Bad timeing hurts.. // Nanna //

Tid: 15.00

Sted: Sombre - Parken

Vejr: Netop lysnet op efter en tyk byge

Omgivelser: En masse mennesker som nettop er løbet ud fra læ efter den lange bye.

Påklædning: Sort jakkesæt og sort hat.


Få sekunder inden de vilde skyger, som var opstået meget pludseligt et par timer siden, forsvandt så pludsligt som de var kommet, trådte en herrer i et sort jakkesæt hurtigt ind i et lille udehus. Lige inden han kom ind skinnede solen igennem skyerne igen, og alle begyndte at løbe ud fra deres læ. Folk havde været på picknic, ude og gå ture, luftet deres hun eller bare passeret igennem den store park, og nu ville alle ud og nyde den genopståede sol. Bare ikke denne ene mand. Solen stod højt, og den var varm, hvilket fik det våde græss til nærmest at glitre. Manden lød slet ikke tilfreds i det han stod og knurede et kort øjeblik. Han sukkede og holdt sig til midten af udehuset, hvor der var skygge fra alle sider. Dette var Belafont, og hans timing kunne ikke have været dårligere.
Belafont kiggede rundt på alle menneskerne rende rundt, og hans næse rynkede en smule. Han var tørstig, og det rev i ham.

Nanna som havde siddet i læ under et træ, blev nu blændet af solen, som fremskød fra skyerne. Hun missede med øjnene og skyggede med hånden. Hun blev hurtigt varmet af solens stråler, som tog den hende i sit favntag og tøede hende op, for at have været kold og forfrossen af regnen. Et svag ubemærket smil undlod hendes ellers kolde og følelsesforladte læber. Hun lænede hoved tilbage og nød solens stråler. Hendes sorte hår med de svage slangekrøller faldt ned langs ryggen, som hun lænede hoved tilbage. Hun var iført et par lavtaljede mørkeblå bukser som havde et løst kædebælte i bælteremmen. Ikke fordi det hjalp spor med at holde bukserne oppe. Hun havde en åben sort lynlåstrøje på med gule citroner på og indenunder dén en hvid undertrøje. Hun lukkede kort øjnene og udstødte et lavmældt suk. Hun rettede hoved op igen, så det skæve pandehår faldt nedover hendes øjne og skjulte den store sorte pupil, som var omgrænset af en gul iris med et snært af orange skær i sig. Nanna hadede regn, og hadede at være gennemblødt af den - så nu nød hun solen. Hun plejede at virke muggen og irriteret, men lige nu var hun faktisk ganske munter. Nok fordi hun vidste der ikke var nogen som så det. Ellers ville hun straks kvæle det åndsfraværende smil og se sig ondt på dem. Hun var normalt iført en barsk facade at spydige kommentare og mørke blikke... men sådan forholdt det sig i virkeligheden ikke.
Nanna lod blikket glide omkring på omgivelserne og betragtede - med væmmelse- det lallende fæng af idiotiske fæhoveder. Også kaldet menneskene. Desværre var hun af samme reace, og hold kæft hvor hun angrede det. Der var ikke ord, der beskrev det. Hun sukkede tungt og udmattet. Egentlig syntes solens stråler at begynde og brænde imod hendes hud. Hun brummede irriteret, da hun sad på den forkerte side af træet, og derfor ikke i skygge. Hun orkede næsten ikke at rejse sig... lige indtil hun fik øje på et skur, ikke langt derfra. Hun havde skam set det, men dét at der ikke var en sjæl i nærheden dragede hende derhen. Hun rejste sig og begyndte at vandre derover. På vejen løb en lille dreng lige op foran hende ov begyndte at pege og sige et eller andet med at hun havde 'sjove' øjne. Han hentydede naturligvis til øjenfarven. "Ja, og du er grim!" hvæsede hun og rakte tunge ad drengen, og gik i en bue uden om ham. Hun banede lavmælt af væsnet og dets race. Hvor herre bevares. Som om hun ikke allerede vidste det. 'Nej, tak skal du ha' lille lort, det vidste jeg ikke allerede i forvejen. Hvad skal jeg dog bruge dén unyttige viden til?!' Hvad havde han tænkt sig?!
Hun dumpede ned på den anden side af skuret, i dets skygge og lænede sig på ad væggen. Endelig fredligt igen.

