New, No, not at all ~ Zero [Privat]

Han smilede svagt "du er virkelig kommet hurtigt frem" hviskede han roligt "det er utroligt hvor gode fremskridt du har haft" han smilede roligt før han rejste sig op og gik hen ved siden af hende og satte sig i meditationsstillingen ved siden af hende med lukkede øjne "utroligt i forhold til at du træner i kampkunst ældre end dæmonerne og djævlernes krig" hviskede han roligt

Hun bed sig stille i læben, holdt øjnene lukkede mens hun smilte lidt af det han sagde, hun sukkede stille mens hun mærkede energien fylde hende langsomt, hun sukkede stille, og smilte da hun hørte ham gå over og satte sig ved siden af hende "Er det godt eller skidt?" mumlede hun stille, men stadig med et lille smil, hun bed sig lidt i læben og åbnede stille øjnene og så på ham, hun havde det lidt lettere ved at snakke med folk hvis hun kunne se dem.

Hans smil blev roligt varmt "det er meget godt Yuuki det er fantastisk" sagde han smilende og rettede blikket mod hende med blide øjne og med en blid og rolig stemme hviskede han til hende "du er fantastisk" hvorefter han roligt rejste sig og svang sin hånd mod bålet hvorefter det slukkede og han vendte sig så mod hende med et roligt smil

Hun smilte stille "Det er da altid noget" sagde hun smilende, hun bed sig lidt i læben da deres øjne mødtes og så lidt ind i ilden igen, inden hun igen så på ham, hun rødmede lidt "tak" sagde hun stille og smilte da han slukkede bålet "Vi skal ikke træne mere nu vel?" spurgte hun med en lille bekymret stemme, selvom hun lige havde fået en masse energi var hun stadig udkørt.

Han smilede roligt "Nej jeg havde tænkt mig at tage til mit sommerhus ikke langt herfra vil du med?" spurgte han roligt mens han så på hende med et roligt smil og vinkede hende med hvorefter han begyndte at gå mere ind i skoven og forventede hun fulgte efter. Der gik ikke mere en fem ti minutter hvorefter hans træsommerhytte kom frem foran dem. Han gik op og åbnede døren. Det var aldrig låst fordi han aldrig gik med nøgle. Men selvom det var ulåst så var intet stjålet og der var både fladskærm sofaer senge spejle alt.

Hun sukkede lettet da han sagde det, hun bed sif lidt i læben da han spurgte om hun ville med, trak lidt på det, men så da han vinkede af hende, så hun rejste sig hurtigt og fulgte med, hun bed sig i læben mens de gik, og beundrede kort hytten da de nåde den, det undrede hende lidt at han ikk havde låst døren, men sagde ikk noget, lod det bare ligge.

Han smilede "gå ovenpå døren for enden der er en blød dobbeltseng jeg sover i sofaen hvis der er noget vækker du mig bare" sagde han smilende og gav hende et kort klap bagi for at jarge hende af sted op mod sengen og blinkede kort til hende og gik så ind i stuen og lagde sig på sofaen og så op på himlen og pejsen derinde tændte og gav ham ny energi.

Hun så stille på ham med et lille smil, var lidt usikker på om han virkelig mente det, da kan gá hende et klap bagi havde hun nær vent sig og slået ham, men stroppede sig selv i det, og gik stedet op af trappen, og fandt hurtigt værelset med sengen… hun bed sig lidt i læben mens hun så på den, men tøvede lidt… kunne ikk få sig dræve til at tage hans seng, så gik i stedet over og satte sig op af vægen…

Zero så roligt ind i flammerne. Fik dem til at danse svagt med blikket. Mens de fyldte ham med ny energi. Langsomt blev det mørkere og mørkere udenfor og der begyndte at høres lyde som hunde der gik. Men det var ikke hunde det var ulve som gik rundt og ledte efter et bytte de kunne bide i. Zero rejste sig op da flammerne havde givet ham fuld energi og gik hen og åbnede døren og gik udenfor for at sætte sig på en stol på terrassen. Ulvene opdagede ham men blev væk selvom de var meget sultne. De turde ikke nærme sig Zero som om de kendte ham. Men hvorfra? Det vidste kun ulvene og Zero.

Hun bed sig i læben og så lidt op i loftet, hørte ulvene og kunne ikke lade være at grine lidt, hun hadede det dyr som pesten. Hun sukkede og rejste sig, hun bed sig i læben og så lidt rundt, hun magtede ikke at hvile sig lige nu, så hun gik i stedet ned, og kom ud til Zero, hun bed sig i læben, og lænede sig op af dørkarmen mens hun så lidt ud i skoven, og sukkede lavt, fik lidt tåre i øjnene så, så hurtigt væk og ned i jorden i stedet...

// Undskyld det korte svar //

Zero sad stille og kiggede mod skoven hørte godt hun kom ud. Men gad ikke at reagere. Efter lidt tid rejste Zero sig op og vendte sig mod hende. Han nåede at se tåren og han gik roligt hen og lænede sig mod væggen bag ved hende "tåre er ikke en skam det er sorg heller ikke sorg er det som gør os dæmoner stærkere" sagde han roligt og lagde en hånd på hendes skulder "fortæl mig hvorfor du græder." sagde han roligt med et roligt smil

hun bed sig i læben og undgik at se på ham til han lagde en hånd på hendes skulder, hun så på ham mens hun bed sig lidt i læben "altså... det er.... 2-3 år siden jeg mistede mine brødre i den skov her... ikke så langt her fra..." sagde hun stille, og sank en klump og rystede kort på hovedet *Det også ligemeget* tænkte hun trist og så ned i jorden igen, hun rystede svagt, men prøvede at skjule det.

