Drag Me To Hell

Sted: I et af de mest populære værtshus i Terres gader; i hvert fald blandt mændene.
Vejr: Det er musestille udenfor, der er ikke en vind, der rør sig, men temperaturen er under nulpunktet, så det er bestemt ikke varmt.
Omgivelser: Der er rimelig godt gang i den. Stort set alle siddepladser er optagede, og der er ikke så meget som et øjebliks ro.
Tid: Klokken må være omkring halv elleve, hvis ikke mere.

"Pick a card. I double dare you." Et listigt og udfordrende smil dansede henover hans læber. Ejeren af det djævelske smil var klædt i sort fra top til tå. Bukserne sad godt indtil hans ben, uden at være alt for stramme og posede en smule udover kanten af de sorte, langskaftede militærstøvler, der var helt til-mudrede på skosnuderne. På overkroppen havde en sort skjorte, som han havde rullet ærmerne op på, så de sluttede et godt stykke oppe over albuerne og rundt om hans hals, i en tyk snor, havde han et omvendt kors, lavet af sølv, med en masse små indgraveringer i. Den lidt ældre herre, der sad overfor ham på den anden side af det runde bord, så skiftevis sammenbidt på ham og så de kort, han havde lagt op på række foran sig. De var omkranset af en masse fulderikker som allesammen råbte og snakkede i munden på hinanden, vædede om hvem der vandt og skyndte på den stakkels mand, der var begyndt at se noget anspændt ud, og et par få nervøse dråber sved på hans pande glimtede svagt i de dovne lys fra værthusets loftlamper. Luften derinde var tyk og fuld af cigaret-røg, der blandede sig med den stærke lugt af lunken øl.
Manden tog endelig fat i nakken på sig selv og fik taget sig sammen til at række ud af et kort, som han tøvende og med lettere rystende hånd vendte om, holdt vejret imens han gjorde det. Alle blev stille. Eller der blev i hvert fald lagt en dæmper på deres endeløse plapren. Blake, som herrens udfordre hed, fortrak mundvigende i et skadefro, hoverende smil og så over på den måbende, ældre mand. "Game over." Hans stemme var ubehagelig, syntes at sno sig rundt om alle de omkringstående tilskuere som en giftig slange. Med ét rejste han sig op fra stolen og skubbede den automatisk ud ved hjælp af benene, så han kunne rette sig helt op, hvorpå han skubbede til et par af de åndsfraværende mænd med skulderen for at nå hen til sin, overvundne, modstander. Han rakte en hånd frem mod ham, men da manden blot ignorerede ham og så den anden vej, tog han fat i kraven på hans trøje og bukkede sig ned. "Giv mig det så!" snerrede han og strammede yderligere sit greb om trøjen, stirrede olmt på ham, hev en enkelt gang hårdt op i hans krave og slap ham så, da han fik smidt en besynderlig genstand i favnen. Djævlen gemte med det samme tingen væk, ned i brystlommen på sin skjorte og vendte dernæst ryggen til manden og de andre med et kynisk fnys. Amatører. Han satte kursen mod baren og klemte sig ind imellem to gråskæggede mænd, hvorefter han slog en knyttet hånd ned i bardisken for at fange en af de ansattes opmærksomhed. "En stor øl - og det er på hans regning!" sagde han med et hævet toneleje, pegede samtidig over skulderen med en tommelfinger hen på den mand, han netop havde forladt.

Hvis det ikke var fordi at hun ikke ville fornærme folk omkring sig havde hun haft taget en af de såkaldte allergimasker på bare for at holde den forfærdelige stank af øl og røg væk. Men efter at have været her i godt og vel lidt over en uge havde hun nok vænnet sig til det. Skulle man tro. Den gik hende stadig på men hun gjorde intet ud af at vise det til folk. Virkede normal omkring det lige som alle de andre. Udover hende ikke ligefrem udfordrende opførsel omkring de fulde mænd der sad rundt omkring. Det var nærmest ubehageligt at hele tiden kunne mærke luften komme i bevægelse hver gang en eller anden fremmed svang sin hånd for at komme til at lægge den mod hendes ene balde. Men til hendes held havde hun en skjult evne til at kunne undvige sig. Ignorerede dem fuldkommen bagefter.
