A Midnight Ceremony

Tid: Et par minutter over midnat
Sted: ... Kirken.
Vejr: Køligt, stjerneklart.
Omgivelser: ... Kirken.

Olivia var allerede for sent på den, da hun trådte ind i kirken. Hurtigt lod hun en hånd glatte den mørkeblå kjole og rettede en smule på bæltet om hendes talje, til trods for at det ikke var nødvendigt. Med forsigtige skridt trådte hun op af kirkegulvet, heldigvis var præsten endnu ikke begyndt.
Hun nåede næsten over halvvejs, før end at præstens vise ord rungede i den store kirke. Det var en af de få aftensgudstjenester hvor hun kunne deltage og hun fortrød, at hun var blevet så forsinket. Korset om hendes hals hang i en tynd guldkæde, som fik viklet sig ind i hendes røde krøller. Stupide hår.
I en hurtig bevægelse fik hun sat sig ned på en tilfældig kirkebænk og begyndte ihærdigt at vikle hårtotterne ud af den snoede kæde. Det var ikke ligefrem nemt og lettere distraherende, når hun egentlig var kommet for at lytte til præsten og hans ord.

Hun var ny i kirken og kendte endnu ikke til præsten endnu. Hun havde holdt vældig meget af sin tidligere præst og han havde kendt hende i mange år, han kendte endda til hendes forbandelse. Men han var ikke længere i denne verden og hun tændte gerne et lys for ham.

Hvad Olivia ikke havde lagt mærke til før nu, var at hun havde sat sig ved siden af et yderst kønt væsen. En ung mand, som dog langt fra virkede ung af andet end udseende sad til hendes højre. Hun stoppede med at pille ved håret og kæden, for at lade sig falde i staver over ham. Hans flotte krøller og de dybe øjne.
Der gik dog ikke lang tid før end at det gik op for hende, at hun stirrede. Hvor uforskammet. Hurtigt fik hun rettet blikket mod præsten, men hans ord trængte ikke ind.

Det første, Liam havde bemærket, da han trådte ind i kirken, var det smalle kors af rustfrit stål, der strakte sig lige godt en meter og var placeret helt oppe ved blowjob-rækkerne. Hjemme hos ham selv lå et magen til og skammede sig i mørket under gulvbrædderne, engang havde det også stået med prompt og pragt i kirken, men så kom Liam og brugte det som alternativt håndvåben mod en djævel med en alt for lækker sixpack: Ja, Balthazar var hans navn. Det havde været hyggeligt, men ikke desto mindre havde det foregået for mere end et halvt år siden og kunne næsten betragtes som glemt. Han havde duftet af engel; af Ophelia. Liam var blevet jaloux. Selvfølgelig. Hun var jo hans. Alligevel havde djævlen aldrig svaret på, hvorfor han duftede, som han gjorde, men til det ydre kunne Liam jo også være ligeglad.

Midnatsgudstjenesten kunne derfor ikke tages helt seriøst, men man kunne sige, Liam gjorde forsøget, i det han foldede hænderne i sit skød. Han sank lidt ned i bænken, følte sig nøgen under sit tøj; men det var vel ikke så overraskende igen. Han bemærkede det bare i langt højere grad lige i dette øjeblik, som om tekstilerne blot var farvede skygger, der dækkede hans krop. Hvad der heller ikke overraskede ham, var den sødlige duft af død, der hang overalt i kirken. Det var vel en blanding af ham selv og de utallige begravelser, der havde fundet sted her, samt de utallige, der havde måtte lade livet på grund af kristendommen - sjælene stod vel stadig i kø herinde. Gud havde travlt.

Duften af død, som Liam havde lært at holde af, da den mindede ham om alt, hvad han stod for, satte sig ved siden af ham. Han valgte ikke at kigge, lod i stedet sine obsidianfarvede øjne dvæle direkte mod præsten, som om han nu ventede, manden ville blusse op i flammer. Han tænkte, at der næppe kunne være en sixpack under præstekjolen, det skuffede ham, men blodåren under den vidt strækkende krave holdt ham oppe. Efter et stykke tid - et minut eller to - vendte han blikket mod vampyren. I første omgang genkendte han hende, men så tog realiteten ligesom over, og den fortalte ham, at hun ikke var Odette, det måtte altså være en anden. Faktisk, genkendte han hende overhovedet ikke, hvilket hørte til sjældenhederne: Di Morgas vampyrsamfund var trods alt ikke særligt stor, så hvem var hun, denne rødhårede datter af Eva?
Liam forblev tavs i det han trak hendes øjne til sig og gjorde et dybt nik med hovedet for at bekræfte hinandens nærvær.

