Love Sometimes Hurts.

T: Lige omkring midnat, nærmere betegnet kl 23:57.
O: Ingen andre end Altena og et par slanger.
S: Hjemme hos Altena.
V: Blæsende, og det støv regner.
P: Små sorte hotpants, hullede sorte leggins, og en rød skjorte der står åben så man har frit udsyn til den sorte bh.


Altena stod ude på sit badeværelse og prøvede så vidt muligt at dække nogle af de mange blå mærker og sår hun havde i ansigtet, det virkede bare ikke så godt som hun havde håbet, istedet virkede det mere som om at de blå mærker blev mere synlige af det. og det var ikke ligefrem hendes mening.
Med et opgivende suk der forlod den røde lidt hævede læbe, lagde hun makeuppen fra sig, og tørte det hele af med en fugtig klud, hun duppede ansigtet i håndklædet ved vasken, og lod fingrene løbe gennem sit lange sorte hår. Det var ikke mere end en halv dag siden hun blev overfaldet, de havde bare banket på, og i sin naive tro havde hun gået ud for at åbne, men det skulle hun aldrig have gjort.
Hun var blevet så forbavset at hun ikke en gang havde kunne samle sig om at blive en slange og komme væk, heldigvis havde der da været nogle slanger der tilsyneladende havde skræmt dem fordi de blev bidt. I hvert fald havde de 4 mænd taget benene på nakken en halv time efter de var kommet ind, de skulle bare have vidst at ingen af de slanger der var, var giftige,.
Hun havde stadig ikke rigtigt fået en forklaring, på hvorfor de havde valgt at komme og tæve hende, men hun havde sikkert gjort en af dem sure på en eller anden måde, faktisk snakkede den ene kort om Arthur, men hun havde ikke rigtigt hørt efter, hun havde bare prøvet på at få dem til at stoppe.
Let kørte hun en tot hår om bag sit øre, og gik derefter ned i køkkenet, hvor hun satte noget vand over til te. Døren stod låst nu, og det kom den nok til resten af tiden, den eneste der alligevel viille komme og se hende var Arthur, og han havde jo sin egen nøgle, så han kunne selv låse op, bortset fra kæden der også hang om døren. Men så måtte han kalde hvis han kom tilbage en gang,. På den ene side ville hun gerne have han kom, på den anden side var hun ikke meget for at han så hende sådan.

"Det er jo... orh små svin i er! I skulle ikke overfalde hende!" råbte Arthur til sine overfalds mænd og begravede hovedet i hænderne. "Er i helt sikre på at hun havde slanger?" spurgte Arthur håbene. Den ene svarede "Ja! En rød en!". Arthur fjernede hænderne for hovedet og klukkede vredt med sit værste skuespil "Jamen så er det helt okay at i over falder en jeg el... har kontakt med! Hun smugler våben ind til os! Der er jo en grund til at du har dit maskingevær." løj Arthur. "Er der? Er det ikke bare en ting man får at en blå luft?" spurgte manden dumt. "Dit idiotiske skravl! Elveryngel!" råbte Arthur vredt og et perle hvidt lys strømmede ud af Donec Arm. "Nej dit lille svin! Det er intet man bare sådan får!" hvæssede Arthur og hamrede sin popper næve imod mandens pande på fuldt styrke. Styrken var endda magisk forstærket så det var ikke besynderligt at kraniet gav et ordenligt flæk. Manden trillede igennem luften og landede i en forvrænget stilling med et livløst blik. "Det bliver jer næste gang!" sagde Arthur og kiggede over imod de tilbageværende tre mænd. Donec Arms kraftige lys fra dæmpet men blinkede stadig svagt. I bærer liget af vejen og får jer en snak med Doyle! Den ånd kan måske lærer jer noget! Grødhoveder!" råbte Arthur og vendte ryggen til dem. Han måtte over til Altena og se hvordan det gik. Så pressede han døren op og lod hans blik fange natte himlen. Hans hår blev blæst til alle sider men det blev da en smule bedre da han fik masken på som dækkede en smule for blæsten. Men det var selvfølgelig ikke noget at tage sig af. Hans varme skind tunika blev hurtig plettet af støv regnen efter nogle minutter der gik på at komme ud ved skovfoden og op på villa vejene og finde Altenas hus. Han måtte søge til letter midler. Da han var kommet ud fra skoven hvor himlen ikke var dækket af trækronerne tog han sin tunika af og følte sig nu stadig var pågrund af hans uld sweater. Uld sweateren gik hurtigt i stykker da to store djævle vinger hoppede ud af garn trådene og halen sprang ud af halebenet. Arthur måtte dog hive masken lidt mere nedover ansigtet så hornene kunne bryde panden. Et flabet smil bredte sig på hans læber da han krøllede tunikaen sammen i hans favn og han hurtigt lettede med nogle lette bask fra de store brede og stærke vinger. Der gik ikke langtid før Arthur fik øje på det røde hus han så inderligt savnede at besøge. I takt med at der gik længere tid imellem vingeslagene dykkede Arthur stille og roligt. Da han plantede fødderne på jorden forsvandt vingerne hurtigt ind til kroppen samt hornene og halen så han igen kunne skubbe masken op og iføre sig sin tunika. Da han havde fået sin tunika på fumlede han efter nøglen som låg indeunder hans sweater i en stærk strimmel af læder. Da han fik drejet nøglen i og åbnede døren på klem kunne han mærke at noget gjorde modstand. En kæde fangede hurtigt hans øjne. "Altena? Er du hjemme?" Han forstod godt hvis hun nu havde lukket sig inde. Than, Lucifer forbande deres navne, Phin, Saba og Scihk skulle ALDRIG havde overfaldet hende. Arthur havde sagt inde i byen bare for at skabe frygt. Men for dem som aldrig havde været så selskabelige var et villakvarter en hel by. De havde aldrig været socialt aktive.. Men de var også for dovne til at nærme sig byen. For dem var det hårdt at gå en halv kilometer... Hvorfor havde han ikke valgt de andre overfaldsmænd? Fordi de brugte deres hjerne og var fuldt igang med at træne. Han følte sig yderst dårlig til at vælge sine mænd og det var klart en fejl at vælge de fire mænd. De havde også kun forladt Lucifer fordi at de troede at Arthur kunne lære dem at læse. Men på det punkt var de lige dumme. Eller Arthur kunne da stave sit eget navn. Det kunne de ikke.. Han sparkede sine tanker væk og vente tilbage til virkeligheden i en ruf. "Alteeena?" råbte han igen lidt mere bekymret og lændte sig op af døren. Hvis hun ikke var hjemme ville det være et problem for Arthur.. Han havde ikke social nok magt til at lede efter en by kvinde i byen. Han havde jo altid Nathans identitet men det var ikke nok. Folk var også begyndt at blive mistænksomme omkring at Nathan gik med maske. Men det var også grunden til at Arthur havde ladt sit skæg gro frit siden den aften for et par uger siden han sidst havde været sammen med Altena. Måske skulle han også farve sine øjne? Eller var det for langt at gå? Arthurs hjerne vred sig i ubrugelige tanker og fokuserede så på Altena. Var hun væk eller svarede hun ham bare ikke? Der kom Arthur på en undskyldning for Altena. En bykvinde vil helst se godt ud.. Og efter et overfaldt ligner man ikke en super star. Sådan nogle kvinder kunne bruge timer foran spejlet med noget make up for at usynlig gøre skræmmerne til ingen verdens nytte. Arthur var da fyldt med ar og blå mærker og han havde da aldrig gjort noget ved det? Hvorfor kunne alle ikke være lidt ligesom ham? Fordi at verdens befolkning ikke er massemordere svarede hans tanker for ham. Det kunne vel være sandt. Hurtigt så Arthur en slange sno sig ude af den åbne sprække i døren. Arthur gik hurtigt i panik og fik dårlig samvittighed over at lukke hendes kæledyr ud men kom så i tanke om at de kom og gik som de vil. Arthur prøvede at kigge igennem den åbne sprække. Der var intet at se.

