Come Back, Get Back, Stay... - Hope Diable

De tomme gyder lå hen i et dybt mørke af rædsel, der kunne lugtes store mængder af de mange stoffer af nikotin, og hash, alle disse mange stoffer som var i omløb på disse kanter, alle disse ting som ikke kunne holdes tilbage.
En fugl baskede med vingerne i det fjerne, og drev sig fremad med sin klage sang, som om denne tyste nat ikke kunne være mere uvelkommen overhovedet. De høje lejligheds begyninger der tårnede sig op over de mørke gader, mens lygterne var slukkede, deres lys gik ud som et lyn, hvad det var, kunne man ikke sige, og de mennesker der sad i lejlighederne, havde ingen anelse om hvad der skete nu, hvem der kom, hvem der gik derude i nattens mørke og ventede på lur mens deres hoveder blev tommere og tommere, de få hjerneceller de nu havde tilbage blev opløst af alt den nikotin og farlige stoffer som det indeholdte. Endnu et gadelys gik ud, det var som om de tunge fodtrin sugede dem til sig, som om at et rasseri boblede inde under denne skikkelse der nu tårnede sig frem i en lille lysning af et vindues lys, og snart efter var alle gadens lys opslugte af den sorte og nu stillestående skikkelse der stod midt på vejen, ligeglad med de biler der muligvis kunne komme, og kører vedkommende ned, alligevel så det ikke udtil at personen var specielt interresseret i det, eller så særlig påvirkket ud af det. Et skridt blev taget, efterfuglt af endnu et, og derefter to flere, indtil den sorte skikkelse stod midt ude på vejen og kiggede ned for sig, nogle røde øjne, der skinnede klart i mørket, dets skær sendte et tydeligt budskab; Hold afstand eller du bliver dræbt. Dette menneske, væsen, denne ting har været på sin jagt længe, havde været på færten så længe at sulten overmandede ham men at han havde lagt den til side for sit eget bedste at han ikke mistede personen han var efter ude af syne, men det var desværre sket nu… om han ville indrømme det eller ej, han hadede det. Hvor helved er du henne… tanken blev ved med at dukke, blev ved med at være der, den gik ingen steder, holdt nærmest stille som tiden gjorde for ham. Et suk gled over hans læber imens han gik hen til den anden side af gaden, og lod sit blik afsøge en hver form for mistanke, en hver form for bevægelse, og det samme gjorde hans ører med lyde, hun måtte da være der et sted, bare et sted. En velkendt rynke kom frem på hans pande, over den mindre frustrerende tvivl der dukkede frem i ham, han havde ledt efter sin elsker, kvinden han elskede, det var hende vampyren havde ledt efter, et af hans værker, som så udtil at være løbet ind i en kæmpe risiko nu. Kort sagt var Cash bange, bange for hvad der kunne være sket hende, han havde ikke set hende i lang tid, Faith… sukkede hans indre imens han gik videre og afsøgte hver en eneste krog i Allés Gyderne.

Den rødhåret, bløde kvinde var væk. Den som mange savnede, mange som havde frygtet. Mange havde hadet, men alt i alt, en kvinde for sig selv, en kvinde som både var hård, og venlig. Var blevet dræbt den 22 august, af kvinden som havde hadet hende som pesten. Hvorfor, var der kun meget få der viste. Et grin undslap kvindens krop, mens de røde lokker, bølgede i vinden mens hun løb igennem gyderne. Hun var på flugt fra politiet, som havde fået færten af hende, som havde dræbt flere unge mennesker, i løbet af ugen. Hvor var det dog dejligt at være tilbage! Kvinden som ikke længere var Faith, men havde hendes krop hed Hope. Kvinden som var af det onde selv, hende som var ligeglad med alt og alle. Så længe hun selv havde det godt, kunne alle andre rende og hoppe. Den lange slange tattoo, som gik fra venstre side af halsen, snoede sig ned af hendes krop, til hendes højre ankel. Hendes latter var ond og kold, og passede ikke til den krop, som en anden personlighed engang havde haft. Men hvad så. Hun var i live igen! Og Faith var væk, inde i åndeverden, hvor hun aldrig nogen sinde ville komme ud igen!
Pludselig stoppede hun dog op, og kiggede lidt rundt, der var en velkendt lugt af vampyr. Men hvor kom den fra? Hendes bryn blev let rynket, mens hun langsomt satte sin løb ned til gang, og forfulgte lugten, der var noget bekendt over den. Noget vigtigt. Noget som havde betydet rigtig meget for Faith. "aaah.." om det stille fra hende, mens at et ondskabsfuldt grin kom frem på de fyldige røde læber, selvfølgelig. Det var Cash, gad vide hvordan at Faith ville have det, hvis hun forførte den hun elskede, havde sex med ham, og derefter dræbte ham? Naaij, et eller andet sted, var det bare for kedeligt. Hun ville hellere såre ham, ved at vise sit sande jeg, end at lade som om hun var Faith. Det kunne hun i grunden ikke, Faith var sku alt for blødsøden for hendes smag. Det ville være dissideret ulækkert. Langsomt gik hun hen på ham, lige ind til at hun stod bag ham. "Cash...?" sagde hun med en kold og død stemme, mens smilet på hendes læber blev store og mere sadistisk, og hendes øjne blev mere kulsorte end ellers. Hvor var dette dog bare, tilfredsstillende. At se ham, hvordan han ville have det når han fik at vide, at han elskede var død, død og borte, og aldrig nogen sinde skulle komme tilbage til levende live igen! Dette var dog bare sagen, hvor hun elskede sådan noget. Hun satte hendes hænder i siden, og lagde hoved lidt på skrå, mens hun ventede på vampyrens reaktion.