Olivia sendte et høfligt smil til vampyren ved siden af hende, før end at hun igen rettede blikket mod præsten. Hun fik langsomt overtalt sig selv til at fokusere på den hellige mands ord, i stedet for det levende-døde væsen ved siden af hende. Hendes betagelse forduftede hurtigt.
Hun fik hurtigt håret fri fra kæden og rettede hurtigt på den tykke fletning, inden hun foldede hænderne i skødet. Præsten foran hende var ikke synderligt interessant at lytte på, men nu var hun her jo. Det ville være dumt at smutte før end at det hele var ovre. Hun måtte give den nye menighed en chance, det nyttede ikke at være så lukket overfor alt det nye her i Di Morga.

Hun fik taget sig sammen og lod atter præstens ord trænge ind, lukkede øjnene i og lod mandens ord flyde fra hans læber til hendes øregang. Der var dog intet af det, som fangede hende. Hans budskaber sagde hende intet og hun følte sig for første gang helt tom, indeni. Et svagt suk kom over hendes læber og det begyndte at irritere hende, at hun ikke blev fanget af mandens ord. Hun havde i så mange år været tro mod sin kirke, tro mod præsten og tro mod de ord, der lød fra den hellige mands mund. Hun havde endda været i audiens hos paven. Hvorfor var hendes tro ikke med hende lige nu?

De slanke, ligblege fingre søgte korset om hendes hals og lagde sig som en lænke omkring det simple guldsmykke. Men lige lidt hjalp det. Hendes tro lod til at fordufte. Hvorfor var hun dog begyndt at tvivle? Det var typisk hende.

Det tog ikke Olivia synderligt lang tid før end at hun kom på benene igen og fik sneget sig ud fra bænkerækken. Hun småløb ned af kirkegangen mod den tunge trædør, alt imens hun knugede hårdt om korset. Hendes flade, sorte ballerinasko bevægede sig lydløst hen over de kolde fliser.

Mennesker var dårlige skuespillere. Sammenlignet med de fleste vampyrer, havde de ingen erfaring, når det kom til retorik og mimik, de var dårlige til at lyve og det gjorde ondt at se på, når de forsøgte at undertrykke en eller anden latterlig følelse, som de stængede rundt med lige under huden. Man kunne se hvordan præsten ihærdigt koncentrerede sig om at lade som ingenting, men det gik ham ikke ligefrem godt, så Liam rettede tvungen blikket op i loftet, hvor små nøgne babyer med vinger var påmalet. Imens Odette flygtede fra mandens rungende stemme mod væggene lagde Liam sine lidt for lange arme op på ryglænet og lyttede til fødderne smutte tavst over kirkegulvet. Det var næsten som at blive forladt ved alteret - bruden havde forladt bygning!

Han så sig svagt over skulderen, men kunne ikke se hendes skikkelse, da en uforskammet mængde krøller faldt i vejen. På den anden side vendte en dame sig om med hele kroppen på sin plads på bænken og gloede efter den røde fletning, Liam forestillede sig hende kaste en eller anden form for forbandelse, sådan kunne det i hvert fald næsten se ud i de blå forvirrede øjne, der ikke helt lod til at forstå, hvordan et andet væsen dog nogensinde kunne tillade sig at forlade Guds hjem på den måde. Af forskellige, bitre årsager følte Liam sig tilsidesat: Han ville da også forbandes! Med myndige bevægelser kom han op og stå, lod sin hånd glide ned over sin flade mave og stoppede lidt overflødigt skjortestof ned i buksekanten med fingerspidserne. Blazerjakken, som han omhyggeligt havde foldet ved siden af sig, samlede han op og tog under armen, imens han spankulerede ad samme sti, som den røde fletning.
Man kommer aldrig fremad, hvis man går i andres fodspor, mindedes han Emmetts stemme sige. Hans hjerne klukkede lummert og hans mund smiskede et imødekommende: "Damerne først" efter at han i løbet af få sekunder havde sat farten op og taget fat om dørhåndtaget før Odette.

