The meeting

O: Skoven
S: Vandfaldet
T: Morgen (8.00)
V: I starten af vintertiden.

Foxina lå i sin varme, dejlige hule. Trygt lå hun, nærmest foldet helt sammen og sov roligt. Sneen havde lukket hulen til, så der var lidt mørkt, men selvom sneen havde lukket hullet til, kom der dog en lille solstråle ind i hulen. Foxina mærkede strålen på hendes fine, lille sorte øre. Hun lå og vågnede lige så stille og snart var hun på benene. Hun gik og snusede rundt, for hun kunne mærke, at sulten begyndte at trænge sig på. Der måtte være mus i nærheden, for hun kunne høre nogle små pivelyde et stykke fra hendes hule.

Hun begyndte så småt at grave sneen væk fra hullet, og kravlede forsigtigt ud af hullet. Hun vidste lige med det samme, at hendes fjender var i denne store skov. Selvom hun var lynhurtig og kunne løbe fra dem, skulle hun alligevel tilbringe et stykke tid i hulen, før fjenden gav op. Losser var hendes største frygt og en farlig fjende. så dem brød hun sig ikke om. Solen blændede hende lidt, men hun havde savnet det lidt. Dernæst løb hun op på en lille bakketop og satte sig stolt der og fik et lille overblik over skoven. Hun sprang pludselig ned i sneen og kradsede som en sindssyg mod sneen, til der kom et mindre hul. Hun havde fundet musenes hule, og hun hapsede dem en efter en. Det smagte godt, og snart sad hun igen på den lille bakketop og vågede over skoven. Hun tænkte på at gå hen til hendes yndlingssted, nemlig det store brusende vandfald. Idet hun satte i spurt, følte hun en frihed, der beroligede hende. Hendes mor havde jo alligevel ikke tid til hende eller hendes bror, eller hendes hund, Kanza. Den lå sikkert trygt foran pejsen med det største kødben på jorden, og gumlede i det.

Hun nåede omsider hen til vandfaldet og satte sig på en sten og lukkede øjnene og nød lyden. Fuglenes kvidrer beroligede hende endnu mere, og de sang meget, lige indtil det hørte op. Alt var pludselig blevet stille, nærmest FOR stille. Hun åbnede sin øjne og kiggede rundt. Hun kunne mærke, at hun ikke var alene. En kæmpe los kom pludselig springene bag fra et gammelt træ. Hun satte i spurt, og hun kunne mærke lossen lige bag hende. Hun var bange og skræmt, og hun nåede lige akkurat at smutte ned i hulen, før lossen sprang frem, og ramte sneen med hovedet først. Derefter prøvede den at nå hende, men hun var for langt nede, og til sidst opgav den og gik. Foxina var efterhånden vant til de jagter, hun blev udsat for, men bare de snart ville høre op. Den værste fjende var jo mennesket, men dem havde hun pænt undviget. I det mindste var hun da mæt nu, tænkte hun roligt.

Sikke et vejr, der havde lige været sne. Dog var der heldigvis også tøvejr igen så det var nemt at kunne gå rundt uden at være fuldkommen indpakket. Det betød egentlig ikk så meget for en varulv, men nogle gange var det også svært at finde den gode midte mellem at have det varmt eller at fryse så man var lige tilpas. Selvom tøvejret gjorde sneen mindre besværlig, var der stadig koldt nok til at man kunne mærke vinteren var fremme.

Manda havde fundet lysten til at tage en tur igennem skoven, og lige så snart at han ikk kunne høre så meget støj og larm fra mennesker. Så kom der straks en ulvehale og ulveører frem på ham. "Dejligt!" råbte han lavt og strakte sig ud. Han elskede at have sin lille forvandling, det var hans måde at føle sig fuldkommen afslappet på og bare nyde at være sig selv. Halv ulv, halv menneske. Han kiggede sig omkring i skoven, som altid var der meget stille. Sådan var det jo i vintertiden, mange gik enten i hi eller havde forladt for at tage sydpå til det lidt varmere, for så at vende tilbage om nogle måneder. Han fik åbnet sin jakke, der var blevet lidt varmere efter hans hale kom frem. Han havde en sort t-shirt på og et par blå jeans, samt nogle converse. Han kiggede sig omkring, der var en underlig lyd. Var det vandfaldet? Det fik et undrende udtryk frem i ham, løb det stadig? Det burde det ikk kunne, der var da alt for koldt til at vandet ikk ville være frossent! Men det kunne være at vandet bevægede sig for vildt og hurtigt, til at kulden kunne nå at gøre at vandet blev frossen og satte sig fast.

