Brothers in Crime

Lynhurtigt greb Andrija ud efter Sophies hånd og greb ud efter den, for at hindre den nåde håndklædet. Det nåde han desværre ikke og hans ryk i hendes hånd resulterede bare i at håndklædet blev revet væk fra hans hofter. Irriteret gav han et hårdt skub væk fra sig, før han ville få håndklædet på plads igen, for så at vende sig imod Sophia igen. 
"Ja, bryllupsnat. Men nu du så gerne vil være her, så har min lille doll nok behov for noget at drikke, hun har ikke fået noget at drikke i lang tid og hendes bestilte måltid kommer først om lidt tid. Men det kan jo være du vil ligge hals til hende - så kan du få en date med Satan." 
Var Millicent kommet ud, ville Andrija vende sig imod hende, smile kunstigt til hende og trampe hen til badeværelset. "Så er der serveret." Vrisserede han på vejen og gik så tilbage til hans bad, der næsten boblede da han trådte ned i det halvlunkne vand. Der ville han blive siddende til de to katte var færdige med at kredse i hinanden. Han havde tiltro nok til at Millicent godt kunne vise både tænder og klør.

Sophia tøvede kort for første gang.
Skulle han giftes ? Virkelig ?
Dét havde Alfredo så lige glemt at få med i farten. Men helt ærlig, blev han ligepludselig uinteresseret i andre kvinder , bare fordi han ... Havde ring på? Hun havde bemærket ringen nu, og stirrede på den imens Andrija tilbød hende at være natsnack for hans tøs.

Millicent hævede sig langsomt op og fri fra vandet. Selv en vampyr kunne glide, så hun stod langsomt ud.
Hun blev tør og kom i kjolen i vampyrens herlige speed og døren blev knaldet op med et hårdt brag.
Nu var det sku nok.
Millicent havde igen skruet ned til normal hastighed , da hun trådte ind i soveværelset , netop da ordet satan lød. Andrija skred forbi hende og hun nikkede kort til hans ' så er der serveret' . Millicent havde nu kun fokus på Sophia, som det rovdyr hun var og netop havde fået det røde tørklæde vifter one time too Many foran sig.

Sophia så nu rigtigt på Andys veninde. Hun begyndte at fornemme alvoren i det her. Hun var ikke engang sikker på at pigen barnebillet drikke og nøjes med kun det. Hun så virkelig... Virkelig vild ud i hendes øjne. Der brændte en utæmmet flamme der på ingen måde matchede det ellers så blide udseende.
Mascaraen var halvt om halvt tværet ud af sæbevandet , og gav Millicent et mere råt look med det sorte under øjnene.
" Du satsede galt.... Skulle været gået første gang du havde chancen" talte Millicent lavt. Hendes menneskelige træk smuldrede så let som tørt brød blev til rasp, da hun begyndte at cirkulerer rundt.. Og rundt.., om Sophia.
Så let... Så elegant - som gik hun på selve luften. I hendes blik var kun vrede.... Måske en glimt af den mere menneskelige følelse jalousi.
Sophia var bange nu. Hendes hjerte galoperende faretruende hurtigt Og Hendes øjne veg ikke fra Millicents tænder , der hele tiden var blottet , enten i tale eller lave hvæs.

" Han er MIN.... Kun MIN... Og du Sophia ... Du er SÅ død lille skat" lød det igen truende lavt , og da Millicent fløj over og lagde begge hænder om Sophias hals, skreg hun Andrijas navn ud i en bøn om hjælp. Men bønnen blev kort, for Millicent sank ubarmhjertigt sine tænder i Sophias pulserende hals igen... Og igen... Og så igen, for denne gang at tage det sidste livgivende blod fra hende.
Herefter sank hun sammen over hende, efter at have trukket en dyne ned over det chokerede lig.

" fucked up bitch " mumlede hun efter et lille minut.
Om hun talte om Sophia eller sig selv ?- tjaaa.
Hun rejste sig op og svejede afsted på usikker ben, ud til Andrija.
Hun var lidt uklar i sit hoved. En smule brødebetynget over Andrijas veninde nu lå komplet slap og 100 procent stendød, her i Zorans hus.
Trods forståelsen for hvad hun netop havde gjort var begyndt at vågne - og dermed også samvittigheden , ville hun ikke give sig hen til den. Andrija skulle ikke se hende græde.
Så hun tog sig sammen, i sin lille tågerus og mumlede..." Skod veninde du har... Hun blødte på min kjole!'
Ned af brystet på den knald røde kjole, kunne man fornemme tre fire dråber , nu af størknet blod.

Andrija lå og lyttede intenst til scenen der udspillede sig i soveværelset. Da den lød til at være færdig slap han et lydløst suk ud. Hans tanker var allerede begyndt at kredse om hvor han kunne smide liget hen, for af vejen skulle det. Han gad ikke have det liggende i soveværelset og stinke. At Millicent bare lod liget ligge overraskede ham en smugle, men det måtte sikkert komme af at hun ikke normalt drak fra mennesker. Det måtte han så lærer hende. At rydde op efter sig selv. 
Millicent lignede en der havde fået lidt for meget, hvilke Andrija udnyttede. Han greb ud efter hende og trak hende ned i karret til sig, hvor hans finger kradsede lidt for at få blodet af. Derefter faldt den tilfældigvis ned på hendes bryst. Det var slet ikke meningen.
"Så fik vi også lige mad delen overstået." Et lille smil løb hen over hans læber mens han fjernede sin hånd fra hendes bryst og trak hende mere 'uskyldigt' ind til sig og lod sig glide længere ned i vandet. 
Da vandet ikke længere gav det mindste varme men næsten kulde, brød Andrija op og tørrede sig selv, før han trak i noget tøj. Dynen bad han Millicent skifte linnet på, hun ville kunne finde noget i vaskerummet. Selv greb han fat i Sophies ene arm og forsvandt ud i den blå luft. Kort efter kom han tilbage igen for at smide tøjet og gå omkuld i den enorme kæmpestore seng.

