Say "Shut up" - Autumn

Sted: Gågaden
Tid: Højlys dag
Vejr: Sne
Omgivelser: Folk i julestemning.


Igen havde den høje trold forsøgt sig at leve sig ind i bylivet. Den lange sorte læderjakke skjulte brystpladen der låg inde under hans skjorte. Arthur smilede svagt da han ledte efter en kro han kunne sætte sig ned ved og få sig et glas glögg. Lidt efter lidt faldt hans øjne på en hyggelig gammeldags kro. Han valgte at sætte sig indenfor da han ikke havde lyst til at fryse uden for. Der var gang i den men det var ikke kun glögg der blev serveret, nogen af de fulde mænd krævede også at få en luder med hjem, og værten som var ligeså fuld gik med til det. Ved hver bestilling blev der fanget en kvinde, som der ikke var mange af, i kroen. Arthur betalte for et glas varmt glögg og satte sig ved et tomt bord og drak en slurk af gangen. Den varme hvæske gjorde han godt tilpas i kroppen og han lændte sig op af stolen og betragtede den ulovlige kvinde handel. Måske skulle han blande sig? Det havde han en træng til. Men hvis han gjorde ville han ikke kende sig selv.


Uden at tænkte farede Arthur op af den bløde stol og trak sin dolk fra jakkelommen. "Så stopper festen!" råbte Arthur og skar rebet over hos de bundne kvinder. En stor brutal mand bed sig fast i hans håndled. Men hans tænder gik ikke ind da de ikke var skarpe nok. Manden legede tydeligvis bare vampyr så Arthur ville gøre ham en tjeneste ved at banke ham ind i væggen. Med den frie hånd slog han manden væk så han landede i jorden og flækkede en tand. Blodet fossede ud af hans mundvig men han rejste sig op igen og greb fat om en flaske og slog den imod Arthur som jog hans dolk i skulderen på manden så han manden sænkede hånden og flasken gik i tu imod hans brystplade. Manden bandede på latin og trak en pistol fra sit ene ærme og sigtede underligt nok med sin dårlige arm og kuglen gav Arthur et grimt snitsår på den ene skulder. Arthurs ansigt trak sig sammen i en smertefuld grimasse hvor efter han kastede kniven imod mandens hals. Dunk. Manden faldte til jorden og tog sig til halsen og gispede efter vejret inden han låg helt stille. Arthur greb hans pistol og hermed også en håndfuld pertroner fra mandens jakke hans stoppede i lommen og skød imod de to andre vrede mænd så var gået amok imod kroens andre gæster som havde troet at Arthur gjorde det ekstra nemt for dem at blande sig. De dumme skabninger..... de tror at jeg kunne hjælpe dem med at gøre de ting de var for bange til?. Mændene skreg af smerte for sidste gang da kuglen borede sig ind i deres tindinger. Arthur smilede tilfreds og sluprede den sidste sjat glögg i sig.....

//Påklædning: cowboy shorts, tykke grå overknee sokker og blå og hvid stribet bluse(ava).//


Lydende var så skingre i hendes ører. Dem alle. Skrigene, skudende, lydene når folk faldt til gulvet. Duften af blod strømmede omkring hende og igen skræmte det hende at hun faktisk nød den. For et sted ville hun jo ikke. Synet var skræmmende og hun kunne intet gøre. Hun havde ikke forstået noget. Det var bare pludselig startet. Hun have næsten tabt den bakke med fadøl hun havde haft i hånden. Det var egentligt ikke dette hun havde forstillet sig da hun søgte job her. Eller hvad man kunne kalde det. Praktik.
Endelig blev stilheden så brudt af klirrende glas. Autumn havde ikke kunne holde bakkens vægt mere. Hun stod dog stadig bare og stirrede på det sceneri der nu foregik. Af hvad hun tænkte var at hun var den eneste der var helt ædru. Det var jo som om at det hele forsatte som sædvanligt. Men hun var i mere eller mindre choktilstand. Hun havde ikke engang kunne få et skrig frem. Langsomt så hun ned på gulvet under hende og så hvordan øllen lå som en pøl med mange stykker af glas. Kort hun havde taget sko på denne dag. Men det var ikke som om at hun ville være noget ved det. Hun sank en klump inden hun igen så op. Lød sine blå øjne stirre mod denne unge mand hun så som mentalt syg. Eller noget. Ikke et menneske. Et normalt menneske ville ikke…sådan var det bare ikke i hendes verden. Hun så rundt. Opdagede hvad der faktisk foregik. Var det den grund til at hun altid skulle forblive ude bagved? Hun fik nærmest kvalme over hvad der nu gik op for hende. Hun havde en trang til at råbe op om samtidig så hun det som en dårlig idé. I stedet gjorde hun som hun som regel gjorde. ’Stak af’.
Hun fjernede den hånd der havde bevæget sig op foran hendes bløde læber og fik drejet omkring. Blot for så at nærmest løbe direkte gennem kroen. For at komme ud. Den friske luft beroligede hende en smule allerede som hun var trådt udenfor i snevejret. Fik sat sig op ad muren. Foldede sig helt sammen og skjulte sit ansigt. Hun havde det virkelig dårligt. Kulden fra sneen gik hende ikke på. Overhoved. Hun virkede stadig panisk. Hun klemte sine øjne i og prøvede at få skubbet billederne ud af sit hoved. Armene der var svunget omkring hende ben strammede grebet og hendes lange mørkebrune hår flagrede en smule. Også selvom at vinden ikke var særlig stærk.

