indlaget på hospitalet Helena(privat)

T: 16:00
O: en masse læger
V: solskin
S: hospitalet


Luten var en tur på Hoapitalet. Da han var komme ud for er alvorlige uheld i dag
han hade være på vej ned for at, handel for Helena da en bil var kørt op på fortovet
og hade kørt ind i Luten. Med vilje og det var nær ved at koste den 7 år gammel Luten
liver vis ikke en, forbi passeren mand sammen med sin kone hade funde ham og få ham
så hurtig de kunne. Hen til hospitaler hvor ham blive indlaget på en enestue da det ikke
var sikket at, ligge ham på stue med ander da lægen ikke viste hvor skadet Luten var efter påkørlsen. Nede på gaben den lille dreng på i kome får 6 time i træk uden at vånge han lå med en iltmaske, som søget for at han kunne få lufte da hans lunger var klappe sammen da han hade ramt. jorden med at knald efter bilen hade påkørt ham bag fra i en høj fart

helena var løbet fra arbejdet så snart hun havde hørt det.
hun satte sig hos ham og tog hans hånd.
"Luten jeg er her, lille ven kan du høre mig, det er helena, din storesøster" sagde helena og gav sig selv skylden.
det var jo hende der havde sendt ham ned at handle, fordi hun havde så travlt.

Luten hoste. Og så ud til at komme til sig selv igen han var rigtig øm over det hele, og i sær han vensterben gjorde ondt men den var ikke brække dem hade bare får. En store boldansamling midt på lår efter påkørlsen han misse med øjnen, og åben dem meget langesomt og kunne slet ikke huske noget som helst.

helena tog sin mobil, i håb om at få fat i politiet, den spade der havde ramt hendes lillebror skulle bøde for det.
tårer løb ned af hendes kinder.
hun var både rasende og ked af det på samme tid.

Lutens lille hånd. tog fat i hendes arm han var komme til sig selv nu men han var stadig meget, svimmel og lægen kunne med det sammen konstater at han hade får en. voldesom hjerterystelse da han hade ramt jorden og han hade slog nogen, at sine tænder løse så det blødt en smule fra hans mund.

Luten!" sagde hun glad og tog ham ind i sine arme og holdt ham ind til sig. hun græd. hun havde været bange for at miste ham. hun nussede ham i håret. "De skal nok fange den nar der påkørte dig luten, hvis ikke vil jeg selv jage den nar" sagde hun og forsøte at holde ro på sin stemme

Luten lå træt ind til hende. Hans hoved gjorde rigtig ondt men han hade det beder nu, men selv om det ikke var ret meget kunne han da godt side op og spise. Men man skulle holde godt øjen med ham da han nem kunne besvimde, var ud af det blå på grund af hans hjerterystelse han hade får sig

helena nussede ham i håret og sang lidt for ham. "
Jeg må tage fri fra arbejdet, jeg må tage mig af luten... ellers må jeg bede dr. tooya om hjælp hvis jeg ikke kan få hjælp af zankuji" mumlede hun

lægen sagde at dr. Tooya var en rigtig godt børnelæge da han selv hade 2 børne, som var utrolig hjælpesome men han var det ikke i den næsten månede da hans kulle. På ferine med sine børn og sin mormor

jeg kender tooya, han var gift med min bedste veninde før hun døde" sagde helena til lægen. "hvordan mon tooya og børnene har det, det er jo ikke så lang tid siden at aya hun døde" sagde helena

" dr. Tooya hade sine børn mer her over. I går da de skulle undersøge før de tog på ferie sammen, og er første tilbage en gang i næsten månede så han kan ikke hjæpe dem " sagde lægen. Luten fik det med et meget dårliget han ryste, og fik virkelig ondt i hovedt

kan De så hjælpe ham" sagde hun. hun så ud lidt. "Det må have været et stort tab for tooya da aya døde, jeg husker de var glade for hinanden, både som børn og som voksen" sagde helena

" det er hans hjernerystelse. Som gøre at han får det skidt og det kan vi ikke rigtig gøre så meget ved, kun at give ham medicin for det " sadge lægen i mens nynne luten. den vuggesang hans mor hade sungen for ham da han var helt lille,

helena smilede. hun kendte den og sang den for ham. hun huskede at hun selv engang havde sunget den for ham, da hendes forældre havde været i byen en aften. hun huskede den aften meget tydelig, for det var den aften hendes lillebror blev kidnappet

Luten huske kun den sang. Og ikke mere og slet ikke hans rigtig familie han var blive behandle som, det være skidt hos dem som hade tag sig af ham siden han var lille. og de hade søger for at han aldrig kom til at gå rigtig igen

hun nussede ham i håret.
"Hvorfor skal du dog også være så uheldig" sagde hun trist.
"Hvad ville mor og far mon tænke" sukkede hun og så ud. hun lå håret bag øret.

Luten sad med hovedt. på sin søster skulder og var falden stille i søven hans lille søde ansiget, var svaget badet i lyster og der kunne man tydlig se han hade nogen. Skræmmer i ansiget og ned på halsen de fletse var hudafskrabninger, som så rigtig voldesome ud på sådan en lille dreng som Luten

hun så på lægen. "Hvornår kan han komme hjem" sagde hun til lægen.
hun så bekymret på luten.
"hvorfor skal han være så uheldig" sagde hun

" de kan godt tag ham med hjem. I dag men han skal lige måles og vejes for at se om han den, højet og væger for hans alder " sagde lægen og fik ham målt. Og vejet han var ikke på sammen højte eller vægt som han skulle være i en alder af 7 år

hvor meget er vægten og højden ved siden af, hvad det er hvad skal være?" spurgte hun.
*hvis vægten er helt fra den, må jeg lavede meget mad til ham* tænkte hun

" han er 4 cm minder. Ind han skal være pg han veje knap nok 15 kg og han skal helst veje, omkring de 30 kg i hans alder " sagde lægen Luten veje 15 kg for lidt. i forholde til ander på hans egen alder

med min madlavning, så skal han nok tage det på, jeg vil søge for at han får nok med mad og vatiminer" sagde hun. "Jeg vejede for lidt før i tiden, men tog det på jeg skulle, så eg vejede rigtigt og det via det mad jeg har lavet" sagde hun

lægen nikke. og lod Helena tag Luten mer hjem han hade brug for at blive holdt varm, og tryg ellers gik han helt ned han var allerede meget nedtryget over. Hans hjernerystels kunne gøre yderlige skade på ham

helena fandt et meget varmt tæppe og svang om luten.
"Jeg sørger for at han får varm mad og varm bad" sagde hun.
"Jeg vil sørge for at han vil få den rigtige vægt " sagde hun og smilede

Luten lændte sig ind til hende. og faldt så i søven hans gav et svaget lille snork fra sig, da de begyndte at gå hjem af han sov hele vejen hjem han hade også hade brug for en. Hele del søven så han ikke besvime når han var med sin søster på arbejet,