Belafont kiggede ned i jorden og sukkede let af kedsomhed, angrend og dræbende tørst. Han lukkede øjnende og rystede hovedet og prøvede at tænke på noget andet... Blodbank.. Blodbank.. Menneske.. Menneske... Fuck.. Han havde en mægtig stor selvkontrol, men han havde lige fodret sin lærling, plus det var flere dage han havde drukket. Han skulle have noget i dag. Men den forbandede sol havde stoppet ham. Han rystede hovedet og begyndte at opfange folks tanker, i det han keddede sig. Så megen glæde.. Så megen kærlighed.. Han kiggede over sin skulder imod der hvor en af de eneste uden et smil på det tidspunkt lige havde sat sig. Han kiggede ned i jorden og rystede hovedet. Han trådte tættere på indgangen og holdt sin hånd ud i solen. Han havde handskerpå, så det var først da den ramte stykket imellem hans handske og hans jakke det begyndte at svede og ryge. Han kunne ikke holde hånden der i mere end få sekunder før han kom til at væse højt og trak sin hånd tilbage. Nej.. Han måtte vente... *Suk*

Nanna bankede hoved ind i udehusets væg som var lavet af tynde plader af træ, og efterlod et højlydt 'donk'. Hun ømmede sig kort og rystede på hoved af sig selv. Det havde vel været af ren og skær irritation over det lalleglade slæng, der havde fået hende til at banke hoved ind i væggen, hun sad lænet op ad. Hun sukkede. Kunne hun ikke have valgt at drage til et andet sted og bo, et sted der ikke var omgivet af mennesker. For helved hvor det bare irriterede hende. Hvorfor, hvorfor lige hende. hvorfor var hun blevet født som et ubetydeligt, usselt og hovmodigt menneske?! Det var mega uretfærdigt, efter hendes mening. Hvor ville hun dog ønske at hun selv havde kunnet vælge race... og for den sags skyld liv. Hun var draget.. eller flygtet hertil, fra hendes forældre, som mente de skulle bestemme over hendes lorteliv. Fandema nej om de skulle! Nu skulle hun bare knokle som én i helvede for at få tjent nok til et hus, istedet for dét faldefærdige 'hus' hun holdt sig til i, nu. Hun havde faktisk overhovedet ikke overvejet om døren til udehuset var åben. Men nu, orkede hun altså ikke at rejse sig. Desudn - tænk hvis nogle af de hjernelamme mennesker lagde mærke til hende, som bestemte sig for at 'gøre hende med selvskab'. Nej tak. Så hellere blive siddende som en forstenet statue op ad denne væg.

Belafont rystede sin hånd en smule, og et brændsår bredte sig på det område han havde haft i solen. Han væsede lavmelt igen, og sukkede så. Han hørte et 'donk' fra den anden side af udhuset, og kiggede over skulderen. Han begyndte at lytte til Nannas tanker af ren reflex, for at finde ud af hvorfor nogen bankede på huset. Han rystede hovedet en smule og grinte lidt, og sparkede så på bavægen af udhuset, imod der hvor Nanna sad. Lige i det han gjorde det kom en lille dreng trækkende med en ung dame og to andre børn og pegede på Belafont. 'Mor, mor det var ham der! Han væsede lige før! Det var ham der skræmte mig!', nærmest råbte den lille dreng. Belafont fik en kuldegysning som fik ham til at løfte den ene side af hans overlæbe og væse meget lavt igen. Ikke nok med at han var sulten, nu skulle maden han ikke måtte få da også bare hope foran ham. 'Altså hr. kan du dog ikke finde på noget andet at lave end stå her og skræme de små lejende børn? Har du slet ingen ma...' Belafont afbrød hende med et meget højt væs i det han løb hen imod dem og løftede hovedet så de tydeligt kunne se hans vrede ansigt. Han var lige glad med at de fandt ud af hvad han var.. Du skulle vær... Ikke flere fristelser. Menneskerne løb deres vej, og Belafont sukkede, og gik tilbage til midten af rummet.

