Burn. Let it all burn!

Tiden; 17.55
Omgivelser;Den forladte forlystelsespark.
Stedet; Ved indgangen til parken.
Vejr; Det regner en smule, Der er overskyet, og mørket virker lettere trykkende.


Dora stod og betragtede de resterende rester, af det, engang så farverige skilt, som fortalte at dette var indgangen til et sandt eventyrland af sjov og glædeshyl. Det var det ikke mere. Eller, det kom an på hvordan man så det, for Dora foretrak det sådan. Med dette vejr, og denne stemning.
Dette var også grunden til at hun havde valgt at opsøge stedet nu. Resterne af en cigaret blev tværet ud i den fugtige jord, idet hun trådte under det halve svajende skilt og ind på selve forlystelsespladsen.
Overalt bar de forskellige forlystelser præg af hærværk og flere år uden vedligeholdelse.
Fødderne førte dæmonen midt ind på en mindre plads, hvor de faldefærdige forlystelser kastede de dybeste og mørkeste skygger. Det var dem hun ville bruge. De var de rigtige. Dora lukkede øjnene i koncentration, og lod armene falde tung ned til hver side. håndfladerne udad. Virk... så.. virk!

Det skøre hus stod tomt, og kastede en lang og deform skygge over området, hvor der var en lille åben plads, med nogle faldefærdige brædder omkring. Det havde engang været muntert og farverigt, for børn som elskede at lege klovne, og gå på de mærkelige trapper. Nu var huset forladt, faldefærdigt og farligt at bevæge sig ind i. Brædderne fra taget kunne falde sammen når som helst, og et gabende hul i muren fortalte at andre mente det ikke gik hurtigt nok.
Igennem dette ene lille hul kravlede nu langsomt en skikkelse ud. Djævlen var smurt ind i blod fra skrammer, som sad over hele hendes krop, samtidig med at den røde væske var blandet med noget brunligt, som tydeligt stammede fra jord. Samanda hostede let, mens hun stødte hænderne mod jorden, da du var halvt ude af hullet, mens de lillae pupiller var vendt ned mod samme sted. Hun bemærkede ikke skikkelsen, som nu trådte ind i de samme omgivelser, som hvor hun selv befandt sig..
Det sorte hår hang omkring det pænt formede ansigt, mens de to små horn på omkring en centimeter, stak ud oppe ved hårgrænsen.

Der skete intet. Ikke noget som helst! Dora tog sig selv i ikke at skrige sin frustration ud. Det forbandede lort! Panden var let rynket, og Øjnene var presset alt for hårdt sammen. Munden var en tynd streg på ansigtet. Endnu et forsøg, men intet som helst kunne mærkes i fingerspidserne eller på anden måde bevidne, om der overhovedet skete noget som helst. De mørke øjne, blev slået op, for at tjekke dette, og hun indså, med stor skuffelse, at intet var forandret. hvorfor kunne hun ikke?!
Dora endte med at sukke sin frustration ud. Så drejede hun hovedet, og stoppede. Midt i den mærkelige stilling, hvor kroppen vender den ene vej og hovedet vender 90 grader den anden vej. Hvad var det?
Et kort urealistisk øjeblik, troede Dora at hun selv havde skabt dette væsen, som nu pludselig var blevet synlig. Dog indså hun hurtigt at det ikke kunne være sådan.
Personen blødte. Personen var beskidt, og vigtigst af alt, var personen fuldstændig ukendt.
,, Hvem er du?" Spurgte hun en anelse skarpt, og drejede så om på hælen, så både krop og hoved vendte mod den ukendte.

