Sickly Disaster.

Autumn havde allerede følt sig svimmel, da hun havde taget af sted for at købe ind. Hun havde nu troet, hun nok skulle klare den. Da hun havde gået ud af døren, havde hun i hvert fald ikke haft problemer med at fokusere på de forskellige ting omkring hende. Men nu virkede det hele til at snurre rundt for hende. Hendes syn slørrede sig en smule, trods hun havde sine briller på, og hun koncentrerede sig konstant om at holde sit nattesyn i takt. Der var altid mangel på lys inde i gyderne. I hvert fald i dem hun altid gik hen ad for at komme hjem en smule hurtigere. Genveje. De kunne nemt have den absolut modsatte effekt end den man ønskede. Men til hendes held, havde det været et godt stykke tid siden, hun sidst havde trådt ind i problemer i området. Hvilket altid var en ting, hun var taknemmelig for.
Hun førte forsigtigt den hånd, der ikke holdt om den fyldte hvide plasticpose, op for at ligge imod hendes pande. Hun brændte og den kølige overflade af hendes hånd, fik hende hurtigt til at få det bare lidt bedre. Et suk forlod hendes strube, og hun nåede slet ikke at fjerne hånden igen. Hun burde da vie bedre end at gå ud og lave noget lige efter at have fået taget blod. Det stod jo over alt i folderne fra donorforeninger, at man skulle holde sig mere eller mindre i ro. Og selvom det ikke ligefrem var der, hun var kommet fra, var det da samme princip. Hendes arm blev slap og kom igen ned og hænge ned langs siden som den anden. Hendes skridt var blevet betydeligt langsommere. Hun slæbte nærmest sine fødder med sig. Hendes krop svajede en del, og hun var til sidst nød til at sætte en hånd imod den tætteste mur i den smalle gyde, hun befandt sig i. Hun tog sig slet ikke af, hvor mange bakterier der egentlig selv sad på muren, der ikke ligefrem blev gjort rent hvert forår. Det blev bare dovent tørret af i det fremviste lår, som man kunne takke hendes denim shorts for. Hun trak vejret en smule tungere end man normalt gjorde. Hendes øjne var en smule matte, og hendes kinder var rødblussende.
Hun syntes ikke rigtig at reagere på lyden, der kom fra plastikposens sammenstød med asfalten. Hun nåede det ikke. Hun kom i hvert fald ikke mere end to små skridt videre inden, hun selv faldt imod jorden. Hårdt ned på knæene, hvor hun sad i omkring et sekund, inden hendes overkrop faldt videre forover, til hele hendes krop lå pladask på maven. Armene var stadig mere eller mindre nede langs siden. Brillerne sad skævt på hendes næseryg, men ikke beskadet yderligere. Hendes bløde hår lå spredt ud over hendes hoved. Få totter havde endda faldet ned over hendes kønne blege ansigt. Øjnene var lukket i, og hun bevægede ikke på sig. Lå bare der. I mørket. I sommerkulden. Hun lignede mest af alt en der havde lagt sig til at sove midt i det hele. Med mindre man fik taget et bedre kig på hende. Hun burde snart finde ud af at tage sig bedre af sig selv. Også selvom det ikke helt var hendes skyld det hele.

Det var længe siden, han havde haft det så… normalt. Et ord, Derek under ingen omstændigheder havde brugt om sit liv gennem de sidste årtier. Ganske vist var hans hungren efter stoffer der stadig, men han havde forsøgt at finde aktiviteter der kunne få hans tanker afledt, fra de euforiserende stoffer. Musikken havde især været en stor hjælp. Det havde jo egentlig også været grunden til at han tog til Di Morga i første omgang… - Han ville tjene til føden ved hjælp af sin musik, og vise at han – på trods af storhedsvanvid og en forkælet tilværelse i voksenlivet – faktisk kunne klare sig selv. Selvfølgelig kunne dette stadie meget vel vise sig at være opgangsperioden, før et stort tilbagefald, men Derek følte sig selvsikker. Ganske vist havde han ikke fået penge i lommen endnu (hvilket også gjorde at alkoholsforbruget var på et minimum), men han havde søgt job på adskillige steder i Di Morga der kunne tænkes at være ”vært” for hans musik. Endnu ingen afslag, men heller ingen bekræftelser endnu… Det var også et par dage siden, at han havde ringet til nogen i Amerika. Sean… De andre i bandet… Og for Derek – var det et imponerende fremskridt.

Denne aften, vandrede han rundt i Di Morga Øst, for ikke at låse sig inde i lejligheden og blive tilbøjelig til, at stikke nåle i sin arm eller få pulver i næsen. Noget ved aftenluften havde altid givet ham fornyet energi. Det måtte vel høre med til at være en dæmon… Synet var også skærpet. Aftenens lette mørke var det rene ingenting. Faktisk ville han vove at påstå at han så langt bedre i mørke end i lys. Nok mest fordi lyset altid måtte tvinge ham til at gemme sig bag solbriller, frem for at vænne sig til det.
Endnu kunne han ikke finde godt rundt i gyderne. De fleste gange han havde betrådt disse, havde han jo været bankelam. Nu… Ja, nu lignede han en fornyet udgave af sig selv. Øjnene var varmere, og skyggerne under disse var forsvundet. Da smerterne foretog sig, havde han sovet i 15 timer i træk. Kroppen var ikke brændende varm, trods han stadig kunne mærke det prikke rastløst i fingerspidserne. Huden var ikke så bleg som den plejede, men så derimod mere livlig ud end den havde gjort længe. Han bar et par mørke jeans, sneakers, en mørkeblå T-Shirt og en åben sort frakke på. Alt tøjet havde nogle år bag sig, men udover at være slidt, hang det da stadig sammen.

Hvis ikke det havde været for lyden, ville han nok aldrig være drejet ned af dén del af gyderne. Lyden var øjensynligt ikke noget de fleste ville have bidt mærke i, men for en dæmon hvis hverdag uden alkohol og stoffer var kedelig og grå - lod gerne skæbnen prikke ham i den rigtige retning en gang imellem. Derfor drejede han roligt ned af en gyde, der var en tand mørkere end den han kom fra. Synet der ramte ham, efter at han havde gået i et minut eller to, var bestemt ikke noget spektakulært. Eftersom han var på afstand af skikkelsen, formodede han intet andet, end at vedkommende havde drukket alt for meget.. Efterhånden nærmede han sig. Han kunne jo meget vel bare passere og se hvor gyden førte hen. Aftenens eventyr, måske?
Men da han var to meter fra skikkelsen, stoppede han op. En ung kvinde... Var hun i live? Han kunne ikke se hendes ansigt, på grund af vinklen og totterne med hår.
"You' okay?" Spurgte han så, uden den største bekymring i stemmen dog. Han havde stadig ikke genkendt hende. Han vidste dog, at dette var det værste sted, at falde i søvn hvis man ikke ville udsættes for blodsugerne i området.

Autumn kunne svagt fornemme lyden af skridt der nærmede sig. Men de virkede alt for langt væk til at få hendes fulde opmærksomhed. Eller også var det hende der var for langt væk fra virkeligheden i dette tidspunkt. Til trods for at alt omkring hende var mørkt bag de tunge øjenlåg, var det stadig som om hun befandt sig i en drømmeverden. Alle lyde var svage. Og de fleste forsvandt inden de ville nå ind til hende. Hun var træt. Ja. Hun ar egentlig umådelig træt. Hvor længe havde det været siden hun havde fået sig en ordentlig omgang søvn? Lektierne havde hurtigt hobet sig op på grund af hendes fravær, og selve timerne var lange. Men hun havde da sovet. Havde hun ikke? Det kunne ikke kun være manglen der gav hende denne ubehagelige følelse i kroppen. Det var som om hele hendes krop var ekstrem øm. Alle muskler var gået i baglås, og hun nænnede slet ikke at bevæge det mindste. Hun ville bare blive liggende. Lade sig glide ind i drømmeland, og sende den underlige kropslige følelse ud af systemet. Hvad det så end var.

Dog syntes hun stadig ikke at få fred. Skridtene var kommet tættere på. Lød det til. Og en stemme nåede hendes øre ved hjælp af mirakler. Hun forstod ikke hvad der blev sagt. Det var mere som en summen. Ganske svag, irriterende summen. Hun pressede øjenbrynene sammen en smule og vrikkede lidt med fingerspidserne, inden armene endelig kom på overarbejde. Hun bøjede dem op, og satte håndfladerne imod den grusede asfalt, hendes kind også have ligget tungt imod. Efterlod små indgraveringer, der nok bare ville forsvinde efter et minuts tid. Hun åbnede endelig sine øjne igen. Dovent og udmattet. Så lidt hen over jorden uden rigtig at fokusere på noget. Langsomt og usikkert prøvede hun at løfte din overkrop op, og brillerne faldt helt af næsen og landede med et lille klik.
Så drejede kort efter hovedet. Stadig med totter af de lange hår ned over ansigtet. Dog kun få, så det blev ikke skjult. Men kunne stadig sagtens se den nærmest syglige blege hud, med de blussende kinder. Kogende. Læberne svagt skilt fra hinanden og tørrere end de plejede. Tydeligvis dehydreret. Hendes blik var tåget, og man kunne se hvor meget hun anstrengte sig for at se imod skikkelsen lidt fra hende. ”Who.. Who are you??” Hendes stemme var hæs, og på tonen var det nemt at finde frem til, at hun ikke genkendte dæmonen. Hun ville nok ikke engang kunne genkende sin bedsteven i denne tilstand.
Der gik heller ikke længe før at hun faldt sammen igen. De spinkle arme kunne ikke holde hende oppe længere, men hun holdt sig da vågen. Kom endda med en lille urgh-lyd som hun ramte jorden igen. Men hun blev liggende. Blinkede langsomt og trak tungt vejret gennem munden. Hvis det havde været meget koldere ville hendes ånde sikkert have været synlig. Selvom hendes kropstemperatur normalt lå en smule under et menneskes. ”I…..I feel…weird…”

