Hmpf! Nice? ~ Rin [Privat]

Tid; 16.00
Sted; Stranden
Vejr; Lidt sol, og halv lunt.
Omgivelser; Små familier med børn.

Yuuki sad stille og så ud over stranden med dens mange mennesker, hun bed sig i læben mens hun tænkte på sin familie, for få år siden havde de forladt hende (afgået ved døden) og hun havde stadig ikke vænnet sig til at de ikke var der, hun sukkede stille inden hun rejste sig og tog sine sko af, hun gik ned til vandkanten og så ud over havet med en lille tåre løbende ned over kinden ved tanken om sin familie.
Hun tørrede irriteret tåren væk og så rundt for at være sikker på at ingen havde set det, inden hun begyndte at gå langs vandkanten ned mod det sted hvor der var færre væsner.

Rin gik med rolige skridt gennem sandet. Til en forandring havde han ikke sin lange frakke på, men i stedet en sort t-shirt. Han havde dog stadig et langt, creme farvet halstørklæde på. Han så roligt frem mens han gik. Hans lillae øjne glimtede svagti den sene sol. Han havde det faktisk rimeligt varmt, på trods af der ikke ligefremmen var ekstremt varmt. Han nussede stille enden af halstørklædet mellem hans fingre. Han lukkede øjnene lidt og nød en brise der skyldede ind over stranden. Han kunne hører de familier der var på stranden. De hyggede sig.. Det fik ham til at føle sig syg. Han holdte sit milde, glade, dog rolige smil, dog med en lettere anstrenget mine. Han glædede sig et eller andet sted til den dag hvor en af dem ville sidde på knæ, grædende ved en grav. Han skubbede dog tankerne væk. Han lod et lille varmt grin slippe up. Han så så kort rundt igen, og hans blik faldt over en pige.. Alene..

Yuuki sparkede stille til vandet "møgforpuledelykkeligefamiler!" mumlede hun lettere vredt mens hun gik, at se dem havde gjort hende trist, og hun ville bare ikke være i nærheden af dem mere, hun sukkede irriteret og så op, hun fik øje på en dreng/mand der sad og så på hende, hun sukkede stille, og først da gik det op for hende at en ny tåre var på vej over hendes kind, hun kiggede hurtigt ned og tørrede den irriteret væk "Bare vent, en dag bliver det jeres tur til at ligge på knæ og tude"mumlede hun stille for sig selv igen.

Rin så lagde svagt hovedet på skrå.. Græd hun? Det ville vel forklare hvorfor hun var her alene.. Også alligevel ikke. Hvorfor hun var her kunne jo have mange grunde. Han gik roligt hen mod hende, stadig med hende milde, dog rolige og mystiske smil. Han øjne blev en smule mere dystre, da han gik sådan at hans hår kastede en lille skygge ned over dem. Som han kom tæterre på kunne han se hende mere tydligt.. En køn ung pige, ingen tvivl om det. Han stoppede roligt op lidt fra hende. Vinden tog let fat i hans halstørklæde og fik det kort til at flagre lidt som et flag i vinden.

Yuuki gik stille videre selvom der ikke var nogen anden grund rigtig til at hun gik end bare at komme væk fra alle de laleglade familier, først da hun nr var gået ind i ham gik det op for hende at drengen stod der "U,undskyld" sagde hun lidt omtumlet

Rin bemærkede godt hun ret hurtigt kom tæt på, som i så tæt på hun gik ind i ham. Han stod dog blot fast og smilede ned til hende og med et lille mildt grin i stemmen sagde han så "Det okay~ Man ser ikke så meget når ens humør ikk er på toppen, vel?" Han lagde hovedet let på skrå og smilede ellers. Han smilede næsten altid, ihvertfald næsten. Hvis hans omgivelser smilede, gjorde han sjældent, men var hans omgivelser triste, eller vrede var han tit glad og tilfreds.

Hun så op på ham lidt "Nej… det… gør man ikke rigtig…" sagde hun stille mens hun så ned i jorden og bed si svagt i læbe… hvem var han? Han så ud til at morde sig over at un var trist, hun valgte at skubbbe det lidt fra sig… ikke helt, bare nol til at ikke ville kunne mærke det på hende

Rin så forsat ned på hende.. Hvorfor var hun egnelig trist? Ikke at det ragede ham, men han var nu en gang en meget nysgerrig person. "Undskyld jeg spørger, men hvorfor er du hernede alene?" Hans stemme lød undrende, dog forsat rolig og mild. Han lod kort blikket glide hurtigt over hende, og rettede så blikket mod hendes ansigt igen, selv om hun så ned. Han strammede roligt hans halstørklæde lidt.

