The book made me do it!

" Bullshit! " lød det irriteret fra Neam idet han kastede en halv tyk bog i vandet. Det var så hvad han fik ud af den bog. Kælling! Det gik lige så godt, de var så søde sammen og alt muligt. Også vælger hun en sten, hvem fanden i helvede vælger en sten? frem for en varmt hund. Så du vil hellere leve for evigt end at blive gammel sammen med en fantastisk mand, som virkelig holder af dig, men nej nej, tumpede trunte vælger forkert, igen... igen..
Neam sad på en bænk ved havnen, i sin egen surhed over sin bog, som han jo så desværre ikke længere havde, eftersom den nu var kastet i havnen. Han havde læst den første bog og faktisk haft gode menninger om den. Gode og gode, det var hvert fald vær at tage et kig på den næste. Så han læste nummer 2, den var også okay, slutningen var lidt til at lukke op og skide i, men ellers helt fint. Han tænkte at der sikkert ville ske en masse ændringer i den næste, noget som virkelig ville fange læserene, men næ nej.. Da han så nåede til den 3 bog i serien, jep, Bullshit! - Ikke noget han gad spille sit uendelige liv på at læse hvert fald. Også må der da være et eller andet grulig galt.

Hans blik gled ud i vandet og et lille smil bredte sig om hans læber, han havde druknet historien. Det gjorde ham en smule glad, desuden varede hans vrede/irritation aldrig specielt længe, faktisk var der max gået 20 sekunder før han et eller andet sted alligevel var lidt ligeglad. Han kunne finde noget mere spændende at lave, måske. Bade? - Nej, der var mere eller mindre pisse koldt, og vandet var sikkert ikke den mindste smule bedre, så nej. Badning var ikke lige muligheden, måske var havnen nok heller ikke lige det rigtige sted at tage en dukkert.
Han kunne købe en is? - et sted, der plejede vel altid at være steder ved vandet man kunne købe is, hvert fald om sommeren, men det var det jo ligesom ikke rigtig længere så det var nok også en udelukket mulighed. ! Slå smut med alle de sten der ikke var her, det var en umulighed.
- Hvad med at lære at bruge de vinger han så fint havde fået, springer ud fra molen og håbe på de automatisk ville folde sig ud og virke. Lidt en risiko at løbe, bare sådan lige.
Mange ting at skulle tænke over, lige pludselig, når man vælger at smide sin tidsfordriv i havnen, så skal der overvejes nye ting at lave. Ikke lige det Neam var bedst til. Hvor var det bare typisk.

Han savnede allerede sin irriterende bog.

Pakket ind i en varm sweater, et langt, tykt halstørklæde og et par solide skindstøvler kom en slank, lyshåret skikkelsen tøffende ned af havnen. Kulde havde aldrig været Milos stærke side, og hans sans for at vælge upassende og totalt ikke-spor-praktisk-med-hensyn-til-vejret tøj var på sit højeste lige nu (det var den som regel altid lige omkring efterår og forår, hvor vejret tog en voldsom drejning), så det var et rent held, at han i dagens anledning havde fået klædt sig selv på til at kunne modstå den kolde vind, der ramte ham lige fra siden af… Og dog.
Jeg skulle have taget vanter på, tænkte han vredt for sig selv og bed tænderne sammen. Han måtte holde sine hænder op foran munden og ånde på dem af frygt for, at de ellers ville få forfrysninger og i værste fald falde af. Det ville sørme være hyggeligt for den næste ensomme sjæl der kom gående ned af havnen og fandt et par afhuggede hænder.
Hvis Milo selv skulle sige det, syntes han faktisk, at han havde okay pæne hænder, så hvis den fremmede var kreativ, kunne personen altid bruge hans hænder som en slags holder til smykker eller nøgler.

Han gik åndsfraværende langs vandet og hvis det ikke havde været for at kolde gys, der nu slog imod ham, var han sikkert faldet i søvn af ren og skær kedsomhed. En lille byge af vand ramte hans bukseben, og som var det noget, der tit hændte ham, kiggede han op for at finde synderen.
Der, lidt længere henne af havnen, sad en skikkelse på en bænk. Han havde netop kastet noget i vandet, noget der i mistænkelig grad lignede en dødkedelige roman, men den slags skulle Milo vist ikke udtale sig om; han hadede at læse kærlighedsromaner og brugte hellere sin tid på alt muligt andet.

Ved hjælp af sin evne fik han løftet bogen fra havets dyb – det ville sige den ene meter, den havde nået at synke ned – og den svævede ved siden af hans hoved hele vejen hen til den fremmede ved bænken.
”Er det her din?” spurgte han og løftede det ene øjenbryn. Irritationen var let at spore i hans stemme, og hvis man var opmærksom, var det ikke svært at se, hvad den skyldtes; hele hans ene bukseben var helt gennemblødt. Vandet dryppede fra det og ligeledes fra bogen, der hang stille i luften.

I den kedsommelige(korte) stilhed der nåede at være fornemmede Neam dog pludselig lidt at en person en var på vej mod ham, dog ignorerede det de første par sekunder før det lidt efter gik op for ham at han blev talt til. Det tog ham lidt for han fik besluttet sig for at han nok hellere måtte reagere, også måske endda, reagere en smule høfligt, noget der ikke skete så tit. Tanken om høflighed forlod dog straks hans tanker da han fik fokus mod den bog der hang svævende i luften.
" Aigoo!.. " han rejste sig hurtigt fra bænken, måske en smule i chok.
Bogen svævede? Han skævede mod bogen, så mod fyrens ansigt også tilbage igen. Før han lagde så hovedet en smule undrene men spørgende på skrå.
Neam nikkede kort en enkelt gang - " Ye.. Men hvordan..? " hans ansigt lignede måske mest af alt et spørgsmål tegn, men der var en svævende bog med en knap, hvad Neam kunne se, ikke så glad person ved sin side. Det gik så op for Neam at det vat hans bog, måske fordi han langt om længe bemærkede vandet der dryppede fra den.

Han rodede sig kort lidt i håret, dog med et som sædvandligt strålende smil over læberne, men skævede så mod fyrens våde bukseben.
" Woa... " et grin forlod hans læber før han nikkede en smule igen, jep, det var hans bog og det lod til at det ikke kun var ham der var blevet 'rørt' over hans problem med den bogens død.
" Var det min skyld?... " spurgte han så og pegede kort frem mod fyrens bukseben.

" Det må du da, virkelig... undskylde! " Sagde han så, ikke fordi han mente det, for Neam var det egentlig bare sjovt, men han kunne sagtens fornemme fyrens irritation, han ville nok heller ikke selv have synes det var specielt sjovt sådan at blive splattet til med vand, random.
~ Men det var Ikke fordi det betød noget for Neam, ikke hans skyld at folk kommer gående lige der hvor han har det fedt med at kaste med bøger. Han måtte så lige tage en dybindång for ikke igen at grine af det, selvkontrol. wauw, ikke noget han var vandt til at skulle have.