I found you (Autumn + Mei)

Constantine lod fingrene glide over det tomme hul, hvor der skulle sidde et lille navneskilt ved siden af en af knapperne i dørtelefonen. Det var her, den såkaldte "April" skulle bo. Hans blik faldt på noget på jorden og han bukkede sig ned for at samle det op. Det var et halvt navneskilt, hvor kun et navn stod på. "Evan Ferraro". Hans læber skiltes i et smil, som han fik bekræftet, at han var det rigtige sted.

Der var gået flere dage siden, at han havde fået ordre på at finde djævletøsen. Han kunne nok have fundet frem til hendes adresse et par dage hurtigere, men han havde givet sig god tid. Første nat havde han haft travlt med at afprøve sin nye hånd, hvis metal skinnede i lyset fra lampen over døren. Begejstringen over hånden var kun steget, som han havde fundet ud af, hvad den kunne. Den fulgte endda med, når han skiftede skikkelse, så han blev en sort kat med en pote i sort metal. Lidt forsigtigt havde han afprøvet dens styrke, han var startet ud med at forsøge at skære i den, hamre en kniv igennem den, smadre den i en dør og til sidst havde han slået hul i en mur. Den havde ikke fået en ridse. Og selvfølgelig havde han fået afprøvet dens magi. Vahirden. Hans offers skrig havde været som musik i hans ører. Det skulle nok blive godt.

Det havde faktisk været lettere at finde djævletøsen end han havde regnet med. Selvom Constantine ikke selv brugte mobiltelefoner eller computere, var han ikke i tvivl om, at det var ganske smart. Teknologi gjorde alting nemmere. Da han var menneske, skulle man igennem papirarkiver med bjerge af papirer, der måske ikke var placeret rigtigt i det store system. Men nu kunne man taste et navn ind på en computer og man fik alt at vide.
Så det havde kun taget et enkelt besøg ved det store postcenter, hvor han pænt havde spurgt en person bag en skranke, om han kunne få adressen på "April Foster". Det kunne han ikke, men da han så spurgte knapt så pænt med kniv sat for struben af kvinden, havde han hurtigt og nemt fået en adresse i Terra. Der var åbenbart kun én April Foster. Hun delte adresse med en, der hed Evan. Det tog Constantine ikke særligt tungt. Han havde svært ved at forestille sig djævletøsen bo sammen med nogen specielt spændende.

Nej, grunden til, at han ikke havde skyndet sig herover og få det hele overstået var, at han havde fået ordre på det. Constantine hadede at få ordrer. Han hadede autoriteter. Og selvom Zane havde bevist, at han ikke stod tilbage fra at påføre ham smerte, var Constantine stadig ikke tilfreds med at få besked på, hvad han skulle. Man kunne måske tro, at han ville være taknemmelig for at få en magisk hånd af metal - men det var Zane selv, der havde brændt den originale af, så hvorfor være taknemmelig? Constantine syntes ikke, at han skyldte sortelveren noget, så han havde ikke planer om at være en lille lydig undersåt. Han havde dog sagt ja til at arbejde for ham, hvilket også var det, han gjorde nu. Fandt djælvetøsen, så han kunne hive hende tilbage ved håret til Zane, der åbenbart var noget kun rasende over hendes flugt. Constantine kunne kun undre sig over, at tøsen havde fået mulighed for at stikke af i første omgang. Pff.

Dørhåndtaget knirkede let, som han skubbede det ned, men døren forblev lukket. Den var typisk nok låst, som de fleste døre til opgange var. Constantine kastede et blik rundt og lagde så skulderen mod døren. Den begyndte at knage, efterhånden som han øgede trykket, og ved et sidste lille skub flækkede dørkarmen og døren gik op. Nemt. Smilet sad stadig på hans ansigt. Det gode ved vampyrkræfter, ting var nemme at ødelægge.
Han bevægede sig stille ind i opgangen og gik op af trappen. Første, anden, tredje, fjerde sal. Han afholdt sig fra at fløjte en lille melodi, selvom han glædede sig til at få fat på tøsen igen. Desværre ville Zane have hende i live. Han havde dog ikke sagt noget om, hvilken tilstand hun skulle være i. Uden at tænke over det, åbnede og lukkede han den venstre hånd et par gange. Mon ikke, at han kunne give sig tid til at have lidt sjov.

Han stoppede op foran lejlighedens dør og rakte ud for at tage ved håndtaget.

Nattens overvågning var egentlig først begyndt for to timer siden, men Mei følte sig doven og en smule søvnig.
Hun havde brugt det meste af dagen på at sidde i den lille, forladte lejlighed overfor det kompleks hvor Autumn boede.
Her, iblandt støv, spindelvæv og arkitektiske edderkopper, havde hun slået lejr og brugt det meste af de sidste par dage på at overvåge komplekset på den anden side af vejen.
Hun havde kun forladt den lille, mørke lejlighed et par gange, for at finde mad og for at friske sig lidt op.

Lige nu lå hun på en mølædt madras, som hun havde fundet i det ene rum og slæbt ind i det andet, hvor hendes udstyr stod.
Mei lå med hovedet hvilende på armene og stirrede op i det støvede træloft.
Et kamera med bevægelsessensor stod på en tripod ved vinduet, og overvågede indgangen til Autumn's lejlighedskompleks, så Mei ikke konstant var nødt til at glo derned.

"Jeg burde være spion eller sådan noget... altså for FBI eller CIA..." mumlede hun og smilede for sig selv.
Da hun havde sovet der tidligere, og da vejret havde været godt, var hun iført en tynd, sort top som var kort nok til lige at vise et par centimeter af hendes mave, samt et par grå shorts som gik hende til midt på lårene.
Fødderne var bare - hendes lave støvler stod ved siden af madrassen, hvor hendes sammenfoldede, taktiske bukser også lå, sammen med en lukket taske i kraftigt, sort stof.

Mei lagde de bare ben over hinanden og sukkede halvdovent mens hun strakte sig.
Måske var Autumn i virkeligheden ikke i fare... kunne det tænkes, at sortelverne ikke havde den fjerneste anelse om hvor de kunne finde hende - eller måske bare hvordan?

Mei smilede over tanken og vendte sig om på siden for at række ud efter den flaske vand hun havde til at stå på gulvet.
...og så begyndte kameraet at bippe.

Mei blinkede en enkelt gang med øjnene, hvorefter hun sprang op og på bare fødder farede hen til vinduet for at kigge ned.

En ung mand, højere end hende (Men det var de fleste...) og med en underligt udseende hånd...
Mei gik på knæ og holdt øje med ham over vindueskarmen... han undersøgte navnepladerne, samlede det knækkede op fra jorden - som hun naturligvis allerede havde tjekket - og brød så døren op for at bevæge sig indenfor.

Mei reagerede hurtigt.
Hun sprang over til madrassen, greb tasken som hun kastede over skulderen, og forlod så lejligheden, kun iført top og shorts.

Der var ikke tid til andet... og bare fødder ville blot hjælpe hende med at bevæge sig stille!

Det var da heller ingen sag at snige sig op ad trappen.
Hun vidste hvor hun skulle træde for at undgå knirken, og de få steder hvor det ikke kunne undgås, fik hun sine skridt til at stemme overens med den indtrængendes.

Mei var hurtig, og i det øjeblik Constantine rakte ud for at åbne Autumn's dør, nåede hun lydløst op bag ham.
I en hurtig bevægelse, vendte hun ryggen til ham, kiggede sig over skulderen for at holde øje med ham - og forsøgte så lynhurtigt at lægge en arm omkring hans hals, så hans nakke blev klemt ned imod hendes spinkle skulder.

