Flying over sky. Falling deep.

Time :: 14.38
Place :: Et modelstudie i Terre omegn.
Weather :: Sneen daler stille og roligt og solen står stadig højt op himlen.
Clothing :: Hun har iført sig en uskyldig skjorte med en blondekrave om er blevet proppet let ned i et par høtaljede jeans af lyseblå demin. Hun har tilsyneladende bare fødder.

Privat ~ Falentin.
_______________________________

Trods al sneen kunne Fléur stadig mærke at foråret var på vej. Det hele begyndte og blive lysere og varmere. Og hvis hun ikke havde taget fejl var blomster endda begyndt og vokse under det tykke lag af frosne regn. Men lige meget hvilken årtid der kom eller gik var udsigten, fra det lille vindue, fantastisk. Det var nok derfor hun stadig stod der. Helt uforstyrret. Hun tog sig ud som en af de ansatte, for folk som så hende bagfra. Det vil sige at de få mennesker, der af og til passerede hende på den halvtomme etage, ikke lagde mærke til at hun var mere eller mindre malplaceret.
Gruppen havde været for kedelig for hende. Det kunne godt være det var spændende at se hvad de skulle se, og høre hvad der blev fortalt. Hun havde dog bare følt sig mere tiltrukket af alt det andet. Og nu var hun endt her. Hvilken afdeling, anede hun ikke. Hun stod med hænderne fladt mod vindueskarmen og lænede sig helt ind til vinduets glas. Skilte sine røde læber ad og åndede tungt ud for at danne en form for dug på ruden. Efterfølgende lænede hun sig tilbage til en almindelig behagelig stilling, og hendes hånd blev så ført mod ruden, hvorefter hun tegnede et underligt tegn med sin pegefinger. Stille og roligt. Med et tilfredsstillende stykke arbejde, lyste hendes blege ansigt lidt op i et smil, efterfulgt af en svag barnelatter.

Med lette skridt hoppede Fléur nærmest tilbage, og fik i en elegant drejning vendt sig om. Hendes lille eventyr var endnu ikke færdigt. Der var flere vinduer. Og det ville sige flere ruder at få skrevet tegnet på. Hun gjorde jo helst altid hvad de sagde hun skulle. Ellers ville noget dårligt ske. Og det kunne hun ikke have. Muntert forsatte hun sin vej. Næste mål var næste etage. Hun hørte en ringende lyd. Vidste med det samme hvad det var. En elevator. Hun stivnede indeni, selvom at hun bare forsatte med at gå. Uden at se sig for. Og det resulterede selvfølgelig med at hun pludselig blev stoppet brat af en høj mand. Hun nåede ikke at stoppe helt op og endte med at støde ind i denne person. Med nød og næppe holdt hun sig oprejst ved at tage et par klodsede skridt bagud. ”De burde ikke bare stå der. Hvad hvis et klaver pludselig skulle falde.” mumlede hun højt nok til at det lige kunne høres.

Det var en travl dag på modelstudiet, folk rendte ind og ud af de tusind vis af rum som bygningen havde, rum fyldt med kamerar, computer, lys, tøj og sminke hvert rum havde et nummer og en slags tema.
Mænd og kvinder rendte rundt over alt, nogle iført jakkesæt imens andre havde mystiske kostumer på, eller så var der folk der kom slæbende med kamerare eller andet så som kasser eller madvorgne.
I et af de mange studier stod en ung mand foran kamerart, han var iført et par hvide boxershorts og holdt i hånden en pude, han satte sig ned på den seng der var stillede frem, hvorefter blitzne begyndte at fyre afsted.
"Færdig, godt arbejde Falentin, du kan bare holde pause"blev der sagt fra hans kolega Jim en meget dygtig fotograf.

Manden nikkede let hvorefter han hurtigt fik klædt sig om, så han nu havde et par grå hullet jeans på samt en hvid t-shirt der tydligt viste den muskuløse overkrop frem. Han rette kort på de brune lyse hår før han smutte ud af døren og satte kursen mod elevatoren. Denne mand var Falentin May en kendt model som kom fra Frankrig, han sukke dybt idet han roligt trådte ind i den rimlig store elevator. Døren åbnede så på den nye etagse hvorefter han trådte roligt ud men endte med at ramme ind i en ung kvinde, han rette sig let op og kigge undrene på hende"du er ikke her fra?"sagde han så letter undrene, men kom i tanke om at der vist nok skulle komme gæster idag på rundtur, nogle som ikke var helt normale og han gætte hurtigt at hun var en af dem.

Han smilede venligt til hende"kom de noget til?"spurgte han høffligt imens de chokolade brune øjne betragtede hende, nysgerrigt hun så ikke helt almenlig ud.
//håber det er okay//

//Det var godt! :D//

Fléur tog sin tid med at få rettet de blå øjne mod manden. Hun stod kort helt fortumlet og fik fatningen igen. En ting hun tit kunne gå hen og miste. Ikke altid en behagelig oplevelse. Hverken for hende eller for andre. Det var bevist. Med en video og det hele.
Hun løftede let sin hånd og fik kørt det gennem de lyse krøller, der tydeligvis ikke var blevet sat med andet end lufttørring. Det sad i hvert fald noget pjusket omkring hendes runde ansigt. I samme bevægelse, som hun fik fjernet håret fra sit udsyn, så hun ende mod muren. Og som man forventede så hun ikke ud til at have taget sig af stødet. Hun stod i hvert fald bare og fik fremkaldt et smil. ”Jeg er skam herfra. Jeg hører måske ikke til, men jeg er herfra.” lød det fra hende. Hendes stemme var blid, men havde stadig en hvis ru klang. Bivirkninger fra hendes råberi og skrigeri før i tiden.