Han trak på skuldrene, han ville hellere tjekke det end han ville undre sig. Da han nåede vandfaldet fandt han en ulv, en animagus for at være mere præcis, dog så den ud til at være mere vant til sin forvandling en sin menneskelige skikkelse. Han smilede dog ved at se vandet bevæge sig og høre fugle, selvfølgelig blev de når vandet gjorde, der var også fugle som blev i vintertiden. Dog stoppede lydene, hvor forsvandt de hen? Han fandt hurtigt ud af at en los havde sat gang i sagerne og den jagtede ulven hurtigere end den opdagede ham. Territorium? Han sukkede let og begyndte at løbe efter dem, han måtte anstrenge sig lidt for at kunne følge med, da der var meget fart på begge dyr. Han stoppede da han fandt ud af at ulven gemte sig i sin hule og lod lossen forsvinde af sig selv. Han gik forsigtigt over til hulen da den var gået og kiggede ind. Han smilede let og rakte hånden ind til den, "Den er væk nu." sagde han i en blid tone for at virke beroligende.

Foxina lå stadig i hulen, skræmt for vid og sans. Da hun hørte en stemme udenfor, lå hun helt stille. Var det til hende? Det var det vist nok, men hun var lidt bange for om det var et menneske der var kommet forbi, og bare ventede på at hun kom ud, så mennesket kunne skyde hende. Normalt forstod hun ikke menneskesprog, når hun var forvandlet til en ræv, så det måtte være et dyr af en slags. Da hun så en hånd komme ind, klemte hun sig tilbage. Hun tog det istedet som noget farligt, men lidt efter lidt, snuste hun forsigtig til hånden. Den var hverken farlig eller skadende.

Hun krøb forsigtig ud af hulen og lidt væk fra varulven, som hun havde set. Hun satte sig tungt ned i sneen og kiggede varsomt på ham.

Han kunne høre at ræven var helt ude af den, eller forpustet efter den hurtige flugt fra lossen. Uanset hvad kunne han forstå det urolige åndedræt som han lige kunne ane i luften. Da hans hånd var derinde, forventede han næsten at han straks ville blive bidt eller den ville knurre af ham på en måde. Men den snusede hans hånd, og han kunne mærke at den var på vej ud af sin hule, trak han sin hånd tilbage så den kunne få den plads og ro den havde brug for.

Han smilede let til hende da hun var kommet ud, en smuk ræv, det kunne han ikk benægte. Han havde ikk rigtig nået at se den imens jagten havde været der. Han sad bukket ned og hvilede armene ved knæene. "Sikke en los hva? At komme efter dig uden grund." Han fik et bredt smil og tog hånden forsigtigt imod hende. Han begyndte at ae hende ved hovedet og bag øret. "Skal nok beskytte dig hvis den kommer tilbage." sagde han beroligende.

Hun blev på en eller anden måde beroliget af hans stemme. Han virkede nu meget flink imod hende, men kunne hun stole på det? Selvom hun var venlig og rar, måtte hun erkende, at hun var en smule svær at blive ven med. De måtte give et godt førstehånds indtryk på hende, og han havde bestået den første del af hendes prøve. Nu måtte hun vente og se, om han virkelig VAR den søde unge mand, som han udgav sig for at være. Hun blev dog mere og mere overbevist om, at han var rar, da han sagde, at han nok skulle passe på hende, hvis hendes fjende kom igen. Gad vide, selvom han var en varulv, om han også deltog i den årlige jagt på ræve? Hubertusjagten? Det måtte hun spørge ham om, men først efter hun havde set nærmere på ham. Han virkede som om, at han havde ret stor tålmodighed til hende.

