Silent night...

Sted: Stranden
Omgivelser: Ingen
Vejr: Små køligt, omkring 8 grader.
Tid: 00.30

Det var lidt over midnat, faktisk var det sjældent at Noah var ude så sent, han var nok bare typen er helt ville være ude om dagen, nyde solen, vinden og omgivelserne. Alt hva der var positivt sugede han til sig, som f.eks sol og glæde. Men i dag, præcist i dag havde han bare brug for at sidde ved stranden, i mørket - helt alene, og bare håbe på at alle hans tanker ville forsvinde.

I dag var nemlig ikke en helt normalt dag, og på præcist denne ikke så normalt dag sad han altid alene og bare prøvede at glemme verden en smule, også selvom det ikke ligefrem var sæligt nemt for en engel som ham der hele tiden blev kontaktet af Gud eller Gabriel. Han sukkede let og lod en hånd glide igennem sit hår. Han havde mørke cowboy bukser på, sorte militær støvner med et langt skaft og snørre hele vejen ned, en hvid t-shirt og udover den en sort læderjakke som hang løst omkring siderne på ham. Han sad i sandet, omkring fem meter fra vanden.

NOk til at han mærkede vandets vind når bølgerne skyllede ind og alligevel så langt fra så han ikke blev ramt af vandet og de rolige bølger.

Aubreiane havde ventet til lyset var væk før hun gik udenfor. Hun nød at gå i de stille timer når mørket havde lagt sig, der var ikke nær så mange folk, og dem der var havde som oftest gang i en god fest. En hun ikke behøvede at deltage i. Denne aften havde hun valgt at gå ned mod stranden. Hun hadede egentlig vandet.. men hvis hun sad langt nok fra det, virkede det ikke helt så farligt.

Da hun nåede stranden lod hun kort de grønne øjne glide en gang omkring sig. Hun havde en sort kort læderjakke på, sorte stramme jeans, et par sorte støvler, og en rød top under jakken. Det lange sorte hår sad i en knold, så håret ikke generede hende for meget. Hun opdagede en person længere fremme, hvilket undrede hende.. for hvad lavede en person så sent ude, også nede ved stranden? det var ikke ligefrem fordi det var badevejr.. tøvende gik hun hen imod skikkelsen, og opdagede at det var en fyr. hun så kort udover vandet, han virkede så.. tænkende.

"Må jeg slå mig ned? eller er du helst fri for det?" spurgte hun ganske let og lod hænderne hvile i lommerne på sine jeans.

Noah kiggede roligt til siden da han pludseligt hørte nogen tale til ham og på et sekundt var hans sanser skærpede, her om aftenen var han aldrig helt sikker på hvad der ventede ham og de sidste par uger havde alt for mange unge og ustyrlige vampyre forsøgt at angibe ham pga. hans sølvfarvede blod som var en delikatesse fra racen. Hans hjerte faldt dog hurtigt en smule ned igen da han så at kvinden der kiggede på ham så godhjertet ud og ikke lignede en der ville hverken slå eller sparke ham. Dæmon. Han kunne mærke det med det samme og det gjorde ham altid en smule på vagt. Han vidste godt ikke alle onde væsner, var onde. Men han vidste også at ikke alle var gode.

"Du skal være velkommen" sagde han med et lille smil og nikkede ned i sandet som en hentydning til at hun bare kunne sætte sig og han sukkede kort for sig selv: "Jeg kan dog ikke garantere at jeg er verdens mest interessante selskab" sagde han med et lille smil og rystede en smule ligegyldigt på hovedet og lod så sit blik glide udover vandet et kort øjeblik, inden han så igen kiggede tilbage på hende: "Jeg hedder Noah" præsenterede han sig og rakte høffeligt hånden hen i mod hende for at trykke hendes hånd: "Hva bringer dig herned, på denne tid?" sagde han med et roligt smil.

Aubreiane kunne tydeligt se at han kort blev mere på vagt. Hun bebrejdede ham ikke. Havde på lang afstand opdaget at han var en engel, og engle var ret eftertragtede hos de fleste mørke væsner vidste hun. Men han virkede da til at slappe en smule mere af da han så så hende. det var meget rart.. at han ikke bare gik ud fra at hun var ond og straks ville forsvare sig eller løbe skrigende bort. Det sidste regnede hun nu ikke med.. men Tanken var en smule morsom. Han ville nok stadigvæk være en smule på vagt overfor hende, men så længe at han ikke virkede direkte bange for hende, var det helt okay. Det var vel ganske naturligt for en engel at være på vagt overfor de lidt ondere væsner. Og havde hun været i skidt humør gjorde han ret i den tanke..