Hun tog ikke blikket fra ham. Hun stod bare og studerede ham. Betragtede ham. Men ikke som hun havde betragtet snelandskabet udenfor. De store øjne og den svage rand under dem, fik det næsten til at se ud som om at hun stirrede på ham. Ikke decideret en ting der ville gøre en person mere tilpas med situationen. Men hun kunne ikke gøre noget ved det. Sådan så hun ud. Hun kunne måske få lidt mere søvn, men hvad sjov var der i det? Intet!
”Stå stille.” sagde hun pludselig, og tog et lille skridt tættere på dette menneske. Løftede hånden i en bestemt bevægelse, men hendes fingre og håndled bevægede sig mere galant. Med blikket taget fra ham, og rettet mod noget nær hans ansigt, strejfede hun let hans kind, før hun trak sig tilbage. Igen i små hoppende skridt. Som var det hele en leg for hende. Hun kunne vel minde om et lille barn, på sin vis. ”Hver ikke bange. Det var bare en edderkop. Du ved… Når de er så små betyder det lykke.” Hun så meget fascineret på den lille lykke edderkop der pilede over hendes spinkle hånd. Lige indtil den faldt af og i stedet pilede over gulvet of forsvandt. Først der så hun igen mod mennesket. Stadig med smilet. ”De må være en lykkelig mand. ”

Hendes opførelse var uden videre meget mystisk, hun minde mest af alt om en pige på 5-6 år, selvom hun nok var langt ældre end ham selv. Han betragtede hende undrene og studerede hende nøje, en så mystisk person havde han dog aldrig mødt før, selvom han mødte en del, men hun var noget særligt og lagt fra som andre han kendte.
Han kølede sig let på kinden imens han afvendte hendes ord, dog løftede han det ene lyse øjnbryn da hun svarede" jeg mente at de, unge frøken ikke arbejder her"svarede han roligt på en flink måde, hans stemme var dyb og havde en fransk Accent dog snakkede han fremragende engelsk, faktsik kunne han et par sprog, meget praktisk når man havde et job som ham.

Falentin stod helt stille da hun bad ham om det, dog fuldte hans øjne hende, da hun gik hen til ham og faktisk kom ret så tæt på, og da hun strejfede hans kend løftede han undrene et øjnbryn, dog lette det let da hun hoppe munter ttlbage igen. Han stirrede lidt overasket på det lille væsen"Lykke? hmm" lød det undrene fra ham, han trådte væk fra elevator døren og lænede sig op af vægen ved siden af imens han så på hende.
Falentin lo blidt"lykkelig? ej det ville jeg nu ikke sige"svarede han let, hvorefter han lage hovdet på skrå"hvor kommer du enligt fra? og hvordan er du kommet ind?"spurgte han undrene, da det ikke var nemt at komme ind i denne bygning hvis man ikke havde et ærne.

”Så kan det være at lykke kommer Deres vej. Med mindre den lille edderkop går hen og bliver dræbt. Jeg har hørt om alle de piger der skriger op og tramper med det samme. Kryds fingre for at Deres edderkop overlever.” Fléur forholdt sig stadig rolig. Hun virkede ikke farlig. Og det var hun i princippet heller ikke. Det var bare noget folk troede, når de så hende. Eller hørte om hende. Så kendte var hun nu heller ikke men hun havde sine rygter. Lige som alle andre i denne by. Ingen her fra var fri fra sladderen lange arme. Hvilken tragedie.

”Jeg kommer fra Nice. En smuk by. Men hvad du nok mere er interesseret i; Jeg kommer fra den så eftertragtede lille gruppe der meget muligt lunter lidt runde neden under. Nogle etager under. Og døren var ikke låst.” Hun samlede galent sine hænder foran sig, rettede ryggen, smilede stadig muntert og blinkede drillende til denne mand.
”Jeg er kendt som Fléur. Så Fléur er mit navn.” Uden at slippe grebet om sine hænder, bukkede hun svagt for ham. Der var ingen tvivl om at hun levede i sin egen eventyrlige verden. Lige som Alice i Eventyrland. Hvilket fantastisk stykke fortælling. ”Hvor kommer du så fra?” Hovedet blev lagt en smule på skrå og igen stod hun med de runde øjne direkte mod ham. Hun var vist ikke genert af sig. Eller også fandt hun ham bare yderst fascinerende. Lige som edderkoppen.

Falentin smilde stille og roligt, han virkede ikke bange for hvorfor skulle han det? hun var jo en flink meget mystisk pige, der ikke ligefrem var skræmmende måske for andre men ikke ham. Han betragtede hende nysgerrigt" det vil jeg så håbe"svarede han helt roligt og meget normalt, da han vidste at det var pænest at opføre sig normalt overfor alle selv hende.

Han lyttede let til hendes ord, hun snakkede udenom men kom dog med det svar han let efter"Det er også en smuk by"sagde han let med et skævt smil på læben"men burde du så ikke være sammen med dem?"spurgte han undrene med et øjnbryn hævet let. Falentin kørte let en hånd igennem håret"Fléur er et smukt navn"svarede han let"mit er Falentin May"svarede han høffligt og bukkede dybt for hende, blot for at følge hendes eksempel, Falentin kiggede roligt rundt men så igen på hende" jeg kommer fra Frankrig, retter sagt Paris"svarede han så roligt med et smil på læben.
Han var en mand med manere, nok fordi hans familie eller retter sagt slægt var så velhavende og kendte, det kom ham til gode i sådan nogle siturationer som denne.