Autumn så ud til at vågne lidt op idet den intense stemning der før havde været omkring et af spillebordene blev mere højlydt. Hun gik stoppet op og mens hun så ud til at klamre sin runde serverings bakke ind til sig drejede hun sig halvt om for at se hvad postyret gik ud på. Hun fik spærret øjnene med den smukke blå farve lidt op ved synet. Hun skulle da også til at blive vant til den slags her. Men her virkede det pludselig mere interessant. Hvilket egentligt ikke var noget hun rigtig brød sig om. Og som alle de andre så hun igen væk da det hele så ud til at være overstået.
Denne lille pige så ikke specielt gammel ud. Kun lige gammel nok til faktisk at kunne få sig et ordentligt deltids job. Var ikke særlig høj og man kunne ikke lige sige at hendes krop havde udviklet sig helt. Havde ingen skarpe former men målene var ikke flade som sådan. Det var nok mere fordi hun dækkede dem under let tøj og ikke tætsiddende. Det var nok kun de mørke jeans der fulgte hendes slanke ben på tæt hold. Overkroppens beklædning var blot en almindelig hvid skjorte med en typisk sort top inden under for ikke at afsløre noget gennem de næsten gennemsigtige stof. Her var det kun det ene ærme der var blevet smurt en smule op. Skoene var solide sneakers trods de andre kvindelige arbejders høje hæle. Hun kunne selv ikke forstå hvorfor man ville gå rundt i den slags hele tiden.
Med et suk blev bakken lagt på det lille bord der stod bag disken og idet hun faktisk havde sat kursen ud til ’om bag ved’ blev en hånd lagt mod hendes skulder og en stemme nåede hendes ører. ”Tar du sig lige af dem der. Jeg skal lige have ordnet noget.” Autumn nåede faktisk ikke at svare eller afvise inden at kollegaen var forsvundet og hun stod så der med hænderne fylde. Hun vendte sig roligt om men da hun så hvem det tilfældigt var blev en nok lidt nervøs hånd kørte gennem det lange mørkbrune hår inden hun med måske lidt rystende ben fik vandret der hen. Tog sig ikke helt af hvad han sagde ud over bestillingen. Hun kunne nu ikke lade være med at føle det nok var lidt synd for ham den anden. Det ny opfyldte plastik krus blev elegant sat på bordet foran denne mørkklædte man imens hun fik skilt læber: ”There you go.” lød det fra hende og hun fik nemt lige præsenteret et af sine søde smil ved serveringen.

Den høje skikkelse lænede sig indover bardisken, satte begge underarme mod bordpladen som støtte og fulgte nøje den unge tøs, der var blevet sat til at betjene ham, med de mørkegrønne øjne. Hun skilte sig i den grad ud fra de andre kvinder, der rendte rundt i miniskørter som kun lige, knap og nap, dækkede deres bagdele og tårnhøje stiletter, men hende her havde helt almindeligt, måske lidt kedeligt, tøj på. Der var i hvert fald intet udfordrende ved hendes beklædning, det så godt nok heller ikke ud som om, hun havde noget at vise frem, men det kunne selvfølgelig bare være tøjet, der snød ham. Blake fjernede armene fra disken i samme øjeblik, som han rettede sig op, da hun kom valsende hen mod ham igen med bestilling i hånden og tog straks fat rundt om kruset, sekundet efter hun havde sat det ned. Djævlen spærrede med ét øjnene op og så glanende efter hendes hånd, idet hun trak den til sig. Nej vel? Han glippede et par gange med sine øjne, inden han kneb dem sammen, så de blot var to små sprækker i hans ansigt, og fæstnede blikket på dén arm, hvis skjorteærme var rullet en anelse op, hvorefter han søgte nedad, indtil han kom til håndledet. Det omvendte kors var ikke til at tage fejl af.