Hvis det lykkedes hende at få fat, ville Mei hurtigt bruge overraskelsen til at bøje sig forover, og med hjælp af ganske simpel teknik, kaste sin modstander over skulderen, så han ville brage ned ad trapperne - måske endda helt ned, hvis han var uheldig.

Constantine havde ikke ligefrem overvejet, at der kunne være nogen, der ville holde øje med djævlen, og han ville da slet ikke have regnet med, at det kunne være nogen, der var kamptrænet. Hvorfor skulle nogen holde øje med tøsen, hun var jo ikke nogen. Ud over at elvermanden åbenbart syntes, at hun var speciel. Noget med det der antimagi, regnede Constantine med.

Så selvom han måske burde være ekstra opmærksom på sine omgivelser, lagde han ikke mærke til menneskepigen, der var på vej op af trapperne bag ham. Hele opgangen stank af levende væsner og det var kun lige i sidste øjeblik, at han kunne lugte et menneske, Inden han nåede at reagere på det, blev der lagt en arm omkring hans hals og hans krop blev flået bagover for at flyve igennem luften og sigte mod trappen. På en eller anden måde fik han vredet sig rundt i luften, så han ladede på sine fødder, trillede bagover en enkelt gang og derefter fik stoppet sit fald ned af trappen. Selvom han ikke ligefrem havde en kattehale til at korrigere med, var nogle af kattens egenskaber alligevel fulgt med over i hans menneskeskikkelse - han landede næsten altid godt.
Slaget i mod trappen slog luften ud af lungerne på ham, men den havde han jo ikke brug for alligevel. Han undgik at slå hovedet og der var ikke noget, der brækkede, men han slog sig nu alligevel rimeligt hårdt på kroppen.
Mens han trillede rundt, fik han fat i gelænderet og fik stoppet sit fald, så han stod på sine fødder og kiggede sammenkrøbent op af trappen, på den tøs, der havde smidt ham ned af den. Det måtte være den mennesketøs, som Zane havde nævnt.

Hurtigt vurderede han hende. Hun så lille ud, havde kun shorts og en top på og var ret lækker, men hun var tydeligvis stærkere end hun så ud og kunne åbenbart noget kampsport. Men hun var menneske. Han blottede sine tænder i et smil og kastede sig op af trappen, for at gribe hende om livet som en bryder. Hvis det lykkedes ham, ville han banke hende ind i væggen, slippe hende og forsøge at gribe hende om halsen med den nye fancy hånd, mens han trykkede hendes krop ind i mod væggen med sin egen.

Det lykkedes hende at kaste manden ned ad trappen, men hans overnaturlige reflekser reddede ham fra noget, som sagtens kunne have været både hjernerystelsle og forstuvede lemmer...

Ikke godt.

Da han så smilede, gik det op for hende at han var vampyr. En farlig modstander, og endnu farligere hvis han var gammel... men hun havde kæmpet imod vampyrer før.
Og hun havde endda dræbt et par stykker.

Hans hovedkuldse, ligefremme angreb afslørede at han enten var arrogant tilfreds med at hun var menneske, eller at han var en ung vampyr - og uanset hvad, var det noget hun kunne bruge i sit forsvar:

I det øjeblik han satte af, vendte hun siden en anelse til, trådte et halvt skridt væk fra ham med den ene fod, og leverede et såkaldt 'stop-spark' imod hans brystparti.
Sparket blev udført ved at hun hurtigt hævede knæet op til brystet, for så at strække benet helt ud og stemme imod med hele kroppen.
Alt i alt et simpelt, men alligevel svært-at-udføre, kraftfuldt spark.

Hvis hun ramte med dette spark, ville selv hendes lille størrelse of noget begrænsede styrke, være nok til at tæske al luften ud af ham og sende ham ned ad trappen igen.

Constantines idé med at gribe mennesket om livet gik ikke som forventet. Han havde godt nok lige tænkt, at han ikke skulle undervurdere hende, men typisk nok gjorde han det som det første. Selvom han var hurtig, var hendes reflekser også gode og hun havde et modtræk til hans angreb.

Han så foden blive rettet mod hans bryst, men han kunne ikke stoppe sin egen fremdrift, der var for lidt plads i mellem dem. Så hendes hæl hamrede hårdt i mod hans brystkasse, hvilket igen fik presset det unødvendige luft ud af hans brystkasse og smerten til at skyde ud i hele hans krop. Der var kraft nok bag sparket til at sende ham bagud, men instinktivt greb han fat om hendes ben med begge hænder. Og fordi han havde set sparket komme i de få splitsekunder før, det ramte, var han allerede forberedt på at miste balancen, så med hjælp fra tyngden fra Mei, nøjedes han med at vakle et par skridt bagud og balancere lidt på toppen af trappen.

Lige så snart han havde balancen til det, trådte han et skridt frem igen, stadig med Meis ben i hænderne. Hårdt rykkede han ned i det i håb om at få hende til at vælte ind i mod sig. Hvis hun gjorde ville han simpelthen nikke hende en skalle og derefter forsøge at gribe hendes arm for at vride den om på ryggen af hende.

Sparket ramte, og Mei smilede triumferende - lige indtil han lagde sine klamme hænder om hendes ben.
Hans hud og hans metalhånd imod hendes bare hus sendte en tydelig kuldegysning igennem hende. Modbydeligt.

Og så var der jo lige det at han, ganske snedigt, brugte hendes modvægt til at stoppe sit fald og gå til modangreb ved at hive hende tættere på.
Mei ville ikke sås tæt på en vampyr... de næver kunne gøre stor skade på hendes krop, og hans tænder...

Dog kunne hun ikke stoppe hans angreb helt, og han formåede dermed at hive hende tæt på - men da han så forsøgte at nikke hende en skalle, som sikkert ville have afgjort kampen, leverede Mei en hurtigt slag imod hans hage med hånd roden - et slag som, hvis det ramte, ville ryste hele hans kranie og måske endda skade hans kæbe, smække hans tænder sammen og stoppe skallen.

Men selv hvis dette lykkedes... var han stadig for tæt på.

Som Constantine trak tøsen ind i mod sig, så han hånden komme flyvende. Hurtigt vippede han hovedet til siden for at undgå det ødelæggende slag. Helt hurtig var han dog ikke, da han kunne mærke hendes hånd snitte hans kæbe. Selvom det kun ramte med en lille del af den kraft, der var bag, var det hårdt nok til, at han kunne mærke sin kæbe blive rykket i, tænder slå sammen og smerten skyde op igennem hans hoved. Men han havde prøvet værre og blev ikke påvirket af det i sådan en grad, at det gjorde noget ved hans evne for at slås.

Hans plan med at give hende en skalle, var røget i vasken, men han behøvede ikke at spekulere over, hvad han skulle gøre nu. Tøsen var så tæt på, at han havde mulighed for at slå på hende, som han ville. Selvfølgelig medmindre hun fik ham blokeret. Hun var en del hurtigere og stærkere end han havde regnet med af et menneske.

I det samme som han undgik hendes slag, knyttede han sin nye hånd af metal og lod den suse mod det nederste stykke af hendes ryg, lige der hvor nyrerne var placeret. Han sparede ikke på sine kræfter, denne tøs skulle nedlægges så hurtigt som muligt. Selvom det var spøjst at slås med et menneske med sådan en styrke, havde han ikke tid. Hvis djævletøsen virkeligt var inde i lejligeheden skulle han stadig have hende med tilbage til Abbadon inden solen stod op, og han regnede ikke med, at hun gik frivilligt.