Hun nød det, da han nussede hende bag hendes lille sorte øre. Han var rar, tænkte hun og gik nærmere, så hun nu kun sad nogle få cm fra ham. Hun snuste til ham og sagde forsigtigt Hej med sit rævesprog. Gad vide, om han forstod det? Det fandt hun i hvert ud af lige om lidt.

Det virkede underligt at se en ræv så tæt på, men normalt opførte en animagus sig ikk mere dyrisk end en varulv. Selvom det aldrig var til at vide om hvor længe hun havde været forvandlet, det kunne jo være hun havde glemt hvordan man var som menneske? At hun boede i den hule, men hver ting til sin tid. Han kunne dog ikk fjerne sit smil fra læben, det var lang tid siden han havde set animagus dyr, og på en måde virkede de bare meget mere elegante og smukke end det oprindelige dyr. Selv farverne på denne ræv virkede mere tydelige og flød sammen på en helt anden måde end en almindelig ræv. Han havde også valgt at studere hende lidt, imens at hun studerede ham. Det var som om at hun troede at han ikk kunne se hvad hun virkelig var.

Han fik et bredt smil da hun bare lod ham nusse hende, det var heller ikk så tit at du så en animagus gøre sådan. Men heldigvis var han altid heldig med at finde nogen som egentlig bare lod ham nusse dem. Han satte hovedet på skrå da hun vist prøvede at kommunikere. Han tænkte lidt og rodede hende hurtigt på hovedet. "Heysa!" grinte han.

Hun lavede en knurrende lyd. Ikke for at jage ham væk, eller for at sige gå væk, men lyden var et tegn på ren nydelse. Hun elskede når han nussede hende. Hun havde faktisk forbundet sig mere til ræven end til sit oprindelige jeg. Hun vil hellere have været ræv end menneske. Hun måtte snart se at forvandle sig til et menneske, ellers vil hendes mors ord have været rigtig. "Hvis du ofte er forvandlet til en ræv, og at du tilbringer dagene i den hule, bliver du til sidst en ræv. Selvom du vil og kan forvandle sig tilbage, vil du nægte det, og du og jeg vil blive fremmede for hinanden. Så glem ikke mit ord, skat." havde hendes mor engang sagt varsomt. Desværre havde hun glemt hendes ord, og hun havde svært ved det, havde hun fundet ud af.

Hun besluttede, selvom hun nød hans dejlige nusseri, at forvandle sig til sit "kedelige jeg" havde hun kaldt det. Hun levede jo af skoven og dens lyde. I realiteten var det hendes mors skyld. Hun kunne bare have kommet hjem noget oftere, så sad hun ikke i denne situation nu. Lige med et sad hun på knæene og blev nusset i håret i menneskeskikkelse. "Jamen hejsa." sagde hun genert. Hun så kønnere ud, som ræv i stedet for menneske. Hvad gik der af hende? Hun håbede, han vil acceptere hende, som hun var, med sit lange tykke røde hår som hang ned til jorden.

Han kom til at grine en smule over hendes lyd, det lød jo fuldkommen sjovt at en ræv kunne sige den lyd. Nærmest som om hun spindede på en eller anden måde, men ikk kunne da hun ikk var en kat. Han kiggede stille på hende, det var nu stadig underligt så meget fredelig hun så ud. Det virkede ikk engang til at hun prøvede at skjule hun var animagus, men egentlig bare ikk tænkte over at hun var en animagus. Han tog blidt fat ved hendes hoved med begge hænder og nussede næsen mod hendes snude, "Du virker fuldkommen harmløs lille ven." grinte han. Det var rigtig hyggeligt bare at sidde i sneen og nusse den lille ræv, ikk den mindste form for frygt overfor en fuldkommen fremmed varulv, som hun sikkert vidste at han var.