Da hun stadig var i sin kjole, blev den gennemblødt og klistrede ind til Millicent, da Andrija trak hende ned.Vandet gjorde hende godt, og selv om der kom små protester, fik det hende ud af den noget tåget stemning der havde overtaget hendes sind.Millicent lod ham kradse blodet fri af det røde stof, og smilede da han ramte hendes bryst.Han var svær...meget svær at gøre helt stueren.
Millicent lagde sin kind ned mod hans bare bryst og lukkede øjnene.
Fingrene kælede vilkårlige steder på brystkassen, bare følte ham an...udforskede og lærte han krop at kende.
Hun var ikke generet af varmen forduftede, men hun kunne fornemme at Andrijas muskler spændte mere og at det måtte være ekstra køligt for ham, når han både havde koldt vand og hende oven på sig.
Millicent stod op kort efter Andrija.Hun skulle lige have en hårvask effektueret inden.
Hun tog et par rene trusser og en af de store morgenkåber af blå frotte der hang på badeværelset og smøg om sig.
I hendes søgen efter vaskerummet, hun ikke anede hvor var...fandt jun en flaske sprut som hun snuppede med tilbage.
Linned fandt hun også, heldigvis...fra et stort skab .Men et vaskerummet det nok ikke lige.
Hun havde lagt betrækket på og sad i sengen , da Andrija kom og kastede sig i den.
Frem fra ryggen fiskede hun flasken, og smilede stolt.
" Se...hvad jeg også fandt! ....hvor gjorde du af liget?" Spurgte hun nysgerrigt.
Hun måtte se at blive bedre til at styre sig...hun kunne forhelvede da ikke udrydde alle damer der havde kysset Andrija, eller pønsede på at gøre det.Eller kunne hun ? Pludselig kunne hun egenlig rigtig godt lide at være vampyr.
Hun så mod de store vinduer." Kunne de mørklægges....natten være jo ikkke evigt?" Hun krøb over til Andrija og lagde sig ned.
Hun kørte flaske halsens mund over hans , og lod som han måtte drikke.
Men han fik ikke lov...." Vil du have de gyldne dråber, så koster det Luzar" drillede hun ham.

Andrija gloede dumt på flasken, før han rystede let på hoved og sukkede næsten dramatisk. "Lækkert! Jeg smed den i havet. Det vil fjerne fingeraftryk inden liget bliver fundet, hvis det noglesinde sker." Han rakte ud efter flasken, men fik den desværre ikke. 
Hans blik fulgte hendes for at kigge på værelset. "Ja, men det bliver ikke ligesom hjemme. Jeg hænger noget op foran dem." 
Flasken der svang drillende foran hans læber forsøgte han at nå, men han var lige så kvik til at give et svar, til Millicents udfordring. "Jamen hvis du vil have nogle gyldne dråber igen, så må du jo arbejde." Han sendte hende et strålende smil og svang bene ud over sengekanten, for at rejse sig op og finde nogle forhæng han møjsommeligt hængte op foran de store vinduer. 
Da lokalet var helt mørkt vente han tilbage til sengen og lænede sig ind over Millicent. 
"Men hvorfor sove i dag?" Han lage hoved på sned og betragtede hende i en kort tavshed. "Hvordan vil din drømmedag med mig være?" Han lænede sig ind over hendes læber og kyssede dem blidt og kærligt. Ligesom et normal forelsket teenager ville gøre det, i den perfekte teenager-drama.

Hun så lidt desorienteret på ham. I havet? Ja,det var jo ikke fordi hun havde andre og bedere bud.Hun var bare ikke helt nået dertil hvor de der gerninger, som at dumpe lig, var på niveau med at huske det ugenlige gossip blad.
" Tak" sagde hun og var ret glad for hans hjælp.Det havde været umuligt at sove med en død pige for fodenden, og hun var egenlig også helst fri for at skulle forklare Zoran , hvorfor hun havde dræbt hans stuepige, efter alt Zoran havde gjort for hende ...og for Andrija.
" Jeg er ikke helt sikker på vi to taler om de samme gyldene dråber, skat" sagde hun og lo.Andrija var helt klart i en anden boldgade, en så langt mere fræk...og spændende lidt farlig en.
Hun lænede sig op af nogle gigantiske puder i senge, og lod Andrija pynte op.
" Det ser fint ud, jeg tror det holder" smilede hun , rømmede sig over at skifte emne så success fuldt - og strakte sig.
Som altid når daggry nærmede sig...blev hendes nyfødte krop påvirket af strålerne der truede med snart at bryde frem.
Hun stak hage en smule op, og mødte Andrijas øjne i mørket, da han hoverer over hende.
Alene det fik hendes stille hjerte til at larme øredøvende.Hvor var det dog uretfærdigt at han havde den effekt.
" Shyys vi er gæster....tror du vi skal ligge her og stønne hele natten, og vække din bror?" Hun trak i de bløde lokker, og så lidt forundret på Andrija.
Hun havde svært ved at følge hans humør skift....dem havde han ofte og han klædte hurtigt om. Men ...det var som der var noget nyt undervejs.
" Min drømme dag?" Hun rynkede brynene svagt, og blev bekymret.
Ikke over hans spørgsmål, det var da harmløst....som sådan...det var hendes svar bare ikke, og hvad nu så ?
Hun havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle ham, de ordinære små ting, der ville gøre at han gav hende den bedste dag i hendes liv, indtil nu.
No way in hell....desuden ville hun blive enke inden hun overhovedet nået at blive gift.Andrija ville skrige sin røv i laser, og falde død om af grin.
" Hm" lød det kort...og så dansede hun sin linedans .
" Jeg synes i dag har været en skøn dag...selv om jeg godt kunne have undværet Sophia" sagde hun ærligt.
Uden at gå på kompromis med sandheden, og uden at vrænge sine detaljer omkring det ud, sagde hun stille..." jeg kan godtvære når du viser følelser...og når vi er alene.Så betyder hvor vi er ikke det store ....så en drømme dag skulle helt sikkert være lang med en masse tid sammen" det var tydeligt hun ikke ville ud med andet.Ingen detaljer, og hun tvivlede på han kunne tvinge dem ud.
Hun forsvandt fra omverdenen, da Andrijas læber ramte hendes.
Millicent kyssede ham tilbage, villigt og fyldt af kærlighed.
Hun listede tungen op under hans læbe og kørte den frem og tilbage langsomt der, for at pirre hammen smule, inden spidsen strøg over Dæmonens egen tunge.
Millicent nappede i hans læbe , kyssede munden igen og ville så vide..
" hvorfor spørger Du om den slags?"