Olivia hørte de næsten lydløse skridt i samme retning som hende. Et andet væsen der flygtede fra denne gudstjeneste? Det tog hende ikke lang tid at finde ud af, hvem det var der fulgte efter hende. Det kønne væsen fra før. Den gamle vampyr, som havde siddet ved siden af hende. Underligt.

Hun stoppede op, da hun nåede ud på den anden side, ud i den kølige natteluft. Her trak hun vejret dybt, til trods for at hendes krop ikke behøvedes ilt. Det var første gang hun nogensinde var gået fra en gudstjeneste, og hun anede stadig ikke hvorfor. Efter mødet med den bizarre varulv var alt blevet sat i perspektiv. Hun stank sikkert stadig af det dumme bæst til Karon. Men hun skulle jo også giftes med ham. Hvad var det dog for en beslutning de havde taget?

Med en svag hovedrysten fik hun skubbet tankerne om varulven ud af hovedet og vendte så sin opmærksomhed mod vampyren, der havde holdt døren for hende. Hun studerede de unge ansigt, men spottede hurtigt alderen i væsnets øjne. Dette var ingen ung og dumdristig vampyr. Ham her havde erfaring og viden. Men han vidste tilsyneladende ikke hvem hun var.
Et høfligt smil spillede på de rødmalede læber og hun lagde hovedet let på skrå, alt imens hun betragtede ham.
"Hvorfor følger De efter mig, hr...?" spurgte hun venligt. Måske han tog fejl af hende, troede at hun var en anden? Tsk, hvem skulle hun ligne? De grønne øjne, det røde hår. De irske rødder kunne tydeligt ses på hendes udseende. Hendes accent var også udpræget irsk.

Da den kvindelige vampyr af uanede årsager blankt ignorerede Liams høflige gestus ved døråbningen, lukkede han sit ansigt solidt sammen, så hans mund lå som en aflang - let nedadvendt - streg. Han overvejede, om han måske skulle slå over i et andet sprog, men var det ikke bare en dårlig undskyldning? Åh jamen hun forstod mig ikke, det var da helt klart derfor - hans hjerne lo lettere hånligt, døren lukkede sig bag dem med et lavmælt smæld, og han spekulerede over, hvad fanden hun i grunden bildte sig ind. Hendes dialekt var velkendt, den mindede ham om Adrian og i brøkdelene af et sekund åbnede hans hjerne op for den mulighed, at hun måske ikke havde forstået ham. Men nej. Det virkede plat og latterligt, hold hellere op med det der, Liam. Det var ikke til at vide, om hun sagde "De" og "hr" udelukkende fordi det var ham, hun talte til, eller om hun talte sådan til alle - under alle omstændigheder var det ikke særlig tilpasset den tid, de befandt sig i, og det fik bare vampyrkvinden til at fremstå endvidere malplaceret.
"Jeg anser det ganske for umagen værd at forsøge. De er da vist ikke så vant til, at man er nærgående imod Dem. Nu angrer De da ikke på, at De forlod Deres plads på kirkebænken?" Ikke desto mindre valgte han at løbe med på stafetten, et eller andet sted virkede det bare en anelse morsomt at blive trukket tilbage i tiden på den måde, også selvom det tvang hans hjerne til at tage sig lidt sammen og tænke sig om, men det var jo ikke ligefrem fordi, han ikke var vant til at tænke, før han talte. For deres fødder krøb dræbersnegle langs de kolde brosten, for blot en måned siden var de kun tynde streger på vejen, men med tiden havde de vokset sig større og nemmere at glide i.