En fornemmelse af en anden tilstedeværelse jog op igennem den gamle vampyr, og hans blik flakkede lidt rundt før han fattede hvilken arua denne tilstedeværelse tilhørte og blev i det samme klar over det, i det han spærrede øjnene op, så man kunne se hele regnbuehinden på de ellers røde øjne, der langsomt gik hen og blev mat røde, han vidste hvilken person denne aura tilhørte, han havde mødt den to gange, to gange i sit lange forhold med Faith. Han vendte sig hurtigt om da han hørte den kolde stemme og kiggede på Hope, Hope der havde ødelagt alt, den der havde taget det fra ham som han elskede allermest, og havde elsket mere end noget andet, mere end hans egen familie havde gjort, han kiggede med hadefulde øjne på hende, og bad sig selv på de strengeste ordre om at tage sig sammen, tage det roligt, og ikke lade sig gå ud af sinde påtrods af det Hope havde gjort. “Hvad vil du?” Kom det fra ham som koldt vand der risler ned af et vandfald, sådan var hans stemme, glat og kold, faktisk havde hans attitude for mennesker og andre ændret sig meget i løbet af den tid han havde været væk, ikke påtrods af nogle speciele ting i grunden, men han var blevet kaldt væk pågrund af sit arbejde som ingenør, og det havde derfor taget en del tid for ham. De ellers store øjne blev smalle og gennemtrængende, kolde og udenform for følelse, han ville nu ønske at Faith kunne komme frem, at Faith kunne komme frem og redde sig selv fra den ellers totalle udslettelse, han håbede det ville ske, da tanken om at slå denne krop, den krop som tilhørte kvinden han elskede, var ved at drive ham til vanvid, men på den anden side, Faith var der ikke længere, men det betød ikke at kroppen til hørte denne idiotiske ånd Hope, som troede hun kunne gøre hvad hun ville med den krop hun havde. Det eneste hun gjorde var at ydmuge og toturer Faith med sin galninge ting. Han var nærmest på nippet til at springe på hende, til at drive hende ud med sine barer næver, men han vil ikke gøre det, Hope kunne lige så vel bringe Faith på banen imens han gjorde det og fjerne hende igen så snart han var færdig, og derefter… han kunne ikke tænke på det, det var muligt at han var blevet til et andet væsen nu, det var muligt at han også i sin anden form havde været lige så gammel som han sådan set havde været nu, men det ændrede ikke det store, det ændrede ikke rigtig noget faktisk. Hans blik lå fortsat på kvinden foran ham, og havde lyst til at råbe at hun skulle slippe Faith fri eller han skulle gøre det af med hende i hendes rigtige form og hun skulle vide at hendes tid var forbi. Men det var umuligt. Månen tittede frem i det fjerne bag skyerne, og kastede et sølvskær hen over dets kongerige, imens de to væsner; det blandede væsen, som havde været en dødsengel indtil dets skaber der stod foran den, havde sat tænderne i det, og den gamle vampyr, der tidligere havde været elver, stod foran hinanden og overvejede hvor vidt han skulle tage situationen an, og hvor vidt han skulle gøre det af med denne ånd der havde overtaget hans elskedes krop.

Et tandsmil kunne langsomt skimtes, og afslårede nogle utrolig hvide tænder. "Hvor er det dog også synd for dig.. at forelsket dig i den pige... som havde sin skæbne at dø..." hun gik smidigt og kontrolleret over mod Cash, og lod sin ene fingre glide hen over hans brystkasse, og gik om på den anden side hvor hun langsomt hviskede i hans ører "Jo, ser du, jeg ville så ment bare se hvordan du tacklede, at der ikke er mere af Faith tilbage, at der kun er mig i denne krop, i denne skal. Da Angelie myrdede Faith... hvilket var utrolig heldigt for mig.. da jeg så kunne få kroppen for mig selv.." en hård latter blev sat op, og hun fjernede sig hurtigt fra ham, og stod atter foran ham, med smilet der bredte sig. Og bare blev mere håndende, hvor var dette dog også bare morsomt, det kunne næsten ikke blive bedre. Den vampyr, som hadet kærlighed, og hadet at binde sig til en. Skulle gå hen og forelske sig i Faith "jeg fatter ikke hvordan du overhoved kunne forelske dig i den luder.. lærte du ikke af hvad din nevø gjorde? Der var nok en grund til at han tog afsted skal du se... hun bollede uden om, hun tog hvad hun ville have, og gjorde kun det hun fandt bedst for sig selv.." hendes smil var stadig på, et sadistisk ondt og håndende smil. Hun nød det, ingen tvivl om det, håndende denne mand, denne mand som havde mistet noget meget værdigfuldt i hans liv. Hvilken smerte han ikke gik rundt med, han havde sikkert været ude for at lede efter hende. "hun er væk Cash.. væk for evigt.. og hun kommer ikke igen. Aldrig nogen sinde mere.." hendes stemmeleje blev til en vislen, en truende stemme, som sagde, at hun var død. Og han skulle stoppe med at lede efter hende. Der var intet tilbage mere, intet tilbage af den kvinde som han elskede, som også elskede ham. Aldrig mere... hun stoppede sin tanke gang, og stod som stivnede, langsomt forsvandt hendes smil, dog rankede hun ryggen, og fik de frem igen. Selvom den nærvær som hun lige havde opfanget, på grund af, hun stadig var en ånd, og derfor kunne mærke andre ånder. Var foruroligende, det var ikke lige den nærvær hun havde brug for at føle lige nu.

