Playing with water..

Han smilte blidt til hende " Du behøver ikke sige noget Hazelin" sagde han og lod kort en hånd glide gennem hans hår inden han mærkede hende tage om hans arm og gå med han ved strandens kant mod hendes hus. Han var ligeglad hvordan hun boede, hun var smuk og venlig, det var det, som det handlede om, ikke hvor usselt hun boede. Han så ud over havet med et smil " Det er smukt om det blæser eller ej.. Ligesom dig Hazelin" sagde han med et kækt smil på læberne inden han så på hende og derefter i retning af hytten hun boede i " Hazelin.. Om du bor usselt eller smukt er mig lige meget.. Det er ikke det jeg dømmer dig på.." sagde han og stoppede kort op og strøg blidt hendes ene kind og smilte derefter til hende.

Hazelin holdt kort om hans arm mens de gik langs det mørke vand. Hun var ikke bange for ham mere, nærmere usikker. Hun ville så nødig være i vejen for ham, måske var det også derfor hun havde sagt, at det bare skulle være til hun fandt noget andet. Fordi hun ikke ville holde ham tilbage.
"det ved jeg godt du siger Izmael.. Jeg.. Jeg føler mig bare så dum.. Og flov ikke mindst" sukkede hun og så på huset da de nåede frem til det. Langsomt gik hun hen og låste døren op. Lod ham gå ind, inden hun lukkede døren bag ham og sukkede "velkommen til mit hjem" sagde hun forsigtigt. Huset var faldefærdigt og råddent, og møblerne var en gammel sofa og et lille sofabord.
"jeg kan ikke rigtigt byde dig på noget.. Andet end at jeg gerne vil sige tark for de pæne ord om mig" grinte hun lavt og så ned i gulvet, let gled hendes tunge ud og fugtede hendes røde læber. Hun holdt jo egentlig meget af lige netop det her sted, fordi det var så tæt på vandet, men det var bare ikke godt for hende, hun var nærmest konstant syg.

Han så på hende med et blidt smil på læberne " Der er intet at være flov over Hazel.. Jeg dømmer ikke folk efter hvordan deres hjem er" sagde han og så i retningen af døren i huset, som de var på vej over mod. Da hun havde låst op og lod ham gå indenfor kom der et smil frem på hans læber. Efter hans mening, så boede hun meget fint, han kunne i hvert fald godt lide det. Hans blik rettede sig mod hende og han smilte " Du behøver ikke byde mig på noget, min kære" sagde han og lod en hånd glide gennem hans hår " Hazel.. Jeg tænkte på.. Hvis du ikke kan lide at bo her om du så ville bo ved mig?" sagde han med et genert smil på læberne. Han vidste ikke om hun ville, men han ville blive glad hvis hun ville. Han så på hende med intense øjne, mens han stille gik over mod hende, stille lod han sine hænder hvile på hendes hofter.

Hazelin så ham blidt i øjnene, og bed sig i læben. “Neij men stadigvæk.. Jeg kan ikke lade være.. Det nok oz fordi folk i forvejen ser skidt på mig” sukkede hun og lod ham komme ind i huset. Hun så lidt genert på ham, da han gik ind, og lod hovedet glide på skrå. “Jeg kan byde på vand?” drillede hun legende. Og så rundt i den lille stue, han virkede da heldigvis ikke til at syntes hun boede grimt. Langsomt strakte hun sig, og så mod ham da han snakkede igen. “Hos dig?.. Izmael det.. Det vil jeg meget gerne men.. Men jeg er bange for at.. Der skal ske dig noget, fordi jeg er hos dig” sagde hun stille. Forsigtigt så hun ham i øjnene, og rødmede en anelse, idet han lod hænderne hvile mod hendes hofter. “Jeg vil ikke have der sker dig noget, fordi jeg bor hos dig” mumlede hun og så ham stadig i øjnene, med et ganske stille smil.

