I'm back.. but for how long? (xxx)

T: Lige omkring Midnat.
O: Ingen lige nu?
S: Kirkegården.
V: Koldt.. sne.. vinter.


Aubreiane sad på en af de mange væltede gravsten. Hendes lange sorte hår bølgede ned af ryggen på den sorte læderjakke hun havde på. De grønne øjne hvilede kort mod omgivelserne der alle var dækket af sne, og gled derefter op imod himlen hvor stjernerne blinkede blidt ned til hende. Et kort smil fandt vej til de røde læber. Hun havde nu et eller andet sted savnet alt det her.. Selvom det var længe siden hun havde været her, virkede det ikke som specielt længe siden når hun så endelig var der. Den eneste grund var at flere af hendes venner var væk.. rejst.. Og kæresten var for længst kommet videre og havde fundet en anden havde hun erfaret. Jo.. tingene havde ændret sig, men hun elskede stadig stedet, så derfor måtte hun jo bare starte forfra.
Udover den sorte jakke havde hun en sort lidt gennemsigtig trøje på indenunder der sad stramt om hendes barm, et par sorte stramme jeans, og et par støvler, også i sort. Der var ikke hæl på.. ikke efter at det var blevet glat, det havde hun opdaget ikke var den bedste ide. (hun tænkte kort tilbage på formiddagen hvor hun nærmest var skøjtet ned af gaden, for derefter at lande på bagdelen med et bump).
Langsomt rejste hun sig og så sig omkring. Der var så dejligt fredfyldt.. det havde hun altid elsket når hun endelig var her, at der rent faktisk var et sted hun kunne slappe bare en smule af. hun skubbede lidt sne væk med skosnuden og så på det lille hul hun nu havde lavet i sneen.

Matic kom gående ud til kirkegården. Han havde bare noget han skulle. Han vidste ikke hvad grunden var til dette. Hvad grunden var til at han ville se der. han kendte jo ikke nogen der boede i denne jord og eller nogen som helst der havde noget at gøre her... han havde bare lyst til at se noget nyt... Han gik med stille rolige skridt der ind, og han så en skikkelse... En skikkelse han ikke havde forventet at se...

''Det kan ikke passe... hvorfor hjemsøger du mig... Hvorfor? Hvorfor skal du pine mig mere og mere? var det ikke nok at knuse mit hjerte inden du forsvandt?''

Han var helt fortabt i det og han troede det var en ilusion nogen hans hjerne fik ham til at se. Han vidste ikke lige hvad han mere skulle sige til hende, eller rettere denne skikkelse... han elskede hende stadig. det havde han altid gjort og han ville aldrig glemme hende... Han gik hen til hende med tårene løbende ned af hans kinder...

Aubreiane skubbede håret væk fra sine øjne inden hun så sig omkring. hendes blik stoppede på en skikkelse, som hun så udmærket kendte. Længe stod hun og betragtede ham da han kom nærmere, og måtte lægge alvorligt bånd på sig selv for ikke at gå der hen og stikke ham en syngende lussing. hun blev stående til hun kunne se ham ordentligt, og hørte hvad han sagde.

"Åh det må du da undskylde.. du lever jo stadig så jeg anstrengte mig nok ikke ordentligt, tillad mig at prøve igen"

Hun lod armene glide over kors. Betragtede ham som han kom hen imod hende, og vidste endnu ikke hvordan hun skulle reagere, andet end at hun vidste hun var vred. hun regnede ikke med at det her blev et specielt rart møde. Hun lukkede langsomt jakken. Kunne mærke sine hænder blive røde, og vidste at hun virkelig skulle til at slappe af.

Han så på hende lyttede til hvad hun sagde og han blev overrasket. Han havde aldrig forstået hvorfor hun havde slået op med ham. han havde aldrig fået en forklaring... Han havde bare fået at vide at det var slut og så var hun rejst afsted. Han havde været knust, og havde søgt komfort hos en anden kvinde... Måske ikke så smart men han havde gjort det og han var ikke glad for det...

''Jamen så lad mig gøre det nemmere for dig...''