"Mange tark" smilte hun blidt og satte sig langsomt ned ved hans side i sandet. De var lige præcis langt nok væk fra vandet, til at hun ikke var i panik. Hun skævede dog til bølgerne når de slog op af sandet, for at være helt sikker på vandet ikke kom op til hende. Hun grinte lidt af det han sagde og trak på skuldrene "Det helt okay, det overlever jeg nok" smilte hun venligt og så på ham. Hun tog imod hans hånd da han rakte hende den, og gav den et blidt klem. "Jeg hedder Aubreiane.. rart at møde dig Noah" svarede hun let og nikkede lidt til ham. Efter at have sluppet hans hånd så hun udover vandet igen. "Jeg trængte bare til at se noget andet.. jeg plejer at være ved kirkegården men det bliver lidt ensformigt.. hvad med dig selv?" hun så spørgende på ham.

Han smilede stille til hende da hun sagde sit navn, ganske køn pige, ganske venlig og sikkert også ganske kraftfuld når det kom til evner, ellers ville hun vel ikke turde rende omkring med det udseende midt om natten, hvis hun ikke ment hun kunne fjerne fjender med et knips: "Kirkegården?" sagde han med et lille smil: "Uden at fornærme nogen, så lyder det umilbart heller ikke som det sjoveste sted at opholde sig" sagde han med et lille smil og kørte let en hånd igennem sit hår imens han overvejede hvad han skulle svare til hendes spørgsmål om hvordan han havde det og hvad han lavede på stranden, for han vidste det ikke engang rigtigt selv.

"Jeg tror bare jeg havde brug for at komme lidt væk fra dagligdagen" sagde han med et lille smil og kiggede så over i mod hende og sukkede kort: "Det er bare ikke altid at ens liv eller at folk omkring en opføre sig præcist som man gerne vil have de gør" sagde han med et roligt smil: "Også af og til så ramler tingene bare lidt oveni hinanden" sagde han med et lille grin og kunne godt høre at han lød som en rigtig tøs når han snakkede: "Well... Så nu sidder jeg bare og spilder tiden lidt" sagde han og kiggede kort udover vandet og nød lydet af vandets bølger og kiggede så tilbage i mod hende med et roligt blik.

Aubrei betragtede ham lidt som han sad der ved siden af hende. han virkede ganske venlig, og selvom at han sagde han sikkert ikke var det bedste selskab i verdenen, var hun sikker på det nok skulle gå. "Nu har vi jo nok en lidt delt mening om kirkegården.. for jeg kan skam godt li den, der er altid dejligt stille, men.. nogle gange kan der godt blive lidt for ensformigt, også trængte jeg til at slappe af et andet sted.. hvorfor det så blev stranden ved jeg ikke." smilte hun venligt og trak lidt på skuldrene. Stranden havde altid været et af de steder hun undgik.. mest fordi hun var så bange for vandet som hun var.

Hun betragtede ham mens han snakkede og nikkede lidt for sig selv. Hun forstod ham godt.. det kunne være meget rart bare at sidde og tænke lidt for sig selv.. slappe af i hovedet. sådan havde hun det i hvert fald selv. "Det er jeg da ked af at høre.. jeg håber det snart går bedre for dig så" smilte hun let og så udover vandet. Et svagt smil kom frem på hendes læber af det næste han sagde. "Det er da ikke spild af tid, hvis du får det bedre af det?" hun så mildt på ham. Det mente hun i hvert fald ikke at det var. Idet bølgen på ny slog op af stranden, skævede hun tilbage imod den. Hun var jo nød til at holde øje..

Noah smilede roligt i mod hende: "Stranden er bare hyggelig" sagde han da hun sagde hun ikke vidste hvorfor hun var kommet derned: "Det er befriende, bare luften og friheden hernede" sagde han og pegede kort udover vandet der gik så langt som øjet kunne række: "Jeg tror bare godt jeg kan lide at føle mig fri" sagde han stille: "Men hvad laver du så på kirkegården? Bor du der?" spurgte han nysgerrigt og kiggede rolige over i mod hende.

"Og ja vi kan jo ikke altid være lige heldige" sagde han og rykkede sig let så han sad bedre i sandet som snart havde formet sig efter hans krop, han havde trods alt snart siddet der i noget tid: "Men jeg overlever..." sagde han med et flabet smil: "Vi har vel alle prøvet at have det lidt dårligt af og til?" sagde han halvt som en konstatering og halvt som et spørgsmål, og når han nu sjældent havde dårlige dage, så orkede han godt håndtere dem når han havde og bare bruge lidt tid for at få tankerne ud af hovedet.

"Og nej rigtigt, men jeg får det nu ikke ligefrem bedre, jeg tror bare det hjælper lige at få tankerne lidt væk" sagde han: "Ved jeg ikke om du kender?" sagde han og grinede let som var det han sagde en smule latterligt.

Hun smilte lidt til ham "Problemet er at jeg ikk sys stranden er hyggelig.. det er derfor jeg ikke ved hvorfor jeg er her" smilte hun let og sukkede for sig selv. Blikket hvilede udover havet som bevægede sig ganske blidt. Hun kunne godt li at sidde her og snakke med ham. "Neij jeg er der bare kort.. jeg bor der ikke, jeg bor i udkanten af skoven" svarede hun venligt og så tilbage på ham. Hun ville nok ikke kunne holde ud at bo på kirkegården.