Mei trak overrasket vejret ind i et hurtigt gisp, da hendes angreb kun lige strejfede.
Hun sænkede omgående en arm for at beskytte maveregionen mod eventuelle slag - men hun tog fejl af hans angreb.

Smerten skød hele vejen ind igennem hende da han gav hende et voldsomt kraftfuldt nyrehug.
"Ahargh!" lød det halvkvalt fra hende, mens hun vaklende faldt til siden og hamrede sin ene skulder ind i væggen, for så at synke sammen så hun sad på knæ, mens hun tog sig til ryggen.

Satans til lortevampyr... et nyrehug!?
Det ville tage hende femnten-tyve sekunder at komme sig, og det gjorde hende nervøs.

Endeligt fik han et slag ind. Og det ramte perfekt. Tøsen væltede til side med en lyd af smerte og væltede ned på knæ. Kan kunne kort skimte et glimt af noget nervøst i hendes udtryk. Hun burde være nervøs. Han ville flå hende i stykker, bid for bid, den kælling. Et stik af ærgelse gik igennem ham, da det gik op for ham, at han ikke havde tid til at lege med hende. Fristelsen var stor, hun sad lige der, sårbar og lige til at hapse, men han havde simpelthen ikke tid. Hendes heldige dag.

"Vær glad for, at jeg har travlt." Han trådte op til hende, knyttede sin metalnævne og lod den falde mod hendes hoved for at slå hende ud. Han kunne slå hende ihjel, selv ved et slag med hånden, men han slog ikke hårdere, end at det bare ville slå hende ud. Han slog normalt ihjel til højre og venstre, men noget holdt ham tilbage. Zane havde bedt ham flå tarmene ud på hende, altså slå hende ihjel. Rydde hende af vejen. I ren protest i mod at få fortalt, hvad han skulle gøre, lod han være med at slå mennesketøsen ihjel. Hvis hun kunne irritere elvermanden noget mere, var det det værd!

Det gjorde ondt at tale og han tog ved sin kæbe med højre hånd, for at rykke lidt prøvende i den. Den var ikke slået af led, men det havde da været tæt på. Sikke et slag. Han sendte den bevidstløse kvinde et kort imponeret blik og koncentrerede sig så om den forestående opgave. Selvom alle hans tænder gjorde ondt og han kunne smage blod efter at have bidt hul et eller andet sted, hvilket allerede var helet. Han havde spist på vej herover og var fyldt op med blod, der sendte dets helende kræfter igennem ham. Alt hvad han havde fået af blå mærker og rifter fra faldet ned af trappen, var væk. Det mærke, han ville få på kinden, gennemgik en hurtig process i at blive skabt og forsvinde igen.

Constantine så lidt på døren. Ja, al overraskelse var vist taget ud af det her, så der var ikke andet for end at komme ind i lejligheden. Han ville tage i håndtaget, men lige så snart hans hud rørte metallet, trak han hånden til sig med en ed. For fanden. Det var lavet af sølv. Nå, det var vel ligemeget, døren var nok låst alligevel. Han trådte tilbage for at tage tilløb og kastede sig så i mod døren, der gav sig første gang, så han væltede ind i Aus lejlighed.

Shit... hun var ude af stand til at forsvare sig, og hans intention var enten at slå hende ud, eller at slå hende ihjel hurtigt, så han kunne få fat i Autumn.
Han måtte arbejde for Zane - det var det eneste som gav mening!

Hun måtte gøre noget... og hun havde kun et sekund eller to.
Hun kunne ikke få fat i Zuresh - hendes udstyr lå ovre i lejligheden, for hendes shorts havde ingen lommer.

Der var kun ét at gøre... og så måtte hun håbe at hans vrede ikke ville blive hendes død.

Som han svingede sin næve imod hednes hoved, trak Mei hurtigt luft ned i lungerne, og skreg: "AUTUMN, LØB!!!"

Og så... en brændende, dunkende smerte... og mørke.

Det havde langt fra været nødvendigt for Mei at råbe op og advare hende. Autumn havde allerede hørt dem rumstere rundt ude på gangen. Det var endnu en af de søvnløse nætter, men i det mindste havde hun faktisk gjort sig et forsøg med det ved at lægge hovedet på puden og lukke øjnene. Hun havde været godt i gang med at gentage ordet ’sov!’ rytmisk i sit hoved igen og igen, da den første lyd havde nået hende. Det var godt nok normalt for folk at larme, når de enten ankom eller forlod deres lejligheder, men det stoppede hende ikke fra at pludselig åbne sine øjne, som havde et chok skyllet hen over hende. Hun stirrede ind i den ene af soveværelsets fire vægge i et par sekunder, mens hun lyttede efter den samme lyd for at bekræfte den. Hun kunne ikke sætte en finger på, hvad det præcist var, men det lød voldsomt. Forsigtigt satte hun sig endelig op i sengen og så sig lidt søgende omkring sig. Døren indtil det større åbne rum, der blev brugt til stuen, stod vidt åben, hvilket kunne forklare, hvorfor lydene ikke bare var blevet blokeret. Dog var der noget, der sagde hende, at hun nok alligevel ville have hørt dem. Hendes hørelse var blevet bedre og bedre for hver dag der gik siden den underlige episode med smykket. Hun priste sig kun lykkelig over, at hun endnu ikke var nået stadiet, hvor hun ville kunne høre en utæt vandhane hos naboen dryppe.

Et udbrød af smerte fik hende straks til at reagere noget kraftigere. Hun havde næsten snublet i dynen, idét hun skyndte sig helt ud ad sengen. Heldigvis var hun mere eller mindre vant til den tur, selv før hendes liv var blevet vendt på hovedet, så i stedet fik hun brug den pludselig overbalance til at skynde sig igennem de første par skridt igennem værelset. Lige inden hun trådte over karmen og videre ind i selve stuen, stoppede hun dog op og greb til siden, hvor hun greb om det faste træbat, de havde liggende. Bare for en sikkerhedsskyld. Det var dét, hun gjorde også. For en sikkerhedsskyld. For hun ønskede ikke at ligge under dynen, hvis det vidste sig, at hvem end der var i opgangen, begav sig ind i hendes lejlighed.
Det hele lå i mørke. Gardinerne var godt nok trykket fra, men lygtepælene på laden gav ikke nok lyd, og sammen med skæret fra stjernerne og månen lagde lejligheden i et noget akavet lys. Selv for hendes nattesyn. Hun trippede forsigtigt hen over det kølige trægulv og gjorde sit bedste til ikke at få det til at knirke. Hun følte sig en smule lettere end normalt, så det hjalp en del. Lige indtil en af stemmerne udenfor talte forstående ord. Der stoppede hun brat. Var som frosset til, da hun hurtigt genkendte stemmen. Den samme grusomme arrogante stemme, der tilhørte lige netop den mand, der havde fået hende ind i de nyere problemer.
Og så blev hun mødt af en anden stemme. Endnu en velkendt stemme. Hun glemte ikke stemmer så hurtigt, og hun glemte bestemt heller ikke ansigterne, der tilhørte dem. Hun blev pludselig forvirret. Hvad lavede de to derude?! Både Constantine. Og Mei! Det så ud til at Meis opråb havde tøet djævlen op igen, for hun syntes at reagere på ordren med det samme. Løb! Hun løb bare ikke væk. Hun løb ligefrem for sig, til hun nåede væggen, som knækkede ved et hjørne for at udgøre den lille udhuling af en entre. Her vendte hun ryggen til muren og gled ned at sidde på hug. Hun sad i den blindevinkel fra hoveddøren. Og lyset lagde skygger omkring hende. Battet knugede hun i sine hænderne og holdt det så tæt til sig som muligt for at gøre sig så lille som muligt. Hun gjorde alt for at regulere sine vejrtrækninger, men hendes hjerte hamrede løs. Ikke nok med at hun skulle bekymre sig om, hvad der var sket de få dage siden, hvor hendes kræfter var gået fuldkommen amok, så nu også dette? Hun havde ikke engang fået hundred procent styr på det hele. Hendes krop var stadig dækket af plamagerne i forskellige størrelse af grønne skæl.