Hendes ravne sorte øjne, flakkede rundt efter lys, hun havde gået så længe i mørke, en uge, en måned? Hendes sans for tid, var svækket hen, alle følelser var så småt ved at fade ud, og blive til en intethed. Hvad var det der skete med hende, hvor var det hun var henne? Hun blev ved med at gå, den vej som stemmen havde sagt til hun skulle gå, for at komme tilbage. Hun stolede på denne stemme, mere end noget andet i verden. Hun stolede på at hun ville komme tilbage, tilbage til den verden som hun savnede, den verden som hun elskede. De menesker som hun, holde så meget af. Pludselig ramlede hun ind i noget, noget der virkede som en elastisk boble, lyset blændende hende, da hun fandt ud af at det var månen der skinnede hende ind i øjnene. Hvor var hun henne? Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem igen, mens hendes øjne langsomt søgte mod, det sted hvor hun var. Det, det var jo søen, ikke så langt fra Terre!? Hun smilede glad, og viste at hun havde fundet sin vej tilbage. Men der slog det hende, at noget var forandret. Alt var slåret, og gråt i forhold til hvordan det havde set ud for. Men det stoppede hende ikke fra, at boble op af glæde, hun havde fundet sin vej tilbage! Hurtigt som et lyn, fór hun afsted, mod Cash lejlighed, hun måtte finde ham, snakke med ham. På den ene eller den anden måde! Der gik ikke længe for hun kom til udkanten af byen, og slog genvej igennem gyderne, det var det, at hun havde det som om, at hun slog panden mod en kæmpe mur. Der var noget på færre her, noget som hun blev nød til at undersøge inden hun tog hjem til ham. Hun kunne ikke andet end at blive draget til stedet. Langsomt med små skridt, begyndte hun at gå der hen, og der til hendes store overraskelse, og væmmelse så hun Hope, i hendes krop! Der ved siden af hende var Cash. Det var som om at hendes hjerte sank i livet på hende. Hun prøvede at skrige til ham, at han skulle komme væk, at Hope kunne dræbe ham. Men ingen lyd kom ud, hun kunne ikke nå ham. Men med et, så hun ind i Hope's øjne. Så hun viste altså at hun var her, men hvordan? Hun var jo stadig i denne forbandede ånde verden, hvordan kom hun ud!?