Han åbnede sin skjorte og rev skjorten til side så hans bryst var blottet. Han vidste ikke helt hvorfor, og så alligevel... Han ville jo hellere være død end at leve uden den han virkelig elskede. det havde jo været sådan hele vejen... Han søgte altid det der kunne give ham den kærlighed som Aubrei faktisk var den eneste der rigtigt kunne...

''Hvis jeg ikke kan være med dig, så kan du jo lige så godt slå mig ihjel...''

Han følte sig døende og hans tåre løb stadig ned af hans kinder og dryppede ned på stenene under ham. han vidste ikke lige hvad han skulle gøre af sig selv, men han følte sig virkelig knust... Han stod rank og afventende.

Aubreiane så roligt på ham som han blottede sin brystkasse, og et kort sekund overvejede hun at gøre alvor ud af sin trussel. men neij.. det var alt for nemt bare at slå ham ihjel sådan uden videre. Let strakte hun sig og knækkede sine fingre. så ham derefter i øjnene.

"Ah det tror jeg ikke du skal regne med min kære.. Når tid er skal jeg nok gøre en ende på dig, men jeg gider ikke se på dig i aften"

Hun grinte let af det han sagde. Som om hun ikke godt vidste at han havde været sammen med andre. Og oven i købet havde en som han havde et såkaldt forhold med, og alligevel var hun skurken i hans øjne? han havde aldrig sat spørgsmålstegn ved at hun rejste, og aldrig spurgt om noget som helst, så hvorfor skulle hun gøre noget ved at fortælle ham det.

"Jeg ved jo godt du har været sammen med andre.. Så drop dine søforklaringer, de ændre ikke på noget som helst"

Hun rystede kort på hovedet og begyndte at gå væk fra ham. det her ville ende galt. hun så ned på sine hænder der var rødglødende.

''Og du kender mig Aubrei... Du ved hvordan jeg altid har søgt kærlighed og specielt har jeg altid været dum nok til at søge det gennem sex... Men du burde også have indset at der kun har eksisteret en jeg virkelig har elsket og det er dig...''

Han så på hende han vidste ikke hvad han skulle gøre mere. han vidste ikke hvordan han dog havde nogen chance for at vinde hende igen. han elskede hende af hele hans døde hjerte. måske det lød af lidt, men hun var og blev den eneste der kunne varme hans hjerte rigtigt...

''Du er den eneste for mig... Den jeg virkelig gerne vil have... Du er den eneste jeg nogensinde har elsket og jeg forstå ikke hvorfor du bare valgte at rejse... og så virke som om du bare gerne ville væk fra mig...''

Han forstod ikke hvad han havde gjort galt dengang men hun havde virket til ikke at ville se ham igen efter den dag hun havde sagt at hun ville rejse...

Aubrei stoppede langsomt op og lod hænderne glide ned i sine lommer på jakken inden hun vendte sig om imod ham. hun lod blikket hvile på ham for sen stund inden hun rystede på hovedet af ham.

"Men spurgte du mig nogensinde hvorfor? Spurgte du mig nogensinde hvorfor jeg rejste? Hvorfor jeg ikke vidste om jeg kom tilbage? neij det gjorde du ikke, og allerede der burde jeg have vidst at du ikk er andet end en simpel løgner der vil have sex."

På halsen havde hun et langt ar der dog ikke var synligt på den afstand de havde.

"Jeg rejste.. for at redde oz.. for at vi kunne blive sammen, Men du har åbenbart haft rigeligt med damer at se til.. Så det faldt dig aldrig ind vel?"

Hun tog langsomt et skridt væk fra ham. Satte sig med ryggen til ham på en gravsten og betragtede himlen. Hun gad ikk forklare sig.. hvorfor skulle hun i grunden også det?.

''Jeg spurgte ikke... Jeg var bange for at spørge dig, fordi du virkede så afstandstagende, som om du virkelig bare gerne ville væk... jeg turde ikke fordi jeg allerede ved tanken om at skulle miste dig var ved at blive knust... Og nej... Jeg ville ikke bare have sex, jeg elskede dig... jeg elsker dig stadig!''