En lav latter daskede ud fra Andrijas strube. "Behøves alt have en grund? Er det ikke fint at det er fordi jeg elsker dig så meget at jeg slet ikke selv forstår det?" Han lage hoved på sned, betragtede hende et kort øjeblik mere, for så at give hende endnu et kys. 
"... så jeg vil gerne give dig præcist det som dit kærligheds-syge hjerte gerne vil have, men alt hvad der bliver sagt fra nu af, eller nej, ligefør, vil aldrig blive nævnt igen, ellers skal jeg sikre dig at du vil f
ortryde du nogensinde nævnte det!" Selvom han gjorde alt for at lyde farlig, afslørede hans glædestrålende øjne det modsatte. 
"Er det ikke sådan du vil have det? En romantisk gut du kan kæle og kysse til englene brækker sig?" Han studerede kort hendes ansigt, for så at smile og glide ned ved siden af Millicent. Hans blik heftede sig ved loftet, før han vente sig imod Millicent igen. "Zoran møder vi først i aften, han ved at jeg ikke er den store morgendæmon. Han syntes jeg er frygtelig om morgenen og så siger han at jeg altid stænker langt væk af sprut og damer. Det sagde han i hvert fald sit jeg var her. Godt nok en del år siden, tyve tredve, men nu er der jo andre boller på suppen." 
Var det lykkes Andrija at få Millicents hånd, ville han give den et lille tryk, før han så trak sig ud af sengen og begyndte at klæde sig af. Til sidst smed han sig i sengen igen, trak dynen op under næsen og stirrede med forventningsfulde øjne op på Millicent som en dyreunge - det var i hvert fald hvad han forsøgte sig med.

Et afslappet smil var det første han fik serveret. Om alt behøvede have en grund? Absolut ikke.
Men hun blev alligevel næsten rystet af hans ord, da Andrija forsatte sin tale. De ord ... Hendes hemmelige ønske, det der ville give hende sin drømmedag. Det hun så gerne ville have fra ham. At han virkelig elskede hende.

Millicent så på ham med store øjne.
Havde Andrija allerede gættet hvad hun ønskede? Og sagde han nu de ord bare for at drille eller manipulerer hende rundt ? Men nej... Han virkede så oprigtig og hun fandt ingen spor af hån eller sjov i hans bløde stemme.
Hun nikkede ... Imens han smeltede al hendes forsvar og ragede hendes hjerte til sig. Millicent modtog hans kys på munden.

Naturligvis noget forundret over hans indrømmelse , hvilke kunne anes i hendes blik - men helt klart gav hun stjernerne baghjul, som øjnene funklende af glæde nu.

For helvede da..
Sad han ikke der og sagde alle se ting hun havde brændt sådan for at høre? Millicent blev overvældet, hun vidste at når det kom fra netop ham, var det noget helt helt særligt , og han var i fuld sving med at skrabe magten til sig, ved at få hende helt i knæ... Faktisk ved at indrømme sine følelser , at sætte dem frem i dagslyset.
Hun havde ventet længe på at høre ham sige det, og eftersom han var ..Andrija.. fulgte en lille advarelse med. Millicent ændrede stilling og strittede med rumpetten mod Andrija. " så hvis jeg nogen sinde minder dig på du har sagt du er helt vild med mig og du elsker mig- så får jeg smæk bagefter?" Hun vrikkede insinuerede med måsen og smilede.
Inden hun kom op på knæ og faldt ham om halsen med armene.
" Andrija... Du er så dejlig ... Jeg elsker dig... Sindssygt meget ... Og du har lige givet mig min drømme dag med dig " hældte hun sin kærlighed ud over ham og kyssede ham på munden. Ikke dybt og passioneret, mere de der hurtige og lidt hårde kys, når man er så glad så man er fuldt med energi.
Hun smilede af hans fremstilling.
" At kysse og kæle med dig... Til englene brækker sig? Jo... Deeet lyder som noget jeg ønsker mig" smilede hun mod hans læber.
Så trak hun sig lidt ud fra ham og så en anelse mere alvorlig ud. Det var vigtigt at han forstod..."Andrija... Jeg elsker dine skarpe kanter og dit sind. Jeg ... Jeg ved godt at livet sammen med dig vil give udfordringer og måske enda lidt skræmmer . Du ER ingen spejder drenge, og jeg ønsker ingen spejder dreng.
Jeg skal nok give dig plads... Og vi skal nok få det til at fungerer , sålænge jeg ved du faktisk elsker mig , og det ikke bare er et spil for dig " hun gav ham et stort knus, og slap ham så helt , for ikke at overdrive.
Respekt for ham, havde hun alligevel lært, og uanset hvor kærlig han var lige nu , vidste Millicent at han også ville sørge for der blev en god solid balance i det hele.
Hun ønskede det heller ikke anderledes.
"Damn rigt der er nye boller på suppen, og de er ikke suttet på end andre af dig " svarede hun brød ud i et ægte stort smil.
" Er det tyve år siden du har været her? Jeg var dårligt født" grinede hun og nød synet af hans lille strip.
Med Andrija tilbage i sengen , og et sæt af hundøjne , der var på niveau med Senka 's , kunne hun næsten fristes til at droppe brylluppet. Det kunne ikke blive bedre end dette.
Hun havde haft et vidunderlig dag.. Og Andrija havde været ... Helt igennem overvældende skøn. Ingen tvivl om hun elskede ham... Og nu vidste hun det var gengældt.
Han havde en dårlig indflydelse ... Hun ville gerne opføre sig pænt her under Zorans tag, men det havde hendes krop så en anden holdning til.
Den var helt fortumlet efter kontakt med Andrija. Det var nok den eneste ting der kunne gøre aftenen bedre.
Millicent løsnede frotte kåbens bælte og lod det tunge stof glide til siden. Hun blottede de bare bryster til ære for Andrija , og efter nogle sekunder hun lod kåben falde helt af.Hvis ikke kinderne kunne opnå et rosa skær der viste hun var genert, ville det kunne læses i hendes øjne. Millicent krøb under dynen, tæt ind til Andrija, men der var stadig luft mellem deres afklædte kroppe.
" Fortæl mig hvad du kan lide... Hvordan du kan lide ... Det.. Bedst " hviskede hun og håbede at hans svar ikke ville skræmme livet af hende. Hun ville så gerne gøre ham glad og tilfreds.

