sne-spøgelse

Hun kunne slet ikke fatte at man kunne reagere så voldsomt en lille, harmløs berøring. Da han så bad hende om, aldrig at være det igen, overvejede hun kort at sige sandheden, eller det han ville høre. Der var jo nogen, der sagde at man kom længest med sandheden, så hun sagde stille: "Det skal jeg prøve på... Men jeg kan desværre ikke love noget. Det ligger i min natur." Som om det var en undskyldning, psh! Hun kendte da godt forskel på rigtigt og forkert, hun valgte bare bevidst den forkerte. Som alle andre.

Han tørrede bare sine tåre af med sit ærme, og havde håbet på at han aldrig ville opleve dette. Han ville ønske at han kunne være normal, men det kunne han ikke og derfor ville han bare prøve på at leve så normalt som muligt. Så hvis folk skulle røre ham for at han ikke fik anfald så ville han holde sig væk, det var jo også det han havde gjort igennem hele sit liv "d... du må aldrig" hviskede han inden han satte sig langsomt op, han så sig lidt omkring mens hans krop stadig rystede en lille smugle.

Hun rystede på hovedet og sagde: "Det ved jeg - det ved jeg.." Så kiggede hun skamfuldt ned, fordi hun ikke havde haft mere selvbeherskelse. Det var hun klar over. Men hun kunne, som sagt, ikke love noget. Hun var som en tikkende bombe - utilregnlig.
"Jeg skal prøve..." sagde hun så bare - det lød ikke så slemt igen. Det var egentlig en meget god ting. Alt fordreje sandheden. Så løj man jo ikke, man fortalte jo bare ikke det hele. Det måtte hun til at gøre noget mere!

Han viste ikke engang hvorfor hun sådan havde overfaldet ham, han havde jo ikke ligefrem gjort hende noget end at sige at hun skulle holde sig væk fra ham. Han tørrede en enkel tåre væk fra sin kind og lag sin medicin tilbage i tasken før han rejste sig op "je.. jeg må hjem" hviskede han og ville bare gerne hjem i sikkerhed, det var nok det eneste sted han ville hen når sådan noget skete. Han vende sig bare om og begynde at gå hen mod hullet i hegnet, mens han prøvede på at stoppe med at ryste i kroppen.

Hun trak sig væk og betragtede ham lidt, da han sagde at han måtte hjem. Hun forstod godt, hvorfor han ville væk så hurtigt som muligt, men det ville hun ikke tillade. Ikke endnu, i hvert fald.
"Så lad mig i det mindste følge dig hjem..." sagde hun og prøvede at smile et beroligende smil. Men det virkede ikke som om, at noget som helst kunne berolige denne dreng. Hvilken sygdom havde han mon? Hun syntes ikke lige, at hun kunne genkende en lignende, så den måtte da være rimelig sjælend. Tænk, ikke at kunne røre ved folk. Ikke engang at give og modtage kram. Frygteligt.

Det var jo ikke fordi Andrei var særlig glad for at han ikke kunne røre ved andre, når han så alle de børn som legede sammen eller de kærestepar som gik hånd i hånd. Så var det ikke noget i hele verden, som han hadet mere end sig selv. I sine drømme var han en helt normal dreng havde venner som han kunne fjolle rundt med, og ikke risikere at få anfald eller komme til skade på ingentid. Han kunne kramme sine forældre, sine venner. Også kunne han også elske en anden person, virkelig prøve den følelse i at være forelsket... Men når han vågner som er han altid i virkeligheden, hvor han ikke kan vise sine forældre den kærlighed som børn gør til sine forældre blot ved et kram, hospitaler som han tit kommer hen på og anfald. Det var ikke altid til at forstå hvordan han kunne være sådan en glad dreng, hvordan kan kunne sætte et smil på læberne hver dag og prøve på at leve livet godt.
Han tænkte jo heller ikke så ofte på det, og det var jo hans forældre som tog ansvaret i at passe på ham... men når han så børn lege eller kærestepar, så blev han hurtigt mindet om hvordan hans liv var.

Han så bare på hende og gav et lille nik fra sig "b.. bestemmer du selv" sagde han og håbede vel bare på at hun ikke ville overfalde ham igen, han var jo heller ikke en af de personer som kunne sige nej. Han gik igennem hullet i hegnet og forsatte ned af gaden, uden at rigtigt at sige noget da han næsten aldrig var den som sagde noget og svarede heller folk.

Hun prøvede at forestille sig, hvordan det måtte have været at leve sådan et liv, men det var svært. Tænk at han så aldrig havde fået et godnatkys af sin mor. Eller et anderkendende skulderklap af sin far. Det var svært at forestille sig, og hun vidste ikke hvor i alverden hun ville være i dag uden alle disse små ting, som virkede så simple. Ting, som hun havde taget forgivet.

Hun smilede skævt, da han tillod hende at følge ham hjem, selvom han ikke just virkede tryg ved situationen. Men hvem kunne bebrejde ham? Hun havde jo trods alt lige overfaldet ham. Hun gyste lidt og skubbede mindet væk.