Han blev en smule overrasket over det hun fortalte ham om at han havde nok damer at se til. Ja han havde haft sex med folk... Han kunne ikke lade være, han var nød til at holde tankerne væk fra hende for ikke at blive helt knust af det... Han var blevet knust mere end man kunne forestille sig...

''Jeg gjorde det fordi... fordi jeg så ikke tænkte på dig hele tiden... fordi hver gang jeg tænkt på dig følte jeg mit hjerte slå igen og det gjorde ondt...''

Han så ned i jorden og satte sig foran hende på jorden han kiggede op til hende som han sad på jorden så tæt på hende som hun tillod ham at sætte sig. han var ved at dø mere og mere...

"Hvis du virkelig havde elsket mig.. jeg mener virkelig elsket mig udover min krop, så havde du spurgt.. så havde du spurgt hvorfor at jeg pludselig rejste, hvor jeg skulle hen og hvorfor du ikke kunne komme med.. men det gjorde du ikke, du sad bare der.. og nikkede som om du var ligeglad.."

Hun vidste godt at han blev overrasket. men hun havde stadig sine venner i byen, og de havde fortalt hende en masse siden hun var kommet tilbage. Nok til at hun vidste at hun ikke kunne stole på ham. Nok til, at hun vidste at hendes rejse for dem, havde været forgæves.. at det hun havde udholdt, havde været spild.

"Fordi du altid vil have sex.. fordi det er det eneste der betyder noget for dig, Jeg er da vel nok ked af at mit fravær fik dig til at have sex med alle mulige"

Hun flyttede sig væk fra ham da han satte sig foran hende. Hun ville slet ikke have at han sad der..

''Jeg var blevet chokeret... jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv... Prøv du er at forestille dig at dit livs kærlighed pludseligt ud af det blå bare gfortæller at denne var nød til at rejse... Og hvis du ikke bliver overrasket så er jeg da ked af at jeg elskede dig så meget at tanken om at miste dig slog mig helt ud af den...''

Han så bare på hende og han vidste ikke lige hvad pokker det var hun dog påstod med det? Huskede hun slet ikke hvad han var gået igennem med at hjælpe hende med at dræbe hendes eks... Hjalp hende med at få ham brændt og bagefter opvartede hende da han havde fået hende lagt ind på sofaen...

''Hvad med din gamle eks Aubrei... ham jeg gik gennem ild og vand for at hjælpe dig med at dræbe? Hvordan jeg passede dig da du var helt væk da han var død og du lagde på sofaen... Hvordan jeg passede dig der...''

Han nåede lige at lægge mærke til hendes ar, og han blev ked af det. Han vidste det ikke havde været der inden hun rejste så hun havde fået det, og det havde været for hans skyld...

''Du har ret i hvad du siger hvis sex var dig! Du er den eneste der betyder noget!''

"Chokeret? så chokeret at du bare lod mig rejse uden så meget som et lille ord? hvis du bliver chokeret over det, og ikke en gang siger noget, hvordan skal jeg så kunne vide det måske? hvis du rejste ville jeg have gjort alt for at stoppe dig.. og det ved du.. men det ikke ligefrem fordi jeg havde regnet med at du havde gået og haft sex med alt der kunne gå"

Hun så roligt på ham og rejste sig lod sine hænder glide ned i noget af sneen som smeltede, bare for at køle hænderne lidt af. hun havde fået sværere ved at styre det efter hun var rejst.. nu var det nærmest umuligt for hende at holde under kontrol..

"Åh jamen hvis det betød så meget for dig at du skulle passe på mig, så er jeg da ked af det? vil du hellere banke mig er det det? for så kom bare igang jeg har da ikke hele aftenen til at høre på det der, Jeg har sagt tark fordi du hjalp mig, Men havde jeg vidst du ikke gad, havde du ikke behøvet det"

Et kort øjeblik skælvede hun da han hævede stemmen. Hun kunne ikke skille det ad.. det kunne hun bare ikke, hun kunne mærke hvor bange hun blev for ham i netop dette sekund, og derfor valgte hun at begynde at gå væk fra ham. hun gik tilbage mod lågen, med lette men dog hurtige skridt.