"Autumn..?" Hviskede han nærmest, da han fulgte skikkelsen med øjnene. Hun forsøgte at hæve sig over jorden, og han kunne nemt høre brillerne ramme gydens belægning. Hendes anstrengelser, fik ham nærmest til at fryse fast i et sekund. Hele hendes tilstand, og dét faktum, at hun rent faktisk hørte til en af de eneste han huskede navnet på i denne by - var dét der lammede ham i adskillige sekunder. Han nåede ikke at gribe ud efter hende, da hun faldt sammen mod jorden igen. Egentlig vidste han ikke, om han ville have gjort det, hvis ikke han havde været chokeret over at se hende i denne forfatning... Hver gang han havde rørt hende, havde det trodsalt ikke været med hendes velvilje, og afstanden mellem dem, havde været et generelt faktum ved deres sidste møder.
Der var alligevel noget ved den ynkelige lyd, og hendes forfatning, der satte skub i ham, da Autumn ramte jorden. Han kom ned på hug foran hende... Han kunne høre hendes åndedræt, og se hvordan hendes hud - selv i mørket - virkede umådelig bleg. Han tøvede med, at fortælle hvem han var nu. Hun skulle trods alt forholde sig i ro, og deres forhold var anspændt... akavet... Og sendte følelser og stemninger gennem ham, som han ikke var blevet konfronteret med i lang tid. Følelser af ubehag og skyldfølelse - men dog også taknemmelighed og menneskelighed.
"It's me..." sagde han lavmælt, men skyndte sig at tilføje; "Derek." Hans stemme var ikke så hæs som den plejede. Han forsøgte derimod at få den til at fremstå så rolig som han kunne.
"Don't move, okay?" kom det dernæst fra ham, før han roligt førte hænderne ned mod hendes skuldre, for at løfte hendes ansigt lidt op for jorden. Men i det samme han sagde dé ord, var der noget der klemte sig sammen i ham... De sidste par dage havde ganskevist dæmpet hans smerter, men han var begyndt at huske ting... Huske ting han havde gjort under sin rus. Disse specifikke ord, huskede han, at have sagt til Autumn før... I hans lejlighed. Selvfølgelig havde tonen været en anden, men det gav ham alligevel kvalme og ubehag. Han måtte ryste på hovedet af sig selv, mens han - prøvende - forsøgte at trække hende en anelse op fra jorden. Dog vidste han ikke, om hun ville tillade nærkontakten.
"Are you in pain..?" Han forsøgte at tale til hende gennem processen; "Autumn - look at me."

”Derek..” mumlede hun svagt spørgende, som kunne hun ikke helt forstå situationen. Hun virkede ikke overrasket. Bare umådelig tåget og forvirret. Et svagt smil havde et kort øjeblik formet sig på hendes læber og blevet efterfulgt af et svagt; ”Hi..” Lige så ubekymret som man ville forvente fra hende. Hende behøvede han skam ikke at bekymre sig om. Hun kunne da sagtens passe på sig selv. Hun skulle bare vise ham. Men selvom tænkerne kørt gennem hendes hoved, skete der absolut intet fra hendes side. Hun forblev slap i kroppen. Selv da han prøvede at få hende op at sidde.
Hun klemte svagt sine øjne sammen i anstrengelser, da hun selv forsøgte at hjælpe ham lidt. Dog virkede det til han uden tvivl kunne klare det selv. Hun var jo heller ikke den tungeste person i verdenen. Hun gjorde hvad hun nu kunne for at få vendt sig om, men endte til sidst med at sidde mere eller mindre på siden. Og hun tøvede i hvert fald ikke med at læne sig godt og grundigt op ad ham. Igen med lukkede øjne. Hendes brystkasse hævede og sank markant. Afslørede hendes vejrtrækningsproblemer. Og nu hvor de fleste totter af det mærke hår var væk fra hendes ansigt, blev de kogende røde kinder blot fremvist en hel del. Ingen tvivl om at feberen havde overtaget hende. Og det så ikke ud til blot at være en almindelig forkølelse denne gang.

Hun adlød ham ikke. Men hun havde skam hørt ham. Hun havde bare ikke kræfterne til at skulle se op. Og hun følte ikke at et svar var nødvendigt. Hun vidste det ikke engang selv. Hun havde det bare underligt. Om det gjorde ondt eller ej, kunne hun ikke helt konkludere. Hun kunne ikke sætte ord på hvordan hun havde det. Ikke nu. Ikke indtil sidste detalje i hvert fald. Men i stedet for at lade de matte blå øjne glide op, løftede hun forsigtigt sin ene hånd og greb blidt fat i hans T-shirt. Pressede sig nærmest indtil ham. Gned dit ansigt frem og tilbage imod hans bryskasse, og tog ellers fat i blusen med den anden hånd. Stolede på Derek’s støttende arm om sine skuldre. ”Cold..” startede hun ud. Begyndte med det samme at ryste. ”I’m… so cold…” Utroligt, når man tænke på hvor varm hendes krop var. Men samtidig svarede tonen i hendes stemme på om det var sand eller ej. Det lød ikke til at hun løj. ”Why’s here so… cold.” Hun pressede sig endnu mere indtil ham. Han var dejlig varm. Og varme blev vel sammenlignet med tryghed. Lige nu havde hun i hvert fald ikke tid til at tage afstand til ham. Hun var travlt optaget med at komme så tæt ind til ham som overhoved muligt. Hun havde helt glemt deres stridigheder. Eller også så hun dem som irrelevante. ”So cold.” Pludselig kom en svag gråd til syne i hendes stemme. Og der gik ikke længe før tårer faldt ned over hendes kinder. Frustration. Hun slap og greb ellers fat i hans bluse igen. Gentagende gange. Som var hun bange for at falde, hvis hun ikke fik ordentligt fat. ”Make it stop… Please…” Hun havde det virkelig ikke godt. Hendes krop var helt ude af kontrol. Eller det var i hvert fald sådan hun havde det indeni.

"Just relax, okay?" Derek vidste, at Autumn tydeligvis ikke kunne gøre meget andet. Han kunne mærke hendes krop læne sig mere og mere ind til ham, hvilket tvang ham til at sætte sig mere ned mod jorden. Gydens belægning var halvkølig under ham, men på trods af den lette kulde der hang i Di Morga på nuværende tidspunkt, virkede Autumns hånd varm mod hans brystkasse... Og som regel var det sjældent at han kunne mærke så intens en varme fra andre end ham selv. Den konstante varme der bevægede sig i ham, når blot han havde rørt ved genstande, eller opfanget strejf af sollys. Han var som en oplader, der kunne samle-, men også udlede varme. Autumns varme hånd var derfor overraskende, for dæmonen - selv gennem T-shirtens stof. Hans ene arm var omkring hende, mens den anden stadig holdt fast i hendes skulder.
"It's okay, Autumn..." hviskede han, og forsøgte at lyde beroligende. Dog kørte hans hjerne på højtryk... Snart gled hans hånd fra hendes skulder, op mod panden, hvorfra han strøg hendes hår mere tilbage. Hun brændte... Brændte af feber...
Han vuggede hende nærmest i sine arme, mens han tænkte. Beroligende, tyssende lyde gled over hans læber, med jævne mellemrum. Hvad skulle han gøre? Han havde overvejet, at bringe hende til hospitalet. Lå det ikke tæt på? Dog havde han ingen idé om hvorvidt den specifikke læge arbejdede der regulært. Tænk, hvis han gjorde? Måske var det umådelig naivt af Derek at stole på sig selv, frem for et helt hospital, fyldt med uddannede - og alligevel ville han hellere se Autumn i sine arme, end i armene på en sindssyg læge, der måske ikke engang kunne hjælpe hende. Derek kunne næsten mærke hende brænde... Hun bevægede sig i hans arme, og tog fat om hans T-shirt. Hun tiggede om, at han skulle hjælpe hende. Ville han nå, at kunne bære hende på hospitalet nu?

"I'll make it stop..." Sagde han lavmælt, og trak hende lidt tættere på sig. Tanken havde ramt ham med ét. Men han havde aldrig prøvet dette på noget levende før... Ganske vist havde han overført varme fra sig selv til folk, men havde han nogensinde taget varmen fra dem? Hvis han kunne med andre varmefrigivende elementer, kunne han så ikke gøre det med... levende?
Men dernæst huskede han hendes urørlighed. Hans evner ville måske prelle af på hende, ligesom de havde gjort sidst. Håbløsheden gled over ham i et sekund, hvilket fik ham til senere at bide tænderne sammen og undre sig over hvorfor han viste disse humaner følelser overfor hende.

"I'll take you to the hospital." Kom det dernæst fra ham. Hans hjem lå tættere på, men hvad kunne han gøre. Han vidste ikke om hun ville komme med indvendinger. Hendes tilstand var problematisk, og hun klamrede sig trods alt til ham. Derek rakte over hende, for at gribe fat om brillerne på jorden, som han forsøgte at stikke i lommen på den åbne frakke, uden at skabe utryghed for hende.
"Put your arms around my neck." Bad han hende dernæst, med en ufattelig behersket tone i stemmen. Dog forsøgte han at hjælpe hende lidt på vej, hvis det var for hårdt for hende, at bevæge sig.

