You are all mine!

Plot: En hævntørstig mand vender tilbage til hospitalet, hvor han for få uger siden mistede sin kone gennem 40 år. Med sig har han det nødvendige udstyr til at udslette stabschefen (En ældre mand, der blev omvendt til vampyr for tre år siden) og de folk, der var med under operationen (En hjernekirurg, en overlæge og to assistenter). Han kommer ubemærket gennem receptionen og åbner først ild på 3. sal. Det betyder, at alle på 3. 4. og 5. sal bliver holdt som gidsler, mens de nedre etager bliver evakueret.

Tid: 23:30
Vejr: Udenfor er det mørkt og det regner.
Sted: Hospitalet - for Elijahs vedkommende 3. sal
Omgivelser: Personale, patienter og pårørende.

Himlen virkede overdrevent tyk denne aften. Regnen skød fra de enorme skyer som millioner af projektiler, man kunne sige, himlen havde åbnet sig over Terre. Skybruddet skreg uafbrudt, hvilket det havde gjort i næsten en halv time. Han var lige akkurat nået indenfor, da det hele startede. I receptionen blev han mødt af en smuk vampyrkvinde, der vejledte ham op til den rette sal, og i sin færd mod elevatoren mødte han adskillige vampyrer i forbifarten. De havde vel alle sine grunde til at være her, men for det meste handlede det om, at de via sygesikring kunne de få doneret blod. Dette måtte være et paradis, de kunne vælge netop den blodtype, de ville. Som børn i en slikbutik. Men Elijah mindedes ikke sin barndom, og han vidste heller ikke, hvordan det var at være vampyr.

Nu stod Elijah og stirrede ud af sygestuens ruder, hans næsetip så tæt på glasset, at vejtrækningen dannede fugtige pletter derpå. Man kunne tydeligt høre verden drukne udenfor, og han frygtede, at han måske var tvunget til at overnatte i gæstestolen, hvis vejene blev så oversvømmet, at han ikke ville kunne ringe efter en taxa.

Elijah satte sig ved siden af hospitalsengen. Stolens betræk var sennepsgul og kradsede, sengen var hvid og virkede langt blødere end noget af det, han kunne fantasere sig frem til. Han rakte hånden frem og lagde den på den kølige dyne. Han var dog klar over, at køligheden kun var en tynd skorpe, der dækkede over det kogende hav, hvor hans 22-årige halvbror lå og druknede.
"Han skal nok klare den," havde de sagt, men inderst inde havde Elijah kun dårlige fornemmelser. De sad under huden på ham, metaforisk trak de lange sorte streger som blodforgiftning og fik ham til at føle, at han levede på en løgn.
"Du skal nok klare den," løj han og lyttede til Marvins hjerterytme, der roligt blev imiteret af en maskine. Bip. Bip. Bip. I væmmelse over sig selv rejste han sig, dæmpede lyset og trådte ud på gangen, hvis hvide vægge gjorde hans udstråling sygeligt bleg. Hospitalet havde officielt gjort ham til en patient.

Han hørte ikke samtalen nede i receptionen, men den foregik således:
"Jeg leder efter stabschef McCabe," spurgte manden afslappet. Vampyrkvinden bag disken sendte ham et overlegent blik og lod efterfølgende øjnene løbe over computerskærmen.
- "Dr. McCabe er ikke i funktion lige nu, på tredje sal kan De henvende Dem til dr. Rymes, der kan give Dem nærmere vejledning. Er det et aftalt ærinde?"
"Ja," svarede han og bevægede sig målbevidst mod elevatoren. En mørkhåret mand trådte ind i metalboksen sammen med ham, trykkede på tredje etage og foldede afventende hænderne foran sig. På brystet af hans hvide kittel stod navnet "Dr. Ferguson".
"Ved du, hvor jeg kan finde Dr. McCabe? Det haster."
- "Nej," svarede han kort for hovedet og bed kæben sammen.
"Er der slet ingen på det her lortested, der har styr på en skid?"
- "Hør her, Dr. McCabe har travlt og jeg er kun kirurg. Det er ikke min afdeling at vide til den slags."
Elevatorens døre åbnede sig, og de trådte ud, første den ældre herre og dernæst kirurgen.
"Hvilken slags kirurg er du?"
- "Hjernekirurg, og hvis De vil have mig undskyldt så --"
Men mere nåede han ikke at sige, før lyden af tre skud overdøvede regnen og nåede Elijahs ører i den anden ene af gangen. Forskrækket stirrede han i synderens retning, hvor han så en kittel-klædt mand falde ned på knæ og dernæst forover. Elijah sprang tilbage i en tilstand af chok, pressede ryggen mod døren ind til sygestuen og greb fat om dørkarmen med sine slanke hænder. Gerningsmanden stod lidt og skælvede, men efter få sekunder virkede det som om, at hans omgivelser pludselig blev til virkelighed og at doktorens død gav ham en eller anden form for ekstra styrke.
Nogle sygeplejersker kom susende om et hjørne, den ene råbende, men så skød gerningsmanden i deres retning og de krøb i stedet sammen på gulvet med hænderne om ørene. Ude af stand til at kontrollere sine handlinger sank Elijah også sammen, rakte blindt hånden op for at få fat i dørhåndtaget, men det var som forsvundet. Panikken spredte sig i hele hans krop, instinkter befalede ham om at forvandle sig, men skyderiet havde lammet ham og gjorde det så godt som umuligt.