Da hun begyndte at forvandle sig tilbage, fortsatte han egentlig bare sit nusseri, det var kun på tide at hun forvandlede sig. Han smilede let til hende, "Jamen goddag igen til dig." grinte han. Hun virkede meget passende til at være en ræv, det let rødlige hår som virkede blødt og velpasset. Han tog sin hånd til sig lidt efter og hvilede hænderne i sneen, hvor han lænte sig en smule tilbage. "Det var da også på tide du forvandlede dig! Ville snart have spurgt dig om du bare ville gemme din identitet for mig." grinte han. Han var i et meget godt humør idag, som man tydeligt kunne høre på ham. Han kiggede med hovedet sat på skrå, hun virkede mere genert som menneske end som ræv? Måske derfor.

Som ræv, elskede hun at blive nusset af ham. Hun lagde sig næsten helt ned i sneen for at nyde det endnu mere, så han kunne nusse hende på maven. Hun måtte hellere forvandle sig tilbage nu, eller fik hun aldrig gjort det. Da hun havde forvandlet sig tilbage til et menneske, kunne hun straks mærke den fremmedhed der voksede i hende. Hun kendte næsten ikke sig selv mere. Hun var oven i købet nøgen! Hvor pinligt var det ikke lige, selv overfor en varulv var hun flov. Hun sad og mærkede hvordan sneens kulde trængte ind i hendes smukke og slanke krop. Hun skyndte sig at dække sine bryster til med håret. Hende underliv kunne man ikke se så godt, eftersom hun dækkede den med hænderne.

"Øhm... Ja, det er så mig. Den RIGTIGE mig. Jeg er nu kønnere som ræv end menneske må jeg erkende. Ked af, det her pinlige førstehåndsindtryk. Løb du hellere din vej, unge ven. Jeg hader at vise min rigtige identitet, fordi jeg føler ikke jeg er god nok til noget, udover at passe min mor." fortalte hun flovt og trykkede sig mere ned.

Da han have observeret hendes ansigt lidt, begyndte hun at bevæge sig underligt. Hvad lavede hun? Han kiggede ned af hende, og straks blev han rød i hovedet. Han kiggede væk hurtigere end man ville tro han havde set noget, hvorfor skulle hun også være nøgen!? Han holdt sig for øjnene med den ene hånd, han måtte lige finde ud af noget, hun skulle jo heller ikk fryse ihjel... Han bed sig en smule i læben, han fik sine fingre lidt væk fra øjnene og kiggede mod hende igen. Havde han måske bare bildt sig ind at hun var nøgen, han kiggede, nej! Han fik hurtigt gemt sine øjne bag sine fingre, nej hun var bestemt nøgen. Helt klart derfor hun lød mere genert som menneske, hun havde nok ikk planer om at være nøgen foran ham som det første.

Han kom til at grine lidt over hendes sætning, "Et førstehåndsindtryk der ihvertfald tager kegler!" Han fik et opgivende smil og lukkede øjnene i. Han fjernede hånden og fik sin t-shirt af. "Den er måske lidt stor, men i det mindste er den varmere og mindre visende." smilede han og rakte den imod hende i blinde. Man kunne se hvor lettere bygget han var efter han havde taget sin t-shirt af. Han havde ikk en utrolig fremtræden six-pack, men han havde heller ikk fuldkommen flad mave. Han havde også lidt store overarme. "Kan ikk forstå hvorfor du ikk kan li det, du er ellers smuk" smilede han.

Hun blev flov over hans kompliment, men modtog så t shirten og tog den hurtigt på. Hun smilede lidt derefter og prøvede på at sige noget.
"Tak for denne lidt varmere gave. Jeg hedder Foxina. Og jeg vil ønske jeg kun var ræv, da jeg i virkeligheden føler mig mere fri og levende." sagde hun lidt nervøst og kiggede på ham. Hun kunne godt lide hans arme og overkrop og hun sad og betragtede den lidt. "Hvad er dit navn så? Skal jeg forvandle mig tilbage som ræv." spurgte hun lidt efter.

Trangen ril at forvandle sig var stor lige nu.