//Undskylder det er lidt skod..skal nok blive bedre. >_<' Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare..//

Arthur smilede brat da værten kom over med et bundt sedler til ham. "Fin indsats..." mumlede han og faldt om og slog hovedet imod planke gulvet. Da en ung kvinde farede igennem døren fulgte Arthur nysgerrigt med. Det var ikke hver dag man så sådan en lav pige flygte. Folk af denne statur plejede at være stædige. Arthur sprang efter hende i hans dyriske spring og gemte sig i en afkrog inden hun kunne se ham. Arthur smed jakken og groede sin store djævle vinger frem samt hans hale og horn. Så skjulte han sin jakke under brystpladen og baskede let med de store vinger. I første omgang lettede han ikke men efter lidt tid hævede han sig cirka to meter over jorden. Flyvning var stadig nyt for ham. Da han var ved at styrte i jorden af udmattelse, fløj han de sidste tre meter op og greb fat om tag kanten. Hans vinger var ømme og dem, samt hornene og halen, forsvandt ind i kroppen i en smerte fuld proces. Derfor mistede han grebet og landede på en altan. Faldet flængede hans cowboy bukser og gav ham en blodig hud afskrabning. Desparat prøvede han at få fat i tagkanten lidt længere oven over men måtte kravle op i den nærmeste vindueskarm og kravle op af blosterkasserne indtil at han kunne få fat på tagkanten igen. Med det sidste kræfter hev han sig op på tagets skiffersten og begyndte herfra at kravle op imod toppen. Da han nåede toppen af taget trak han jakken frem og lynnede den op og sad og dinglede med benene udover tagkanten og betragtede Terre.


Det glatte, snebelagte skiffer havde været svært at komme op af og hans hænder var blevet kolde. Istedet studerede han det bundt sedler værten havde givet ham som endnu var varme. To hundrede euro! Et ondskabsfuldt smil bredte sig over Arthurs læber. Han ville anskaffe sig et maskingevær! Så kiggede han på sin pung som var ret tom og kun indholdte små penge til at feste for. Så lagde han bundtet i sedlen og kiggede imod pigen i folke mængden. Køn var hun, tænkte Arthur og kom i tanke om sin mental syge forlovede Angelin.. Hun var blevet den person Arthur havde frygtet. En af de lokale piger. En opblæst moderne nar... Arthur havde elsket hende for at være den skrøbelige og uskyldige tøs hun engang havde været. Arthur sukkede og kurede ned af tagstenene og fik sine fødder op på det snefyldte overløbs rør og lænnede sig frem og sprang imod et lavere hus med et flat tag. Det meste af faldet/springet blev taget af det tykke lag sne men Arthur kunne alligevel ikke undgå at beklage sig og kiggede igen på pigen.

