Come Wake Me Up...

Amber sad inde i en af de smalle gyder, hun havde været der mange gange da hun lige var flyttet til byen, inden hun mødte nogle af de venner hun nu havde fået, selvom området var ret så farligt så elskede hun at sidde for sig selv og bare samle tankerne, og den gyde hun havde sat sig i var ret så forladt. Der gik måske en enkelt fremmed forbi i timen hvis man var heldig, mest fordi at der intet lå derinde, det var bare mur og sten. Måske et enkelt forelsket par havde planer om at ville knalde derinde, men så snart de så Amber sidde der gik det fint ud igen. Det var hendes held at der ingen exhabitionister var kommet derind endnu.

Hun sad med sine knæ ved hendes bryst og havde nakken lænet tilbage i mod den kolde mur der var som hendes egen krops tempretur, livet siden hun var flyttet til Terre havde været omtumlet, alt for omtumlet til at hun rigtigt kunne finde hoved og hale i noget som helst. Alt var forvirrende, mærkeligt og hendes følelser var efterhånen begyndt at æde hende op for så snart helt at forsvinde. Ved siden af hende stod en falske vodka som var ca. 2/3 dele fuld, resten havde hun drukket rent, for hun følte efterhånden at hendes smagsløg forsvandt i takt med hendes følelser.

Hun kiggeede kort hen i mod udgangen, ud på gaden for skumle folk med sorte hætter hele tiden vadede frem og tilbage for at købe det ene eller det andet, ikke et rart sted at være for en vampyr pige, men for Amber kunne livet faktisk næsten ikke blive værre og hun valgte derfor at tage chancen og sidde der, ligegyldigt som alt nu engang var blevet.

De slidte, arvede militærstøvler blev dovent slæbt hen ad den ujævne vej af brosten som strakte sig foran ham og aldrig syntes at få en ende. Vedkommende, som støvlerne tilhørte, havde blikket rettet stift ned mod jorden, og hans skuldre var sunket helt sammen, men hævede sig kortvarigt, sammen med hans brystkasse, da han lod et dybt, dog lydløst suk sive ud mellem læberne. Han var slet ikke klar over, hvor han helt præcist befandt sig henne, og han kunne faktisk heller ikke være mere ligeglad, lige nu. I starten havde det bare været meningen, at han skulle gå en lille tur rundt om blokken for at komme lidt væk fra dramaet og trække en smule luft, men han havde fortsat videre, i en fuldkommen tilfældig retning. Måske havde han gået i en time, eller måske havde han kun gået i et kvarter. Hans tidsfornemmelse havde forladt ham for længst, men hvad gjorde det? Det var jo ikke sådan, at han havde noget, han skulle nå. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at vende tilbage, sådan lige foreløbig. I en hurtig bevægelse tørrede han vredt sine våde øjne med håndryggen og satte bevidst tempoet op, så han fik lidt mere fart på i stedet for kun at gå 5 km/t. Det var først efter dét, at han omsider løftede hovedet og kørte fraværende sit blik rundt i de nærmeste omgivelser. Hvor var han? Spike, som var navnet den alternativt-udseende fyr gik under, stoppede op for at holde en lille pause og drejede en hel omgang rundt om sig selv, imens de mosegrønne øjne skannede området for bedre at kunne orientere sig og måske finde ud af, hvor det helt nøjagtigt var, han var havnet. Men der var ikke rigtig noget, der virkede bekendt. Skulle han vende sig om og prøve at finde tilbage, dén vej han var kommet fra? Nej. En pludselig vrede skød op i ham, og han begyndte i samme sekund at gå igen, på kanten til at løbe, med et rasende udtryk malet i ansigtet. Det var absolut sidste gang han besøgte sin mor; i alt fald når det var uanmeldt. Han gøs, og den gale mine blev erstattet af et par rynkede øjenbryn, der fik ham til at se helt bedrøvet - og en smule bekymret - ud. Havde det nu også været klogt af ham bare sådan at skride? Det var vel på en måde lidt hans egen skyld... Vent, nej! Nej det var ej! Hun kunne rende ham og skyde en hvid pind efter, at han ville tilgive hende; nogensinde.
Hans tankespind blev, gudskelov, forstyrret og afbrudt ved synet af en ukendt skikkelse, ikke så langt fra ham, som havde slået sig ned på de jorden og så ud til at have gang i noget seriøst drikkeri med dén flaske vodka som stod ved hendes side, og han standsede atter, denne gang for at se denne person bedre an. Hun lignede en, der godt kunne bruge noget selskab, og det kunne han så sandelig også selv. Så, hvilken skade kunne det gøre at gå hen og snakke lidt med hende? Eftersom de begge to var alene, og tydeligvis ikke var i det bedste humør, besluttede han sig for at kontakte hende og sjoskede derfor hen til den fremmede, unge kvinde, der ikke så ud til at være meget mere end et år ældre end ham selv, måske to, maks tre. Han hev diskret op i de forvaskede, hullede cowboybukser, som blev holdt oppe af et gammelt patronbælte, hvorpå han tillod sig at sætte sig ned ved siden af hende, men sørgede dog for at holde en vis afstand, mest for ikke at virke alt for påtrængende. "Hej..." startede han ud med i et dæmpet toneleje og hev svagt i den ene mundvig så et skævt smil tegnede sig på hans læber. "Hvorfor sidder du her helt alene så sent?" tilføjede han spørgende, men skyndte sig at ryste let på hovedet og fremtvang et undskyldende smil. "Undskyld, måske skulle jeg præsentere mig først... jeg er Spike," sagde han, endnu med smilet spillende om munden, og rakte en hånd frem imod hende.

