes til Jackass hvis han ikke kunne flyve. Så satte han af og farede igennem luften som en pil. Da han fandt ud af rytmen af vingebask kunne han flyve en smule behersket rundt.

//Jo nu når jeg tænker over det fantasere jeg om nogle ret fede scener med to vampyre, et menneske og en djævel. Noget team deathmatch stil xD Bare join ^^//


Lidt efter lidt blottede han sine horn og fandt sig et offer. En han vidste ikke var uskyldig. Så fik han øje på en skikkelse der sneg sig af sted langs husenes skygger. Vampyr. Fandtes der noget mere skyldigt? Så sigtede han efter vampyren og fløj så hurtigt han kunne ind i vampyren som ikke anedede noget før han blev spiddet i hjertet af Arthurs horn. Ham og vampyren faldt sammen på jorden. Heldigvis havde hans horn blokkeret for sammen stødet og han havde kun slebet sine knæ i imod asfalten. Derfor var hans bukseben hullet og han havde nogle blodige hudafskrabninger. "Av..." mumlede Arthur og fløj tilbage til kvindevampyren. "Vingerne virker."

//Okay, men jeg kan først skrive ved omkring 17:30 så hopper først ind der hvis det er ok?
Jeg vil nødigt sænke emnet :)//

//Selvfølgelig Logan, min gode ven.//

Cay nikkede, mens han fortalte, og kiggede på mens han møjsommeligt kravlede op af lygtepælen. Det så latterligt ud, men det frembragte et let smil på hendes læber. "Okay, prøv du dem af, jeg venter." Hun satte sig på fortovet, og kiggede op mod Arthur der kastede sig ud i sin første flyvetur. Da han var forsvundet rystede hun let på hoved og grinede let for sig selv. Han var en spøjs fyr, så snart han vågnede klaskede han folk ned, men efter han lige fandt ud af at de var fine nok, var man pludselig fine perle venner. Cay fnøs, og lænede sig tilbage til djævlen kom tilbage.

"Top ..." Hun gav et kort smil fra sig, før hun rejste sig op, og børstede noget snavs af bukserne. "Hvad med du kommer her ned, og viser mig hjem til dig, vi er nogle der ikke kan flyve." Hun stak to fingre ned i baglommen på sine bukser mens hun forbandede at vampyrer ikke kunne flyve. De var vildt hurtige, hurtigere end flyvende væsner, men de kunne ikke flyve, hvilke var upraktisk når man var sammen med djævle og engle, og de fleste dæmoner.

Hvis Arthur begyndte at gå, ville hun følge efter ham, men hvis han der imod begyndte at flyve videre, ville hun blive stående, og stirre olmt efter ham. Selvom hun ikke kunne hun flyve, ville hun alligevel lidt efter følge efter ham på landjorden, hvor hun ville holde øje med ham, mens hun løb igennem byen, efter Arthur.

//Uhada, det skal nok blive hyggeligt og sjovt :)

Arthur smilede varmt til en vampyr der havde overvejet at slå ham ihjel. Enlig et meget sjældent syn. Hvorfor var han så venlig? Var han faldet for et simpelt grin? Efter noget tid stod de ved de mange telte på den lille plads. "Ja det er så mit hjem. Vent der, jeg skal lige klæde om. Hurtigt løb han ind i sit telt og iførte sig sin rustning og satte sine våben i skeden samt en huggert og en langbue med et pilekogger på ryggen. "Godt lad os tage afsted" sagde Arthur og pegede omkring en lille vej ud fra lejren. "Vi følger den sti og når til en sump, trænger igennem deres skyttere og bingo. Så er der blod til de næste tyve hundrede år. Når vi har dræbt deres skyttere træder vi ned i et heste hul markeret med en blå sø anemone og følger den mudrede tunnel, så er vi deres landsby. "Men pas på. De er de eneste elvere der bruge teknologi i Forét. Mange er døde under deres strøm pistoler samt maskinpistoler. Og så er der kirugerne der ejer den bedste tortur evne verden har set. Deres knive kan skære igennem knogler! Og deres vagter skal man ikke løbe om hjørner med. Vi skal ganske hvis bare kappe deres loftbjælker så der sump mudder skyller livet ud af dem. Imens gemmer vi os i tunnelen og når sump mudderet er sivet igennem ligger deres lig tilbage samt gratis våben. Til at hugge loftbjælker ned skal du bruge den her" sagde Arthur og rakte kvinden en skovhugger økse.

//Så har jeg svaret det færdigt//

//Hvordan er rækkefølgen? :) //

//Skal vi tage den på: Cay, Mig, Render, Dig eller omvendt x_x?//

//Fint med mig :) Så det er Render nu? :D//

//I Think sooo :-)

//Ja ellers kunne Cay lige snuppe et svar og så mig, For det er lidt tid siden Render har kigget for han tror nok at han ikke må være med. Så vi kunne sende en pm til ham om det og mig og Cay tager en runde med for at have noget at lave?//

Sorry har ikke været så meget på :D Ellers havde jeg opdaget det :D