Altena stod for en stund i sine egne tanker, hun strøg den røde slange over den skællede krop, den havde ligesom bare altid været der hos hende,. De grønne øjne fulgte den langsomt idet den kravlede ned og henover gulvet. Hun smilte stille og så ned i køkkenbordet, hun pillede lidt ved sit lange hår og smed det så om på ryggen.
En pludselig pillen ved døren fangede hendes opmærksomhed, hun så hen mod den, og hørte Arthur’s stemme, efter låsen var drejet og døren åbnet den smule den nu kunne, inden kæden stoppede den. Hun hørte ham godt.. Udmærket godt, men hun svarede ikke, der gik lidt inden hun besluttede sig, normalt var det imod hende at gå hen og åbne døren når hun så sådan ud, men hun ville gerne se ham.
Let gik hun hen til døren, og skubbede den så i, inden hun trak kæden af og åbnede døren, hun så lidt usikkert på ham, “Undskyld det tog så lang tid.. Jeg skulle lige.. Ja” hun tav og trak på skuldrene, let smilte hun og kyssede hans kind, da hun havde lukket døren i bag ham. Hun låste den igen, og satte kæden i døren,.
“Det godt at se dig.. Jeg var begyndt at tro du havde glemt mig” smilte hun ganske svagt og tog ham med ind i stuen, let satte hun sig på sofaen og så op på ham, “Lukkede du den røde slange ud?” spurgte hun efter lidt tid, og lod hovedet glide blidt på skrå. Hun ville bare gerne holde styr på om den var inde eller ude, for hun plejede at holde øje med den.
Let så hun ned i sofabordet, og kørte håret om bag sin skulder, derefter bed hun sig i læben, “Undskyld jeg ser sådan ud.. Nogle idioter brød ind og sys det kunne være sjovt at tæve mig.. Jeg blev så overrasket jeg ikke fik gjort noget.. Tror mine slanger skræmt dem væk, heldigt for dem at de giftige ikke var her” grinte hun og tog sig en anelse til kinden, hvor var den dog øm, det irriterede hende lidt, for med det udseende hun havde sig lige nu, var det ret så svært at føle sig pæn. Forhåbentlig skræmte det ikke Arthur væk, hun vidste jo godt hun burde have forsvaret sig, og det ville han nok også sige, det var sandt jo.
Let så hun på ham og smilte lidt forsigtigt “Vil du have noget mælk?” spurgte hun og bed sig ganske kort i læben, hun vidste endnu ikke rigtigt hvad han kunne li at drikke, men sidst ville han jo hellere have mælk, derfor tænkte hun det var bedst at spørge. Lige nu var hun ikke særligt meget for at kigge på ham, mest fordi hun var flov.. Og hun følte sig ydmyget, ikke fordi de havde gjort andet end at banke hende,.. Og det kunne de jo ligeså godt have gjort, men derfor følte hun sig stadig en hel del grimmere end før.
De spinkle hænder løb gennem hendes lange hår, og for en stund sad hun bare og pillede ved en enkelt tot hår, hun prøvede at komme tilbage til sit andet jeg, men hun ventede lidt med at blive for glad for at se ham, for hun var lidt bange for han ikke ville se hende mere, nu når han havde hørt hun selv havde været dum nok til at gå ud og åbne for dem. Han var jo meget med kamp og modstand, og det var hun egentlig også selv. Men hun havde bare ikke fået trænet det længe, alt for længe havde hun bare holdt sig for sig selv, og ladt kamptræning være kamptræning. Men måske han kunne lære hende noget.. Ja hvis han da ikke gik nu.

Arthur smilede flovt. "Det er angående de idioter jeg kom.." Ja idioter var de! Arthur tøvede forlegent. "De blev styret af mig.. Men det var ikke dig de tævede personligt. De skulle angribe en i byen men de dummernikker var så langsomme og sløve at de kalder en halvkilometers gåtur indtil byen. Og når man er så asocial som dem er et villakvarter en hel by for dem... Undskyld Altena.." sagde han og skammede sig over at han havde valgt de grød hoveder. "Hvis det tryster dig har jeg dræbt en af gernings mændene som straf." sagde han og lagde en arm om hende. Pinn, Helvede forbande deres navne, Ben, Gæus og Than. De dumme grød hoveder! Han hvæssede i ærmet og gjorde et falsk host med hans stemmebånd. Så bukkede en ned i knæ så de var i samme højde og plantede et kys på hendes kind. "Men selv med de blå mærker er du stadig smuk som en gudinde i mine øjne." hviskede han i hendes øre og strakte hans krop og slap hende. Hvor havde han for en gangs skyld dårlig samvittighed... "Jeg undskylder dybt.." sagde han og knælede for hende og lagde en knytnæve for brystet som en rigtig ridder. "Det vil aldrig ske igen. Aldrig!" sagde han og rejste sig. "Men jo tak mælk kunne være fint." sagde han og bed sig selv i den tørre læbe. Hans krop var stiv frossen og han vidste ingen gang om han nu stadig havde tilladelse til at være her. Han kunne ikke forestille sig for vred hun ville blive. Lydløst løsnede han sin maske og tog den af. Et kort fuldskæg dækkede hans kæbe parti og omkring munden. "Jeg ved enlig ikke om du syntes godt om at jeg lader mit skæg vokse frit. Men det har jeg da gjort" sagde han og fik et flabet smil på hans læber. En billig undskyldning for at skifte emne.. Arthur måtte vride sin hjerne igennem for at finde noget naturligt at gøre.. Men hvad? Det kunne da ikke bare være at smile efter at ens mænd havde overfaldet hans såkaldte kæreste... Et hurtigt træk, kom nu! Uden at tænke tog han masken på igen. Ja Arthur! Sådan! Nu råber ansigtet intet. Nu mangler du bare en replik. "Skægget lod jeg gro fordi.. at min falske identitet som Nathan ikke duer mere.. Den knager i fugerne. Folk vil have at jeg viser dem mit sande ansigtet.. men så vil jeg blive genkendt og blive kastet for fødderne af Zane. Så derfor gror jeg skæg for at skygge ansigtet mest mulligt. Jeg har også en plan om at klippe mig skaldet på hovedet men den vil du sikkert ikke syntes om." sagde han. Okay.. replikken var dårlig. Det indrømmede han. Men pyt. Der var så mange dårlige ting ved Arthur.