Så skete det. Døren blev slået ind. Selvfølgelig blev den det. Den var ikke lavet til at holde overnaturlige fjender ude. Automatisk krøb hun tættere sammen og bed sig i tungen for ikke at komme med en lyd, da vampyren braste igennem døren. Hun turde knap nok se i retningen af ham, men efter det første sekund, hvor det havde lagt sig, tvang hun sig alligevel til at rette de blå øjne til siden, blot for at se den samme unge mand, der havde punkteret hende, stå ganske tæt på hende. Hun håbede inderligt, at den konstante duft af hende, det måtte hænger over det hele i lejligheden, distraherede ham. Bare et kort øjeblik til at føre ham længere ind. Og hvis det ellers lykkede hende at komme på benene ude at hans opmærksomhed blev rettet mod hende, tog hun et bedre greb om battet, svang det tilbage, mens hun rejste sig. Og med ham i den perfekte rækkevidne svang hun. Ikke med fuld styrke. Langt fra, selvom den stadig lå over det almene menneske. Kursen for battet var rettet mod hans ryg.

Lige så snart Constantine kunne mærke døren give efter, var han på vagt. Hvis ikke den lille slåskamp ude foran hendes hoveddør havde advaret djævletøsen om, at der ville ske noget, så havde menneskets råb helt sikkert gjort hende opmærksom på faren. Autumn. Mennesketøsen havde sagt Autumn, ikke April. Det skrev Constantine sig bag øret, mens han stod stille i døren og så ind i den mørklagte lejlighed. Ikke at det var noget problem for ham, hans nattesyn var perfekt. Som alle vampyrer så han fint i mørke og nogle gange spekulerede han på, om han måske så bedre på grund af sin anden skikkelse. Måske han skulle sammenligne nattesyn med Gabriel en dag.

Der var ikke noget at se fra det sted, hvor han stod. Lige inden for døren var der noget, der skulle forestille en lille naturlig entré, der gik direkte ind i en stue. Han tog en dyb indånding gennem næsen. Hele lejligheden lugtede af djævlen og der var en svag duft af noget andet, nok hendes bofælle. Men han havde vist ikke været der et stykke tid. Contantine rynkede panden. Der var et eller andet, der ikke var helt rigtigt. Som kunne man lugte den elektriske ladning efter et voldsomt lyn, men det var ikke lyn, det var magi. Resterne af en magisk ladning? Det havde han ikke tid til at spekulere på nu.

Han gik et skridt frem og alle hans sanser var spændt til deres yderste. Som han gik ud af entréen og ind i stuen, opfangede hans gode hørelse en lyd. Hjertebanken. Panisk hjertebanken. Lige bag ham. Lyden af bevægelse fulgte og han vendte sig hurtigt om, tids nok til at se battet, der ble svunget i mod ham. Med en hurtig bevægelse greb han battet med sin nye hånd - den var godt nok praktisk, ingen smerte, ingen brækkede knogler. Bare rå styrke. Et uhyggeligt smil bredte sig på hans ansigt.
"Hej cherie. Husker du mig?" Han flåede battet fra hende og trådte frem for at tage ved hende. "Zane vil gerne invitere dig på besøg igen."

Autumn havde været så sikker op, at hun ville ramme ham. At han ikke ville have nået at stoppe battet, før hun fik hamret det ind i ham. Men hendes udregninger var forkerte. Sikkert på grund af at hun stadig var noget sløset. Hun stivnede igen, da han uden den mindste anstrengelse greb om battet og stoppede hendes bevægelse brat. Denne gang var hendes blik rettet direkte imod hans, hvor de gjorde sig store og kunne ikke andet end at stirre, mens hun så ud til at miste en smule af den farve, hun ellers havde fået tilbage i ansigtet. Hun udstrålede som altid en håndfuld af følelser. Overraskelse og panik. Nervøsitet og mangel på forståelse. Smilet hjalp kun til med at forstærke disse følelser. Hun sank tungt, og så rev han ellers til.

Hun havde knuget sig så meget til battet, at hun næsten havde glemt alt om, at bare give slip. Det var ligeledes først halvvejs, hvor hendes fingre løsnede grebet nok til, at battet bare gled frit, hvilket resulterede i et par klodsede skridt frem mod ham. Mod fjenden, som hun nok i stedet skulle løbe langt væk fra. Idet at det gik op for hende, at hun pludselig var langt tættere på ham, end hun nogensinde ville ønske, var det som om, at hendes hjerte sprang et slag over. Hun løftede hovedet op og så hans hånd rakke ud efter hende.
Det var dog ikke kun Constantine, der havde fået et boost i sine reflekser. Det kom endda helt bag på hundjævlen, da hun bøjede dybt i sine knæ og kom langt nok ned i hug til at undgå hånden. Efterfulgt satte hun af og sendte sig et i et let spring frem ad og videre forbi vampyren i en tur ind under hans arm. Hun var tydeligvis ikke vant til den form for akrobatisk bevægelse, så hun vaklede en smule, da hun rettede sig ud igen og vendte fronten tilbage mod ham.

”Hvad snakker du om?!” lød det højlydt fra hende. Hendes stemme var stadig ru selvom den hæse faktorer heldigvis var forsvundet. ”Er du nu blevet den… den… den sadistiske psykopats lille stikirenddreng?!” Hun prøvede at lyde fattet. Og hun forsøgte at udtrykke en form for irritation, der egentlig var stærkt overskygget af nervøsiteten på nuværende tidspunkt. Desperat drejede hun hovedet fra side til side for at undersøge sine muligheder. Døren til lejligheden stod stadig vidt åben. Slået svagt af hængslerne. Hun kunne lige skimme Mei i den oplyste opgang. Hun bevægede ikke på sig, hvilket straks sendte en klump i halsen på hende.
Hun så tilbage mod Constantine. Hun kunne ikke bare hoppe ud ad vinduerne. De var på 4. etage! Og hun kunne ikke flyve. Og så stod han også i vejen for hende. Så før hun overvejede sine muligheder igennem igen, drejede hun om på sine fødder og satte imod den åbne dør.

Constantine fik ikke fat i Autumn, da tøsen dukkede sig og susede under hans arm. Det havde han ikke lige forudset - hans fornemmelse af hende var et klodset, svagt pigebarn, der ikke kunne andet end at krybe hulkende sammen og være et svagt offer. Ud over de få forsøg på forsvar, hun havde udøvet. Som at give ham et los i skridtet og bide ham i skulderen. Pigeforsvar.
Han drejede rundt og så på hende, som hun fandt balancen og så rundt efter en udvej. Han kunne næsten regne det ud. Hoveddøren, der stod åben og ledte til friheden? Hendes blik mod vinduerne, som hun ikke kunne komme til. Hans smil voksede lidt. Troede hun selv, at hun bare kunne slippe væk fra ham?
Selvom han kunne springe frem og angribe hende, blev han stående for at se, hvad hun ville gøre. Det kunne måske minde lidt om kattens leg med musen. Lade offeret bruge sin energi på at lede efter udveje, prøve at flygte. Have håb. Det morede ham altid.