Et lavmælt host kunne endnu engang høres, mens Samanda langsomt begyndte at kravle ud igennem det lille hul, som ikke var meget større, end at hun kun lige kunne komme igennem. Kæmpende fik hun langsomt hejst sig selv på benene, mens hun fjernede det værste skidt ved at børste hånden over stedet i en fejende bevægelser.
De mørke jeans lå tæt omkring hendes ben, mens den sorte top sad omkring hendes overkrop. Det lillae blik rejste sig nu langsomt op mod kvinden, som havde talt til hende. Det virkede ligegyldigt og tomt, da Sam gengældte kvindens blik uden at blinke. Selv var hun ond af natur.. Sådan var hun skabt, men dette betød ikke, at hun ikke vidste hvornår man skulle lade godheden komme frem.
Hun anså dog ikke kvinden som en trussel, og istedet børstede hun mere at skidtet af sig, mens hun tog sig tid til at svare. "Jeg er ganske enkelt.. Mig" bemærkede hun lavmælt, med en melodisk stemme. Læberne krængede sig i et dystert smil, og afslørede en perlerække af hvide skabe rovdyrtænder, som tydeligvis var skabt til at flå kød i stykker... Menneske såvel som dyrekød.
Hendes blik søgte nu ned over kvinden, for at notere sig detaljer omkring denne kvinde. Det var meget muligt at Sam var lavest i fødekæden når det kom til helved, men på jorden var hun i den højere del.. Selv uden sin magi ville hun kunne skade her.. Mennesker, måske endda et væsen, hvis hun var kreativ nok.

Overvejelsen om, at Dora burde tage pakken op, og ryge en cigaret opstod i den korte vente tid. Nej. Det var en dårlig vane. Og desuden var der kun få stykker tilbage. Hun måtte spare på dem, konkluderede hun tavst. Det blev hun nødt til.
Mundvigen røg en smule op, af kvindens bemærkning. ,,Kreativt" blev der svaret med en stemme, der nu var neutral og rolig. Nysgerrigheden var vakt, takket være dette væsen, der så ud til at bo her. eller opholde sig her, i hvert fald. Hun så desuden ikke specielt godt ud. Blod og snavs prægede den ukendtes udseende, i en sådan grad, at Dora ikke kunne forestille sig personen uden sår, og som ren.
,,hvad fanden har du lavet?" udbrød hun så, da spørgsmålet ikke kunne holdes tilbage mere. Ikke at Dora regnede med et brugeligt svar, fra en, der var så kreativ, men man kunne jo håbe. Tøsen her, havde i hvert fald ikke opført sig som en engel.. eller måske var det lige præcis det hun havde gjort?... For engle havde vel ikke horn?. Dora træk på skuldrende, af sine egne tanker. Baltazar havde vist sig at være engel, så dette kunne vel være endnu en bonus-blanding? hvilke racer kunne Dora dog ikke bestemme sig for, men hun legede lidt med tanken om at dyret ged, var indblandet.
Regnen var ikke andet en støv, der knapt nok kunne sætte sig fast, men synes at fordufte inden. Ikke at det ville have betydning. Dora bar en lang sort jakke, til at tage det værste. Og ja, så kunne hun godt lide regn.

Støvregnen fugtede langsomt Sams tøj og hår, mens snavset langsomt blev skyllet væk, så det til sidst ville ende med at der kun var skræmmerne tilbage. Hun kommenterede ikke kvindens svar på at hun var kreativ. Jo mindre denne person vidste, des bedre.
Alligevel overvejede hun det andet spørgsmål.. Ikke hvad der var sket, men om hun skulle sige det eller ej. Af ren vane, gled den ene hånd op til hornet, og gnubbede det fraværende, mens de lillae pupiller fik et let tænkende udtryk. Sådan stod hun i noget der mindede om nogle minutter, inden hun tog en dyb indånding.
"Ser du.." sagde hun langsomt, og trak et lommetærklæde frem fra bukselommen, inden hun lod regnen fugte det, hvorefter Sam begyndte at fjerne det størknede blod, og snavset, så man til sidst ville kunne se den blege hud, som gemte sig under dem. "Det er ikke nemt at være lavest i fødekæden" svarede hun bare. Hun forlangte ikke at kvinden ville være i stand til at forstå hvordan tingene udspillede sig i helvede. Hun forlangte ikke at nogen, udover djævlene selv ville kunne forstå det.
"Men hvem er du`?"

