Can you hear it? ~Pip~

Der var næsten helt stille nede ved undergrundsbanen. Lige udover den svage mumlen fra de andre mennesker eller væsner der ventede på dagens sidste metro til hvor i alverden de nu ville hen. De fleste var unge der vist havde fået lidt for meget at drikke men en eller to forretings folk var der vel også i den lille mængde. Det rumlede lidt og der gik ikke længe før at et metro tog kom kørende med høj fart. Der havde været nogen der var blevet skubbet ud foran sådan en og selvfølgelig ikke overleve det. Det var nu bare noget som Amelia havde hørt gennem avise. Aldrig havde hun set det og ville nok heller ikke ligefrem drømme om det.
Hun hævede sit blik da toget var stoppet. Hun studerede de sidste folk stige på og der nu igen blev helt stille. Nu var her ikke en sjæl. Lige bortset fra hende og med sikkerhed en anden et eller andet sted. Men ikke i nærheden af hende. Det havde ikke været meningen at hun skulle med metroen. Hun havde bare kedet sig en helt del og valgt at slå sig ned her. Hun svang lidt md hendes ben der denne nat var iført et par normale leggens. Den røde nederdel var endelig blevet for kold at gå rundt med. Ellers havde hun en nok ALT for står sweatshort på hendes overkrop som nåede ned til starten af hendes knæ og halsudskæringen var så stor at den hang lidt ned over hendes ene skulder. Ikke noget som hun så som et problem. Hendes hænder havde et godt tag i den bænk's kant hun sad på. Hendes fødder var dog uden sko lige nu. De lå ved siden af hende på bænken. Et par store sorte headphones kunne nemt ses i hendes dog uglede lange hasselnøddebrune hår og det var ikke svært at finde ud af at hun bare sad der og hørte musik. Helt for sig selv. Hun så ikke ud til at tage sig yderligere af det. Et smil havde nemlig forplantet sig på hendes bløde læber. Samtidig bevægede de sig meget svagt som om at hun mimede et eleler andet. Og det gjorde hun. Hun havde fået en vane med at mime med på de sange hun hørte.

"Vi ses snart Pip!" En rimelig høj, slank fyr krammede en ret så lille fyr. "Jep, vi ses snart" Drengen der var blevet kaldt Pip gav den højere dreng et kram og slap ham så. Nogle af drengens venner fra hvor han boede før i tiden, havde været på besøg. De skulle have den sidste metro, somewhere og sådan så de kunne komme hjem. Men ellers havde det været rart. Desvære, var det de eneste venner han sådan rigtigt havde på nuværende tidspunkt. Selvfølgelig skrev han med gamle klasse kammerater og også med gamle venner han havde fra nær og fjern. Men det var ikke det samme. man kunne jo ikke bare sige "Hey kommer du ikke forbi?" da folk jo boede rimelig langt væk.
Pip var en lille fyr, så de fleste på hans alder troede han var alt for lille, måske 12 eller sådan noget. Han var trods alt kun 1.52 høj? Og så var hun også ret tynd. Han vinkede da metroen kørte og sukkede tungt. Det havde været hyggeligt, men nu måtte han gå hjem alene. Han var iført et par sorte bukser, med sikkerhedsnåle hele vejen ned af benene, en sort converse, en lyserød og hans hår der var bare uglet.
Pip så rundt og fik øje på en pige der sad og hørte musik. Og egentlig ville han ikke forstyrre, men han hadede også at være alene ude - og det var nat! Han kendte af naturlige årsager ikke til de forskellige væsner, men der hvor han kom fra var det normalt at ubehagelige personer var ude om natten og at man skulle passe godt på sig selv. Det var bare sådan det var i hans hovede, ik?

Amelia's ben der før havde bevæget sig lystigt i takt til musikken stoppede så. Pludseligt men stadig blidt og elegant. Et blik der havde lagt mod hende i et kort øjeblik havde vel taget hendes opmærksomhed fra teksten og rytmen der kom til hende i hendes headphones. Hun forblev dog helt stille. Sad bare og så lidt ned i jorden. Eller mere gulvet der bestod af hårde kolde fliser.
Så begyndte hun at dreje sit hoved lidt. Hen mod denne skikkelse. Denne ubetydelige lille dreng der havde set på hende. Eller det var vel kun højden der gjorde ham lille. Hans ansigts træk og sådan gav ham en alder der fortalte hende at han nok var trådt ind i teenage årene. Som hun havde været i i mange år nu. Hendes lange glatte hår faldt væk fra hendes ansigt og afslørede det næsten umenneskelige kønne ansigt med de nuttede babyface træk. Og selvfølgelig kom hendes øjne mere frem. De store også hasselnøddebrune dådyr øjne der blot gjorde hende en del mere uskyldig af udseendet. Hun sagde intet men sad bare der og så mod denne dreng. Studerede ham. Betragede ham vel. Efter hendes scanning kunne han ikke være meget højere end hende. Underligt for hende. Hun så jo normalt sin højde hos mindre børn. Hun virkede ikke skræmt over hans lidt hardcore stil der blev udgjort af alle de sikkerhedsnåle og det vildt farvede hår. Det klædte ham nu faktisk.
Så kom det. Hendes smil. Det søde og varme smil der fortalte at der intet farligt var over hende. Hun løftede sin ene hånd og fik taget sine headphones ned omkring hendes hals så hun igen kunne hører reallyden omkring hende. "Hej.." kom det så fra hende med hendes egentligt normale stemme. Blød og munter. Hun så kort mod togskinerne og så tilbage på drengen. "Var du med det sidste tog?? Eller hvad? Du ser ihvertfald ud til at være på vej hjem eller tilbage der hvor du nu kom fra..?" Hendes smil voksede blot lidt og hendes hoved blev lagt lidt på skrå. MEns at hun så bare ventede på et svar..