Altena betragtede ham idet han begyndte at snakke igen, for en stund reagerede hun ikke, men til sidst så hun dog ned i gulvet, hun pillede en anelse ved sin top, inden hun lod blikket glide tilbage på ham, let lænede hun sig hen og kyssede ham udenpå masken, hun trak kort på skuldrene. “Det okay” svarede hun let.
Tøvende gik hun hen til vinduet, og så en anelse ud,. “Men hvordan kan de angribe mig.. Hvis det ikke var meningen?” spurgte hun langsomt og vendte sig let om mod ham igen, hun hvilede ryggen mod væggen og betragtede ham tøvende. Lige nu kunne hun ikke rigtigt finde ud af, om det var med vilje han havde sendt sine mænd efter hende, så meget vidste hun jo heller ikke om ham, men på den anden side, havde hun ikke lyst til at tro det. Hun smilte dog ganske svagt idet han kyssede hendes kind, og så ham så i øjnene, “Okay.. Hvis du lover det, tror jeg på det” svarede hun let, og strøg ham over brystkassen idet hun gik ud i køkkenet.
Hun åbnede køleskabet, og tog mælken ud, fandt derefter et glas hvo hun hældte mælk i, inden hun satte mælken i køleskabet. Hun gik let tilbage til ham og rakte ham glasset, smilte lidt forsigtigt, lod derefter hovedet glide på skrå. Let betragtede hun skægget han havde ladet gro, joo det klædte ham da ret godt faktisk, hvis hun selv skulle sige det.
“Jeg sys det klær dig meget godt faktisk” svarede hun mildt, og gik hen til ham, hun satte sig på spisebordet, og betragtede ham lidt, “Ah… jeg tror så ikke det vil klæ dig at klippe håret af oz” sagde hun langsomt. Men vidste det jo self ikke, måske havde han selv syntes det ville klæ meget godt. Og når alt kom til alt, var valget jo hans og ikke hendes. Blidt strakte hun sig.
Blikket hvilede på ham, mens han tog masken på igen, let rakte hun hen og tog den forsigtigt af ham. “Du ved.. Du behøver alsa ikke gemme dig for mig, jeg er ikke sur.. Og jeg kan godt li at kunne se hvordan du har det?” spurgte hun blidt, og lod hovedet glide på skrå. Hun strøg hans kind lidt og grinte for sig selv, “Jeg ved godt du skal passe på, og jeg ved godt din kamp mod Zane er vigtig.. Men hvis du virkelig gerne vil noget med mig.. Så må du virkelig holde op med at gemme dig bag din maske.. Jeg ved jo godt du tager den på for jeg ikke kan se hvordan du har det” sagde hun stille og rakte ham hans maske igen, inden hun rejste sig.

Arthur kiggede på glasset med mælk foran sig og drak stille en slurk. Var han tilgivet? Hvordan? Ingen vred Altena? Ingen forsøg på tæsk? Ingen krav på at få nøglen igen? Arthur måbede og drak endnu en slurk af sit mælk som jo styrkede hans skæg. Men han forstod stadig nardar. "Er du sikker på at jeg ikke skal straffes? Få tortur? Få røbet min identitet til offenligheden? Eller hvad?.." sagde Arthur og rettede øjnene på Altena. "For du må godt slå mig hvis det er det du vil." sagde han og rejste sig. Arthurs hoved var ude af kontrol... Han fortjente det der var værre. Arthur sukkede. "Straf mig. Det er nok det eneste der får skyldfølelsen væk. Okay? Overfald mig? Jeg gør ingen modstand" sagde Arthur og løftede hænderne. "Men jo jeg skal nok droppe masken. Når mit skæg er vokset godt til.." sagde Arthur og tog imod masken og lagde den på bordet. "Jeg kan lærer at forsvare dig til en anden gang hvis det kunne tilfreds stille dig? Det er ret så let." sagde han og hans øjne blev atter fulde af liv. Hans boldgade kunne han da ikke klokke i. Han kunne da godt lærer et par ting fra sig eller to. Ihvertfald noget der kunne holde nogle væsener væk.

Dæmon blodet flød ud i hans åre, han ventede blot på at hun ville takke ja til hans undervisning. Og det håbede han da at hun ville. For ellers vidste han da sørme ikke hvad han kunne deske op med af ting han kunne betale sin gæld med. //Undskyld hvis det blev lidt kort. Jeg har stadig ingen kreativtet trods Sum 41 hjalp en smule//

Altena så ham intenst i øjnene, lod hovedet glide en anelse undrende på skrå, ville han virkelig have at hun gjorde ham ondt, det havde hun slet ikke lyst til, han sagde jo selv det ikke havde ment til at gå udover hende, så kunne hun ikke se grund til at gøre ham noget. Let pillede hun ved sit lange bølgede hår, og så stadig ret så undrende på ham,. “hvorfor skal jeg straffe dig søde? Du sagde jo det ikke var med vilje, jeg kan jo godt li dig.. Normalt ville jeg være vred og have kastet ting efter dig, men det kan jeg da ikke når det ikke var med vilje?” spurgte hun let og satte sig ved ham.
Tænkende så hun på ham en tid endnu, og smilte så blidt for sig selv, ville han virkelig hjælpe hende med at slås? Det ville hun gerne, men hun følte sig stadig en anelse dum ved det. Ved at skulle bede ham om hjælp. “Jo.. Jo jeg vil meget gerne have din hjælp Arthur, det vil betyde meget for mig hvis du vil hjælpe mig. Ude i min have er hækken også ret høj så folk kan ikke kigge ind” sagde hun mildt og tog hans maske fra bordet, hun betragtede den lidt tænkende.
Langsomt lænede hun sig hen og kyssede hans kind, “Måske.. Viser du mig også en dag hvor du tager hen? Jeg forvandler mig bare til slange så ingen ved det er mig? “ spurgte hun en anelse håbende, ville virkelig gerne med ham når han gik sin vej, men det var langtfra sikkert han ville have hende med.

Arthur åndede lettet op. Han var bange for at hun kom tanke om et eller andet sygt han skulle gøre. Men denne gengæld var jo hans fag! Et venligt smil bredte sig på Arthurs læber. "Det glæder mig at du har sådan et egnet hus. Har du nogle våben? Jeg har nemlig ikke andet end en dolk på mig, intet stort våben arsenal." sagde Arthur og lod sin arm omfavne Altena. Men hans ansigt blev dog trukket sammen i en alvorlig grimasse da hun spurgte om hun måtte komme med ham på et tidspunkt. "Under ingen omstændigheder, mit barske folk skal ikke gøre dig noget. Selvom at de har fået strenge ordre om at holde sig fra slanger og kvinder med slanger. Desværre Altena jeg ville ellers gerne." sagde Arthur medfølende. Han sukkede let og placerede et kys på munden af hende. "Men hvis du virkelig vil med.. Så kan du gemme dig i mit ærme i form som slange. Men jeg har sagt at det ikke er så sikkert at du kan komme tilbage i god behold..." sagde han stille og rykkede sin stol nærmere Altena. Han prøvede at give sig et billede af hende i slange form gemt i hans ærme... Det kunne fungere men... Tjoh... Det var en smule vanskeligt at skjule at man havde en slange i ærmet. Men på den anden side. Det skyldte han jo. Følelsen af at skylde andre noget var ikke rar... selvom Altena havde sagt at hun intet behøvede følte Arthur sig egoistisk, eller mere egoistisk hvis han intet gav. Blikket faldt atter på Altena. Hans læber blev presset sammen til en tynd streg. For at skifte emne spurgte han "Kan du bruge knive? Dolk? Vil bare lige vide hvor meget jeg kan lærer dig... Men hvis du ikke har nogen så må du godt få min dolk." Hans hånd forsvandt ned i hans lomme og kom op igen med en savtakket langægget dolk og lagde den på bordet. "Blodet kan du vaske af." sagde han og skubbede dolken over imod Altena.

