"Nightmares that you never wake up from"

Tid ~ 20.30
Sted ~ De Recherche.
Omgivelser ~ Komplet mørk i de mange underjordisk lokaler, der snasket duft af blod, urin og død. De fleste lokaler er stadig efterlad med instrumenter fra dengang da bunkeren stadig var et aktivet sted for forskning af de overnaturlig, mange vægge er til farvet med blod og andre væsker og nogle steder kan man endda find tekster fra de væsner som der blev holdt fanget.
Påklædning ~ https://2img.net/r/ihimizer/img141/2861/ethanjamesimg0382.jpg
Stjerner ~ Dietrich og Lynx.
Vejr ~ Køligt, regn har netop være hen over Di Morga og aften luften er stadig igang med varm op igen.

Det havde været lidt over tre måneder siden at han var ankommet til byen. I den tid havde han haft mulighed for få hjemmet til kom på plads på et job i erhverv som han faktisk gik op i. Nu gik han så igen en lille aften tur, de mange bøger kun vente til sener. Turen gik derfor ud på se nærmer på de ting som der var i område omkring hvor at han boede, mindre end tre hundred meter fra hans hjem lå den lokal galeanstalt som han havde kigget på før og nu begav han sig få ind på det område som militær havde efterlad. Ganskevist var der godt nok adgang forbudt for andre end militær selv, men han var ligeglad den aften, eventyr ventet ham ude i den ukendt. Han var eventyr bombe af natur, nu nærmet han sig så de ydre område til den stor bunker. Udfra kun man hurtig se de mange tegn på at stedet havde stået der siden krigen, skudhuller i muren sagde ham at der havde udspillet sig slag og andre kampe men lig og efterlade våben var der ikke. Der var blev ryddet op, til hans skuffelse.

Han gennemsøgt dog stadig de ydre område blot for være sikker på at han ikke gik en ting forbi før at han gik til indgangen, det var ingen dør. Den var blev fjernet for længe siden udfra hvad han kun se, de stor hængsler var blot blev efterlad som et minde om at der engang havde været en skud sikker dør. Han forsat indenfor i mørket, lokalet var sort og tomt, en enkle båre stod dog stadig i det ene hjørne af lokalet, viden af var der andre kasser og redskaber som kun læger og videnskabsmænd ville brug. Det gav næsten et koldt gys hos ham, men han var os fascineret til en hvis grad, så længe af de redskaber ikke blev brugt på ham var han næsten betaget af alt hvad der havde med videnskab af gør. Blot for morskabens skyld skubbet han til båren så den kørt hen til den anden del af lokalet, han gav et mat suk før at han forsat hen til trappen som fik ned til den underjordisk del af bunkeren. Trappen var lang, lidt for lang. Men han stoppet dog hans tur på det først sal som han kom ned på, på hans venstre side var der et større antal af celler og på den højre en normal væg som var godt misfarvet. Han kun se at den engang havde haft en hvid farve men fordi at stedet ikke var hold ved lige var det efterhånden næsten umulig og udgøre, stedet var os ret beskidt i forhold til normal hospitals standart. Hvad der end engang havde forgået så var det ikke blev opretholdt i årevis. Snasket var det, han gik videre hen af gangen og ind i mellem stoppet han op for kig ind de celler som der var. Det var et noget ulækkert syn, at forstille at folk havde sidde der som dyr der blot ventet på blive slaget var ubehageligt og tænke på. På en væg stod der noget om en bøn om nåde fra gud, men det virket ikke til personen havde fået noget som helst hjælp. Tvært imod.

Han bakket langsomt ud igen før at han gik videre ned til lokalet for end af gangen. Han kom ind et stort lokal hvor at alle mulig hospitalsting var efterlad, i den ene side var der flere døren mens at den anden del af lokalet kun mind om et normal læge konto hvor folk blev undersøgt, dog tvivl han på at det var normal undersøgelse som et væsen kun have fået dengang. Han vendt sig tilbage om igen, han havde lyst til se de andre etager an, så han gik igen til trappen og videre ned i mørket til at han var på den sidste slag. Stanken af død var tæt der nede, som hvis at et eller anden var blev efterlad til rådne væk. Det var næsten for ulækkert til at han havde lyst til forsæt videre ned af gangen. Men han våget sig selv ud i det, videre ned af gangen til at næsten kun have været blev væk der nede..

