~The Wrong Nightmare~

Stedet - Den østlige del af skoven, Fôret.
Omgivelserne - Træer, buske, græs, små åer, grus-stier og forskellige dyr.
Vejret - Let kulde, og enkelte regnskyer, der gør nogle af omgivelserne våde og/eller mudrede.
Tiden - Starten på eftermiddagen, 13:27

"For helvede da også! Så slip mig dog fri, dit psykopatiske bæst!"

På den stadigt tørre skovbund sad en storfed mand bagbundet, med hans snude imod jorden. Hans øjne var blodskudte, og hans drivende sved havde gjort den hvide ærmeløse trøje gennemsigtig. Hele hans tøj, både for- og bagtil, var dækket af et tykt lag støv, siden det sjældent blev vasket. Manden var vred, og fortsatte sin endeløse råben om at hænderne bag ryggen skulle skæres fri fra den stramme gaffartape, selvom situationen så grim ud.

"Jeg er ikke sindsyg.. Jeg ved hvad jeg laver, og hvorfor jeg gør det.. Jeg er altså ikke en psykopat..."

Den anden stemme, der i modsætning til den flommede mands arrige toneleje, var ganske rolig, stammede fra en anden person også af hankøn. Den var underligt skinger, selvom man stadig kunne tyde de mandlige kendetegn. Den afslappede, middelaldrene mand kaldte sig selv for Grin, når han endelig besluttede sig for at præsenterer sig offentligt.

Grin satte sig på hug ved siden af den endnu ukendte mands hoved, imens at de store øjne stirrede sørgmodigt på manden, selvom at Grins læber formede sig i et grotesk smil. "Jeg er.. Ikke.. Psykopat"
Grin klappede mandens kind, idet manden hurtigt prøvede at bide fra sig, desværre for ham ikke hurtigt nok, da Grin med en stille tsk'en trak hånden til sig. Manden skreg 'forbandet være din familie, dit svin!' i hovedet på Grin, hvilket udløste en uheldig konsekvens for den fede mandsling.

Grin trykkede fingrene imod mandens flæskede hals, for at ramme den ømtålelige strube, inden at hans hoved nærmede sig mandens. Grins tænder, der var mørkegule med sorte pletter og shokerende skarpe, borede sig igennem det tynde lag hud.
Grin prøvede at spise manden.

Fugtige blade slog ind mod Felicity's ansigt som et usselt forsøg på at give hende en lussing. Fugten fra dem blev siddende på hendes kinder og som små dråber i hendes øjenvipper, men som de fleste andre nok ville have gjort, tørrede hun det ikke væk. I stedet fortsatte hun lynhurtigt fremad. Det var noget af det hun nød mest ved sit overnaturlige jeg; hendes hurtighed. Dyrene i skoven ville knapt nok nå at opfatte hende, og når hun var i topfart blev omgivelserne omkring hende slørede.

Det dårlige ved at være en aspara var så bare, at man ikke var særlig fysisk stærk, hvilket også betød, at hun hurtigt begyndte at blive forpustet. Hun sænkede langsomt farten, men stoppede helt, da hun hørte en stemme i nærheden. 'Jeg er.. Ikke.. Psykopat'. Et menneske? Der var aldrig nogen herude, hvilket også var en af grundene til, at hun havde slået sig ned her. Her kunne hun træne sine evner i fred, og hvis hun ville kunne hun gå nøgen rundt i huset. Det var hun bare ikke rigtig typen der gjorde.

Nysgerrigt stak hun hovedet en anelse ud fra et træ der spærrede udsigten til stedet hvor stemmen kom fra. Det så ud til, at der var to af slagsen. To mænd.
Da de begge så væk, listede hun sig om på den anden side af træet. Hvis de så i hendes retning nu, ville hun være fuldt synlig. Hun lod sine øjne glide i for lettere at kunne koncentrere sig, og da hun atter åbnede dem, vidste hun, at hun nu var gået i ét med træstammen bag hende.

Et lille skrig undslap hendes læber, da manden hvis stemme hun havde hørt, borede tænderne i den anden mands strube. Hun fortrød med det samme, at hun havde valgt at undersøge mændene nærmere, i stedet for bare at gå videre. Grundet bevægelsen af hendes læber var hendes camouflage forsvundet. Ihærdigt forsøgte hun at finde koncentrationen til atter at gøre sig usynlig, men forvirringen over hvad der skete gjorde det umuligt for hende. Kløgtig som hun var, trådte hun dog lydløst om bag træet, i håb om at mændene ikke havde bemærket hende.