Øjnene blev smallere og de stirrede mistorisk på kvinden foran ham, “Sig hvad du vil, jeg er ligeglad, Faith lever stadig…” Vampyrens stemme lød truende drabelig, han vendte hende ryggen og gik videre, ikke længere interesseret i hendes opfordringer om at Faith var død, han var ligeglad, han ville lede videre, efter den rigtige Faith, efter hendes sjæl, efter… han kunne snart ikke begribe det længere, men denne sorg gjorde ham stærk om han ville det eller ej. Han gik sin vej væk fra Hope, væk fra hendes ondhed, og søgte videre efter Faith, og håbede at hun snart ville være der, snart ville være der et eller andet sted, eller hvor det nu end kunne være, han rynkede brynene og vidste snart ikke længere hvad han skulle tro, men han fortsatte sin færd med at gå, han ville ikke holde op med at lede, om hun så kunne være død, om hun så virkelig kunne være borte for evigt, han ville ikke holde op, han havde endelig fundet en kvinde, en kvinde han elskede og holdte af, og hun var forsvundet ud for hans arme, var gledet igennem hans fingre som var det sand der virvlede igennem vinden, som var det havet der ved at fordampe op mod himlen og ikke havde lyst til at komme igen, som sommer dagene der var så lange, som var natten væk forevigt, som om alt liv bare sivede ud fra jordens ende opslugt af universets største ormehul. Et lille suk gled ud igennem hans læber, gled ud igennem de læber han havde kysset hende med, et stort savn gled igennem ham, og han følte sig pludselig gammel, meget gammel som var han over 1000 år gammel, måske mange år mere, han kunne ikke sætte tal eller ord på det, alt virkede så fjernt og alligevel havde han det som om Faith var lige i nærheden, hans øjne blev dybrøde, måske pågrund af vrede, sult, eller hvilken andengrund man nu kunne finde, nu om dage som vampyr, men alligevel var det, nok at hun sagde at hans elskede, ikke var der mere, når han var sikker, når han vidste det. Han vendte hovedet og kiggede i retning af Faith’s ånd, alligevel var der intet, og et sørgmodigt blik kom frem i de røde øjne, de var næsten blodskudte, som om den røde regnbuehinde snart havde overtaget hele øjet, som om at dets røde farve ikke kunne ændres. Med et kom et inderligt had frem inde i ham og han havde mere eller mindre lyst til at slå ud efter Hope, havde lyst til at slå hende ihjel, flå hendes kød i stykker til marven af hendes knogler, og alligevel vidste han at det så der, ville være umuligt for Faith overghovedet at kunne vende tilbage. Et lille suk gled igennem ham, og kiggede så hen på Hope, og hævede det ene bryn. “Du er mere luder, horeunge, galning, og hvad pokker i satan overhovedet vil kunne finde end hvad hun overhovedet har været, gid at Satan giftede sig med dig i stedet, og lod dig derefter brænde op i flammer, du kan ikke føle magt, du kan ikke føle den fuldendte magt, om det så er det du stræber efter… Du er ynkelig, og dine øjne og munds trusler er som vand der ingen skade gør… Du er ubetydelig, og der er ingen der elsker dig, du hader Faith for at kunne elske, for at der er nogen der elsker hende trods hendes synder, trods det hun har gjort, og du vil selv ønske det kunne ske for dig, men du tror at det er svagt at vise den følelse, vise følelsen af at ville elskes, og kunne elske…” Han fnøs lidt da han holdt en kort pause, ikke pågrund af vejr nød, han havde ikke brug for det, men for at lade hende tænke over hans ord, og lade hende forstå at hendes ord ikke virkede på ham, han ville stadig have sine håb. “Du har gemt dig i hendes krop fordi du er bange for at vise dit sande jeg, vise folk hvem du i virkeligheden er… du dræber muligvis for sjovs skyld, men i sidste ende er det hævn, og tilfredstillelse da der er noget der har gjort dig noget, som du ikke selv kan tilgive dem for, og derfor skal det gå ud over andre uskyldige…” Han trak på skuldrende, han havde sagt sin teori, og gik derfor videre, han havde ikke mere at sige, og dog var han sikker på sine ord, at det var sådan det hang sammen, og der var ikke andre forståelser på hendes sindssyge jeg.

Hun kiggede efter ham som han gik, som en ubetydelig lille skabning der intet for hende betød. Hvad ville han også her, når Faith jo aldrig ville komme tilbage. Hvorfor holdte han ikke bare op med at lede, når det han ledte efter, var borte, som taget af vinden, når sandet lå på vejen. Hvirvlet i alle tænkelige retninger, for aldrig nogen sinde at finde sin rette plads igen. Godt nok, var sandet ikke væk for evigt, men den ville aldrig finde sin helhed igen. Som taget på en rejse, for aldrig mere at komme tilbage igen, bare at glide rundt, i vindens arme, og tage sit sidste suk, når jorden en dag ville gå under. Faith var død, hvorfor ville denne mand, denne ubetydelige skabning ikke bare fatte det? Hun stod som en stenstøtte til jorden, ligeglad med, den fornemmelse der nærede hende, igen vente hun blikket mod Faith, som stod så tydeligt foran hende, som en sommerdag. Hvordan kunne dette være muligt? Hvordan kunne det være muligt at hun var så klar, godt nok for kun for hende. Men igen, hun havde mange flere kræfter, en Hope nogen sinde ville drømme om at have. Hvordan kunne denne usle lille kvinde menneske, nogen sinde have lov til at overgå hende i kræfter!? Hun hvæsede af Faith, som stod og stirrede efter Cash, med et så længsel fuldt blik, som var til at brække sig over. Alt den kærlighed som disse smukke øjne udstrålede, som om at hun ville gøre alt for denne, ækle vampyr. Hvor var det, dog bare. Vammelt, hun kunne ikke komme på et bedre ord, og ville alt i alt bare gerne væk nu. Men før hun viste af det, var denne skabning til Cash, begyndt at snakke igen. Hun vente langsomt det helt kulsorte øjne mod ham, som om at hendes hvide nethinde, var forsvundet ind i det sorte hav, af had, og ondskab. Hendes hår som for havde været rødt, begyndte langsomt at blive blodrødt. Og hendes hud mere plej og gennemsigtig ”Var din mund skabning, det kunne være at dit ønske blev opfyldt, jeg blev mig selv igen..” sagde hun spydigt og kastede stadig blikke over mod den største trussel i hendes liv. Nemlig Faith.

