indlaget på hospitalet Helena(privat)

hun lå ham i hendes seng da de kom hjem. hun gjorde rent og lavede en stor gryde med paster og kødsovs. hun smagte sovsen til, for at den ikke skulle være for stærk til ham

Luten fik altid halsbrænd af. For stærk mad og sidste gang han hade får stærk mad hade han, ikke kunne spise nomalt i 2 hele uger på grund sin hals og mave. da alt for stærk mad gav han mavepine så det baske sig en ting

hun lod maden koge lidt. imens hentede hun ham- "Så er der mad luten" sagde hun og øste en potion op til ham. "Håber du kan lide det, jeg er ikke vand til at lave så meget mad" sagde hun

Luten spise en mundfuld. Af maden og han nikke han elske det og så spiste han 6 store posoner, at maden til sidste kunne han ikke får en bid mere ned i maven. For nu var hen proppe til renden med mad

helena så overrasket på ham. "Du har spist hele gryden" sagde hun og smilede.
"Du skal nok tage rigtigt på" sagde hun og vaskede op.
hun satte på plads og gav ham et stort glas mælk

Luten drak sin mælk. For at skylle maden ned i maven han slog en bøvs og så ret flov ud, over det men det var bare tegen på at det smaget godt og at han avr helt mæt. Han satte sig godt til rette på stolen og så rundt i stuen

hun grinede. "det er godt at du kunne lide maden, jeg har lagt noget papir og faveblyanter til dig i stuen og så kommer jeg med desserten om en time" sagde hun og smilede.

Luten hoppe ned. Af stolen og løb glad ind i stuen for at tegen han huske ikke sin familie, overhovedt men af en eller anden grund kunne han tagen dem som de så ud. Den gang for længe siden da han var ganske lille dreng

helena havde et billede af hende, hendes lillebror og hendes forældre. hun så på det og lå det ned. hun sukkede kort. hun hentede en børste og begyndte ar redde hans hår

Luten tegen. Hvad han kunne huske fra sin tidlige barnedom en familie med en far og en mor, samt en storesøster han hade tegen dem lige præcis som de hade set ud. Den gang han var spæd en lille søde Baby med de sødste bruneøjen,

hvad tegner du" sagde hun blidt.
hun satte en skål med is til ham..
hun tog billedet af hendes familie og satte det på bordet igen. hun satte sig i sofaen

" jeg ved det ikke. det er bare noget jeg på en måde kan huske " sagde Luten, og tog sin skål med is og spise den stille for ikke at spilde ned af sig for det tøj. Han hade på var det eneste tøj han hade så det måtte ikke blive beskidt, selv om det var det i forvejen han satte skål da han hade spist hele sin is op.

det ligner et billede af en familie, en far, en mor, en storesøster og en lillebror" sagde hun og gik ud med skålen og vaskede den op.
hun sang lidt-

"Dancing bears
Painted rings
Things I almost remember
And a song
Someone sings
Once upon a december

Someone holds me
save and warm
Horses brands
Through a silver storm
Figures dancing
gracefully
Across my memory
Far away long ago
Glowing dim as in November
Things my heart used to know
Once upon a december

Someone holds me
save and warm
Horses brands
Through a silver storm
Figures dancing
gracefully
Across my memory
Far away long ago
Glowing dim as in November
Things my heart
used to know
Things it yearns to remember
And a song
Someone sings
Once upon a december"

Luten trak sig sammen. ikke fordi han hade ondt men fordi han saven sin familie rigtig meget, tåren begyndte at løbe ned af hans kinder fordi han græde. Hvad var der sket den gang han var lille indet huske han ud over at han var hos nogen han ikke kendt,

helena så det. "Luten er du okay" sagde hun bekymret og kom til at stå på samme måde som hendes mor altid gjorde. hun gik hen til ham og tørrede hans øjne. "Hvad er du ked af søde" sagde hun

" jeg saven min familie. Jeg huske den ikke så godt men svaget de måtte virkelig være ligeglad, med mig siden de over love mig til folk " græde Luten stille. men hvad han ikke selv viste at han familie aldrig hade være ligeglad med ham, og aldrig hade aflever ham hos dem han hade bor ved i så lange tid

Luten ingen familie vil give deres søn bort, det ved jeg fra min egen, da min lillebror forsvandt fra sin lille vugge. min mor græd i flee måneder, og når min bror nævnes, så græder hun i flere timer" sagde helena og trøstede han

Luten holdt op med at græde. Han ville finde sin familie så han kunne være sammen med dem, men hvad han ikke viste var at hans familie hade funden ham eller rette. Hans storesøster hade funde ham og var hos ham lige nu var ikke noget, han viste noget om da han næste indet huske af dem kune hans vuggesang.