Det var en mindre kamp for Andrija ikke at vende det hvide ud af øjne da Millicent kom med den store pakke-kærligheds-ærklærings-løsning. Han valgte at dække med det et smil, en smugle anstrengt. Hun vidste hvordan han havde det med det sødsuppe. Derfor åndende han også lettet op da hun var færdig og emnet skifte til hans hjemmebane. 
"Jamen der er ikke noget præcist." Han vendte sig om imod Millicent og trak hende helt tæt på sig. Bare bryster fik man aldrig nok af. "Men lad os vente til Zoran er ude af huset. Han har det med at overraske på ubehagelige tidspunkter og jeg er sikker på at han nok vil kigge op, bare for at se at jeg nu holder mig i skindet." En kort tænkepause. "Han opdagede mig første gang og så løb han ud og hentede vores mor. Pigen, Veca, var ikke speciel vild med det. Men siden den gang har det været hans hobby." 
Et højt opgivende suk kom fra Andrija. "Men han gør det heldigvis kun når vi er sammen, så hvis han pludselig dukker op på mærkelige tidspunkter, så er det bare fordi han sikre at jeg ikke 'gaber over mere end jeg kan sluge'. Han har allerede udtrykket en smugle frygt for dig." Et kort grin. "Du er jo ikke de normale blondiner."

At blive presset ind mod ham og ligge så tæt... Og så få et afslag var hun rimeligt uforberedt på. Det viste endnu engang at det var enormt vanskeligt at forudse Andrijas reaktioner. Hans grund for afvisning var dog på kanten til komisk.
" Zoran tjekker på på dig, i tide og i utide ....for at holde dig på dydens smalle sti" Millicent grinede og tog fat med to fingre i hans hage. " Din bror er sjov" .
Hun kunne lige se en bette Zoran med store øjne finde en afklædt lille bror , ifærd med ... Ja... Og se ham rende til deres mor der så kom flyvende som torden. Stakkels pige og stakkels Andrija. Millicent slap grebet og puttede sig ind til Andrija, så øjenkontakten blev umuliggjordt.
" Nej... Du beskylder mig for meget , men ikke at være normal" mumlede hun mod Andrijas hårde brystkasse.
Hun snusede ind og sukkede henført. Andrija duftede altid umådeligt lækkert. Men tilgængæld snakkede han nogle gange sort.
" Jeg forstår ikke hvad du mener med frygt for mig? Altså vi skal giftes, så mon ikke jeg ville overleve hvis vi elskede? " hun fik et meget underligt udtryk. Eller hvad havde Andrija lavet med de andre pige? Han havde vel ikke gjort nogle af dem fortræd? Hun forstod ikke helt... " ... Han kan jo ikke være bange for at jeg gør dig fortræd ? Eller ..?" Måske var han bange for hun fandt Andrija såå lækker , at hun kom til at tømme ham for blod under sex ?
En kradsede lyd var at høre ved døren. Først var hun helt nervøs for det var Zoran der var på vej. For selv om de var dydige, var hun rimelig meget uden tøj. Så dynen blev trukket godt op, men da en lille pibende lyd fulgte , satte hun sig op.. Slog dynen til side og sprang ud.
"Senka lille skatter" kaldte hun hunden til sig, så snart hun havde fået døren åben og sat sig på hug.

En næsten mild latter kom fra Andrija mens han tænkte sig lidt om. "Nej, selvom det måske også er der. Han er mere bekymret fordi de andre mere var legetøj. Nu skal lillemand jo i et rigtig forhold." Han forvrængede sin stemme ved sidste sætning. "Ma han burde nødig snakke! Han har heller aldrig haft et seriøst forhold. Så han burde se lidt op til mig, også psykisk!" Brokkede han videre, da der blev kradset på døren. Andrija var ikke i tvivl om at det ikke var Zoran. Han kom og gik som han ville, frygtelig irriterende, men ikke meget langt fra hvad Andrija selv plejede at gøre. 
Da Millicent fandt ud af hvem det var og forlod Andrija i sengen, var han lige ved at kvæles i grin. Det syn han så var noget for guderne. En mere eller mindre nøgen Millicent på vej hen over gulvet i fuld firspring. Det kunne ikke blive meget bedre. 
Et stort grin sad permenent fast på Andrijas læber mens han kiggede på hende, med hoved let på sned og øjne sugedet fast til hendes røv hvis der var udsyn og ellers hoved. 
"Godt Senka ikke kommentere nøgenhed."

Hvalpen havde hele Millicents opmærksomhed og hun var for en gangs skyld ikke opmærksom på Andrijas blik. Det var iøvrigt ikke så slemt , når han morede sig. Det var mere når han skulle.. Eller hun håbede.. At han ville finde hende tiltrækkende , i de situationer var hun ikke glad for at være så afklædt.
Med Senka i favnen , vimsede hun over til sengens kant og fik sat ham fra sig. Senka overfaldt straks Andrija og gav ham flere kys end han sikkert ville ønske.
Millicent lod drengene lege og smuttede over for at lege med lidt teknik. Hun havde opdaget en dims til at sætte mobilen i, en kombi af oplader og højtaler. Helt perfekt.
Hun gravede sin mobil fri af en bukne female stuff i hendes taske, og spolede hurtigt igennem er par spille lister , indtil hun fandt hvad hun søgte.
Nu havde hun rendt nøgen rundt... Nu kunne hun ligeså godt forsætte.
En sang lagde sig i luften og tonerne fra den pakkede soveværelset ind i en dis af sort dekadent stemning.
Hun vinkede Andrija over til sig , hvis han da kunne befri sig fra Senka?

Millicent flettede sine fingre ind i Andrijas og strækkede deres arme ud til siden. Således kunne hun træde helt ind til ham, og læne sig ind mod hans hals, hvor hun satte et lille fugtigt kys , inden hun stemte læberne mod hans øre og sang lavt med til sangen, imens hun bevægede sig en smule drillende op af ham ..
De bløde læber ville strejfe hans øreflip og kort nappe der , inden hun hviskede igen i hans øre...