“Jaa jeg har skam våben.. Men jeg ved ikke hva du er ude efter? Kom med ovenpå, så skal jeg vise dig det, jeg har et rum med våben. Samlet gennem tiden” sagde hun blidt og tog langsomt hans hånd, hun nussede den tænkende. “Jeg kan bruge knive ja, og jeg kan også bruge kastestjerne og så videre, jeg er ret god til alle former for knive” smilte hun let og rejste sig.
Hun bed sig lidt trist i læben, idet han sagde at hun ikke måtte komme med, “Jamen… jamen hvis jeg nu går med, og du siger til de andre jeg er din slave eller noget?” spurgte hun ganske lavt, og gengælde hans kys kort. Langsomt lod hun hånden løbe gennem sit lange hår, og smed det om på ryggen. Let så hun ham i øjnene, ville ikke gøre ham sur, men hun ville så gerne vide hvor han tog hen.
Blidt så hun ham i øjnene, og tog dolken fra bordet, hun smilte lidt for sig selv, “Den er faktisk ret flot.. Selvom der er blod på den” sagde hun let, og puttede den ned i støvlen, inden hun tog ham med ovenpå. Hun bed sig en anelse i læben og så om på ham, vidste ikke helt om han syntes hun var dum, fordi hun ikke var så god til nærkamp endnu. Men det var jo ikke noget hun kunne gøre for, hvis han alsa syntes hun var dum.
“Jeg kan godt gemme mig i dit ærme? Hvis jeg må..” sagde hun langsomt og nussede hans fingre, hun stoppede langsomt op foran en sort dør. Åbnede den, og tog ham med ind i et rum, der når man tændte lyset. Var fuld af våben, der hang sværd på væggene, armbrøste, små knive, kastestjerner osv. “Du må gerne bruge noget af det hvis du vil en dag.. Du har jo nøgle så du kan bare låse dig ind” sagde hun let, og kørte en tot hår bag øret. Let gik hun ind midt i rummet, så han bedre kunne se hvad der var, i stedet for bare at stå i døren.

Arthur smilte let for sig selv da våbene dukkede op i rummet. "Du siger at du bruger knive ikke? Så forestil dig at du nu står imod en sværdkæmper med løftet sværd. Hvad gør du så? Hvis du nu kun havde min dolk og en kastekniv? Et angreb vil være dumt. Knive er harmløse hvis man ikke ved hvordan de skal bruges. Men hvis du nu vil prøve en parere sværdet... Så understøtter du dolken med din kaste kniv og lægger kræfter i. Når sværdet så kommet vil det ramme ned i det femte hak i den dolk du har fået. Her er prisen billig, dolken vil bare blive ridset. Men det er vel bedre end at miste livet, ik'? Men du skal også holde øje med sværdet. Ser det ballanceret ud rammer det bedre i hakket. Men hvis det er et klodset og stift sværd vender fordelen til idioten som har valgt at bruge det. Det vil sige at sværdet vil ramme en spids og resten af kræfterne som er blevet brugt til at svinge sværdet vil sænke din parade. Det skal lige siges at paraden kun kan beskytte dig imod hug. Imod udfald skal du springe tilbage. Men hvis vi nu siger at du holder et sværd i paraden og, den hidsige sværdkæmper brøler og hvæser kun har øjnene på din parade, så har du mulligheden for at give modstanderen et solidt spark over skinnebenet med en kræft der kan vælte ham og du kan stikke ham ned. Men imod et udfald skal du springe tilbage hurtigt, eller bare læne overkroppen tilbage og holde sværdet et par centimeters afstand fra dig. Men det med at læne sig tilbage er nu mest imod kortsværd. Forstået?" spurgte Arthur og trak et sværd fra hylden og svang det let imod hende i en elegant bevægelse og gjorde her sværdet klar til at hugge ned imod hende. "Hvad skal du nu? Det hele handler om timing!" sagde Arthur og gav Altena et mildt blik. Det var sjovt at være lærer... Meget sjov endda. Og den flotte våben samling kunne jo give flere mulligheder af hvad de kunne lave at leksioner. Og helt ærligt... så vendte han sig af fryd over at kunne lærer en person der var ældre end ham selv noget.

Altena så tænkende på ham mens han snakkede, og bed sig lidt usikkert i læben, vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere overfor det han sagde. Tænkende lod hun hovedet glide en smule på skrå. Hun vidste dog nok til at han prøvede at lære fra sig, hun var bare usikker på hvordan hun skulle kunne forstå det ordentligt. Let strakte hun sig, og nikkede tøvende for sig selv, så ham i øjnene og lyttede stadig intenst til det han sagde.
“Ja.. Jo.. Det tror jeg nok… men jeg er ikke helt sikker, jeg har aldrig prøvet så meget af den slags før” svarede hun lidt tænkende, håbede ikke han ville syntes hun var virkelig dum lige nu, for han var klogere end hende på det punkt, og han forstod det sikkert meget bedre. Men hun ville bare så gerne leve op til hans forventninger, hun ville gerne kunne holde på ham, så han ikke gik ud og fandt en anden, fordi hun var dårlig til at forsvare sig selv.
Hendes mørkegrønne øjne fulgte hver eneste bevægelse han lavede, idet han gik hen mod væggen, og tog et af hendes sværd ned. Hun lod fingrene løbe gennem sit lange mørke hår. Hun havde jo heller ikke lyst til at gøre ham noget, og det ville hun jo nok være nød til, i hvert fald var det nøjagtigt det, som det så ud til, når nu han holdt sværdet sådan mod hende. Det gjorde hende faktisk lidt usikker på om det var en fejl at sige ja til det. Hun havde bare ikke overvejet muligheden for at komme til at fejle. Og hvad ville der så ske, når hun fejlede?.
Hans spørgsmål fik det til at stå helt klart, det var nøjagtigt det han ville have. “Jeg uhm… det.. “ hun tav og huskede alle hans ord igennem, tog tøvende kniven op af sin støvle, og så ham i øjnene. “Er det så nu jeg skal holde den sådan som du sagde, og sparke.. Eller skal jeg bare give op nu?” et ganske svagt smil hvilede på hendes læber, hvor følte hun sig dog dum. Han ville sikkert ikke en gang kunne stoppe med at grine igen. Lige nu var hun nok mest stemt for bare at blive en slange og stikke af, i håbet om at han aldrig fandt hende igen og kunne fortælle hvor irriterende dum hun havde været. Men på den anden side, havde hun jo sagt hun ikke anede noget om det.