Olivia rynkede på næsen, alt imens dette væsen foretog sit næste træk. Til trods for det kønne ydre, faldt denne vampyr ikke i hendes smag. Han virkede ligegyldig, som et lille bump på vejen hun bare skulle over. Hun kunne dog stadig ikke forstå hvorfor han skulle følge efter hende. For at pege fingre af hende og få hende til at føle skyldfølelse over at hun forlod kirken?
Det ville hun ikke finde sig i. Hun ville ikke få det dårligt over sin beslutning, det havde været et valg hun havde taget og hvorfor fortryde? Hun havde ikke haft lyst til at sidde og lytte til en mand, der intet sagde hende. Så ville hun hellere undvære den ene gudstjeneste.

”Umagen værd? I hvilken forstand?” spurgte hun undrende og undlod bevidst at svare på hans spørgsmål. Det kom ikke ham ved, han havde intet krav på den viden. Hendes religion vedkom faktisk ikke særligt mange personer eller væsner. Det var hendes privatsag, og hun brød sig ikke om at alle skulle blande sig.

Olivia lod en hånd køre eftertænksomt op af hendes kolde, bare arm. Hun havde mest af alt lyst til at gå fra stedet og forlade vampyren, men noget sagde hende, at han bare ville følge efter igen. Det ville også være alt for uhøfligt at smutte nu, hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Det var typisk hende, der skulle så meget til før end at hun kunne retfærdiggøre at være uhøflig overfor andre.

Hans øjne løb op og ned ad hendes krop. Hvert træk antydede, at hun ikke var en del af en rede. Det var ikke fordi, hun virkede frygtsom eller usikker, hun virkede bare ikke nær så højrøvet og selvsikker, som et redemedlem. Selvfølgelig gjorde det hende ikke til en mindre trussel, men der var alligevel et eller andet over hende, der fortalte Liam, at hun ikke pludselig ville tilkalde fire andre vampyrer dobbelt hans alder.
"I al forstand," skubbede han kækt, stak begge sine hænder i bukselommerne og lagde hovedet let på skrå. "Nu må De ikke være ked af livet," tilføjede han efter et par forbipasserende sekunder med påtaget bedrøvet mine, hvor han erkendte, at hun ikke havde tænkt sig at svare på hans spørgsmål. "De stiller næppe Præsten i et ugunstligt lys. Plagsomt må det i hvert fald være at lade sig kompromittere, hver gang et komment ansigt forlader menigheden, Kreti og Pleti løber jo ud og ind, sådan er det nu til dags." Hans bryn, der sorte og tydelige buede svagt over hans mørke øjne, fortrak sig ikke det mindste. Som var hans ansigt forvandlet til sten gloede han bare ubetydeligt fremad. Bag vampyrkvinden sad nogle sorte fugle på kirkegårdens gitter. Deres ovale kroppe var som nodelinjer til en sirenesang. For sådan måtte den vel se ud, sirenesangen. Den samme bundløse tone gentaget i det uendelig. Dog blev alle Liams idéer, teorier og spekulationer for tiden forpurret, to af fuglene spredte vingerne ud og så var der undergang i luften i stedet for.

Jo mere den anden vampyr snakkede, jo mere følte Olivia for at forsvinde ud i natten. Hun brød sig ikke om ham, han stilte for mange spørgsmål og virkede på ingen måde imødekommende. Hvorfor skulle hun så spilde til på ham?
Alt imens ordene flød fra hans læber, lagde hun armene over kors og hævede sit øjenbryn. Hvor ville han hen med sine vise ord? Hvis han forsøgte at ramme hende, lykkedes det ikke. Hans ord havde ingen effekt på hende. Det ville de måske hvis hun nu havde angret sin beslutning. Det var egentlig underligt at hun havde det så godt med sin beslutning. Var hun ved at miste troen? Nej, det kunne da ikke være.. Kunne det?

Det gik langsomt op for Olivia, at hans ord havde ramt hende – bare indirekte i stedet for direkte. Hun skubbede hurtigt tankerne til side og forsøgte at skærme sig mod dem. Det var utroligt svært. Hvorfor skulle hun nu også tvivle på sin tro? Forbandede vampyr.