Autumn følte lidt hvordan at nogle så på hende. Eller at der faktisk var flere der gjorde det. Hvem ville ikke kigge hvis der sad en lille pige sammenfoldet lige udenfor en kro? Men så igen. Det var vel ikke så underligt. Folk var jo alle mulige steder nu til dags. Og man kunne aldrig vide sig sikker på om hun faktisk var en lille pige eller blot så sådan ud. Blikkene gjorde dog ikke de helt store indtryk på hende. Hun forblev siddende med benene trykket op under sig. Hun så ikke op. Ikke engang da hun hørte en skramlen ikke langt fra hende. Men hun lyttede efter hvad det kunne være. Nok var hun skræmt men hun kunne da stadig være nysgerrig omkring hendes omgivelse. Tænk hvis denne person ikke var inde på kroen mere. Og tænk hvis han ikke brød sig om at folk kendte helt til hvad der var sket. Hun havde jo sådan set haft fået et klart syn på det hele. Hun havde set hans ansigt og hun havde derfor også set hvor meget han egentligt havde nydt det. Eller havde at bare været hende?
Hendes vejrtrækninger var mere rolige nu. Og hendes skuldre var også faldet ned igen. Men hun ville stadig ikke folde sig ud endnu. Hun følte sig tryg sådan her. Hun lod sig åbne sine øjne ganske forsigtigt og så ind i det mørke hun havde dannet ved at gemme sit ansigt mellem sin brystkasse og knæ. Hun så billedet igen og igen blev de klemt sammen. Og hun foldede sig selv mere sammen. Hun var ikke vant til at se den slags. Og det var tydeligt at se at det ikke havde nogen positiv virkning på hende. Dog åbnede hun øjnene igen da hun hørte lyden af en kurren. På et tag? Hun opdagede hurtigt at det kom lige over for hende. Hun blev mere og mere nysgerrig og endelig rettede hun sit hoved op. Men da hun så op fik hun den overraskelse at se en person spring. Og det var ikke bare et hop ned fra taget igen. Men det var som om at han fløj. Gennem luften og hun fulgte synet helt hen til landingspladsen. Det var nok her at hun opdagede hvem det var. Og det var tydeligt. En god ting at have valgt at have taget brillerne på i dag. Hun stivnede nærmest og de blå øjne spærret en smule op. Hun stirrede mod ham. Og så hvordan han så tilbage på hende. Hendes spinkle krop rystede og hun strammede igen grebet omkring hendes ben. Hun var mundlam. Vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun var bange? Men af en eller anden grund var det ikke helt så ubehageligt som det havde været inde på kroen. Hendes stirren langsomt stoppet og hun så nu mere eller mindre almindeligt mod ham. Men blikket sagde stadig at hun nok endnu så tingene fra før for sig. Hun havde vel også haft den bedste tilskuerplads. Hvad nu?

Arthurs ånde kunne ses buldre op af hans mund i en tynd hvid dis da han gispede ved at pige fik øje på ham. Bagefter sprang Arthur ned i sneén fra fem meters bygning. Da han ramte fortorvet blev sneén omkring ham svagt rød og Arthur stønnede af smerte og så imod kvinden "Jeg filmer til Jack'ass af du ved det!" løj Arthur med et venligt men smertefuldt smil. Han kom på benene igen og haltede imod en bygning han kunne støtte sig til. "Du er forskrækket ud.. håber ikke at kampen var så voldelig i en uefarens øjne, jeg må heller erstatte det så jeg giver frokost." sagde Arthur da han var kommet til sig selv. "Mit navn er Faxe" sagde Arthur til hende og rømmede sig lidt "Men jeg hedder vel bare Arthur, selvom min fødsels navn var Faxe Gargon." Fint Arthur... rimelig fint.... du mangler vel bare nogen forbindinger så hun ikke skal stirre på dit blod! hvæssede en stemme i Arthurs hoved.


Arthur rødmede og fandt en forbinding frem fra hans ryttertaske han viklede om sin ben og ene arm. De mange smerter blev dæmpet lidt af kulden så Arthur prøvede nu at støtte på sin skadede ben. Det gjorde ikke lige så ondt som før men det gjorde stadig ondt, det skulle vel bare gås væk. Nu ville han se hvilket våben han havde stjålet fra den fulde mand. "En Colt Peacemaker" mumlede Arthur tilfreds og stak pistolen i lommen og spejdede efter et sted de kunne spise.