''Ja du må da unskylde at jeg ikke er vant til at have en kæreste... Du må da undskylde at jeg ikke havde prøvet før at min livs kærlighed pludseligt ville forlade mig... Ja det ved jeg og det er en af grundene til at jeg stadig elsker dig, og at jeg vil elske dig til verden går under...''

Han sukkede han følte dette som en umulig opgave men ville han give op for at vinde hende igen... Nej det ville han ikke. Han blev dog også meget chokeret over det hun sagde med at han havde haft sex med alt der kunne gå, fordi det var løgn... han havde haft en 'kæreste'...

''Det betød meget for mig... Det var en af de dejligeste ting jeg har oplevet i hele mit liv... at jeg kunne vise hvor meget jeg elskede dig ved at passe dig var virkelig rart...''

Han gik efter hende da hun begyndte at gå og han greb bare fast i hendes hånd. Han ville ikke have hun bare gik fra ham. Han elskede hende og var ikke klar til at give op...

''Lad være med at gå... og især lad være med at gå uden at sige noget...''

Aubrei havde ikke svaret på det han sagde. Hun havde haft for travlt med at overbevise sig selv om at Matic intet ondt ville hende. Og fordi hun ikke kunne overbevise sig selv om netop dette, var hun fortsat med at gå væk fra ham. Hun bed sig ganske stille i læben.

Hun hørte ham godt komme, var forberedt på at få en flad eller noget i den stil, og da han istedet tog fat i hendes hånd, tøvede hun længe og så om på ham. Noget i hendes blik fortalte hvad hun kæmpede med inden i. Hun havde lyst til at gemme sig ind mod ham, bare slappe af for en stund.. være hans igen.. men det kunne hun ikke.. og det kom hun sikkert aldrig til igen. Langsomt så hun ned på deres hænder, tog stille hånden til sig.

"Vær sød.. ikk at gøre mig noget.."

Hun så ham usikkert i øjnene.

Han nød følelsen af ehndes hånd i sin og han sukkede lavt og behager over det. Han vidste ikke hvordan han lige skulle reagere mere, men følelsen af at være med hende igen fik ham til stille at smile og det gjorde han stadig da hun så ham i øjnene. Han var vild med hende, elskede hende og hvis det der skulle til var at være sammen med hende i en evighed uden at have sex, ville han kaste sig ud i det, da han ville gøre alt for hende...

''Det kunne jeg aldrig drømme om... jeg elsker dig... Og jeg vil slet ikke nå jeg nu kan se at du er blevet skadet på din rejse som jeg kan forstå var for vores skyld...''

Han greb ud efter hendes hånd igen for at føle hun var virkelig. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han stod overfor hende med et åbent kropsprog, fordi hans arme var begge ude til siden og han var glad for hende alt for glad til at kunne tro hun kunne finde på at gøre ham ondt...

Aubrei så ham stille i øjnene. Hun elskede ham jo ganske vidst stadig.. men det var ikke det bedste tidspunkt at finde sammen med ham igen.. ikke når hun kunne risikere at skade ham. Langsomt så hun væk fra ham, hun var også stadig vred på ham.. skuffet.. måske lidt såret.. og når nu at han have en kæreste, havde hun vel ingen grund til overhovedet at tro noget om dem sammen igen? derfor tog hun et skridt væk fra ham.

"Det skal du ikke tænke på.. det er bare sådan tingene er nu.. og du er tydeligvis kommet videre og har fundet en anden.. det kunne jeg have sagt mig selv, men nu vil jeg gå.. inde jeg ydmyger mig selv for meget.."

Hun tog hånden væk så han ikke kunne tage den, og så ham i øjnene. Hun virkede ikke til at ville gå.. faktisk ville hun helst blive.. men hun var nød til det.. hun kunne ikke risikere andet

Han så på hende og ja han forstod måske godt at hun var ret så skuffet over ham, fordi han havde fundet en anden, da det jo heller ikke var det bedste, men han havde ikke tænkt sig af den grund at give op eller sige hun skulle finde sig en anden. Han havde for stor lyst til at være sammen med hende igen.