Andrija tog imod Senka, omend uden den helt samme højde af bejgestring som hvalpen gav ham. Han lod den slikke lidt, før han puffede dens hoved væk og lod den klovne rundt i sengen til den gik omkuld og betragtede Millicent med store øjne, ligesom Andrija.
Han blev liggende i den magelige seng, på egen hjemmebane, til han blev trukket ud og skulle til at vippe op og ned til en eller anden fræk sang med dybe toner. Sangen kendte han ikke, men teksten var forførende, trods han ikke brød sig om at tænke på at han var voldsomt meget ældre end Millicent. Havde de været mennesker kunne de godt passe sammen, det var han ganske overbevist om. Han var kun ældre af sind, hvilke han ville huske og påpege for hende når tiden var den rette. 
"Hvor gammel var din gamle kæreste, ældre?" Han kiggede på hende spørgende, mens han langsomt ubevidst begyndte at føre hende rundt i lokalet som var de til et eller andet bal i det forrige århundrede. Med bløde sikre bevægelser førte han hende rundt på gulvet til de endte ved sengen, hvor han skubbede hende ned. "Skal du ikke snart sove, du syntes så træt før, eller er du alligevel frisk nok til at lege hele dagen." Han lod sig vælte ind over hende, men inden han ramte hende tog han af med hænderne, for så kun at møde hendes hud med læberne.

Det var alligevel ..lidt..,som at lege med et vilddyr, ik?
Så spændende og lækker og det var fantastisk at være tæt på...og man blev så glad , hver gang ' dyret' adlød.
Da Andrija begyndte danse med hende , på den balagtige måde, var hun en stk henrykt vampyr.Millicents romantiske sjæl elskede det.
" Hmmmm min ex? En lille smule ældre...30...jov...det kan man godt sige at han var.
Han var 30 og havde kun haft fokus på karrieren i banken , indtil jeg vimsede ind i hans liv" han havde været en god mand, på mange måder.
Men ikke en der kunne leverer Millicent en smule modstand og ikke en der havde ord stående mellem linierne, altså lidt af en tørvetriller, i hendes øjne.
I hvertfald var han så direkte modsat Andrija, som man kunne blive.
Optaget af ham, landede hun lidt uforberedt på sengen.Hun var alligevel hurtig til at trække dynen over sig, efter Andrijas læber havde strejfet hende.
Hun strakte sig og sukkede.Hvorfor skulle han nu ligepludselig have ret i alt?
" Sov med mig? Bliv her" tiggede hun og ville ligge hænderne i siden på ham, lade dem glide over hans hud indtil armene lå omkring livet på Andrija , og hun ville prøve at vælte ham ned.
At vampyrer havde det fint med kulde, da deres egen kropstemperatur var nedsat, kunne man forstå.
Men Millicent var så modsat også meget opmærksom på varme, der kunne virke mere varmt end normalt på hende.Her var dog stadig behageligt...på en døsig agtig måde, og det eneste det betød var at dynen blev kasseret , og hun ville istedet ligge sig tæt op af Andrija, og ligge sig til at sove der.

Det havde også været i Andrijas hoved at ligge sig til at sove sammen med Millicent, men han fik ikke sagt noget før han lå ved hendes side, med hendes arme omkring sig. Ikke den bedste stilling men han ytrede ikke et ord men blev liggende tavs og betragtede hende. 
Et lille smil så dagens lys, da hun sparkede dynen mere eller mindre af sig og nøjes med hans kropsvarme. Det ville nok fungere fint for hende, men ikke for ham, så han skyndte sig at finde en dyne og varme sig under. Millicent var ikke til meget hjælp på det punkt.
Efter dynen havde givet en solid omgang varme og søvn, vågnede Andrija hen imod eftermiddagen. Havde Millicent ikke flyttede sine arme, ville han blidt løsne dem og forlade sengen for at finde sit tøj. Efter det ville han gå efter sin bror som netop var kommet hjem fra et forretningsmøde. 
De sad lidt og snakkede. Zoran ville høre om de havde haft sex. Det afviste Andrija og ledte hurtigt emnet ind på hvad hans bror havde lavet og hvordan det generelt gik med ham. Ligesom lillebror selv, var storebroren ikke bleg for at tale om sig selv og sine bedrifter, så den fik ikke for lidt mens han snakkede Andrijas ører røde om finans og forretning.

Et bank på døren lød, og herefter gik den roligt op.Ind trådte kokken, Alfredo.
Han havde en bekymret mine som påklædning, og så naturligvis hans uniform.
"Undskyld...men med tilladelse må jeg stille deres bror et spørgsmål, Mr.Luzar?" Lød den mørke brummende stemme.Alfredo afventede sit ja, og ville så adresserer Andrija.Alfredo ville virke neutral og høflig, pånær den mistro der var i hans øjne. " Mr.Luzar" begyndte han med en neutral stemme til Andrija" Jeg ved de fik besøg i aftes af Senorita Sophia...jeg ville høre om de havde nogen ide om hvor jeg kan finde hende? Hun er som....forsvundet fra ...jordens overflade"  Alfredo vidste alt om Sophias affære med Andrija Luzar...og også at den var fuldbyrdet op til flere gang, lige her i Zorans hus, under hans næse.
Han vidste at Sophia nogle gange havde haft ...legetøj  med..for at fastholde den herre Andrijas opmærksomhed, da hun havde ham som favorit flirt.
Men han kunne ikke forstå at han ikke havde Sophia i mobilen bagefter, som han plejede.Hendes sexede hæse stemme , der på forførende vis ville beskrive i små juicy detaljer, hvad og hvordan og sende små hede støn igennem røret, til Alfredo der  ville blive helt rødmosset....og så ...ja! Skal vi sige det sådan at han havde ventet...spændt og begejstret...på Sophias erotiske fortælling...men den var ikke kommet...og hun var væk?!