Af en eller anden grund skar det en smule i Autumn da hun så hvordan denne person faldt en smule sammen i sneen. Og hendes blik fangede hurtigt blodet der havde farvet det rødt. Hun kunne ikke lade være med at få e lyst til at gøre noget ved det sår der nu kom til syne på hans ben. Nok var det bare en hudafskrabning eller flænge men stadig så det voldsomt ud i hendes øjne. Hun troede egentligt ikke på hvad han sagde. Men så igen. Hun anede ikke hvad Jack’ass var. Men det havde nu set meget virkeligt ud og hun havde ikke set noget kamera overhoved. Hun sank en mindre klump der generede i halsen på hende som han kom tættere på hende. Og hvad der derefter kom overraskede hende en smule. Hun vidste godt det var tydeligt at hendes forskrækkelse men det var mere det at han virkede helt rolig omkring det hele. Hun skulle lige til at sige noget inden han så forsætte med noget med frokost? Det var nok et der overraskede hende mest. Og det næste kom hans navn. Det hele var en smule overvældende. Hun syntes ikke rigtigt at svare på noget af det inden hendes opmærksomhed blev sat mod hvordan han forbandt sit ben. Inden hun igen så mod hans ansigt.
”Sæt dig..” lød det så fra hende. Hendes stemme var nærmest engleblid men havde dette specielle twist over sig. Hun slap sine ben og klappede roligt på pladsen ved siden af sig. ”Den forbinding skal lægges ordenligt.” Et lille smil blev dannet på hendes bløde læber. Ikke så stort at man kunne se det på afstand men han ville nok kunne fornemme det. Hun ventede til at han sad ned til hun endelig strakte sig mere ud og satte sig lidt bedre til rette inden hun med rolige hænder fik fjernet den forbinding han havde i forvejen. Hun forholdt nu sine øjne mod hans ben. Hun bed sig svagt i underlæben mens hun så såret. Langsomt og effektivt begyndte hun nu at lægge banagen på igen. ”Jeg er Autumn.” sagde hun så uden at se op inden hun havde sagt det. Smilede forsigtigt. For så igen at være opmærksom på forbindingen. Hun bandt den til sidst sammen og lod en hånd glide hen over det inden hun så træk sine hænder til sig igen. Rettede atter de blå øjne mere direkte mod Arthur. ”Hør. Du behøver virkelig ikke at give noget.” Hun lagde sit hoved let på skrå mens hun så en smule forlegen ud. Eller noget der mindede om det. Hun lignede et sted lidt en lille dukke. Med de store uskyldige dådyrs øjne og fine blege hud. Samt den skrøbelighed der var over hende. ”Også selv om ..” Hun tav og så igen væk. På let rystende ben begyndte hun nu at rejse sig op i sin fulde højde. Hvilet ikke ligefrem var særlig højt. ”Det er virkelig sødt af dig.. men jeg har det ikke specielt godt.” Hun samlede sine hænder foran sig og hun samlede samtidig sine fødder helt parallelt. Lignede blot mere en form for dukke.

Arthur adlød Autumn og satte sig ned. "Autumn. Sødt navn.... det klæder faktisk ejeren af navnet" indrømmede Arthur og havde den samme følelse da han mødte Angelin. Så uskyldig sukkede Arthur indevendigt og håbede virkelig at Angelin snart blev rask. "Jeg insistere" sagde Arthur og ignorerede hendes protest. "Og hvis du har det dårligt kan jeg byde dem med hjem? Mine trolde er virkelig gode læger hvis jeg selv skal sige det" sagde Arthur stolt. Hvorfor havde han sådan en træng til at være venlig i dag...? Da bandagen var lagt kom Arthur på benene ved at støtte imod Autumns ryg. "Kom nu Autumn, efter alt hvad du allerede har gjort for mig...?" sagde Arthur næsten plagende da Autumns uskyldighed havde givet ham et håb om at Angelin stadig var den samme skrøbelige tøs. Arthurs blod kunne ses under bandagen så de fleste valgte at gå i en stor bue rundt om Arthur. En fornem kvinde gik forbi med næsen i sky og fornærmede Arthur "Ad! sikke et bæst, Mun det smitter? Så er det godt at jeg har mine handsker". Arthurs ansigt glødede af vrede og han sprang imod damen og slog hende i jorden. "Jeg er ikke et bæst! Forstået?" sagde Arthur som var tæt på at trække sin Colt Peacemaker men lod den være i lommen pågrund af Autumn. Hvad ville hun ikke tænke hvis han dræbte en dame? Ja han havde dræbt mindst fem mennesker hver dag efter han fyldte fem år men det var jo stadig uvant for hende at se ham dræbe. Han havde jo kun dræbt fem personer cirka i hendes nærvær. Istedet tværede Arthur damens makeup ud i hele ansigtet og gav hende en ordenlig vasker.