Tiden var gået i stå, mens hun hamrede på den glasplade, den boble som holdte hende fra, hendes krop, og hendes elskede. Hun ville ikke mere, hun ville ud, og det skulle være nu! Hun skreg af sorg da hun så hans øjne, blive vent lige imod hende. Og hvordan tårerne pressede sig på, i den yderste af hendes øjnes øjenkrog. Hvorfor, hvorfor skulle det alt sammen være så svært!? Hvorfor havde hun også ønsket at dø, når hun havde det så godt, nu ville hun bare tilbage, tilbage til ham! Hvis hun nogen sinde havde tvivlet på, om han havde elsket hende, om at det skulle have været dem. Så var de tvivl vasket væk, for evigt. Nu ville hun bare tilbage, tilbage i hans arme, kunne mærke dem omkring sig, mens han langsomt trak sig ind til hende, og hviskede i hendes øre, mens hun viste at lige om lidt, ville det lille uvejr blive til en storm af elskov. Som tog dem begge med på en rejse af sanser, og følelser, som hun længe ikke havde haft. Hvis hun nogen sinde skulle komme ud her fra, ville hun som det første sige at hun elskede ham, og at hun virkelig mente det. Hun ville holde om ham, og aldrig nogen sinde give slip igen. Som om det galt hendes liv. Men nu, var problemet bare at komme ud! Hun skreg af tvivles og sparkede og slog på barrikaden der var imellem hende, og den rigtig verden. ”FORHELVEDE!!” skreg hun, og mærkede hvordan hele hendes krop blev varm, hvordan den blev drævet af hendes kærlighed til Cash. Hendes aura blev mere og mere hvid, mens huller langsomt blev brændt i skjoldet rundt om hende, som var det lavet af smør.

En højtlydt hvæsen undslap Hopes strube, som var det en løve som stod foran Faith, som var i gang med at brænde sig hul igennem den beskyttende skjold, som Hope havde fået sat op rundt om Faith. Godt nok havde hun sluppet ud af hendes sorte hul af et fængsel, men så gik det hellere ikke længere! Hendes hår blev mere og mere blodrødt, og hendes tatovering, som blev vist, da hun kun havde nogle stramme læderbukser på, sin læderjakke som var åben så man kunne se bh’en blev meget meget tydelige. Det var som om at selve Hopes ånd, begyndte at træde ud af Faiths krop og skabe hendes egen krop. Magien som spillede i mellem de to mennesker var enorm og slog imod hinanden som var det fyrværkeri. ”Forsvind!” snerrede Hope af Faith som selve en engel trådte ud af skjoldet med et hvidt lys der beskyttede hende. Selve Hopes aura var blevet utrolig mørk og lilla lys gnistrede rundt omkring den sorte aura. Mens hun gik truende over mod Faith, som bare smilede af hende. Hvor vovede hun! Den lille tøs, skulle sendes tilbage hvor hun kom fra, også skulle Hope fandeme vise hende hvem der styrede showet.

”Cash løb!” skreg, hun som hun kom ud. Selvom at hun ingen krop havde, og kun var en skygge af sig selv, oplyst af et hvidt lyst, følte hun sig stærkere end nogen sinde før. Hendes smil, blev stører og mere overlegent mens hun gik over mod Hope, som var skræmt fra vid og sans. Det var tydeligt at se. Et grin undslap Faiths læber, som lød som klokker. Hun havde aldrig haft det bedre! Med hurtigt og smidige skridt gik hun over mod Hope og hendes krop! Og skubbede hende så hårdt hun fløj ind i muren. Der lød et knald og muren knækkede mit over. Hurtigt var Hope oppe igen og kastede sig ud efter Faith.

En ligegladhed gik bare igennem ham, ligeglad med hvad hun kunne gøre ved ham, han havde mistet sin elskede, og hvis hun virkelig var død, ville han gerne følge hende, sætte sine egne foskridt i hendes. Det kunne ikke give mening at han skulle leve i tusindvis af år, mens folk rundt omkring ham døde, hvorfor skulle den slags netop ske, hvorfor netop den forbandelse, han sukkede lidt, og vidste ikke hvad han skulle svarer til den raplende gale kvinde foran ham, og gik derfor videre uden at sige noget til hende, han syntes hun var latterlig, hvorfor drabte hun ham ikke bare hvis det virkelig var det hun ville, han havde haft det ønske så mange gange før, så mange gange tidligere, fordi han vidste at den forbandelse han havde på sig nu, ikke kunne komme væk, den kunne ikke tage sin vej væk, den var limet fast til ham, indtil den dag en eller anden jog en pæl igennem ham, skar hans hoved af, eller hvad man nu ellers kunne gøre, kaste vievand på ham? Han var ikke sikker på om den beretning af tro var sikker, om den var sand, han sukkede lidt, og hørte så et råb stadig uvidende om hvad det hele drejede sig om, men den tilhørte … Faith… kunne det virkelig passe, han snurrede hurtigt rundt og kiggede med store øjne imod den kvinde der havde overtaget hans elskedes krop, og der nu dukkede en ny skikkelse frem, badet i lys og faktisk lignede en engel, han havde aldrig set noget ligende i sit 430 årige liv, han kunne ikke helt tyde personen, hvem det var, men han var sikker, sikker i sin sag om at denne kvinde, denne engel, var hans elskede Faith. Han var tæt på at tabe underkæben af beundring og gik nogle skridt tilbage over det overvældende lys der gik ham imøde, og måtte lukke sine øjne lidt i for at kunne holde det ud, og havde det som om han var ved at blive blændet, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set et så skrapt lys, det var som om minderne bølgede op igennem ham, som om tiden blev spolet tilbage til hans tid som et ‘levende’ væsen, et væsen der kunne tåle sol, og mørke, et væsen der var frit og kunne gøre ting som det passede det. Han kunne ikke fatte det, og var ikke længe om at falde på knæ over dette lys, og indenlænge kom han til bevidstheden da han havde siddet længe nok, og var nu ved at bakke ud og væk fra dem, urolig for om en bevægelse ville vække den enes opmærksomhed, og med et følte han sig svag og ubetydelig som om at bare et knæk fra ham kunne få ham til at sive ud i støv. Han rejste sig hurtigt op og tog benene på nakken, dette var ikke hans kamp, det var hendes, Faith’s, hendes krop og vilje der var præmien, og den endelig afgørelse. Han lod sig stoppe op et par gader væk og lod sig læne op af en mur og ventede på at lydende var færdige, at skrigende og hvæsende var færdige, at larmen lod sig drive væk, han sukkede lidt og kiggede ned inden han lod sit blik glide op mod himlen, op mod månen som ikke længere var overskyet, men blot ventede på de næste skyer som ville komme.