Grin havde troet, at det måltid ville forblive uforstyrret, så han langsomt kunne æde i fred. Men kort efter han havde taget sin fjerde bid, af det stadigt halv-levende bytte der rallende prøvede at få vejret, bekræftede et tavst gisp ikke så langt fra dem, at det ikke var sagen.
Grin besværede sig ikke med at tørre det fedtede blod, der dækkede hele hans ansigt på en dramatisk, gyserfilms-agtig måde, men løftede endnu engang hovedet, så han stod på knæ, men med strakt ryg. Langsomt, uventet, begyndte hans skuldre at ryste. Bagfra ville han ligne en, der var ved at græde af enten sorg eller frygt, selvom det ikke lige var tilfældet her. Så skar en gurglende lyd igennem skovbunden, hvor det var tydeligt, at den stammede fra Grin. Det lød som om han var ved at drukne, indtil at lyden blev højere, klarere og mindre rystende.
Han begyndte simpelthen at grine, imens at armene lå afslappet på hans lår. Grin stod stadig på knæ, foran manden, der nu var et livløst kadaver.
Da latteren mundede ud i luften, efterlod kun de to levende skikkelser og det ubevægelige lig, begyndte Grin at tale med sin hæse, skingre stemme, der altid skar let i ørene på andre.

"Jeg har fået en gæst? Jeg håber du er sulten, kære gæst. Huhuhuhuu.. For maden er helt frisk, og aldeles.. Lækker.

Grin drejede langsomt hovedet, og så sig over skulderen med det ene øje, der stirrede glubsk imod træerne. 'Gæsten' havde heldigvis haft den nødvendige tid til at gemme sig, men alligevel så det ud som om at Grin vidste, hvor denne befandt sig. Som et monster, fra en typisk spøgelseshistorier. Dem, som altid ved, hvor ofrene befinder sig. Og bare for at understrege det, tilføjede Grin med et dyrisk smil, en ekstra sætning. Den var tydeligvis til 'gæsten'.

"Du kan løbe, men ikke gemme dig fra mig, min kære.."

(Undskylder kortheden på dette indlæg! n__n)

Felicity holdt vejret, da det gik op for hende, at den sindssyge mand havde opdaget hende. Hun så lige frem med hovedet og kroppen presset mod stammen, i håb om at det ville gøre hende usynlig, hvilket hun udmærket vidste at det ikke gjorde.
Så denne mand, som dog højst sandsynligt ikke var et menneske, hvilket hun først havde troet, var rent faktisk igang med at fortære den anden mand, der nu var blevet helt stille. Var han død? Eller havde han bare ikke kræfter til at skrige længere?

Hun tog en dyb indånding og trådte frem fra træet, så han havde fuldt udsyn til hende. Efter hans sidste ord var det klart for hende, at hun ikke slap herfra uden at vise sig. Det var tydeligt at denne skabning - hvad end han så var - var sindssyg, og når han truede med at hun ikke kunne gemme sig for ham, kunne hun ikke gemme sig for ham. Det var hun kvik nok til at have opfattet.

"I'm not running or hiding,"

Hun forsøgte ihærdigt at holde sin lyse, smukke stemme så rolig som muligt, men på trods af hendes anstrengelser rystede den stadig nok til, at det kunne høres. Denne uhyggelige mand skræmte livet af hende. Det var meget længe siden, at hun sidst havde set tegn på menneskeligt liv i skoven, men hvis hun skulle være helt ærlig, så ønskede hun, at denne mand aldrig var kommet. Skoven hørte kun fredelige og idylliske personer til.

"Now, take your... friend and leave."

Hun skævede til den døde mand der lå livløst på jorden, for at gøre den sindssyge mand opmærksom på, at det var det hun mente med "ven". Selvom hun godt var klar over, at de to langt fra var venner. I så fald var den sindssyge mand en meget dårlig ven. Hvad lavede han egentlig overhovedet her? Enhver vidste da, at skoven var et sted, hvor der skulle være fred og idyl. Man myrdede ikke i skoven - I hvert fald ikke den del af skoven, som hun boede i.