Hun undgik stadig at se på ham "Jeg sad og tænkte, og fik lyst til at gå en tur" sagde hun stille inden hun igen mumlede "Møgforpulederøvorriterendelykkeligefamilier" og knyttede næverne i bare vrede

Han så lidt på hende med et par lettere store øjne, blinkede en gang og smilede så blot forsat. Han lukkede kort glad øjnene i sit smil. "Hvis lykkelige familier irritere dig har du valgt det forkerte sted at gå en tur~" Det hun sagde.. Det med møg familier. Ikke at han hadede dem, men han kunne heller ikke lide dem. Han hadede hvordan børnene havde deres forældre, og deres venner. Han glædede sig til den dag de ville ligge grædende på jorden ved siden af deres elskedes døde lig. Han lod et svagt lille grin slippe ud bare ved tanken og så ellers på hende med hans milde smil.

Hun sukkede stille "Det startede heller ikke med at jeg ville gå en tur" mumlede hun stille, og undgik at se på ham, hun vidste at det han sagde var rigtig, der var jo ikke andet end lykkelige familier på stranden, hun sukkede stille igen og så op på ham tidsnok til at se ham grine en enkelt gang "Hvad er nu sjovt?" spurgte hun undrende, men da han smilte mildt til hende igen så hun ned, hun kunne ikke have når folk smilte sådan til hende.

Rin undrede sig lidt over hun ikke rigtigt så på ham, og så alligevel.. Det var vel ikke noget han skulle tænke på. Han smilede forsat, og lagde hovedet let på skrå. "Ikke det store, bare noget jeg kom til at tænke på~" Han snoede kort han halstørklæde rundt om hånden, men så ud igen. Han bukkede sig et stykke ned for at få hans hovede ned under hendes hovedes højde, og drejede så hovedet så han kunne se hende ansigt. "Er du typen der ikke kan lide at se på andre's ansigt?" Spurgte han så, uden den mindste anklagende tone i stemmen, hans tone forblev mild, og dog mystisk.

Hun bed sig i læben og nikkede stille til det først han sagde, hun havde det lidt dårligt med at hun bare stod og kiggede ned mens hun snakkede med ham, men hun følte sig altid svag når hun var trist, og det skulle han ikke se, hun bed sig i læben og så til siden da han gjorde så han så på hendes ansigt "Det er ikke det" sagde hun stille, stadig uden at se på ham, hun bed sig lidt i læben, flere gange sagde hun til sig selv at hun var nød til at se på ham, men hun kunne ikke få sig selv til det.

Han lod et svagt lille grin slippe ud og rettede sig let op. Han gjorde et lille kast med hovedet for at få håret på plads igen. "Er det så fordi jeg smiler for meget~?" Det var et rent gæt, men det var da ikke umuligt? Han var en meget smilende person, og havde da ind i mellem fået at vide han smilte for meget. Selv synes han også han var en alt for 'glad' person, men det lå bare i hans natur altid at være ærlig og 'positiv' hvis man kunne kalde det det. Han så forsat ned på hende, og lagde igen hovedet let på skrå.

Hun bed sig lidt lettet i læben da han rettede sig op igen, hun bed sig svagt i læben "Nej... det... har ikke noget med dig at gøre" sagde hun stille, efter lidt tid tog hun sig endelig sammen og så på ham, dog kunne man se på hende at hun var lidt trist... det havde også vært grunden til at hun ikke ville se på ham, hun så det som en svaghed... hun bed sig kort i læben inden hun igen så ned i jorden...

Da hun endelig kiggede på ham, sørgede han for at få set ordenligt på hendes ansigt. Hun så trist ud.. Hvorfor mon? Det ragede vel ikke ham, men han kunne ikke lade være med at undre sig. Hun var jo køn, og sikkert endnu kønnere hvis hun ikke så så trist ud. Han smilte forsat, og holdt et lille suk tilbage da hun igen så ned. "Hvorfor så?" Tonen i hans stemme var forsat rolig og mild.. Sådan var den vel helt naturligt? Og så alligevel ikke helt. Han rettede kort lidt på sit halstørklæde, men så ellers forsat på hende.