De Recherche, stedet hvor de færreste folk begik den store fejl i at betræde efter der ikke havde været specielt meget menneske aktivitet siden den blev efterladt. Der var ikke nogen tvivl om at bunkeren havde taget skade fra krigen, der var skudhuller over alt nede af de endeløse trapper og snoede gange, som nemt kunne få en til at forsvinde ind i det uvisse, og nu til dags, havde man ingen ide om hvad der skete der nede. Stanken af blod var uden tvivl vedligeholdt ganske fint, der var også stadig en stærk stank af urin i nogle af de mange rum. Det var formentlig derfor man ikke gik der ned… Der stank og så tanken om hvor mange folk der var blevet slået ihjel, folk der var blevet undersøgt fra yderst til inderst. De Recherche var et skrækkeligt sted.
 
Lyden af skridt længere oppe fik et væsen i de nedre etager til at røre på sig. En mand man skulle tro der for længst burde have været død, hvilket uden tvivl også havde været bedre for menneskeheden og alle andre væsner i det hele taget. Dietrich, en læge der havde arbejdet under Hitler’s tid og var stadig lige så sindssyg som han var under krigen. Det var ikke mere end nogle dage siden han havde fået lokket en kvinde med ned i De Recherche, hvilket var grunden til han befandt sig der nu, han havde ikke taget hjem, han var blevet hos hende, set udviklingen der var sket efter han sprøjtede et form for serum ind i hendes årer, som så langsomt var begyndt at mutere hende, gøre noget ved hendes hud som var ganske afskyeligt at se på. Blæner, bylder og åbne sår over alt. Kort knækkede han nakken inden han vendte sig om fra det mere eller mindre rustne metalliske bord, hvorpå der lå en skalpel og andre operations redskaber.
 
Et skrig flænsede stilheden og han himlede kort med øjnene inden han gik over og lå hånden for munden af hende. Der var ingen der skulle vide de var her. Kvindens urolige øjne flakkede fra side til side og derefter igen på ham. Et koldt smil spredte sig på hans læber inden han lænede sig ned mod hende ” Hvis du ikke tier stille… Bliver det kun værst for dig selv… Og tro mig, det ønsker du ikke” sagde han inden han fjernede hånden og satte en finger for sine egne læber som tegn på hun skulle forblive stille mens han fortsatte hvad han egentlig var her for.. Netop for at observere hende og se om der ville ske andet med hende end blot de mange sår hun allerede havde.

Den uhyggelig stilhed var ved slip en smule ind på ham, han blev bare en smule paranoid når der var så stille omkring ham. Men ud af det blå blev stilheden på den nederste etage brud. En kvinde skreg højlydt før at hun igen blev stille, det fik den unge Lynx til stop helt op. Hvad forgik der? Han havde forventet af sted var forlad, men åbenbart var det lige blev modbevist. Der var andre her, på den nederste etage. Han var ikke bange, faktisk var han det modsat. Lige meget hvem det så var, gjorde skriget at han blot ville se hvad det der forgik, naturligvis skulle han være varsom med hvad det var som han var på vej til gør, for det kun ske at han selv kun komme i livsfar når han kom derhen.

Beslutsomt gik han langsomt og så stille som muligt imod det lokale hvor at lyden var kommet fra, lugten af blod blev langsomt værre efterhånden som han kom tættere på lokalet. Hvem hold mon til? Han stoppet da han var komme næsten helt derhen, ved døren gik han helt op til væggen så han lige kun kig ind. Hvad han så, der var en kvinde som der lå spændt fast til rustent metal bord, ved siden af hende lå et antal af operations instrumenter som han hver i sær kun genkend fra hans egen tid som forsøgsdyr, en uhyrlig stank kom os fra kvinde, lugten af blod og sår med mindre betændelse gik ham med det samme i næsten. Det var dog trist, han var kommet forset til alt morskaben, men så igen. Måske var det bedst at han blev ude af den her omgang, det var først nu at han så at der os var en mand i lokalet, manden havde god nok ryggen til ham. Han var åbenbart optaget af kvinden som han havde taget til fange, det var nok os derfor at han ikke havde set at Lynx stod og kiggede med bagved dem. Men håret og tøjet fik pluslig minde Lynx om noget, krigen. Han tog sig til hoved, hver gang når minde kom frem hos ham kom der os en større smerte i form af en hovedpine, han husket pluslig manden fra dengang. En doktor fra det team som der var med til undersøg Lynx, men hvad lavet han her i sammen by? Lynx lod en tyk op til hoved, hovedpinen forsat lige meget hvad og han blev næsten træt af det.

Lysten til stik af igen var nu vågen i ham, han havde lyst til lad ham selv blive opdaget. Ikke af den mand, heller døden før at den mand fik lov til lege med ham igen. Han gik stille tilbage ned imod gangen, men ved et uheld fik han overset et jernrør som der lå på gulvet og han slog foden lige ind i det. Den metalliske lyd genlød højt i den gangen som han stod i, han var på røven, rigtig meget på røven.