Pip kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Ikke lidt - men meget. Pigen virkede både flink, og åben overfor selv sådan en som ham. Lidt tøvende løftede han hånden, som en hilsen da han kunne se at hun stadig havde sine headphones på. Det gav ham lidt en følelse af at være nøgen at han hverken havde Ipod eller mobil med sig. De to ting han altid selv havde med, så han i nødstilfælde kunne lukke af fra resten af omverdenen. Men idag var ingen af delene med. Det var så underligt.
Så hørte han hendes stemme, og havde næsten ikke lyst til selv at sige noget. Lige for tiden endte det tit med at hans stemme var ret overgangs-agtige, hvilket han fandt voldsomt pinligt, da han til koncerter og sådan normalt elskede at lade folk gætte helt præcist om han var dreng eller pige, for der var faktisk ikke mange der kunne gætte det. Men det kunne han måske ikke når hans stemme var gået i overgang? Det virkede nok underligt for andre, men han ville have det som om at en del af hans barndom blev taget fra ham på grund af det.
Men alligevel svarede han, lidt nervøst: "Hej!". Endelig fik han samlet mod til sig, i gik over til hende, med et varmt smil om læberne. Han plejede ikke at være nervøs, så det var helt fremmed det her. Ved hendes spørgsmål, rystede han på hovedet. "Nej, jeg fulgte nogle af mine venner herover, inden de skulle hjem. De kommer ikke herfra, så det var en weekend-tur, kan man vel sige, eheheh?" Han kløede sig i nakken, med et lidt fjoget grin om læberne.
"Må jeg sætte mig?" spurgte han så.

Amelia tog sig ikke af drengen lidt langsomme svar. Han var vel ikke helt vant til bare sådan at snakke til fremmede folk. Lige som hende. Hun huskede dog stadig den gang da hun selv var det. Sådan mega genert. Bange for at sige noget forkert. Men nu tænkte hun ikke så meget mere over det. Hun sagde hvad hun havde på hjerte. Men da han så endelig sagde noget lyste hun lidt mere op. Hendes søde smil voksede. Og der var ingen tvivl om at hun var glad for at han havde taget modet og vist hende denne opmærksomhed. Glad for at han ikke bare gik igen efter at have givet hende "du er underlig"-blikket.
Hun førte sin lille finde hånd ned i den store mave lomme og fik nemt slukket musikken helt. Så hun ikke ville kunne høre takten som før. Inden hun skulle til at sige noget til hans svar kom hans spørgsmål. Det overraskede hende lidt men gjorde ikke det store ved det. Hun kiggede på pladsen ved siden af sig og fjernede hurtigt sine klipklappere. Så så igen mod drengen med et smil. "Altså mit navn står jo ikke på den så selvfølgelig må du det!" sagde hun så hvor efter at hun viftede noget vildfaren langt hår væk fra sit ansigt med sin ene hånd.
"Så du bor her i Di Morga??.." Man kunne sagtens høre på hendes stemme at hun var en pige. Let og perfekt klingende. Og hun lød ikke tøvende når hun snakkede. Hun lagde spørgende sit hoved på skrå. Selv om at hun kendte til hans svar. Selvfølgelig gjorde han det. Kunne man jo høre på hans forklaring. "Jeg mener.. Er du lige flyttet til?? Jeg har i hvert fald ikke set dig før. Og du er lidt svær at overse.." sagde hun stille og roligt og med at mindre grin. "..Med det hår.." Hun løftede sin ene hånd og strøg meget let og forsigtigt hans hår. Det var en fascinerende farve han havde. Nok farvet men alligevel. Det klædte ham. Og det var dejligt at se nogle der turde gå rundt med den slags. Selv kunne hun ikke farve dit hår. Farven kunne ikke sidde fast i det. Så den hasselnøddefarve hun havde var naturlig. Hun træk sin hånd til sig igen men rakte den så munter mod ham som en hilsen. "Jeg er Amelia."