''Hvis der er nogen der har ydmyget sig er det mig for at græde da jeg så dig... jeg elsker dig stadig skat, og jeg vil med glæde være sammen med dig...''

Han trådte frem mod hende igen. Han fornemmede at selvom han havde gjort som han havde, var der noget i ham der kunne finde på at blive hos ham, og han rakte endnu engang ud efter ehndes hånd, hendes dejlige varme hånd...

''Jeg fandt måske en anden... Men kun fordi jeg aldrig er kommet videre fra dig...''

Aubreiane lod let blikket glide væk fra ham. Hun brød sig ikke om tanken om at han var sammen med en anden. Og selvom hun godt vidste at han havde været det før, havde det intet ændret oppe i hendes hoved. det var bare ikke specielt rart at tænke på. Let bed hun sig i læben.

"Du kan ikke bare forvente at.. at jeg kan tage dig tilbage efter det her? hvordan kan jeg vide at det du siger er sandt? at du virkelig kun vil have mig, når du har hende?.. jeg er ikke kommet tilbage for at splitte noget, men for at være den jeg er.. også selvom det så er uden dig.."

Hun så ham stille i øjnene og mærkede hans hånd ramme hendes. hun tog langsomt hånden til sig og rystede ganske svagt på hovedet.

"Jeg kan ikk.. ikk når du har hende.. det kan jeg virkelig ikk.. undskyld.."

Hun trak sig et par skridt tilbage.. Hun havde skam skildt par ad før, men det var noget andet når hun faktisk kunne li personen.. og hun havde jo altid haft et ømt punkt for ham, selv da hun var en koldblodig vampyr..

Han kunne godt forstå hvordan hun havde det. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han vidste ikke hvordan han kunne overbevise hende om at han talte sandt men hans måde var at han ikke ville sige andet end sandheden...

''Aubrei... Hvis du tvivler på mig så bare se hvordan jeg græd ved synet af dig over at tro du bare var her for at pine mig... Betyder det ikke noget? Bare selv da jeg troede du kun var en ilusion var min tanke at jeg måtte slå op fordi jeg stadig elskede dig... Og det gør jeg virkelig...''

Han reakte hånden frem til hende som til at hun gerne måtte tage den. Han så på hende han var måske oficielt set sammen med hende den anden, men ikke længere i hans øjne fordi hans hjerte tilhørte kun Aubrei...

''Men mit hjerte tilhører jo kun dig... Du er den eneste jeg vil være sammen med...''

Aubreiane rystede svagt på hovedet igen. Han tilhørte ikke længere hende.. Han tilhørte en anden, og derfor kunne hun ikke blive der sammen med ham. Hun var nød til at gå.. andet ville gøre for ondt.

"Det hjælper jo ikke noget Matic.. du er ikk min mere.. du er.. hendes.. og jeg vil ikke ødelægge det.. Det fint nok du mener at du elsker mig, og.. det gør mig da glad.. men du burde ikke snakke sådan når nu du har en kæreste.. det er ikke fair overfor hende.. det kan du vel godt forstå.."

Hun så væk fra ham og strøg kort hans kind inden hun bed sig i læben og begyndte at gå væk fra ham med ganske lette skridt. Hun sukkede for sig selv. det gjorde ondt at vende ham ryggen.

"Men det er ikke mig du er sammen med.."

''Måske jeg ikke er din mere oficielt... men mit hjerte tilhører dig det har det gjort så længe jeg har haft følelser... Nå jeg tænker på dig bliver mit hjerte varmt og dejligt...''

Han gik hurtigt hen til hende og tog fast i hendes hånd. Han prøvede ihvertfald på det endnu engang. Han havde ikke ligefrem tænkt sig at give op, og han rystede på hovedet af hendes ord...

''Jeg er ligeglad med om jeg har en anden... Jeg havde alligevel tænkt mig at slå op med hende imorgen uanset om du er min eller ej fordi du fik mig til at indse at det er dig jeg elsker...''

Han så på hende og vidste ikke hvad han skulle sige men han ville sige noget hun fik ikke bare lov til at gå bare sådan...

''Hvis du virkleig vil gå... Så lad os ses igen?''