I noget tid stod han blot som forstenet og stirrede på brændemærket, men vågnede så omsider op og kom tilbage til virkeligheden. Han skubbede det fyldte krus ned på gulvet, hvor der blevet dannet en stor øl-pyt, sivede ned i sprækkerne imellem det beskidte trægulv, lod dog ikke til at tage sig det mindste af det, skønt han stod midt i søen af det skummende øl. Som en fjeder sprang hen op på bardisken, væltede nogle af de andres krus i farten og sprang dernæst ned på den anden side af baren, greb fat i hendes håndled og holdt det stramt ud til siden, så han kunne se mærket. Blake kørte sine frie hånds fingerspidser henover det, før han i et voldsomt ryk hev afsted med hende i en allerhelvedes fart, dog uden at løbe, og havde øjnene rettet stift mod sit mål, skubbede nådesløst til dem der stod i vejen for ham og gav den gamle dør sådan et kraftigt spark, for at få den op, at de rustne hængsler hvinede skingert og nær var faldet af dørpanelet. Det var først nu, at han satte i løb, havde ikke sagt et ord til hende og tog heller ikke hensyn til, om hvorvidt hun kunne følge med eller ej. Enten måtte hun løbe til eller få revet armen af led. I et skarpt sving drejede han rundt om et hjørne, der førte dem ind i en smal gade, hvor det kun var hveranden gadelygte der virkede, og selv dem der gjorde lyste kun meget svagt. Han stoppede brat op ved den første lygtepæl, der var tændt og vendte sig derpå om mod hende, så de stod front imod front, uden at slippe pigens håndled. "Fortæl mig dit navn!" beordrede han med et hårdført tonefald, borede sit blik ind i hende og rynkede de mørke bryn, klemte fortsat temmelig unænsomt om hendes håndled.

Autumn’s opmærksomhed blev med det samme rettet mod denne fremmede person idet hun igen fik opfanget nogle skramlende lyde. Drejede let omkring men nåede det knap inden at hun med et overraskende udtryk i ansigtet opdagede at han stod lige foran hende igen. Hans hånd der greb om hendes ene håndled fik hende til at spærre øjnene lidt mere op end før. Hun stirrede forskræmt mod ham som hun ubevidste havde taget et skridt bagud. Så godt hun nu engang kunne. Hun så lidt hen mod sin hånd som var der det han faktisk var mere interesseret i. Men hun så intet besynderligt. Intet der ikke plejede at være der. Så igen mod ham. Det var ubehageligt den måde hans fingerspidser strøg hen over det lille brændemærke hun havde. Men hun tog stadig ikke blikket fra denne person. Hun følte et mindre sus i maven da han så pludselig begyndte at bevæge på sig. Traskede hurtigt af sted. Med hende. Hun forstod ikke det mindste at situationen og hun var blot tvunget til at følge med ham. Op til flere gange prøvede hun at sige noget. At råbe op omkring at han skulle slippe hende. Men hun syntes ikke at kunne få ordene ud. Det var først da de kom udenfor i kulden at hun faktisk kunne få en lyd ud. ”Wwooargh!” udbrød hun noget overrasket og forskrækket da han bare satte i løb. Endnu med et fast greb i hende. Det var begyndt at blive noget skræmmende. Hun var nær faldet en gang imellem men fik altid lige overvundet balancen i farten han havde på. Og idet at de endelig stoppede var hun ligeså ved at snuble over sine øjne ben.
