aldrig alene!

Tid: 22.32.
Sted: i parkens mere lyse område.
Vejr: koldt, men klart med få stjerner dog.
Omgivelser: ikke mange mennesker, men nogle få, samt søen og stierne.

Tempus kom gående med et lille smil på læben, han havde lokket en ventende kvinde til at skrive fra et stævne møde, det havde været nemt, og han vidste bare at snart ville hende, og hendes kæreste ikke være sammen mere, det var småting, men stadig tilfredsstillende at ødelægge gode forhold!

Han satte sig ned på en lidt mørkere bænk, hvorefter hans røde øjne og horn kom til syne igen! han smilede og berørte roligt det ene horn, det var koldt som bare pokkers.

hans tøj var simpelt, en tynd trøje samt slidte mørke jeans, og sneekers, han havde ikke hængebukser, men de sad heller ikke stramt, de var bare lige tilpas, han kiggede roligt ned af stierne for at se om der skulle komme nogle, han kunne jo ikke bare sidde med hor og hele muletjavsen hvis der kom et menneske.

Bagved et stort træ stod en pige og gemte sig for nogle jægere som var ude efter hende. Hun kiggede frem for træet og fik øje på en person med horn, hun holdte blikket fastlåst på ham i noget tid,før hun hørte nogle skud fra et gevær.Huntænkte lidt og kiggede rundt,hun havde intet valg end at finde et sted hvor hun var i sikkerhed.Hun hed Yukii og løb ned mod denne mystiske person som var her ved parken.Hun havde langt lyserødt hår,lyserøde øjne,en knælang lyserød kjole,sorte ballerina sko på fødderne.Yukii havde et lyserødt hårbånd i håret og hun trak vejret mens hun løb ned mod denne person som sad på bænken.

*åh nej jeg kan høre de kommer tættere og tættere på,jeg må væk,eller noget*tænkte hun og kom til at løbe forbi personen."Åh hovsa"sagde hun bare stille.Yukii kiggede sig over den ene skulder så hun så på ham.Hun vidste ikke om hun skulle gå hen til ham eller blive stående.

Tempus kiggede på den unge dame der kom løbende forbi ham, han kiggede roligt på hende og hans horn forsvandt som dug for solen! han havde godt hørt skuddet, men tænkte lidt at han nok godt kunne komme væk derfra, han var jo rimelig hurtig når det endelig kom til stykket!

Han kiggede roligt på Yukii og nikkede kort til hende, "du skulle vel ikke være i problemer vel Ma'am?" han lokkede allerede og hans stemme var virkelig beroligende og hans øjne var som to dybe brønde, dybe som universet, eller sådan ville folk normalt opfatte det som, hans evne var ikke så stærk overfor viljestærke personer, men han havde dog aldrig mødt en der var helt immun, og han regnede da også med at kunne lokke den ene oplysning ud af kvinden.

Yukii vendte rundt ,så hun bedre kunne se ham,så nu stod hun foran ham og hørte hans stemme,den mindede hende om et eller andet hun ikke helt vidste. "Godaften d'herre"sagde hun høfligt og fornemt.Hun bukkede kort bare for at vise høfligheden,for han var sikkert ældre end hende.
Gad vide hvad han enlig var,en vampyr? eller menneske ? måske noget helt tredje.Yukii hørte skudene igen og havde overvejet at løbe hendes vej,men hun følte selskab ved at være her med denne hemmelige,mystiske person. Hun lyttede efter hans stemme"Nogle jægere er efter mig og de vil kort sagt have mit hjerte og sjæl"sagde hun stille og så lidt skræmt ned på jorden.

Hendes øjne var lyserøde nu men de kunne skifte farve alt efter hvad skær der var.Hun kiggede op på ham"Åh jeg undskylder jeg hedde Yukii,Yukii Aido hyggeligt at møde dem"sagde hun med et lille smil på læben.

Tempus kiggede roligt på hende, han kiggede roligt bag sig, og rystede opgivende på sit hoved, "jeg hedder Tempus, og jeg kan godt hjælpe dig, med enten at slå dem, eller flygte, men jeg tager en tjeneste for en tjeneste!" hans øjne kiggede på hende, og nu kørte hans magi på højtryk, han ville virkelig gerne lokke hende ud i en situation hvor hun skyldte ham meget, måske ikke med det samme, men en tjeneste blev hurtigt til to, og to blev til mange, og mange tjenester bliver svære at få væk, og når hun skyldte ham nok, ville han kunne få hende til flere ting, det var sådan de fleste djævle han kendte gjorde!

Få dem til at betro sig til sig, og derefter bygge et stort ansvarsheds følelse op, så de var nemmere at lokke når man bedte dem om noget, på grund af tjenester de skyldte en!

Yukii kiggede lidt undren og måske en smule spørgende på ham,hun vidste ikke hvad han ville, men da han sagde han ville hjælpe hende blev hun glad"det ville betyde meget hvis du ville hjælpe, jeg kan godt kæmpe selvom jeg er et menneske nu.."sagde hun stille og kiggede så hen mod
nogle træer"De nærmer sig, kan vi klare dem,jeg gider ikke ende på et forsøgs bord"sagde hun og holdte rundt om sig selv. Yukii hørte så hans navn"Tempus det minder mig om et eller andet"sagde hun og tænkte lidt over navnet.