Hun bed sig stille i læben mens hun bare stod og banede inde i hovedet på grund af 'de lykkelige familier' hun sukkede lydløst da han spurgte og hun tænkte lidt over hvordan hun skulle forklare det "for et par år siden blev mine forældre slået ihjel... og at se de familier på stranden..." hun rystede på hovedet, igen havde hun udvist det hun kaldte svaghed, mens hun stadig undgik at se på ham...

I et øjeblik havde Rin ondt af hende.. Men han kunne ikke rigtigt sige at han forstod hvorfor det gjorde trist.. Selv havde han aldrig prøvet at holde af nogen, og derfor aldrig haft nogen eller noget at miste. "Det.. Er jeg ked af at høre." Sagde han så, overraskende roligt. Han strøg roligt en tot hår væk fra hans øjne, og hev så lidt ned i sit ene ærme. "Har du lyst til at gå med et andet sted hen?" Tilbød han så. Stadig roligt og mildt, dog ikke over forsigtigt. Hvis hun ikke kunne klare at se dem burde hun ikk være her, så meget vidste han da.

Hun bed sig i læben lidt og sukkede lydløst, hun kiggede op på ham "Det...er liget meget" sagde hun stille, hun smilte stille da han fjernde en tot af sit fra hans øjnene, hun så lidt undrende på ham men trak så på skuldrene "Det.. kan vi godt" sagde hun stille inden hendes undrende blik kom igen, men kun et kort øjeblik, så smilte hun stille til ham, hun havde selv tænkt lidt på det, derfor havde hun vært på vej ned mod det sted på stranden hvor der faktisk ingen væsner var...

Han smilede blot lidt bredere da han så hun smilte lidt. "Det klæder dig at smile~" Sagde han så med et meget svagt, lille, og blidt grin i stemmen. Han så kort rundt, og tog så et skridt frem mod den del af stranden, hvor der ikke var andre væsner. Han ventede roligt på at hun også skulle begynde at gå. "Jeg hedder forresten Rin~" Han lukkede kort glad øjnene i et mildt smil, inden han igen så på hende med sine lillia øjne. Hans øjne var utroligt klarer, og alligevel dybe, som om de rummede på mange hundrede års hemmeligheder.

Hun bed sig i læben ved hans ord "Tak" sagde hun stille, hun så kort ned i jorden men så op på ham igen, hun smilte lidt større og gik stille ved siden af ham "Jeg hedder Yuuki" sagde hun stille og stadig med et lille smil, hun bed sig stille i læben og smilte til ham mens de gik

Da hun begyndte at gå, fulgte han roligt med hende. Han bemærkede godt hendes smil blev større. Han smilede lidt af hende. "Rart at møde dig, Yuuki~" Han havde en svagt varm klang i stemmen, ellers mild og venlig som før. Han snoede enden af hans halstørklæde lidt rundt om sin hånd, og gik ellers med rolige skridt afsted. Det måtte egentlig se lidt underlig ud.. Han gik med en t-shirt, og alligevel et langt vinter halstørklæde..

Hun bed sig stile i læben "I lige måde Rin" sagde hun pg smilte fortsat til ham, hun havde i lidt tid gået og tænkt over hvorfor mon han havde halsterklæde på nu, hun lidt undrende på ham, og da han snurrede sit halsterkælde om hånden kunne hun ikkme klare sin nysgerrighed mere seævom det nok ikke kom hende ved "H orgie har du egentlig halsterklæde på nu?" spurgte hun undrende

Rin så kort på hende, som om han ikke rigtigt forstod spørgsmålet, men forstod så. Han glemte faktisk tit hvor unormalt der nok egnelig var altid at have halstørklæde på.. "Der er mange grunde, men en af dem er at jeg synes det er rart~" Sagde han med sit milde smil og strakte let den ene arm op i luften, inden han sænkede den igen. "Der har ikke været en eneste dag i rigtig, rigtig mange år hvor jeg ikke har haft halstørklæde på faktisk." Sagde han så med et lille grin i stemmen.

Hun så lidt på ham mens hun ventede hans svar, hun stod tænkte over hvad der måtte være grunden da han sagde det "Nårr..." sagde hun med et smil, hun forstod ham på en måde, hun bed sig i læben inden hun små grinte da han sagde at der faktisk ikke rigtig havde vært en eneste dag i rigtig rigtig mange år hvor han ikke havde det på.