Denne gang gjorde hun intet andet end hvad han havde sagt hun skulle. Ganske langsomt slap hun lettere ufrivilligt hans T-shirt, og løftede dem op. Det var virkelig som om hun ingen kræfter havde i sine overarme. Så svært var det for hende at få dem højt nok op. Men med lidt hjælp, endte hendes tynde arme nu alligevel omkring hans nakke. Og igen tøvede hun ikke med at klamre sig tæt ind til ham. Gemte sit ansigt fra hans synsvinkel. Ned imod hans nakke, hvor hans sikkert sagtens ville kunne mærke hendes tunge åndedrag. Hun svedte ikke specielt meget, men hendes hud havde den form for klamme klistrede fornemmelse som også tit blev sammenlignet med koldsved. Dog var det nok langt fra kold hun var i øjeblikket. Med mindre man spurgte hende.
”No..” sagde hun så endelig. Hviskende. Hun vidste han ville kunne høre hende, på grund af afstanden mellem hendes mund og hans øregang. ”Don’t…” Hun kæmpede ikke specielt meget imod. Hun gjorde intet andet end at presse sig længere og længere ind imod ham. Med den kræft der nu engang stadig lå i hendes krop. Hun havde igen grebet omkring hans bluse. Nu blot på ryggen, omkring kraven. Det var sådan en betryggende og beroligende bevægelse for hende. Det gjorde rystelserne udholdelige. Som om den raskløse energi der endnu var i hende, blev fokuseret ud i fingerspidserne og så sendt ud af kroppen for hver nervøse håndbevægelse. ”I have to get home…” Hun tog sig en lille pause for at hoste en smule. Hun nåede lige at dreje hovedet nok, til at hun ikke hostede ham direkte imod hans hals, men hoppene fra hendes brystkasse, kunne han sikkert godt mærke, på grund af den minimale afstand imellem dem. Der var intet luft. Intet mellemrum. Det havde hun sørget for. ”…or he’ll probably get mad.” Hun lød ikke ret overbevisende omkring det punkt at hun ville hjem. Det ville hun ikke. Ikke hvis det betød hvem til huset i Logenment. Hun ville bare hjem til sit værelse, sin seng og den dejlige atmosfære hjemme i Brighton. Hjem til kvinden der havde påstået at være hendes mor, og som havde passet på hende når hun blev syg. Strøjet hende over håret og puttet hende under dynen. Hun savnede pludselig det hjem. Men det var ikke hendes hjem mere.
”I can take care of myself.” blev der mumlet igennem gråden, hun virkelig forsøgte at holde under kontrol. Men den var bare kommet på ingen tid. Og hun vidste ikke hvorfor hun græd som hun gjorde. Hun snøftede et par gange, og gav virkelig ingen tegn til at slippe Derek igen. På nogen måde. Dog var hun heldigvis for svag til at lægge nok kræfter i til at kvæle ham. ”I have too.” Inderst inde ville hun egentlig bare have at han ikke hørte på hende. Det var så ynkeligt alt det der kom ud. Og hun lige meget hvor meget hun ønskede at komme tilbage til huset, kunne hun vist ikke skjule skrækken der dumlede i det fjerne. ”I don’t like him when he’s mad..”

"You're not going home..." sagde han, med den samme beherskede tone i stemmen som før; "Not on my watch anway. And definitely not like this." Han ønskede for alt i verden ikke, at bringe hende tilbage til lægens hus i Logement. Det hus hun altså ´delte´ med ham. Det var måske ikke just betænksomt af ham, at gå imod hendes ´ønske´, men var det virkelig hvad hun inderst inde ville? Måske ville lægen - hvis han virkelig var så besat af Autumn - helbrede hende, og tage sig af hende? Derek brød sig dog ikke om det. Han vidste at det ville have konsekvenser, at tage hende med sig hjem - men kunne han ikke tænke over det, så snart han havde fået hende væk fra gyderne? Desuden lå hans lejlighed ganske tæt på.

"I'll handle it, okay? Let me worry about him." Han tog sin ene arm under hendes ben, mens den anden stadig var omkring hendes krop. Lige dét, at løfte sig op fra den siddende stilling, til en stående - var det eneste der lod til at være anstrengende fra dæmonen. Så snart han havde løftet hende helt op, og havde rettet ryggen - kunne han ånde mere lettet ud. Han kunne mærke hvordan hans hals nærmest blev fugtet af tårerne, og af Autumns fugtige pande. I et par sekunder, stod han naglet til stedet, for at hun kunne vænne sig til fornemmelsen.
"I'll make sure, you'll be home, as soon as you can stand on your own two feet, okay?" Uanset hvad, vidste han, at selv hvis hun forsøgte at protestere - så ville han ikke stå imod. Selvfølgelig ville lægen kunne spore hende tilbage til hans lejlighed, men så ville Derek i det mindste være der, til at modtage ham. Hvis de var heldige, kunne Autumn komme på benene igen, før lægen gjorde noget. Før han tog sagen i sine hænder og ønskede hævn.

"If your hands get tired, then you can let go... I've got you." Sagde han fattet til hende, da han begyndte at gå. Kortvarig så han tilbage. En hvid plastikpose stod på jorden. Han havde dog ingen intention om at hente den nu. Det galt om at få Autumn hjem til hans lejlighed med det samme.

"Autumn, you're burning up... Try to relax." Kom det fra ham, mens han gik med hende i sine arme. Han kunne mærke hvordan hun nærmest anstrengte sig for at trække vejret. Autumn var let at bære. Hun havde jo ikke megen sul på kroppen... "We'll be there soon. Don't worry about anything." Han forsøgte absolut at få hende til at slå visse af bekymringerne fra. Lettere sagt end gjort selvfølgelig. Faktisk følte dæmonen sig rådvild. Han håbede at det ville ændre sig så snart de var i hans lejlighed.

Hun havde den største lyst til at sige at hun skam havde det fint. Men hun vidste godt landet ikke lå sådan. Og hun havde samtidig svært ved at få det sagt. Hun ville lyve højt til himmelsk. Og det at virke som om intet var sket, var mindst lige så svært. Hun kunne ikke engang få sig selv til at smile i øjeblikket. Hun var for træt. For frustreret. Og for forvirret. Til overhoved at tanke længe over hvad der kom ud af munden på hende. Derfor lød det meste nok som en omkring ukontrolleret bras i ingen orden på nogen måde. Nok derfor hun endte med at holde sin mund lukket, til hun rent faktisk havde noget relevant at sige.

Følelsen der gled igennem hende, som hun blev løftet op var overraskende behagelig. Man lå godt i hans arme. Hun havde det ikke som om hun hele tiden ville falde ned, som de gange i skolens musical. Dette var fast. Stærkt. Og sikkert. Ikke direkte trygt, men hun fandt sig selv med lukkede øjne. Måske mest for at stoppe tårerne, men på denne måde afslappede hun også i hovedet, så den ny ankomne hovedpine kunne falde lidt til ro. ”Okay..” kom det endelig bekræftende fra hende. Nok første gang hun rigtig havde svaret på et af hans spørgsmål denne aften. Hendes stemme var stadig hæs fra den enorme mængde slim der nok lå og påvirkede stemmebåndet i halsen.

Hun blinkede igen dovent. Og det så ud til det blev sværere og sværere for hende at holde øjnene åbne, hver eneste gang hun blinkede. Der kom en svag smaskende ud fra hende, som hun fugtede sine læber. Hendes mund var så tør lige pludselig. Og havde hun ikke lige spist? Hun huskede det ikke helt. Hvad havde hun egentlig lavet inden hun var taget ud for at købt sine nødvendigheder? Hun snøftede en sidste gang, og kæmpede desperat for at få taget en dyb indånding. Det var blot stadig som om en stor tung klods lå og pressede imod hendes brystkasse. Pressede hendes barm ned mod lungerne og gjorde vejtrækninger besværlige. Dog endte hun alligevel med at få det under kontrol sådan nogenlunde. Hendes hoved blev tungt og gled en smule ned fra sin plads imod hans nakke. Lå nu omkring hans armhule. Ansigtet drejet en smule i profil, men stadig halvt gemt ind imod ham. Hænderne slappede af, og havde ikke mere det nervøse greb i hans bluse. Armene var stadig omkring hans nakke, men de virkede mere slappe og bare smidt omkring. Hvilende. Hendes øjne var stadig lukkede og hendes ansigtsudtryk var på ingen tid blevet fredsfyldt. Hendes vejrtrækninger var mere jævne, men stadig besværet, som når man sov med en stoppet næse.
Der var vel ingen tvivl omkring at hun nok var faldet i søvn. Den bedste metode kroppen selv kæmpede imod feber som denne. Hun var tydeligvis udmattet. Hvem ville ikke det? Tusindevis af hvide blodlegemer kæmpede imod virussen i hendes krop. Det kunne godt være hun var immun for visse angreb, men høj feber som dette var tilsyneladende ikke i den gruppe. Som ramte det hende hårdere end det burde. "Warm..." mumlede hun i søvne, og gned forsigtigt sit hoved imod hans overkrop. Blidt og næsten kælende.

I hate these alleys...

Derek lod de brune øjne bevæge sig fra den ene ende af øjenkrogen til den anden. Ned mod gyden til højre, og den til venstre. Skulle det virkelig være så besværligt at finde rundt? Konstant syntes han, at kunne høre lyden af snak et sted fra. Et sted langt derfra... Efter doseringen af stoffer var faldet, og til sidst indskrænket til medicinen som Autumn havde givet ham - havde hans sanser været mere skærpede. Sommetider når han gik gennem gydernes mørke, kunne han endda vove at påstå, at han hørte blodet dryppe fra et menneskes hals, når disse blev angrebet af blodsugerne. Sikke noget sludder...
Derek drejede til venstre. Hvor længe havde han gået nu? I et par minutter måske? Han kunne mærke Autumns vejrtrækning, og hvordan hun til tider bevægede sig lidt. Dog var ånden mod hans hals og tøj nok til at forsikre ham, om at hun var fredelig endnu. At hun ikke var i febervildelse, men havde tilladt sig selv at slappe en smule af, og ikke anstrenge kroppen for meget. Desuden forsøgte han, ikke at træde for hårdt mod stenbelægningen i gyderne. Autumn skulle ikke vågne... Et eller andet sted i ham, var der vel noget der sagde, at han skyldte hende en del. Selvfølgelig hungrede han stadig efter stofferne i ny og næ, men hun havde vel i grunden hjulpet ham ud af et rigtig, rigtig mørkt sted i hans livs, som kaldtes afvænning.