Arthur rystede smilende på hovedet. "Hvis det er din måde at behandle en sværdkæmper... så okay. Men jeg tror ikke at du vil slippe levende fra det." sagde Arthur og sænkede sværdet og gjorde en alvorlig grimasse. "Sig mig, vil du ikke parere et sværdslag med dobbelt kniv forsvaret? Tag og giv mig en kaste kniv og en dolk. Så giver du mig et hug med sværdet som du mener det! Så vil jeg nemt kunne afværge det." sagde Arthur og rakte Altena sværdet og nuppede dolken fra hendes støvle og bakkede bagud og tog i en elegant bevægelse en kastekniv som låg på væggen bag ham. Hurtigt drejede han dolken om så takkerne vendte op imod loftet. Herefter efter gik han ned i knæ og førte kastekniven nedunder dolken og understøttede den stærke klinge. Så spændte han musklerne og sagde to simple ord "Hug til.". "Hug som om at mine overfaldsmænd fik personlige og tydelige ordre på at overfalde dig. Hug som om du mener det! Hug som lyn og torden! Hug som om jeg var en usel forbryder der bare skulle ned med nakken! Hug som om jeg var selveste Zane i egen klamme person!" råbte Arthur og lod de erfarne øjne hvile på våbnet. Det så ud til at være ret så afbalanceret ud. Hvilket var ærgeligt.. han ville så gerne vise hende hvordan man skulle parere et klodset stift sværd. De lette og bøjelige var for let. Hans blik flyttede sig over til Altena. "Koncentrer dig ikke om at ramme i min parade, prøv at ram mig. Jeg er umulig at komme ind til med en oprejst parade. Husk at hugge og ikke stikke." sagde han let. "Men husk, den bedste sværdhugger bliver ikke set på et slag. Du må ikke tage skylden for en fejl og husk nu for helvedes skyld at holde ro og kontrol over dit slag." sagde han som det sidste gode råd. Hans øjne hvilede nu på sværdet og gjorde sig klar til at se bevægelsen af det. Hver bue af sværdhuggets bane over imod fjenden skulle betragtes som et hæderligt øjeblik. Sværdet skulle respekteres af en hver for det var i den grad farligt. Og det sjove var så at to knive kunne stoppe sværdets dødbringende bane.

Altena stod længe med sværdet i sin hånd, og så ham i øjnene, inden hun stilte sværdet fra sig, op af væggen. Hun lod let hånden feje det lange hår om på ryggen,. “Det kan godt være jeg ikke er god til det, men derfor behøver du ikke at snakke til mig som om jeg er dum Arthur.. Jeg er ikke en af dine undersåtter, “ sagde hun roligt og rystede på hovedet. “Jeg er færdig nu” mumlede hun let og gik langsomt ud af rummet, og ned af gangen.
Langsomt gik hun ud på badeværelset, og hvilede blikket ind på sit eget billede inde i spejlet. Hun vidste han ville gå nu, vidste han ville hade hende for det her, og det var vel egentlig også okay. Hun havde selv sagt ja til hans hjælp, også kunne hun ikke holde til det. Men han havde heller ikke behøvet at snakke til hende som om hun var dum.. Som om hun ingenting fattede. Hun forstod jo bare ikke hvad han havde ment. Let sukkede hun og så ned i vasken, hun tændte for vandet, og tog lidt i ansigtet, inden hun tørte det i håndklædet, der hang lige ved vasken.
Lige nu ville hun bare gerne stikke af.. Hun havde ikke lyst til at se hans skuffede blik, vidste at han søgte modstand.. Og en der kunne forsvare sig, og det kunne hun jo egentlig også godt. Men ikke helt på den måde han ønskede hun kunne. Inderst inde ønskede hun det jo også selv, men måske skulle hun bare ikke lære det, måske var hun ikke ment til det.
Med endnu et svagt suk for sig selv, gik hun ganske langsomt ud på gangen igen, hun blev dog stående derude, og stod lidt og overvejede om hun skulle gå ind til ham, eller bare lade ham være derinde. Men hun kunne vel ikke tillade sig andet end at gå ind til ham igen. Tøvende gik hun hen og stilte sig i døråbningen, hovedet gled lidt på skrå, og hun bed sig i læben. “Undskyld jeg spildte din tid.. Du skal vel også gå nu” sagde hun lavt og så kort ned i gulvet.

Arthur blev skuffet da sværdet blev stillet fra hende. "Du kan da ikke bare..." mumlede Arthur og slog sit blik ned imod gulvet. Havde han været en dårlig træner? Han havde da bare prøvet at hjælpe... Et svag undskyld undslap hans læber men lyden af ordet sank ned imod gulvet... "Jo det er vel bedst at jeg går nu..." sagde Arthur lavt og såret. Uden varsel forsvandt han ned fra våben rummet efter at have stillet våbene fra sig. Hvert et skridt gjorde ham en smule lettere... han gad ikke en negativ kvinde som blev gal over at hun ikke kunne magte dobbelt knivs forsvaret og havde givet ham skylden.. Hendes henvisning til at han måske skulle gå havde Arthur opfattet som totalt udsparkning fra huset. I en vred bevægelse kylede han nøglen til huset af halsen og løb ud i det mørke vejr. Som lovløs havde han lært at skjule sig ekstremt, næsten usynlig gled hans silhuet langs hækken der omringede andre folks boliger. Det ene øjeblik ville Altena have hjælp... også blev hun sur? Hvorfor? Hvad havde han gjort? "Kvinder" mumlede han da han først havde fået masken på. Uden våben følte Arthur sig sårbar. Det var langtid siden han havde udkæmpet en nævekamp når han havde haft en dolk på sig i langtid. Men nu var den foræret til Altena. Donec Arm og hans dæmonstyrke og normale råstyrke gjorde ham overlegen i slag kraft men han havde ingen kamp stil.. ikke andet end et fingerpeg om at man skulle slå først. Men på den anden side, hvem ville kunne overfalde en næsten usynlig mand med enorm styrke? Desuden var der også kort til hans hjem. Men når man talte om solen... så skinnede den. Lyden af et fod skridt fik ham til at vende sig om med næverne hævet. Men der var ingen.... Arthur trak på skulderne og gik videre dog en smule mere vagtsom end før. Så skænkede han Altena en tanke. Hvorfor skulle hun blive så sur?.. Og sådan begyndte cirklen igen...

Altena så stille efter ham da han gik, blikket blev dog sænket mod gulvet da hun hørte lyden af nøglen der blev smidt på bordet, svagt bed hun sig i læben, og knaldede hånden ind i væggen, inden hun begyndte at gå ned af trappen. Havde hun ventet han ville gå? Ja det var ventet.. Men derfor gjorde det stadig ondt. Hun forstod ikke han virkede så vred da han gik, hun havde jo blot bedt ham snakke pænt,. Det var kun fordi hun ikke forstod hvad han mente.
En pludselig tanke slog hende, han havde jo slet ikke nogen våben på sig.. Hvad nu hvis der skete noget. Så ville det være hendes skyld.. Det ville hun virkelig ikke kunne leve med. Let gik hun op og fandt kniven på gulvet. Stoppede den i støvlen, og gik efter ham.
Støvlerne gled sikkert over skovbunden, og efter et par skridt, hvor hun lige kunne ane ham længere fremme, besluttede hun sig, hun skulle nok vise ham at hun kunne noget, vise ham at hun ikke var svag. Det var vel det han ledte efter, om hun så ville blive myrdet, for det hun nu havde i tankerne,. Hun undgik nemt og sikkert de største grene, og da han så bag sig, sneg hun sig bag et træ, hun fulgte skyggerne som hun havde lært, og da hun var tæt nok på. Kom hun frem bag ham,. Med en sikker hånd, hvilede hun kniven mod hans hals,. Den ene hånd tog fat om hans håndled, og hun bed sig roligt i læben.
“Jeg tror du glemte noget?” spurgte hun let, hånden om hans håndled, var egentlig ment som tegn til hun ikke ville gøre ham noget,. Hun ønskede ikke at gøre ham ondt, måske var det også derfor at, det han havde bedt hende så intenst om, havde gjort hende vred, hun ville da aldrig kunne hugge et sværd mod ham, uden grund, hun havde jo ikke lyst til det.

