Dead Girl - Caspian

Parken lå stille hen. Her var stille. Næsten alt for stille til at det kunne være virkeligt. Det var næsten skræmmende at hører på den døde tavshed. Ikke engang en eneste fugl sagde et pip. Det eneste man sådan rigtig kunne høre, var regnen der piskede ned mod jorden. Denne lyd lagde Vanilla ikke mærke til. Lyden generede hende heller ikke. Overhoved ikke på nogen måde. Ingen lyde generede hende mere. Alle lyde kunne lige så godt forsvinde. Og dog ikke. Hun var på en måde utrolig afhængig af dem.
Regnen plaskede ned, mens den ungt udseende kvinde pludselig var stoppet op. Det var tusmørke, og endelig havde hun fået muligheden for at komme ud og strække benene en smule. Om ikke mange timer, ville hun forsvinde igen, og den smule livsglæde hun havde tilbage, ville nok smutte fra hende.
Efter den totur hun havde været igennem før hun blev vampyr og spøgelse, havde gjort at hendes syn på livet, var utrolig groft. Ind til videre var hun allerede død to gange. Død som menneske, for at blive vampyr. Død som vampyr, men ikke helt, og var blevet spøgelsesvampyr. ”Totur..” Mumlede hun, med en vissen stemme.
Regnen blev mindre kraftig, og en let tåge begyndte nu at samle sig over parken. Nu hun tænkt over det, var dette hendes rette element. For en gangs skyld, var vejret som hun ville have det. Tåben bredte sig, og lagde sig nu over et større stykke af alt omkring hende. Da Vanilla kiggede op, kunne hun fornemme at solen kun lige var gået ned. Da hun stadig havde været menneske, havde solen været hendes bedste ven. Nu var den jo nærmest hendes fjende. Det gjorde så frygtelig ondt at tænke på.
Vanilla satte sig ned på græsset, velvidende om at det var sjask vådt. Men den lange kappelignene regnjakke gik hende heldigvis tik haserne og derfor bekymrede hun sig ikke det helt store om vandet. Desuden.. Det kunne ikke skade hende?

Caspian havde besluttet sig for at gå en tur med sin ulvelignende hund, Ariel, da det begyndte at regne. Men han havde blot viklet tørklædet en ekstra gang rundt om halsen og fortsat med retning mod parken. Hunden kendte vejen og ledte ham afsted, den korte snor havde den intet imod og manden der holdt snoren, stolede blindt på det firbenede dyr.
Caspians brune hår sad normalt ret godt, men lige nu var det fugtigt og efter at have kørt en hånd gennem det, måtte han konstatere, at det ikke var til at redde nu. Men nu var håret heller ikke det vigtigste. Han kunne jo ikke se det alligevel.
De stramme, mørke jeans sad tæt til de spinkle ben og den tynde læderjakke var efterhånden gennemblødt. De sorte, slidte læderstøvler havde heller ikke så godt af vejret. Men da de nåede parken, stoppede regnen næsten.
Caspian registrerede tågen, men kun på grund af den fugtige luft. Han sukkede irriteret og klikkede hunden fri, inden han hav den tynde hætte på sin trøje op. Det var ikke ligefrem hans yndlingsvejr, men nu stod han her og Ariel var allerede forsvundet i tågen.
Han fandt den lille pen frem fra sin lomme, pennen var på størrelse med en kuglepen og for enden sad en lille radar der skannede ting. Hvert objekt den ramte ville den registrere og derefter sende forskellige vibrationer som han ville opfange og derved ville han undgå at gå ind i ting.
Ved hjælp af den, fandt han frem til en bænk, ikke så langt fra hende. Men det vidste han ikke endnu. Han satte sig og lagde pennen væk, hvorefter han lukkede øjnene. Hans ansigt var utroligt kønt og de bløde linjer i det markerede ansigt passede godt til ham.
Tågen fik hans engleagtige udstråling til at stå endnu tydeligere frem.
Det var hér at hans næsebor fangede en lugt, som ikke var græs, hund, blomster eller grusstien. Det var et andet væsen. Men lugten var sløret og ikke så skarp, så han kunne fastslå væsnet. Det gik op for ham at solen var gået ned og det kunne være en vampyr.

Vanilla, som ellers havde lukket alt andet end tanker ude, kunne pludselig mærke en kølig snude mod hendes kind. Rimelig slimet, for at det ikke skulle være løgn. Sådan lidt.. det føltes som en forkølet hund. Dem havde hun nu kendt ret meget til. Selv havde hun haft hund, før hun døde. Faktisk havde hun haft en del, for at det ikke skulle være løgn..
Hun var blevet revet ind i sine tanker igen, og havde bare siddet og gloet ud i luften, da en lun tinge slikkede hende på kinden. Vanilla væmmedes ved tanken, og forsøgte nu at få øje på bæstet. Tåben havde lagt sig tykt omkring hende, som om hun allerede var ved at blive usynlig. Skræmmende.
Pludselig kunne de fleste lyde høres tydeligt igen, og en lille trang til blod begyndte at melde sig. Her var nogle tæt på hende, og det var ikke kun denne hund. Der var en anden person ikke langt fra hende. De syle skarpe hjørnetænder kom mere og mere til syne. ’For guds skyld ikke nu!’ tænke hun i et desperat forsøg på at få tænderne til at forsvinde igen.
Hendes tænder hørte tydeligvis hendes bøn, og faktisk forsvandt hendes trang til blod samtidig. Underligt at hun egentlig ikke havde brug for lige så meget blod, som de andre vampyrer. Måske fordi at al væske i hendes krop, allerede var væk. Og alt det mad eller drikke hun ville indtage, ville bare forsvinde. På den måde følte hun sig ret heldig alligevel.
Først nu valgte den slanke kvinde at rejse sig op, og stirrede nu blidt frem for sig. Hun viftede desperat med armene, for at få tågen væk. Faktisk var hun ved at blive panisk, og en lettere hulken undslap hendes læber. Hun følte sig omringet af noget som ville kvæle hende. Hvad skete der dog med denne tåge? Eller var det nu bare hende som var gået fra forstanden?
Igen føltes det som om der var nogle tæt på hende. Så der var altså nogle tæt på hende, eller var det også blot noget hun bildte sig selv ind. Nej. Lugten af… Engel, og et lille skær ikke langt fra hende, fik hende overbevist. Hun var ikke længere alene.