Amber kiggede skiftevist ned i jorden, og op i loftet, det var lidt som om at det var de eneste steder det gav mening at kigge hen. Hun var træt, men hun kunne ikke sove og hun havde bare brug for at glemme alt i verden. Hun var blevet tilbudt stoffer men havde ikke rørt det, mest fordi at hun vidste det ikke var velset at en pige som hende rodede sig ud i sådan nogle ting, hun ville bare gerne holde sig til at forsvinde fra verden med den klare og stærke væske der stod ved hendes side. Det var nok også derfor hun drak, for at glemme verden, bare få alt til at forsvinde langt væk fordi at det hele var da så dumt, så fucked up og så langt ude at hun næsten bare havde lyst til at hoppe i søen og drikke sig selv eller spise et hvidløg og eksplodere.

Hun kiggede op da hun hørte en stemme tale til hende og hun hørte hans fødder der bevægede sig henover brostenene i den lille gyde. Hun blev en smule chokeret over hans udseende, punker... måske? Hun havde ikke rigtigt nogen fordomme over for nogle mennesker, ligemeget hvordan de så ud, men hun havde dog alligevel erfaret at folk med alternativ tøjstil ofte var dem der slog folk ned eller voldtog random piger. Men efterhånden som han kom tættere på lugtede hun hans blod - han var menneske, og derfor total ufarlig overfor hende og hun smilede derfor en smule roligere til ham: "Hej" sagde hun med et lille uskyldigt smil og kiggede i mod ham.

"Jeg sidder bare og fejre at livet ikke kan blive værre" sagde hun med et lille grin der fortalte hvor latterlig hun mente situationen var og hun løftede flasken som skålede hun med ham og drak så en tår af den og sukkede let imens hun igen satte den på jorden: "hvad med dig? Hvorfor render du rundt som menneske herude i mørket?" sagde hun og kiggede nysgerrigt på ham og lyttede til hans ord da han præsenterede sig selv: "Velkommen til min lille fest, Spike" sagde hun og smilede: "Jeg hedder Amber" sagde hun og kørte let en hånd igennem sit lange brune hår.