Hun fik tvunget sig til igen at se mod hans ansigt. Så de gennemborende øjne og hans læber forme ord. Hun stod lidt og blikkede uforståeligt mens hun prøvede at få styr på sin krop der var begyndt at ryste godt og grundigt. ”Au-Autumn..” fik hun fremstammen efterfulgt at synke en klump der havde sat sig fast i halsen på hende. Det gjorde faktisk ret ondt og hun følte allerede at hendes håndled var ved at blive godt øm. Endnu et synk og klumpen forsvandt. ”Slip mig!!” Nok hun ikke stammede mere og hun havde mere kraft i stemmen lød den usikker og skræmt som hun prøvede at vride sin hånd til sig igen. Hun var virkelig forvirret. Hun havde da ikke gjort noget forkert. Overhoved. Men alligevel stod hun her med en eller anden fremmed gut der virkelig fik hende til at ryste. Og det var ikke kulden. Den ramte hende ikke rigtigt. ”Slip!” Hun prøvede nu at bruge sin anden frie hånd for at komme fri. Havde slået sine øjne væk fra ham. ”Hvad har du gang i! Hvad vil du!?” Hun stoppede atter sin forgæves kamp og så mod denne unge mand foran sig. Hun virkede en smule forpustet men ikke som hun havde løbet eller andet. Blot af en frustration. Igen blev hun nød til at synke og nerverne omkring hendes hals samt kraveben blev en smule mere fremhævet. Som alle de andre gange. Lignede en lille mus der var fanget i en mussefælde med katten vogtende lige udenfor. Nuttet men skrøbelig som den dukke hun kunne minde om.

Djævlens ansigt syntes at lyse op, da hendes navn blev afsløret og blødte en anelse op i de ellers noget barske udtryk, han havde fået malet i øjnene, hvorefter han slog sit blik nedad mod jorden og med en dæmpet stemme mumlede en lang række mærkværdige ord, alt imens han tegnede et omvendt kors på sin brystkasse med spidsen af sin frie hånds pegefinger. Hans øjne blev dernæst hurtigt rettet mod hende, hvorpå han han strøg alt hendes hår tilbage, hev ned i det, således han hun blev tvunget til at læne hovedet bagud og søgte hendes blik med sit eget. "Jeg har fundet hende," erklærede han med en giftig, svagt hvislende undertone og lod et skadefro smil glide indover sine læber, omtalte pigen i tredje person, som snakkede han med en helt anden person. Han viklede fingrene ud af hendes hår igen og brugte dem i stedet for til at undersøge hendes ansigt, der var ikke en eneste plet han ikke fik strøget sine fingre henover, og da han var helt færdig, nikkede han en enkelt gang som for at sige, at alt var, som det skulle være. Hendes udseende snød ganske vist en del, for hun lignede bestemt ikke en djævel, tværtimod, hvis han på afstand havde skulle skyde, hvad hun var, havde hans første gæt været en engel - men han var ikke i tvivl, nu hvor han havde fået hendes navn bekræftet, og brændemærket var slet ikke til at tage fejl af. Det var hende. Desuden skulle man aldrig skyde hunden på hårene, som et gammelt ordsprog sagde.
Blake trak den ene hånd til sig, men havde endnu fat i hendes, stakkels, håndled og gav sig til at trække afsted med hende igen, denne gang var tempoet dog sat betydeligt ned, og han luntede afsted med stille og rolige skridt, som var han blot ude for at gå sig en lille aftentur. Det var som om hele hans krop var én stor spændt fjeder. Endelig, havde han fundet hende. Hvis det ikke havde været fordi, han havde taget et smut indenom det sjuskede værtshus, havde han sikkert aldrig fundet hende. Ironisk. Ham, som syntes at have gennemsøgt hele byen og endte så med, helt tilfældigt, at støde ind i hende på det sted, hvor han mindst havde ventet at finde hende.