//Undskyld, kunne ikke finde på mere. xD//

Da han hørte at hun havde fået den på åbnede han øjnene, han kiggede opgivende på hende og smilede let. Det var sjovt at se hende med den på, men nu var det heller ikk hver dag at der var en der manglede tøj. Han kløede sig på hovedet og kiggede op, der kom en lille vind. Hans blik kom tilbage på hende da hun begyndte at snakke. Ønske at være en ræv? Han rynkede brynene ved tanken om det, hvorfor hellere være et dyr frem for menneske? Han fik taget hendes hånd og sukkede stille. Han kiggede mod hende, "Jeg forstår ikk hvordan du kan føle dig mere fri som ræv, du er fanget i frygt for at en fjende tager dig og du har sværere ved at kommunikere hvis du er ræv." Han lagde pegefingeren i midten af hendes håndflade. "Desuden har du tommelfingre som menneske." grinte han stille og kiggede på hende.

Han fik et kejtet smil frem og aede hendes kind. "Forbliv du nu bare den du er, der er ingen grund til at du benægter den du er." smilede han. Han tænkte sig lidt om, "Jeg hedder Manda" Han gned sin tinding.

Hun smilede roligt og blev mere tryg ved ham, da han tog hendes hånd. Bare han kunne forstå, hvor hårdt og svært hun egentlig havde det. Hun vidste ikke, om hun skulle fortælle ham det. Hvad vil han også tænke om hende? En ung, nærmest moderløs pige med en bølle som storebror? Hun ville vide, om hun kunne stole på ham, og han ikke ville sige noget til nogen andre. Normalt passede hun sin mor, når hun bar hjemme, og det var vist ikke helt normalt for en 19 årig pige. At være ræv, var et helt andet liv. En frihed, uden bekymring, bortset fra hendes egne fjender, som holdt til i skoven. Hun kunne da stikke af fra dem, men de kom altid tilbage. Problemer kunne man ikke stikke af fra. Måske burde hun bare tage sit eget liv. Nogle mennesker burde bare ikke leve.

Hun nød det, da han nussede hendes bløde kind. "Jeg er bare ikke tilfreds med mit liv. Kun som ræv. Min mor har travlt med sit arbejde. Hun er der næsten aldrig, og når hun er der, så skal jeg passe hende dag ind og dag ud når hun har ferie. Min bror er bare en bølle. " sagde hun stille og tog hans blidt hans hånd.

Han kiggede på hende, hun så vidst ud til at være dybt fortabt i sine tanker efter han havde sagt at han ikk forstod hendes tanke. Han fik et opgivende smil, hendes blik fortalte det hele, han forstod intet. Selvfølgelig var der ikk så meget for ham selv at forstå, han havde kun lige mødt hende... Men hvis han var heldig nok, kunne det være at hun et tidspunkt ville være parat til at fortælle ham om sine problemer, siden at hun ligefrem tog en hule som ræv som et bedre liv end det hun havde som menneske.

Han slap hendes hånd og blev ved med at ae hendes kind, "Jeg kender godt følelsen med ikk at være tilfreds med sit liv, men jeg har aldrig flygtet fra mit hårde liv." sagde han opmuntrende. Han gav udtryk for at han ville ønske hans fortid kunne være ligeså nem som hendes var. "Det eneste der gjorde at jeg ikk har flygtet fra det, var at jeg fik nogle venner som gjorde at lige pludselig var livet ikk så hårdt længere, jeg tror også bare det er det du skal bruge." smilede han glad og fik hånden op til hendes hoved. Han aede hendes hoved. "Og vær nu bare glad for at du har en mor, måske ikk en god mor, men det er bedre end ingen mor."

Foxina kunne godt lide hans måde at røre hende på. Han fik hende til at slappe mere af i kroppen, selvom det var hundekoldt. Gad vide om han havde en fortid, som var lige så slem som hendes? Selvom hun var blevet slået af hendes far ca. 100 gange, blev hun ikke videre skræmt, da han rørte ved hende. Hun lyttede til de rolige ord, han sagde til hende. Måske måtte hun hellere fortælle ham, hvor svært det var for hende, at få venner, fordi hun netop var menneskesky og bange for dem.