Nanna holdt sig for ørene da der lød et brag lige bag ved hende "Hvad satan?!" udbrød hun forskrækket og vendte sig om og så op på væggen. Hendes blik fæstnede sig på døren, som nu stod på klem, efter noget var stødt imod væggen ved siden af - med sådan en styrke. Hun kravlede nysgerrigt hen til åbningen og kiggede indenfor. Dér tårnede en mørk og dyster skikkelse sig som hvæste så kuldegysningerne skød gennem Nanna's krop. Hun hørte nu andre stemmer, som kom fra den anden side af huset. Hun kravlede hen til husets side og tittede frem. Hun fik øje på en mor som stod og anklagede den hvæsende mand for at skræmme de små børn. Hun kunne ikke undlade et bredt smil. Ja så kunne de sq da lære det, tænkte hun. Hun frydede sig ved synet da de besluttede sig for at gå sin vej. dén metode måtte hun tage i brug, selvom den var noget bizar. Hun rejste sig og gik hen til døren, åbnede den og stod nu i døråbningen og så mod skikkelsen som var badet af skyggerne i det mørke, indelukkede rum. Hun sagde ikke noget - hilste ikke engang, men så blot udtryksløst mod ham. Analyserede ham. Hvad for et væsen var han?

Belafont kiggede ned i jorden da hun trådte ind. Han kiggede så langsomt op af Nanna, og måtte til sidst læne sit hoved en smule tilbage for at kunne se ud under hatten. Lyset som skinnede igennem døren fik ham til at tage et skridt tilbage, i det solen ramte hans sko. Han vidste at det intet ville gøre igennem skoen.. Men gjorde ikke han hadede solen mindre... Han opfattede Nannas tanker, og lyftede hatten op, og lagde den en smule tilbage for at kunne kiggede bedre på hende. Hans komplet sorte øjne flakkede en smule som de altid gjorde når han var sulten. Han rynkede næsen en smule pågrund af den fantastiske duft, hvilket også gjorde at han, uviliget, løftede den ene side af hans overlæbe, som om han vrissede. Han kiggede så væk, og håbede inderligt at hun ville forlade ham igen. Tørsten stak ham i halsen, og hendes blod var ikke nogen undtagelse.

Nanna betragtede den tavse mandeskikkelse foran sig. Hvad var han, stum eller sådan noget? Hvad stod han dér og stirrede for? Det var jo trods alt ikke hende som skillede sig ud her... eller... ikek så markant som han gjorde i hvert fald. Hun lod hænderne falde ned langs siderne og lagde hoved svagt på skrå. Gengældte dét der forbandede indgående blik. Hvad var han? en pædofil stodder?... Det håbede hun så sandelig ikke. Døren smækkede i bag hende, da hun ikke holdt den længere og rummet blev mørkt. Det eneste som oplyste det var solens stråler fra det ene vindue - det vindue som manden stod foran og blev forvandlet til et sort silhouet. Måske skulle hun bare gå.. Han virkede ret creepy, nu når hun tænkte over det. "Æhh..." mumlede hun og mærkede stemmen knække svagt. Hun bakkede forsigtigt og lod hånden famle bag sig, ledte efter dørhåndtaget, imens hendes blik fast stirrede mod manden i rummet sammen med hende.

