Lay me down on a bunch of roses.

Stedet :: High School Di Morga - Musiklokale 4 på 2. sal.
Tiden :: Omkring 16.22. Sidst på eftermiddagen.
Vejret :: Der er dejlig varmt udenfor. Solen er allerede på sin vej ned, trods årstiden, og en behagelig brise hærger i varmen.

Privat :: Jake.
___________________________________________________________

Døren blev stille lukket bag hende. Hun behøvede vel ikke at låse den. De fleste elever var allerede taget hjem, eller også havde de travlt med alt muligt andet. Hun havde aldrig oplevet at nogen havde fundet deres vej ind i musiklokalet. I hvert fald ikke dette. Her var stort set kun klassiske instrumenter. Det var heller ikke specielt stort. Ikke i forhold til de andre lokaler, der blev brugt til at spille musik i. Men hun var ligeglad med størrelsen. Hun var ligeglad med de skinnende trompeter. Det eneste hun rigtig bekymrede sig om, var det store sorte klaver der stod og strålede over ved vinduet. Det var nok mere et flygel, og hun undrede sig tit om hvordan det overhoved var kommet ind i lokalet. Det fyldte det meste, og døren så ikke ud til at have været bred nok. Det var nok bare blevet samlet da alle materialerne var blevet løftet ind.
Hun gik roligt tværs gennem rummet, og hun stoppede selvfølgelig først idet hun nåede vinduet, som klaveret stod så tæt ved. Bøgerne der havde ligget i hendes favn blev lagt ned i karmen, og tasken der havde hængt over hendes ene skulder, lod hun bare falde blidt ned på gulvet, hvor den kunne stå lænet op ad væggen. Hun lænede sig så selv ind over karmen, fik fat i det lille håndtag og åbnede efterfølgende vinduet en smule, så noget af den milde brise kunne komme ind og gøre lugten mindre indelukket. Det var egentlig ved at blive varmt. Snestormen var ovre, og nu var forår endelig på vej. Hvilken fryd det var for hende. Lille Amelia. Naturen lå så tæt ind til hende, så der var ingen tvivl om at hun elskede når det begyndte at blomstre igen. Der følte hun sig mest hjemme. Hun tog et sekund eller to til lige at betragte udsigten. Hun kunne se nogle af de sidste elever, forlade skolens område. Glade for at skoledagen endelig var ovre.
Den lille aspara drejede så en halv omgang omkring sig selv. For at se ud i lokalet. Hun nød virkelig at se det mørke blanke træ som udgjorde væggene. Og den gamle grønne tavle, som ikke var blevet skiftet ud med elektronik. Mindede hende om de gamle klasselokaler. Dem som hun havde været i for blot nogle år siden. Hvorfor skulle alt udvikle sig så hurtigt? Stadig med et lille smil på de bløde læber, fandt hun sin plads foran klaveret. Hun satte sig ordentligt tilrette på den pudebelagte bænk, rettede lidt på den rød- og hvidstribede bluse og fik som det sidste ført sine hænder ind under det lange hasselnøddebrune hår for så at kaste det lidt bagud. Nok mest for at give lidt mere luft til hendes nakke område. Hun sukkede tilfreds og fik løftet dækket op, for at fremvise de sorte og hvide tangenter. Et sæt noder stod allerede klar foran hende. Hun havde ikke fjernet dem siden sidst hun havde været her. Og tilsyneladende havde ingen fjernet dem, selv om det havde været et godt stykke tid siden sidst. Hun skubbede sig en smule frem, for at få sine fødder til at nå pedalerne bedre. Nu havde hun ikke ligefrem de længste ben. Hun lagde sine fingre fra. De rørte næsten ikke. Lå bare afslappet på overfladen, inden hun så tog en dyb indånding, pustede tungt ud, og trykkede så ellers ned. Hendes dybe dådyr øjne så helt roligt mod papiret foran sig. Fulgte noderne, som de blev spillet, med sådan en fin ynde. Smilet voksede automatisk, og lidt efter lidt behøvede hun egentlig ikke at kigge på noderne, for at vide hvad der skulle spilles. Hendes fingre vidste hvor de skulle trykke ned på. Og hendes fødder vidste hvornår der skulle slippes for så igen at træde ned.
Det var en dejlig melodi. Den lå mest i dur, og havde derfor ikke den dystre undertone, som kunne give en trist effekt. Den var smuk i hendes ører, og hun nød at spille den. Hun forestillede sig selv, at være i en film. Eller en video. Hvor solnedgangen skinnede ind gennem vinduet, og gav hende den guddommelige glød, og vinden der fandt sin vej ind for at lade hendes hår flagre. I hendes hoved overdrev hun nok lidt, men samtidig var hun ikke helt fra virkeligheden.