Aubrei grinte blidt for sig selv og så kort frem for sig. "Alle har vel sine dårlige dage.. det kender jeg kun for godt, det heller ikke ligefrem den bedste dag for mig.. men ja som du siger, vi overlever det nok" svarede hun eftertænksomt og lignede en der liiige skulle overveje om det nu også var sandt.

Hun nikkede en anelse over det han sagde og smilte til ham "Det kender jeg godt.. det rart at få tankerne væk af og til og bare.. være som nu" svarede hun og lænede sig tilbage så hun støttede på albuerne. Det hele virkede meget fredfyldt lige nu.. stille og afslappende, men hun ville nok ikke kunne holde havet ud i længden. så før eller siden skulle hun jo nok gå.

Han smilede stille: "arh skoven" sagde han bare, han havde været en del i skoven sidst han havde boet i Terre men siden han var flyttet tilbage var han aldrig rigtigt kommet derind og holde sig mest til de offentlige steder der var åbne og hvor han kunne se folk: "Nå?" sagde han en smule overrasket da hun sagde at hun heller ikke ligefrem havde haft en fantastisk dag: "hvad har du da lavet?" sagde han med et lille medfølende blik og dog en smule nysgerrigt: "Altså ikke at det rager mig" sagde han med et lille smil og kørte let en hånd igennem sit halv lyse hår.

"Tror bare godt jeg kan lide åbne steder som her" bekræftede han: "Jeg tror jeg føler mig lidt for fanget i skoven... jeg vil gerne have et sted jeg kan brede mine vinger" sagde han og grinede let over sin egen kommentar som var den komplet latterlig: "Bogstaveligtalt" sagde han sarkastisk og rullede med øjnene imens han så igen kort kiggede over i mod hende: "Jeg har lige mistet en af mine engle..." sagde han som var det svar på et usagt spørgsmål om hvorfor han var trist: "Og ja..." sagde han og trak på skuldrende: "Det er bare en smule håbløst... Også mistede jeg min datter på denne dag" sagde han: "Men det er mange år siden" bekræftede han og slog blikket ned i jorden.

Aubreiane smilte og så tænkende på ham. "Du lyder som en der kender skoven godt?" spurgte hun nysgerrigt, og pillede lidt ved en tot af sit lange sorte hår. Hun kunne ret godt li at bo ved skoven.. holdt meget af den.. Havde tit gået en masse ture om natten, fordi der var så fredfyldt. Da han virkede til at være nysgerrig omkring hendes dag smilte hun ganske stille. "Jeg har været væk et godt stykke tid.. inden slog jeg op med min kæreste fordi jeg var nød til at gøre noget for oz begge.. og at komme tilbage og finde ud af at han så allerede har fundet en anden, gør lidt ondt.. Jeg ved godt hvorfor han har fundet en anden, og det havde jeg også sagt at han var nød til men.. det gør stadig lidt ondt" sagde hun stille.

Hun så langsomt på ham, og lod hovedet glide på skrå. "Jeg er ked af det med din engel.. og ikke mindst din datter.. det må være meget hårdt.. jeg ville gerne selv have børn en gang.. men det har jeg opgivet for længe siden, jeg tror ikke en gang jeg kan mere.." sagde hun, nok egentlig mest for sig selv. Hun havde jo når alt kom til alt været vampyr i ret så mange år, og selvom hun så at sige 'levede' nu, var hun ikke sikker på det kunne ske. "Det nu også meget rart her.. hvis man ser bort fra havet.." sagde hun smilende til ham.

"Nja jeg ville ikke sige godt" sagde han og smilede stille: "Men jeg har været meget rundt i byen i mine lidt yngre dage" sagde han og grinede let for sig selv som hentydede han til noget bestemt: "Men jeg har været væk fra Terre nogen år, jeg kom tilbage her for et par år siden" sagde han med et lille smil: "Har boet i Kina mange år" sagde han, han havde faktisk været glad for at bo i Kina, det var et rart og afslappende sted hvor han kunne tænke på andet end de ting hans hjerne hele tiden prøvede at få ham til at tænke på.

Han kiggede over i mod hende da hun talte og lyttede til hendes ord: "Arh kærlighed" sagde Noah og rystede håbløst på hovedet: "Det var også det der tog min engel" sagde han og satte kort hænderne op foran sig som stoppede han noget der var på vej i mod ham i en blid bevægelse: "Derfor holder jeg mig langt væk fra det, jeg skal ikke have ødelagt mit liv på det" sagde han og rystede kort på hovedet inden han sænkede hænderne og kiggede kort over i mod hende: "Men jeg håber da dig og din kæreste finder ud af det" sagde han med et roligt smil: "Well ja børn er dejlige" sagde han og smilede imens han kiggede ned i sandet ved minderne om hans børn: "Men desværre så var mine børn fra før min forvandling, så de døde som mennesker for mange år siden" sagde han og lod en hånd glide igennem sit hår og kiggede over i mod hende: "Du har ingen idé om hvor mærkeligt det er at kramme sin 80årige datter når man selv ligner en på 25" sagde han og grinede let, simpelthen fordi situationen ofte havde været så underlig og ingen folk rigtigt forstod det.