Det hele var et virvar af ting, som hvirvlede rundt. De havde ingen ende, ingen slutning. Og ingen begyndelse. De var der bare, de forsvandt, og kom igen, som de ville. Som sandkornene på en strand, uendeligheder af sten, som var blevet knust til det næsten ukendelige, også ført sammen til en masse. Uden de andre støvkorn fra stenen, ville det ikke ud gøre noget. Det ville være ingen ting. Ukendeligheder fløj forbi hendes ansigt, gjorde tegn på at der var en kamp i gang. Men hvad der skete, og hvordan det ville ende havde hun ingen anelse om. Alt var dødt for hende, hun havde set ham forsvinde blandt skyggerne, var han stadig i live? Eller var han også død. Var dette bare en drøm, var det virkelighed? Hvad var det som skete her, hun kunne ikke få det til at hænge sammen. Til at være rigtigt. Hun ville så gerne, men så langt fra igen. Så kom dog og hjælp en eller anden? Lysglimt blev vældet rundt, de gav ingen mening for hende mere, var bare ligegyldige. Det eneste hun ville have, var den krop tilbage! Hendes liv, hendes venner, hendes elskede! Alt andet, var lige meget, alt hvad der skete omkring hende, betød ikke længere noget. Hun mærkede de mange smerter der gled igennem hendes sind. Dog at hun ingen krop havde, var det som om, at smerten ramte hende med dobbelt styrke. Hun så ind i de helt igennem trukket sorte øjne, satans øjne. De kunne ikke være andet, dødens øje. De øjne som alle frygtede og nu, stod hun over for dem. Hun flænsede og flødede i Hopes ånd, for at tvinge den ud af hendes krop. Den skal som tilhørte ingen andre end hende. Hun fattede ikke noget, forstod ikke noget hørte ingen ting.

Faiths tanker, var et stort hul af tanker, som var ved at blive opslugt. Ingen kunne fortælle hvem der ville vinde denne kamp, og det krævede en masse energi fra begge parter. Også, pludselig faldt Faith til jorden. Kroppen Faith, som et hylster, sank det til jorden, og kiggede tomt og dødt op i himmelen, hvor at måne lyset langsomt lod sine stråler skinne ned på liget af hende selv. Hope snerrede af hende i ånde skikkelse. Og gik drabeligt imod hende. Nu var hun kommet ud, nu var det kamp om, hvem der kunne trænge ind i kroppen igen. Dog skete der noget mærkeligt. Sprækken som Faith havde lavet i boblen, så at sige var begyndt at lukke sig igen, og hun kunne mærke hvordan at hun langsomt blev trukket hen imod den. *nej.. nej ikke igen!*. Hun skubbede hårdt til Hope, som blev suget ind af hullet, mens hun selv greb en lugte pæl, hvis pære for længe siden var gået ud. Også skete det, alt blev mørkt igen.

Ånden lå et par meter fra sin krop, ikke ved bevidstheden, og ude afstand til at besætte sin egen krop igen. Hvad der var sket, var uvis, hun viste det ikke engang selv. Og kunne knap nok huske, sin egen kamp den sidste uge, om at komme tilbage til hendes krop. At komme ud af ånde verdenen som Hope havde indespærret hende i. Og nu var forsvundet til. Faiths krop, lå stadig som et lig, uden hjerte slag. Uden vejrtrækning og stirrede tomt ud i luften. En lille sitren gik igennem ånden som lå en håndstrækning fra kroppen. Dog skete der ikke noget, der fandtes kun.. stilhed.