Jægerne kom endnu tættere på,og kunne nu se Yukii og personen som hed Tempus"Der!!fang hende!"råbte de tre i munden på hinanden. Yukii stod bare helt stille og kiggede på dem,og så en smule hen på ham"skal vi klare dem eller"spurgte hun ham."Jeg syntes stedet her er rart,så skal vi ikke blive her"spurgte hun med hovedet lidt på skrå.

Tempus smilede til hende og nikkede, "bliv her!" han vendte sig om, og kiggede de tre mænd ind i øjnene, og der gik ikke 1 sekundt før tempus snakkede til dem, "Skyd HAM!" stemmen var så blød som månens stråler og den ene mand, pegede sit geværd mod de andre, de kiggede hurtigt på ham, og råbte at det var pigen han skulle skyde!

imens de råbte det, bevægede tempus sig, han var uhyggelig hurtigt, og hans næve fandt roligt sin modstanders ansigt, samtidig med den silkebløde stemme igen sagde "skyd HAM!" jægeren blev forvirret, og vidste ikke hvad han skulle gøre, på den ene side bød Tempus jo med den utrolige stemme at skyde sin ven, men vennen råbte ad ham, og han var forvirret!

den anden jæger snoede om på stedet og tog sigte på tempus, som syntes at forsvinde for den tætteste jæger, for folk lidt på afstand kunne han godt følges med øjet, men den tætteste jæger, skød igen, ind i et træ og han var helt hylet ud af den i omkring et sekundt.

den sidste jæger svimlede det stærkt for, han lå ned, men var ikke slået endnu, selvom det slag havde været utrolig hårdt.

Yukii stod helt stille og ikke vidste om hun skulle kigge med,eller kigge væk,hun valgte så at følge med hvad der skete.*utroligt sikke en kræft*tænkte hun,det var så hurtigt,at hun næsten slet ikke kunne følge med mere. Hun betrægtede jægerne der døde en efter en,hun bemærkede at hver jæger kort inden i døde lavede et 'du skal nok dø dæmon' tegn.Yukii sagde intet stod bare hun lukkede øjnene lidt og sukkede en lille smule.Derefter kiggede hun lidt ned i jorden hun vidste godt de fleste jæger var efter hende,hvor tit var det at man fandt en halvdæmon.

Efter Tempus mod,og styrke kiggede hun selvsikkert op på ham igen.Hun gik mod ham, og lod blikket flakke lidt rundt mellem de døde jægere."Wow..Ehm...Jeg må sige du har en stærk styrke"sagde hun og nikkede."Tak fordi du ville dræbe dem, ved ikke hvad jeg skulle gøre selv"sagde hun med et smil.

Tempus blev kort tid efter færdig med jægerne, han smilede roligt til pigen, og gik roligt hen til hende, hans horn kom til syne igen, og en hale med, han kiggede roligt på hende, og smilede varmt til hende, "jeg kan da forsvare mig, men jeg er ikke så god til kamp som så mange andre, jeg er mere, hvad kan man kalde det, ham der står bag kulisserne og trækker i trådene!" han kiggede undersøgende på hende, og kiggede derefter ind i parken igen, "følg med, folk kommer snart!" han slog hånden ind mod parkens græs områder, hvor der var mørkt, som ville virke perfekt til at forsvinde i!

"men Yukii, hvad siger du til hvis du ikke fortæller lidt om dig selv??" han kiggede roligt på hende, og sukkede indvendigt, han var begyndt at mærke blodtørsten, men han havde lang tid før den tog over og blev vigtigt igen!

Yukii fulgte med hen der hvor han sagde hun kiggede bagover skulderen til de afdøde jæger"skal vi bare lade dem ligge der"spurgte hun lidt undren.Hendes blik faldt så hen på Tempus igen"Jeg kunne godt se din styrke og det har bevist at du godt kan forsvare dig"sagde hun med et afsluttende bredt smil på læben.Hun lyttede så til ham"jeg syntes du klarede kampen mod de tre jæger der meget fint"nikkede hun og pegede bagover til de afdøde jægere. Yukii hørte så det han spurgte hende om,og sukkede lidt måske fordi hun haddede at fortælle om sig selv eller måske fordi det om hende kunne få andre til at få et chok.