"Men jeg tror ikke jeg får børn igen..." sagde han: "Mest fordi jeg helst holder mig fra intim kontakt med nogen" sagde han og rystede kort på hovedet.

Aubreiane smilte lidt til ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå igen. "Jeg elsker skoven.. for mig er det lidt som et fristed, jeg slapper så meget af.. og kan tilbringe flere timer med bare og sidde og se mig omkring" smilte hun med et blik udover havet. Hun slappede stadig af.. men var usikker på hvornår vandet ville stige.. Nysgerrigt så hun tilbage på ham og smilte lidt. "Kina? der har jeg også boet et par år.. Desværre så jeg ikke rigtigt hvordan der var om dagen, men nætterne var ganske dejlige" svarede hun og tænkte kort tilbage. Hun havde virkelig nydt sin tid i Kina.

Et svagt grin kunne høres fra hende over hans kommentar omkring kærlighed. "Nu har jeg prøvet at leve helt uden følelser.. så kærlighed er stadig af og til en smule nyt for mig.. jeg nyder det nu stadig" svarede hun ham. hun nikkede lidt for sig selv "Det da synd du ser sådan på det.. Men jeg går ud fra du har gjort dig dine erfaringer med kærlighed, siden du ikk vil opleve det igen." hun trak blidt på skuldrene. og så frem for sig. hun rettede sig lidt op igen. "Jaa.. det gør vi måske.. måske ikke.. det finder vi vel ud af med tiden" sagde hun lavt og børstede sine bukser for sand. hun grinte blidt og så på ham "Jeg kunne godt forestille mig at det var meget mærkeligt at se folk du elsker blive ældre og ældre, for så at dø mens du selv bare lever videre og ligner den du altid har lignet." Svarede hun og nikkede lidt for sig selv. det var sikkert mærkeligt.. Hun vidste det godt nok ikke selv.

"Det sikkert oz lidt svært.. at få børn uden intim kontakt.." hun så drilsk på ham.

Han smilede stille: "Ja, men er lever bare så mange væsner i skoven der gerne vil stjene lidt engleblod, og selvom jeg ikke har noget i mod at forsvare mig, så orker jeg ikke ligefrem at opsøge fare" sagde han med et lille smil og kiggede i mod hende med hans krystalblå øjne, alt ved ham var bare ret så engle agtigt, men han havde også altid opfyldt sine pligter indenfor sit fag det bedste han nu engang kunne, han va nok bare en arbejds narkoman på alle mulige måder: "Ja Kina er ganske udemærket, befolkningen er meget søde" sagde han: "Men jeg passer ikke helt ind i kultur billedet" sagde han med et grin og rullede let øjne af sig selv, hans udseende var jo ikke ligefrem så asiatisk.

"Well" sagde han og sukkede da de kom lidt dybere ind i kærligheds emnet: "Jeg vil ikke sige at jeg aldrig nogensinde vil nærme mig igen, men jeg tror det bliver med musseskridt hvis det nogensinde skal ske" bekræftede han og rystede dog let på hovedet som sagde han at han ikke ligefrem regnede med det: "Jeg har faktisk ingen dårlige erfaringer med det, jeg tror bare at et var tilpas hårt for mig at miste min kone" sagde han og smilede stille til hende: "Også selvom det er nogle generationer siden" sagde han og grinede let som var det hele egentligt en smule latterligt: "Ja det er underligt" sagde han: "Hvad med dit liv?" sagde han og kiggede spørgende på hende: "Inden du blev forvandlet? Eller er du født Dæmon?" sagde han og vidste jo at mange i dag blev født ind i den verden de var i, og ikke blev forvandlet eller solgte deres sjæl.

Han grinede over hendes sidste kommentar og slog kort blikket ned i sandet med et smil på sine læber: "Well, har du aldrig hørt om jomfru fødsler?" sagde han med et lille grin og rullede øjne i mod himlen i et grin.

Aubrei smilte lidt for sig selv, der kunne hun jo kun give ham ret. Hun havde jo selv været en af dem en engel helst ikke ville møde i mørke.. "Det kan jeg så godt forstå.. jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være, at skulle være opmærksom på alle de fare der kan være.. Jeg er ikke i tvivl om at du kan forsvare dig hvis det kom dertil, men det må være.. udmattende.." sagde hun stille og lod benene glide op til sig. hun holdt langsomt om dem og hvilede hagen mod sine knæ. Hun grinte af det næste han sagde, og trak kort på skuldrene. "Men de husker dig da, fordi du netop ikke ligner dem" smilte hun venligt. Hun kunne sagtens se hvordan de sikkert havde stirret på ham fordi han ikke så ud som dem.