Så rejste han sig og gav hende et spark i siden. Damen klynkede faretruende "Voooldsmand!" og kom hurtigt på benene og skyndte sig væk. Arthur smilede tilfreds og tørrede sine hænder af for makeup. "Nå men hvis du bliver sulten" sagde Arthur og åbnede sin pung og tog bundtet af sedler ud tømte pungen for små penge ned i hans hånd og pressede en lille stabel mønter ned i hendes hånd og lagde sedlerne tilbage og gemte pungen væk. Arthurs gule trolde øjne gemte et seriøst og alvorligt udtryk fordi at hun skulle beholde pengene.

Hvad hun havde gjort for ham allerede? Hun forstod ikke. Hvad havde hun gjort? Blot hjulpet ham med forbindingen. Hun vidste jo selv hvor svært var at lægge det ordenligt selv. Mere nåede hun ikke rigtigt at tænke. Eller at sige inden at hun igen oplevede noget hun helst ikke ville have gjort. Billeder fra inde på kroen blandede sig med det samme ind og hun kunne mærke hvordan hun igen fik det dårligt. Men hun forholdt sig på benene. En hånd blev holdt op foran hendes mund som hun så hvordan han tæskede denne dame. Hun forstod ikke helt. Men så igen. Hun havde hørt hvad damen havde sagt lige som ham. Men stadig så hun det ikke som en grund til det. Hun fik synket en klump inden hun fik skilt sine læber ad. ”STOP!” Hendes råb lød bedende og var en smule skingert som et skrig.
Atter stod Autumn der. Som en forskræmt lille pige der ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun så nærmest ud som om at hun var ved at græde. Men hun holdt tårerne tilbage som var det ingenting. Hun stirrede mod Arthur. Han virkede igen bare så rolig omkring det. Som var det ingenting. Som var han vant til det. Det virkede så naturligt for ham. Men hun ville ikke kalde ham for at bæst. Hun så ned på de mønter han nu havde givet hende. Lukkede sin fingre omkring dem inden hun vendte den op og strakte den mod ham for at give dem tilbage. ”Vil..Vil du ikke være rar at lade være..” Det var som om at hendes stemme tonede lidt ud i slutningen. Og det var nok heller ikke overraskende hvad der skete som det næste. Hendes ben gav efter under hende og hun tænkte ikke på om hun tabte mønterne da hun igen åbnede sine hænder og lagde dem mod hovedet. Duften af så meget blod var overvældende for hende. Og selvom at hun kunne lide den fik hun en ubehagelige kvalme af det. Ville ikke have det sådan. Hun foldede sig en smule sammen og klemte sine øjne sammen. Det var tydeligt hun ikke havde det for godt. Og hun kunne ikke forklare hvorfor. Hun kendte jo ikke selv svaret helt. Hun træk vejret en smule tungt og det kunne høres at der foregik gennem munden. Hun ændrede sin stilling fra at sidde på hug til at lade sine knæ ramme ned mod sneen. Det var vel godt hun ikke havde spist. Eller ville hendes mave nok havde vendt sig. Og efterladt et ikke særlig kønt syn. Men intet af det skete nu. Heldigvis.

"Behold dem Autumn. Du har gjort mere en rigeligt ved at spilde din tid på mig." sagde Arthur og sukkede. Arthur så forskrækket til da hun fik det dårligt. "Er du sikker på at du ikke vil følge med mig hjem. Du kan overnatte?" sagde Arthur en smule bekrymret. "På en asekual måde." tilføjede han for at ingen skulle misforstå. Så rankede han sig op og kiggede ned imod Autumn. "Må jeg bærer dig hjem?" sagde Arthur uventet og børstede sne fra sin jakke og samlede mønterne op og lagde dem i Autumns skød. Han lignede ikke sig selv. Det var sten sikkert. Men måske havde han brug for en ven? Det havde han jo aldrig rigtigt haft indtil han mødte Angelin og blev forlovet med hende. Men Angelin var ikke hans ven, det var hans kærlighed. Så mon ikke han havde brug for noget mental støtte? Autumn virkede jo flink nok som en ven. Med et stivnede Arthur ved en lugt han kun kendte alt for godt. Djævel.. Men hvordan? Den kom jo fra Autumn? Hun var jo højst en engel eller en animagus. Eller det er hvad hun skal have mig til at tro... Det skulle ikke undre ham om at Lucifer ikke ville se ham blive forelsket i en pige mere og være Angelin utro. Så ville hans samfund jo gå fra hinanden. Dette var rent vanvid, men hvorfor lugtede han først lugten af djævel nu? Fordi at hun havde været dækket af granlugten inde fra kroen og duft skyen først havde lettet fra hende nu. Men det var jo forsent at dræbe hende, så skulle han havde været hurtig at dræbe hende lige da han fik færten af djævel. Lucifer... din gamle nar af en djævel hvislede Arthurs tanker.