Dog skar han utilfredst ansigt, da hun kaldte ham Zanes stikirenddreng. Han var ikke tilfreds med at arbejde for Zane. Absolut ikke. Han havde spekuleret over, hvorfor han gjorde det, men han havde sagt ja og selvom man måske ikke kunne forvente det, holdt Constantine faktisk sit ord. At han nok ville holde øje med en mulighed for at slippe væk, det var så en anden sag.
"Det er bedre end at være hans lille forsøgskanin." Han havde ikke fået fortalt, hvad Zane egentligt ville med djævlen, men han regnede med, at det havde noget at gøre med det antimagi, han havde virket så imponeret over nede på havnen. Han havde ikke svært ved at forestille sig sortelveren få noget sjovt ud af det.

Pludseligt satte hun i løb mod hoveddøren, hvilket Constantine havde forudset, så han kastede sig hurtigt et par skridt til siden for at gribe hende med en arm om hendes liv. Hvis han fik fat i hende, ville han trække hende ind til sig og løfte hende op, så hun ikke kunne nå jorden, hvilket ikke ville være svært på grund af hendes højde.
Hvis hun smuttede forbi ham og løb ud af døren, ville han følge efter hende med et suk, fordi han nu skulle til at jagte hende.

Oprindeligt havde hun tænkt sig at gøre nogenlunde det samme trick som før, eftersom det havde virket ganske ydemærket. Dukke sig og undvige hans greb. Måske hun endda kunne springe over hans arm, der pludselige blokerede hendes vej ud. Hun havde trods alt bevist at have fjedre i sine ben - rent metaforisk ment. Det vidste sig dog, at hun måtte have overvurderet sine nye evner. Godt nok havde hun nu et langt bedre potentiale, men hun havde også et helt århundred af benægtelse for netop dét potentiale. Hans arm omkring hende gav hende en mindre mavepuster på grund af den fart, hun alligevel havde fået præsteret på grund af hendes sikkerhed på at kunne komme væk. Automatisk greb hun selv fat omkring hans arm, mens han trak hende ind til sig og fjernede efterfølgende hendes fodfæste.

”Slip mig!” råbte hun op med det samme og spjættede lidt med benene og vred sin krop for at komme fri fra hans jerngreb. Han virkede… anderledes den her gang. Men det kunne også være ligegyldigt. Han var her for en grund, måske var det dét. Og den grund var ikke noget hun just var frivillig til at samarbejde med at få udfyldt. Hun ville ikke tilbage til Abbadon. Hun ville aldrig så meget som føle Zane’s lilla øjne hvile på hende, som var hun blot et stykke brugbart materiale.
Bevist rystede hun voldsomt på hovedet så det lange mørke hår, der denne aften hang løst, hvirvlede foran hans øjne i et forsøg på at distrahere ham. Godt nok kendte hun kun til meget sædvanlige forsvarsmetoder, som dem hun havde set på TV, men hun vidste også at de virkede. Det havde selv Constantine bekræftet. ”I det mindste, har jeg ikke skrevet under på en gældende kontrakt!” Om han faktisk havde gjort det eller ej, kendte hun selvfølgelig ikke noget til. Det var bare, hvad hun nu kunne forestille sig, når man indgik en aftale med en som sortelveren. Det ragede hende egentlig heller ikke.

Som en afslutning på hendes noget rapkæftede kommentar, fik hun endelig rettet sig ordentligt op - trods hans noget akavede greb om hende - hvor hun ikke tøvede med at sende en albue i fjæset på ham. Om han så blev ramt eller ej, var sådan set hans egen skyld. Han var åben for det lige nu. Hun skulle lige til at råbe efter hjælp - for til forskel for havnen, var der nogle i nærheden her - men hun stoppede sig selv i tide. Hvad ville det hjælpe? De fleste var sikkert udvidende mennesker. Og hun lignede stadig noget der var ved at mutere indtil Lizard fra Spider Man.

Constantine strammede sit greb, som djævlen begyndte at sprælle for at komme fri. Det var næsten for fristende med den kæmpende krop i mod hans, det ville være så let at lade sine spidse tænder glide igennem hendes hud og smage hendes søde blod, som han vidste smagte godt. Gad vide, om Zane ville have noget i mod, hvis han havde lidt sjov med tøsen? Døren var ikke mere ødelagt end at han kunne lukke den og selvom han ville elske at høre hende skrige, ville det være muligt at stoppe noget i munden af hende, så de ikke forstyrrede naboerne mere end højest nødvendigt. Han overvejede kort tanken, men besluttede sig så for, at han ikke havde tid. Han skulle have Autumn tilbage til Abbadon. Hvordan var ikke helt planlagt, men han kunne jo stjæle en bil.

"Ddet er spild af energi at kæmpe, cherie." Han begyndte at gå ind i den lille entré for at slæbe hende ud af lejligheden. Hendes hår fløj rundt foran hans ansigt og han trak hovedet tilbage for at undgå det. Irriteret skulle han til at sige noget til hende igen, for at få hende til at holde op med at vride sig sådan, da der pludseligt kom en albue flyvende mod hans ansigt. Han kunne ikke undgå den, så skulle han slippe hende, så den hamrede ind i hans kindben og fik smerten til at skyde op igennem hans hoved. Men han slap hende ikke, så hårdt slog hun heller ikke.

Efter at have brugt et par sekunder på at samle sig, slap han hende med sin ene arm - det var ikke et problem for ham at holde hende med én arm - og tog fat i hendes hår, for hårdt at trække hendes hoved til den ene side.
"Du vil bare gøre mig vred?! Opfør dig ordentligt, ellers får Zane et halvdødt stykke legetøj leveret. Så vil jeg skide på, hvad han siger til det." Han hvæste vredt ved hendes øre, den her tøs var ved at være noget af en pestilens. At hente hende for Zane var ved at blive et trælst job, først den lille lorte mennesketøs, der slog fra sig og nu kunne den her skide djævel ikke finde ud af at komme med fredeligt. Det var lige før, at han overgav sig til sin egen lyst og slæbte hende med ind i lejligheden for at få sin egen hævn. Så måtte elvermanden blive hidsig.

Trods lysten til at få Autumn til at bløde, slap han hendes hår og tog ordentligt ved hende igen, for at begynde at slæbe hende videre igennem entréen og ud af hoveddøren.

Han slap hende ikke, og den paniske skuffelse skyllede kraftigt ind over hende. Havde hun ikke lagt nok kræfter i slaget? Selvfølgelig havde hun ikke det. Hun kunne ikke. Ligemeget hvor stærk hun så end var under overfladen, kunne hun ikke få sig selv til at udløse det. Selv nu hvor det var sværere at opretholde kontrollen på grund af den nye mængde af ukendt magi, der måtte flyde rundt i hendes årer, så var hendes mentalitet stadig rettet mod at holde det hele dæmpet eller endda blokeret. Hun udfoldede det første pib, da han noget voldsomt trak hendes hoved til siden. Ligeledes lukkede hun øjnene et kort sekunds tid, som forventede hun at kunne mærke hans tænder bore sig ned i halsen på hende. Hun kunne stadig fornemme, hvordan det havde været. Det var ikke meget anderledes fra andre vampyrer, men han havde nu alligevel sat sig godt fast i hendes hukommelse. Hun mistænkte at det nok var fordi, han ikke blot havde bidt et par få gange. Men han bed ikke. I stedet fik hun lov til at se døråbningen ud til opgangen komme tættere og tættere på.

