What Shines The Most ? [Diego]

Vinden tog blidt fat i Xsilvias hår og tog det om på hendes ryg, hun sad ned på stranden med fødderne i vandkanten dog kunne vandet ikke nå andet af hende. Hun var iført en sort hættetrøje en sort nederdel og lige så sorte leggins, dog var hun ikke så svær at få øje på. Selvom hun så nok så uskyldig ud så hang en svag duft af blod ved hende, hun havde ellers vasket hænderne af i havets vand så sporende var næsten forsvundet. En lille smugle blod var på hendes ærmer men dette regnede hun ikke med at et menneske ville registrerer hvis sådan et individ skulle finde hende. Hendes øjne lyste svagt op i en diamantblå farve og de røde læber blev en sidste gang slikket af for at finde rester af blod.
Selvom at man skulle tro at hun frøs da hendes fødder var i det kolde vand, så var dette ikke tilfældet, hvordan kunne hun også dette? Hun var jo det de fleste ville betragte som død? Og alligevel ikke helt.
Hendes opmærksomhed var begravet i de små bølger der trak sig frem og tilbage, om og om igen. Fascinerende at de kunne dette, ja hun havde set havet før men aldrig rørt det, så det var nyt. En krappe formåede at kravle hen over hendes fod og et let smil gled hen over Xsilvias læber før det forsvandt igen... ligesom krappen.

Diego kom slentrende hen langs vandkanten ... Hvornår havde han sidst været ude og nyde naturen? Det var årtier siden. Han havde holdt sig i tætte menneskemængder, hvor han faldt i med omgivelserne, så han ikke kunne ses for andre ... Han havde skjult sig så længe, men endelig var han lidt fri ... Han indåndede den salte luft og et svagt smil bredte sig på hans læber.

Blod.
Lugten fjernede hans opmærksomhed fra de smukke omgivelser, og han så straks hen imod pigen i vandkanten. Han havde ellers troet han var alene, men sådan var det åbenbart ikke ... I det mindste virkede pigen ikke som nogen trussel. Hun lugtede stærkt af blod, hvilket kunne tyde på, at hun var såret. Måske kunne han få sig lidt at drikke, hvis han var heldig ...
Han gik hen imod hende med rolige skridt. Vinden generede ham ikke, selvom han kun var iført en skjorte og jeans. Hans tøj var mørkt, og hans sorte hår han ned over hans røde øjne, som hurtigt skiftede til en klar, grøn farve.
Bølgerne brusede på den ene side af ham, og stilheden på den anden side virkede nærmest knusende roligt. Og pigen sad i midten, hvor grænsen var trukket i det våde sand. Sceaneriet var smukt og virkede næsten eventyrsagtigt ... Men Diegos tanker var i en anden verden og han overvejede ikke engang at nyde naturen mere.
"Er du okay?" Stemmen lød bekymret, men der var intet oprigtigt ved følelsen.

Xsilvia opdagede intet, hendes nysgerrighed var af og til en ulempe når det kom til at holde vagt. Hun lagde slet ikke mærke til ham da han kom hen mod hende. Hendes opmærksomhed og tanket var hos vandet, hvis man da kunne sige sådan. Der måtte være nogen eller noget der fik vandet til at gå frem og tilbage, der måtte være en der skubbede og en der trak, eller bare en eller noget der gjorde begge dele. Hendes hoved gav et ryg og hun stirrede på månen, mon det var den? hun lænede hovedet en smugle på skrå og så både nysgerrig og spørgende op på månen. Men hvad ellers kunne se hele havet? hvad kunne ellers gøre de...
hendes hoved gav endnu et ryg og hun så på drengen der pludselig stod ved siden af hende, hvor kom han fra? Inden i skældte hun sig selv ud over igen at ha været så optaget af noget at hun ikke havde lagt mærke til andre. "ja jeg..." hun stoppede kort og så tænkende på ham imens hun kort snuste ind, hvis hun ikke tog fejl var han vampyr, noget i hende vendte sig... ikke fordi han var utiltrækkende, slet ikke! Hun så kort ned på hendes tænder om mindede sig selv om de dage hun havde været syg. Så kom hun igen i tanke om hvad hun var ved, og ligeså i tanke om hvorfor han nok viste interesse, hun lugtede af blod, også selvom hun havde forsøgt at vaske det så var der noget på hendes tøj... ud over det bar hun selv lidt blod i kroppen?
Et forførende og roligt smil kom frem på hendes læber "jeg har det fint tak" hendes stemme var forførende, blød og behalig. En stemme man havde lyst til at lytte til. Ikke noget hun altid gjorde med vilje, denne gang var det uvidst om det var med vilje eller ikke.