Et svagt hulk fik Caspian til at rejse sig op og han fløjtede efter hunden. Han famlede en smule febrilsk med snor og pen, hvilket resulterede i, at pennen blev tabt. Den var ikke bygget til vand og grus, det ville den højest sandsynligt gå i stykker af. Og så ville han være bundet til sit hjem, sin hund eller en anden til at føre ham. Det villle være et helvede.
Han satte sig på hug og lod hænderne søge langs grusset og endelig kørte de slanke fingre hen over den velkendte form - men nu var det for sent. Den havde landet i en vandpyt og selvom at han flere gange prøvede at tænde den, duede den ikke.
"Fuck..." mumlede han. Samtidig blev lugten af vampyr tydelig og han stak pennen i lommen, for at koncentrere sig. Ariel kom langsomt nærmere, men opfangede hvordan hans opmærksomhed var skærpet. Så den stillede sig ved hans side og prøvede selv at finde kilden til hans uro.
"Er der nogen?" spurgte han, mens han langsomt satte snoren i det tykke læderhalsbånd. Det ville ikke nytte noget at flygte, så han ville hellere konfronterer personen og tage en eventuel kamp op, istedet for at løbe sin vej.
Ariel var også trænet i kamp, så hvis han fik brug for det, ville hun være der. En dyb knurren lød fra hunden, indtil den opdagede at det var samme væsen, som den havde slikket på kinden før. Dens knurren forsvandt og den sprang fremad, hvilket Caspian ikke var forberedt på, så han tumlede efter det stærke dyr.
"Ariel stop!" hvæsede han af det energiske dyr, der havde kursen direkte mod Vanilla. Det var først omkring 2 meter fra hende, at Ariel endelig adlød og Caspian fik sat hunden på plads. Den var kun 3 år og dens træning var ikke blevet færdiggjort, før end at han skulle bruge hende som førerhund.
Han rettede sig op og opfangede nu den stærke lugt. "Hvem er du?" spurgte han, uden at vise frygt. Lugten af vampyr var svag og sløret af en anden, ubestemt lugt.

Vanilla trak den kappelignene regnjakke tættere omkring sig, og følte at hun manglede en hel del varme. Hun følte sig en del truet, men da hun hørte en stemme, blev hun mere rolig. Stemmen virkede selv ret så rolig, indtil hun selv hørte en knurren. Nu begyndte denne person altså at hvæse af hans hund. For.. Det var vel en han.. Var det ikke? Tågen gjorde at hun ikke rigtig havde kontrol over sig selv, hvilket nok ville resultere i et eller andet underligt.
Hun farede sammen, da en hund kom tæt på hende. Hvis ikke det var fordi hun bed sig hårdt i læben, ville hun sikkert ha skreget. Dog kom der kun en let hvenen fra hendes læber.
Endelig fik hun kontrol over sig selv igen, da hunden var væk fra hende. Måske var det med hunde blevet en forbi. Forhåbentlig ikke. For Vanilla havde på fornemmelsen, at denne person ville være en del af hendes fremtid. Underligt. ”Ja, her er nogle. Hvem er du?”
Forsigtigt lod hun en hånd glide ned langs hendes hofte, til den bare hang slapt ned langs hende side. Tågen var ved at lette igen, og vinden begyndte nu at tage til. Sikke et skodvejr det var.
”Mit navn er Vanilla..” Mumlede hun, da hun nu kunne se personen tydeligere. Et let skær kom ud fra ham. For nu kunne hun da tydelig se at det var en han. Han så nu ellers meget godt ud. Gad vide hvem han var?
Lugten af engel var tydelig over ham.

//Undskyld længden:3

Ariel fik sat sig ved Caspians side, men betragtede stadig pigen. Hun kunne lide det sære væsen, der var noget over hende som Ariel forbandt med noget godt.
Caspian kortede snoren og følte sig ubehageligt udsat, som han stod dér. Hans syn var så godt som ikke-eksisterende, kun nat og dag kunne han skelne imellem. Lugten af vampyr blev mindre genkendelig og han rynkede kort panden. Kunne hun være et spøgelse? Det var det eneste han lige kunne komme på.
"Jeg er Caspian.. Og hunden hedder Ariel. Hun er helt fredelig.." svarede han hende og smilede skævt. Hun virkede harmløs, til trods for duften af vampyr. Hun virkede sød og siden Ariel kunne lide hende, ville hun ikke være en trussel for ham.
"Hvad laver du her? Så sent?" spurgte han og forbandede sig selv, for at have glemt sine solbriller. Hun ville kunne se de hvide, eller næsten hvide øjne. Hans øjne havde engang været blå, som havet og himlen, men efter et slagsmål var han vågnet op og hans syn havde været væk. Langsomt havde en hvid hinde lagt sig hen over hans iris og nu kunne man kun se et svagt skær af blå i hans øjne.
Mange fandt hans øjne uhyggelige og det gjorde ham ked af det. Hvem brød sig om at folk flygtede fra én? At børn pegede fingre og gemte sig bag deres mor? Det tætteste han havde oplevet på at en person havde kunne lide dem, var de, der fandt dem fascinerende eller okay. Aldrig havde han fået af vide at de var pæne.
Men med årerne var Caspian blevet mere og mere hård, han havde mistet stortset alt gennem livet, men han havde kæmpet sig fremad, til der hvor han stod idag.
"Har du noget imod at jeg gør dig selskab?" spurgte han og slap hunden fri. Den løb først hen til hende, med logrende hale, hvorefter den så smuttede afsted i tågen.