Belafont knurede lidt. Han var dog aldrig blevet samenlignet med en pædofil. Var ikke ligefrem noget han satte pris på. Han løb hen til døren i en sådan fart at det virkede somom han bare forsvandt. Han stod nu ved siden af Nanna, og holdt sin hånd på dørens håndtag, for at hun ikke kunne åbne den.
"Det var vidst dig, der startede med at komme ind af døren, og være tavs... Var det ikke, min lille ven?" Han stod i mørket så kun hans siluet kunne ses. Han tog et skridt hen imod hende, imens han stadig hold hånden på håndtaget. "Pædofil? Normalt kunne jeg sige at jeg var noget meget værere.. Men denne gang.. Virker det nærmest somom at en jeg overvejer som bytte, rent faktisk 'gerne' vil blive forbandet.. Være noget andet... Men ved hun hvad hun ville træde ind til? Neej det gør hun ikke... Hun kunne ikke lide regnvejr.. Hun haddede det faktisk.. Dem som jeg, elsker det.. Det giver os en chance for at forlade læ, også om dagen.. Hun nød solen.. Ville hun aldrig komme til igen." Belafont snakkede lavmelt, og han kunne mærke hvordan at det var tørsten som drev ham ud imod noget som han ikke ville. Han væsede, og fik en let kuldegysning, og tog et skridt tilbage, op imod døren.

Nanna udstødte et halvkvalt skrig da han pludselig stod foran hende, og sørgede for hun ikke kunne komme ud. 'min lille ven'. fy for helvede! Kuldegysningerne løb ned ad hende som bølger - helt ustandselige. "Og jeg ser nu, at det var meget forkert... jeg skal skam nok lade dig være i fred.." Sagde hun lettere febrilsk da han nærmede sig. *Psykopat* tænkte hun, velvidende at han ville høre det. Troede han at han ejede verden?! At hun ville finde sig i dét? Fanden tage det! for dét nægtede hun. Nanna trykkede ryggen helt op ad døren og lænede baghovedet mod dets flade, som prøvede hun at komme så langt væk fra ham som muligt. Det gik hurtigt op for hende hvad han var, og hun begyndte at tro på at han var meget værre en en simpel pædofil. Hun lyttede til hans hvislende ord, vendte blikket mod dér hvor hans øjne burde være placeret i hans klamme kranium. "Jeg bryder mig ikke om at være drivvåd din freak!" råbte hun spydigt i hoved på ham. Hvis han skulle rode rundt i hendes hoved som én eller anden mindfreak, kunne han i det mindste 'læse' korrekt.
Hun kneb hadefuldt øjnene sammen og stirrede mod dét væsen som pludselig overgik de lave mennesker, i arrogance. "Jeg ville hellere DØ end at blive til... et monster som dig!" hvæsede hun tilbage og fyrede en knytnæve i skulderen på ham, i håb om at dét fik ham til at flytte sig, inden endnu én kom flyvende. Egentlig... ville hun jo dø.. men.. Hun ville hellere forsvinde hetl, end at blive til noget som ham. Kæft en klam vampyr man! Stod der og truede hende.. Det fandt hun sig krafædme ikke i! Sådan en magtsyg bøsse som ham, kunne rende hende et hvis sted.

Belafonts øjne flakkede og han løftede sin hånd, med sine negle udstrakte, og svingede dem hurtigt imod Nannas ansigt, som ville han rive hende. Men hans hånd stoppede tæt ved hendes ansigt, og hans stille væs forsvant. han ignorerede hendes slag, og lod armen falde ned ved hans side. Hans næse rynkede en smule igen, og han fik endnu en kuldegysning. Han slap dørens håndtag, og gik hen til en af vægene i skyggen, lænede sig op ad den og lod sigselv falde ned og side.
"Godt.. Så gå din vej.. Lev dit liv, jeg vil ikke være den som ender det, eller for den sagds skyld forlænger det.." Han lod sit hoved sænke, og kiggede ned i jorden. Han hævede sine knæ og vilede sine arme på dem. "Undskyld." Hviskede han lavt. Han fik endnu en kuldegysning og kiggede væk, imens hans næse rynkede endnu engang og an væsede lavt. Forbandede tørst..

