Out of sight, out of mind ((Manda))

Tid: En vinternat lidt over midnat.
Omgivelser: En hjemløs eller to, og en gang i mellem et andet levende(eller udød) individ..
Vejr: skyfrit, klart udsyn til halvmånen, en god vind, en smule sne, koldt og isglat
Sted:Terres gågade.
Påklædning: Et sæt tætsiddende jeans, en militærtop med brede stropper, en knælang vinterjakke i sort og et sæt sorte bikerboots med et par centimeter hæl.
-Emnet er tilegnet Manda og Melicia.

Vinden smøg sig ind i den forvitrede labyrint af gader og blindgyder i Terre, men der var ikke et øje at se, ikke at det var forventet så sent hen på natten. Butikkerne havde heller ikke åbne, men man kunne vel heller ikke forlange, at de havde åbent til længere end 22, vel? ej, det kunne man ikke, de vil jo alle gerne hjem til deres vidunderlige familier, holde om deres børn, mens de vil have en glædelig fredag aften. En familie. Et stille suk undslap de jordbærrøde læber. De spinkle fingre trak stille jakken tættere om hendes bleje krop, før hun gned hænderne mod hinanden og åndede tungt på dem, for at få varmen tilbage. Koldt. Hendes hår havde en mørk sort farve og bølgede på sådan en måde, at havet ville sende hende misundelige blikke. Håret hang løst omkring hendes spinkle skuldre, og det dansede let, da hun -med lettere usikre- skridt fik bevæget sig fremad. Hårets bølger indrammede hendes ansigt og stod i kontrast til hendes meget bleje skind. Med hendes bleje hud vil hun for nogen ligne et omvandrende lig, mere end et levende, snakkende individ. Hendes fine træk var dog ikke det, der normalt trak folks opmærksomhed, men det var nærmere hendes forårsgrønne øjne eller blodrøde læber, der tilegnede sig de feste blikke. Den melodiske klang af træ imod mursten blev brat afbrudt, da hun kom på glat is og to sekunder efter hamrede hendes skrøbelige krop imod brostenene og isen under hende. I hendes anoretiske tilstand var der ikke meget fedt på hendes krop til at tage af fra faldet. De nyeligt erhvervede blå mærke, alternativt bøjede ribben og nok også forstuede led var dog ikke det mindste, da hun hamrede hoved ned i isen...

Påklædning: Et par sorte jeans, en hvid skjorte og et par sneakers.

Man kunne roligt sige at det var en af de mange vinterdage som var over Terre. Mange var for længst gået indenfor, butikker var lukkede og stripbar såvel som værtshus var åbent og med fuldt drøn. Det var en meget normal dag i byen, selvom at for en gangs skyld var det Manda der havde valgt at gå omkring, i stedet for Black. Det var sjældent at om aftenen styrede Manda kroppen, men han havde lige lyst til at komme ud i den nogenlunde friske luft, selvom vejret tilbød noget andet. Selvom der var koldt, og vinden også kunne give mange kuldegysninger, så Manda ikk ud til at have noget alt for varmt tøj på. Som varulv var han heldigvis altid varm, uanset vind og vejr. Det var lidt kedeligt ikk at fryse nogle gange, men han beklagede sig ikk over at kunne nyde at have noget afslappet tøj på, selvom mange ville kigge lidt underligt på ham. De turde dog ikk holde blikket for længe på ham, da hans to øjne ville gøre mange nervøse hvis han kiggede på dem. Hver deres farve, og hver deres udtryk i begge øjne. Det gule gav også enkelte gange folk et lille chok, da det kolde blik ikk var naturligt.
Han fik et mere fast blik da han kunne høre nogen falde, han kiggede sig rundt og fandt en ung kvinde liggende på den kolde og glatte asfalt. Han rynkede brynene før han skyndte sig en smule hen til hende, han bukkede sig ned til hende og fik hende op at sidde. "Er du ok?" spurgte han med et bekymret blik og kiggede lidt op og ned af hende. Han måtte lige tjekke om hun havde mange skrammer, da hendes ansigt sagde at det vist var et rimeligt hårdt fald. Hun så utrolig tynd ud, og også meget kold. Da han kom i kontakt med hendes hud, kunne han hurtigt mærke kulden fra hende. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes hoved, da hun så ud til at være faldet rimelig godt på det.

Det var ikke ligefrem første gang, hun havde færdedes i natten. Hun kendte hver og en krog af det, hver en drukkenbold, der lå i sidegaderne og havde drukket sig i søvn. De kendte hende vel også, stemmepigen, den vileløse sjæl, der vandrede rundt om natten, som om hun ledte efter noget, men aldrig fandt det. Hun var tynd, så tynd, at selv supermodeller måtte sende hende misundelige blikke, hvis hun stillede sig op i en bikini. Tanken havde dog aldrig faldet hende ind.
Hun mærkede ikke andet end den intense smerte, der spredte sig i kroppen som en ild. Det varede dog kun til, at hun hamrede hoved ned i brostenene, hvorefter hun mistede bevidstheden, gik simpelthen ud som et lys. Havde hun været ved bevidsthed, havde hun kunne mærke alle de blå mærker, hjernerystelsen, huldet i hoved og det forstuvede håndled, da hun havde prøvet at tage fra i faldet. Hun var således ikke ved bevidsthed, da en ung mand trak hende op at sidde. Hun var som en kludedukke, mens blodet løb ud fra såret i baghoved og dryppede ned på isen. Blodet klistrede også hendes hår sammen. Hun var meget kold, koldere end et normalt menneske, hvilket hun altid havde været, dog var hun koldere nu, da hun havde været ude i kulden et godt stykke tid. Hun reagerede ikke ved den unge mands ord, ej heller, da han lagde hånden blidt på hendes hoved. Hun var bare helt væk...