"Tja Hedder Yukii er en halvdæmon,har et dæmonjeg som er det modsatte af mig,har en gal onkel der hedder Vlad,mine forældre blev dræbt for øjnene af mig da jeg var 4,jeg bor og er opvokset i Dark Ground"sagde hun efterfugt af et lille smil"åh når mit kæledyr hedder Kariz og er en underlig blanding,mere du vil vide"sagde hun

Tempus kiggede lidt mærkeligt på hende, men fortsatte med at gå, "selvfølgelig lader vi dem ligge, hvad skulle vi ellers, smide dem i søen, de bliver fundet alligevel!" han smilede til hende og gik roligt med hende ud i mørket, "det er jeg ked af at høre, du lyder til ikke at have haft det nemt," han kiggede undskyldende på hende og kiggede roligt op på himlen, "jeg er halv djævel, og halv Vampyr, jeg er nok hvad du ville kalde en friste djævel, og de fleste ser mig som hvad kan man kalde det, dårligt selvskab, jeg elsker en god sludder for en sladder, og jeg har ingen kæledyr!" han smilede til hende og undrede sig over hvordan hendes anden personlighed var, "er der nogen kontakt så og sige til når du skifter personlighed eller??" han kiggede spørgende på hende, og var oprigtigt nysgerrig omkring hende.

Yukii kiggede på ham og gik med ham ind imørket, hun elskede virkelig mørket,fordi det var så dejligt,og klart."Altså det er sjældent mit andet jeg kommer frem,og det kan være meget farligt,eller ja det vil sige at hun kan være meget farlig fordi hun kan låse den her del jeg er nu fast for evigt altså menneskedelen,kort sagt kan hun tage over min krop"sagde hun stille og beundrede omgivelserne lidt.Yukii elskede naturen ligemeget om der var sne,mørkt,lyst,øde naturen havde sin egen skønhed,og så var der himlen der også var så klar og smuk at kigge på.

"Min mor var et menneske,og min far var dæmon,så mine ører har jeg arvet fra min far,samt mine små sorte vinger"sagde hun og vidste ikke om han havde bemærket hendes ører endnu. Hun gav ham et smil"nej det skal du ikke tænke på det er helt iorden jeg overlevede jo det, det gjorde mine forældre ikke"sagde hun og kiggede lidt trist ned hun savnede dem,men deres død ville ikke blive glemt, og hun skulle nok finde dem så dræbte dem.

Yukii lyttede så til det han sagde om hvad han var, det overaskede hende en smule"en ...djævel de er kendt for at være luskede,og grusomme har jeg ret"spurgte hun med hovedet på skrå,mens hendes lyserøde øjne var rettet på ham.

Tempus kiggede på hende og trak kort på skuldrene, "ikke grusomme, de gør bare aldrig noget, uden at få noget igen, og om de er luskede, det kommer an på den enkelte djævel, de prøver ihvertfald alle at være luskede, men det er ikke alle der er lige heldige med den part, jeg plejer selv at sige, "tag det som det kommer, og se tiden an!" han smilede til hende og gik roligt afsted, "hvor gammel er du Yukii??" han kiggede roligt på hende og kiggede sig omkring, han så ufatteligt godt i mørket og han kunne se en bænk, henne under et træ, som var vendt mod en større plæne!
Han besluttede sig for at begynde at gå hen imod den, og satte sig roligt ned på den, i den ene side, og kiggede stadig på yukii da han regnede med hun fulgte efter!"

Yukii kiggede på ham med hovedet på skrå lidt"er du grusom"spurgte hun efter at have tænkt og undret sig lidt over det, så nu ville hun spørger.
Hun kunne også godt se i mørket, mest på grund af hendes dæmondel, den ting var noget der også lå på hendes menneskedel. Hun kiggede hen på ham efter det han havde sagt"Men de flese djævle er det er de ikke'? har hørt så meget om dem"sagde hun og tænkte lidt over det. "Men er du sådan Tempus ?"spurgte hun nysgerrigt, nu havde hun lyst til at vide lidt,især om ham, han virkede til at være virkelig spændende. Yukii kiggede rundt i mørket, hun var måske for langsom for hun havde slet ikke set bænken i mørket.

"Jeg er 18 år sikkert mange flere år i dæmonår men dem plejer jeg ikke at tæle"sagde hun og satte sig ned på bænken ved siden af ham. Lidt foran bænken fik hun øje på noget. Det ligene to øjne der næsten lyste op det var lige efter at hun havde sat sig at hun fik øjnene derpå*hmm underligt jeg husker ikke jeg så de to lysende prikker*tænkte hun undren.
Lidt efter lidt hørte hun så nogle lyde der lød som et dyr hun kiggede rundt for at skimme noget af de to prikker men det var lidt svært.

Tempus kiggede roligt på hende, og hørte sagtens hendes spørgsmål, "jeg ved ikke om jeg er grusom, men som jeg sagde før, en tjeneste, for en tjeneste! det er ikke det værste tilbud, efter min egen mening!" han kiggede roligt på hende og smilede venligt til hende "jo de fleste djævle gør alt for at være onde, men jeg er selv mere end fredelig fyr."

mens han kiggede på hende så han aldrig de to lys, men han hørte da godt noget bevæge sig, men han tog det bare for givet, det kunne jo være noget så normalt som en hund! "så er du en ung smuk kvinde i sine bedste år!" han kiggede med venlige øjne på hende, "jeg er selv 21 år," han var rimelig glad for at hun skyldte ham en tjeneste, og han håbede snart at hun ville bede ham om flere tjenester, men han havde dog tålmodighed, noget mange andre ikke besad!