Endnu mere panik skød op igennem hende, og hun var umådeligt tæt på at begynde og vride sig omkring igen. Eller endda sætte et ben i hvert sin side af dørkarmen. Men i stedet så hun ned ad sig på hans arme, der maste hende i et fast greb, inden hun begyndte at fumle ud efter den nærmeste af hans hænder: Det nærmeste bare hud, som hun kunne nå. Hun forbandede Zane utallige gange i sit hoved, idét hun lagde sin egen hånd mod hans og knugede den så godt, som det nu var muligt. Hvor hun dog hadede, hvor nemt det var for hende at bruge evnen. Og hvor hun hadede den fantastiske følelse, der blev sendt igennem hende sammen med de nye evner.
Det hele gik så hurtigt. Djævlen havde i princippet kun brug for en af de små finurligheder, hun kendte til omkring Constantine. Og hun tøvede ikke med at klemme sine øjne hårdt sammen i koncentration. Det kom helt bag på hende, hvor let det var. Og hvordan hun knap nok kunne mærke det hele store. Det gjorde ikke ondt. Så før hun selv vidste af det, var hun ikke andet end en sort kat i armene på vampyren.
Ligeledes gav hun ham ikke tid til at opdage det selv, før hun noget nemmere vred sig fri og med kløerne ude, kravlede op ad ham. Videre over hans ansigt, hvor hun efterlod et par kradsemærker, hvorpå hun til sidst hoppede ned og landede let og elegant på de fire ben på gulvet bag ham. Der var ingen tid at spilde for hende, så allerede inden hun vendte sig om igen, bed hun sig i tungen og vendte tilbage til sin menneskelige form, hvorpå hun straks spændte i kroppen indtil de to store vinger skød ud ad ryggen på hende i retningen af Constantine. Det kunne godt være at hun ikke var stærkere end ham, men hun vidste at trykket fra hendes vinger der spredte sig kunne være kraftigt nok til at skubbe selv en som ham et stykke væk. I dette tilfælde - opgangen.
Hvis det ellers lykkedes hende, at få ham nok der ud, svang hun omkring og greb fat i døren, for at smadre den i og forblev derefter presset opad den for at holde ham ude. ”Bare stop! Du har ingen idé, om hvordan han er! Please!”

Det gik stærkt. Mens Constantine var ved at slæbe Autumn ud af døren, rørte hun ved hans hånd, hvilket han ikke spekulerede nærmere over, før hun pludsleigt ændrede form. Hun formskiftede. Overrasket stoppede han op og så ned på den sorte kat, der havde taget djævletøsens plads. Det var som at kigge på sig selv, det var hans katteskikkelse. Han nåede ikke at reagere på det, før hun kravlede op af hans bryst med kløerne, der både gik ind i hans jakke, men også igennem hans t-shirt og lavede svidende rifter på hans bryst, og derefter op over hans ansigt. Igen med kløerne fremme.
"Av for fanden i helvede," udbrød han, som hun til sidst satte af og efterlod rifter i hans hovedbund. Han løftede hånden op og rørte ved sit ansigt, der brændte der, hvor hun havde krattet hul. "Lille lort." Vreden væltede op i ham og han vendte sig for at følge efter hende ind i lejligheden, men inden han nåede at se sig om, blev han blæst et par skridt bagud og døren blev smækket for næsen af ham.

Først stod han og stirrede lidt på døren, lidt rundt på gulvet, men den skarpe smerte fra kattens kløer fortsatte med at få vreden til at boble i ham. Ikke at det gjorde ondt længe, de overfladiske skrammer forsvandt hurtigt. Det gjorde vreden dog ikke. For at afreagere på et eller andet, gav han det bevidstløse menneske et los, inden han lagde hovedet på skrå og så på døren. Troede djævlen selv, at en dør, om hun holdt ved den eller ej, var et problem for ham. Han så ned på sin nye hånd og smilede. Nope. Slet ikke med dette stykke legetøj.

"Jeg ved præcis, hvordan han er." Hårdt hamrede han metalhånden mod døren ved det øverste hængsel. Den gik lige igennem uden den mindste smerte for Constantine. Han bukkede sig lidt, så han kunne slå ved det nederste hængsel.
"Han minder lidt om mig." Endnu en gang gik hånden igen. Nu hvor døren ikke hang fast hverken i den ene eller den anden side, da han jo havde ødelagt den der, hvor låsen sad, kunne han bare begynde at skubbe indad. Det var kun dæmonen han skule flytte på nu, og det burde være let.
"Han elsker at have det sjovt."

Hvis det lykkedes ham at skubbe døren og Autumn ind i entréen, ville han flå den til siden, så han kunne forsøge at få fat i djævlen. Pludseligt havde han besluttet sig for, at han var ligeglad med, om Zane ville have tøsen i hel stand, hun havde pisset ham nok af til at nu ville han bare påføre hende smerte. Se hende bløde. Høre hende skrige.

Forskrækket skreg hun, da han slå imod døren første gang. Og hun skreg ligeledes da han slog imod den en anden gang. Hun havde set hans hånd bryde igennem træet med lethed. Eller hvad, hun troede var hans hånd. Den bag ikke samme blege hud, som resten af hans krop. Og hun huskede bestemt ikke, at have set noget lignende sidste gang, hvor hun ellers havde troet, at hun havde fået nærstuderet ham godt nok. Men til trods for at hun blev ufattelige bange for at den mystiske hånd ville hamre igennem døren lige præcis, der hvor hun stod, så blev hun ved med at lægge så meget vægt ind imod den som muligt for at forholde den lukket. Det var dog blevet som at presse en simpelt træplade op som en parade.

Som Constantine skubbede til den løsrevne dør, gled Autumn yderligere op på sine tær, mens hun stille og roligt blev tvunget længere og længere tilbage. Hun lagde ikke engang mærke til, hvordan hendes fødder gled hen over det glatte gulv, eftersom hun havde lukket øjnene i for at holde sig fokuseret. Det var først, da døren blev flået væk, at hun vågnede op til virkeligheden, hvor hun atter stod ansigt til ansigt til ham. Og præcis som, da han havde trukket battet ud af hendes hænder, stod hun et øjeblik og bare stirrede på ham, som indså hun sit nederlag. Han virkede altid til at være lagt højere end, han egentlig var, når hun stod foran ham. Han lignede en hver anden fra Di Morga, men alligevel kunne han få det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende ved blot at se på hende.
”Hvor-Hvorfor hjælper du ham overhoved?” Hendes stemme var blevet en smule mere ynkelig. Et lille skridt blev taget bagud og væk fra ham. Og så et andet. ”Er det fordi jeg bed dig? For gæt hvem der bed mig fØRST!” Godt nok hævede hun stemmen, men den rystede stadig i takt med skrækken, der langsomt fyldte hendes krop.

”HEY! Der oppe!” Pludselig rungede en arrig stemme ude fra opgangen. Det var den ældre herre ned fra tredje etage, lød det til. ”Hvad sker der, der oppe?? Kan vi så få noget nattero!!” Nogen havde hørt dem. Ikke underligt, sådan som de havde rumsteret rundt og råb ad hinanden. ”Jeg ringer efter politiet, hvis I ikke dæmper jer, I møgunger!” Var det hendes chance? Den ældre herre kunne muligt gøre noget. Men politiet?

Døren flyttede sig, som han skubbede den ind i lejligheden med djævletøsen bagved. Udtrykket i hendes øjne, da han flåede døren væk, så den hamrede ind i væggen, var guld værd og han glædede sig allerede til at smage tøsens blod igen. Få den varme væske til at flyde, så den metalliske lugt ville sprede sig i luften og blande sig med hendes skrig. Selvom Constantine lige havde spist sig mæt på vej herover, kunne han sagtens nyde noget at Autumns blod som dessert.