Arthur måtte opgive sine tankers protester og måtte erkende at Lucifers plan var fuldført, bortset fra det med forelskelsen. Autumn var sød, men Arthur havde fundet sin pige. "Autumn... er du en afgren af...." mumlede Arthurs og overvejede hvor vidt dette var en god idé. "Djævel" afsluttede Arthur sætningen. "Det er intet i din personlighed der gør mig i tvivl, det er din lugt. Mine sanser er yderst følsomme." sagde Arthur og skænkede hans tid som varulv en tanke. Han savnede de tider måtte han indrømme for sig selv og tænkte igen på sin gamle faldefærdige kirke. Og Angelin, tænkte han og gav et suk fra sig.

Pludselig kunne hun ikke holde sin latter tilbage. Den hjertevarme latter som hun havde. Den var svag men lige tydelig nok til at Arthur nok skulle hører den. Han ville nok ikke forstå den uden en forklaring. Men hun havde bare ikke lade være. Så han havde troet hun havde troet på at der skulle ske noget seksuelt? Hun havde aldrig haft den slags i hovedet. Havde jo sådan set aldrig tilladt sig den slags. Men det kendte han nok ikke til. Og han ville måske også bare være sikker på tingene. Dog var det stadig en smule morsomt. Eller noget. Hun sad endnu sammenfoldet men hun virkede bedre. Hendes latter havde det med at berolige hende sig. Hun glemte vel helt at svare hans spørgsmål.
Dog gik der ikke lang tid inden det nu var Autumn’s tur til at stivne. Ikke en lyd kom fra hende. Hun stirrede ned i sneen og hørte hans spørgsmål runge i hovedet. Hun blev vel fortvivlet. Hun sank en klump der nu havde sat og generet sig i halsen på hende. Hendes krop sitrede som den svarede for sig selv. Men man kunne ikke se det. Kun mærke den. Hun så forsigtigt op på Arthur. Det kunne godt virke som om at hun var bange for at være opdaget. Men hvis man så mere efter kunne man se at hun virkelig ikke forstod ham. Hun virkede mere som om at hun var afskrækket af at han troede hun var sådan en. ”Djævel?” lød hendes stemme. Skrøbelig og forvirret. ”Hvorfor..” Hun lagde sin ene hånd mod muren og stille og roligt begyndte hun at rejse sig op. Bekæmpede svimmelheden men støttede sig endnu op ad muren. ”Hvordan kan du komme på den idé?” Hun bed sig igen i underlæben og vidste egentligt ikke hvad hun skulle sige. Og hun vidste dog at hvad hun havde fået ud havde lydt mærkeligt at sige. Hun løftede så sin ene hånd og fik, en smule nervøst, sat tænderne i det blå og hvidstribede ærme. Hendes kinder havde fået en rødlig glød af at være ude i denne bidende kulde. Men på en måde virkede hun en smule mere bleg. Ikke overraskende når man tænkte på hvordan hun egentligt havde det.

"Mine sanser er ud over det normale... det er en lang historie men jeg genkender lugten. Lugten af Djævel. Og jeg forstår det ikke.... du virker jo ikke som en." sagde Arthur og strøg Autumns hår. "Det er jo ikke for sjov at jeg har de her..." sagde Arthur med stemmen fyldt med smerte da hans let krumme horn brød hans pande og hans hale snoede sig ud af bukserne og de to store lodne djævlevinger brød den sorte læder jakke. Arthur klynkede for sig selv og lod djævle legemerne gå ind i hans krop igen. Så faldt ned i den beskidte sne, indfedtet i blod og bleg som et lig. "Men det er fortid. Nu er jeg en trold, den første af min slags, jeg hersker over en underjordisk by, dybt begravet under Forét. Her bor mig, og de andre trolde... og så min forlovede... Angelin Cloud." sagde Arthur og stønnede af smerte da han sagde hendes navn. "Hun har det ikke for godt lige nu... hun er ikke sig selv." sagde Arthur efter lidt tid i tavshed. "Nå skulle du ikke med hjem?" sagde Arthur i en muntertone for at skifte emne. "Mine trolde kan give dig en måltid mad og så kan vi glo på to junkier som tværer hinanden ud?" sagde han og tænkte på de to halvelvere han havde fanget i morges på hans daglige hævn togt imod de forbistrede elvere.