Snart fik han øje på boligblokken. De var endelig ved Logement. Et par minutter derfra, lå hendes hus... Alligevel drejede han selvfølgelig den modsatte vej. Over til den anden ende af de store, ikke så charmerende lejlighedskomplekser, der virkede så kedelige og grå, og som husede lidt afhvert. Derek var målrettet. Han løftede hende fredeligt tættere ind i sine arme, og forsøgte at holde sig i skyggerne, så snart han krydsede gaden - væk fra gyderne, og hen mod betonbygningerne.

Det var ikke nær så besværligt at få hende op ad trapperne som han troede. Ganske vist var hans arme trætte af at være i samme stilling i så lang tid, men han formåede at holde hende i et stærkt tag, selv med en nøgle i den ene hånd, når han skulle fumle med låsen. Selvfølgelig krævede det, at han skubbede hende ekstra godt ind til sig, men i sidste ende lykkedes det. Hoveddøren gled op med en knirkende lyd, som brød stilheden for en stund. Om hun ville vågne - vidste han ikke. Men nu var de der, i det mindste.
Lejligheden var renere, end den længe havde været. Persiennerne var trukket op, og lod lidt af gadelyset trænge ind. Der var kun få tomme flasker at se, og der lå som altid tøj over gulvet. Dog var der ikke direkte beskidt længere... Der lå ikke kokain over bordet, og sengetøjet var da ikke overhældt med alkohol, eller savlet til af fremmede, der i fortiden måtte være til at finde i hans seng. Dette kunne have været en hvilken som helst anden ungdomshybel.

Han trykkede døren i bag sig med sin ene fod, og bar hende hen til sengen. Der var noget smart i, at have en lejlighed hvor alt nærmest var samlet i ét rum. Forsigtigt baksede han tæppet ned i fodenden, hvorefter han kunne ligge hende ned, uden det største besvær. Selvfølgelig krævede det, at han måtte få hendes hænder væk fra sin nakke, og hendes ansigt væk fra sin varme krop.
"It's alright.." Hviskede han. Som om han ville forsøge ikke at vække hende fra søvnen, "You're safe here, okay?" Han rettede sig lidt op, for at tage skoende af dem, og sende dem ned mod gulvet. Dernæst tog han roligt fat om tæppet, og trak det halvt over hende. Han ventede ikke ét sekund, før han gik hen mod hoveddøren, slog låsen til, og dernæst skridtede ud i køkkenet, hvorfra han hentede en flaske vand fra køleskabet. I forbifarten, slog han persiennerne ned foran vinduet to meter fra sengen, hvorefter han igen satte kurs mod hende. Flasken blev sat på sengebordet, og han skruede forsigtigt låget af.

Små utilfredse lyde begyndte lidt efter lidt at komme fra hende. Nu hvor temperaturen havde ændret sig en smule, så det ud til hendes krop reagerede ved at slå lidt til igen. Det var knap så trygt nu, hvor hun ikke kunne mærke hans kropslige varme imod sig. Hun drejede sit hoved fra side til side, og kroppen kom også lidt med efterfølgende. Som lå hun virkelig ikke godt, og hun ikke kunne rigtig finde sig tilrette på den ellers bløde madras. Hendes ansigt klemte sig sammen et øjeblik inden hun endelig så ud til at vågne ordentligt op. En smule forskrækket, men hun blev da liggende. Det eneste der rigtig skete var det paniske hop i vejtrækningerne og øjnene der pludselig slog op. Dog stadig med de trætte øjenlåg. Hun lignede ikke helt sig selv. Normalt havde hun altid den kølige glød i ansigtet, og hun plejede da at virke en del stærkere end nu. Hun kunne sikkert ikke engang klemme saften ud af en citron i denne tilstand.

Ganske forsigtigt begyndte hun igen at bevæge på sig. Selvom det var umådeligt ubehageligt, drejede hun langsomt hele kroppen, til hun endte på siden. Ansigtet imod Derek. Eller hans skikkelse. Hun syntes kun at ane hans tågede omrids. Og ikke det kønne ansigt eller små detaljer med hans stærke hænder. Det hele var slørret. Ikke rigtig overraskende, når man tænkte på hun var halvblind uden det ekstra brilleglas. Men hun vidste stadig det var ham. Man skulle ikke være ekspert i fornemmelser for at genkende udstrålingen fra ham. Den var mærkværdig.
Hendes ene hånd fandt sin vej ned til tæppet, der roligt lå omkring hendes talje. Og til trods for hun stadig var godt indpakket i varmt tøj, trak hun tæppet helt op over sig. Hun frøs tydeligvis endnu. Selvom det nok ikke var det bedste at omgive sig selv med varme, nu hvor hendes krop nærmest kogede over. Hun kunne bare ikke mærke det. Armen der i øjeblikket lå øverst kom så ellers frem fra sit skjul under tæppet. Rakte ud fra sig. Ud imod dæmonen. Hun kunne ikke helt bedømme afstanden, og det vidste sig at hendes arm ikke helt var lang nok til at kunne nå ham. ”Derek..” Hun nåede knap så langt, inden et hosteanfald angreb hende. Armen blev trukket til sig igen i en høj fart, og hele hendes krop foldede sig ned i fosterstilling, mens hun med en hånd foran sin mund hostede voldsomt, som havde hun fået noget galt i halsen eller lignede. Krøllede sig mere og mere sammen for hvert host. Og hvilken glæde da det stoppede igen, og lagde stilhed over hende.
Autumn åbnede igen øjnene, men hun forholdt sig i den sammenfoldede stilling med tæppet så tæt omkring sig som overhoved muligt. ”It hurts..” Hun var stadig ikke sikker på om det rent faktisk gjorde ondt nogle steder. Men hun blev ved med at få følelsen af krampe i sine lår og arme. Hun bevægede konstant sine tær i samme nervøse rystende form som hendes fingre, der ikke så ud til at ville give slip på hvad de havde fået fat i. ”Make it stop..” Med ét slap hun dog tæppet. Hun drejede tilbage om på ryggen og sparkede panisk tæppet helt af sig. Greb i stedet fat i lagnet under sig, imens hendes ben blev ved med at sparke fra sig selvom tæppet allerede lå på gulvet, hvis hun ikke tog fejl. Hendes øjne var klemt sammen og hun lænede sit hoved en smule tilbage i puden, og hendes ryg svajede en smule. Hendes vejrtrækninger var igen utrolig besværet. Som kom feberen mere i ryk. Eller nok mere som febervildelserne.
Hendes hænder slap igen lagnet og tog ellers godt fat i kraven på hendes egen jumper. Hun trak konstant ned i den, og det lignede vel mest af alt at hun var tæt på at rive den i stykker. ”Too… hot... I can’t breath…”

Da Autumn begyndte at hoste, satte Derek sig på det lille stykke i yderkanten af dén del af sengen, hvor Autumn lå. Lyden af hendes hosten fik ham til at skære tænder. Det lød som om hun skulle til at hoste sine indre organer op. Han lagde en hånd mod hendes pande, der brændte mod hans egen varme temperatur. Dernæst strøg han håret væk fra hendes ansigt, og forsøgte sig med de tyssende, lullende lyde, som han før havde benyttet sig af. Hendes hosten lod ikke til at fortage sig hurtigt. Da den dog gjorde, kunne han mærke hvordan hendes krop igen blev stille. Men kun i få sekunder. Snart vendte og drejede hun sig, mens hun fumlede med tæppet.

"It's alright..." Derek kunne mærke at kontrollen i hans stemme langsomt ebbede ud. Han følte sig febrilsk, og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han anede intet om den slags, og det gjorde ham rådvild, at han ikke havde den mindste smule erfaring omkring noget så centralt.

Dernæst gik alt stærkt... Derek lod straks sin åbne frakke falde til gulvet, hvorefter han greb ud efter vandflasken. Autumn havde vredet sig rundt, og var tydeligvis i en tilstand, der kunne overstige effekten af et par enkle panodiler, og en våd klud mod panden. Derek var konsekvent, da han trak hende op ved skulderne, for at møve sig ind under hende, så hun kunne være i hans arme. Ryggen kunne han akkurat læne mod sengens gavl, samt væggen bag denne.
"Autumn... Stop moving." Hans stemme var bestemt, men ført roligt, og gentaget et par gange. Det næste han gjorde var ud fra impulsen. Han vidste ikke om han ejede en eneste ren klud, og derfor greb han ud efter puden ved sin side. Pudevåret hev han af, før han hældte en sjat vand over et af hjørnerne. Han kunne ikke undgå at spilde vand udover en lille del af sengen. Det blev ikke just meget bedre, da han gav sig til at vride stoffet i sine hænder. Dernæst pressede han let det halvåde pudevår mod Autumns pande. Vandet var koldt, og han måtte skynde sig at lægge det mod Autumns hud, før han selv ville opvarme det.
"Shh... It's gonna be okay." Han forsøgte ikke at røre direkte ved hendes hud med sin egen. Trods hun for kort tid siden havde nydt hans varme, tvivlede han på, at hun ville gøre det nu, hvor hun nærmest kæmpede for at rive tøjet af sig selv.
"Drink this.." Han førte flasken ned mod hendes ansigt - ned mod hendes læber, og håbede at hun ville lytte til ham, og ikke stridte imod. "You'll feel better." Han vidste at det ikke nødvendigvis ville være tilfældet. Men væske var vel godt for at dulme feberen, trods han vidste, at Autumn sikkert burde være blevet sendt på hospitalet, hvor de kunne tilbyde hende medicin der kunne gøre mere end han var istand til.
Hans ene hånd strøg hende flygtigt over håret. "You're gonna be fine." Hviskede han igen. Han havde aldrig taget sig af nogen før... Jo, folk med tømmermænd, men der havde hans råd altid været, at de bare skulle begynde at drikke alkohol igen. Derek var bestemt ikke voldsomt egnet, men han forsøgte.