Et svagt nik kom fra hendes side af, da han snakkede om sit eget forhold til kærlighed. "Jaa.. Jeg forstår det godt.. selvom det måske lyder mærkeligt.." sagde hun stille og så udover vandet der bølgede lystigt. "det ville jeg sikkert også selv syntes, hvis man skulle se den man elskede dø.. bare fordi tiden går og går, betyder det jo ikke at man holder op med at savne dem.. " hun nikkede tænkende for sig selv. det var forståeligt at han havde det sådan. Da spørgsmålet kom til hende, kunne hun ikke lade være med at grine en smule. "Jeg blev forvandlet til en vampyr af en tidligere kæreste.. bare et godt råd, læg dig aldrig ud med en vampyr du ikke ved er en vampyr.." hun grinte stille for sig selv. "Jeg opsøgte nogle, som med deres magi mente at de kunne.. fjerne en smule af det, og derfor endte jeg ud som dæmon.. efter flere hundrede år som vampyr havde jeg lidt svært ved det der dæmon noget.." hun smilte til ham.

Hun grinte glad for sig selv, da han snakkede om jomfrufødsler. "Jo.. jo det jo rigtigt nok, det burde jeg jo have vidst" smilte hun og rystede opgivende på hovedet. De havde vist den samme form for humor, det kunne sikkert blive et godt venskab med tiden.

Han grinede let da hun snakkede om Kina og hans udseende: "Well at være kendt som 'Mr Blue Eyes'" sagde han med et let flabet kinesisk accent da han sagde sit navn: "Er ikke ligefrem så smigrende efter de første par år" sagde han og blinkede flabet til hende, det var ikke lige sådan han altid gad at blive husket.

Han smilede stille til hende: "Well, min kone døde af kræft i en ret tidlig alder" sagde han og trak på skuldrede: "Desværre tog Gud hende ikke til sig, hun var et godt menneske" sagde han og smilede stille: "Så hun er kommet direkte ind i lyset istedet for at rende rundt hernede" sagde han og samlede en lille sten op og kastede den ud i vandet: "Min søn døde da han var 2mdr gammel af lungebetændelse... Dengang kunne det ikke helbredes" sagde han og hadede at se hvordan teknologi i da ville have kunne redde ham hvis han bare var blevet født de 800år senere: "Ja også min datter hun søde som 83 årig, så hun havde et godt liv og kom ind til sin mor i lyset" sagde han med en rolig og let trist stemme. Han var glad for de var i lyset og ikke skulle pines med et evigt liv på jorden, men derfor ønskede Noah stadig at se dem og han håbede på det hver eneste nat når han sov at han bare ville få et lille glimt.

"Well jeg tror jeg ville blive chokeret hvis en eller anden en dag kom og sagde at jeg skulle være far" sagde han med et grin: "Ihvertfald hvis jeg aldrig havde set hende før" sagde han og rystede let sukkende på hovedet.

"Jeg var da ellers sikker på du elskede det øgenavn? så ved du da hvem de snakker til" drillede hun og grinte glad for sig selv. Hun kunne nu godt forstå ham, det lød lidt irriterende at blive kaldt det hele tiden, i stedet for et rigtigt navn. I stedet for det navn man havde.

Aubrei så lidt på ham da han snakkede og holdt stadig om sine ben. Hun smilte lidt forsigtigt. "Men det vel meget rart at vide ikk? at hun har det bedre nu?" Spurgte hun blidt, og vendte sig med front mod ham. Hun vidste godt at det måtte være frygteligt.. at vide at ens elskede kunne have været sammen med en, men desværre Var gået videre. "Lungebetændelse?.. jaa jeg kan godt huske hvordan det var.. Det sjovt hvordan teknologien har udviklet sig ikk.. Det nogle gange.. helt irriterende" sagde hun stille og sukkede for sig selv. Hun forstod ham godt.. selv havde hun aldrig nået at få den glæde i livet, før hun blev forvandlet, men at se ham nu, virkede næsten skræmmende. At noget kunne gøre så ondt.. Hun kunne jo se på ham at det gjorde ondt at tænke på. "Hey.. vi behøver ikke at snakke om det hvis det gør dig trist?" sagde hun stille.

"Hey overvej så lige at være hende som på en eller anden måde er blevet gravid, uden at have haft sex.. det må sgu også være en anelse skræmmende" grinte hun blidt og så på ham.

Han smilede let over hendes ord: "Well efter et par undrede år, så kan det faktisk godt blive ret så belastende" sagde han og nikkede let imens han kiggede flabet i mod hende. Hun virkede som godt selskab, hun kunne tage en sjov bemærkning og lidt drillerier og det var faktisk ganske rart at snakke til en der bare virkede så afslappet istedet for enten at gøre klar til kamp eller at være et menneske der var helt facineret over det faktum at han var engel, for af og til så havde han virkeligt brug for bare lige at glemme det et øjne blik, og hans blå øjne havde han nu også inden han blev forvandlet.