"Det er sandt at jeg har en moder, men hun er der desværre kun hjemme 3 uger om året. Hun er der ikke ligefrem for mig. Hun tjener bare nogle penge til vores hus. Længere er den ikke. Da min far levede, slog han mig ret tit uden nogen grund. Min bror rørte han ikke, så det var mig der var offeret. Siden da, er jeg blevet bange for voksne mænd. Jeg kunne flygte, ved at gemme mig i hulen, når jeg forvandlede mig til en ræv. Så kunne han ikke finde mig." fortalte hun roligt og nød ham, ae hendes ansigt.

Han kiggede stille på hende og smilede opgivende. Han lagde en hånd ved hendes arm, hun var iskold. Han sukkede og kravlede lidt tættere mod hende, han fik hende med lethed løftet op og satte hende på sig. Han fik armene om hende, "Du skulle altså bare sige hvis du frøs, i stedet for bare at sidde og fryse." Ham selv var rimelig varm, selvom han sad i bare overkrop. Det positive ved at ære en varulv var vel altid at kunne holde varmen uanset vind og vejr. Han gned hendes arme blidt så hun hurtigere kunne få varmen tilbage og han havde så vidt muligt gjort at hun sad på ham og ikk ramte sneen med de bare ben.

Han smilede opgivende til hende og rystede let på hovedet, "Bare fordi hun ikk er der for dig rent fysisk, betyder det jo ikk at hun ikk er der for dig psykisk?" smilede han let. Han tænkte lidt, "Altså som du siger, hun tjener penge til jeres hus, så lidt gør hun da for at I kan have et bedre liv frem for at bare leve på gaden og sulte?" Han tænkte lidt over det med at hendes far slog hende. Han smilede igen opgivende. Hun havde det da ikk så slemt som hun kunne få det til at lyde som. Det var nok nærmere end underholdning at hun troede det var så slemt. Han aede hendes hoved. "Så slemt er det nu ikk, jeg troede du havde det meget værre end det dér." grinte han lidt over at han troede det var værre. "Men jeg kan godt forstå du er bange for mænd, men så er det jo godt jeg ikk er hverken voksen eller en mand, jeg er nok tættere på at være en lille dreng."

Hun blev lidt overrasket over den måde han bare løftede hende op på. Var hun virkelig ikke tungere? Det var en dejlig følelse, at sidde på ham. Hold da fast hvor var han dog varm og blød. Hendes arme fik automatisk lagt sig rundt om hans hals, hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det, men det var ren og skær noget, der fik hende til det uden videre. Hun kendte ham jo ikke engang. Måske var det fordi han var så sød imod hende, at hun nærmest gav sig for ham? I hvert fald, var hun begyndt at interessere sig mere for ham. Hans smil var varme og livsglædende. Hun smilede igen til ham. "Tja, du har nok ret, med hensyn til det med min mor. Jeg savner hende bare, og føler hun svigter mig, selvom hun jo bare arbejder. Du er heldig at have nogle venner. Jeg har derimod ingen venner at dele mine bekymringer til. Faktisk synes jeg, du er lidt....sød."

Hun havde svært ved at sige det sidste til ham, da hun var meget genert, og det var jo også første gang, hun havde sagt det til en sød dreng, som ham. Hendes hænder gled op af hans ansigt og hun nussede kærligt hans ansigt samt hår. Hun ville kysse ham og dernæst løbe væk, af skræk for, hvordan han ville reagere på hendes handling. Modet steg op til hendes hoved og hun kyssede ham hurtigt på munden og løb hurtigt hen og gemte sig bag et træ.

Han gav en lille rystelse fra sig da hun fik armene om ham. Hun var bidende koldt, men det handlede bare om lige at vænne sig til at have noget koldt mod sig. Heldigvis kunne han vel også varme hende hurtigt nok til at hun blev lidt mere lun i det? Han begyndte at gnid hendes ryg, forhåbentlig blev hun ikk syg af at have været så kold. Det ville nok have været en god idé at sige hun skulle forvandle sig til en ræv, så kunne hun i det mindste holde varmen, men det var meget mere hyggeligt at snakke med et menneske end en ræv. Han kiggede stille på hende, han aede hendes hoved. "Jeg håber da det bliver bedre, men hvis alt andet glipper, så prøv at snakke med hende om det. Ja, du tager dig af hende når hun er hjemme, men der er hun da i det mindste i stand til at høre efter?" foreslog han hende og satte hovedet lidt på skrå. Han fik et kejtet smil, venner... Han fik hende ind til sig og havde armene om hende. "Jeg kan sagtens være din ven." Han hvilede sit hoved på hendes. "Det er altid rart med venner."