Begge brødre kiggede hen på døren da kokken kom ind. Zoran nikkede en enkel gang og vendte så tilbage til sin mobil hvor han var ved at tjekke en mail der belejligt lige var tikket ind i samme sekund Alfredo var trådt ind. 
"Åh ja! Det er rigtigt." Lød det alt for venligt fra Andrija der på ingen måde brød sig om at han havde haft lukket Sophia ind. "Det var faktisk noget jeg ville snakke med jer begge om." 
Zoran kiggede op på sin bror med et udtryk der gjorde det tydeligt at han ikke helt rigtig vidste hvilke ben han skulle stå på, for han vidste godt hvad der var sket. Ikke hvordan og heller ikke hvem, til før Alfredo trådte ind, men stadig nok. 
"Var det ikke korrekt du tog hjem efter aftensmaden? Vi sad i køkkenet senere på aften, der var du ikke. Så jeg må gå ud fra at du var taget hjem." Andrija kiggede på kokken med et gennemborende blik, for så at kigge på sin bror med et mere normalt udtryk. "Sidst jeg var her var de ansatte ikke døråbnere, det var kun dig. Så ..." Blikket fløj tilbage til kokken og ændrede sig straks. "Hvorfor lod du vor nu kære afdøde Sophia komme ind?" 
Zoran gemte mobile væk og rejste sig op. Han kommenterede ikke sin brors drab. De måtte dræbe for at leve, det havde de begge lært og derfor havde de også en helt anden holdning til menneskeliv. Især menneskeliv. 
"Jeg beklager det er endt sådan Alfredo, men vi må jo alle skulle have mad i ny og næ. Min bror vil selvfølgelig ikke gøre det igen under mit tag eller på min grund, men hvor han så gør det kan jeg ikke bestemme." Lød det høfligt fra Zoran.

Alfredos forvirring lagde sig tydeligt over hans runde ansigt da Andrija tog ordet, og selv synes at have noget på hjertet.
" Jo, jeg tog hjem...og der snakkede jeg med Sophia. Hun havde glemt tasken her , og jeg har jo nøgler da jeg også er i køkkenet om morgenen, inden Mr. Luzar er vågnet "
Alfredo holdte øje med begge de to brødre. Noget i Andrijas tone gjorde ham virkelig ilde til mode. Den varslede ilde.
" Jeg ... jeg ..."
* afdøde... har han?! Åh Sophia... sophia.. det er løgn.  Det svin!!  jeg må ud herfra *  hans tanker hobede sig op i desperate bunker. "Jeg indvilligede i at møde hende her o-og låse os ind, og da det så ud til i var trukket tilbage , ville jeg ikke forstyrre. Sophia ville lige benytte ...badeværelset ... Og sagde jeg bare skulle smutte. Og det gjorde jeg så. Hun ville SMS , men der kom aldrig nogen. "

Alfredo fnøs.  Zoran var komplet ligeglad ? Sophia havde arbejded for ham længe. Og hun havde enda været sengekammerat til Andrija. Og han slog hende ihjel.
Vrede begyndte at lyse ud af ham.  
Skide dæmon brødre. " så hun er væk?  " blikket mod både Andrija og Zoran var hadefuldt og måske også bange. Han ville jo nødigt selv ende. På deres menu.  Men der var sku lige i overkanten se stod der så nonchalant og talte om at have spist hende. Var de virkelig ikke mere civiliseret end som så ?
" Med al ære og respekt" lød det kluntet fra kokken. Han var helt klart på ude bane - og der var dømt glatkørsel  " Det havde Sophia ikke fortjent ... Fra jer! Men det glæder mig at.. Din bror" spyttede han ordet ud som var det besudlet.." At han ikke vil gentage et drab her"
Aldredo ville trække sig tilbage , fik han lov.
Hans køkken var skinnende rent og køleskabet bugnede af forskellige retter. Han Ville hjem og drukne sieplay efter Sophia, måske  med en god rødvin og et replay af deres sidste mobilsnak, der tilfældig vis havde været båndet.

Zoran betragtede i tavshed mens Alfredo lage an til at eksplodere, men der syntes ikke at komme noget. Han ventede i tålmodighed på sit ydre mens han tanker grublede over hvorfor Andrija nu lige havde ment hans legeveninde skulle dø. Zoran mente ikke hun havde gjort noget og selvom broderen syntes at have fundet en fast partner, betød det jo ikke at alle andre skulle dø. 
"Igen beklager jeg. Det vil selvfølgelig ikke ske." Lød det høfligt fra Zoran, der forsøgte at stoppe sin kok inden han gik ud af døren med sine efterfølgende ord. "Hvis de ikke ønsker at fortsætte med at arbejde her er det forståeligt. Jeg vil give dem løn rasten af ugen ud, som hade de haft fuldtid." 
Derpå vente Zoran sig mod sin bror med et afventende blik. 

"Det var ikke mig! Millicent var sulten!" Lød Andrija som om hans bror bebrejdede ham for dræbet, hvilke han også virkede til at gøre. Et højt opgivende støn lød fra Zoran før han forlod rummet og Andrija der ikke var langsom til halvfornærmet at skride ud af lokalet og ud til baren hvor han fik sig en drink eller to, mens han ventede på Millicent ville vågne op.

Alfredo halvejs ude af stuen, talte som havde han en våd karklud i munden, da han kæmpede med følelserne."Det bliver ikke nødvendig ...jeg skal nok passe mit job. Men tak for elskværdigheden" - og så var han væk.

Imens de to brødre rundede af, var Millicent ved at tage tøj på.
Hun havde friseret sig, og lavet en hestehale midt på hovedet og flettet den, så den nu hang som en lang ' pisk' ned af ryggen mod hendes lænd.
En Sort nederdel med knapper i siden og en hvid figursyet nedknappet skjorte, bluse , med korte ærmer og sort krave, matchede både det sort hvide lingeri og de sorte sko med en høj hvid hæl. Hun priste sig lykkelig over at havde taget noget forholdsvis pænt med, når Zoran nu boede så pænt.
En hurtig omhæng mørkegrå skygge omkring øjnene og intet på læberne.
Der var trods alt ikke fest.
Hun gik mod døren , opsat på at finde Andrija.Sengen havde Været kold i hans side, så han havde været væk i en rum tid, vurderede hun.
Efter at have forladt rummet og var på vej nedenunder, stødte hun ind i Zoran, der var på vej...et eller andet sted..." Jamen..godaften Zoran" hun smilede stort..." gik dit møde godt?"