"Ja det er en smule belaastende at vide at hvis han var blevet ført 300 år senere så havde pencilin været opfundet" sagde han og grinede let om ville hn sige at det var dybt latterligt og han rystede derfor bare kort på hovedet: "Det er fint nok" sagde han oog kiggede over i mod hende imens han stadig smilede let: "Det er jo efterhånden meget længe siden" sagde han stille og samlede noget sand op i sine hænder som han let lood rende ud i mellem sine fingre: "Jeg gætter på du ikke har børn?" sagde han og smilede let, han havde jo faktisk ikke spurgt hende, men da hun ikke havde ført det ind i samtalen regnnede han ikke med det.

Han nikkede, ikke at han selv kunne forestille sig det, men han kunne dog alligevel godt se situationen for sig: "Well godt det ikke er mig der løber den risiko!" sagde han og grinede let, det ville ihvertfald være meget mystik hvis han pludseligt en dag vågnede og var gravid, så ville verden da ikke stå meget længere: "Men tror nu egentligt også de fleste ville være kede af det hvis de ikke måtte have det sjovt, før de fik børn" sagde han og blinkede med sine ene øje en smule flabet til hende: "Det er sjovt som folk tror tiderne har ændret sig, når det faktisk i dag er blevet bedre odds for alle" smilede han og anede ikke om hun havde en idé om hvad han talte om.

"Ja.. tænk at blive kaldt det i flere hundrede år.. lige nu er jeg glad for mine grønne øjne, når nu jeg høre hvad der sker med blåøjede i Kina" grinte hun smilende og så drilsk på ham. Hun faldt nok bedre i et med dem i Kina end han gjorde, fordi hun havde langt sort hår. Godt nok havde hun ikke skæve øjne, og hendes øjne var grønne istedet for brune som de andre, men det var okay. Det generede hende ikke at han var engel, mest fordi han ikke så ned på hende over at hun var dæmon, og heller ikke så ned på hende fordi hun havde været vampyr. Det var rart at kunne glemme racerne lidt og bare snakke sammen.

"Det kan jeg godt forstå.. men det er også lidt rart at se teknologien forbedre sig, selvom at man har lidt under det der manglede den gang" sagde hun stille og smilte kort til ham. Han virkede ikke til at det var helt fint nok, selvom han sagde det. Sådan noget ville aldrig blive helt okay. "Jaa.. men selvom det er længe siden er det jo okay at savne dem" smilte hun blidt. Hun så udover havet da han spurgte om hun havde børn. eller nærmere konstaterede at det havde hun nok ikke. "Neij.. Jeg begik den fejl at forelske mig i en vampyr og.. Ja han forvandlede mig jo så da tingene ikke gik som han ville, derfor nåede jeg det aldrig.." sagde hun let. hun ville gerne have haft børn..

Et smil fandt vej til hendes læber igen, og hun grinte lidt over det han sagde. "Ja.. tænk nu hvis jeg vågnede en dag, og var gravid selvom jeg ikke kan blive det? Endnu mere hvis det helligånden der er far så ville jeg nok falde død om.." hun smilte drillende til ham og strakte sig lidt. Let så hun ham i øjnene igen, og lod hovedet glide lidt på skrå. "Jaa.. det er blevet meget bedre, det har du helt ret i.. jeg er især glad for at slippe for de der mega store kjoler man gik med i en periode. For de var da godt nok meget tunge.. og corsetterne der bare skulle strammes til ribbenene var ved at komme ud igennem.. det mere frit nu" smilte hun for sig selv.

"Ja og hvis du svare igen og kalder dem skæv øjne, så skal du nok ikke regne med at være gode venner med dem ret længe" sagde han og grinede let, man skulle jo tale pænt til folk og det gjorde han nu også altid, men han havde da flere gange haft lyst til, bare i sjov, at svare dem igen. Men han kunne godt fornemme på folket at de ikke ligefrem var villige til at tage i mod jokes om deres udseende og Noah havde derfor valgt at holde sig væk fra det, han ville trods alt gerne leve i fred og ro blandt det kinesiske folk og ikke ligefrem jagtes af dem.

"Arh" sagde han: "Vampyre er nogle sataner..." sagde han, han havde aldrig været fan af vampyre, naturligvis var der de unge piger og drenge der ikke frivilligt var blevet forvandlede og som havde gode sind, men der var jo naturligvis også den håndfuld som var magtsyge og som havde levet som vampyre i flere hundrede år og bare skabte negativ ude i verden, og dem kunne Noah på ingen mulig måde fordrage.

Noah grinede af hendes kommentar omkring graviditet: "Well det lyder ikke rart ihvertfald" sagde han med et smil: "Og din kæreste vil måske mene at du har snydt ham for den sjove del af det at få børn" sagde Noah og grinede kort imens han igen samlede sand op og lod det glide ud imellem sine fingre: "Det kunne jeg godt forestille mig, den tidsalder har aldrig haft rygter for at være behagelig" grinede han let for sig selv: "Jeg blev gift som 18årig, hun var 16" sagde han: "Det var bare en anden tid dengang" sagde han og smilede i mod hende: "Vi fik vores søn da jeg var 19 og hun var 17" bekræftede han.