Han satte sig roligt foran hende og så på hende fast "det forklar hvorfor du har svært ved at fokusere på dine evner herude." sagde han roligt og lavede en lille ildkugle i sin hånd "men ser du selv det dårligste minde kan ild hjælpe med du skal bare tro på ildens kræft tro på vores mesters kræft" sagde han roligt og lukkede øjnene "engang for 10.000 år siden mistede jeg hele min familie hele min landsby til ilden kun min bror og jeg overlevede. Vi er kommet videre på grund af ilden ilden er en kraft der kan ødelægge men osse skabe." sagde han roligt og stillede sig i medi stilling med ilden foran sig og trak vejret dybt

Hun så stille på ham "men... jeg vil bare glemme det.. jeg vil ikke få dårlige minder hver eneste gang jeg er i den her skov, jeg vil bare have det aldrig var sket..." sagde hun stille og sank endnu en klump, hun bed sig hårdt i læben og så stille på ham da han gjorde det "Men... for mig ødelægger det kun..." sagde hun stille og fik tåre i øjnene.

Zero sad helt stille. Flammen begyndte at blive større og flyve. Den fløj hen til hende med et let pust. "Prøv det hjælper hvis ikke må du gøre hvad du vil jeg skal nok følge dig hjem hvis du vil ha det." Sagde den blide og koncentrerede stemme af Zero's en stemme som virkede både moden mandig og svagt sensuel fra ham. Specielt med hans evner og hans krop.

Hun sank en lille klump da flammen flammen stille fløj hen til hende, hun bed sig hårdt i læben og så stille på ham "Hv,Hvad er det du vil have jeg skal gøre?" spurgte hun stille, og bed sig hårdt i læben for at holde tårende tilbage, mens hun skjulte det så godt hun kunne for ham.

Han smilede "tro på ilden mærk den som ilddæmon er den i din krop det er din livsenergi." Sagde han roligt. Med en svag kraft begyndte flammen at spille en sørgelig melodi en gammel dæmon sang som var 15.000 år gammel. Da den stærkeste dæmon mødte sin overmand. Den dag hvor Dæmoner og Djævle blev 2 forskellige racer.

https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=2ZQR3Nutu00

hun sank en lille klump, og nikkede stille, hun bed sig i læben og lukkede øjnene, både for at koncentrere sig og for at holde tåre tilbage, hun bed sig i læben, og blev en smule mere rolig da hun mærkede energien fra flammen, hun hørte godt melodien, men lagde ikke rigtig mærke til den alligevel.

Zero koncenterede sig og med en underlig energi fløj han hen ved siden af hende og udsendte en varme så hun kunne mærke han var der så det måske gjorde hende mere roligt. "Flammernes energi er en stor og mægtig energi det skaber liv såvel som det dræber liv flammer er levende vidste du det? De ånder og spiser ligesom vi gør." Sagde han roligt og lagde en hånd på hendes ben så hun kunne mærke ham.

Hun sank en klump og blev en lille smule overrasket da hun mærkede det, men slappede lidt mere af, hun bed sig lidt hårde i læben og sank en klump hun nikkede stille til det han sagde og sank en lille nervøs klump "det vidste jeg godt" mumlede hun stille og bed sig endnu hårde i læben da han lagde en hånd på hendes ben...

Zero smilede roligt "Godt ligesom liv bringer mørke skaber det osse lys ild er som verdenens balance er der for meget mørke vil ilden dø og er der for meget lys vil verden brænde op." Sagde han roligt og fløj hen foran hende mens kuglen fløj lidt op ovenover dem. Langsomt åbnede han sine øjne og så på hende. Hans hænder var på hendes knæ og nussede faktisk hendes knæ en smule. "Alt skal ha balance frygt skal have balance med glæde og at være bange er frygt så du skal ha lidt glæde derfor sidder jeg faktisk her foran dig." Sagde han roligt med et roligt smil.

Yuuki åbnede stille øjnene og så på ham, hun bed sig lidt i læben og sank en lille klump og nikkede "jeg er glad for jeg har mødt dig" sagde hun stille, og gav ham et lille kram, og smilede stille, hun bed sig lidt hårdt i læben, og sank en lille klump, det var underligt, hun havde aldrig været sammen med nogen så kort tid, og så følt sig så glad for at have mødt dem...

Det lille kram blev til et rimelig stort et for han krammede hende tilbage men slap hende ikke før efter et par minutter. "Det var godt det er vigtigt at stole på din læremester" sagde han roligt og rejste sig roligt op "kom lad os få dig i seng jeg bliver heroppe så du kan sove." sagde han roligt med et smil.

Hun så på ham med et svagt smil, og tøvede lidt "men... jeg kan ikke sove.." sagde hun stille, og så ned, hun bed sig lidt hårdt i læben og uden at se på ham, hun så stille ned i jorden og sank en lille klump..

Han så på hende "hvad hvis jeg nu lå og holdte om dig" sagde han roligt med et roligt smil "er det et forsøg værd?" spurgte han og tog hendes hænder for at hjælpe hende op og stå "jeg skal nok lade være med at røre dig de private steder medmindre du vil ha jeg skal gøre det." Han smilede roligt mens han førte hende hen mod sengen.