Nanna vendte ansigtet bort og lukkede øjnene i, da hans hånd kom farende og de lange skarpe negle truede med at flå hende levende. Hun åbnede dem forsigtigt da intet skete. Så blot hånden hvile i luften lige foran hende. Hun gispede svagt efter vejret, som var blevet uregelmæssigt og panisk. Hun var ikke bange... det var kroppens naturlige instinkter, og det var adrenalinen som pumpede rundt i hendes krop. Hun sank en klump som havde hobet sig op i halsen på hende, og åndede lettet op som han trådte væk fra hende. Knæene faldt sammen under hende og hun sank ned langs døren, til hun til sidst sad lænet op ad den. Hun lyttede til hans ord. Rejste sig derefter i al hast og flåede døren op, skulle til at storme ud da hans lave ord ramte hende 'undskyld'. Hun anede ikke hvorfor men hendes krop frøs og hun rokkede sig ikke ud af stedet. For helved... hvorfor løb hun ikke`? nu havde hun jo chancen! Nanna så sig over skulderen på uhyret, som pludselig så så.. tæmmet ud. Hendes blik flakkede mellem den åbentlyse og frie dag, og det mørke rum med den uhyggelige mand, som faktisk havde truet med at tage hendes liv.

Belafont blev ved med at stire ned på jorden. Han opfangede nogen af hendes tanker, men lukkede øjnende og rystede hovedet lidt imens han kiggede væk, i det han anstrængte sig for at lade være. Hans tankelæsning var udforudsigelig, og han opfangede tanker uden selv at bestemme det.. Var svært for ham at kontrulere det. Hans næse blev ved med at opfange Nannas blods duft, og han kiggede langsomt op på hende. Han kiggede ud af døren, og så ned igen.
"Dit liv er der ude frk.. Du burde prøve at nyde det.. Bare ganske lidt.. Alting bliver meget sortere når man dør.. Eller det der er værer.." Han sukkede og lukkede hans øjne.
"Og jeg er ikke psykopat.. Eller bøsse..." Hviskede han lavt, og krassede lidt i gulvet med den ene af hans lange negle. Han rystede en smule på hovedet, og fik endnu en kuldegysning. Tørsten var der stadig.

Nanna stod fortsat som frossen. Lyttede til hans ord. "HA!" lød det hånligt fra hende "hvilket liv?" mumlede hun og så ud i lyset, som havde fået rollen som 'hendes liv'. Hvad var der at nyde ved dét lorteliv hun var blevet tildelt? Hun var flygtet fra familien, overladt til sig selv i en alder af seksten. Knoklede som én i helvede for at tjene til et sted at bo, og ikke en faldefærdig ruin som kunne styrte sammen hvert øjeblik - det sted hun opholdt sig i øjeblikket. Nogle gange... ønskede hun bitterligt at det hullede tag over hende, rent faktisk ville styrte sammen og begrave hende.
Hun kunne dog ikke undlade et svagt, halvkvalt grin ved hans efterfølgende ord. '.. ikke psykopat.....eller bøsse' Nej. det troede hun ikke rigtig på... I hvert fald ikke rigtig..
Hun sukkede og 'blødede op' hun tog en skammel som stod placeret ikke langt fra hende, åbnede døren og satte skamlen ude i lyset og holdt døren åben. Hun satte sig ligeledes selv uden for huset i græsset i en solplet. Hun sad én.. knap og nap én½ meter fra døråbningen - badet i sollyset og så ind i skyggerne som badede ham. Nu fik han i det midste sin vilje, kunne man sige.