Under hele turen havde han ikke givet et eneste pib fra sig, uanset hvor meget hun så havde strittet imod eller kommet med utilfredse indvendinger. Der var nu rigtig mørkt, eftersom de havde bevæget sig væk fra byen og var nået ud til et sted, hvor der ingen lygtepæle var at se, alt var omsluttet af det opslugende, evindelige mørke, der havde lagt sig over hele Di Morga som et stort, sort tæppe. Der var også fuldstændig stille herude, imodsætning til inde i byen. Det eneste der gav lyd fra sig var deres skridt, og de klagende hyl fra en stor ugle, der lod til at forfølge dem. Det var skoven, han havde haft retning mod, og det varede ikke længe, før han kunne spotte silhuetterne af en hel mangfoldighed af træer, der havde et rimelig uhyggeligt udseende, da det var vintertid, og der ingen blade var tilbage på dem. De krogede grene lignede mest af alt store ondsindede kløer, som til hver en tid kunne gribe fat i en, når man mindst ventede det. Handjævlen strammede sit greb om Autumns håndled, selvom det nok ikke var en nødvendighed længere, inden han trådte ind blandt træerne og ind på en smal skovsti. "Er du klar?" Hans ord kvalte den tyngende tavshed, og efter han havde stillet sit spørgsmål, drejede han hovedet for efterfølgende at vende blikket ned på hende.

Autumn kunne ikke rigtigt gøre andet end at føle hun på en måde forsvandt fra sin krop. Ville nok helst have stoppet op men hendes ben førte hende stadig med denne fuldkomne fremmede mand. Han behøvede ikke at sige sætningen en gang inden hun tydeligt misforstod hans mening. Men hvem ville ikke det i denne situation? Hendes øjne var blevet spærret skræmt op og hun stirrede bare mod ham. Han ville med sikkerhed kunne mærke hvordan hendes spinkle lille rystede eller nok mere sitrede. Af en eller anden grund syntes hendes syn på hans spørgsmål at blive ændret pludseligt. Det virkede ikke som om at han ville rører hende som sådan. Hun så ingen lyst i hans øjne. Han virkede mere..stolt? Hun kunne ikke svare ham med det samme. Der gik nok noget med et halvt minut inden hun fik trukket sig ud af sine tankestrømme for at få sine egne lyde på gled. Igen sank hun en irriterende klump i halsen. ”Klar..til hvad??” spurgte hun tøvende med en lige så usikker stemme som altid. Det var nemt at mærke på hende at hun var nervøs. At hun ikke kunne lide hvad hun stod i. Og det er han endnu holdt omkring hendes håndled gjorde ikke det bedre. Hun ville bare have ham til at slippe hende. Som hun ville løbe væk eller ej lå ikke på øverste hylde. Ikke en ting hun tænkte over lige nu. Men det tog hende ikke fra igen at begynde sin kamp om at komme bare lidt væk fra ham.
”Slip mig så!!!!” råbte hun igen op og rev i hårde ryk for at kunne få sin hånd til sig igen. Han holdt ufattelig godt fast. Han havde flere kræfter end hende. Det var tydeligt. Han var intet menneske heller. Hans atmosfærer var helt anderledes. Mørk og kold. Fik selv hende til at fryse lidt nu. Hun var stoppet helt op. Ville ikke længere ind i skoven. Hun følte bare at det var forkert at følge med ham. Om han så ville gøre hende ondt eller ej. ”SLIP!!” Hendes hår syntes nu at flagre ganske sagte selvom der ingen vind var omkring hende og for dem der var hurtige til at observere ville måske kunne lægge mærke til de små sten der hævede sig fra skovbunden for bare at blive der. Hun lagde lidt flere kræfter i og til sidst kunne hun mærke hvordan hun kom fri. Lidt efter lidt. Det var hendes hånd var blevet en smule svedig hjalp en hel del. Og så manglede der kun det sidste ryk.