Denne person virkede helt fredsfyldt, og det samme med hunden ved hans side. Vanilla blev mere og mere rolig ved omgivelserne, og den tåge, som hun selv havde syntes var rigtig tæt, var det overhovedet ikke. Hun sukkede kort og opgivende af sig selv. Hvor havde hun dog være dum. Selvfølgelig var den da ikke ved at kvæle hende.. Tåbelige pigebarn hun dog var. ”Caspian..” Hun grublede lidt over navnet, og smilede så til ham. ”Ariel..” Mumlede hun lidt efter. Nu hvor hun helt rigtig lagde mærke til dem begge, blev smilet på hendes læber bredere. Hun kunne se hvor godt de passede til hinanden. Og hunden virkede helt trofast. Hvor ville det dog være dejligt, hvis hun kunne tage tilbage til den gård hun havde boet på. Men ingen ville vel bo samme med en som hende. Hun var jo bare mærkelig?
”Nej, selvfølgelig ikke.” Hun smilede blidt, og kunne nu fornemme at hunden var tæt på hende. Hun bukkede sig en smule, klappede den let på siden af ryggen, og lod den så slippe væk fra dem igen. ”Det er altid hyggeligt med lidt selvskab.” Hendes let hæse stemme, var hun ved at blive van til. Efter hun var død for omkring en uge siden, havde meget af hendes ændret sig. Hendes hår var blevet mere gyldent, og hendes øjne var blevet en meget spøjs blanding af skrigende lysseblå, og mat mærkeblå. Dog virkede det til at de havde i sinde at blive lysere. Hvordan det kunne lade sig gi sig, vidste hun ikke helt. Sammen med hendes hår og øjne, var hendes hud blevet mere bleg i det, og hendes læber havde fået en mere rød farve, end den matte farve de havde haft før. Desuden, var hendes gyldne hår også blevet en smule mere krøllet, så hun havde fået nogle dejlige store krøller, i stedet for det næsten glatte hår hun havde haft.
”Nå..” Sagde hun en smule lavt, mens hun studerede Caspian, som stod foran hende. Pludselig lagde hun mærke til hans øjne, og følte en underlig interesse. De var faktisk ret smukke. Helt.. Hvide?

Caspian smilede til hende, da hun sagde god for at han måtte gøre hende selskab. Det var altid så ensomt at gå med Ariel, når han var helt alene.
"Eh.. Vil du.. Føre mig?" spurgte han, en anelse usikkert. Hun var en af de få, der ikke havde lagt mærke til hans manglende syn lige med det samme. Han var stortset hjælpeløs uden pen og hund. Ariel kunne han jo ikke tillade sig at kalde tilbage nu, hun var jo løbet og hun elskede at løbe rundt for sig selv.
"Jeg kan ikke se, så.." forklarede han, men hans stemme døde hurtigt hen. Han slog blikket ned og sukkede lydløst. Hvorfor skulle hun gide dét? Han hadede følelses af at være hjælpeløs, uden mulighed for at gøre noget ved det selv.
"Nevermind.." mumlede han og vendte rundt, for at gå tilbage mod den bænk han var kommet fra. Han kunne nogenlunde huske hvor den var. Det tog ham lidt tid, før end at han fandt den, men det gjorde han.
Han satte sig ned og stak hænderne i lommerne på jakken. Igen lukkede han øjnene og prøvede at nyde alle de sanseindtryk, som han fik kylet i hovedet her i parken. Han kunne dufte de falmende træer, de vilde blomster, det våde græs, han kunne høre det knasnede grus og vindens leg med de store træer.
Selvom han intet kunne se, var han ikke i tvivl om hvordan parken så ud lige nu. Den var smuk og rigtig efterårsagtig. Han savnede synet af de gul-brune blade, vanddråberne på blade og strå, synet af en sol der gik ned, en stjerne der blikkede eller en måne der var halv.

Vanilla stirrede en smule dø ud fra sig, og sagde ikke rigtig noget, da han fortalt at han var blind. Egentlig kunne hun ha sagt sig selv, at det så var derfor at han øjne var så lyse. Men alligevel var det ikke gået op for hende. Hun følte sig en smule underligt tilpas nu, og ville egentlig gerne hjælpe, men blev afbrudt af hans forsøg på selv at gøre det.
Normalt ville hun elske at hjælpe andre. Måske ville denne mand ikke have hjælp fra hende, men han virkede da til at være ret så venlig mod hende. Faktisk var han ret så hyggelig, efter hendes mening, men nu havde de jo heller ikke rigtig snakket med hinanden endnu.
Vanilla satte sig forsigtigt ned på bænken ved siden af ham, og kiggede lidt ud i luften, da hun følte sig en smule underligt tilpas. ”Du har ellers meget smukke øjne, må jeg nok sige.” Først nu begyndte hun at kigge hen på ham, og lagde mærke til at han havde lukket øjnene. Hvad mon han tænkte på.
De røde læber skilte sig ad igen, men ingen ord kom ud af hendes mund. ’Hurtigt!’ Tænkte hun desperat. Hun ville ikke bare sidde og ligne en tumpe, der ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige. Da der ikke nom en eneste lyd ud over hendes læber, blev hun en smule rød i kinderne, og fik så endelig sagt noget. ”Hvilken race er Ariel? Jeg har aldrig været god til det med racer.” Hun smilede forsigtigt, og drejede hovedet en smule igen.

Caspian overhørte hendes kommentar om hans øjne - han ville ikke tro på, at nogen fandt hans øjne smukke. De var bare underlige og uønskede. Blindheden havde han ikke så meget imod, men den hvide hinde hadede han af et godt hjerte.
Men hendes spørgsmål til Ariel fik ham til at åbne øjnene. Hun havde sat sig ved siden af ham? Hm...
"Ariel er en Saarloos ulvehund.. Det er noget af det tætteste man kommer på en ulv, men stadig er hund.." svarede han og skævede hen mod hende. Han kunne godt lide hende, men den underlige, tunge stemning virkede hun ikke til at kunne lide.
"Er du et spøgelse?" spurgte han direkte. Han havde ikke kunne sætte en finger på hendes race, men det var umiddelbart hans bedste gæt.
Efter at have ventet på svar fra hende, rejste han sig op og rakte en arm ud mod hende. "Nu du ved det, så kan vi vel lige så godt gå den tur.. Would you care to join me, Mademoiselle?" spurgte han med en udemærket fransk accent.
Han ville gerne lære hende bedre at kende, hun virkede genert men også som en dejlig person. Nu lagde Caspian sjældent meget i førstehåndsindtrykket, men lige hende havde han en god fornemmelse af. Hun virkede som én, han kunne bruge timer med.