Belafont kiggede op fra under hans hat, og ud på Nanna da hun satte sig udenfor. Han havde altid set livet som en velsignelse. Men med de tanker han havde set tideligere, var hendes liv ikke en dans på roser. Ligesom man kunne sige at hans havde været. Uden at overdrive. Han fik det en smule dårligt over at have tænkt forud for hende, og bare regnet med at livet var noget alle nød. Han smilte lidt og rystede hovedet en smul og kiggede ned på gulvet igen.
"Er dit liv virkelig så hårdt?" Spurgte han. Han virkede ikke tvivlende, nærmere interesseret. Han kiggede halvt op fra hatten igen. "Kunne det virkeligt være værre end diverse bæster og dæmoner der findes?" Spurgte han så dybere ind.

Nanna satte sig i skrædderstilling og drog et svagt suk. Så ind i mørket som manden - hun stadig ikke have fået sat navn på' atter talte til hende. Hun rynkede svagt brynene. Hvad fanden vedkom det egentlig ham om hendes liv stank, mere end andres?! Hvor pokker skulle hun vide det fra? Hun levede sit eget lorteliv, og lod andre om at leve deres. Hun sukkede tungt "Ja..." brummede hun lavmælt, svaret til begge spørgsmål og så ud til siden. Egentlig - nu når hun tænkte over det - undrede der hedne egentlig lidt at hun ikke havde endt sit ubetydelige liv noget før.. Hun havde ikke rigtig overvejet det. Bare levet - hvis man kunne kalde det hun gjordet at 'leve'. Hun prøvede inderligt at ændre sit situation - skæbne - ændre stjernerne. Hvad helvede man nu kaldte det, til noget andet. Noget andet end det hun var født ind i... indtil videre havde alt været forgæves.. Men hun håbede inderligt, at det snart ville ændre sig.
Hun skulede ondt til ham, da hun kom i tanker om at han lyttede med i alle hendes tanker. *Lurer* Tænkte hun og rakte tunge ad ham - egentlig uden grund. Skulle vel gøre sig bemærket om, at hun ikke brød sig om det. Mente han skulle lade hendes tanker være - hvis det overhovedet var muligt. "Hvad med dig selv? Har du et lorteliv?" spurgte hun og lænede albuen mod sit knæ og placerede hagen i håndfladen, imens hun så mod dørens åbning og på den mørke silhouet som var manden.

Belafont så lidt uforståelig ud, da hun rækkede tunge af ham, og løftede et øjnbryn. Han læste ikke hendes tanker mere, og vidste derfor ikke hvad grunden var til at hun rækkede tunge.
"Hvad har jeg nu gjordt?" Spurgte han stadigt uforstående. Til hendes spørgsmål lyftede han blodt skuldrene. "Har intet.. Jeg er død.." Sagde han lavt. Han lænede sig tilbage, og lagde sine hænder på hans baghovede. "Men jeg har levet længe nok til at man kunne sige at jeg har haft et 'lorte' liv.. Men kan stadigt godt fine lyse punkter på vejen.." Sagde han stille. Han var en smule uforståen for, hvorfor at hun stadigt blev. Han havde lige været ved at slå hende ihjel.. Så igen, er jo ikke fordi han kunne nå hende der... Forbandede sol..

Nanna hævede et øjenbryn af hans spørgsmål "Skal jeg liste det op for dig?.. Eller kan du nøjes med 'du prøvede at tage mit liv' begrundelsen..." sagde hun spydigt og så udfordrende på ham.. Ikke fordi hun pønsede på noget, eller prøvede at pirre ham - det lå blot til hendes mange dårlige vaner. *prøvet at tage mit lorteliv fra mig... hvilken tjeneste* tænkte hun og var ligeglad med om han hørte efter eller ej. Sikke en tjeneste han kunne have gjort hende.
Hun lyttede til hans stemme som han talte.. "Hvor lortet var dit lorteliv?" spurgte hun, og synes egentlig ordet 'lort' begyndte at gentage sig mere end højst nødvendigt.
Solen varmede hendes krop med sine blide stråler. Hun nød dem egentlig pludselig og fandt dem ikke generende. Heller sol end dét mørke han befandt sig i. Hun havde set og følt mere end nok.