Grin rørte sig ikke ud af flækken, hvis man så bort fra hans hånd, der gravede sig ned i den afdøde mands åbne kødsår. Hans øje borede sig stadig igennem luften, og havnede direkte på den kvindelige skikkelse, der trådte frem. Han nød at se hendes bevægelser, der for de fleste så overraskende rolige ud, men med Grins store erfaring, så han tydeligt hendes frygt for hele hans eksistens.
Grin talte med en fattet, dog enormt skinger stemme, - den var tæt på at slå rekorden i at være irriterende skarp.

"What a clever chick you are.."

Grin klappede hænderne sammen, hvilket afgav et lavt lydshok. Han fnes for en kort stund, blev ved med at stå på den samme, anstrengende måde, der fik sener og blodårer til at blive tegnet tydeligt på hans ben, der snart gav op. Det var virkelig hårdt at sidde på knæ over længere tid.

"My friend.. Oh yes, him." Grins blik faldt for en kort stund på det savlende, stankfyldte lig, der efterhånden matchede Grins normale harske kropslugt af rådne æg og sur kål. Så vendte hans bestialske øje fokusset imod kvinden igen, da læberne igen bevægede sig.

"He's full of calories. You could use some of them. Come on, and take a bite."

Grin ignorede fuldkommen hendes sidste ord, omkring hans uønskede tilstedeværelse. Hans hænder gravede videre i det mørke kød, og tungen slikkede konstant de gustengule tænder, der ikke havde været i berøring med en tandbørste siden altid. Hygiejnen var ikke med på listen over sager, der skulle gøres, - nogensinde. "He's really tasty, my ''friend''"

'What a clever chick you are'. Han klappede begejstret hænderne sammen. Felicity havde aldrig set mage. Denne mand var jo rablende gal! Hvad lavede han dog her? Han skulle under ingen omstændigheder opholde sig her! Hendes frygt begyndte så småt at blive blandet med vrede og had, til denne fremmede mand. Hun burde overveje at anskaffe sig et våben, som hun kunne jage personer som denne mand ud af hendes del af skoven med.

Hun tog en dyb indånding og så ned på sine fødder. Modvilligt trådte hun et skridt frem, imens hun nervøst bed sig i læben. Men hun blev nødt til det. Hun blev nødt til at gøre et forsøg på at virke dominerende. Det var vigtigt, at hun viste manden, at hun ikke var bange for ham. For det var jo lige netop det, han ville have hende til at være.

"You're sick."

Hun så på ham uden at fortrække en mine. Han kunne da ikke mene, at hun rent faktisk skulle spise af liget? Det her var alvorligt nu. Denne mand skulle væk. Det var ligemeget hvorhen - han skulle bare væk.

"Do I look like someone who eats humans?"

Hun løftede spørgende et øjenbryn, men anstrengte sig stadig for at holde sit ansigtsudtryk fuldstændigt neutralt. Og det lykkedes faktisk overraskende godt.
Hendes blik hvilede på ham, da han ihærdigt gravede rundt i ligets indvolde. Hans tunge gled gang på gang over hans gule tænder. Det var tydeligt, at han nød det. Eller også var han bare en virkelig god skuespiller.

"You do a little. You really look like the kind of person, who could kill anyone easily."

Grin kløede sig let bag øret med et par af de sorte negle, der så ud til at kunne rådne væk, ethvert sekund det skulle være. Hans sædvanlige smil dæmpedes, men kun en anelse, imens at han løftede sig op. To sekunder mere, og han ville være faldet bagud, - hvilket ville have set ekstremt akavet ud.

"Don't you wanna try some of the flesh? It's really, really good."

Det var tydeligt, at Grin på ingen måde nærede særligt store følelser for Felicity. Hendes tilstedeværelse var blot en forbedring af hans måltids omgivelser, ikke mere. Han tog sig ikke engang sammen til at gøre noget uforudsigeligt, men blev bare ved med at grave det lækreste kød frem fra ligets indre. Der var snart ikke mere på den ene side af mandens nakke, og så måtte Grin begyndte at bruge kræfter på at flå den højre arm op, så der var adgang til mere mad.
Grin tillod sig dog, at snakke til Felicity igen, selvom hans øjne fokuserede på kadaveret.

"Humans meat is the best. Especially because they all are crazy. You know that, right? Humans are lunatics. Maniac psychopats. They really are."