Amphadora var ung, og eftersom djævle ikke var et hverdagssyn, kunne hun ikke sætte kvinden i en bestemt kategori. Dette var desuden også grunden til, at hun satsede på at dette væsen var en blanding. et eksperiment, havde hun kaldt Baltazar, og hun tog sig selv i ikke at kalde hende her, det også.
Trods denne tomhed, var der alt andet end stille. Evige hviskende og knirkende lyde, kunne høres, fra de faldefærdige og forladte forlystelser. Dora havde derimod ikke nogle problemer, med at forestille sig denne park, som den havde været engang; Ny. Hun kunne nærmest hører latteren, når hun koncentrerede sig om det. De mørke øjne, der kort havde hvilet på baggrunden, søgte nu tilbage til væsnet.
Et nik med hovedet, fortalte at Dæmonen var enig. ,,Så sandt.. Men så må du virkelig være langt nede." Bekendtgjorde hun roligt, og hævede, måske en smule skeptisk, det ene øjenbryn. Dæmonen fulgte den ukendtes bevægelse, og så hvordan snavs og blodrester, stille røg af og forsvandt. Klædeligt, måtte Dora tilstå. Venstre hånd gled let igennem det mørke fugtige hår, mens øjnene forsat var rettet mod hende, den anden. Skulle hun alligevel hive pakken frem? .. Der måtte være mere end en.
Atter slog hun tanken væk, og valgte at bruge samme svar, som den anden, havde brugt kort forinden.
,, Jeg er din navne søster.. " Svarede hun. ,,Mig!" hovedet blev lagt lidt på skrå.. og smilet kunne anes på dæmonens læber.

Hun brummede lavmælt, mest henvendt til sig selv, mens hun lod blikket glide rundt i omgivelserne. Et svagt brag bag hende, konkluderede at en etage i bygningen havde givet efter, og faldt derefter til jorden, hvor enstøvsky rejste sig omkring selve bygningen. Dog stod Samanda stille som om intet var hændt. Hun var vant til overraskelser.. Skrigene kom uafbrudt i underverdenen, og man vænnede sig vel til den slags med tiden.
Blikket søgte dog tilbage til pigens igen, da hun snakkede. Javist var hun langt nede, men hvordan kunne pigen konkludere det? Det kunne trods alt ligeså godt have været de mægtigste, som havde fået krammet på hende? "Jeg kan ikke se at det vedkommer dig" bemærkede hun tørt, i en spydig kommentar, inden hun rankede ryggen en anelse.
Navnesøster.. Så personen foran hende, forsøgte at løbe om hjørner med hende? Det ville ikke lykkedes. "Vi er da utrolig morsomme hva" hvislede hun køligt, uden så meget som en trækning af et smil i mundvigen. Intet kunne ses udover den kølige facade, som allerede havde lagt sig omkring dem. En facade Sam havde stablet på benene, for at beskytte sig selv mod en indtrængen i sit sind. "Hvad laver du her?"

Amphadora så mod skyen af støv, der tog form bag den ukendte. Forlystelserne faldt bogstavelig talt ned om ørerne på en. En grå-brun rotte, hvis hus var styrtet sammen, fór over pladsen, og hun fulgte den med øjnene, uden at gøre den noget. Ikke fordi, hun ikke ville, men fordi hun ikke gad ydmyge sig, når det kun blev et ynkeligt forsøg.
Dæmonen trak dovent på skuldrende.. ,,Det gør det heller ikke.. " Hun valgte at holde inde, med sætningen, for ikke at provokere yderligere. godt nok var denne pige såret, men Dora var overbevist om at hun havde mere styr på sit magiske jeg, end hun selv. Det havde de fleste som regel. og bonus-blandinger var ingen undtagelse. Et søgende blik scannede stedet, da Dora kort følte at der var andre til stede. Dyr, Det var sikkert det hun kunne mærke. Møgdyrene som boede her.
,,Ja.. Det må ligge til navnet?" svarede hun, en smule fraværende, idet hun drejede hovedet en smule, mod en af de mørkeste skygger. Dora opgav. Lettere irriteret. Nej, skyggerne kunne hverken flyttes eller noget andet. Irritationen satte sig fast i hendes stemme, og fik hende til at lyde en smule hånlig.
,,..Jeg gemmer mig i hvert fald ikke.."