Lydene var hørt op, der var atter stille, og hans tanker var et kaos af vivær, det var som en kolossal bombe der var i færd med at udryde de rester der var tilbage fra den forrige bombe, hans blik stirrede ud i det blå, stirrede i adskillige minutter før bevidstheden kom til ham, og fik bevægelse i hans ellers stive døde krop igen, hans trin var sagte, hans mave stille, og dog havde han det som om at hans hjerte bankede som besat inden i ham, som om at han var tilbage i sin normale krop og kunne mærke varme omkring sig, en varme der næsten var helt ukendt.
Han kom i det samme i tanke omkring Faith og der gik ikke længe før at han løb tilbage til hende, og et chok jog igennem ham, da det var et syn han ikke havde ventet men det var der, og det blev siddende men det var ikke endt galt, i hvert fald ikke så galt som det kunne gøre. Han spildte ikke tiden i et sekund, da det ikke varede længe før at han var over hendes døde krop, hans blik gled hen på den halvt lysende ånd, der var så smuk, så fin, så… han vågnede igen, han kunne ikke tænke sådan her det nyttede virkelig ikke, han tog Faith op i sine arme og kiggede på hendes ånd, som han langsomt nærmede og knælede ved siden af, hans arme sænkede sig, og lagde blidt hendes krop hen over dets lysende sjæl, og håbede inderligt at det virkede men kunne ikke sige noget, hans øjne var vendt mod liget af hende, og alle disse følelser som var gledet igennem ham de mange dage, alle de tanker om hvad der kunne være sket hende, hvor hun kunne havet været henne, hvor hendes tilstedeværelse holdte til, men nu havde han fundet hende, i en blandning af død og levende tilstand. Et øjeblik rynkede han brynene, han syntes ikke der skete noget, og en boblende tvivl kom frem i ham, måske var det forsent, han kunne ikke tyde noget, kunne ikke sige hvad det var der var sandt og hvad det var der var falsk, han måtte bare vente og se og håbe på det bedste, men hvad var det bedste i dette tilfælde? Faith havde mange gange ønsket sig at dø, om hun stadig gjorde vidste han ikke men om hun ville kæmpe for at holde sig selv i live for hans skyld og alle andres, ville være vidunderligt, men han kunne ikke bestemme skæbnen, og selvom han virkelig ønskede han kunne, hans blik så afsøgende på hendes ansigt, så efter et muligt tegn på liv, et tegn på om hun rent faktisk levede? Han kunne ikke se det. Det fik hans tanker til falde tilbage på Leonardo Da Vinci som gravede lig op for at kunne studere dem og ud af det havde han lavet det berømte Vitruvian Mand, Mona Lisa, og mange andre, men især disse værker var berømt kloden over, og hans Vian Mand havde bevidst at hvis man tog sin højde og dividerede det med det halve af den fik man phi, og det skete i hvilket som helst man nu gjorde. Han havde også lavet en af de legindariske tal koder; 1-1-2-3-5-8-13-21. Som hed The Fibonacci Series, hvor hele regne resultatet gav de første tal i rækken. Da Vinci var en skør men genial mand, og kunne en masse med den hjerne han, havde haft. Der var så mange ting han vidste som ikke nåede at komme ud i verden. Et suk gled gennem den gamle vampyr, og blikket kom tilbage til Faith hvor han ikke rigtig vidste hvor han skulle placere sin sorg henne han havde det som om at han var løbet forgæves.

Fast form, var dette virkelig? Var dette en drøm, det hele svævede for hende, det hele virkede uvirkeligt, intet passede rigtigt sammen, alt var vendt op og ned. Alt var ubetydeligt, og alt var vigtigt. Ingen ting ville rigtig få den plads som den skulle have,hvad var det dog der skete?! Hun prøvede at hænge fast i noget, men kunne ikke rigtig, og pludselig mærkede hun en varme i sig, et hjerte som langsomt begyndte at slog, en vejrtrækning som langsomt fandt sted. Et ryg i håret som ikke havde været der længe, arme som var til at bevæge, ben man kunne gå med. Faste former, blod der løb igennem ens årer, og gjorde at hjertet langsomt begyndte at bevæge sig hurtigere og hurtigere, lemmer, fedt senere, alt det som man ikke havde som en ånd, som en svævende genstand der ikke hørte til noget sted. Et liv, en verden. Langsomt begyndte Faiths brystkasse at hæve og sænke sig, men øjnene blev lukket sammen, som var de forsejlet, men hjertet var begyndt at slå, sætte i gang i de mange blodbaner, som havde været ude af funktion i længere tid. Langsomt blev munden åbnet, og luften trukket ind, den kolde klare luft, som sendte is krystaller igennem luftrøret og fik hjertet til at bevæge sig i et mere roligt tempo, og fik pumpet ilt ud til hendes lemmes dele og fik dem til at rører på sig. Langsomt begyndte øjenlågene at bevæge på sig, som når man lå og drømte. En lille sitren, som viste at der var liv, og alt det andet ikke bare var en illusion. Men at der faktisk skete noget der inde. Ånden glide igennem hende, udfyldte hende, ned til selv den mindste del. Så blev de åbnet, de mørke brune øjne, blinkede et par gange, og stirrede tomt op i luften. Tankerne begyndte at falde på plads, og alt føltes igen rigtigt, det var hende hun var hjemme igen. Et smil gled frem på hendes læber, intet koldt og ondt smil, men et ægte smil, inden en klingene latter gled igennem hendes spiserør og ud af hendes fyldige læber "I'm back baby!!" grinede hun, og strakte sig, og kom langsomt op og sidde. Hun var virkelig tilbage! Hun kunne ikke fatte det, det var alt sammen så overvældende, hun havde gjort det, over en uge efter hun var død var hun kommet tilbage, kæmpet sig vej. Langsomt drejede hun sit hoved, og fik øje på Cash. Hendes hjerte blev fyldt op af så meget kærlighed, at hun ikke rigtig fattede det. Langsomt kravlede hun over til ham, og overfaldt ham så i et kram "Caaash...!!" græd hun mens hun knugede ham ind i hendes favn, lod hendes hænder gribe fat om hans ansigt, "oh... det er virkelig dig!" sagde hun mens tårerne gled ned af hendes kinder, og kyssede ham så, så dybt hun kunne på munden. Aldrig nogen sinde troede hun, at hun skulle blive så lykkelig. Hun slap langsomt hans læber, og var nød til at kigge på ham igen, hun kunne bare ikke fatte det, bare ham, der. I hendes arme, det var ikke til at fatte! Det var lige før hun ikke ville tro det, det var bare for godt til at være sandt "jeg elsker også dig!" sagde hun så, og kyssede ham igen på hans læber. Da hun aldrig havde sagt det igen, den aften hvor han havde siddet i sengen, i den tro at hun sov. Og sagt at han elskede hende, hun havde lovet sig selv, hvis hun nogen sinde kom tilbage. Ville hun sige det til ham, og nu, var hun virkelig tilbage! Ikke til fatte, virkelig ikke til at tro. "forhelvede.. hvor føles det godt.." grinede hun, og var bare så lykkelig, og kyssede ham igen dybt og inderligt på læberne, og pressede sin krop ind mod hans. Bare uden at vide hvad fanden der egentlig skete, det var så uvirkeligt, og så virkeligt på samme tid. Bare, dette aldrig nogen sinde ville stoppe.