//Skriver fra min iPhone, så det her svar bliver nok lidt kort:3 Eller meget måske:3//

Vanilla lyttede med stor interesse for det han snakkede om. Så Ariel var altså en ulvehund? Den havde da også været lidt skræmmende, da hun havde set den gennem tågen, og da den havde slikket hende på kinden. Ariel virkede virkelig som en god hund, og hun virkede meget trofast for hendes ejer. Mon ikke hun var hans fører-hund?
Et lettere desperat blik stirrede ud på tågen. Ariel måtte for hendes skyld godt være tæt ved dem. Der var mange skabelser, der pludselig kunne angribe hende. Og det var faktisk noget, som Vanilla ville blive trist over. Hun havde følt en god forbindelse mellem hunden og hende. Og så var det jo Caspian. Han virkede som en meget rolig, venlig, ærlig og åben person, men alligevel havde folks udseende og opførsel, første gang hun havde mødt den, været anderledes end deres opførsel før. Folks udseende kunne man nu heller ikke dømme dem ud for.
Hun fik stillet et spørgsmål, som hun ikke havde håbet at få. Om hun var et spøgelse. En fornemmelse af koldsved dannede sig i hendes hænder, selvom det egentlig var umuligt, da hun ingen krops-væsker havde tilbage. Først nu havde hun indset hvad hun sådan egentlig var. "Ja. Men ikke et af de normale spøgelser. Flip ikke ud, men jeg er vampyr-spøgelse. Jeg er død to gange. Men bare rolig! Jeg vil dig intet ondt," forsikrede hun ham.
Så blev der koldere omkring hende, og 'the silence death' væltede ind over dem. Det var stille mellem dem, før han spurgte om de skulle gå en tur, og om hun ville tage med ham.
Et lille smil bredte sig på de røde læber, og tog forsigtigt hans hånd, mens hun rejste sig op. Dette ville blive til meget mere end blot ét enkelt møde, det var Vanilla sikker på.

Caspian fornemmede hurtigt hendes nervøsitet omkring hans spørgsmål, men han havde jo intet imod spøgelser! Hun virkede sød og havde hun ville gøre ham noget, havde hun gjort det. Han var åben overfor de fleste væsner og især hende kunne han godt lide. Hun var behagelig at være sammen med, så hendes nervøsitet var helt ubegrundet.
"Hey, easy now.. Jeg har intet imod spøgelser og hvis du havde ville drikke mit blod, havde du gjort det.." svarede han og strøg hende kort over kinden.
"Du er en sød pige, spøgelse eller ej.. Hvorfor skulle jeg frygte dig?" spurgte han med et skævt smil og lod endnu engang et par fingre glide hen over hendes kind, inden han trak hånden til sig igen.
Da hun tog fat i hans hånd, smilede han igen. Det var rart at hun ville gå med ham og følelsen af hendes hånd i hans var rar. Han begyndte at gå, med retning længere ind i parken. Det var faktisk en relativt vildtvoksende park og med tågen omkring dem, virkede de helt alene som hvis de havde været på en øde ø.
Caspian ville ikke have noget imod at være på en øde ø med hende.
Ariel kom styrtende mod dem med en pind i munden og bjælden i hendes halsbånd advarede ham, inden hun sprang op af dem. Han nåede at vende dem væk og snuppe pinden ud af det store dyrs mund.
"Vil du lege?" spurgte han opmuntrende det firbenede dyr og kastede så pinden. Hunden sprang afsted, da man hørte et plask - pinden havde ramt vandet. Efter et par skridt kom han i tanke om, at Ariel aldrig havde prøvet at svømme før.
"Kan du ikke lede mig hen til søen? Ariel har vidst ikke svømmet før, så jeg vil godt vide hvordan det går hende.. Kan du ikke fortælle om dig selv imens?" bad han og sendte hende et smil, der blottede de perfekte tænder.

//That's okay :)

Hold da op, hvor var det gået stærkt. Han havde allerede vist hende, at de havde en form for venskab. Normalt ville hun være meget dyster og alene. Den hånd, som hun ikke havde i hans, lod hun glide ned på ryggen af sig selv, og trak hætten fra den kappelignene regnfrakke over hovedet på dig selv. ”Det kunne være at du havde set mig før. Jeg er død for nylig, og døde faktisk i byen her for få dage siden. Førhen, var jeg meget dyster og ikke en som folk ville være sammen med…”
Hendes stemme forsvandt mere og mere, da hun snakkede. Tiden fra da hun stadig var det arme menneske, savnede hun på en måde, og på en måde ikke. Efter hun var kommet til byen, blev hun forandret. På den gård hun havde boet på før, havde det været helt normalt for hende, at gå rundt i smukke blomstrede kjoler, opsat eller løst hår og ellers et helt naturligt look. Da hun var kommet her til, var både hendes personlighed og stil forandret. Hun blev mere dyster og meget mere indelukket i sig selv. Caspian, var blevet hendes første rigtige ven.
Da Ariel kom farende hen mod dem, var hun tæt på at springe sammen. Hun var kommet frem fra tågen mod dem, med en fart hun ikke havde troet. Hun havde en pind i munden, og hurtigt kunne Vanilla regne ud, at den ville lege. Forsigtigt tog hun fat om pinden, men Caspian havde været hurtigere, og deres hænder havde rørt hinandens. Hans hånd var varm i forhold til hendes, der var en hel del koldere. Vanilla trak hurtigt hånden til sig, og kiggede usikkert hen på ham. Hun følte sig vildt pinlig berørt, på en eller anden måde. ”Selvfølgelig,” Mumlede hun en smule lavere end hun selv havde forventet. Hun begyndte at gå hen mod søen, selvom hendes blik også var en smule slørret. ”Eeh.. Hvis jeg selv kan finde frem til den..” Derefter begyndte Vanilla at fortælle om hendes oplevelse da hun døde. ”Jeg blev trukket ind fra en af siderne på hovedgaden, og en stor hånd greb mig om munden, så jeg ikke ville skrige. Jeg blev trukket ind i en form for lejlighed, hvor der blev gjort grumme ting mod mig. En af de personer, var tydeligvis en vampyr, og han gav mig blod, hvorefter han dræbte mig. Da jeg flere timer efter vågnede, var jeg tydeligvis blevet voldtaget eller noget. Og første gang jeg slog øjnene op, jog personerne en træpæl gennem hjertet på mig, men jeg kom tilbage? Der var vel en eller anden form for gift på pælen..” Efter denne historie, stoppede hun op, og kiggede nu ud over søen, hvor tågen tydeligt lå over. Et smukt syn, som hun ville ønske Caspian kunne se.