Autumn kom skam ikke med nogen afvisende indvendinger, da Derek fik sat sig om bag hende. Som lidt ekstra støtte, trods hans pude havde været behagelig nok at hvile hovedet på. Dog syntes dette at være så meget bedre. Hoved kom en smule højere op, og gjorde det hurtigt nemmere for hende at trække vejret, selvom det nok stadig havde været den pludselige bølge af hede der havde angrebet hende. Den var ikke helt væk. Den var der skam stadig. Og hun nægtede et øjeblik at stoppe sit forsøg med at rive sit tøj af. Fuldkommen ligeglad med om han så på.
Men den kølige fornemmelse fra den fugtige klud havde nu en beroligende effekt. Mere eller mindre. Hun blev ved med at vride sig frem og tilbage et par sekunder, men så faldt hun da ellers endelig til ro. Rystede nu blot umådeligt meget. Og han ville nok sagtens kunne mærke det med den afstand igennem dem som ikke rigtig eksisterede mere. Ikke at hun protesterede. Det var underligt trygt. Selvom det var ham der var tale om. Det var sikkert på grund af hendes desperate nødvendighed efter denne følelse. Hun ville nok have ladet en hver tage hende med sig, så i princippet var hun faktisk taknemmelig for hans tilstedeværelse i gyderne.

Meget langsomt løftede hun begge sine hænder, der begge havde sluppet kraven igen. Med rystende bevægelser, fik hun lukket sine fingre ganske svagt omkring vandflasken. Stolede på dæmonen for at holde den oppe. Hendes hænder var der kun for en sikkerhedsskyld og for at føre flasken på rette kurs. Hun satte sine læber ordentligt imod flaskens åbning, og forsigtigt prøvede hun at hælde. Lidt ad gangen. Selvom det virkede svært for hende at synke ordentligt, tog hun sig godt af vandet. Hendes mund havde været så tør og det samme havde hendes hals. Og det fyldte vel en smule af hendes tommemave. Dog blev hun ikke ved med at drikke i længere tid. Hun skubbede den efter lidt tid væk fra sig. Nægtede at indtage mere. Hun kunne ikke. Hun slap selv flasken, og skubbede den med en flad hånd lidt længere væk, så hun selv kunne bruge kræfter på at sætte sig op. Og igen gik det ikke speciel hurtigt. Hænderne blev sat ned i den bløde madras og stille og roligt endte hun med at sidde mere op. Uden at have ryggen støttet imod Derek.
”Help… Help me with this..” sagde hun svagt, alt imens hun fik trukket lidt ud i sin sweater. ”It’s… It’s uncomforable to wear.” Man kunne nok ikke se det, men den bomulden klistrede sig til hendes lettere svedige krop. Varmen havde virkelig overtaget hende. Det var svært at finde den perfekte temperatur. Normalt var det jo en leg. Normalt blev hendes krop aldrig påvirket af hverken varme eller kulde på den her måde. Hendes ben var blevet trukket lidt op i en meget doven skrædderstilling, for at hun kunne holde balancen lidt bedre i sin nu siddende stilling. Hendes blik var ned af sig selv. En smule sørgmodigt måske.
Inden hun selv nåede at trække op i jumperen kom endnu et par host, der selvfølgelig skulle blokeres med den ene hånd op foran munden. Denne gang var det dog ikke så voldsomt. Bare et minde om det førhen. Og det holdt hurtigt, så hun bare kom tilbage i den slatne siddestilling.

”Please..”

Derek kontrollerede flasken, mens hun hældte og justerede hvor meget hun kunne drikke ad gangen. Den anden hånd, lå mod hendes hår, og han måtte bøje overkroppen lidt ind over hende, for at sørge for, at han ikke spildte vand over det hele, og gav hendes krop et kuldechok, som den ikke ville kunne klare. Han tog flasken til sig igen, da Autumn skubbede den fra sig. Han stillede den fra sig på bordet, som heldigvis var på en sikker afstand.
"Autumn...-" kom det fra ham, da han så hvordan hun bevægede sig op i en siddende stilling. Dog stoppede han sine indvendninger, da han så hvad hun havde gang i. Tydeligvis var varmen for meget for hende, og selvom Derek vidste at kulde ikke var godt for en feber-syg (hvilket var noget af det eneste han i grunden vidste) - så kendte han udmærket fornemmelsen af at have det så varmt, at man knapt nok kunne trække vejret.
"Put your arms over your head." Sagde han dernæst, og tog fat i bunden af sweateren. Det var sgu sjældent at han klædte en tøs af, uden faktisk at have et egoistisk motiv. Han vidste endnu ikke hvad drivkraften til hans handlinger nu var. Det eneste han vidste var, at noget i hans baghoved, som folk måtte kalde en samvittighed - fik ham til, at handle på måder, han knapt nok kunne genkende fra sit eget liv.
Roligt gav han sig til at hive op i hendes sweater, indtil den røg helt af hende. Han smed den ned i fodenden, og fandt pudevåret frem igen. Kortvarigt lod han det berøre hendes hals. Det stykke der måske ikke havde fået meget luft.
"Now, relax, okay?" Lød det dernæst fra ham, "You need to rest." Han rykkede sig en smule væk, så Autumn igen kunne ligge fladt på sengen. Hvis hun begyndte at kæmpe igen, ville han sikkert forsøge at få hænderne omkring hende endnu en gang. Nu kunne hun i det mindste sidde op, trods det sikkert krævede anstrengelse.
Kortvarig kørte han en hånd over sin egen pande... Han var brændvarm. Ikke af feber, men af den naturlige oplader-tilstand som han nu besad - og af aftenens strabadser. Han havde mest af alt lyst til at smide T-shirten, åbne vinduet og sætte sig i vindueskarmen. Alligevel blev han siddende, ved siden af Autumn. Om hun ville kunne slappe af, vidste han ikke. Han vidste bare, at hun blev nødt til det.

Det var utrolig dejligt at endelig få den klæbende beklædning af sin overkrop. Følelsen af luft omkring hendes maveparti, og kravebenene der også fik frit spil. Det eneste der endnu var dækket godt til, var hendes barm. Hun kunne vel godt overleve at BH’en blev siddende. Hun begyndte trods alt at fryse igen, lige i det at hendes trøje ramte fodenden af sengen. Igen var der ingen balance igennem koldt eller varmt. Det ændrede sig konstant. Gjorde selvfølgelig hendes tilstand en del mere ubehagelig. Det ville en hver med feber som denne sikkert give hende ret i. Hvordan var hun overhoved havnet i dette stadie? Hun havde da haft det fint inden da. Ingen former for symptomer på noget tidspunkt. Og der skulle mere end en kølig brise til at få hendes immunforsvar til at bryde sammen på samme måde. Eller var der bare noget hun havde indbildt sig på grund af immuniteten overfor så meget andet.

Atter lænede hun sig tilbage mod hans varme krop. Hun lå et øjeblik på ryggen og bare stirrede fraværende imod loftet. Blinkede på samme dovne måde. Og trak stadig tungt vejret gennem munden, som var hendes næse stoppet og blokerede for luftvejene. Dette var egentlig første gang hun ikke tog sig tid til at bekymre sig om sin egen krop. Hun prøvede i hvert fald ikke at skjule det lange operations ar, der stadig strakte sig ned over hendes mave. Og for første gang i lang tid blev den lille uskyldige tatovering også fremvist til omverdenen. Og det mærkværdige var, at hun følte sig fuldstændig ligeglad med det. Som havde hun faktisk glemt alt om det. Og de mange mærker der havde dækket hendes arme fra deres sidste måde var væk igen. Uden nogen spor af at de havde været der.
Kort efter drejede hun dog om på siden, og lidt længere ned så hendes hoved kom ned at ligge i hans skød, i stedet for op ad hans overkrop. Hun hvilede behageligt sit hoved imod hans ene lår, med en af sine egne hænder liggende ved siden af sit ansigt. En smule knyttet, for at lade rystelserne falde til ro. Hendes ben bøjede sig op, og igen landede hun i en svag fosterstilling. Dog ikke helt foldet sammen. Mere afslappet.
”Why… Why did you.. bring me here?” spurgte hun forsigtigt, imens hun virkelig prøvede og holde sig vågen, til trods for han havde sagt hun skulle hvile sig. Hun turde ikke helt, selvom hun i drømmeland ikke ville have det på denne måde. Drømmene havde aldrig været specielt rare. Hun åbnede igen munden for at komme med flere ord, men man kunne nemt mærke på hende hvordan hun hurtigt fortrød og hendes bare lukkede sine øjne helt i. Gned sit hoved imod hans lår, som prøvede hun at gøre det mere behageligt, og en smule døssigt mumlede hun noget utydeligt. Hun udstrakte sine ben en smule og fik ellers trukket dem op og på plads igen. Tæerne blev ved med at gribe fat i lagnet og slap det igen. Gentagende gange. Præcis nok nær man var for nervøs til at falde i søvn, og ens krop bare ikke ville falde ned på grund af spænding. Skuldrene var helt oppe omkring ørerne, og hun puttede sig virkelig ind til ham. Opfangede igen varmen fra hans krop, så godt hun nu kunne. ”Why didn’t you bring me back home?”

Derek lod Autumn ligge sig tilrette, uden egentlig at sende nogle henkastede blikke mod hendes næsten halvnøgne krop. Han var ligeglad på nuværende tidspunkt. Autumn havde det tydeligvis af helvede til, så han koncentrerede sig mere om, at hun kunne lægge sig tilrette, uden at vride sig af feber og smerte - end om at overbeglo hende og bemærke ting som ar eller en tatovering. Det var dog så ufattelig rart, at kunne læne sig lidt tilbage, så den øverste del af ryggen ramte væggen bag dobbeltsengen. I et kort sekund studsede han over, hvor længe det egentlig var siden, han sidst havde siddet ned og bare... trukket vejret på en måde som ikke bare var en anelse anstrengt. Nej, Autumn havde ikke været tung at bære - men Derek følte at de havde gået i evigheder. Enhver, der havde båret noget konstant i samme stilling med armene, havde vel sin grund til at føle sig en smule udmattet. Et menneske ville sikkert have været nødt til at stoppe op en gang eller to.