Han så på hende med et svagt smil " Der sker mig intet.. Stol trygt på det" sagde han og lod hans hånd glide op og stryge over hendes ene kind. Han var ligeglad om der kom nogle efter hende, han ville forsvare hende med hans liv og aldrig lade hende være alene et sekund. Han smilte blidt til hende og tog hende ind til sig så de stod klods op af hinanden. Han mærkede hvor kold hun var og bed sig kort i underlæben " Kære skat dog.. Du er jo helt kold" sagde han og krammede hende. Det var egentlig ikke fordi han selv var varm, men varmere end hende var han da. Han sukkede kort da han kom i tanke om Hekla, han så på hende med et blidt smil " Hazel.. Du er ikke bange for hunde vel? Jeg har en grand danois.." sagde han og så på hende med et forsigtigt smil, han håbede ikke hun var bange for hunde.

Langsomt nussede hun hans brystkasse og bed sig hårdt i læben. ”Jeg… Jeg er bare bange for at der sker dig noget, og det så er min skyld” mumlede hun stille, og hvilede hovedet mod hans skulder. ”Jeg er altid kold.. Jeg fryser altid.. Fordi der er så koldt her” sukkede hun opgivende, og så ham i øjnene med et stille smil. Hun lod en spinkel hånd stryge over hans kind. Og lænede sig op til ham, kyssede forsigtigt hans kind, og sukkede glad for sig selv. Hun så dog nysgerrigt på ham, idet han spurgte om hun var bange for hunde. ”Neij jeg er ikke bange for hunde.. Så længe den ikke gør mig noget” grinte hun glad. Og trak sig lidt væk. ”Men så okay.. Jeg vil gerne være hos dig så.. Hvis du er helt sikker” sagde hun blidt. Og trak derefter på skuldrene. Han skulle på ingen måde føle sig presset til at hjælpe hende, hvis han ikke havde lyst til det. Men han virkede da til at det ville glæde ham.

Han så ned på hende med et smil og sukkede " Jeg kan klare mig" sagde han og smilte blidt til hende. Han lod roligt en hånd glide gennem sit hår og sukkede " Well, Hekla gør intet, hun er fuldkommen harmløs, med mindre du gør noget mod mig... Men det regner jeg ikke med du vil" sagde han og smilte til hende. Han så på hende da hun trak sig væk " Noget du vil have med? Så kan jeg tage noget af det" sagde han og så sig omkring og smilte. Hvis der var noget hun behøvede ville han gerne hjælpe hende med at få det hjem til ham, det var helt sikkert, men egentlig havde hun som sådan ikke brug for det, da han havde massere af ting, som hun kunne benytte sig af, hvilket hun havde fri lejlighed til, når de kom hjem til ham " Pak det du behøver og så smutter vi hjem til mig" sagde han og smilte blidt til hende og gik op bag hende og lå armene om hende og holdt hende ind til sig " Jeg kan ikke lide du er så kold" sagde han og kyssede kort hendes hals og bed sig derefter i underlæben og smilte usikkert for sig selv.

Hazelin så ham i øjnene og smilte lidt forsigtigt mens de gik. "jeg tror ikke rigtigt jeg har noget jeg skal have med, jeg har jo min taske med og det er alt jeg har" sagde hun tænkende og ved sig hårdt i læben. Langsomt så hun ham i øjnene, og nussede hans hånd lidt, hun virkede tryg sammen med ham. Det var rart at snakke med ham, og være tæt på ham. Hun nød alt ved ham.
"jeg glæder mig til at se din hund så, og neij jeg har ingen planer om at gøre dig noget, det kunne jeg aldrig finde på" mumlede hun og stoppede op sammen med ham. Hun rettede lidt på sin jakke og lod de blå øjne glide mod himlen. Det var egentlig dejligt der var så stille omkring dem, man kunne tydeligt høre bølgerne der slog mod stranden, og træernes blade der hvislede mod hinanden. Kort efter kiggede hun dog tilbage mod ham.
En varm følelse bredte sig indeni hende, da han gik om bagved hende og lod armene hvile om livet på hende. Hun lukkede øjnene, mærkede hans læber mod sin hals og smilte for sig selv. "jeg er altid kold.. Det ok.. Tark fordi du bekymre dig for mig Iz.. Du.. Jeg ved ikk hvad jeg skal sige, du er så dejlig.. Og god ved mig" hviskede hun blidt.