Han gik et skridt frem, som hun gik tilbage.
"Han gav mig et tilbud jeg ikke kunne sige nej til." Det var vel i og for sig sandt. Zane havde brændt hans hånd af og tilbudt ham en ny, hvis han ville arbejde for ham. Man kunne måse ikke kalde det et tilbud, men Constantine havde i hvert fald sagt ja. Og der var da også blevet lovet andet mere almindelige ting, som løn og et sted at bo. Dog havde Constantine nok aldrig sagt ja til Zane, hvis det ikke var fordi, at manden havde valgt at brænde hans hånd af.

Lige som han skulle til at række ud efter djævletøsen igen, blev der råbt nedefra af en eller anden mand, der var sur over larmen de lavede. Politi? Det var ikke en god idé. Constantine havde kunne holde sig væk fra politiet i sin tid i Di Morga og han havde ikke planer om at komme i karambolage med dem. Hurtigt overvejede han, hvad han skulle gøre. Først og fremmest burde han vel sørge for, at tøsen ikke råbte op efter hjælp, så han vendte sit blik mod hende.
"Råb om hjælp og jeg slår dig ihjel inden nogen kan komme og redde dig." Det var en flad konstatering. Han regnede ikke med, at han skulle forklare hende, at den eneste grund til, at hun ikke var død endnu var, at Zane ville have hende i live.

Uden at se, om hun adlød, lænede han sig til tilbage og råbte ud af døren.
"Undskyld hr., det er jeg ked af, døren er af sine hængsler nu, så vi skal nok være stille." Om det var noget, der ville holde politiet væk eller ej, det måtte han se på. Måske det ville være en god idé at få fat på tøsen nu og så tage hende med et andet sted hen, hvis han skulle have lidt sjov med hende. Han så igen ind i lejligheden mod Au.
"Hvor kom vi til.."

Det var som om, at han hældte isnende koldt vand ned ad nakken på hende, da truede hende med livet. Hvor mange gange havde han ikke allerede gjort det? Måske ikke lige denne gang, men hun huskede samme følelse af sårbarhed fra tidligere. Hun var umådelige bange for døden. Og han vidste det nok bedre end så mange andre fremmede. Men så selvom han faktisk fik sippet hendes læber sammen, fjernede det ikke overvejelsen. Og en hvis form for irritation begyndte også at vise sin tilstedeværelse. En irritation, der havde der havde været ret bredt spred ud, men som nu rettede sig mere og mere imod Constantine.

”Arh! Ja tak! Der er nogle der prøver at sove.” Den ældre herre var tydeligvis meget utilfreds, men der var ikke meget andet han kunne gøre ved situationen. ”Hvis det sker igen, sender jeg en klage af sted. Høre du mig, mr. Ferraro!” Og så smækkede en dør hårdt i på etagen under dem. Autumn fik en grim smag i munden, da vampyren endte med at blive forvekslet med Evan. Hvem ville nogensinde kunne tro, at de var den samme person? De lød absolut ikke ens. Spøgelset havde en langt mere behagelig stemme. Hun følte sig helt… fornærmet!

Hendes blå øjne borede sig straks hen imod ham, da opmærksomheden blev vendt tilbage imod hende. Irritationen måtte have begyndt at vise sig lidt bedre iblandt hendes forskræmte ansigt. Hænderne havde grebet fat omkring den nederst kant på den alt for store T-shirt, som hun brugte til at sove i, hvor fingrene knugede sig hårdt omkring det bløde stof. ”Du… var på vej ud.”
Igen gjorde hun et forsøg på at gøre afstand mellem dem. Med ét satte hun en skarp kurs imod køkkenet, der var i en åben plan til dagligstuen. Der måtte være noget der, hun kunne bruge. Hvis hun var heldig, ville hun kunne finde noget sølvbestik i en af skufferne. Bare et eller andet. Desperat rev hun skuffe efter skuffe ud og rodede panisk rundt til et punkt, hvor hun næsten glemte, hvad hun faktisk ledte efter, så hun til sidst endte med at gribe fat om en af de større køkkenknive, inden hun drejede omkring i den retning, hun forventede at finde vampyren. Med kniven rettet frem foran sig. Klar til at svinge rundt, hvis han kom for tæt på.

Så tog hun en dyb indånding. Helt ned i lungerne. Og skilte så de tørre læber ad. Hun råbte ikke. Ikke efter hjælp i hvert fald. I stedet skreg hun. Højlydt og lettere brølende. I det mindste vidste, hun alt for godt, hvordan et skrig fungerede. Det var endnu et beskidt trick. Dem havde hun tilsyneladende en helt masse af liggende til rådighed.

Tøsen var begyndt at se irriteret ud igennem skrækken. Irriteret?! Det var da hende, der gjorde det hele mere besværligt for ham, i stedet for bare at overgive sig. Hun ville jo tabe alligevel, det vidste hun forhåbentligt godt. Kunne hun ikke bare følge fredeligt med, det ville være så meget lettere.
Som om hun svarede på hans tankegang spænede hun af sted ind i lejligheden. Lyden af en skuffe, der blev flået op, fik Constantine til at sukke.

"Hvorfor gør du det også så besværligt? Giv nu bare op og følg med." Han fulgte langsomt efter hende, hvilket ledte ham hen til lejlighedens køkkenafdeling, hvor djævletøsen var ved at rode skuffer igennem, sikkert efter et eller andet våben. Det tog Constantine ikke specielt tungt, for selvom hun fandt noget af sølv, tvivlede han på, at det var noget, der kunne gøre ret stor skade. Selv hvis hun formåede at stikke en sølvkniv i ham, ville det ikke være værre, end at den kunne hives ud igen og såret ville være noget længere om at læges. Han havde prøvet værre. Meget værre.
Så i stedet blev han stående og betragtede hendes panik med et lidt træt udtryk.
"Finder du noget spændende?"

Endeligt hev hun et eller andet frem og han himlede med øjnene. En køkkenkniv. Uuh, nu var han bange. Som om den kunne gøre så stor skade, at det ville forhindre ham i at komme efter hende. Hvad troede hun selv?
Pludseligt skreg hun. Ikke ligefrem noget yndefuldt pigeskrig, men lyden skar ind i hans sarte ører og han skar en grimasse. For helvede en larm. Hurtigt trådte han frem, greb hårdt fat om knivens blad med sin venstre hånd, hvor metallet ikke ville tage skade af det skarpe blad, og lod sin anden knyttede hånd fare mod tøsens mave. Det var et hårdt slag, rettet mod at slå luften ud af lungerne på hende for at stoppe skrigeriet. Et effektivt slag, der ikke bar præg af den kærlighed som Zane ville have haft for et slag af den slags.

Hvis han ramte, ville han samtidigt flå kniven fra hende og derefter gribe hende, trække hende ind til sig og derefter lægge en arm om halsen på hende i et kvælertag, parat til at lukke for hendes vejrtrækning og blodtilførslen til hjernen.
"Jeg sagde, at du skulle tie stille," hvæse han irriteret.

Siden hvornår var han blevet så stærk? Hun vidste godt, at vampyrer havde nogle fantastiske reflekser, men Constantines ellers ligetil tilgang til alt, havde før virket langt mere klodset. Enten det, eller også havde hun været for optaget af alt andet, til at lægge yderligere mærke til den slags. Idét han stormede imod hende, gjorde hun klar til at svinge rundt med kniven, som vidste hun faktisk, hvordan man brugte den, men desværre havde skæbnen en anden idé om, hvordan det skulle gå. Overrasket så hun til, hvordan han bare greb fat omkring kniven, selvom hun havde koncentreret sig om at undgå hans greb. Og så kom slaget.