"Det sikkert også dumt at gøre sig uvenner med alle i Kina.. tror du ikke?" hun grinte smilende for sig selv og rystede lidt på hovedet. Det var nok ikke den klogeste ide.. der var mange folk i Kina, og at være den eneste som så ud som ham, kunne godt give en smule problemer på det punkt ville hun tro. Hun havde holdt meget af Kina i sin tid, men egentlig havde det bare været rart at komme tilbage til et sprog hun rent faktisk kendt fuldt ud. Hun havde tit sagt forkerte ting, fordi Kinesisk kunne betyde så mange ting.. og alle de dialekter!

Aubreiane smilte lidt for sig selv, og strøg en hånd igennem sit lange sorte hår. Hun hadede egentlig også vampyre.. men ikke allesammen, de var jo ikke alle som hendes x havde været. "Jeg er enig.. det kan de godt være.. og det var jeg også selv er jeg bange for" sagde hun ganske stille og tog ligesom ham lidt sand op i hånden og lod det glide ud mellem fingrene.

"Jeg tror også.. at han ville mene jeg havde snydt ham en smule.. Især fordi han ikke kan få børn heller.. så vil det nok blive ekstra mærkeligt" smilte hun og grinte igen lidt for sig selv. Hun vidste ikke rigtigt om det lød mærkeligt, men det var jo sandheden. Og den kunne hun vel godt sige. "Neij det kan man ikke ligefrem sige at den var.. og højt opsat hår.. generelt hadede jeg den tidsalder.." smilte hun opgivende og så på ham da han fortalte om hvornår han blev gift og fik børn. "Det var også ganske tidligt.. men når man ved det så ved man det vel går jeg ud fra" sagde hun mildt og så smilende frem for sig.

Noah kunne ikke lade være med at trække på grinebåndet og han flexede kort sit hoved fra side til side: "Tjoh muligvis" smilede han kort, hun var ganske hyggelig at snakke med, han var altid glad for at få nye venner og veninder, især fordi at mange dem han engang kendte i Terre desværre ikke levede der mere og var flyttet til andre steder rundt omkring. Terre var jo ikke ligefrem det bedste sted for en engel at leve, det var jo muligvis et af de eneste steder hvor så mange væsner levede så tæt sammen og det kunne hurtigt skabe kamper og spændinger, såvel som det kunne danne nye venskaber på trods af racer og forskellighed.

Noah trak let på skuldrende: "Det var jo bare en anden tid kan man vel side" smilede han kort: "Alle jeg kendte fik børn inden de var fyldt 20, og i dag der tror folk at man er underlig og alt for tidligt ude hvis man er gravid som 18årig" sagde Noah med et kort smil: "Men der var jo altså engang hvor det var meget normalt" sagde han og betragtede hende kort i mens han tog en dyb indånding: "Men dengang var man jo også sammen med en hele livet" sagde han kort. Han havde forelsket sig i Marie, og han havde giftet sig med hende og så var det jo bare sådan verden fungerede.

"Jeg tror en blanding af dengang og i dag ville være perfekt for at være ærlig" sagde han med et kort smil: "Og ja det kan godt være" grinede han kort: "Så skal i giftes?" spurgte han en smule nysgerrigt, han syntes bryllupper var så romantiske, også selvom han godt vidste de også efterhånden var gået af mode.

Aubreiane så smilende på ham og pillede lidt ved en musling der havde ligget i sandet. Hun smilte for sig selv.. det var hyggeligt at snakke med ham. Ligeså meget fordi at han ikke var helt vildt mærkelig overfor hende fordi hun var den race hun var, og præcis derfor var hun ikke mærkelig omkring ham. "Det faktisk rart at snakke med en der ikke bare er totalt underlig fordi at vores racer burde hade hinanden.." sagde hun ganske stille. Og nye venner kunne man jo altid bruge, så det her skulle forhåbentlig nok udvikle sig ganske godt. Eller det håbede hun da, for hvorfor skulle noget stoppe dem i at være venner?

"Ja self.. det var heller ikke ondt ment, det var mere.. ja i forhold til nu er det jo tidligt at få børn i den alder, men jeg havde nok også fået det omkring det tidspunkt.. ja alsa.. hvis jeg ikke havde taget nogle dårlige valg" smilte hun let og betragtede ham forsigtigt. Håbede ikke at han havde taget det hun havde sagt som en ond kommentar, for det havde ikke været meningen. "Jaa mon ikke.. nu er der jo snart ikke nogen der holder sammen længere.." sagde hun langsomt og strøg let sandet fra sine bukser ned. det var hyggeligt.