Sådan gik de lidt i stilhed, hvorefter hun pludselig spurgte: "Har du egentlig altid haft denne... øh... sygdom?" Hun var lidt i tvivl om, hvad hun skulle kalde det, og håbede ikke at det ville gøre ham sur eller fornærmet, hvis det ikke var tilfældet.

Man kunne jo godt kalde det en sygdom? han fik jo ligefrem anfald af det, så han havde skam heller ikke noget imod hvad end folk ville kalde det. Han viste jo også hvad de fleste tænkte ham om, at han var sindssyg bare fordi de ikke viste hvordan det var. Han lod langsomt sit blik glide kort hen på hende, inden det røg tilbage på jorden for at han skulle se hvor han gik "ja... så langtid jeg kan huske det.. m.. men når jeg var baby kunne mine forældre holde mig.. m.. men siden jeg kunne gå, så har jeg haft den" sagde han og havde ikke noget imod at snakke om den, når først folk viste at han havde den så kunne han lige så godt forklare den.

Hun prøvede at forestille sig det - ham, som et lille barn i sin mors arme. Hmm... Det var ikke til at forestille sig efter hans tidligere reaktion. Han havde jo været fuldstændig ude af den!
Hun bed sig i læben og ville gerne spørge om noget mere, men var bange for at han blev sur, hvis hun spurgte alt for meget ind til det. Hun ville i hvert fald ikke have at han reagerede som før.
"Øhm... Har du nogensinde fået noget professionelt hjælp?" Spurgte hun nervøst og bed sig i læben.

Han havde ikke noget imod hendes spørgsmål, da han jo ligeså godt kunne fortælle det hele. Hun så jo også ud til at virkelig interesseret i dette, da det jo ikke var alle som havde denne `sygdom´. Han blev bare ved med at se ned på jorden, da han ikke ville risikere at falde "ja... mi.. mine år fra da mine forældre fandt ud af det og flere år frem.. je.. jeg har været indlagt, undersøgt.. hos psykolog.." sagde han og ville nok mest bare glemme disse år, men det var som om de blot ville blive inde i hans hoved og aldrig komme ud "mine.. fo.. forældre sagde stop til sidst" sagde han og var glad for at hans forældre gjorte dette, da han nok ikke ville kunne have klaret flere år "d.. de erklærede mig sindssyg.. og det ville mine forældre ikke finde sig i" fortalte han mens han bare gik med rolige skridt, og holde et smil på sine læber.

Hun kiggede overrasket på ham, da hun fandt ud af, at hun havde medlindenhed med ham. Sådan havde hun ikke følt siden sin forvandling. Mærkeligt...
"Det er jeg ked af at høre," sagde hun og bed sig i læben. Hun var ikke vant til at snakke sådan om følelser mere, så forlegenheden krøb sig ind på hende.
"Har du også prøver med stammen?" Spurgte hun og kunne ikke undgå at lade være med at lægge med det. Eller måske var det bare fordi at han var så nervøs hele tiden. Stakkels dreng. Men kunne man forlange andet, når hun trods alt lige havde overfaldet ham. Ups.

Andrei ville ikke ligefrem havde at folk skulle have ondt af ham, det fik ham bare til at føle sig mere sindssyg i det. Han ville jo bare gerne leve et så normalt liv som overhovedet muligt, men det var skam også svært. Han så kort op på hende, før hans blik bare røg tilbage ned på jorden "d.. det gør jeg kun fordi jeg er så genert" svarede han og fik lidt lyserøde kinder, da han vel skammede sig lidt over at han var så genert "s.. så det hjælper ikke" sagde han lidt efter da han ikke kunne se hvad der skulle hjælpe mod det.

Hun bed sig i læben og kiggede ned. Hun havde også altid selv været ret så genert, men det havde ikke været lige så slemt som dette. Faktisk havde hun sjælent set nogle så generte som ham her.
"Hm... Måske burde du øve dig lidt mere på at blive mere udadvendt..." sagde hun og smilede forsigtigt. Hun anede overhovedet ikke, hvad han skulle gøre, for at øve sig. Men der måtte være noget. Det var hun sikker på.

Det var en svær ting for ham at øve sig på, han brød sig jo ikke særlig meget om at snakke med folk.... også holde folk sig jo for det meste væk fra ham, det var jo ikke fordi han havde et stor udvalg af venner. Han havde faktisk kun en, også selv om det var ret så rart. Så kunne han ikke pjatte rundt som normale mennesker kunne, og det var nok det som fik folk til at holde sig væk fra ham "d.. det er svært" svarede han blot og ville endelig ikke ind på det.