Belafont kunne ikke lade være med at grine lidt, og rystede hovedet.
"Er selvfølgelig rigtigt..." Han fortsatte med at ryste på hovedet imens han tænkte på om han skulle svare på hendes spørgsmål, men kiggede så op på Nanna..
"Min familie, som jeg elskede, blev dræbt pågrund af det jeg var blevet.. Så pågrund af mig.. Jeg har dræbt flere mennesker, Aspara'er, engle ja selv dæmoner end jeg har lyst til at tælle.. Og kan huske alle deres ansigter.. Har haft to som jeg elskede, som begge også blev dræbt pågrund af mig.. Jeg har levet i mere end sekshundrede år.. Jeg har set mit.." Han snakkede rimeligt langsomt. Han havde ikke travlt. Han vidste egentligt ikke hvorfor han fortalte hende omkring dele af hans historie.. Måtte være kedeligt. Men. Hun spurgte..

Nanna lyttede til hans talestrøm. Rynkede derefter brynene. "Du sagde, og jeg gentager. Jeg har intet liv, er død... men det 'lort' du har fortalt om - skete tydeligvis efter du var død" begyndte hun at fortælle med en løftet pegefinger. Endten havde hun ret, eller også havde hun misforstået noget.
Nanna funderede over hans fortælling. "hvordan.." hun tøvede og bed sig svagt i læben som hun overvejede om hun skulle spørge.. Nå ja, hvad fanden. "Hvordan kunne du dræbe nogle du elskede?" spurgte hun og så udtryksløst på ham. Egentlig... kunne døde så godt elske? det var vel efter han var 'død' han havde slået dem ihjel - og derfor måtte døde kunne elske. Stik imod det hun havde fået idé om og troet på. Nå ja.. man lærer hele livet - tænkte hun med et skuldertræk. Eller også var denne mand anderledes. Måske en smule menneskelig?... Eller havde de mange år han ahvde været død udslettet alt der mindede om følelser?... Hun anede det ikke, men spurgte dog heller ikke.

Belafont sukkede lavmeldt, og grinede lidt.
"Vil ikke kalde hvad jeg føre, et liv.. Jeg døde da jeg blev forbandet.." Sagde han med en stille stemme og kiggede halvt op på Nanna. Hvorfor mun det interesserede hende så meget? "Og jeg dræbte kun den ene af dem personligt.. Den andens død var bare min skyld. Den første dræbte jeg i en blind blodrus, som jeg vågnede op af, da jeg havde hende i mine arme.. Tømt for blod.. Den anden døde pågrund af en dumhed fra min part." Fortalte han stille. Han tog sin hat af, og kastede den op i luften og greb den igen, hvilket han blev ved med, imens han kiggede ud på Nanna.. I det mindste kunne han næmmere ignorere hendes duft her fra. Selvom den, og alle de a.. Parken var næsten tom? Der var kun ganske få mennesker tilbage. Det var ikke normalt på en solrig dag.

//svarer imorgen ^^//

Nanna begyndte at plukke græsstrå imens hun lyttede til hans fortælling. De gule øjne var rettet mod græsset, som hun gik igang med at bygge en græsbunke, af de afplukkede græsstrå. Hun plukkede ét af gangen og lagde det derefter pænt i en samlet bunke. Bare af ren og skær tidfordriv. Hun brød sig ikke om at stirre på manden imens han talte.. det virkede så. Afpressende, på én eller anden måde.
Hun forstod ham godt nok ikke... Hvordan kunne man det?! Selvom det var i et 'uheld'... Så kunne man bare IKKE slå nogen man 'elskede' ihjel... Så måtte man godt nok være psykopat. Eller helt igennem monster. Godt nok elskede hun ikke nogen - var overladt til sig selv, men at forestille sig tabet af nogen man holder SÅ meget af, og så være skyld i det... Hun kunne næsten ikke og en kuldegysning skød igennem hende. Hun forblev tavs og tænkte i sin egen verden, imens hun myrdede de uskyldige græsstrå, som skulle være så uheldig at være inde for hendes rækkevide.