"Hvordan kan jeg vide at du mener det? du ventede jo ikke på mig.. du fandt jo bare en anden.. jeg ved godt du har et behov, men jeg har også følelser.."

Da han endnu en gang tog fat i hendes hånd, så hun stille om på ham. Hun bed sig hårdt i læben og vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op med det hele.. hun ville så gerne være sammen med ham.. men det kunne hun ikke..

"Men jeg er ikke ligeglad.. jeg vil ikke være hende den anden pige, som skiller andre ad.. Jeg vil ikk på nogen måde have noget med dig at gøre, når du er sammen med hende.. det kan jeg da ikke bare.."

Hun elskede ham det var der ingen tvivl om.. men hun kunne ikke bare gøre det her.. han var jo taget. Og sådan var det..

"Fint.. imorgen aften så.."

''Nej og jeg er virkelig ked af det... Men jeg sad den første tid og var knust, havde ikke engang lyst til at spise... Fordi jeg hele tiden tænkte på dig og hvad jeg havde gjort galt...''

Han sukkede over det og han havde det ikke ret fedt med at han havde gjort det nej han havde det faktisk rigtigt skidt med at det var sket... HAn havde det faktisk rigtigt rigtigt skidt med det...

''Du er ikke bare hende pigen der skiller nogen ad... og selv hvis du gør er det ikke din skyld... Det er jo bare fordi jeg elsker dig og ikke nogen anden.''

Han smilede varmt til hende og gav hurtigt og uden varsel hendes kind et blidt kys som tak for at hun ville mødes med ham igen... Han var rigtigt glad for at hun ville det...

''Tak.''

"Fascinerende at du så sagtens kan hygge dig med din kæreste.. hvis jeg virkelig har forvoldt dig så meget skade"

Aubreiane så længe på ham. hun kunne egentlig slet ikke li at han skulle komme hjem til hende.. det havde ikke været en del af hendes plan, men nu havde hun jo sagt at han gerne måtte. let så hun rundt en kort gang, inden blikket igen hvilede på ham.

"Jeg vil altid være hende der er skyld i det.. hvem tror du måske din kæreste vil bebrejde? dig, eller pigen du stikker af til?"

Hun lod ham kysse sig på kinden, men sagde ikke mere til ham. hun nikkede ganske kort og begyndte at gå væk fra ham.

Aftenen efter sad hun hjemme i sin stue. hun havde brugt det meste af dagen på at få stedet til at ligne et hjem igen, og syntes selv at hun var sluppet ret godt fra det. I hvert fald sad hun nu med sin bog og læste i stuen.

''Det kunne jeg kun for at slippe for at tænke på mit savn til dig... Jeg hadede det virkeligt... jeg var knust virkelig meget og jeg havde ikke den store lyst til noget... Selv med hende havde jeg tidpunkter hvor det var dig jeg tænkte på...''

Han sukkede og syntes virkeligt at han lød sukkersød og nedern fordi han sagde alt dette men han var bare vild med ehnde og han elskede hende virkleigt højt det kunne han aldrig lyve om... Hun var hans et og alt det var der ikke nogen tvivl om.

''Mig! Uden tvivl... måske hun også vil bebrejde dig, men jeg er sikker på at hun vil hade mig mere...''

Han smilede stille til hende da hun gik...

Han gik hjem til hende med langsomme skridt aftenen efter, ja faktisk ikke voldsomt lang tid efter at have slået op med Amber han bankede stille på døren og ventede på hende... Han stod med en sort rose gemt bag ryggen...

Aubreiane så langsomt op fra sin bog da det bankede på døren, og lukkede langsomt sin bog i. hun lagde den på bordet. Langsomt bed hun sig i læben, inden hun rejste sig og lod hænderne løbe gennem sit lange sorte hår. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere overfor ham.

Hun gik hen og åbnede døren og så ud på ham. Denne aften havde hun et par hullede stramme jeans på, og en sort mavetop der viste hendes navlepiercing som var pyntet af grønne sten. hun havde en rød cardigan på. Tænkende lod hun ham komme ind.

"Hei.. så kom du.. vil du ind og sidde?"