Hun kiggede sig kort tilbage, da hun fik følelsen om, at de ikke var alene. Men der var ingen at se. Hun kneb øjnene en anelse sammen og scannede området. Men blev igen skuffet, så hun kiggede tilbage på ham og sukkede kort.
"Jeg ved godt det er svært... Hvis du vidste, hvor genert jeg var da jeg var mindre..." Sagde hun stille. For det havde hun været - hun turde ikke sige noget til andre end de få veninder hun havde haft, og så sin familie, selvfølgelig. Ikke engang i skolen. Men hun var blevet tvunget til at øve sig og snakke med folk hun ikke kendte, og det var, uden overdrivelse, det bedste hun nogensinde havde gjort. Jo, hun var stadig genert til tider, men det var overordnet noget, hun havde lagt på hylden. Hver gang hun tænkte på det, fik hun en triumferende følelse.
"Men tro mig - det vil være dét værd," sagde hun alvorligt. Hvis han nu bare kunne stole på hende, bare denne ene gang. Men det var jo forståeligt, hvis han ikke troede på et ord af, hvad hun sagde. Hun kiggede skamfuldt ned, da hun kom til at tænke over, hvad hun havde gjort tidligere. Det lignede ikke hende at miste besiddelsen på den måde. Det var ikke sket før.

Andrei havde også fået fornemmelsen af at det var et eller andet der stirrede på dem, men det var nok bare ham når det var mørkt så kunne ens hjerne få en til så meget. Han lyttede så godt med på hvad hun sagde, mens han kiggede sig lidt omkring imens. Han vende langsomt sit blik mod hende og gik lidt langsommere, for at være lidt mere sikker på at han ikke ville falde "d.. det er svært. når man ikke går i skole.. o.. og kun har en ven" sagde han og kunne jo ikke bare gå hen til fremmende mennesker, som han blot gik forbi for at snakke med dem. Det synes han bare ville være underligt, også ville folk da først kalde ham sindssyg. Han rystede kort på hovedet og vende sit blik fremad igen, han ville ikke risikere at falde og komme på hospitalet. Det var nok med et anfald denne dag, så havde han ikke brug for flere.

Hun kiggede tankefuldt ud i mørket, som han fortalte, og kunne faktisk godt sætte sig ind i problemstillingen. Det havde hun også haft noget bøvl med, men hun var jo kommet over det, så hvorfor skulle han ikke også kunne det? Hendes blik var forsat på mørket, da hun svarede ham: "Jeg kan godt se dit problem... Men der er jo noget du kan gøre ved det... Hvorfor ikke starte i skole igen?" Det var i hvert fald noget hun kraftigt havde overvejet, men nu var det ligesom for sent. Det var endnu et af disse tidspunkter, hvor man ønskede at det var muligt at gå tilbage i tiden. Dengang havde hun ikke turdet at tage springet - det burde han gøre, mens han stadig havde chancen. Syg eller ej.
"Hvordan mødte du din ven?" Spurgte hun derefter og kiggede endelig på ham. Måske kunne de finde ud af det, ved at bruge samme metoder som dengang han havde mødt sin ven. Bare han nu ikke sagde noget i retningen af, at han altid havde kendt ham. Det ville virkelig være træls, for som barn var man jo meget mere åben for omverdenen. Det havde hun i hvert fald selv været.

Andrei ville også på en måde gerne gå i skole, men på den anden side viste han at det blot ville gå galt "je.. jeg får privatundervisning.. har jeg fået hele livet" sagde han og gik bare videre, mens de kom tætter og tætter på byen. Han havde det stadig som om der var nogen der holde øje med dem, og det begynde at gå ham sådan lidt på "je.. jeg lider af knogleskørhed.. så.. je.. jeg kan dø af at gå i skole" sagde han og håbede hun indså selv hvad han mente, da han jo let kunne dø hvis folk skubbede til ham eller sådan noget.

Et eller andet sted undrede det hende ikke, at han havde fået privatundervisning. Hun regnede ikke med, at han ville kunne håndtere at gå i en normal klasse. Men derfor kunne han jo godt forsøge - det skete der vel ikke noget ved. Men han vidste jo selv, hvad der var bedst for ham. Forhåbeligt. Men sådan var det jo ikke altid. Teenagere havde en tendens til at tro, at de vidste alt, og hvad der var bedst for dem selv, uden at det var tilfældet. Og denne dreng så ud til stadig at være i denne årrække.
"Har du selv valgt at få undervisning hjemme?" Spurgte hun og kiggede på ham ud af øjenkrogen. Det sagde jo meget, hvis det var hans forældre, der havde valgt det. Og så undrede det hende også, at han ikke havde svaret på hende andet spørgsmål. Ville han ikke svare, eller havde han bevidst ikke svaret? "Hvordan mødte du din ven?" Gentog hun så, i håb om, at han rent faktisk havde tænkt sig at svare. Men ellers var det vel også ligemeget.
Hun puttede sine hænder i sine jakkelommer og kiggede sig instiktivt tilbage, stadig med følelsen af, at de blev overvåget. Var hun bare parnoid eller var der rent faktisk noget derude? Hvis der var noget hun havde lært af livet som en vampyr, var det, at man altså skulle være vagtsom. Det var hun jo selv et levende bevis på.