Endnu et chok jog igennem ham, han kunne ikke tælle hvor mange han havde fået, han havde det som om hans hjerte atter pumpede, men han vidste også at dette var en falsk følelse. De røde øjne blev vendt mod den liggende kvinde på jorden, hendes brystkasse hævede og sænkede sig, alt imens han kunne hører hjertet pumpe som besat inde i hende, han havde det som om han kunne hører alle nerverne og senerne bevæge sig, og et stærkt håb jog op igennem ham. De røde øjne var blevet store af overraskelse og uforståenhed, det kunne da ikke passe, var det virkeligt? Var denne ting, denne handling, dette… mirakel sket lige for øjnene af ham?! Han var helt stille, og så snart hun åbnede øjnene og der kom lyd ud af hendes stemme, havde han ingen anelse om hvad han følte, det var som om… som om han kunne dø nu, han havde lyst til at græde, og det skete, dog var det ikke den normale væske som mennesker havde inden i sig, en lille blodstribe løb ned langs hans kind, fra øjenkrogen imens han kiggede på Faith og vidste nu ikke hvad han skulle sige over hun sagde hans navn, det var som om tiden stod stille for ham. “…Faith…” Han var rystet, forvirret, rundt på gulvet, uden for ord, kort sagt helt ved siden af sig selv over det der var sket lige nu. Et lille jag af sorg gled igennem ham da han igen kunne mærke at han havde været så tæt på, så tæt på at miste dette, denne følelse af denne kvinde. Lægger stille armene om hende, men når ikke langt med det da hun tager fat om hans hoved og smiler svagt. “Ja.. det er det… og det er virkelig dig…” Smiler svagt og tørre hendes kinder så bedst muligt og er ligglad med sin egen kind der har en ren blodstribe ned langs kinden og videre ned mod hagen, han gengældte det dybe kys hun gav ham, gengældte det med alt sit begær af længsel. Han syntes det var utroligt hurtigt det hele var gået og kunne nu ikke længere følge med i det hele, det hele virkede så underligt, og nu, nu ville han ønske at tiden kunne stå stille, så man kunne tænke det hele igennem engang til, men på den anden side, han skulle jo bare lige komme sig over hendes genoplevelse og så var det det, det var jo et utroligt chok, et kæmpe mirkael hun havde givet ham, en utrolig overraskelse, som var kommet, som ingen sikkert havde forventet. Hans arme trak hende tættere på sig, og ville ønske at lige der, lige der da hun sagde at hun også elskede ham, at han havde et hjerte der kunne slå og udsende varme, til hende også, men han havde det ikke, og var nu glad for at hun elskede ham for det han var, elskede ham for hvad han var. Et lille glædels grin kom ud fra hans læber, en lille latter som understregede hans lykke for hendes tilbagekomst, og kyssede atter dybt og inderligt igen, med alle de følelser der havde ligget gemt væk pågrund af den lange tid, ville ønske at morgendagen aldrig ville komme, at de bare kunne sidde i denne tid forevigt, at de kunne være sammen forevigt uden vanskelige problemer, i en verden hvor han kunne være sammen med hende på alle tider af døgnet, i stedet for kun at kunne skulle se hendes ansigt om natten.