Klokken havde endelig ringet og Jake ventede egentlig bare på at folk var færdige med at skynde sig ud af døren, mens han tog sig tid til bare at pakke sine ting ned. Dagen havde ikke været så slem. Efter at have været på biblioteket og finde nogle nye bøger havde han været i stand til at komme udenom at være dommer når drengene spillede fodbold. Desuden havde de ikke fået specielt mange lektier for og de fleste havde han nået at få lavet herhenne. Det betød også at han havde lidt fritid, som han ofte brugte i skolens musikrum. Ikke fordi han ikke kunne spille derhjemme, men her blev han næsten aldrig forstyrret. Det skulle da lige være pedellen, som bare ville smile og vente på at han var færdig.
Han lod tasken med bøger dumpe ned i sit skød, inden han begyndte at køre ud. "Hav en god dag!" sagde han til sin matematiklærer, som smilede til ham og nikkede. Jake fortsatte blot sin vej til musiklokalet, men blev overraskelse da han hørte nogen spille, som han nærmede sig. Det var den samme som han selv havde spillet det sidste stykke tid. Han blev bare hvor han var, for ikke at forstyrre personen, som spillede derinde. Skulle han banke på? Nej, han ville ikke forstyrre... Måske skulle han bare tage hjem? Det besluttede han sig for, men han kunne ikke få sig til at vende om. I stedet skubbede han hjulene på kørestolen lidt frem, så han bedre kunne høre hvad der foregik. Det lød virkelig smukt hvis han selv skulle sige det. Han begyndte at pille lidt ved kanten af sin to størrelser for store brune og hvide baseball-bluse mens han bare lyttede til personen derinde spille.
Forsigtigt løftede han alligevel hånden og åbnede forsigtigt døren for at få et glimt af personen, som spillede dette smukke stykke. Han burde have ladet være, for han kunne ikke få sig selv til at flytte sig fra stedet på nogen måde. Det virkede absurd, men han syntes at han havde set hende før, en dag kort efter at han var flyttet til Di Morga. Han havde været 4 år på det tidspunkt og han var faret vild i skoven, selvom han havde lovet sin mor at han kun ville blive i udkanten. Det eneste han kunne huske derfra var at han havde set en utroligt smuk pige, som hans hoved mente var pigen, der også sad bag flygelet. Han havde fulgt efter hende og var kommet hjem til sine forældre. Efterfølgende havde han tænkt meget på hende, da han aldrig havde haft mulighed for at sige tak eller noget. Det kunne jo bare ikke være rigtigt, for han var sikker på at hun havde været 15, måske 16 år dengang, men så skulle hun jo mindst have været 26 år nu, hvilket hun tydeligvis ikke var. Det måtte bare være et tilfælde.

Der gik lidt tid inden at hendes hjerne reagerede på at døren blev åbnet. Hun var så langt inde i sit eget drømmeland, at alle andre lyde end fra klaveret, var blevet reduceret markant. Men lidt efter lidt begyndte hun at vågne op igen. Hun havde en underlig følelse af at nogen stod og kiggede på hende. Det gjorde hende vel lidt bekymret, eftersom hun var meget sikker på, hun var den eneste i lokalet. Hun havde endda tjekket flere gange.
Hun stoppede brat med at spille, dog lå hendes fingre stadig på tangenterne, som var hun klar til at spille videre, når hun havde kommet over sin paranoide fornemmelse. Det kunne godt virke som om at hun var helt afslappet. Hun drejede bare sit hoved en smule, i en rolig bevægelse, men den atmosfære der havde været omkring hende forandrede sig hurtigt, da hun fik øje på den ukendte person, der nu stod i samme lokale som hende. Hendes øjne blev spærret godt op, og hun kunne ikke lade være med at bare stirre mod ham. Hun nåede ikke engang at lægge mærke til hvordan han ikke stod op, inden hun nærmest gik i panik. ”Åh undskyld!” Hurtigt vendte hun sig igen mod klaveret, lukkede klappen ned med et slam og per automatik trak de nodepapirer, som i princippet ikke var hendes. ”Jeg vidste ikke at nogen havde reserveret dette lokale.” Selvfølgelig var hun ikke 100 på at det var sådan det foregik, men det var den først tanke der lige havde nået at komme ind i hovedet på hende. Lige så hurtigt som alt andet, rejste hun sig op. Eller hun prøvede. Hendes fødder havde stået forkert på gulvet, og hendes knæhaser stødte hårdt ind i bænken bag hende. Hun blev tvunget til at komme ned at sidde igen, og lige idet følte hun hvordan bænken vippede. Længere og længere bagud. Og hun faldt med. Et overrasket udbrud kom fra hende, lige inden hun endte på gulvet. Sammen med bænken, og papir spredt udover det hele. ”Av..” pev hun, alt imens hun satte sig op igen. En hånd var sat mod baghovedet og hendes øjne var lettere lukket i. Selvom hendes skuldre havde taget det meste af faldet, syntes hovedet alligevel at gøre ondt.
Forsigtigt kom hun dog i tanke om hvad der havde forsaget postyret, og de brune øjne blev igen rettet mod drengen. Hendes kinder var lettere røde af flovhed, men hun fik alligevel samlet kræfter til at smile undskyldende inden hun satte sig i gang med at samle nodestykker op fra gulvet.. ”Det må du undskylde. Jeg skal nok samle dem op.”