Hun gik nogle klodsede skridt bagud på grund af overbalance og hun havde skam intet imod det. Hun følte lidt efter jorden mod sin numse og opdagede hurtigt hun nok havde snublet. Men hun kom dog ret hurtigt på benene igen for igen at gå baglæns væk fra ham. Holdt sine blå øjne mod ham og det skræmte udtryk var endnu malet på det kønne ansigt. ”Svar mig! Hvad vil du?!!! ” Hun stoppede op lige efter at have sagt det blot for at forsætte: ”Forklar!!!!!!!!!!” råbte hun højt så det nærmest rungede mellem de øjne træer i var iblandt. Den forfølgende ugle satte hurtigt af og blafrede derefter en smule væk fra dem. ”Forklar mig hvad der foregår??!!” Hun holdt endnu sin ene hånd hen over sit ømme håndled. Og tanken lande stadig ikke på det lille kors. Havde sådan set også andre minder omkring det end de sande. Så det undrede hende ikke det mindste lige nu. Hun så virkelig skrøbelig ud. Og det var svært at forestille sig at denne pige var blandt disse mørke væsner fra underverden. Mistænkte hende aldrig for at andet. Hun opførte sig slet ikke som dem. Var det modsatte næsten. Opdraget blandt mennesker.
Jeg fandt hende. Ordene blev ved med at poppe op i hovedet på hende. Hvad mente han med det?

Det var først, i det øjeblik det lykkedes hende at få hevet hånden til sig og ud af hans stramme greb, at han rørte på sig. Blikket havde han stadigvæk rettet mod hende, og et lidt ulæseligt smil havde sneget sig frem på hans blege læber. Han så blot helt roligt til, da hun bevægede sig væk fra ham, fortrak ikke en mine og undlod at svare på hendes spørgsmål, men det var ikke ens betydning med, at han ikke havde hørt efter. Skulle han give hende en forklaring eller bare lade det forblive i det uvisse, indtil de var kommet til endestationen? Hun virkede godt nok noget oprørt over alt det, der foregik, men det var der heller ikke rigtig noget at sige til. Ynkeligt, faktisk. Blake lod sit blik glide ned af hende, bedømmende, og løftede et af sine øjenbryn, inden han atter fikserede sine mørkegrønne øjne på hendes ansigt. Før han havde fundet hende, havde han regnet med, at hun så komplet anderledes ud. Han havde ganske vist fået at vide, at hun ikke lignede nogen almindelig djævel, men det der var jo til grin. Selv hendes opførsel var direkte uhørt. Den var nærmest ... menneskelig? Skamfuldt. Et fnys hørtes fra ham, hvorefter han drejede om på hælen og marcherede hen til hende med resolutte, afmålte skridt. Hans holdning var rank, men den faldt en smule sammen, da han lænede sig en lille smule frem, ned mod hende, hvorpå han lagde en flad hånd henover det omvendte kors, der hvilede mod hans bryst. "Jeg, Blake Moutiers, er kommet for at hente dig, Autumn Kieplion Nephal," fortalte han med et højt toneleje og stor formelhed i stemmen. "I Lucifer Mortuus Diabolus' navn." Hans stemmeføring var mere kraftfuld ved det sidste, han sagde, og han udtalte alle ord klart og tydeligt. "Ave Lucifer, Regie Satanas!" Endnu en gang tegnede han det underlige, omvendte kors på sit bryst med en pegefinger og mumlede en eller anden sær remse på et fremmed sprog, talte så hurtigt, at det var et held, han ikke snublede over ordene. Han havde haft sine øjne lukkede, men slog dem så pludseligt op, havde med det samme blikket rettet mod hende. "Følg med!" Det var i al hast, han vendte sig om og travede målrettet ind imellem de mange træer, standsede først da han stod midt i en lysning, der blev oplyst af det dunkle månelys. En stor rund plet, uden en eneste plante, fyldte et godt stykke af skoven. Meget besynderligt, eftersom resten af den var dækket med tætstående træer. Djævlen fandt et hvidt kridt frem fra en af de forreste bukselommer og bukkede sig ned for at tegne omridset af en cirkel, der var godt og vel 1,8 meter i diameter, rykkede ind i midten af den og tegnede et heksagram, sørgede for at alle seks spidser ramte cirkelstregen.