Spike blottede den øverste række tænder i ansatsen til et grin, da hun svarede på hans spørgsmål om, hvorfor i al verden hun sad her og kukkelurede, og han fik bekræftet sin teori om, at hun da vidst heller ikke var i det bedste humør, skønt det var lykkedes et smil at finde vej frem til hendes læber - men udseendet kunne snyde, og enhver kunne klistre et falskt smil på, hvis det skulle være. Han bestemte sig dog for ikke at spørge mere ind til det, dels for igen ikke at virke for påtrængende, og så det faktum at de overhovedet ikke kendte hinanden endnu, så han syntes ikke rigtigt, at det var noget, han kunne tillade sig at gøre. Det næste hun sagde, fik ham til at løfte et øjenbryn og sendte hende et lidt undrende blik. Hvorfor render du rundt som menneske herude i mørket? Hvad skulle dét nu betyde? Hvis ikke han havde været så skeptisk overfor alt det overnaturlige, havde han med det samme mistænkt hende for at være en form for rumvæsen; men det var selvfølgelig noget værre pjat. Han rystede diskret på hovedet af sig selv, inden han åbnede munden for at give hende et svar: "årrg ikke det store... jeg kunne ikke sove, så jeg tænkte, at jeg ville gå en tur, du ve'... og få lidt frisk luft," fortalte han med et let skuldertræk og trak endnu en gang lidt på smilebåndet, i den ene mundvig. Ja, han løj. Men det behøvede hun jo ikke at vide. Desuden ville hun nok ikke finde den rigtige grund til, hvorfor han var ude så sent - og så endda sådan et sted som her - videre interessant, og det var lige en tand for personligt til at han havde lyst til at plapre løs om det til en komplet fremmed. Eller, helt fremmed var hun vel heller ikke mere. Han kendte hendes navn, og vidste at hun, tilsyneladende, syntes at hele hendes tilværelse var noget lort, men det var også det eneste. Men indtil videre havde han fået et forholdsvis godt førstehåndsindtryk af hende - nu måtte han bare krydse fingre for, at der ikke blev lavet om på dét.
"Jotak-jotak," mumlede han med et lille smil, hvornæst han lod blikket glide rundt omkring og betragtede de umådeligt kedelige - og dystre - omgivelser, inden hans øjne atter søgte hen imod den unge kvinde, som viste sig at hedde Amber. Amber... det navn kunne han godt lide. Han smilede en kende anstrengt, da hans hånd havde hængt i luften i noget tid, og skyndte sig så at trække den til sig igen, før det blev endnu mere akavet end det allerede var, eftersom det ikke lod til, at hun havde tænkt sig at tage imod den. Nåh, hul i det. Måske var hun en af de der rengøringsfreaks, der blev helt paniske ved tanken om overføring af bakterier ved berøring af et andet menneske, eller en ting så simpelt som et håndtag. Han smilede kort ved tanken.
Det var meget varmere, end han havde troet, da han først var gået ud. Det havde i hvert fald ikke varet længe, før han havde måtte tage den islænder-striktrøje af, som han ellers i en fart havde trukket over hovedet på vej ud ad døren. Den var blevet bundet om hans liv og var på den måde med til at gøre, at det ikke var helt så hårdt, eller koldt, at sidde der på brostenene. Hans arme var derfor helt bare, og det eneste der dækkede hans overkrop var en løs, hvid tanktop med et eller andet hurlumhej trykt på fronten. Okay måske var det en anelse koldt. Men han gad ikke til at skulle bakse med at få trøjen på igen, så han ignorerede det bare og lagde al sin opmærksomhed over på sit nye bekendtskab. "Såå, Amber... du går da ikke på skolen i Terre vel? Jeg har i hvert fald ikke set dig før... men det er selvfølgelig også en pænt stor skole," sagde han i et forsøg på at få en samtale op at køre. "Kan du ikke fortælle lidt om dig selv? Er du single?" spurgte han med et måske lidt for kækt smil og blinkede lettere drillende til hende og havde naturligvis sagt det sidste i sjov for at bryde isen.

Amber smilede stille til ham og nikkede som hentydning til at han kunne sætte sig ned hvis han havde lyst, han virkede flink nok, stille og rolig og ikke umilbart typen hun var bange for ville overfalde hende en skummel nat, heller ikke selvom hans udseende måske kunne tiltrække visse fordomme. Hun havde ofte været i netop denne gyde, ikke ligefrem fordi hun særligt godt kunne lide området, hun kunne bare godt lide den ro der var inde i den trange gyde, istedet for at sidde offentligt ude i parken eller skoven, så følte hun det som sad hun i en lille hule hvor hun bare kunne gemme sig i sit eget lille deprimerede univers hvor kun få mennesker kom forbi og i dette tilfælde denne unge mand.

"Arh søvnløshed" sagde hun med et lille grin: "Altid en klassiker". Hun var ikke fuld, men hun kunne godt mærke at hun var en smule beruset og det passede hende fint for det var lige præcist en tilstand hun ønskede at gemme sig i, det fik tankerne lit på afstand: "Nej jeg går ikke i skole" sagde hun og sukkede let: "Jeg gjorde indtil for et år siden, men jeg stoppede på College for at arbejde, men.... Ja nu arbejder jeg så heller ikke" sagde hun med et lille smil og trak nærmest opgivende på skuldrende, det faktum at hun heller ikke havde noget job mere bekymrede hende, hvordan skulle hun få råd til at bo i sin lejlighed: "Hvad med dig? College? High School?" sagde hun med et roligt blik og strøg blidt sit mørke hår om bag sit øre.

"Ehm jeg bor her i byen med min veninde Katy" sagde hun og nikkede let: "Jeg er lige blevet dumpet af verdens ledeste fyr som udover at kneppe mig 10 gange om dagen også slog mig ihjel" sagde hun og kiggede koldt over i mod Spike, hendes sprog var alti meget direkte og hårdt, hun pakkede ikke ting ind, men at dømme efter ham lignede han heller ikke den sarte type: "Så ja jeg er lykkelig single" sagde hun og tog en slurk af sin voka med et stort suk: "Hva med dig? Hvem er du? Og hvem knepper du for tiden?" sagde hun og kiggede på ham med et flabet og let drillende smil, hun havde jo ligesom konstateret at verden drejede sig om sex, så hvorfor kalde det andet end det i sandhed var.