Jake blev ret forskrækket da han fik øjenkontakt med pigen. Det havde han ikke regnet med, selvom hun var stoppet med at spille. Han havde bare ikke regnet med at hun ville kigge herover, hvilket nok var pænt dumt. Han var sikker på at han selv havde hoppet en meter op i luften, hvis hans ben altså fungerede i det hun slog klappen ned. Han nåede knapt nok at forstå hvad hun sagde, før hun lå på gulvet.
"D-du behøver ikke at undskylde! Det var forkert af mig at smuglytte, j-jeg var på vej herned sådan lidt tilfældigt!" sagde han, og skyndte sig over for at hjælpe hende så godt han kunne. "Jeg stoppede bare her fordi, uh, jeg hørte dig spille... D-det lød meget godt, s-så jeg var bare lidt nysgerrig" forklarede han mens han hjalp med at samle papirerne op. Det var jo ikke fordi han ville skræmme hende væk, overhovedet ikke. Det var nok bare ret typisk hans held at blive opdaget. "Uh, j-jeg skal nok hjælpe" sagde han forsigtigt, mens han begyndte at samle nogle af noderne sammen. Han kørte dernest en anelse tilbage, da hjulet på hans kørestol var endt over hjørnet på en af siderne. Derefter rakte han papirerne til hende, i håb om at hun ikke var sur på ham over at han havde lyttet til hende spille. Han vidste godt at den slags godt kunne være personlige.

”Du … hørte mig spille?” Amelia kunne ikke lade være med at komme lidt ind i en mindre trance. Hun var bestemt ikke vant til at folk lyttede med. Hun havde altid bare gjort det for sig selv, og egentlig brød hun sig ikke yderligere om tilskuere. Det var nok den eneste grund til, hun endnu ikke havde meldt sig til nogle af de forskellige musik klubber, der helt sikkert var at finde på den her skole. Den her skole have jo alt. Og hun havde levet længe nok til at finde frem til at det var sandt. Eller næsten. Den havde alt hvad en skole nu havde brug for. Hun sad et øjeblik med de papirer, hun havde nået at samle, i sin favn, mens hun bare stirrede mod ham. Med sådan et uskyldigt udtryk i ansigtet. Som en fortvivlet lille hundehvalp, også alligevel ikke. Men lige meget hvad, var det mere eller mindre stilhed før storm. På sin måde.
Pludselige syntes et smil at komme frem igen. Ikke bare som det lille forsigtige smil fra før, eller det fortryllede, fra da hun spillede. Det var stort og muntert. Lyste i hvert fald hele hendes ansigt op. Hoved blev lagt en smule til side, og fik samtidig et par til at totter af det bløde hår til at falde ned over hendes ansigt. ”Tak.” sagde hun så bare, med en blid stemme, som man kun kunne forvente fra det man nu så af det ydre ved hende. Endnu med smilet formet på læberne, tog hun roligt imod de noder han havde fået samlet op. Det var faktisk først nu hun rigtig lade mærke til hvorfor han stadig virkede til at være en del højere end hende. Forundret fik hun lagt sit blik på kørestolen. Hun var måske knap så diskret som hun kunne have været, men hun vidste vel ikke bedre. Og hun ville nu lyve, hvis ikke hun sagde hun ikke var imponeret, over hans forsøg med at hjælpe hende. ”Du må undskylde hvis jeg skræmte dig. Jeg har været umådelig klodset her på det seneste.” Hun så nu igen mere mod hans ansigt. Det var mest af høflighed at holde øjenkontakten, når en samtale blev ført. Forsigtigt kom hun selv på benene igen. Op i sine fylde 154 centimeter. Hvis man havde set hende bagfra, ville hun sagtens kunne blive forvekslet med en på de 10 år. Noderne lagde hun blidt på flyglet, inden hun fik bukket sig ned for at løfte bænken på plads igen. Så vendte hun sig endelig helt mod mennesket. Eller det var hvad hun gik ud fra. ”Jeg er Amelia, forresten.” præsenterede hun sig. Med samme muntre attitude, som hun havde haft i et godt stykke tid nu. ”Øh.. Vil du prøve og spille??”