Caspian nikkede svagt, ja han kunne jo have set hende før. Men han var selv lige flyttet ind, så chancen var ikke så stor. Især når nu han ikke kunne se, blev det en anelse problematisk. Et skævt smil kørte hen over de bløde læber og han gav en brummende, lidt grinende lyd fra sig. Årh, hun var da kær.
"Yeah, det kunne da godt være jeg havde set dig før med de øjne jeg har.." drillede han og prikkede hende blidt i siden. Selvom at de snakkede om hendes død, var det ikke et emne han tog så tungt - han var selv kommet igennem den periode, selv været død engang. Men hvis hun nu ikke havde været død havde han nok aldrig mødt hende - eller kunne komme så tæt på hende. Hun havde jo været vampyr inden hun blev et spøgelse?
"Folk dømte dig på dit udseende, så.." brummede han og stak sin frie hånd i lommen på de stramme bukser. Han bedømte sjældent folk på deres udseende, med mindre de havde en opførsel der passede til personens udseende. Men han gik ikke så meget op i det der med at piger skulle være tynde og lækre, han kunne nu bedre lide de mere normalt byggede kvinder. En anorektisk tynd pige spiste sjældent meget og Caspian kunne godt bruge én der kunne lave mad, da han stadig ikke turde håndtere en kniv selv.
Deres berøring da de begge rakte ud efter pinden fik ham til at smile, hendes kolde hånd havde han ikke haft noget imod at røre og han skævede til hende, efter at have kastet pinden. Hun var blevet pinligt berørt, det lå tydeligt i luften, men han sagde ikke noget. Han havde ikke følt det som værende noget underligt, men måske hun var meget genert?
Han fulgte hendes gang mod søen og lyttede opmærksomt til hendes fortælling. Det gjorde ham ondt at høre, hvordan de havde behandlet hende. Han var sjældent sur eller voldelig, men et eller andet sted dybt inde boblede en lyst til at bore en pæl gennem de svin, der havde gjort det mod hende.
Den rynkede pande og den spændte kæbe var de eneste tegn på hans vrede, alt var blevet lukket inde, men han havde altid haft svært ved at skjule sådan noget.
De ellers fint rosa læber var blevet presset sammen til en tynd streg og han lagde en arm om hende, mens de stod der ved søen. Han sagde ingenting, for ingen ord passede lige nu. Ikke engang det smukke område de stod ved, interesserede ham.

Ariel havde hentet pinden og stod nu på landjord igen, hvor den rystede det klamme søvand ud af sin pels. Pinden lå på jorden foran den, men den havde mistet interesse. Istedet begyndte hunden at jage et egern, som den spottede i buskadset.

Og så kom tavsheden. Den ramte dem som et brag, og hvis ikke det var fordi de var så tæt på hinanden, ville hun være flygtet med det samme. Kun fordi hun ikke ville kunne forsvinde fra hans nærhed, blev hun stående med hans ene arm om hende. Hun frygtede stilheden. Den gjorde hende urolig på en meget underlig og ubeskrivelig måde. Hvor ville hun dog ønske, at hun kunne forsvinde lige nu. Hvorfor havde hun dog været å dum at fortælle ham om de to gange hun var død? Hun havde virkelig dummet sig, og det var hun først blevet rigtig klar over nu. TUMPE! Skreg hun indvendigt, og bad til at han ikke kunne læse hendes tanker.
Stilheden lagde sig nu også over omgivelserne, men en blod vind begyndte at tage til, og tågen blev lettere og lettere. Vinden ruskede blidt i det gyldne hår, og fik det til at blive mere uglet og pjusket. De store gyldne krøller begyndte at skille sig mere og mere fra hinanden, hvilket irriterede Hende utrolig meget.
Vanilla kiggede forsigtigt og en smule uroligt hen på Caspian, hvis mund var en rosa streg. I et stykke tid stod hun blot og betragtede hans ansigt, selvom hun flere gange rettede blikket ned. Gid hun dog var tankelæser. Det ville bare gøre det hele så meget nemmere. For hvad mon Caspian tænkte på lige nu? Og var det hendes historie om hendes død, der gjorde at han nu var så tavs.
Det blege ansigt vendte sig ud mod søen, og de gråblå øjne spottede Ariel, der havde fået øje på et eller andet interessant der sikkert bevægede sig. De røde læber skilte sig let fra hinanden, og hvis hun ikke var død, ville hun ha fugtet sine læber. Der var så mange ulemper ved at være spøgelse. Man kunne ikke græde som andre kunne, når de blev triste, sårede eller bare havde brug for at tude. Man kunne ikke noget som helst, og alt man havde, tanker, håb og
Caspian stod foran hende, med de smukkeste øjne, læber hun allerede nu drømte om at kysse og en dejlig varm hud. Hun savnede varmen, og nærheden af en person.

Caspian måtte tage sig sammen og løsrive sig fra raseriet om de, der havde gjort hende fortræd. Selvom de først lige havde mødtes, følte han allerede et eller andet bånd til hende. Om det var hans englenatur eller hvad det var, vidste han ikke. Men lige nu satte et behov for at beskytte hende ind og han lagde begge arme om hende.
"Beskriv hvad du ser.." mumlede han. Caspian stod bag hende, med armene om hendes mave og hovedet hvilende på hendes skulder. Hans varme ånde slog mod hendes hals og de hvide øjne var lige nu lukkede. Han kunne ikke beskrive det eller selv forstå det, men hun var som en magnet på ham. Han følte sig draget mod hende, tvunget til at holde om hende, nødt til at kysse hende.
Men det ville være grænseoverskridende. Hun virkede som en lille, forskræmt mus der kun lige turde være ude og lege med katten. Men han var jo ikke katten? Han var jo bare en anden mus, der ville hjælpe hende. Hans muse-metafor forvirrede ham og han sukkede svagt, mod den kolde hals.
Mmh, hun duftede godt. Duften af spøgelse, vampyr og så hendes egen duft var tiltrækkende. Men det var vel kun ham den virkede på? Hun virkede ikke til at være typen, der ville kunne lide at have en forførende duft.
Det forskræmte ansigt gav ham lysten til at holde hende tæt og aldrig slippe hende igen, han følte sig så forbundet til hende, at det var helt skræmmende.

Alle disse tanker skræmte ham. Han havde aldrig før bundet sig på dén måde til en, aldrig rigtig følt noget lignende. Pigerne inden hans liv som engel, havde kun fanget hans interesse grundet deres udseende. Men fra han blev engel og frem til nu, havde han aldrig rigtig haft noget seriøst med nogen. Enten havde de ikke kunne holde ham ud eller også kunne han ikke holde dem ud. Man skulle ikke tro det, men når det gjaldt kærester var han utroligt kræsen.
Men når han endelig endte sammen med én, forkælede han hende som var hun en prinsesse. Han ville gøre alt, når man endelig havde vundet hans tillid eller hjerte.