Han kiggede stille på hende, han grinte lidt da hun begyndte at nusse hans ansigt. Hun var vist faldet helt til ro efter angrebet og sådan, siden hun kunne finde sig frem til det. Han fik lidt store øjne da hun kyssede ham, nok var det hurtigt, men han fik tiden til at reagere på det. Han kiggede lidt undrende mod hende, hun løb også bagefter? Mærkeligt. Han rejste sig op og gik hen til træet, han gemte sig på den anden side. Dog fik han hovedet frem og kiggede på hende, "Hvad var det for?" spurgte han roligt, men stadig undrende.

Hun lyttede til hans ord og nikkede efterfølgende som tegn på forståelse. Efter hun havde gemt sig bag et træ, blev hun rød i hovedet. Hun skulle have spurgt ham, om han havde en kæreste. Det var altså dumt af hende gjort. Nu kom han sikkert over for at skælde hende ud efter hun havde kysset ham. Skulle hun blot stikke af nu og være ræv igen? Åh nej, ham kom over til hende! Hvad gjorde hun? Det her var pinligt for hende. Da hun hørte hans spørgsmål "Hvad skulle det til for?", blev hun bange og flov. Hendes hjerne arbejdede på at finde et svar. Det resulterede til "Jeg...jeg ved det ikke. Det skete bare. Det må du undskylde. Måske skulle jeg forsvinde og aldrig komme igen."

Hun havde ødelagt det for hende selv og ham. Hun så pludselig hans ansigt bag træet, og kom til at skrige af forskrækkelse, og derefter falde på jorden med armene for hovedet og øjnene for at skjule det. Det blev værre og værre, bare hun ikke havde forvandlet sig. Det havde været nemmere med at kommunikere mellem ræv og varulv. Hun havde bare lyst til at grave sig ned i et hul og blive der for evigt.

Han kunne ikk lade være med at grine, det var lidt sjovt at se hende være sådan. Det var mere typisk for ham at være den der ville gemme sig, men alligevel var det ikk ham denne gang. Det var næsten helt kært så flov og fortrydende hun var, man skulle næsten tro at hun egentlig ikk ville gøre det, men det bare var en enkelt omgangs svaghed fra at kysse ham. Hans blik blev overrasket over hendes svar, forsvinde og aldrig komme igen? Hvad var det dog for et svar, han kom til at sukke over det. Man kunne tydeligt høre på hende at hun var vant til at flygte fra det, frem for at stå ved det og bare vise at det var sådan det var.

Da hun faldt, blev han fuldkommen overrasket og skyndte sig at bukke sig ned til hende. Han sukkede opgivende over at se hende gemme sig, og han aede hende der hvor han kunne ved hendes hoved. "Du er virkelig alt for genert." grinte han lidt. Han kunne ikk lade være med at smile over hende, det var rimelig underholdende at se hende være sådan. Han så sjældent nogen personer opfører sig sådan, "Hvis det var så slemt, så burde du nok have tænkt det igennem inden du gjorde det"

Hun kunne ikke lade være med smile og grine af hende selv. Han var sød, og han accepterede den, som hun var. Hun rejste sig lidt flovt op og holdt fast i hans hænder. "Du må undskylde det med kysset! Det var ikke meningen, og jeg ved ikke om du har en kæreste, men vær sød ikke at blive sur på mig, hvis du har en." skyndte hun sig at sige, nu hvor hun alligevel stod ansigt til ansigt med ham. Hun ville ikke miste ham, og hun ville jo heller ikke ødelægge det for hende og ham.