Belafont blev ved med at kigge ned i jorden, og fumlede med sine fingre imens han havde snakket. Da han var færdig, blev han bare ved med at stire ned i jorden, og en tåre gled fra hans øje. Hans ansigt var revet i tu af anger, og han smed surt hatten hen i den anden ende af lokalet. Han bukkede hovedet længere ned, og lukke så øjnende. Men så kiggede han pludseligt hurtigt op igen. Han væsede lavt, da hans næse havde opfanget noget nyt. Fuck. En Aspara.. Han rejste sig hurtigt og kiggede ud af døren, forbi Nanna, og så tre politimen komme gående imod skuret. Han prøvede at sænke en klump, men hans tørst snørede hans hals sammen, så det tog ham lang tid at synke den. Han pressede sigselv imod vægende, og så nærmest skræmt ud.
"Menneske.. Jeg ber dig.. Sig at jeg ikke er her mere... H.. Hvis.. Hvis den Aspara kommer her ind.. J.. Jeg vil ikke dræbe den, men min tørst vil ikke lade mig ignorere hendes blod, hvis den kommer ind i mørket... Jeg ber dig.." Han så tiggende ned på Nanna, og gled hen i et hjørne af udhuset, og satte sig ned, for at gøre sig så lille som mulig. Hans tørst hev og bed nu i ham, og den eneste grund til at han ikke jagtede Asparaen allerede, var at hans instinkter sagde til tørsten at den var i lyset, og ikke kunne nås.

Nanna så op i ét ryk da manden rørte på sig. Hun lænede sig en smule forskrækket bagud da hn nærmede sig døren, men opdagede hurtigt at det var noget bag ham, som havde fået ham til at rejse sig. Hun så sig over skulderen og fik øje på en lille gruppe mennesker som kom vandrende imod dem. hun så atter imod ham da han talte - tiggede om 'nåde'. En tjeneste?! Hvorfor fanden skulle hun gøre ham en tjeneste, efter at han havde prøvet at slå hende fucking ihjel?! Hun sad med sammenknebne øjne og så 'ondt' på ham. Fuck en ynkelig stodder han var, da han gemte sig i hjørnet. Men samtidig... hun havde set tørsten tage over en vampyr... lade det mørke tæppe af dyriske instinkter tage over og flænse éns forstand. Hun så sig over skulderen og gættede sig til hvem den såkaldte 'Aspara' så skulle være. En skønhed, ligesom der stod skrevet i bøger at de ville være. Hun snk en klump, som pludselig havde sat sig fast i hendes hals. Hun sukkede og så mod ham "Fint... men jeg gør det bestemt IKKE for din skyld... men for hendes!" satte hun lige på plads for ham, før hun vendte sig om og styrtede hen imod dem som var fanden i hælene på hende. "Politi, Politi!! En eller anden!!!" skreg hun hjeteskærende og faldt for fødderne af den ene politimand "Åh Gud! det var...forfærdeligt! Et monster! Han var ikke menneskelig!.." begyndte hun at tale i vulapyk mens tårene løb nedover hendes kinder.
Hun spillede videre og bildte dem ind at det såkaldte monster havde kidnappet et barn og ført det ind i skoven. Hun pegede mod skovbrynet, i modsatte retning af udehuset, som manden sad gemt i. Den lille gruppe mennesker fik travlt med at løbe i dén retning hun havde udpeget for dem og forsvandt hurtigt ind i skoven. Nanna rejste sig op og så efter dem, til hun havde sikret sig at de var væk og IKKE ville komme tilbage.