Det smertefylde brøl, der ellers ville have forladt hendes strube blev straks kvalt på grund af manglen på luft, da hans hånd borede sig ind i hendes allerede sarte mave. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for ikke at give slip på kniven, men hun mistede pludselig al viljestyrke i et kort øjeblik. Det var ikke så meget fordi at slaget bragte hende fuldkommen uudholdeligt smerte, til trods for at det gjorde afsindigt ondt. Det var mere det splitsekund, hvor hun blev sendt tilbage til kælderen. Automatisk knækkede hun sammen og havde nær mistet alt styrke i sine ben og faldet om på gulvet, hvis ikke det havde været fordi, han atter fik rakt ud efter hende og holdt hende oprejst.
Kvælertaget bragte hende hurtigt tilbage til virkeligheden, og lige som så meget andet han havde gjort, gik hun med det samme i gang med at stå mod. Desperat foldede hun sine arme omkring hans ene og kæmpede for at fjerne den fra hendes hals. Hun gjorde sit for at hamre sine albuer imod hans brystkasse, selvom hun godt vidste, at det nok ikke ville hjælpe meget. ”Slip mig!!” råbte hun panisk. Igen adlød hun ham ikke. Hun ville ikke bare forblive stille.

Hun lænede sit hoved helt tilbage for at kunne se op imod hans ansigt. Afslørede sit eget forskræmte og ynkelige udtryk. Lod ham overvære, hvordan de blå øjne blev mere og mere blanke, som de blev fyldt med tårer. Plamagerne af de grønne skæld fik en kraftigere farve i takt med at hendes hud blev blegere af frygt. Vingerne gjorde sit til at baske vild – eller rettere så prøvede de at bevæge sig så meget som muligt i det lille mellemrum mellem hans overkrop og hendes ryg – for at forsøge at skubbe ham væk fra hende. ”Du har ret. Du er ligesom ham…” sagde hun hæst og med tydeligt besvær grundet afskæringen af hendes luft. ”You’re all the same…!”

Hun greb endnu hårdere fat omkring hans arm. Hvis hun ikke allerede havde bidt sine negle helt ned ville de nok have spiddet sig ned i den. Hun lænede sit hoved så meget frem som hun kunne. Og hvis bare hun kunne nå, ville hun bide hårdt ned i armen og klikke sine stærke kæber sammen.

Constantine havde godt ved rundt om Autumns hals, men ikke nok til at få hende til at besvime. Det var ikke meningen, at han skulle klemme livet ud af hende, selvom han næsten var fristet. Han smed kniven væk, som hun gav slip på den, så den raslede hen af køkkenbordet, en smule bøjet efter hans hård greb.
Hendes forsøg på at slå ham med sine albuer var ikke hårde nok til at skabe ret meget ubehag for ham. Faktisk var vingerne værre, de hang i vejen og gjorde det svært for ham at holde sit greb i hende. Nu han havde smidt kniven fra sig, var hans venstre hånd fri, så han tog hårdt fat i den ene vinge, for at få den til at stoppe med det forbandede baskeri, der både fik ham til at stramme grebet om djævlen, men også fik ham til at skulle koncentrere sig om sin balance.

Som tøsebarnet så på ham med sine store blanke øjne og sit ansigt med grønne skæl, kunne han nu ikke lade være med at grine lidt af hende. Åh så ynkelig.
"Nah, han er syg i hovedet. Mere end mig, tro det el..." Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før hun bed ham i armen. Hun bed ham. Og for fanden hun bed hårdt. Ikke nok til at bide igennem jakken, men det var da tæt på. Nu var Constantine aldrig blevet bidt af en hest, men hvis han var, så ville han nok mene, at det føltes på samme måde. Hurtigt røg hans hånd fra hendes vinge og op i hendes hår i et forsøg på at trække hende væk.

Da hun slap, klaskede han hendes hoved ned i køkkenbordet. Ikke hårdt nok til at slå hende helt ud, men nok til at hun burde blive ukampdygtig for nogle minutter.
"Fucking møgtøs," mumlede han vredt. Han lod blikket glide over sine omgivelser efter noget til at binde hende med og fik øje på en ledning. Uden videre lod han hende falde til gulvet, mens han greb ledningen og rev den fri fra den toaster, den hørte til, hvorefter han bukkede sig ned og bandt hendes hænder sammen på ryggen under de store vinger. Derefter rev han en ledning ud af en lampe og bandt hendes fødder sammen. Til sidst greb han et viskestykke, flåede det i stykker og proppede et stykke ind i Autumns mund, for derefter at binde den anden del rundt om hendes hoved, så hun ikke kunne spytte stoffet ud igen. Herefter kiggede han lidt på sit mesterværk.
"Så. Nu må det da være muligt at få dig til at holde kæft og følge med." Han bukkede sig ned, greb fat i bunden af hendes ene vinge og begyndte så at slæbe hende ud af lejligheden.

Autumn blev mødt med en form for indsigelse, da hun blev tvunget til at give slip, hvis ikke hun ønskede at få flået sin kæbe af led og pludselig så køkkenbordet komme nærmere og nærmere i høj fart. Det var en skrækkelige oplevelse, at faktisk være opmærksom på, hvad der skulle ske, men uden at man selv kunne gøre noget ved det. Der var ikke andet for hende at gøre end at lukke øjnene og tage det som det kom. Og selvom hun egentlig slet ikke nåede så langt, inden hendes ansigt blev hamret ned i bordpladen. En skarp smerte skød straks igennem hendes næse, og hun var overbevist om, at hun havde hørt et knæk. Hvis ikke flere. Hun brølede smertefuldt idét det skete, men så snart hun blev rettet op igen, blev hun stille igen. Hun vaklede faretruende og så snart Constantine slap hende helt, gav hendes ben efter og hun faldt stønnende til gulvet som en beskidt og fugtig klud.

Det hele snurrede rundt for hende. Hele midten af hendes ansigt dunkede, og hun kunne allerede smage blod på sine læber, der var sivet fra den brækkede næse. Hun havde et allerede fået et sløret udtryk i øjnene, hvilket nok nemt kunne fortælle, at hun lå lige på kanten. Hun var ikke vant til den slags. Lige på det punkt, var hun ikke hærdet nok til at kunne fortsætte som de gjorde i film.
Hun kunne mærke, hvordan han bandt hendes hænder. Og så hendes fødder. Hun følte hvordan han strammede ledningerne stramt, så hun ikke ville kunne vride sig fri. Men selvom, at hun var klar over, hvad han gjorde, så kunne hun ikke kæmpe imod. Hun følte sig besejret. Og hvilken forfærdelige følelse det var. Ligemeget, hvor mange gang hun så end måtte have følt det, så ændrede det sig aldrig rigtig til noget, hun bare kunne smide over skulderen som, noget hun var vant til.
idét han fyldte hendes mund med stof, der straks gjorde hendes tunge knastør, syntes hun dog at live lidt mere op. Panisk forsøgte hun at sige noget, men det blev kun til utydelige mumlende lyde. Hun gjorde sit bedste for at manøvre klumpen af viskestykket ud af sin mund, men det nyttede ikke noget.

Det var bestemt ikke rart at blive trukket af sted i vingen. Det var trods alt ikke bare lag af tykt leder, der voksede på et par knogler. Der var levende nerver i dem. Hun vred sig sløset for at komme fri, men stivnede fast, lige efter at være blevet slæbt hen over dørkanten, og hun fik øje på Mei igen. Hvad lavede hun også her?