Instinkttivt rakte han armen frem ud i mørket for at blokkere kniven men vidste at det var en dårlig ide. Heldigvis eller... tjah uheldigvis var kniven imod hans hals og ramte ikke hans hånd. Og da Altenas stemme lød i hans øre kunne han ikke lade være med at grine fjoget. "Du er vel nok god til at komme ind på røven at mig. Men jeg kan ikke se hvad jeg skulle have glemt, har du nogle ide? For hvis du har må du mægtig gerne sige det." sagde han og lagde sin hånd på Altenas kniv hånd og sænkede kniven fra hans hals. "Men jeg kan se at du ikke er helt uerfaren omkring knive. Men folk skal nu ikke have en chance for at se kniven. List den stille over ved siden af nakken på mig og lad knivs ægget glidt over på min strube... og lad for guds skyld være med at give mig fri bevægelse. Men jo. Du kan da lidt." sagde han. Et spørgsmål klemte sig op i hans hoved. Hvem havde oplært hende? Men han lod spørgsmålet vente. Der var langt vigtigere ting at tale om. "Hvorfor fulgte du efter mig?" spurgte han lidt chokkeret. Han havde så småt begyndt at forstå Altena men dette kunne han dog ikke forstå. Hvorfor kunne hun ikke bare lade være med at følge efter ham? Var det fordi han ikke bar våben? Tvivlede hun på hans fyssiske styrke? Sådan et par spørgsmål dannede sig slørret i hans baghovedet. "Men nu når du har vovet dig her ud så må du hellere komme med mig hjem. Det skylder jeg jo... Undskyld jeg var sådan et kvaj at vente med at betale din gæstfrihed tilbage. Det må du virkelig undskylde..." sagde han og løftede blikket imod Altena. "Kan du tilgive mig?" spurgte han usikkert. Han havde reddet sig fra en storm af raseri en gang.. men han havde været heldig. Hun kunne gøre det af med ham nu hvis det var det hun ville. Men det ville hun da ikke... eller hun skulle være vred nok til at gøre det.. Men sådan som han så tingene an var der ingen grund til at flygte nu. Det var jo ikke sikkert at hun var vred. Hun var en forbløffende tøs. Det havde han da i det mindste lært. Men han var bange for at hun i denne om gang ville handle som Arthur antog for at være.. Normalt. Men han vidste af erfaring at tvivl på sig selv var en ingrediens til nederlag. Hoved ingrediensen faktisk. Og frygten om at hans menneske kender sans var i idu prikkede han stærkt i siden. Han ville ikke havde at Altena skulle grine af ham fordi han var en idiot og ingen parader rejste da hun huggede dolken imod ham og dræbte ham. Han gik ud fra at det sikreste var at holde sig klar og holde musklerne spændte.

Altena så smilende på ham, og rakte let tunge. “Jeg tror.. Du glemte.. At tage tøjet af mig?” hviskede hun drilsk, og drejede let om sig selv, hun lod let hånden løbe gennem det lange hår. Hun grinte for sig selv, og lod kniven glide ned i sin støvle igen, hun lod hovedet glide på skrå. Hun bed sig drilsk i læben, og lænede sig hen mod ham, bed ham en anelse i øreflippen, ikke hårdt eller noget, bare drillende og blidt. “Jeg ved det godt.. De ting du fortæller mig, jeg ved det godt.. Men jeg vil ikke gøre dig noget, derfor prøver jeg ikke på det.. Det eneste jeg er dårlig til, er sværdkamp, men det andet har jeg lært” hviskede hun legende i hans øre, og trak sig tilbage.
Hun gik let rundt om et træ, og så ham i øjnene, hun smilte let, og trak på skuldrene, “En slange er meget loyal ved du.. Og du gik fordi jeg gjorde dig vred, så må jeg hellere gøre det godt igen” svarede hun blidt. Det var ret så tydeligt at med ‘godt igen’, mente hun sex. Nok fordi det var det hun altid havde lært, hun kendte ikke andre måder at undskylde på, havde altid fået af vide, at undskyld var et fattigt ord, men hvis man gav sin krop, ville modparten tro mere på det. Det var i hvert fald hvad hendes tidligere træner havde sagt.
Hun gik let og elegant hen til ham, og strøg let hænderne gennem hans hår, lod hovedet glide undrende på skrå, forstod det ikke, hvorfor sagde han undskyld? Det var jo hendes skyld. “Jeg.. Det forstår jeg ikke, hvorfor siger du undskyld? Det skal du da ikke.. Det min skyld.. Det kun min skyld okay, bare slap af” svarede hun let, og så ham længe i øjnene. En vis usikkerhed var at spore i hendes blik, nok fordi det forvirrede hende så meget at han sagde undskyld.
Hun tog hans hænder, og grinte lidt for sig selv, langsomt tog hun kniven op igen, og bed sig i læben. “Arthur, troede du jeg syntes du var svag? Det gør jeg virkelig ikke, jeg.. Jeg ser virkelig op til dig, du virker så.. Så overlegen i forhold til mig, så god.. Jeg vil virkelig gerne se hvor du bor” sagde hun mildt, og løftede hans maske en anelse, for at kunne kysse ham på munden, hun satte masken på plads, hun smilte lidt. “Jeg vil bare gerne være.. Det du vil have jeg skal være, jeg vil gerne gøre dig glad, vil du ikke nok fortælle hvordan jeg kan gøre det?” spurgte hun lavt, og så ned i jorden. For første gang blev det tydeligt, at hendes gamle træner, nok ikke havde været den bedste.