En underlig følelse gik gennem hendes krop, da hun mærkede begge hans hænder om hendes krop. Om hendes mave, for at det skulle være helt korrekt. Stemningen omkring dem blev en smule mere afslappet, og dog alligevel ikke. Vanilla havde en underlig følelse inden i, og det med at han havde armene om hende, gjorde hende en smule svimmel. Det føltes rigtigt, og alligevel så underligt.
Da han bad hende beskrive hvad det var hun så, startede hun med at danne sig et overblik om omgivelserne, og så begyndte hun ellers at fortælle om omgivelserne. Det ville sikkert give Caspian et indblik i hvilken hvilkel hun så stedet fra.
”Jeg ser.. En rimelig klar sø, med…” Hun gik i stå.. Hvorfor det lige var at hun pludselig ikke kunne sige noget, vidste hun ikke. Hun følte sig simpelthen alt for godt tilpas. Nu begyndte dette altså snart at skræmme hende. Hvordan kunne det være, at hun følte sig så tiltrukket af ham?
De røde læber skilte sig fra hinanden igen, og denne gang gik det hende lidt bedre end sidste gang: ”Jeg ser tåge, som er ved at forsvinde. For lidt tid siden, lå den næsten på vandoverfladen. Jeg ser.. Jeg ser træer, græs og buske. Jeg ser Ariel jagte et egern..” Der stoppede hun op, og blev klar over hvad hun lige havde sagt. Hun kom med en let fnisen, men forsøgte at holde resten af hendes grin tilbage.
”Ellers ser jeg en masse små detaljer såsom ringene i vandet, forskellige nuancer af blå og grønne farver i søens vand. Jeg ser en let dug på græsset, og de røde, orange, gule og grønne farver på træerne.”
Så vendte Vanilla sig om i hans arme, og kiggede på ham. ”Nu ser jeg en smuk person, med de smukkeste øjne..”
Hvis hun ikke var spøgelse, ville hendes øjne helt klart ha løbet i vand nu, men fordi hun ikke var, stod hun bare med et blidt udtryk. Uden rigtigt at tænke over det, lod hun ansigtet komme tættere på hans.
Deres læber mødtes, i et meget blidt og forsigtigt kys.

Caspian lyttede til hendes stemme og lod den fortryllende lyd lulle ham til ro. Det var egentlig uhyggeligt hvilken magt hun havde over ham. Hvis hun vidste det, hvis hun udnyttede det. Årh, fuck det. Så længe han var hos hende, var han egentlig lidt ligeglad. Hendes ord beskrev det smukke landskab for ham, men alligevel lød det mat i forhold til hende. Hende med de flotte krøller, de strålende øjne og det lidt forskræmte udtryk som nok ville tage tid at slippe af med.
Men han havde altid troet på, at der ikke var den ting, som ikke kunne fikses. Personer kunne være svære at redde, men reddes kunne de! Det havde han altid holdt fast i.
Da hun fortalte hvordan Ariel jagtede et egern, blev han et øjeblik seriøs og rettede sig op. Hunden var hurtig nok til at fange det, men hvad fanden. Han gad ikke jagte det dumme kræ nu og ødelægge hele øjeblikket.
Hans opmærksomhed blev rettet mod hende igen, da hun vendte sig i hans arme. Et skævt smil lyste op på de blege læber. Han havde intet imod det træk hun havde foretaget. Hele denne leg mellem dem virkede mest af alt som et spil skak. De skiftedes til at tage et træk, rykke en brik på det enorme skakbræt. Ordinær skak var det ikke, der var en god kemi mellem dem. Det vidste han, at de begge havde mærket. De kunne begge mærke den gengældte forbindelse der var mellem dem.
Caspians teori blev bekræftet da hun nu rykkede sin næste brik og hendes bløde læber mødte hans. Hans højre hånd gled op og kørte gennem hendes hår, men kørte ned igen og endte på hendes nakke. Et par fingre nussede blidt den bløde hud lige bag øret.
Hans læber omfavnede hendes i et ømt kys og han havde lukket øjnene i, det øjeblik deres kys varede.
Han slap hendes læber igen, men kun for at holde en kort pause. Øjnene var stadigt lukkede, men hans mund stod let åben og den varme ånde dannede tåge i den kolde luft. Det tog ham dog kun få sekunder inden han gentog deres kys, denne gang mere intenst og længselsfuldt. Hans anden hånd hvilede på hendes lænd.

Det hele føltes helt rigtigt, og det føltes i den grad også helt fantastisk. Bare at mærke hans læber mod hendes så længe det varede. Hun elskede virkelig at halve folk tæt på sig, men det skete nu ikke så tit alligevel. Åh hvor havde hun dog savnet at være tæt på nogle, og Caspian var helt klart en af dem, som hun gerne ville være tæt på.
Da han slap kysset, så hun en smule usikkert på ham, som om hun nu forventede at han ville komme med en eller anden form for udbrud, eller måske en kommentar til det hun havde gjort. Men han overraskede hende. Han trak hun vejret, og havde sine øjne lukkede. Og så lidt efter.. Så… Så kyssede han hende igen? Han kunne altså godt selv lide det, eller var det bare noget som hun nu bildte sig selv ind?
Vanilla var forvirret. Så han kunne lide hende eller hvad?
Det føltes helt uvirkeligt at de kun lige havde mødt hinanden, for de virkede til at havde kendt hinanden rigtig længe, efter hvordan de stod lige nu.
Helt tæt på hinanden, i færd med at kysse hinanden. Det virkede helt uvirkeligt, men stadig så fantastisk for hende. Gid det kunne vare ved i lang tid.
En let varme spredte sig i hendes krop. Hun havde savnet den varme. Men hvordan kunne det lade sig gøre?
Vanilla tænkte alt for meget de næste par sekunder. Næsten så meget, at hun næsten glemte at nyde det der skete lige nu. Forsigtigt kyssede hun med, og forsøgte at lade som om dette var fuldkommen normalt for hende.
Selvom hun virkelig var så gammel som hun var. 18 år, havde hun kun kysset én person før. Og der havde hun altså været ret så ung. Derfor virkede det helt underligt at stå at kysse med Caspian.
Følelserne begyndte at boble indvendigt, og selvom hun før havde følt, at der intet håb var tilbage for hende, kom alle tanker og minder tilbage til hende. Der var et eller andet over ham her Caspian, som gjorde hende helt glad inden i.