Ved hendes spørgsmål, sendte Derek et blik ned mod hende. Han kunne se hvordan hendes øjne forsøgte at glide i. Hvor havde han lagt hendes briller? I en af sine lommer formodentlig. Han nænnede ikke at røre på sig, og vidste, at det måske var dødligegyldigt nu, om hun kunne se tydeligt eller ej. Det vigtigste var, at hun fik slappet af.. Og det kunne han mærke at hun forsøgte at gøre, trods de små rystelser, der naturligt gik gennem hende på grund af temperaturforskellene.
"I have my reasons..." Kom det lavmælt fra ham. Hans ord var betonet af en tænksomhed. Som om han ikke selv helt kendte svaret... Hvilket han i grunden vel heller ikke gjorde. Når man var ædru... og clean... - Ja, Derek forstod knapt nok sig selv for tiden.
Da Autumn puttede sig tættere mod ham, lagde hans hånd sig nærmest naturligt over hendes hår, som han roligt strøg med hænderne. Han vidste ikke hvorfor, men det virkede bare så ligetil, og det havde det vel i grunden gjort hele aftenen, når han havde forsøgt at berolige hende.
"That's not your home." kommenterede han så, og lod den anden hånd hvile mod hendes nøgne skulder, da han kunne mærke at hun lå uroligt. Han var stadig varm... meget varm.
"I'm no doctor, but I sure as hell trust myself a heck of alot more than any doctor I've ever come across..." Fortsatte han : "You should stay away from him... Well, I know you can't. But at least stay away, when you're sick as fuck, and when you can't even stand on your feet." Selvfølgelig snakkede han om Blake. Kommentaren var kommet ud i en ren tankestrøm. Igen lod han fingrene glide over hendes hår.

"I know, I'm no saint and all...-" Begyndte han igen, efter en stund: "But for some reason - I didn't walk past you in that alley, Autumn. You have no reason to trust me, and I know you didn't really have a choice..." Han rystede på hovedet af sig selv, og lænede ryggen længere ind mod væggen.

"Just... stay here until you're feeling better, okay?" Nej, hun havde vel egentlig intet valg.

Autumn nød virkelig hans små strøg hen over hendes hår. Hun kunne mærke det lille smil inden i vokse en smule, og hun ønskede hun havde kontrol nok til at få det frem på sit ansigtet. Men hendes utryk forblev i det lettere forstyrrede fredsfyldte område med øjnene lukkede og læberne svagt skilt ad. Hvis ikke det var fordi hun stadig sagde noget en gang imellem, og hendes vejrtrækninger endnu virkede tvungne, ville hun nok sagtens kunne gå for en der sov.

”I should stay away.. from him..” Det var ikke rigtig noget spørgsmål til sig selv. Mere en bekræftelse. Hun vidste det skam godt selv, men samtidig følte hun af en smule afhængig af netop denne læge. Nok på grund af den tid hun havde tilbragt med ham. Ikke villigt dog. Og det at han ikke tillod hende at have andre bekendt skaber. Han havde været den eneste hun rigtig havde haft et forhold til i lang tid. Også selvom han skræmte livet ud af hende, når bare hun tænkte på hvad han kunne finde på. ”I shouldn’t let him take more blood.” Hun havde lyst til at krølle sig mere og mere sammen bare ved tanken. Som Derek nok allerede havde lagt mærke til, var det som om hendes krop reagerede af sig selv bare når lægen blev nævnt i hendes tilværelse. ”But I’m not strong enough yet.”

Igen blev hendes øjne åbnet og igen stirrede hun bare ufokusseret ud i rummet, mens hun lyttede til hans stemme. Nu hvor den vrede undertone ikke dominerede var den mindst lige så dejlig at høre på, som gennem en CD-afspiller. Faktisk når hun tænke over det, så hun ham ikke mere som en musiker. Det havde uden tvivl noget at gøre med det bånd der var imellem dem. Som var blevet skabt igennem deres forskellige møder. Båndet var vel skrøbeligt. Og såret. Men det var der da. Ikke? Forsigtigt drejede hun en smule på sig igen. Kun lige overkroppen og hovedet, for så at rette de abnormalt blå øjne, der ikke lyste helt så meget som de plejede, imod ham. Så godt hun kunne fra den vinkel. ”Derek..” Endelig kom den lille krusning i mundvigen. Dog hjalp smilet ikke på den blege hud, blussende kinder og nu nærmest blå læber. Og selvfølgelig skyggerne under øjnene. ”Thank you.”
Hun tøvede ikke med at vende blikket væk fra ham igen. Hun havde stadig problemer med at lade ham se hende når hun var i sådan et svagt stadie. Der sad stadig små spyd fra kommentarerne, der havde forladt hans mund. Egentlig drejede hun sig ikke tilbage. Blev liggende halvt på ryggen og halvt på siden. Øjenlågene blev bare lukket i, og hånden, hvis arm der alligevel lå tværs hen over hendes brystkasse, blev blidt lagt til hvile oven på maven, hvor den samme med hendes vejrtrækninger steg op og ned. Hun sukkede dybt, og forvaltede endnu et host. Endnu et svagt host, hun ikke rigtig nåede at blokere.

”I won’t cause any more.. trouble. I promise.”

Selvfølgelig studsede Derek over Autumns ord. Da hun nævnte at hun ikke ville lade lægen tage mere af hendes blod, var det som om noget knyttede sig i maven på ham. Var det derfor hun var så svag? Fordi denne læge tog blod fra hende, og ikke lod hende hvile sig, så kroppen kunne regenerere sig selv? Ingen ord forlod dog hans læber... Han vidste, at det ville være for hårdt for dem begge, hvis han begyndte at blande sig. Som han havde gjort så mange gange før. Derek blev derfor blot ved, med at stryge fingrene roligt over hendes hår. Han huskede ikke hvornår han sidst bare havde siddet sådan her, og faktisk udsendt så mange rolige signaler, som han gjorde nu. Selv når han havde et regulært forbrug af stoffer, og følte sig højt på strå - havde han svært ved at sidde stille... Nu var han mere fredfyldt, selvom rastløsheden stadig var til at finde, og konstant kunne mærkes som en prikken i fingerspidserne. Af netop samme grund, virkede det næsten beroligende på ham, at sidde og stryge Autumn over håret.
Snart kunne han mærke hendes blik hvilende på sig. De mørke øjne vendte han ned mod hende, og de mødte snart hendes meget blå øjne. De virkede næsten mere blå, nu hvor de ikke var skjult bag brilleglas. Hendes ord overraskede ham. Han overbeviste sig selv om, at hun kun takkede ham, fordi hun var ude i et stadie, hvor hun sikkert ikke kunne fundere meget over det. Derek lod det ikke komme alt for tæt på sig. Derfor nikkede han bare afmålt... Han forstod trods alt stadig ikke sin handling helt - og derved følte han heller ikke stolthed ved det endnu.

"You haven't caused trouble.." Han vendte blikket mod modstående væg. Not yet anyway, tænkte han til sig selv. Tanken om, snart at stå ansigt til ansigt med en pissed-off læge, appellerede ikke rigtigt til dæmonen. Dog havde han jo truffet et valg, da han havde taget Autumn med hertil, frem for at dreje til højre på vejen udenfor gyderne - og gå ned mod hendes ´hjem´.

"Try to sleep, okay?" Lød hans stemme dernæst. Ganske lavmælt; "Don't worry about anything." Med andre ord, havde han ikke i sinde at rykke sig. Hvis hun sov, ville han sikkert bare kunne sidde der og vove over hende - ja, hvis ikke han selv faldt i søvn...

”Sure thing..” mumlede hun blot. Ikke ret overbevisende. Hun skabte jo altid problemer. Var det ikke det hun var så god til? Var det måske ikke derfor hun altid endte i de værst tænkelige situationer? Hendes vejrtrækninger virkede en smule mere afslappede. Ikke så paniske. Man kunne dog stadig høre hvordan hun var besværet, men det var knap så voldsomt som det havde været før. Det var virkelig underligt foran hun kunne falde til ro på denne måde i Dereks selskab. Deres forhold havde jo altid været meget anspændt, og selvfølgelig efterlod det minder og mærker. Det var nok kun på grund af hendes desperate brug for den omsorg, han overraskende nok viste hende. Hun drejede kroppen lidt mere for at ligge en smule mere behageligt. Hun lå lid mere på ryggen nu, og hendes ben lå ikke i en akavet vinkel i forhold til hendes overkrop. Hånden på maven blev liggende, mens den modsatte hånd også blot blev liggende roligt ved siden af hendes hoved på hans lår.
Hendes øjenlåg sitrede lidt, og hun trak sit ansigt sig sammen som var den lille hovedpine ikke helt forsvundet endnu. En svag lyd kom fra hende, men kort efter kom det fredelige udtryk tilbage. Hun tvang sig selv til at tage dybe indåndinger. Hun havde brug for søvnen, lige meget hvor dårligt hun så end havde det. Der løb ikke rigtig specielt mange tanker igennem hendes hoved i øjeblikket. Det hele var et virvar der inde. Og dækket af en tung tåge, så hun faktisk ikke kunne tænke helt klart. Hun sank en enkel slimet klump, og vendte ellers tilbage til de nogenlunde rolige åndedragt, indtil hun endelig begyndte at gå i dvale.