Arthurs blik blev mattere og mattere. En voldsom ubehag åd ham inde fra. Men han fik samlet tankerne til sidst og stirrede Altena i øjnene. Han var forbløffet. Han var altså ikke død? Disse tanker var hans svorne fjender da han mærkede sin viljestyrke sænke sig i takt med ubehagen steg. Han fangede svagt noget humor og lod et naturligt smil brede sig over hans læber. Hendes ord kunne ikke høres for ham længere og han tog sig til hovedet og sank imod jorden da han var blevet overvundet af sine følelser. Hans krop blev tung og den rest af oprejsning hans ben kunne klare tonede ud og kræfterne forsvandt. Bevidstløs ramte hans skovbunden. Men det var som om hans fald ikke blev stoppet af skovbunden men hans sjæl faldt længere ned. Da hans langt om længe vendte sig til at ingen krop have spærrede han øjnene op. Der var intet at se. Dystert sort mørke bevægede sig rundt for hans øjne indtil rædselsvækkende skikkelser antog form og gik til han greb. Dyr han kun havde set en gang før. I Pandemonium. Det ene af de to helveder. Det gik op for ham at disse ulvelignende skabelser var helvedeshunde. Inden dyret klo skulle bore sig ind i ham vågnede han straks op i sin krop igen. Han skulle først vende sig til de muskler og sener, samt knogler han kunne bevæge. Hvordan de tusinde vis af ledbånd forbandt hans lemmer. Da følelsen kom tilbage kunne de scener hvor han ikke havde kunnet se hvad der skete dukke op med lyd og de andre mangler. "Undskyld Altena.. jeg har det ikke så godt.." sagde han og rejste sig. Han følte sig svag og mentalt nedbrudt. "Hvor er der en rage kniv..." mumlede han uforståeligt til sig selv. "Når hvis du gerne ville med mig hjem så kom." sagde han klart og genvandt sin retnings sans. De var ikke langt fra den høj hans hjem lod markeret ved. Han søgte væk fra stien og ned i krattet og trampede en del ukrudt ned inden han kunne se lysningen som på dette tidspunkt var mørk. Han havde ikke tid til at vente på Altena.. han havde brug for sin seng. I haltende og kejtede bevægelser tumlede han over til sin høj og åbnede træporten og blev slået af sin hjemlige varme. Varmen forsynede ham med en smule kræfter og travede afsted ned af hoved vejen som skar igennem den håndfuld bygninger hans fæstning bestod af. For enden af hovedvejen låg hans prægtige parlæ, stop fyldt af trolde. Selve parlæet var bygget af elverknogler og elverbysten. Parlæet havde også et spir af sammen snoede elversværd som hans private smed, Tweezel havde ordnet. Nogle af værelserne var bygget af blodsten (sammenpresset elverblod) andre var ligesom grundbygningen bygget af knogler. Vinduerne var af glasseret elverfostervand og dørkammen var prydet af vampyr kranier som markede hans had for vampyre. Svægget åbnede han døren og trådte op af den snoede trappe af planker fra elverhuse. Da hans værelse kom åbnede han ivrigt døren og pressede sig nedunder sengen og løsnede de løse gulvbrædde. Så tog han Donec Arm af og lagde den i hulrummet under det løse brædde. Da det var gjort puttede han bræddet på igen og fik mørvet sig fri fra sengen. Dovent smed han sig i sin enmands seng med tøj på. Dog vristede han skoene af sine fødder og lod dem dumpe ned på gulvet.

Altena så forskrækket på ham, da han pludselig faldt sammen på skovbunden, hun lænede sig tøvende nedover ham, og ville egentlig hjælpe ham op, men da var han allerede kommet til sig selv igen, og var kommet op og stå. Hun rejste sig en anelse tøvende, og så bekymret på ham. Bare der nu ikke var noget alvorligt galt med ham. Det ville hun slet ikke kunne holde ud hvis der var. Hun havde jo ikke villet gøre ham ondt, bare villet drille ham lidt.
Hun så stille på ham da han sagde at, han ikke havde det så godt. Neij det kunne hun jo udmærket se han ikke havde. Men hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle kunne hjælpe ham. Han virkede på en eller anden måde så.. Afvisende, som om han faktisk helst var fri for at se på hende, og hvis det var sådan han havde det lige nu, var der ingen grund til hun irriterede ham med sit selskab.
Hun så ham komme mere til sig selv, og hørte godt hans uforståelige mumlen, men det var ikke rigtigt noget hun kunne gøre noget ved. Da han begyndte at gå væk fra hende, stirrede hun ned i jorden. Selv hvis hun ville følge efter ham, følte hun at han havde taget afstand fra hende, af en grund. En grund hun ikke måtte kende til, fordi han ikke ville have hende på slæb mere. Havde han ønsket hun skulle se hans verden, havde han taget sig tiden til at vise hende den. Men det var åbenbart kun hende der ønskede det, og det gjorde faktisk ondt.
I flere minutter stod hun og tænkte, og da hun så besluttede sig for at gå efter ham, var han allerede langt væk. Hun sukkede og satte sig på en fugtig træstamme. Nogle gange virkede han så glad for hende, andre gange.. Virkede det som om hun bare var et sted at være, når han ikke gad sit eget mere. I et svagt lysglimt, forvandlede hun sig til en slange, og snoede sig i skovbunden, uvist om at hun ikke var så langt fra det sted han havde.

Da han først havde lagt sig i sengen begyndte han at smelte bort. Ført stille lige som is, så hurtigt som dug for solen. Han glemte alt om tid. Hvor længe havde han ligget der? Tre uger? Tre år? Svaret var et halvt sekundt. Hans åndedrag blev mere regelmæssig og han lukkede langsomt sine øjne i. Zane og alt andet lige nu ragede ham en høblomst. Hans bekymrede tanker begyndte at gå i opløsning. En læge ville nok sige at han havde brug for en masse af det han havde nu. Hvile. Men der var nu en tanke han holdt fast i. Et navn. En person. Altena. Navnet i hans hoved voksede svagt uden han vidste det.
Tre sekunder i sengen havde fået ham til at døse af. Alle hans bekymrede tanker var halv glemte i hans hoved. Men en tydelig tanke samlede dem alle. Altena. Efter han havde set havde hun ikke bevæget sig efter ham med det samme. Han måtte lede hende på rette vej. Hvis hun farede ind i hans trolde ville de jo hakke hende i små stumper. Han løsrev sig fra sengen for at finde hende. Sløvt luntede han ikke med den samme atletiske styrke, som han plejede da hans tanker stadig var få og hvirlede rundt som tang efter en sløv fisks få bevægelser. Da tankerne begyndte at hvirle op fra trancen spærede han øjnene op. Hans lunte trav havde hele tiden været med hovedet imod væggen som en ged der stangede væggen. Arthur lagde mærke til det og løb ud af døren og glemte alt om at låse efter sig. Han sprintede ned af trapperne i højt tempo og sprang nærmest ud af porten. Hvor var Altena? Adrenalinen strømmede til den kraftige krop. Lyden af hans strube brøle "ALTENA!" lød højt da hans hæst sank sammen. Ikke pågrund af det kraftige råb. Af hans krops mangel på hvile. Han havde brug for at sove. Svagt gentog han hans brøl. Bare med en lav mumlende tone. "Altena..."

Altena havde snoet sig rundt på skovbunden det meste af tiden, i sin søgen efter at finde hans spor. Desværre havde det ikke været muligt at finde noget spor, fordi han havde haft gode sko på, og derfor var skovbunden nøjagtigt den samme som før. Dog kunne hun mærke en rumlen i jorden, som hvis nogen gik med faste skridt, og hun kendte udmærket skridtene, det var Arthurs.
Langsomt ventede hun, ventede på han ville stoppe op, så hun havde mulighed for at indhente ham,. Og der gik ikke længe før skridtene ophørte, og hun begyndte med stor hastighed, at sno sig over den kolde skovbund, hen imod ham,. Hun hørte ham udmærket kalde på sig, og stoppede op et par meter bag ham. Var lidt bange for at han var vred på hende, fordi hun ikke var fulgt med.
I et let lysglimt blev hun til et menneske igen, hun rettede lidt på sit hår, og gik forsigtigt hen bag ham. Stille nussede hun hans skulder, og satte sig på knæ ved ham med et forsigtigt smil. “Jeg er lige her.. Undskyld jeg ville ikke bekymre dig..” hviskede hun ganske lavt, og strøg hans kind. “Skatter du er træt.. Gå hjem i seng med dig, du har brug for det.. Skal jeg gøre mig til slange og gemme mig som du sagde?” spurgte hun og strøg hans kind forsigtigt igen. Hun var ret så bekymret for ham. Havde jo sagtens kunne se hvor træt han var, og det undrede hende stadig en hel del.
Hun havde aldrig set ham være så udmattet før, ikke en gang den aften han var kommet hjem til hende igen. Men han trængte vel bare til at sove. Han sov jo heller aldrig særligt meget når han var hos hende. Stille kyssede hun hans kind, og hjalp ham op og stå, hun så tænkende på ham. Han havde virkelig virket meget bekymret for hende,. Og det varmede hende indeni, så holdt han jo af hende.