//Undksyld længden:3

Caspian fortsatte deres kys lidt endnu, med en lidenskab og en længsel, han selv var overrasket over. Aldrig havde nogen vækket de følelser i ham, så hurtigt. Han ville bare blive her hos hende eller tage hende med sig, hvis de skulle væk. Men lige her, på skranten ned mod den lille sø.
Da han slap hendes læber, smilede han til hende. Et stort smil, som på alle måder udstrålede den glæde, han følte i hendes selskab. Han rykkede begge hænder ned på hendes lænd og gav hende et blødt kys på næsetippen.
I et forsøg på at komme til at stå bedre, gled han og væltede dem begge omkuld i det bløde græs. Han lå nu nederst med hende ovenpå sig.
"Wups... Er du okay?" spurgte han og strøg hende over kinden, inden han igen lod sine læber møde hans, efter at have løftet sit hoved til hendes. En tommelfinger strøg hende hen over kinden, mens hans læber kærtegnede hendes. Det var et utroligt kys, men måske var det bare hende der var utrolig all the way through.
Caspian mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over og han lod sig dumpe helt ned og ligge i græsset, kun for at trække hende med sig.
Selvom at han var spinkel var han stærk og fik hurtigt trukket hende med sig ned og ligge. Han tumlede lidt rundt med hende og de endte med begge to at ligge på siden med front mod hinanden.
"Damn girl..." hviskede han og bed sig svagt i læben, mens han atter strøg hende over den bløde kind. Hun var som en soulmate, et eller andet havde bare klikket og nu lå de her. Han følte det som om, at han havde kendte hende i årevis og ikke kun i en time.
Ariel kom luntende hen til dem, dog uden noget egern. Det lille rødbrune dyr havde været hurtigere end hunden og var kravlet op i et træ. Misundelig som Ariel var, stak hun snuden ned mellem deres hoveder og slikkede Vanilla på kinden. "Hey! Smut du!" grinede Cas og skubbede den ivrige hund væk.

Hvis det ikke var fordi hun ikke havde noget sted at tage hjem til, ville hun ha taget ham med sig hjem. Dog var der kun det problem, at det snart ville blive midnat, men også at hun intet sted havde. Hun var nu egentlig hjemløs. Hun kunne vælge at tage til kirken og sove i den kiste som hun var blevet foræret, efter folk havde troet at hun var død som vampyr.
Alt for mange tanker, og lidt for lidt nydelse i deres kys. Hun elskede normalt at have god kontakt med folk, men dette overgik alle hendes forventninger. Da Caspian placerede et kys på hendes næsetip, kunne hun ikke lade være med at fnise en smule, og to røde felter på hende kinder. Hvordan det kunne lade sig gøre, var hun heller ikke rigtig klar over. Alt hendes blod var jo væk, så hvordan kunne det være at hun rødmede?
Vanilla blev revet ud af hendes tanker, da de tumlede om kuld, og hun mere eller mindre landede over ham. Nu kunne hun ikke lade være med at grine en smule mere, og hendes rødmen blev kraftigere. ”Jah jeg klarer mig. Hvad med dig?” Hun så ned på ham med et blidt smil, selvom hun godt var klar over, at han nok ikke kunne se hendes smil. På en måde havde hun utrolig ondt af ham, og ville virkelig gerne høre hans historie, men hun ville ikke ødelægge stemningen som de havde lige nu.
Forsigtigt kyssede hun ham igen, og lukkede de blå øjne i. Det var dejligt at ligge her sammen med ham, og da de tumlede rundt indtil de lå med fronterne mod hinanden, kunne hun ikke holde en let latter tilbage. Det føltes overraskende godt, bare at kigge ligge her med Caspian.
Vanilla Chinell hørte et eller andet trippe hen mod dem, og ventede hun blot på, at et dødt egern ville blive smidt foran dem. I stedet for det hun havde forventet, fik hun et varmt slik på kinden, og kiggede så op på Ariel. ”Der ser da ikke ud til at hun har noget imod mig.” Hun lo kort igen, og kiggede nu blot Caspian i øjnene.

Caspian fornemmede hendes rødmen og hendes fnis varmede hans hjerte. Den dystre, forskræmte pige han havde troet hun var, grinede. Han havde fået hende til at grine. Han tog blidt fat i hendes øreflip og hev lidt i den, uden at det ville gøre ondt eller noget.
"Du burde ikke tænke så meget, darling.." mumlede han og trak hende tættere ind til sig. Han strøg en hånd gennem hendes bløde hår og smilede skævt for sig selv. Hvor var hun dog dejlig. Tænk hvis han havde vendt om, da regnen var begyndt tidligere? Tænk hvis han ikke var gået herhen? Så havde han ikke mødt hende. Et svagt stik i hjertet mindede ham om hans eget råd til hende - han skulle ikke tænke over det, men bare nyde nuet. Lige her med hende, det var her han var.
"Yeah, I'm fine..." brummede han og lod sine læber kysse hendes sarte hals, de bløde læber mod det tynde skind fik ham til at gyse. Han placerede derefter to hurtige kys længere op mod hendes kæbe, inden han lod hovedet dumpe ned i det fugtige græs.
Hans bukser var blevet våde og havde sikkert også fået et par grønne plamager fra græsset, men han var ligeglad.
Ved lyden af hendes latter lukkede han øjnene i og nød den skønne lyd. Han lovede sig selv, at fik han muligheden ville han gøre alt i sin magt for at blive ved med at høre den latter, at høre hende være glad. Det var en beroligende lyd, der gjorde ham mere sikker på det, de havde gang i.
Da Ariel afbrød dem, var han ikke sen til at puffe det store dyr væk. "Du ødelægger det hele..." brummede han til hunden, som blot kiggede uforstående på ham. Den lagde sig trofast ned ved deres hoveder og lod hovedet hvile mod græsset, mens den så frem og tilbage mellem dem.
Men Caspian ænsede ikke længere hunden. Han havde bemærket hende blik og et øjeblik virkede det som om, at han kunne se igen. De næsten helt hvide øjne mødte hendes blik og et skævt smil bredte sig igen over hans læber.
"Det er surrealistisk..." mumlede han og blev ved med at holde øjenkontakten. To fingre strøg hen over hendes bløde kind, mens hans anden arm lå under hende og støttede hende.