Et par timer senere…

Med ét vågnede Autumn. Dog kom der ikke rigtig nogen lyd fra hende. Hendes øjne blev bare slået helt op, som var et lyn brudt gennem himlen. Hendes krop stivnede et kort sekund, inden den så ellers faldt ned igen. Hun trak vejret en smule forpustet. Tydeligvis ikke haft den mest fantastiske drøm, hvis hun overhoved havde drømt noget. Hun stirrede imod loftet og prøvede at identificere atmosfæren omkring hende. Lidt efter lidt begyndte hun igen at bevæge på sig. Ved hjælp af sine arme, der så ud til at have de fleste kræfter, kom hun til sidst op at sidde igen. Hun fortrød det nu ret hurtigt. Som en hjelm der blev ved med at strammes om hendes hoved, smertede det voldsomt på næsten ingen tid. Hun blev nød til at slippe sit støtte der bestod af armene, og førte begge hænder op til panden. Kørte dem en smule igennem det tykke pandehår, og pressede det nederste stykke af hændernes flader imod tindingerne. Alt imens hun lænede sig mere og mere fremover. Benene blev også trukket længere og længere op. Tæerne lukkede sig om lagnet. Prøvede at få smerten væk igen. Det virkede bare ikke helt så effektivt, som det plejede. ”Argh…” sagde hun ganske svagt. Mest for sig selv. Hun bed hårdt tænderne sammen, og hun spændte gevaldigt, til trods for hendes endnu svage muskler. Lettere paralyseret af virussen i hendes krop.

Autumns bevægelser var det, der langsomt trak dæmonen ud af søvnen. Han havde vel egentlig ikke sovet særlig tungt... Stillingen havde trods alt været akavet, og han havde ikke haft mulighed for at lægge sig ned, da han ikke ønskede at vække den sovende Autumn. Desuden syntes han, med jævne mellemrum, at have forsøgt at høre sig frem til lyden af hendes åndedræt. En gang imellem havde han formodet, at hun var ved at vågne. Det var nok feberen...
Langsomt lod han sine hænder løfte sig op til ansigtet. Ryggen var stadig lænet mod væggen, og det samme var hovedet. Snart bevægede han sig lidt... Nakken var som stivnet, og derfor trykkede han kortvarigt sine fingre mod de ømme muskler, før han lænede hovedet den ene vej, og dernæst den anden. Derefter gned han sine øjne... Det tog ham lidt tid at samle sig, før han vovede at åbne dem. Persiennerne i lejligheden gjorde det svært at tyde hvad klokken mon måtte være, og hvor længe de havde sovet. Autumn havde sat sig op. Han kunne se hendes halvnøgne ryg, og nærmest se på hendes blotte silhuet, hvor anspændt hun var.

"Autumn..?" Hans stemme var søvnnig og lidt hæs. Han forsøgte at rette sig lidt op, men bevægelserne var langsomme og efterfulgt af nogle lidt døsige lyde. Ryggen virkede stiv som et bræt, og han måtte igen gnide sig mod øjnene for at forhindre disse i at glide i igen.
"How are you feeling..?" Han kunne ikke se hendes ansigt eller hvorvidt smerte stod tegnet deri. Han kunne blot ane hvordan der lå noget ubehag over hvordan hendes skikkelse sad på sengen, og ikke længere lå over ham. Låret, hvor hun havde lagt hovedet, var varmt, og det summede nærmest, som når ens lemmer var faldet i søvn.
"Shit..." Igen gned han sit ansigt. Hvorfor var hans øjne så trætte? "What time is it?" Kommentaren var lav, og nærmest hviskende. Den var udelukkende henvendt til ham selv, men han havde ingen idé om hvor hans mobil var, som besad det eneste ur i hans lejlighed... Den lå sikkert i lommen på frakken, der var blevet smidt mod gulvet.

Forsigtigt fjernede hun sine hænder fra sit hoved igen. Også selvom det stadig strammede gevaldigt. Man skulle næsten tro hun ikke havde haft ordentlig adgang til ilt under hele søvnen. Derefter gjorde hun ellers hvad hun kunne for at så sat opmærksomheden over imod dæmonen bag sig. Hun satte sin ene hånd ned i den bløde madras, lænede sig en smule tilbage igen og så sig ellers hen over skulderen. Drejede sin overkrop for at gøre det en del nemmere for hende.
Han var stadig tåget. Sløret. Men hun huskede hans ansigts detaljer til at kunne få et nogenlunde klarere billede af ham. Hun så ret fortumlet ud med det stadig døsige ansigtsudtryk og utrolig pjuskede hår. Hun havde vel liget uroligt siden det nu stod ud til alle sider og pandehåret ikke gad andre steder end ned foran hendes øjne. Hun kunne vel minde lidt om en typisk uciviliseret karakter i en efterforsknings film. Eller lignende. Så lille. Så uskyldig. Så skrøbelig. Men ingen ved hende, var vel at hun ikke rigtig var på vagt.
”Much better..” svarede hun og forsøgte virkelig at virke munter, selvom det ikke helt så ud til at lykkes. Derudover var det nok lidt af en løgn der var kommet fra hende. Kvalmen var stærkt tilbage og hun følte sig ubehagelig svedig, selvom hun i princippet ikke havde meget tøj på. Hun var stadig utrolig bleg og skyggerne om hendes øjne havde stadig den lillablå farve, som havde nogen sat en knytnæve imod dem begge. Hendes læber havde dg mistet sin blå farve, og var blot lettere blege. Og utrolig tørre. Kinderne stadig helt blussende.

Autumn vendte så ellers ryggen til ham igen. Og med små ryk træk hun sig hen over sengen. Hele vejen ned til fodenden. Det var overraskende udmattende, og hun blev overraskende forpustet af bare den lille tur. Med en hånd lagt op omkring hendes brystkasse, som var hun ved at få et hjerteanfald af de hivende vejrtrækninger, lod hun sine ben falde hen over kanten. Dinglede lidt, til hun satte sine fødder imod gulvet. Hvilket var nærmest isnende imod den sarte bare hud. Det gav dog ikke andet end et gib i hende. Hun blev siddende sådan et øjeblik. Vænnede sig til følelsen af gulvet. Og hånden ved brystkassen, blev sat ned i sengen som den anden.
”It’s probably time for me.. to get going..” Hun opdagede først for egoistisk det egentlig lød, da ordene allerede havde forladt hendes mund, og det var for sent at trække dem tilbage. Efterfølgende kom det svære arbejde; at komme op og stå. Igen brugte hun sine arme, til at løfte sig fra sengen. Dog havde hun tydeligvis ikke fået kontrolleret om hun faktisk var stærk nok til at stå op endnu. Hendes krop var trods alt stadig i noget af en dvale fra søvnen. Hun nåede knap nok at komme helt op, inden hun slattent faldt ned på sengen igen. Og selvfølgelig blev det hele sammensat med en forkert indånding i det forkerte rør i halsen.
Hæst begyndte hun igen at hoste. Ikke super kraftigt, men åbenbart kraftigt nok til at få ført hendes knæ en centimeter imod sig for hvert host. Hun bankede sig desperat imod sine kraveben, som sat en ært forkert i halsen. Selvfølgelig umuligt.

Selvfølgelig troede han ikke på hende, da hun sagde at hun havde det meget bedre. Muligvis kunne visse af hendes smerter måske have foretaget sig, men Derek kunne se hvordan hendes ansigt stadig var blegt, trods kinderne blussede... Hun så virkelig stadig febersyg ud, og dæmonen måtte derfor hæve det ene øjenbryn i en skepsis, som dog blev tonet gevaldigt ned på grund af hans - stadig - temmelig trætte væsen.
"Sure?" Spurgte han så. Tvivlen var tydelig i hans stemme. Da Autumn vendte ryggen til ham, drejede han sig på sengen, lagde sig på maven og rakte ned efter jakken på gulvet. Det hele blev selvfølgelig gjort langsomt, og efterfulgt af et par gab. Så snart hans fingre havde grebet om frakkens materiale, satte han sig op på sengen. Hænderne lod han glide ind i de forskellige lommer... I inderlommen fandt han mobilen, som selvfølgelig var gået helt død på nuværende tidspunkt - og i lommen foran fandt han hendes briller, som han tidligere havde samlet op fra jorden.
"Wha..?" Derek drejede hovedet mod hende, da utumn sagde, at hun nok burde gå. Han havde knapt nok registreret, at hun allerede var på vej ned af sengen. "Autumn, are you completely sure that you're okay?" Spurgte han dernæst. Igen med en lidt skepsis i stemmen.

I næste sekund, ramte hun sengen igen. Han havde næsten forventet at hun ville falde om på gulvet, og derfor havde han været på nippet til at springe ned fra sengen, for at gribe hende. Nu lå hun der - og begyndte at hoste, som om hun havde fået noget grueligt galt i halsen.
"Christ, woman..." Han greb ud efter flasken på sengebordet, som efterhånden sikkert ikke havde det køligste indhold længere. Dog var den stadig halvt fyldt, og kunne vise sig at være nyttig. Der gik ikke mere end et splitsekund, før han var helt henne ved hende, og løftede hende halvt op. Han vidste at hvis hun lå flat ned og hostede sådan her, kunne hun ende med at fratage sig selv muligheden for at ånde helt.
Han støttede hende helt op, i en siddende stilling, ved at placere et ben på hver side af hende, og derved lade hende støtte sig ind til hans overkrop. "Autumn, breathe..." Bad han hende, mens han holdt vandflasken i sin anden hånd - klar til at hun kunne gribe ud efter den; "Breathe." Stemmen var blevet mere beordrende og alvorlig. Den var ikke præget af rolige og afslappende toner længere. Han mente det seriøst. For han kunne mærke hvordan hendes hoste vidnede om noget mere alvorligt end som så. Hun var ikke istand til at gå endnu, og han ville ikke lade hende gøre det.