På nogle punkter mindede Zorans falske smil om Andrijas, men det var langt fra så veltrænet og så mere anstrængt ud. "Ja, det var fint. Men nu jeg har dig." Smilet forlod hans læber og han så næsten lettet ud. "Jeg vil bede dig om ikke at sætte tænderne i folk her i huset, eller i hvert fald ikke dræbe dem." Mere ville han ikke sige, så hurtigt forduftede han ned ad en lang gang der før eller siden ville føre ham til sit kontor. 

Ude på teressen havde Andrija hørt den korte samtale og kom ind efter hans bror var gået. "Kokken var ikke tilfreds med dit valg er mad." Han lænede sig op af vægen med hænderne stukket i bukselommerne. Hans blik hvilede i tavse minutter på Millicent til hun sagde noget og gjorde hun det ikke ville hun fortsat have hans indgående blik på sig. 
"Men du kan jo tage en høflig menneskelig snak med ham sener, han kommer tilbage igen." Sagde han så efter en lang pause og forlod huset for at gå tilbage til sin drink som han skyllede ned i en fart, for så at smide sig i en af de magelige lænestole.

Millicent havde efterhånden ingen problemer med ikke at forveksle Andrijas forskellige smil.Kun når han virkelig gjorde sig umage, kunne hun ikke skælne dem.Zorans kunne hun derfor udmærket arkivere i skuffen for de kunstige.
" Det var godt" skyndte hun sig at sige, og overvejede om han var typen der ikke brød sig om at lade masken fald? Skulle facaden være iorden for enhver pris, eller ville han bekende hvis mødet var gået a hækken feldt til? Interessant!
Men inden hun kunne spørge videre, ændrede Zorans udtryk sig, og han kunne i og for sig næsten ligeså godt have pillet ved hendes sko.
Han vidste ....vidste om Sophia...og at det var hende! * Andrija for helvede*
Hun ville udentvivl forvandles til grislingen, lige foran Zorans øjne, og se helt fortumlet ud."M-men.." Hun nåede ikke at afleverer sit svar, og at rende efter ham virkede ikke rigtigt. Han havde ret...hun var afsløret...det havdenikke været pænt af hende, og hvem ville kunne forstå at fordi hun netop var baby og helt foruden træning, kunne hun ikke...styre ...de følelser.jalousi.
Mange mennesker kunne heller ikke! Nej...det var slet ikke så let enda.
Og Millicents var forstærket, hendes instinkter....det dyriske i hende tog næring af den følelse, og blev utæmmelig.
Selv her...på trappen...med skyld tværet ud i hele hendes ansigt, fik hun næsten lyst til at gøre det igen.Næsten.
Hun lod en lille gysen løbe gennem sin krop, rystede sig let...og gik videre.
" Andrija!" Hendes glædes udbrud var krystal klart, men ikke helt gengældt.
Hun sugede underlæben lidt ind, stadig beklemt ved det hele.Skulle han nu også irette sætte? Hun så ham indtage hans position op af vægen, hænderne nochelant i buksernes lommer.Kun Andrija kunne se så overlegen ud...uden at anstrenge sig. Han måtte have hørt samtalen.
Hun vred sig en smule under hans blik...
" Var kokken utilfreds? Hvorfor...skulle han selv have tilberedt hende?" Bed Millicent og strøg forbi Andrija....væk fra hans øjne, som hun ikke kunne tolke
Det var enormt irriterende.Hun vidste ikke om han fandt det hele morsomt, var vred eller hvad der skete i hans hoved.
" Jeg vil da ikke snakken med ham!" Hun skulede tilbage over skulderen mod Andrija. Nu lød hun så straks mere medgørlig..." skal jeg da det? "
Andrija smuttede, og Millicent fandt en avis som hun slog sig ned ved.
Hun overvejede om hun skulle tjekke hendes øre dimsedut fra Dux.
Sidst havde hun drillet Mother, og angiveligt forsøgt at bestille en pizza med extra ost....bare for at lave lidt sjov, hvis nu hun havde en kedelig dag.
Selv om Mother havde skældt Millicent ud....synes hun nu at kunne høre et spor af smil i hendes stemme,da hun havde mumlet noget med at Black Swan var yderst passende til Millicent.
Da Andrija kom tilbage, så Millicent op over avisens kan.Hun rystede den lidt, for så at folde den sammen og krydse sine ben.Avisen blev banket lidt rasteløst mod stolens armlæn." Andrija ? Skal jeg undskylde til nogen? Kokken...Zoran ...dig?" Hun var lige i humør til at lave lidt ballade.
Efter alt, så var Sophia dukket op i ingenting nærmest....og havde ikke forstået beskeden de første to gange....beskeden og at fise af.
Så hvad forventede kokken egenlig af hende? Hun rankede ryggen.
Hun VAR vampyr....og ikke en ..
Millicent blev forskrækket over sine egne tanker.Hvad var nu det?
Hendes menneskelighed måtte ikke smuldre...eller måtte den? Hun forstod det ikke.Væk så hun fra Andrija.Han skulle slet ikke kende til de kampe inden i hende.no way.
" Snakkede Zoran om hans møde? Han virkede ikke helt tilfreds?" Forsøgte hun emne skift og ændring af spotlight.

At Zoran holdte avis anede Andrija ikke og endnu mindre at Millicent læste det. Han betragtede lidt forsiden til den blev fjernet fra hans synsfelt. De grå øjne gled hastigt op til hendes ansigt. Vampyrens. 
"Jeg ved ikke hvorfor kokken var oprørt over det. Det er op til dig selv at snakke med ham." Han gik hen ved siden af armlænet og snuppede avisen, for så at kigge på forsiden igen. I et mageligt tempo gled hans blik hen over de så mørke bogstaver, før de stoppede. Hans hælder klappede avisen sammen og smed den over på et sofabord. 
"Hvad er der galt?" Hans blik studerede nøje Millicents udtryk. Hun lignede en der netop var blevet taget med fingrene i kagedåsen. Skjulte hun noget? 
Andrija stak igen hænderne i lommerne og lage vægten helt på sit ene ben, mens han overvejede om han skulle være mistroisk eller være bedøvende ligeglad. Det endte med at blive det første. 
"Sandhedens time?" Han trak sin ene hånd ud af lommen og lage en finger under Millicents hage for at tvinge hende til at se på sig. "... og hvad er så problemet?" 
Han kunne ikke selv forstille sig hvad problemet var, ikke når det galt Millicent. Var det utroskab havde han for længst taget hende i det. Hun var som en højtlæsningsbog. Selv når man ikke kiggede på hende kunne man se hvis der var noget galt, rigtig. Ikke bare små pige, menneske, baby problemer.