Vanilla kom prompte med et svar, og virkede til at blive en smule mere seriøs nu. ”Hvad er surrealistisk?” Hun forstod ikke rigtig hvad han mente med det. Hvad var det dog han hentydede til? At de lige havde mødt hinanden, og de nu lå i det våde græs og kyssede, eller at der var et eller andet. Måske med hende, men måske også med ham selv.
Aldrig før, var Vanilla faldet for en person så hurtigt, men heller aldrig var hun faldet for en person. Normalt turde hun ikke binde sig til nogen personer overhovedet. Og i hvert fald ikke når dem hun holdte af, ville se hende forsvinde på et eller andet tidspunkt. Hun vidste at dette ville blive en fantastisk afslutning på aftenen, og alligevel var hun bange for hvad der ville ske til midnat. Hun ville ikke såre hans følelser, når hun pludselig forsvandt for ham. Måske endda mens de var sammen? På et tidspunkt hvis de kyssede, eller måske krammede, kunne hun forsvinde, og han ville ikke kunne fornemme hendes nærhed i længere tid. Hvad nu hvis han virkelig blev såret? Hvad nu, hvis han ret faktisk troede hun var helt væk, når klokken slog tolv? Hun måtte fortælle ham hvad der ville ske.
”Klokken tolv… Klokken tolv vil jeg forsvinde..” Hun sukkede kort, og kiggede nedad, og hvis hun ikke havde været spøgelse, ville en tåre ha trillet ned af hendes kind. Hun følte allerede stærke følelser for denne Caspian, selvom de ikke engang havde kendt hinanden i en time. Det var bare gået så hurtigt, og hun ville ønske at dette ikke ville være en enkelt-gangs romance, for de passede egentlig rigtig godt sammen. Hvor ville det være surt, når klokken slog tolv.
Igen tænkte Vanilla alt for meget, og rettede derfor blikket op mod ham, og så på ham med et sørgmodigt blik. ”Men jeg vil ikke forsvinde. Hvis du går, vil jeg følge efter dig, når jeg forsvinder…” Hendes stemme fadede ud, og atter mødte hendes blå øjne, hans smukke hvide øjne.
Tankerne og fortvivlelsen om hvad han ikke måtte tænke, når hun ikke var der længere, fik det til at stikke i hendes hjerte. Hun ville virkelig ikke forsvinde, og ville virkelig ønske at hun ikke var spøgelse. Der var ikke mange der så hende, for hun var jo altid usynlig eller inden døre, pga. solen. Hun savnede menneskelig kontakt til andre, et venskab, en at holde af.. Men mest af alt, en som elskede hende.

Caspian kunne ikke holde et svagt grin tilbage, årh hvor var hun dog kær! Det hurtige modspørgsmål og hendes seriøsitet kunne han ikke helt tage så alvorligt. Ikke når svaret var så simpelt.
"Det her.. At jeg møder dig her? At jeg møder en som du, der bare river benene væk under mig?" svarede han og grinede igen, denne gang højere. Han bøjede sig ned og kyssede fnisende hendes hals, inden han lod det dø hen.
"Nej.. Jeg synes bare, at det er forbandet underligt at møde én der føles som den manglende brik lige her.. Lige nu.." hviskede han og lænede sig en smule frem, for at lade sine læber møde hendes endnu en gang.
"Det føles som om, at Amor har skudt en eller anden pil direkte gennem mit hjerte, you know?" mumlede han og bed sig eftertænksomt i underlæben.
Men fra at hun var glad og munter, ændrede hendes sindsstemning sig pludseligt. Noget var galt - og inden længe kom forklaringen.
"Oh honey..." mumlede han og satte sig, en anelse besværligt op. Han trak hende med sig op og sidde, så hun sad på hans skød og trak hende tæt ind til sig. Han var ikke helt parat til at miste hende lige nu. Også selvom at han ikke mistede hende, men hun blot forsvandt.
"Så må vi udnytte vores tid bedst muligt... Hvornår bliver du så synlig igen?" spurgte han, en anelse sørgmodigt. Han puttede næsen ned mod hulrummet mellem hendes hals og skulder. Normalt var det vidst mest piger der sådan puttede sig ind til den, de var sammen med. Men lige nu var han ligeglad, han ville bare ikke give slip.
"Jeg vil vente på dig.." mumlede han ind mod den tynde, sarte hud ved hendes hals. Han ville se hende igen, om hun ville det eller ej. Eller hvis hun nu afskyede ham ville han selvfølgelig ikke holde hende tilbage. Men ville hun se ham igen, ville han med glæde tilbringe sin tid med hende.

Det var underligt at tænke på, at hun ikke længere var i stand til at græde. Hvis hun havde været, ville hun ha grædt som pisket, men ingen tårer kom frem på hendes kinder. Ingen tårer kom fra hendes blå øjne. Som om hendes facade var lavet af det tykkeste stål, som samtidig var blevet lagt om hendes hjerte. Det føltes helt underligt, at ikke engang den mindste tåre trillede ned af den kolde hud. Hun ville for alt i verden ønske, at hun bare kunne blive normal igen. Hun ville så gerne være menneske igen.
Vampyren i hende, kunne gøre at hun ikke var i stand til at føle noget, men disse følelser hun havde nu, skulle ikke gemmes væk. De var utrolig stærke, og hvis der var noget, som Vanilla aldrig havde troet skulle ske efter hun døde, var det at hun ville komme til at elske en person igen.
Tænk nu hvis hun ikke var død, eller hun havde besluttet sig for at blive inden døre den aften, pga. vejret? Tænk nu hvis Ariel ikke havde stukket en snude ned til hende, da hun sad på græsset? Sådan ville hun kunne blive ved, men alle de der Tænk nu hvis. Og det havde hun også rimelig meget lyst til. Hun havde ikke lyst til at forsvinde nu, især ikke når hende og Caspian lige havde rundet hinandens eksistens. Hvorfor var hun dog også den hun var?
Vanilla kiggede på ham med sørgmodige og en smule halvstore øjne. ”Jeg vil komme tilbage igen omkring ved tretiden i nat. Men til solopgang skal jeg forsvinde igen. Til solopgang vil jeg dø, hvis jeg forbliver udendørs. Du ved vel hvad der sker for vampyrer, hvis de opholder sig i sollys?” Hun holdte kort en pause med at snakke, før hun fortsatte: ”Og så kommer jeg først ud efter solnedgang igen.. Sikke et forfærdeligt liv jeg lever…”
Vanilla sukkede, og kiggede lidt ned. Det var ikke helt ringe sådan som de sad lige nu, og på mange forskellige leder, ville hun ønske at de havde mødt hinanden noget før. Hvis de havde mødt hinanden før døde. Eller blev dræbt, myrdet og hvad der nu end var sket med hende. Gid de dog havde kendt hinanden noget før. Caspian var lige sådan en person som Vanilla havde manglet omkring sig. Hvor havde han dog været i hele hendes korte liv som menneske?