Til trods for tankekaoset der rasede hos hende, fik hun alligevel besluttet sig for at forlade scenen og sin medskuespiller. Natten var endnu ung og hun havde et behov for at tage føde til sig. Hun ville sagtens kunne nå det, hun ville let kunne opspore et offer og få indtaget hvad hun havde brug for.

”Jeg beklager, men jeg har virkelig ikke tid til det her..” sagde hun med et smil, inden hun drejede om på hælen og gik ned mod lågen, der ville være hendes vej væk fra kirken og ham. Det var ikke ligefrem den pæneste måde at forlade et andet væsen på, men hun blev så distraheret af sine tanker. Det var svært at samle sig om at være høflig, når disse tanker brød hendes mur.

Fuglene skræppede over hinandens færden, skældte hinanden ud med brutale vingeslag og holdt Liams ører underholdt, når stilheden imellem ham og kvinden blev ubærlig. Han tænkte på sin egen irer derhjemme, Adrian, som var tvunget til ikke at forlade huset, fordi det aldrig måtte stå alene med animagusen. Sidst de havde forladt huset for at tage til en konference i Paris, var Liam vendt hjem til en ubuden gæst. En animagus få centimeter højere end ham selv, men rent mentalt befandt han sig oppe blandt skyerne. Den første nat havde Liam bedt ham om at sove ude på verandaen, men så forvandlede knægten sig til en hundehvalp og begyndte at flæbe hjerteskærende i blæsten. Selvom Liam til tider ikke kunne fordrage animagusens karseklippede hår, selvfede smil og lugtende tøj, var det nu alligevel en gevinst at have ham boende. Han kunne passe på huset i dagtimerne og hælde vievand på Liams kistelåg, inden han krøb i ly for dagslyset.
Et smil flækkede den gamle vampyrs ansigt, da de røde lokker gav op og vendte ryggen til. Nu var det ikke ligefrem fordi, han havde holdt et længere foredrag; men en taletid på tyve sekunder var tilsyneladende kedeligt. Ambivalent stod han og vrikkede med tæerne som en hviskende påmindelse om, at de stadig var der. Jeg glemmer jer aldrig, hviskede Liams hjerne tilbage helt ned i tåspidserne, og hans læber skilte sig i en sætning eller to:
"De er blevet givet al den tid, andre kun kan drømme sig til! Men tag Dem da ikke tid til at slå rødder for dybt i Terre, for her er lovene naturens. Ingen kan hjælpe Dem. De er alene med alt, der er Deres." Hans stemme var klar som det grønne hav i det blik, hun havde sendt ham, og han spredte sine arme ud på bedste cirkusmester-manér. Nu var det hans tur til at lette; forpurre sirenesangen.

Olivia brød sig mindre og mindre om vampyren, der havde valgt at gøre hende selskab. Hun hadede det han fik hende til at føle, hun havde lyst til at flygte fra ham og sig selv. Hvorfor gjorde han det her? Hvorfor kunne han gøre det mod hende? Hun havde forsøgt at holde ham ude, men han havde alligevel boret sig vej ind til hendes fornuft. Hun lyttede til de ord der kom over hans læber, og dem som han ikke satte lyd til. Lagde hun for meget i hans ord? Det gjorde hun sikkert.
Langsomt overbeviste hun sig selv om, at hun lagde for meget i hans ord og fik skubbet de værste, nagende tanker væk. Han var som en orm, der fik ædt sig vejen til hende.

Hans mærkværdige advarsel stoppede hende ikke. Hun havde klaret sig selv i så mange år, uden at være afhængig af andre. Hun havde kørt solo næsten hele sit liv og havde kun i en kort periode forsøgt at være en del af en større gruppe vampyrer, men det havde ikke været hende. På ingen måde. Dog fik hans ord alligevel irriteret hende nok til at hun vendte sig om.

Olivia stod nu med front mod ham og irritationen var tydelig i de grønne øjne, selvom alt andet forsøgte at undertrykke følelsen.
”Jeg har klaret mig selv i snart 500 år, jeg tror nok jeg klare et par år i Terre uden at dø.. Og hvis De ikke har noget imod det, så vil jeg gerne bede Dem om at chikanere en anden end mig..” svarede hun igen, for derefter at genoptage sin gang væk fra ham.