"Vent her" sagde Arthur og fik øje på en pølsevogn og betragtede fem euro der låg i sneen. Så samlede han den op og gik hentil pølsemanden med den. Bagefter kom han tilbage med to varme hotdogs med fransk zennep på den ene og dijon zennep på den anden. Han rakte Autumn den med fransk zennep og nuppede en bid af sin egen. "Det smager godt... det er egentlig længe siden jeg sidst fik mad fra byen." sagde Arthur og tænkte på da ham og Angelin sad ved et pizzaria. Han havde hermed forskrækket personen bag disken ved at have indrømmet hans mangel på mad.. og der havde han ikke spist i fire uger. Personen havde så besvimmet så Arthur måtte vække ham for at få sin pizza.

//Jeg undskylder at jeg har været langsom til at svare. >_<''//

Idet at Arthur faldt sammen var Autumn hurtigt nede i samme højde. Havde taget et skridt for inden og sad mere eller mindre på hug foran denne djævel der ikke så helt ud til at have det fantastisk. Hun forholdt sine hænder sad mod jorden og forholdt sig fra at rører ham. Ikke fordi hun ikke ville men mest fordi hun følte hun intet rigtig kunne gøre ved det. Hun lyttede stille og roligt og en gang i mellem var hun nød til at synke en irriterende klump der ikke syntes at forsvinde fra hendes hals.
Hun ville gerne have sagt noget men hun nåede skam heller ikke engang at svare på hans spørgsmål. Han snakkede hele tiden eller også havde han gang i et eller andet. Som nu. Hun havde åbnet sin mund for at sige han ikke skulle gøre hvad han nu var i gang med men tav hurtigt efter og lod ham. Hun studerede hvordan han traskede hen til en pølsevogn og derefter kom tilbage igen. Han virkede munter nu igen. Hans humør havde tydeligvis nogle svingninger. Noget hun nok ikke rigtig havde så meget imod. Det eneste der var, var at han endnu skræmte hende lidt. Billeder fra før sad der endnu og et sted var hun vel bange for at sige noget forkert. Ville helst ikke ende som den stakkels dame. Tænkt at hun egentligt stadig havde, kunne gå rundt. Hun vågnede op med et set da hun fik stukket en hotdog op i hovedet. ”Åh..” lød det svagt fra hende inden hun roligt tog imod den mad han havde hentet til hende. Han gav tydeligvis ikke op. Et smil fandt så igen frem på hendes bløde læber. ”Jamen så er det da godt du så endelig fik noget igen.” lød det fra hende. Selv syntes hun igen at virke munter og mere sikker i hans selskab. Hun så lidt ned på sin hotdog. Tog sig sammen med fører den op og tog en mere eller mindre normal bid. For hende. Fik hurtigt tygget af igen og tørrede sig hurtigt om munden med sin ene håndflade da noget af den gullige sennep havde sat sig i hendes mundviger. ”Hør..” startede hun så ud og fugtede diskret sine læber inden hun forsatte: ”Jeg forstår egentligt ikke hvordan hun kan stole på mig så hurtigt og fortælle mig alle de ting som dit liv. Et sted er det vel overældende for mig. Ikke at jeg ikke ville have du skulle have fortalt mig det. Overhoved. Det var faktisk ret fascinerende.” Hendes smil havde på en måde vokset lidt igen. Og man kunne nemt se at hun ikke løj når man så ind i de blå øjne. Så begyndte hun så pludseligt at gå. Ikke væk fra ham men blot ud på vejen for igen at vende sig lidt mod Arthur. ”Ved du hvad? Jeg vil faktisk takke ja til dit tilbud. Men du bliver nok nød til at vise vejen.” En kort hjertevarm latter forlod nu hendes strube imens hun blev stående hvor hun var og ventede blot.