Arthur lod træt sine øjne betragte Altena. Den snu lille slange tænkte han og betragtede hvor godt hun havde det. Men det så da ud til at hun havde det fint nok. Han smilede lettet og besvimmede. Og langsomt sank ned i den samme hvile som før. Blodet lettede sig hans krop og begyndte så småt at arbejde på at hele hans skrammer. Ubekymret svævede han rundt i sin egen lille verden. Som før ødelagde en tanke hans hvile. Først missede han med øjnene og rettede dem så imod Altena. "Undskyld.. kom med mig." sagde Arthur og krøb op på benene og haltede let ind af porten til hans fæstning. Fortumlet og træt faldt han ned på knæ og kravlede over imod sit parlæ. Fortabt i sin træthed og nogen viljer om at vide hvor Altena var når han sov. Svagt lod han sine fingre pege imod parlæet og udstødte en utydelig hvisken igennem hans tørre læber han kun nåede at fugte før at han faldt i søvn igen.
Denne gang kunne han ikke fiske sig selv op af denne hvile. Denne gang kunne han håbe på at Altena havde set hvor han havde peget hen. Han glædede sig til at kunne sove ordenligt uden at være vågen hele tiden. Afslappet og slap vendte Arthur sig rundt som nogenlunde svarede til at vende sig i sengen.


Langsomt åbnede han øjnene igen. Som en sløret tåge for hans syn kunne han ikke se en skid. Træt gned hans sine øjne og rejste sin over krop før han fjernede hænderne for øjnene. Hvor længe havde han sovet? En time? Jo en time var det nok. Eller der omkring. Måske to. Langsomt genvandt han sit syn... //Sorry længden men jeg fik da svaret ;D;D;D Det er bare svært at skrive om Arthur når han er så træt som han er lige nu. Håber du kan leve med det ^^//

Altena så bekymret på ham, idet han besvimede igen. Hun vidste endnu ikke helt hvor han ville hen, og hun kunne i hvert fald på ingen måde bare lade ham ligge her alene. Han havde brug for hende, og idet han pludseligt vågnede op igen, og trak hende med sig. Fulgte hun bare med. De nåede desværre ikke så langt, før benene gav efter under ham igen, hun bed sig usikkert i læben, og så mod stedet hvor han pegede. Altena var ikke kendt for at være stærk, men hun ville gøre sit bedste for at få ham derhen, hvor han ville. Om hun så skulle kæmpe hele natten for at lykkedes. Efter en del baksen, fik hun ham omsider med ind, heldigvis sov den ene vagt, der nu en gang stod ved porten, og resten af tiden prøvede hun at undgå dem alle. Til sidst fandt hun frem til hans soveværelse, og lagde ham i sengen. Fjernede masken og hans sko, samt hans jakke, men lod ham beholde resten på. Hun puttede ham under dynen, og lagde hans ting på en stol.

Bekymret sad hun ved hans side i sengen og strøg ham over panden, kunne ikke li at se ham være så udmattet. Men nu virkede han rolig.. Afslappet, han måtte virkelig have været træt, og det var også forståligt. Hun var også selv træt, men hun kunne umuligt sove, når hun ikke var sikker på at han var okay. Efter et par timer, begyndte han at røre på sig, hun sad stadig og strøg ham forsigtigt på armen, og lod hovedet glide på skrå, idet han så rundt. Forhåbentlig var han ikke vred på hende, over at hun havde lagt ham i seng.

Morgnen trængte sig på og Arthur begyndte at rører på sig. Først små vrid med fingrene, så åbnede han øjnene. Endringer fra natten fløj igennem hans hoved og gjorde ham lettere svimmel. Han var stadig træt men han faldt da ikke om nu.. Så rejste han sig halvt op og så ned af sig selv. Han var iført den samme skjorte som han havde på igår... Vent. Han så sig om. Dette var ikke den skovbund han sov på.. det var hans værelse. Ligeså stille begyndte han at fatte det. En soldat eller en anden trold havde ført ham op på hans værelse. Men hvor var Altena? Så vendte han sig om og der stod den smukke kvinde. "Godmorgen" sagde han fortumlet og trådte ned fra sengen og gav Altena et kys på munden. Så rejste han sig op i sin fulde højde og strakte ud. "Sig mig... hvem har lagt mig i seng?" spurgte han og så over imod Altena da endringerne var vent tilbage. Nu når hans tanker nogenlunde var på plads ville han nu gerne vide hvem han skulle belønne for at lade ham vågne op i sin egen seng. Han tog sine ting væk fra sin stol og smed dem på den uredte seng og satte sig ved siden af Altena og omfavnede hende med den ene arm. "Du er så smuk, Altena." hviskede han og strøg hendes hår blidt. Glæden ved at have hende ved sin side var ubeskrivelig. Sådan en dejlig pige var svær at finde andre steder... Da tænkte han kort på Angelin og holdte sin tårer inde indtil han begyndte at tænke på noget andet. Eller.. en anden. Det gule øjne strålede imod Altena.

Altena så smilende ind i hans øjne, da han omsider begyndte at røre på sig. Hun havde virkelig været bekymret for ham, ville han mon vågne op? Ville han være sur på hende over det hun havde gjort? Men neij.. Han var glad.. han smilte til hende, og det gjorde hende helt lettet indeni. Alt den frygt, og alle de ting hun havde været bange for, havde slet ikke været nødvendige.
Da hun mærkede hans læber mod sine, gengælde hun kysset inderligt. Hvor var det rart at have ham tæt på sig igen, at mærke varmen fra ham. Tænk at han virkelig ville have hende, hun var jo bare.. Altena? Hende den mærkelige der kunne snakke med slanger, og selv blive en. Og nu kunne hun også en helt anden ting, efter hun havde opdaget sin aspara del. ”Godmorgen.. godt at se du har det bedre” hviskede hun mildt, og kyssede ham kort igen, inden hun smilte for sig selv.
Let lod hun hovedet glide på skrå, ”Det har jeg.. det tog lidt tid, men jeg fik dig herop uden problemer.. en af dine vagter sov ret tungt, så jeg blev ikke opdaget” sagde hun mildt, og strøg hans kind kort. Self havde hun da ikke bare ladet ham ligge derude hele natten. Så ville hun hade sig selv.
De grønne øjne fulgte ham nysgerrigt mens han gik væk. Kort efter kom han dog tilbage og satte sig ved hende. Hun rødmede ganske svagt da han sagde noget til hende igen, ”Mener du det?” hviskede hun mildt, og bed sig en anelse i læben. Hun ville slet ikke vide hvad hun skulle gøre uden ham.