Aino at her best.

Musikken faldt ikke i hans smag, men han måtte leve med det. Han sukkede og tog et glas med champagne. Høfligt takkede han tjeneren, som gik rundt med bakken. Ren nederen at skulle arbejde, mens alle hyggede sig og dansede med deres eneste ene. Jose gik forbi to mænd hvor en ene råbte et eller andet. Hans hoved fulgte rytmen, som slet ikke eksisterede. Nu havde han gået rundt her i en halv time og ventede på halv elveren, som ikke så ud til at dukke op. Han havde desuden fået fem glas champagne nu, så han var efterhånden træt af væsken. Det tømte glas lag han på et bord i et hjørne. Han så sig omkring og blev lidt overrasket over, at det ikke var alle der havde en partner. Men de gæster som var her så yndige og al for glæde ud. Han lag ikke mærke til det, men han havde et smil på læberne. Måske savnede han bare en kvinde? Men hvorfor var han også blevet stukket med en af de mest underligste? Respektløs og rapkæftet. Men han var ikke meget for at indrømme det, men Aino var sgu meget speciel. Hun var hans støttepille. Hun havde dog forandret sig siden sidst, men hun indrømmede naturligvis ikke. Hun vil stadig betragtes som pigen, der festede natten langt. Men hun indså vidst ikke, at hun var en kvinde nu.

”Aino for fanden” sagde han da han maste sig forbi de dansende væsner. Han valgte så at se efter hende. det kunne jo være at hun var her. Han skubbede sig frem og gav til sidst op. Han satte sig træt ned på trappen og hvilede sin hage imod sine håndfalder. Han valgte at stirre imod døren efter Aino. Der kom mange ind og der blev flere og flere… men ingen Aino..

Hun væltede ud af bilen med jakken slidende bag sig. Hun skubbede til de væsner som stod hende foran og hun havde ikke tid til at undskylde, derfor fik hun vrede blikke og ord. Men hun var mere end kold i røven for det. Hun havde lovet Jose at være der til tiden. Men her kom hun haltende. Næsten en time for sent, eller var det egentlig ikke blevet til en time nu? Helt ærlig, så havde hun mistet stedsansen. Hun vidste ikke engang hvad hun lavede her .. seriøst. Måske var dette her en del af hendes jeg er ikke som før - kur? Hun vidste det ikke, men noget sagde hende, at det lød rigtigt nok. Men nu måtte tiden vise sig..

”Jose!” råbte hun igennem musikken og lignede et monster der var stået op. Hun havde en nederdel på og en sort trøje, som dækkede hende meget godt. Ikke engang sko havde hun på. Først nu mærkede hun følt hun at hun havde tæer. Hun rettede sig op og begyndte at rette på sit tøj og hår. Denne her gang havde hun faktisk brugt tid på sig selv i stedet for at kaste noget i hovedet på sig selv. Hendes blå øjne var markeret og hendes læber stod frem. ”Jose…” smilede hun, da hun opdagede ham ved trapperne. Han ligenede en der kunne finde på at hugge hovedet af hende. Hun løb imod ham og håbede på at han ikke var så vred på hende som han så ud til. ”Josi!”
- Stedet var meget smukt og hun måtte give en hånd til dem der havde lavet det. De havde overgået sig selv.