Let smilte hun og nikkede for sig selv. Hun var helt enig med ham, hvis man kunne tage det bedste fra dengang og fra idag, ville det være en rigtigt god blanding. også efter hendes mening. Hun grinte lidt af hans spørgsmål. "Jeg håber det da lidt.. han har ikke friet endnu.. Men.. der bliver nok ikke noget flot kirkebryllup for mig alligevel" smilte hun blidt og bed sig lidt i læben.

"Racer er bare blod" sagde Noah stille og smilede i mod hende: "Og mange har ikke selv valgt deres race, jeg besluttede ikke at være engel..." sagde han og himlede med øjnene og betragtede skyerne over dem: "Det gjorde The Big Guy Upstairs" sagde han og sukkede kort imens han kort pegede i mod himlen, han havde ikke solgt sin sjæl, han havde fået sin sjæl velsignet og det havde han sat pris på, for hvis han endeligt skulle være andet end et menneske så satte han utrolig stor pris på at det var engel.

"helt rigtigt" sagde han med et kort smil: "Det er bare en anden generation nu... Det er derfor jeg holder mig i Cølibat" sagde han kort: "Og har gjort det de sidste 30 år" bekræftede han, han ahvde slet ikke rørt en kvinde i så lang tid, ikke engang et kys, han vile holde sig helt væk fra de ting, fordi han vidste det påvirkede hans hjerne og ikke ligefrem på den måde som han altid ønskede: "Men hvis det fungere, så er det jo fint" smilede han blot og kiggede i mod hende, nu hun havde en kæreste så håbede han inderligt for hende at det da i det mindste ville gå godt.

"Well hvis han er en rigtig mand, så skal han nok fri engang" sagde Noah og smilede kort, han huskede stadig da han friede sin kæreste som var det igår også selvom det var bange hundrede år siden: "Men du vil gerne giftes?" spurgte han nysgerrigt og kiggede i mod hende.

"Det er ikke alle der har det på samme måde som dig jo.." svarede hun lavt og betragtede ham med et svagt smil. "Neij det har du helt ret i.. jeg valgte heller ikk selv at blive vampyr, men man kan nemt lade sig rive med.. For mig var det det der skete" sagde hun let og smilte lidt for sig selv. Hun grinte lidt over det han sagde og nikkede lidt. "Det må da være meget fedt? at han mente du var god nok til at kunne være en af hans engle?" spurgte hun nysgerrigt.

"Det må man nok sige det er.. det har været sjovt at følge tiderne som de udviklede sig.. for slet ikke at snakke om moden" grinte hun stille og holdt lidt om sine ben igen. "30 år? hvad så hvis du møder en der bare slår benene væk under dig?" spurgte hun igen en smule nysgerrigt. Hun havde aldrig mødt en som ham, og slet ikke snakket med en engel før. Det var faktisk rart at kunne stille nogle af de spørgsmål der havde gemt sig i hendes hoved. "Det fungere.. Vi har det virkelig godt sammen, og han er sød ved mig.." smilte hun stille. Det var vigtigt for hende at han var sød..

Let betragtede hun havet. "Jaa.. og hvis han ikke gør, går det nok.. jeg elsker ham, og han elsker mig.. vi behøver ikke gifte oz.." smilte hun stille og så langsomt hen imod ham. Hun lod hovedet glide på skrå. "Ja..jeg vil gerne giftes.. det nok en pigedrøm er jeg bange for." hun grinte blidt.

"Var du da en aggresiv vampyr?" spurgte han da hun sagde at hun havde ladet sig rive med, han havde aldrig været andet end engel, også naturligvis menneske, men han kunne heller ikke forestille sig selv som et ondt væsen, at tjene djævlen eller at tjene en anden vampyr som måske havde forvandlet ham, det ville jo ganske enkelt være forærdeligt og han var glad for at han ikke havde været udsat for det, ikke endnu ihvertfald.

Han trak på skuldende: "Pas" sagde han ærligt og smilede så let: "MEn det tror jeg nu ikke sker..." sagde han: "Jeg har prøvet at være forelsket siden, men jeg tør ikke rigtigt nærme mig, der kan ske så mange forfærdelige ting hvis jeg virkeligt lod mig falde for en eller anden" sagde han og trak let på skuldrende imens han igen lod sand glide igennem sine fingre og kigede over i mod hende:"Selvom kærlighed er rart så har jeg også erfaret at det ikke gør andet end at skabe problemer" indrømmede han og smilede let halvkvalt.

"Selvfølgelig er det en pigedrøm" grinede Noah let: "Det er da noget der ikke har ændret sig igennem årene" smilede han kort og huskede også godt hvordan hans egen kone gerne ville giftes: "Men alt kommer til den tid det skal, og din fyr skal da nok fri hvis han er en rigtig mand" smilede Noah, for han mente bestemt at ægteskab var noget vigtigt og var noget der beviste ægte kærlighed: "Og i modsætning til mit ægteskab så kan jeres holde forevigt" grinede han let.