Blake rettede sig op med en tung udånding, trådte lidt væk fra midten og fiskede derpå noget op fra brystlommen på den sorte skjorte. Den mellemstore sølvkapsel med et bephomet indgraveret i midten, der nu lå i hans håndflade, skinnede svagt i det blege lys fra den næsten fulde måne. Han bøjede sig ned og lagde det i midten af den sekstakkede stjerne og bakkede helt ud af cirklen, hvornæst han stod og studerede sit værk nøje i noget tid, inden han vinkede Autumn hen til sig. "Tag min hånd og gentag hvad jeg siger," sagde han og rakte den ene hånd frem mod hende, stirrede indædt på den ynkelige undskyldning af en djævel, indtil hun havde lagt sin hånd i hans og slog følgende sit blik ned mod det optegnede symbol. "Aperi januam ad inferos! Aperi januam ad inferos! Aperi januam ad inferos!"

Kommet for at hente hende? Hende? Hvad ville han med hende. Hun var jo intet specielt som sådan. Hun vidste hun nok ikke var helt almindelig men hvad ville folk med hende? Hun forstod intet. Og hvor kendte han hendes navn fra. Hun havde rigtigt fortalt hendes fornavn. Men det var kun det. Det her var mærkeligt. Og gik hende på at hun intet vidste omkring tingene. Lucifer var bekendt. Det var ikke noget navn man stødte på særlig tit da det var i sammenhæng med satan. Djævle. Hun var mundlam. Vidste ikke hvad hun skulle sige. For bange. Stod bare og lignede en eller anden idiot inden hun på en måde bare fulgte med ham. Uden at kommenterer på noget. Hun holdt endnu som sit ene håndled. Det var utroligt det endnu kunne gøre ondt. Hun forholdt sig altid bag ham. Ville ikke komme op på siden af ham. Og hun skyndte sig skam heller ikke lige så meget om Blake. Som denne djævel åbenbart hed.

Autumn stod blot og studerede den måde han havde fået tegnet cirklen på. Og derefter det andet tegn der virkede mere bekendt en som så. Hun genkendte det fra mærket på hendes lår ligesom med korset ved hendes håndled var det samme som det han havde om halsen. Nu var det næsten indlysende. Men så alligevel ikke. Gav sig ikke lov til at tro på det. Der kom ikke det mindste pip fra hende mens hun ventede og skam heller ikke som hun gik bevæget sig mod denne mand. Hun følte at det nok var det bedste at adlyde. Der var ikke andet at gøre. Heller ikke hvis det var hun ville have svar. Hun slap sit håndled og førte derefter sin hånd langsomt mod ham hvorefter hun lukkede sine fingre omkring hans hånd hvor efter at trådte helt hen til ham for selv at stå på midten. Hun havde det ikke godt. Hun tog en dyb indånding og et sted lød det som om at hun frøs eller der var gråd på vej på den måde hendes stemme rystede. "Aperi januam ad inferos. Aperi januam ad inferos. Aperi januam ad inferos.” fik hun så endelig frem. Hviskede det. Lød usikker på ordene men stadig lød de forbandet velkendte når hun sagde dem. En hvislende undertone lå automatisk over hendes stemme. Så begyndte det at suse omkring hende. Hun fik det dårligt og af ren refleks lukkede hun hårdt sine øjne i hvor efter hun trådte helt hen til denne djævel. Mest kun for at føle sig mere tryg. Hånden der havde fast i hans strammede sit greb og hun holdt sine skrig tilbage.
Hun åbnede forsigtigt sine øjne og lod den smukke blå farve strålede frem. Hun behøvede ikke at se sig omkring mange gange enden hun reagerede. Hun fik meget hurtigt sluppet hans hånd og lige efter begyndte hun at gå baglæns væk fra ham igen. Hun lignede stadig den forskræmte mus i sin fælde. Et sted kunne det godt se ud som om at hun kunne græde hvornår det skulle være. ”Hva-Hvad….Hvad er grunden til…at du har..bragt mig..her??” stammede hun forvirret og nervøst. Kunne minde om et menneske der opdagede et frygteligt væsen for første gang i sit liv.