"Ja, jeg burde have tænkt planen igennem først." sagde hun derefter og grinede. Hun nussede for sjov hans hår, så hans hår blev lidt ulet. Hun fik lige pludselig et grineflip over ham. Hun syntes ham var så sød og dejlig og betryggende.

Da hun begyndte at rejse sig, gjorde han det også. Hun virkede underlig, hvilket bare gjorde det endnu sjovere at kende hende. Han aede hendes kind blidt inden hun tog fat i hans hænder. Han satte hovedet let på skrå, før han rystede på hovedet. "Det gør ikk noget." smilede han. Han trak på skuldrene da hun snakkede om at han havde en kæreste. Officielt ja, men det føltes ikk rigtig sådan længere. Han sukkede stille, "man kan vel sige jeg har en, men hun har bare ikk rigtigt været her de sidste måneder..." mumlede han. Han fik sin hænder til sig og gned sine tindinger. Så besværligt.

Han nikkede til hende og blev overrasket over at hun rodede i hans hår. Han kom til at grine og da hun var færdig lavede han en lille rysten med hovedet og hans hår sad som før. Så dejligt nemt hans hår var. Han satte hovedet på skrå over hendes grineflip.

"Det gør mig ondt at høre, min ven. Det var ikke meningen...." hun stoppede midt i sætningen. En fugl havde sat sig i træet og sad roligt der. Hun kunne mærke at hun igen var blevet sulten, så pludselig smed hun trøjen og sprang fremmod træet og var blevet en ræv. Hun klatrede op i træet og fik fat i solsorten, som ikke nåede så langt, før den var i dens mund. Hun blev oppe i træet og åd den. Lidt efter hoppede hun ned fra træet og kravlede ind i trøjen og forvandlede sig til hende selv igen.

"Undskyld jeg var sulten. Men som sagt, det gør mig vildt ondt at høre det med din kæreste. Er hun køn?" spurgte hun. Hun vidste ikke, om det var for meget at spørge om. Hun kunne vildt godt lide hans hår. Hun måtte finde sig i, hvis han lo lidt af hende, det var okay. Hun var vist lidt af undskyldning for sig selv, tænkte hun og smilede.

Han trak på skuldrene og smilede til hende, "Det gør ikk så meget, jeg må vel bare se hvad tiden bringer. Det kan være hun kommer igen, eller at jeg forelsker mig i en anden." sagde han til sig selv. Han tænkte lidt, det var nok det sidste, da han heller ikk havde hørt fra hende de sidste måneder. Han så hende smide trøjen og han rødmede hurtigt. Dog gik det hurtigt, og så havde hun forvandlet sig til en ræv og han kiggede opgivende mens hun ville fange fuglen. Han aede hende på hovedet da hun blev sig selv igen og var kommet i trøjen.

Han smilede let, "Hun er smuk, meget sød." svarede han og tog sin hånd til sig. Han kiggede stille på hende og fik et kejtet smil frem. "Ligesom dig, du er også meget sød og smuk." Han klappede hendes kind blidt en enkelt gang, de var på hver deres måde, men det gjorde dem ikk mindre smukke. Det var lidt sjovt at se hende grine sådan, det var hans måde at føle han var trængt igennem muren.

Da Foxina havde forvandlet sig, hørte hun, tydeligt hvad han sagde *eller at han forelsket sig i en anden*. Det måtte vel betyde, at de havde nogle problemer eller lign. Da hun atter havde forvandlet sig tilbage, blev hun lidt overrasket over, at han aede hende kærligt på hovedet. Der kom hun til at rødme lidt, men hun blev endnu mere rød i hovedet, da han nævnte, at hun også var smuk og sød, ligesom hans kæreste. Det var dog lidt synd for ham, at hans kæreste sådan ikke havde svaret ham.

"Tak. Det var pænt af sig at sige sådan noget sødt til mig. Jeg må sige, at jeg aldrig har mødt sådan en sød og dejlig fyr, som du." svarede hun blidt, men rødmen forsvandt ikke fra hendes ansigt. Den forblev der. Hun var begyndt at fryse noget mere, måske skulle hun vise sit hjem til ham, tænkte hun.