Der gik ikke specielt længe inden de hæslige host igen forsvandt. Lidt efter lidt. Nu hvor hun igen var oppe og sidde i en mere ret vinkel, virkede det hurtigt nemmere at få under kontrol. Hun kunne igen mærke hans overkrop imod sin ryg, men hun lænedes sig ikke bare tilbage. Lod ham bare støtte hende. Hendes egne ben der igen dinglede ud over sengekanten, hjalp også en del til at holde balancen i den nu siddende stilling. Med lukkede øjne, på grund af de endnu kraftige host, famlede hun ud efter vandflasken, hun havde nået at se blive ført hen til hende. Hun var vel ved at daske den væk ved et uheld, men det så ud til at hun hurtigt fik grebet omkring den kort efter. Igen med begge hænder for mere kontrol.
Hun prøvede virkelig at stoppe med at hoste. Og at trække vejret som han havde sagt. Hun fik stoppet det en smule, som flaskens top igen blev sat imod hendes læber. Med ubehag og lysten til at hoste tvang hun vand ned igennem sin hals. Store slurke. Først nu opdagede hun egentlig var tørstig og trængende hun var. På en lidt anden måde end ved første indtagelse af vand. Hun fjernede dog flasken hurtigt igen. Hostede et par gange igen, inden det endelig stoppede. Helt. Den eneste lyd der rigtig kom fra hende, var den lettede udånding og de tunge vejrtrækninger. Hun satte så ellers igen flasken op til munden. Og lidt mere roligt og forsigtigt hældte hun igen vand ind i sig. Tømte den næsten, inden hun sank armene. Hvilede flasken i sit skød. Så sad hun egentlig var der. Hovedet lidt foroverbøjet, som skammede hun sig. Hendes krop rystede ikke mere. Ikke rigtig.

”I’m sorry.. I thought I was fine… I kind of hoped, you know…” sagde hun stille. Hun tørrede sig om munden, og snøftede svagt. Hånden blev ført ind under der pjuskede pandehår igen, og hun lagde opmærksomt sin hånd imod sin pande. Der stadig brændte. Ikke rigtig overraskende. Hun havde det allerhelveds til. Men i det mindste kunne hun tanke klart igen. Søvnen havde gjort sit. Hånden faldt efterfølgende bare tilbage i skødet, inden hun så fik set sig over skulderen imod Derek. ”But I do feel a little better now.” Igen kom det lille smil frem igen. Bare for at forsikre ham at denne gang var det ikke helt løgn.
”It’s probably just the flu or something. It’s always worse in the beginning.” Muligheden var der. Det lignede ikke meget andet end en ordentlig omgang influenza. Hun drejede igen sit hoved væk fra ham, og stirrede imod flasken, der stadig blev holdt imellem hendes hænder. Beroligende gled hun sine tommefingre op ad siderne, og hun betragtede vandets svage bevægelse. ”I feel pretty dizzy to be honest. You have a cold cloth? Or maybe some painkillers?” Hendes forespørgelser kom frem meget forsigtigt. Normalt havde hun ikke haft problemer med at spørge om sådanne ting, når hun lå der hjemme og var syg. Det var vel bare noget andet, når det omhandlede Derek. I princippet kendte hun ham ikke super godt endnu. Så nervøsiteten om et nej hang da i luften.

Da Derek efterhånden konstaterede, at Autumn nok kunne sidde op selv, og ikke var tynget af hosten - rykkede han sig lidt tilbage - hen mod den ene side af sengen, hvor han snart lod fødderne sætte sig mod gulvet igen.
"I'll see what I can find." sagde han roligt, og lod en hånd glide gennem håret der virkede stridt, eftersom det nærmest havde gnubbet sig op af bagvæggen i lejligheden, da han forsøgte (i det mindste) at sidde komfortabelt med hovedet. Da han rejste sig helt op, lagde han mærke til, hvor øm hans krop egentlig var. Dog måtte han for en gangs skyld lade være med at have selvmelidenhed, og istedet rette blikke mod nogen der virkelig var mere værre stillet end ham selv.

Egentlig tvivlede han på, om han overhovedet ville kunne finde noget i lejligheden. Ganske vist var det mere ryddeligt end det plejede, men han var ikke organiseret af natur, og derfor blev alt lagt rimelig hulter til bulter. Alligevel var han sikker på, at det mest logiske ville være, at lede på badeværelset først. Rummet var lille... nærmest klaustrofobisk - men Derek var ikke just vant til at leve i fine omgivelser. Selv i hans bands storhedstid, havde han jo ikke brugt penge på noget, der kunne være en investering til hans fremtid. Nej, han havde brugt pengene på ligegyldigheder.

Han åbnede skabet under håndvasken, hvor et par håndklæder lå i en stak. Ved siden af disse lå - heldigvis - en enkelt klud, der var ren og sikkert aldrig var blevet brugt. Han tog den ud af skabet, og begyndte straks at lade den opsamle koldt vand under hanen. Mens kluden tilbragte tid i strømmen af vand, lod Derek sine brune øjne mødes med sættet i spejlet... Trods han stadig så halvtræt ud, var han overrasket over det udtryk der alligevel hvilede over hans ansigt, og som havde gjort det de sidste par dage. Der var noget mere ´reelt´ over det. Ikke noget fjoget smil, eller noget ukontrolleret i blikket. Det var ikke fordi det alt sammen var forsvundet, men han så mere voksen ud, end han længe havde gjort.
Han plaskede lidt vand i ansigtet med sin ene hånd, før han slukkede for hanen og gav sig til at vride kluden mellem sine hænder. De rystede en smule... Sikkert på grund af det kolde vand. Dråberne faldt ned over hans næse, pande og kæbe... Den kølende fornemmelse fik ham til at føle sig mere vågen. Snart vendte han blikket mod skabet, til højre for spejlet... medicin... Bare tanken om at uddele et-eller-andet, virkede absurd og grænseoverskridende for ham. Han havde en ejerfornemmelse overfor selv medicin man kunne få uden recept. Det var nærmest som et stik i hjertet, da han åbnede skabet for at se at der rent faktisk var to smertestillende piller tilbage i et glas, hvoraf markatet nærmest var slidt af... Han vidste at fornemmelsen skyldtes hans misbrug, trods dette var piller der - i al sin almindelighed - var noget man kunne finde i hvilket som helst hjem.

Snart vendte han til rummet, og gik hen mod sengen. Den kolde, vredne klud var i den ene hånd, og én af de to piller lå i den anden. Hvorfor han ikke havde taget dem begge - vidste han ikke. "This is all I've got." sagde han, og rakte hende kluden, og åbnede hånden for at afsløre den ene, hvide pille.
"And Autumn..." Begyndte han dernæst, "I know you wanna leave, but make sure you at least can walk, before you do."
Han tvang hende ikke til at blive, men han ville nødigt se hende gøre det endnu. At koncentrere sig om hende denne aften, havde taget hans tanker væk fra meget af den rastløshed som ellers herskede - og meget af den trang til at vandre hvileløst rundt i gaderne indtil han fandt en dealer...

Autumn så med det samme op, da hun hørte ham komme ind i det samme lokale som hende igen. Selvom hun havde været i hans lejlighed før, virkede det stadig ikke helt hjemmeligt for hende. Dog havde hun fundet godt brug af hans seng. Den var pludselig utrolig behagelig. Meget bedre end sofaen der hjemme, som hun nok ville have ligget på hele dagen lang. Hvis hun da fik lov til det. Tvivlede hun lidt på. Men hun havde aldrig været i dette stadie i den tid hun havde boet i huset med lægen. Måske var det ikke så skidt, som hun forestillede sig.
”Thanks..” sagde hun kort, og tog roligt imod pillen der blev fremvist for hende. Lidt underligt at hun ikke selv havde nogle på sig mere. Det havde hun trods alt altid. Mest for en sikkerheds skyld. Hun lagde pillen på tungen og med en smule vand, gled pillen nemt ned igennem halsen. Sådan en velkendt følelse. Hun husede stadig da hun ikke engang kunne gå en dag uden en lignende pille til at få de værste smerter væk.

Autumn kunne ikke rigtig lade være med at få et lettere forundret udtryk frem. Han virkede virkelig til at bekymre sig om hende. Eller var det bare noget hun forestillede sig? Det virkede måske lidt underligt. Men hun klagede ikke. Overhoved. Det varmede faktisk. Hun lagde forsigtigt den nu helt tømte plastik flaske ned på sengen ved siden af sig. Lagde den fugtede klud over i den højre hånd og rakte derefter den venstre frem imod ham. Hun syntes ikke helt at kunne nå op på toppen af hans hoved, så det lille klap blev placeret imod hans brystkasse i stedet for. Måske en lidt akavet gestus, men hun kunne ikke rigtig gøre det meget bedre. Smilet kom tilbage, og hendes hoved blev lagt en smule på skrå. ”Okay. I’ll stay. It’s for the best, right. And it’s actually alot for comfortable to have someone around anyway.” Hun trak sin hånd tilbage til sig og lagde den ind under kluden, sammen med den anden. For så at føre den op imod sit ansigt. Det var skønt. Hun følte selv hun kogede, så den kølige klud gjorde underværker. Hun gnuppede sit ansigt en smule og fjernede så igen kluden. Blot for at begynde at folde den et par gange.

Hun sukkede lettere opgivende, mens hun nærmest så sorgmodigt imod den foldede klud i sine hænder. Hun lænede sig så ellers bare tilbage. Helt tilbage til hun kunne mærke sengen under hende. Kluden blev lagt på panden, og armene lagt hen over hovedet. ”I feel like shit…” Øjnene blev lukket et øjeblik, men kort efter åbnet igen for at se imod loftet, uden nogen specifik ting at fokusere på. ”It’s been quite some time since I last catch the flu. I didn’t really think magical creatures could get sick like this..” Hendes ene arm blev løftet og blidt lagt hen over øjnene, inden hun afsluttede noget utydeligt; ”This sucks..”