Millicent vrængede på næsen af Andrija." Så tror jeg sørme at jeg sprænger den dans over, if you don't mind?" Ikke om hun havde lyst til at skulle forklare sig overfor en fremmed...hvis altså det kunne undgåes." Måske er han blevet skræmt? Og jeg vil ikke gøre det værre.Nogle folk er lidt underlige....du ved...de kan blive bange for vampyrer...der vil dræne dem for blod" hun lavede et ironisk træk på skuldrene.Bedst som hun mente at det væreste var ovre, svingede Andrija hammeren. Oh shute.
" I vejen?.... Grus og asfaldt?" Hun sendte et uskyldigt blik...og joken var så dårlig at den næsten gjorde ondt.
Hun ønskede at sno sig uden om dette.Idet mindste til hun forstod det hele bedre selv.Og især fordi hun bare aldrig vidste om ting som dette ville give Andrija dagens grin, udløse hans vred eller hans stolthed.han var værre end en pige i puberteten , når det kom til kunsten at forudsige en reaktion.
Hun fulgte bekymret hans hånd med øjnene, da den forlod lommen.
Så snart hans finger lagde sig under hendes gange, og bød Millicent til at løfte hagen op, og møde hans blik, vidste hun at han havde lugtet lunten...og at hun sad i saksen.
Andrijas øjne, stålgrå...og ligeså fast i hans blik kunne hun ikke løbe fra.
" sandhedes time" mumlede hun..." Hvor dramatisk Luzar"
Millicent forsøgte flytte på hans finger, hvis hun kunne.
Helst ville hun gribe om den, og blive ved st holde , som holdte de i hånd.
" Andrija...D-det bare..." Hun tøvede ...hvordan skulle hun få ham til at forstå?
" Det er ikke nemt for mig at dræbe...jeg sørger altid over dem...bagefter...angre, om du vil" hun rynkede de brune bryn og prøvede igen..." Ikke grundet religiøse ting...det tror jeg jo ikke på...men....ud af en respekt for..livet...en tro på det har værdi...og nogle vil blive kedelig det"
Hun famlede efter sine ord...og forsøgte overse hans reaktioner til hun var færdig, hvis han ellers viste nogen." Men...selv om jeg fortryder...så..." Hendes stemme blev til en hvisken..." Så har jeg nogen gange lyst til at gøre det igen...og igen...især..." Hendes blik flakkede...mens hvisken forblev.." Især dine piger"
Godt...så var det ude! Og han kunne dømme.Hendes døde hjerte satte i galop.

Der kom ikke nogle reaktion fra Andrija under selve talen eller i lang tid efter. Hans udtryk lukkede intet ud, ikke den mindste trækning blev der lavet ved mundvigen eller kroppen der kunne udvise om han fandt det hyle morsomt eller om han ville til at eksplodere så taget lettet. Efter noget tid med tavshed, åbnede han munden for at bryde den. 
"Jeg er sikker på at det hele nok skal ordne sig. I hvert fald med det første. Det andet er vel meget naturligt, for mennesker. Uanset om de er døde eller ej." Endnu en lille pause med sit udtryksløse ydre. "Det er jo tydeligvist svære for dig at være vampyr og dræbe andre mennesker end for andre, det kan vi godt blive enige om, med den del med mine piger og mad på bordet, det tror jeg ikke er meget anderledes end så mange andre." Uddybede han mens hans egne tanker allerede var på vej videre.
Hånden forsvandt fra Millicents hage, for at dykke ned i lommen. I et enkelt drej kom Andrija til at vente fronton imod terresen, hvor han spankulerede ud og slog sig ned i en af lænestolene. Hans blik fangede de stjerner der lyste himlen op og trak hans tanker væk fra jorden. Ikke alle var gode, men heller ikke alle var elendige. 

Inde i stuen trådte Zoran ind. Han gik hen i sofaen ved siden af Millicent og slog sig ned, først uden et ord, men efter at have sat sig mageligt til rette åbnede han for sit gebrokkent engelsk. "Du skal ikke tage det så tungt med drabet. Vi skal jo alle have føde og vidste Andrija hvorfor min kok var så ivrig efter Sophia, så var han ikke gået derfra med hoved på skuldrene." Det sidste blev sagt så lavt at Andrija, der ikke havde den vilde overnaturlige hørelse, ikke kunne høre noget. 
"Jeg kan jo nok lige så godt forklare dig det med det samme, men ligesom Andrija har magiske evner, og du nok også har, har jeg også. Men mine er slet ikke som min brors. Han har altid været den fysisk stærke og overlegene, hvilke egentlig også gælder psykisk på mange punkter. Det vil jo så være oplagt a jeg så er blevet jaloux på ham, men det har aldrig været tilfælde. Han har altid set op til mig og gør det stadig, selvom det ikke er specielt tydeligt. Men nu har jeg kendt ham i mange år. Man vil nok mest se det som respekt for mig, hvilke han også selv vil kalde det, og har du dit liv kært skal du ikke sige det her til ham. Han bliver sur som en citron, selv når jeg siger det." Et vagt smil vågnede op i Zorans læbe mens hans kort kastede et blik ud på sin bror. Han var gået ombord i baren igen og hørte derfor intet. 
"Men min evne består ganske enkelt i at kende alle folks hemmeligheder, de ting de ikke ønsker at andre skal vide. Det skal bare være skjult for én person og så ved jeg det så snart jeg kommer tæt nok på personen. Det er blandt andet derfor jeg er en god forretningsmand. Det er en verden fyldt med løgne. Et spil poker. Man må selv grave sandheder frem, for de bliver aldrig serveret ..."