Beauty and the Aino.

”Argh jeg kan ikke mere!” sukkede hun, og faldt sammen på sin mørke sofa. Hun kunne mærke hvordan hendes fødder nærmest tikkede om at sprænge i luften. Hendes lange arm dinglede frem og tilbage, dovent med plakater i hånden, som ikke var gjort ret meget ud af. Hun havde snart ikke råd til at bo her mere, så hun søgte en værelses kammerat, men kun fordi hun snart ikke havde penge tilbage. Og nu var hun ellers træt, for dagen i dag havde hun løbet rundt og hængt plakaterne omkring alle steder, og hun var bange for, at underlige folk fik fat på dem. Men igen, hun trængte til pengene, og hun elskede sit værelse, som kostede en formue og som ikke var ret speciel, lidt ligesom hende.
Aino sukkede igen, og faldt ned på gulvet, da sofaen var for lille til hedes store krop. Hun kiggede på loftet, og lag plakaterne fra sig, og rejste sig stille op. Hun bevægede sig træt imod køkkenet, og hældte noget koldt morgenkaffe til sig selv, hun orkede nemlig ikke at lave kaffe nu. Roligt bevægede hun sig tilbage til den kedelige stue, og stirrede imod døren, i håb om en eller anden havde fået fat på den. De kunne nemlig ikke ringe til hende, de var nødt til at komme herover selv, og det vil være synd, hvis de fik et nej. Men Aino vidste, at hun aldrig kunne sige nej til penge. Ikke nu. Ikke nu hvor hun var i denne her situation.

Kort mærkede hun, at hendes øjne blev søvnige. Hun lag koppen fra sig, som hun slet ikke havde drukket af, og lænede sig tilbage i sofaen, og lukkede øjnene i. ”Bare lidt” mumlede hun, og snart sov hun. Fløj stille væk fra det kedelige rum og ind i hendes drømmeverden.

Renee havde været i området i et stykke tid nu, det havde været svære at finde et sted at bo end hun regnede med. Hun havde sovet oppe i træer, eller på moteller. Bare for at have et eller andet sted at være, hvor hun kunne bare være lidt alene. Hun havde lidt små tøj i en taske, som hun gik med rundt hvor end hun nu var henne.
Hun havde regnet med at denne dag ville være som alle andre, hvor hun ikke ville finde et sted at bo og bare skulle gå videre rundt på gaderne.
Hun gik ned af en af de små gader i byen, da hun stødte på en plakat som fangede hendes opmærksomhed lige med det samme.
Hun stod længe og læste på hvad der stod, det var som om hendes ulykke endelig skulle vendes. Hun kunne ikke gøre andet end at håbe på, at denne person som søgte efter en værelsekammerat.
Hun tog plakaten i sin hånd, og forsatte ned af gaderne for at finde denne adresse. Det tog lidt tid før hun var kommet til adressen, og stod bare udenfor og stod og kiggede op på hotellet foran sig. Hendes kæbe faldt lidt ned, før hun gik hen mod trapperne og op af dem. Hun kom lidt tid efter hen til den rigtige dør, der var jo ret så mange værelser i sådan et hotel. Hun kiggede flere gange på plakaten, og derefter på døren for at være sikker på at det var den rigtige. Hun bankede tre gange på døren, bare for at være sikker på at det kunne høres.